I Naturens Skød

hængekøje ved strand


Posten! Hele Kysten op synker ved Titiden hvidklædte mandlige og kvindelige Skikkelser ned i Flugtstole i Strandkanten eller i Lindelysthuse begærlige efter det Nyt, der ikke findes, hverken i Aviser eller Breve. Hvad er det nemlig for Breve man faar – Reklamer for Vin eller Høkerforretninger i den nærmeste Købstad eller f. Eks. en Skrivelse som denne:

„Deres ærede Nærværelse udbedes ved et Møde i Hotel Føniks den 15. ds. Kl. 12 i Anledning af – o. s. v. De bedes indtrængende om at komme til Stede”.

Nej, min Sandten om jeg gør — jeg gør det ikke, siger jeg. Giv Postmanden en Cigar for at vente et ejeblik, mens jeg skriver Afbud”.

Gads Danske Magasin Maj 1910

„Da jeg venter Gæster, er jeg desvrærre forhindret i at komme til Stede ved det berammede Møde — o. s. v. — erkendtlig for lidt Underretning om, hvad der bliver vedtaget o. s. v.; her – en Konvolut — værsaagod, giv det til Postmanden”.

Og istedetfor at tage til Møde, spænder jeg en lille bitte laadden Islænder for en lille bitte Trille og lunter lykkelig afsted i Sollyset ind ad Landet til, hvor Negene staar i Traver, helt ind i de dybe stille Skove, hvor Ørnebregnerne og Lyngen skyder op af det smaragdgrønne Mos og de smaa svajende Kviste lyser mod Granernes gobelinblaa Toner, mens de Millioner Insekter synger Sum — sum til Sommerens Pris. Og enten glemmer jeg alt, hvad der hedder Møder og anden menneskelig By-Foretagsonthed for al den Naturens Glans, der omgiver mig, eller ogsaa siger jeg til mig selv:

„Jeg vil saa sandelig ikke plage mig med den Slags i disse Par Sommermaaneder, der glider saa hastigt. Det er altfor henrivende dejligt, alt dette; jeg vil leve i det, saa længe det varer, indsuge det, tilegne mig det med alle mine Sanser, hele mit Væsen. Vinteren er da lang nok, skulde jeg mene – jeg vil aldeles ikke til Byen nu — lad de andre tage fat”.

Men saa hænder det, at jeg faar Tandvanskeligheder og dog maa ind til Tandlægen en skønne Dag. Altsaa – afsted — med et Suk! Jeg kommer derind, ringer paa, ringer igen, og ser omsider, der staar skrevet paa Døren: „Træffes kun Tirsdag og Fredag i Juli og August”. Og det er Onsdag. Tak Skæbne. I en ikke helt blid Sindsstemning tænker jeg saa: Ja ja, siden jeg nu engang er her, vil jeg dog gaa op til Frøkeen Simonsen og tale om den Tyls Hat, der ikke passer mig. Og afsted i Sporvogn. Op paa en anden Sal. Ny Seddel: Modesalonen lukket i August. „Naa” tænker jeg – et Ministerium kan de da ikke lukke. Jeg vii gaa hen i Udenrigsministeriet og faa Besked om den franske Ministerfrue, der ventes — saa er det besørget”. Altsaa derhen.
„Kammerherren er i Ostende – kommer ikke hjem i denne Maaned”, siger en fornem Portner, hvis Mine røber Forbavselse over, at man har Mod til at præsentere sig paa en Aarstid, hvor Alle formodes at være borte.

ferietransport
Emma Gads transportmiddel i ferien.

Endnu et Forsøg! Jeg vil gærne paa Danske Kvinders Nationalraads Kontor have lidt Oplysninger om et forestaaende Fremmedmøde. „Der maa være aabent”, tænker jeg, „der skal jo være udenlandsk Kongresmøde og stor Frokost om fjorten dage”. tilludsfuldt vandrer jeg til en anden Byende, men ved Gud – Plakaten er alligevel paa Døren -„Nationalraadets Kontor er lukket i August”.

Træt og mødig, kogende af Hede og af Ærgrelse drager jeg saa til Stationen uden andet Resultat af Turen end et Stykke røget Frokostflæsk og et Lampeglas i min Taske og synker ned i en overfyldt Waggon, der har en Temperatur som i Venedigs Blykamre.

„Det er dog forskækkeligt”, siger jeg til mig selv, „hvad kan det blive til i et Land og en Befolkning, hvor Alle holder Ferie og driver totait i samfulde to Maaneder.”

Som en Art Trøst i mine Genvordigheder køber jeg en Avis. Jeg kaster et Blik hen over Indholdet: Badeliv i Hornbæk, Ferierejse til Harzen, Fællestur til Skagen. Jeg vender Bladet — Sommervejviser: Grosserer X med Familie tilbringer Sommeren i Trouville, Bankdirektør N og Frue har tiltraadt en Rejse til Nordkap – Konsulinde Petersen har taget Uphold ved Nymindegab. Jeg kaster et Blik ned ad Annoncespalterne og ser: Overlæge, Professor Y er bortrejst indtil den 27. August – det samme ses at være Tilfældet med Professorerne K og B og Z. og L — hele Alfabetet – alle væk! Naar man forgæves er rejst til Byen med Tandbesværligheder i 22 Gr. Varme virker en saadan Avis som Olie paa Ilden, og jeg glemmer i min Harme aldeles, at jeg er aldeles som de Andre. Ingen vil bestille noget i en Sommer som denne undtagen at pille Rejer til sit eget Smørrebrød ved Frokosten i Lysthuset.

Enhver Storby har sin døde Saison — naturligviS, men den burde maaske i København strække sig over et længere Tidsrum end andre Steder. Paa samme Maade som Straffefangers Aar kun beregnes til otte Maaneder, indeholder det danske Arbejdsaar kun ti Maaneder. Juli og August tilbringes i Naturens Skød i det behageligste Driveri – regnes slet ikke med.

Og hvilken Anledning har der ikke været til at opretholde denne Samfundsvedtægt i denne Sommer, der har væeret saa straalende glansfuld, saa enestaaende? Det plejer jo nemlig at være saaledes, at naar den første Mejemaskine sættes i Bevægelse i Rugmarkerne, saa tager Regnen fat, og alle Landliggerne sidder i Waterproofs rundt om paa uhyggelige Hotelværelser uden ander Udvej end at bakse med de indelukkede og rebelske Børn, spille Bridge og drikke Whisky og Sodavand, hvis det da ikke er dem Beskæftigelse nok at ængre sig over de 36 Kr. pr. Dag, eller hvad det nu er, de har at erlægge i Vederlag for Fornøjelsen.

Men i Aar! Man hører saa ofte sige, at hvis vort Klimas Regnmængde i August kunde ombyttes med Juni, saa vilde Danmark være rigt. Det er lige det, der er sket i Aar, saa hvis Ordet staar til Troende, maa, vore Landmænd for en Gangs Skyld være tilfredse – maaske. Hver Dag har en glødende Augustsol skinnet ned paa de gyldne Marker og bagt de arme Høstarbejdere, der har udfoldet en for Tilskuerne saa højst dekorativ Virksomhed som Staffage i det straalende Landskabsbillede. Og Tilskuerne – det har været Hovedstadens udvandrede Befolkning – Dommere og Læger, Grosserere og Hattedamer, Tandlæger og Direktører, Etatsraader og Fotografer, alle dem, hvis Forretningslokaler man forgæves søger i Haabet om at træffe Indehaverne.

Det er jo dejligt, at det kan gaa paa den Maade, og det synes jo saa. Vi er vist saadan, vi Danske, at vi heller vil have det nemt og behageligt end at føre en voldsom Kamp for en stor Fortjeneste. Mangen Embedsmand vil vist f. Eks. heller nøjes med sin beskedne Gage og have Tid til at læse Goethe og spille Violoncel i Haydns Kvartetter, end han vil paatage sig et anstrengende og ansvarsfuldt Ekstraarbejde, selv om der kan tjenes ved det. Ligesaa med vort Sommerliv. Det er os maaske en dyr Fornøjelse. Store Værdier gaar formodentlig ofte tabte, mens hele Hovedstaden daser i Høstakke, men saadan er vi nu engang, og noget elskværdigt er der jo ved denne ligeglade Naturnydelse set i Forhold til flere andre Folkeslags alt dominerende Higen efter at tjene Penge. Desuden, naar det er ens over hele Linjen, saa mærker man jo ikke, hvad der gaar tabt.

Jeg spurgte forleden en Forretningsmand, som ligger paa Landet paa min Egn, om det virkelig kunde lade sig gøre, at han blev herude Dag efter Dag og pyntede paa Omgivelserne med sit hvide Tøj.

„Jeg kan saamænd ligesaa godt blive herude”, sagde han, „for der kommer dog Ingen i Forretningen. Alle Andre er ogsaa herude”.

Det er de vist. Men om føje Tid er Sommeren og dens Driverliv forbi omsider. Maatte det have styrket os, saa vi ogsaa føler Glæde ved at tage fat igen!

Emma Gad.