 |
|
INDLEDNING Ved Aarhundredets Begyndelse herskede der endnu et fuldstændigt Virvar i Henseende til den litterære Ejendomsret til sceniske Arbejder. Ingen respekterede denne Ret, neppe nok Forfatterne selv. De var saa ubeskyttede, at de efterhaanden var blevne ganske resignerede; de fandt sig i alt og var glade, naar der i Ny og Næ blev tilkastet dem en lille Bid som Honorar. Selskaber gennemrejste Provinsen med Skuespil ganske uden Lov og Hjemmel. Man gav undertiden Stykkerne en hel anden Titel, man bortskar og tilsatte Akter efter Behag, man indsatte eller borttog Sange, man udelod Personer for Nemheds Skyld. Kontrol med Opførelserne var ganske udelukket. Der var saa meget mindre Anledning til at tage Hensyn, som man havde hele Udlandets dramatiske Litteratur at øse af som en stedse rindende Kilde. Der eksisterede ikke nogensomhelst Forpligtigelse til at betale Honorar til udenlandske Forfattere, og det er overflødigt at tilføje, at de derfor intet fik. Oversætterne blev behandlet derefter. Saa kom der et Vendepunkt, idet Danmark i Aaret 1903 tiltraadte Bernerkonventionen. Dette opnaaedes aldeles ikke let, idet man i Rigsdagen, saa mærkeligt det end lyder nu, fra mange Sider gjorde gældende, at Kunst og Litteratur bør være saa let tilgængelig som muligt for Befolkningen, uanset pekuniær Vinding for Frembringeren. Imidlertid - takket være ihærdige Anstrengelser fra Forfatternes Side, - gik Loven igennem, og dermed var de naaet et stort Skridt fremad. Der var i hvert Fald stoppet for den hensynsløse Udnyttelse af udenlandske Forfatteres Værker, hvilket igen bevirkede, at Teatrene ligesaa billigt kunde opføre danske Arbejder, hvad jo altid, nationalt og kulturelt set, er en strunkere Fjer at have i Hatten. Men den internationale Lovbeskyttelse viste sig ikke at være nok. Indenfor egne Grænser gik Lovløsheden endni i Svang, og selv om det mere ordnede Forhold til Udlandets Skuespil-Litteratur havde den Virkning paa Direktørerne, at de indsaa Umuligheden af fremtidig at kunne betragte Tragedier og Lystspil som en Art menneskeligt Fælleseje, benyttede de sig stadig godt af Forfatternes gennem Tiderne opklækkede Beskedenhed og deres medfødte Ukyndighed i Forretningssager, til at udnytte dem, hvor det lod sig gøre. Dette er iøvrigt en Bestræbelse, som de deler med saa godt som alle Medborgere. Hvorsomhelst en Dilettanforestilling arrangeres i veldædigt Øjemed, anmoder ufravigelig Komiteen om at maatte spille Stykket vederlagsfrit, hvorimod det aldeles ikke falder den ind, at man ikke skulde maatte betale Salen, Belysningen, Kulisse-Lejen, Opsynet o.s.v. Og dog er Stykket, der skal spilles, en ikke uvæsentlig Ting ved en Forestilling. Dette gik omsider op for Forfatterne. De vaagnede af den Ligegyldighedens Dvale, hvori de fra Arilds Tid havde været indslumrede og fik Øje paa deres Interesser. Dette viste sig ved, at i Foraaret 1905 opstod den Tanke indenfor Forfatterforeningens Bestyrelse at danne et særligt Forbund af Dramatikere. Hvorledes det gik til, ses bedst af følgende lille Uddrag af Protokollens første Side, der i sin Affattelse har ligesom et historisk Anstrøg: "Ved et i Marts 1905 i Forfatterforeningen afholdt Bestyrelsesmøde fremkom Fru Emma Gad med det Forslag at samle de dramatiske Forfattere til en Underafdeling indenfor Foreningen og derved bringe denne Underafdeling i Forbindelse med det paa Generalforsamlingen den 22. Marts valgte Udvalg til Iagttagelse af Censurforholdene. Dette bestod af Hr. Svend Lange, Hr. Albert Gnudtzmann og Fru Emma Gad. Forslaget vandt Tilslutning i Bestyrelsen, og det blev overdraget Fru Emma Gad at sammenkalde et Møde af de dramatiske og teaterinteresserede Medlemmer for at drøfte Sagen. Dette Møde fandt Sted i Fru Gads Hjem Tirsdag den 9. Maj, og det blev enstemmigt vedtaget at danne en saadan dramatisk Afdeling til Varetagelse af de praktiske Interesser og til gensidig Støtte. Den almindelige Mening var, at disse Interesser nærmest bestod i tre Ting: 1) Forholdet til de københavnske Teaterdirektører, 2) Forholdet til Provinsdirektørerne, og 3) Forholdet til de udenlandske Teatre, og man besluttede i første Instans at søge at tilvejebringe en bedre Ordning med de københavnske Teatre særlig ved Tilvejebringelsen af en Normal-Kontrakt og en Minimumstarif. Mens man beskæftigede sig med dette, blev man enige om engang imellem at komme sammen og udveksle Erfaringer. For at kunne gennemføre noget, mente man, at den første Betingelse, foruden Møderne, vilde være at have et Centralsted, hvor Forfatterne til Stadighed i en fremlagt Protokol kunde nedskrive de personlige Erfaringer om Forretningsforhold i Indland og Udland, som de mante vilde kunne være til Nytte for deres Kolleger. Man overdrog til Fru Gad at forespørge i det Gyldendalske Forlag, om ikke et Rum Kunde stillet til Disposition i det nævnte Øjemed. Den 10. Maj udførte Fru Gad dette Hverv. Hr. Jacob Hegel stillede sig meget velvilligt til Tanken om at give Husly til de dramatiske Forfattere og vilde tale om Sagen med sine Kolleger i Bestyrelsen."
Blandt Medlemmerne savnes nu kun meget faa af vore sceniske Forfattere eller disses Arvinger, og vi er stolte over, at nogle af de største Navne fra Norge og Sverige har sluttet sig til vort Forbund. Efter at det første og derfor vanskeligste Tiaar nu er heldigt gennemført, er det vort Haab, at Forbundets Virksomhed maa blive stadig større og betydningsfuldere, og danne Centralpunktet for en blomstrende dramatisk Litteratur i de nordiske Broderriger. Emma Gad. Forbundets nuværende Bestyrelse bestaar af: Emma Gad, Formand, Otto Rung, Næstformand, Henri Nathansen, Julius Magnussen, P.C.V. Hansen, Anker Larsen og paa Komponisternes Vegne Alfred Tofft. |
| |
