Klods Hans
1911
Den socialt interesserede Dame.
Hun er alle Redaktioners Svøbe. Kun Klods-Hans frekventerer hun ikke — den frekventerer undertiden hende, og den socialt interesserede er Københavnerinde nok til at forstaa, hvilke Fordele det giver.
Hun maa for enhver Pris daglig „være i Avisen”, ellers gaar det ud over Humøret og Humøret over Manden, som for Resten heldig plejer at kunne manøvrere mellem alle de „smaa Møder med The”, hvoraf den sociales Dag bestaar. Gennem sin Vægtelefon behersker hun Byen:
„Amalienborg? Tak! Jo, Deres Naade, det var altsaa det dyrebare Protektorat til vor lille Udstilling — tak — tak — —”
„Indenrigsministeriet — ja vist, — det var Bevillingen — saa slipper jeg ind, naar jeg kommer fra et lille Udvalgsmøde i Danske Biografteaterforfatteres Studierejsefond! Jeg gaar lige efter Theen”.
„— — Hallo — Polemikken! Er det Svend Fryd! Drikker De en Kop The hos mig med den skønne Ubekendte og hendes bedste Veninder? Det drejer sig om en Tombola, som ikke vil lykkes uden Deres værdifulde Hjælp”.
Gennem Udenrigsministeriet, Politidirektoratet, Grønlandske, Færøske, Islandske og Vestindiske Kompagni, der alle er lige værdifulde og uundværlige — naar Fruen endelig til Ro ved sit berømte Skrivebord, ved hvilket vekslende Generationer har set hende fotograferet, malet, tegnet og hugget: Raceansigt, opstrøget Haar, Fjærnsyn.
Seks Artikler om Arkitektur, Selskabelighed, Moral i Gaaseøjne, Tjenestepiger, Kolonierne og vore egne Forbrydere og ti Legatansøgninger besørges prompte. Efter Forhandlinger med fire Bestyrere hor henholdsvis Fire af Fruens sociale Institutioner, tager hun lettet sin perlegraa Silkekjole paa, for Kl. 7 at være til Middag hos Konsulen, hvis Frue hun skal have ind i en Bestyrelse, hvis Søn skal oversætte hendes sidste lyriske Arbejde, og hvis Svigerfader skal skaffe hende et Legat til Højning af Negerpigernes kulturelle Stade.
Fru Zouzou
Ideen med at spille Teater i fri Luft synes at være slaaet godt an.
Dyrehaveteatret har faaet talrige Efterlignere. Hr. Henrik Malberg har saaledes meddelt Offentligheden, at han agter at spille »Dansen paa Koldinghus« paa Koldinghus’ Ruiner.
Samtidig oplyses det, at Fru Gads »Barnets Ret« vil blive opført paa den aabne Plads udenfor Fødehjemmet paa Howitzvej, mens den franske Farce »Har De noget, der skal fortoldes« vil blive spillet i Toldbodens Gaard og det gamle Lystspil »Vedbæk, Skodsborg, København«, skal spilles paa tre paa hinanden følgende Dage, den første Dag i Fabrikant Anker Heergaards Have i Vedbæk, den anden Dag i Gartneriet »Løget« i Skodsborg og den tredie Dag paa Kultorvet i KøbenhaVn.
I selve Hovedstaden vil der i Sommerens Løb rejse sig det ene Friluftsteater efter det andet.
I Anlæget omkring Hesten, paa Kongens Nytorv vil der blive opført Farcer, Revuer og lettere Skuespil for at forlyste det Publikum, der daglig indtager sine Aperitif udenfor d’Angleterre.
Paa Ørstedsvej, hvor der til Sommer som sædvanlig skal være Udgravninger, vil man spille Gjellerups »Wuthorn« og andre Skuespil, der foregaar i Bjærglandskaber.
Paa Frederiksberg Haves Kanaler skal der opføres Stykker som »Fruen fra Havet«, »Rejsen til Kina«, »Tordenskjold Dynekilen«, »Strandbyfolk« og »Længsel efter Havet«, og i Zoologisk Have vil vi faa Skuespil at se som »Rescensenten og Dyret«, »Abehaanden«, »Daila Lamas Hemmelighed« og »Den lille Havfrue«.
Vi gaar vist en hyggelig Sommer i Møde.
Aben
Det første Stød i Trompeten har allerede lydt: Fru Emma Gad forbereder en Udstilling. Sommerens mondæneste Begivenhed, ogsaa kaldet med et fra fransk indført Ord: Sommerens clou! Vi har Lov at begynde at glæde os.
Hvis man en Dag sad og snakkede i Fortrolighed med Admiralinden (om det kan tænkes!), og hvis man saa sagde til hende: Naadige Frue, vilde De ikke en Gang forklare mig, hvordan De bærer Dem ad med at lave en Udstilling, saa antager jeg, at Fru Gad først vilde se sig forsigtigt omkring for at forvisse sig om, at hun ikke blev beluret, og saa vilde hun med dæmpet Stemme sige omtrent følgende:
— Aa, kære Ven! Det er ikke saa svært, som De tror! Se, jeg har jo baade Christophersen og Klüwer. De er jo mageløs dygtige begge to! Jeg forsikrer Dem, den Maade, de to kan tage imod det værste Bras — for at sige det rent ud — som Folk kan falde paa at komme med, og takke og sige: Det var da udmærket, vi fik det, nej, det kunde vi slet ikke have undværet! Folk gaar saa glade bort, overbeviste om, at det er dem, der bærer Udstillingen. Det er meget det, det kommer an paa. For selvfølgelig kommer de ind selv for at kigge paa deres egne Ting og slæber hele Familien derhen ogsaa. Men saa maa De naturligvis ogsaa have en Komite med mange Etatsraadinder og ogsaa helst en enkelt Konferensraadinde eller Gehejmeraadinde. Men det har det knebet lidt med de sidste Aar. Heldigvis er der altid — takket være vor høje Konges Miskundhed -, Etatsraadinder nok at faa. Der kommer stadig ny, og man kan nu snakke lige saa meget ondt om Titlen, man vil: de pynter.
— Hvor mange Udstillinger regner De, Fru Admiralinde, at en Etatsraadinde kan holde til, før hun er udslidt?
— Det er forskelligt! Men i Reglen naar hun har været med til fire—fem. Saa plejer hun at opdage, at Hjemmet atter kræver hende. Men saa faar jeg, som sagt, en ny. Og en Ting sørger jeg ogsaa altid for: det nette unge Menneske.
— Det nette unge Menneske, hvem er det?
— Det ved jeg ikke. Det er forskelligt. Men man kan ikke lave en Udstilling uden ham. Det er ham, der gerne vil ind i det gode Selskab. Hans Kvalifikationer er hans Forfængelighed og hans sorte Diplomatfrakke. Og saa hans Villighed. Paa hans Pande staar skrevet: brug mig til alt. Han arbejder fra Morgen til Aften og Natten med. Det er en Tid, fuld af Forventning og Forjættelse for ham, saadan en Udstilling! Han bliver nævnt i Bladene, rost og berømmet, kommer med til Komitemøde og til en afsluttende Middag. Og saa er han færdig, han synker igen derhen, hvor han kom fra, og vi hører aldrig om ham mere. Der gaar et nyt net ungt Menneske til hver Udstilling.
Men, udbryder Fru Gad, jeg har jo glemt næsten det vigtigste. Pressen: Interviewerne, de smaa Meddelelser, de mange Rundskrivelser til Medarbejderne ved de forskellige Blade. Vil man lave Udstillinger, maa man kende mange Journalister og skrive mange Breve. Med Vægt betone det godgørende eller det opdragende Formal, hvad det nu kan være. Bryd Dem ikke om. hvis enkelte slaar sig lidt løs i deres Blade. Det afgørende er, at de skriver. Herregud! lad dem saa bare selv have den Illusion, at de er morsomme.
Fru Gad bliver eftertænksom og tilføjer:
— Ja, jeg skulde jo tro, at dette er Hovedsagen. Det er jo storartet, hvis de saa kan faa de kongelige til at komme til Aabningshøjtideligheden, naa det er jo ikke enhver, der kan det! I alt Fald maa der være lidt Musik og lidt Sang, og en alvorlig Herre, der holder en kedelig Tale. Han maa helst ikke være under Generalkonsul. Og mange indbudte. Alt, hvad der er af kendte Navne. Skriv ud efter den blaa Bog! Jo flere man indbyder til Aabningsdagen, des bedre; lad dem bare gaa paa Tæerne af hinanden! De ser ingenting, og de kommer aldrig igen, nogen af dem, men de gaar alle ud og fortæller, hvor udmærket det var. Husk paa, hvis Budgettet tillader det, at servere Te med Smaakager.
— Jamen nu selve Udstillingen.
— Udstillingen, siger Fru Gad, ja da kommer det jo i høj Grad an paa, at den er rigtig fikst arrangeret. Se at faa en Forretningsmand med, der tror, at her skal gøres store Affærer, og overlad ham en lille Krog. Man kan have umaadelig Nytte af ham til Gengæld. Saa naturligvis mange Drapperier! Mange levende Blomster. Hyggelige smaa Smuthuller, hvor man kan sidde og drive en uskyldig Sommerflirt. Sørg ogsaa for en nem Sommer-Servering. Og lidt Musik nu og da. Lad nogle Amatørdamer synge! Det er de selv saa glade ved! Og — Herregud! — man kan jo lade være at høre efter. Og ja, det er sandt, en Tombola! Jeg ved ikke, hvordan Justitsminister Bülow stiller sig til det nu. Men det maa man have. Og en køn lille Pige til at dreje Hjulet. Og til Gevinst nogle Smaating, man køber paa Udstillingen for ingenting. Saa bliver der da altid solgt noget! Ja, kære Ven, nu tror jeg, jeg har sagt Dem det vigtigste.
De takker rørt Admiralinden, der blinker venlig til Dem, og rejser Dem for at gaa. Men De kommer til at huske paa noget og siger:
— Jamen, det er jo sandt, Fru Admiralinde, hvad skal man overhovedet helst udstille?
Admiralinden smiler.
— Gudbevares, hvor man kan høre, De er Begynder. Del er jo ganske ligegyldigt!
Vald. Koppel