 |
|
Emma Gad. En omfangsrig dramatisk Produktion skyldes Emma Gad, f. Halkier (født 21de Januar 1852 i Kjøbenhavn, siden 1872 gift med nuværende Kontreadmiral Urban Gad). Tilhørende ligesom Christiansen og Otto Benzon det kjøbenhavnske Bourgeoisi, har Fru Gad hentet sine Emner og Typer fra beslægtet Omraade. Hendes Satire er mindre hvas end de ovennævnte Forfatteres, men hun er en livlig og god Iagttager og kjender grundigt de Mennesker og deres Omgivelser, som hun vil skildre, hvad enten der tages Sigte paa en moderne Velgjørenhedsbasar eller andre Ytringer af moderne Samfunds- og Familieliv med deres dobbelte Fysiognomi, indad- og udadtil. 1886 debuterede Emma Gad paa det kgl. Teater med "Et Aftenbesøg, dramatisk Situation", og derefter fulgte 2 Akts Skuespillet "Et Stridspunkt« (det kgl. Teater 1ste Gang 9. Febr. 1888), to Arbejder, hvis behændige Bygning og vel trufne Karakterer strax sikrede Forf. Publikums Yndest. For det kgl. Teater har Emma Gad senere skrevet "En Advarsel" Lystspil i l Akt (1890), 4 Akts Lystspillet "Tro som Guld" (1893), "Rørt Vande", Lystspil i 3 Akter (1895) og 3 Akts Skuespillet "Aabent Visir" (1898). Alle disse Arbejder er blevne modtagne med Bifald, men sine største Sejre har Emma Gad havt paa Dagmarteatret, hvor 3 Akts Lystspillet "Et Sølvbryllup" (opf. 1ste Gang i Sæsonen 1890-91) har oplevet til Dato ikke færre end 142 Forestillinger. Paa samme Teater er spillet "Fælles Sag", Lystspil i 3 Akter (1889), der er et af denne Forf.'s betydeligste Arbejder, desuden "Et Forspil", Skuespil i 2 Akter (1896-97) og "Dydens Belønning", Lystspil i 4 Akter (Sæsonen 1900-01), medens Folketeatret har opført bl. a. 4 Akts Lystspillet "I veldædigt Øjemed" (1891-92) og "Gadens Børn", fire Billeder af Hovedstadslivet" (1903). Ved sine livlige og rammende Skildringer at moderne Interieurer har Emma Gad faaet et meget stort Publikum i Tale; men ved Siden af sine gode dramatiske Egenskaber har hendes Produktion endnu et værdifuldt Fortrin: et velgjørende, humant Frisind, for hvilket det øjensynlig er en Tilfredsstillelse at bruge Satirens Vaaben mod al Slags selskabelig Humbug og Skrøbelighed. |
| |