 |
|
Der er i Fru Emma Gads nye Skuespil "Aabent Visir", én Scene, som man vist aldrig vil glemme. En Kvinde, en Dame af det bedste Selskab, har uden for Ægteskab født et Barn og med Angst og Bæven, men ogsaa med en hemmelig Glæde som om hun - som Bødtcher siger - "havde et lille Dyr at fodre," ladet Barnet opdrage hos fremmede, uden at det ved, hun er dets Moder. Som hun nu en Dag sidder med sin lille Pige og taler godt for hende og formaner hende som en god og moderlig Veninde og lyver for hende i sit Ansigt Blussel, bøjer Barnet sig pludselig hen imod hende og hvisker hende i Øret: Sig mig, Eline! er Du ikke min Moder? Som det ved disse Ord giver et Sæt i den stakkels Moder og hun springer op og i den højeste Henrykkelse trykker sit Barn til sig, saaledes gav det bogstavelig talt et Sæt i Tilskuerne. Saaledes som denne Scene, der ikke kan genfortælles, var følt og sagt og spillet, syntes man aldrig, man havde set det før. Det var fuldkommen ægte, Instinktets egen Poesi. Det slog én, hvor mandfolkeagtigt de fleste Digtere tage paa saadanne Forhold. Hvor nydeligt, at den lille Pige kender sin Moder paa en lille brun Plet paa hendes Haand, fordi hun selv har Mage dertil paa Foden. Dette kunde da vist kun en Kvinde have fundet paa. Den, der har elsket meget eller haft et meget kærligt Hjerte, hvorledes det nu hedder, skal meget tilgives. For denne ene Scenes, ja for denne lille brune Plets Skyld kunde man tilgive Fru Gad den hele øvrige Komedie. Især, hvis hun nu havde standset med anden Akts Slutning. Thi ogsaa den følgende Scene, hvor Eline tilstaar den Mand, der nu har vundet hendes Kærlighed, sin Skam og sin Lykke og han uden Tøven tager imod hende med den frimodige Finhed, som nutildags er den Frugt, hvorpaa Dannelsen kendes, saa' man med en Flimren for øjnene fra den foregaaende Scenes Stemning, som om den var ganske ægte, hvad den vel ikke helt var. Var Tæppet faldet her, vilde man trods alt være gaaet hjem med en behagelig Følelse af, at her havde atter en Fru Gyllembourg, en Kende mere rask paa det, men ogsaa friskere og mere scenevant end den gamle, kæmpet som en Løvinde for det kvindelige Instinkts Ret imod Selskabets Vedtægter. Man vilde da - i den gamle Generalindes fornemt vemodige Ord om "den Resignation, som vi. Kvinder nu en Gang nødvendigvis maa øve i den Følelse, som er den største Lykke, der bliver os forundt, " og i Elines hensynsløse Hengivelse i den samme Følelse, som hun over Hovedet paa sin Elsker betror sit Publikum med de Ord: "Gives der en ømmere, rigere, lykkeligere Følelse end den at være Moder?" - have haft en tilstrækkelig tydelig Angivelse af Tvistepunkterne i en rigtignok meget gammel Proces, som dog her ikke savnede nye, til Sagens Oplysning særdeles tjenlige Dokumenter. Men Fru Gad ved kun altfor godt, hvorledes man fører saadan en Proces paa Teatret. Und jetzt agirt der Pickelhering, Komediedjævelen, som for ret fromme Sjæle har spildt Glæden ved saa mange skønne og oprigtige Komedier. Stykket maa være mindst i 3 Akter for at fylde en Aften, have mange Personer og en brav Forening af Alvor og Gammen. Saa gaar det an: med Olaf Poulsens Fuldmaaneansigt efter Fru Nansens Taareblikke, med en stiv, gammel Dame fra Scribes Komedier - hun kunde lige saa godt have hængt paa Væggen mellem Familieportrætterne - og et rigtig kærnefriskt Fruentimmer med Vind i Skørterne fra "Samfundets Støtter" gennem "Stor i Skrøbelighed" og en rigtig indkneben, platonisk-liderlig Guvernante som Miss Watson i "Hvor man keder sig" og til sidst en Konsul fra Havanna, som i disse vanskelige Tider er hjemkaldt til Fædrelandet i den særlige Hensigt: at fuldende Komedien, men som meget hellere maatte være bleven skudt af Amerikanerne, saa mange dumme Knuder hans Tilsynekomst forvolder i en ganske klar og velordnet Sag. Kort sagt, var der ikke det lille brune Modermærke, som til Mænds Beundring røber Kvinden, saa syntes det hele rigtig god, gammel, falsk Mandfolkekomedie. Fru Gad hædrer i sit Stykke Kritiken med den Titel: Kunstens Svigermoder. Hvis da denne venlige, gamle Dame tør give en af sine huldeste Døtre et godt Raad, bør hun sige, som allerede Ewald sagde til den lille Fiskerpige: Vogt dig, mit Barn! for de falske Mandfolk. Thi af dem er der nok ikke færre i Fru Gads Tid end i Liden Gunvers. De første Ord i Komedien var en Oplæsning af et bekendt Sted om den Synd, for hvilken der ikke gives Tilgivelse. Der er i Fru Gads Stykke noget af denne Synd imod Aanden, som man vanskeligt kan tilgive den, der i den rene, ubesmittede Kvindeligheds Aand har digtet Scenen mellem Moderen og Barnet. De, der ville have lettest ved at tilgive, ere Skuespillerne. Man er ikke uforsonlig mod den, der giver én Lejlighed til at vise sine Fortrin. "Aabent Visir" blev med en enkelt Undtagelse spillet saa godt paa det kongelige Teater, at de Figurer, hvori der under Teatervæsenet var en ægte Kærne, bleve helt ægte, og de, der vare blot Teater, saa ud, som om de vare ægte. Og dette er vel Skuespilkunstens Triumf og Forklaringen paa den Kendsgerning, at gode Skuespillere ofte i tarvelige Komedier faa de bedste Roller. Især har Hr. Liebmann aldrig spillet saa mandigt Komedie som i Lørdags, og Fru Nansen næppe nogen Sinde mere kvindeligt. Hendes Styrke er paa ægte Dansk hendes Inderlighed. Hun rører ved selv at røres. Hvor stort et Omfang hendes Kunst kan spænde over, vil forhaabentlig Fremtiden vise. V. A. | ||||||||||
| |
