 |
|
Fru Emma Gads Treakts-Lystspil "Et Sølvbryllup", som nu ved en Række Forestillinger har skaffet Dagmartheatret udsolgt eller næsten udsolgt Hus, har en fortræffelig holdt, halvt komisk halvt rørende, kvindelig Figur med et sikkert Virkelighedspræg og saa et Antal muntre Udkast til rimelige og urimelige Menneskeskikkelser mellem hverandre. Blandt de urimelige er en Kvindesagsfrøken saa kraftig og konsekvent karikeret, at Figuren til sidst tiltvinger sig Agtelse; ellers kniber det med dens Originalitet. I hende tilspidser Stykkets Satire sig, og havde ikke netop Fru Edgrens "Den Kjærlighed, den Kjærlighed" nylig gjort sin Gjerning, vilde man kunde have moret sig mere umidddelbart over Stykkets Mening. Nu kommer Spotten over Sædelighedsdamerne vel sent. Vittigst behandler Fru Gad den sig stadig forplumrende Ægtemand, Fabrikant Selby. Der er i hans Repliker en stedse rindende Kilde til Morskab. Men ogsaa hans Frue maa til Slutning holde artig for. Da hun midt i Søvlbryllupsstadsen og Hyggen i det rige Hjem sætter sig til at klage og græde gudsjammerlig over sin forspildte Lykke, fordi Ægtemanden har slaaet — betydelig smagløst for Resten — til Skaglerne nogle Dage forud, saa svinges der her over blødsødne Fruer et virkelig lille Tugtens Ris, der har mere Art, end den Slags Ris plejer at have. Præsten derimod gaar saa temmelig Ram forbi, han er ikke rigtig morsom, og kommer vi til Stykket, sympatetiske gode Hoved, Doktor Fransen, saa er der stængt taget ikke meget mere end Haandelaget tilbage af Forfatterindens slagfærdige Humør. Figuren fylder forbavsende lidt. De unge Mennesker er nok saa nydelige, kun skulde den unge Hr. Hother slippe for det meste af den lange Tirade imod "Sædelighedskravet" som han afleverer til de to gamle Herrer, der ikke tænker paa at sige ham imod. Det falder unaturligt. Den gode Figur, Stykkets Fund, er Syjomfru Ludvigsen. Hun er overraskende ægte, og hvor meget hun vejer, mærkes bedst ved Stykkets Fald i tredje Akt, efter at hun er gaaet ud af Sagaen. Heldigvis spilledes denne Rolle saa godt, som blot tænkes kan. Fru Mantzius er ved denne Lejlighed fuldendt. Det begynder ved Maskeringen og dragten og stiger for hver Gang hun viser sig med dette forunderlige Blik til Siden, der tilsyneladende intet set og dog i et Nu har opfattet alt, hvad der foregav i Stuen, ene med Undtagelse af det, som Syjomfru Ludvigsen ikke havde dristet sig til at drømme om, at Fruens Frøken Søster, Kvindesagskvinden, naar hun mærker, at hun har uret, bliver ti1 en dum, perfid og overmaade simpel Rappenskralde. Hvert Ord, hver Betoning, hver lille Stigen eller Dalen i denne Fremstilling er ypperlig. Der lever virkelig for ens Øje et stakkels gesvindt og falmet Væsen, som syr sig Øjnene ud af Hovedet og Vejret fra Brystet, for at holde sig og den letsindige Søster paa ret Kjøl. Rollen er god, og Spillet er endnu hedre. Ellers er der ikke synderlig Glans over Udførelsen. Intet af det andet er daarligt, men intet er heller helt godt. Særlig lægger Hr. Cetti for tyk Farve paa Fabrikant Selby, og Fru Nielsen som Sædelighedsdamen er for aabenbar i sin krigerske Færd. Frøken Lerche er Fru Selby og spiller som sædvanlig forstandigt, men faar ikke det rette hjælpeløst enfoldige og vigtig-værdige Væsen frem. Hr. Benjamin Pedersen gjør ikke den fra Forfatterindens Side tungt skaarne Læge lettere. Hr. Martinius Nielsen er en pyntelig ung, brav Mand, og Frøken Albrecht naturlig som den unge gode Pige. Hendes stumme Spil i Slutningen af anden Akt, da den kvindelige Dydsdragon lider Nederlag, er megen Anerkjendelse værd. E. Skram. Verden og Vi 3. november 1916  Opførelse af "Et Sølvbryllup" på Odense teater 1916. Ved Bordet til venstre: Sigvald Larsen, Margrethe Leisner og William Knoblauch. * Staaende paa Gulvet: Alfred Cohen og Laurits Hansen. * Ved Bordet til højre: Georg Cohen, Karen Margrethe Glahn, Dagny Sommer, Helga Tønnesen og Clara Schønfeld. Fot. Nørmark, Odense. | ||||||||||
| |
