 |
|
Det ny to Akts Lystspil af Forfatterinden til "Et Aftenbesøg", "Et Stridspunkt", handler om en Moders egenkjærlige Forgudelse af sin Søn, der er en brav Kandidat og passelig færdig Mand. Hun kan ikke taale, at han forlover sig med en ung Pige al deres Kreds, og hun lyver hende noget ondt paa for at skille dem ad. Skinnet er et øjeblik imod den unge Pige, og da Kandidaten er hurtig til at bruge stærke Ord og Frøkenen bestemt af sig, brydes den netop indgaaede Forbindelse. Da Sønnen saa kort efter opdager, hvad det er, Moderen har gjort, vender hans vrede sig naturligvis mod hende, og den Hjærternes Adskillelse, som Moderen for enhver Pris har villet undgaa, har hun nu selv hidkaldt ved sin underfundige Beskyldning. Forfærdet sender hun saa Bud efter den unge Frøken Magna, beder hende om Tilgivelse, og Tæppet falder under, de tres Omfavnelse. Men Stykket gaar tillige ud paa at give et nogenlunde fyldigt Billede af den unge Piges Karakter. Hun er hjærtensgod, men har adskillige Egenskaber, som bringe hende i et nok saa venskabeligt Forhold til et syndigt Verdensbarn af et Mandfolk, der hemmelig gaar paa Bal om Natten med den kjønne Stuepige. Da Kandidaten imidlertid frier til Magna, tager denne Afsked med alle sine flagrende Tilbøjeligheder - for ham er det hun elsker, ogsaa naar hun morer sig som allerbedst med den flotte Fætter —, og af det kokette Væsen bliver der kun tilbage en prisværdig Ringeagt for det, gamle Damer kalder det passende. Hun erfarer af Stuepigens egen Mund, hved der gaar for sig mellem denne og Fætteren, og for at hindre ham fra at gjøre ondt imod Pigebarnet, som hun har leget med som Barn, sætter hun ham Stævne i en forladt Leiligheds Dagligstue om Aftenen under et Konfirmationsselskab. Der maa han love hende at lade Stuepigen være i Fred. Det er gette Stævnemøde, der af Moderen benyttes imod hende. Strængt taget var det heller ikke nødvendigt til Øjemedets Opnaaelse. Forfatterinden har haft Talent nok til at faa denne Smule Bedrift al Frøken Magna til paa Scenen at tage sig nogenlunde modig ud. Stykket foregaar i det kjobenhavnske Selskab, hvor man korser sig over en Mening, der ikke er alles, og hvor en enlig Knitren af en Damekjole i et Rum, hvor der kan formodes ogsaa at være et Mandfolk til Stede, faar alle Øren til at blive lange, medens samtidig dog den Tone hersker, som ogsaa fornuftige Mennesker kan benytte, og det er "Et Stridspunkts" bedste Fortjeneste, at Tonen er rigtig — undtagen i de bevægede øjeblikke, da den er for literær. Men Forfatterindens Talent har ikke magtet at gjøre Stykket virkelig interessant. Saadant et lille Pigebarn, der føler sig forpligtet til fuldstændig at forandre Væsen fra det Minut, hun begynder paa noget alvorligt, bør ikke uden videretages i god Tro. Der er som regel Gjemmer i hendes karakter, som det netop havde været Kunstens Sag at lede op. Havde Forfatterinden haft Held med at gjøre dette, vilde Stykket have faaet Betydning ud over den lille dramatiske Behagelighed, det nu er. Heller ikke Moderen eller Sønnen eller Fætteren er nemlig Figurer af synderlig Værd. Man kan tage dem for gode i et Lystspil, hvor Begivenhederne slaar en Knude, som det gjælder om at faa løst, men til bevægede Optrin med Ord, der skulde mane et stærkt Følelsesliv frem, er de meget for almindelig sete og følte. Moderen er vel den, der er nærmest ved at Blive en Personlighed. Stuepigen har adskillige muntert og forstandig skrevne Repliker at sige; hun og Frøken Magna, i sin kjække Periode, faa jævnlig Folk til at le. Det var ogsaa disse to Figurer der blev bedst spillede af Fruerne Sinding og Hennings. Paa de to Herreroller blev der taget alt for tungt af Hr. Martinius Nielsen og Hr. Zangenberg. E. Skram. | ||||||||||
| |
