 |
|
Der er ingen saa mageløs Arrangør til som Kammerherre Fallesen. Nu, da Sæsonen danses ind og det glade Kjøbenhavn ikke taaler nogen Ugeaften ubesat, gør »det kongelige« sin Skyldighed ved at møde op med et Stykke, der er som skabt til at udfylde en Aften mellem to Baller for en fejret Grossererskønhed eller mellem to Middage for en Jægermester. En ny Variant af »den kære Familie« - dermed er alt sagt. Jeg havde den Fornøjelse ved Førsteforestillingen at sidde ved Siden af et elegant ungt Par. Han gik i sin Tid til Manuduktør med mig, havde ogsaa paa en Maade faaet juridisk Eksamen og var saa gaaet over i den pengearistokratiske Verden, som han var født og opdragen i, og hun tilhørte samme. De morede sig ekscellent, og jeg kunde ikke undgaa at høre deres Bemærkninger. Det lod til, at hun kendte Forfatterinden, og at han genkendte en og anden af Figurerne bag Lamperækken og kunde vise, hvor i Parkettet vedkommende just nu sad. Det var allerede en Fornøjelse. Jeg kunde ogsaa mærke, med hvilken tryg Hjemlighedsfølelse de satte sig til rette, da Tæppet gaar op for en komfortabel Bredgadelejlighed, og unge Herrer og Damer i fuld dress mazurker af Sted i den festlig oplyste Sal. Min Naboerske gav sig straks til med Kikkerten at studere Fru Blochs, »Emmas« og »Odas« Dragter, og dette Studium fornyedes, hver Gang de i Aftenens Løb skiftede Ham; og i Mellemakterne disputerede hun med sin Ægtefælle om »Odas« sorte Fløjelsrobe med Guldslange om Liv og Hals, og lange graa Silkekaabe, foret med gult Atlask — om Fru Blochs flotte Spadseredragt af graat Fløjl med lyse Skindkanter i det fikseste Snit og med stor, fjerbesat Hat — samt om »Emma« egentlig havde taget sig ud i det grønne Fløjelsliv med den drapfarvede Nederdel... og om »Odas« Pufærmer ikke havde været for ballonaglige. Men ogsaa af Stykkets Indhold var mit par fuldt optaget. De lo hele Tiden - vi lo jo alle af de uafbrudte Morsomheder. Der er den trivelige Jægermester - det er »Olaf« som brouter af, at han har siddet hele Morgenen og studeret en Afhandling, og saa viser det sig, at den er ikke skaaren op. Og siden har han bidt sin forlorne Kindtand itu og maa holde Lommetørklædet for Munden, og i den Situation skal han fri; den ny bestilte Kindtand kommer netop i det samme fra Dentisten, men han tør ikke sige, det er hans. Særlig gouteredes de sproglige Morsomheder af min Nabo, som aabenbart siden vore Kammeratdage havde uddannet sig i Sprogselskabet og til Hugues le Rouxs Konferencer. Han lo hjertelig af Ordspillet mellem det tyske »theure« og »at tøjre« og af, at »une flotte anglaise« oversættes ved »en flot Englænderinde«, men især af »five 'o clock«-Teen, hvor Selskabet gør haabløse og halsbrækkende Forsøg paa at konversere den italienske Gesandtskabssekretær. Hvor Digterinden saaledes som her med dristig Satire vender sig mod Samfundets Svagheder og Skrøbeligheder, syntes mine Naboer enten at billige Tendensen eller dog at anerkende dens Berettigelse — saaledes ogsaa, naar Svøben svinges over Middagsselskaberne, ved hvilke Folk »sammenspises« , eller over Landmanden, der altid klager, enten det regner eller er Tørke. Overhovedet miskendtes ingenlunde Stykkets dybere Gehalt bag dets lette, spirituelle Overflade. Man syntes smertelig godt at forstad, hvilket Danaidernes Kar en Landmand kan være for en velsitueret Assurancedirektør-Familie, især naar Landmanden er Jægermester og kører med Firspand; og skønt man vel fattede Forfatterindens delvise Ironi ved Husfruens Moralpræken til sidst over den løse Ægteskabsmoral og den usædelige Litteratur, saa faldt den dog i god Jordbund hos min samfundsbevarende Skolekammerat. Begge undte ogsaa tydelig nok den løse Fugl, Doris, at maatte bide i det sure Æble og tage sin rødnævede Landmand, de havde hele Tiden misbilliget hendes alt for vidtdrevne Flirt. Og da Børnene til Finale komme styrtende ind og omfavne Onkel og Tante, gik der aabenbart gennem begge mine Naboer en behagelig Mindelse om det tilsvarende Slutningstableau i «den kære Familie«. Det var mine Naboer til højre. Paa venstre Side havde jeg derimod en Ven med mig, som var i langt mindre godt Julehumør. Det var — ja!, da jeg ikke nævner ham, kan jeg jo nok prisgive ham — det var en af disse unge Alvorspoeter, der snakke om den store Kunst og ikke altid have Saaler i Skoene. Jeg kunde straks mærke, at han blev stødt over den stumme unge Digter, der figurerer i Direktørens Saloner. Han følte godt, at han ikke selv vilde have haft mere at sige til det Selskab?, der bevægede sig paa Scenen, end hans Kollega deroppe. Og han kunde ikke se, at det — som Forf. aabenbart mente - var saa kompromitterende for en ung Digters Værd, at Forlæggerne afviste ham. Som Følge af denne Misstemning sad han, skønt han hvert Øjeblik ikke kunde bare sig for at le, hele Tiden og skumlede om »Ej blot til Lyst«, »højere Kunstanstalt«, og om, at Grosserersmagen nu, ogsaa vilde dominere i Kunstens Tempel. Min Ven sad — ligesom jeg — paa Friplads. Og jeg syntes egentlig ikke, han kunde beklage sig over, at Premierepublikummet, som havde betalt sine Pladser til dobbelt Pris, jo fik den aandelige Føde, der svarede til dets Behov og Smag. Kjøbenhavn er en Grossererby, og de, som betale Logerne og Parkettet, skulle vel ogsaa kunne kommandere over Repertoiret.... Ganske vist er der jo rigtignok dette med Statstilskuddet! Selv sad jeg altsaa og lod mig den Juleunderholdning smage, som der bødes paa. Der var nok af taknemlige Figurer og Situationer i Stykket, naar man blot ikke vil forsøge at presse nogen dybere Livssandhed ind i dem, men forstaar at løbe let hen over — hvad vore Skuespillere ere saa velsignet villige og duelige til. Hr. Emil Poulsens Bankdirektør er en Gammelkending: et skarpt, haardt Ansigt, en ulastelig Figur og sikker Fremtræden, Evne til at tage sig i alle Situationer og et myndigt og roligt Talesprog, fuldt af overlegen Forstand. Hr. Olaf Poulsens Jægermester med den urokkelige Tillid tit Broderen og det varme Hjertelag for Kønnet var heller ikke nogen overraskende ny Type. Hr. Mantzius saa mere ud som en Styrmand end en rig Proprietær og var ikke særlig heldig med den ikke videre tydelig tegnede Figur. Derimod skilte Hr. Reumert sig tækkelig fra Kandidatens Rolle, og han kan ikke gøre for, at i al Fald undertegnede indtil sidste Akt troede, at Hr. Hagen havde reellere Hensigter paa Doris' formentlige Grunker end paa Gyrithas Hjerte. Hr. S. Petersens italienske Diplomat mindede vel meget om den engelske Konsul i »Den kære Familie« og syntes at have lige saa vanskeligt ved at tale Fransk som det danske Selskab. Af Damerne var Fru Blochs Rolle den eneste, der taalte at tages lidt reelt paa. Der var Tilløb til noget originalt i denne vel den videst drevne af moderne Unge Pigetyper, som siger »Gamle Dreng» til sin Fader og af sin Guvernante har faaet Attest for at have en særlig Evne til at bevæge sig paa den yderste Grænse af det tilladelige. Det var mindre det straalende Lys, hun skulde udbrede om sig, end den forbløffende Oprigtighed og Positivitet i Synet paa Tingene, som Fru B. fik frem; i øvrigt understreges dette alt for urimelig plumpt af Forf., hvor Doris tilsiger sin Veninde al sin »inderligste Nysgerrighed», om hun vil betro hende sine Hjerteanliggender, eller hvor hun omstemmes over for Faderens Giftermaalsplaner. Fru Oda Nielsen gaar som sædvanlig med uforfærdet Lystighed løs paa sine Roller, og ud af en rig, »gebrokken». Hamburgerinde, der ved at faa »Geschäft» og »Gefühl» til udmærket at rime sammen, skabte hun en ikke videre veritabel, men ganske fantasifuldt opfunden Figur. Kun hendes længere Slutningsreplik var ude af Stilen. Fru Emma Nielsen havde en meget vanskelig og uklar Rolle som Gyritha — man faar slet ikke rigtig Hold paa denne Fremtoning — men hun havde et indtagende skælmsk An- sigt, der næppe kan bide Latteren i sig, hvor hun sidder og hører paa Jægermesterens Kærlighedserklæring. Naturligvis var Fru Eckardt ganske paa sin Plads som den anstandsfulde, »damede« Direktørfrue, som lider af Jalousi. Ved Slutningen af Forestillingen mærkede jeg, at mine Naboer til højre begyndte at blive lidt trætte af at le og klappe, og min Poet til venstre konstaterede ret tilfreds, at den »kære Familie« - genre maaske dog snart har haft sin Tid. V. V. | ||||||||||
| |
