Bryllup

Bryllup
Bryllup (LensGo)

 


Den unge pige vil nødig give afkald på den poesi og virak, der ikke udebliver ved et stort bryllup.

Borgerlig vielse er meget værdigt, men de, der ønsker et skær af poesi, bør heller ty til kirken.
Forglemmelse af slægtning eller gammel ven kan afstedkomme en harme, som er længe om at fortage sig.
Man må hellere indbyde for mange end for få.
Det er en åreladning, men en lille besparelse kan ikke opveje det raseri, der rejser sig ved en forbigåelse.
Efter brudgommens tale ville det være en velsignelse, om der blev sat en stopper for veltalenheden.
Man behøver ikke sende gaver til et brudepar, når den bekendte aldrig har forestillet deres tilkommende.


LIVETS HØJTIDER: BRYLLUP
Bryllup og dets festligholdelse har efterhånden antaget et noget mindre omfang end i foregående århundreder.

STILLE BRYLLUP
Skønt bryllup holdes for livets største fest, er der mange, der efterhånden går udenom den, idet de i al stilhed, med de nødvendige vidner, lader sig vie på rådhuset eller i præstens hjem, hvorefter de rejser bort med det samme og først udsender kort efter vielsen. Dette gælder naturligvis især ældre brudepar, eller hvor den ene af parterne er fraskilt eller har været gift før. Den unge pige vil sædvanligvis nødig give afkald på den poesi, der omgiver en brud, og den virak, der ikke udebliver ved et stort bryllup.

Borgerlig vielse spiller en stadig større rolle begrundet på nemhed og billighed, men da den endnu ikke er påbudt og kun finder sted, hvor kirkelig vielse af forskellige grunde ikke kan finde sted, er det dog sjældnere, at den anvendes i de velstillede samfundslag. Den finder sted på rådhuset kl. 1 hver fredag. Alle de tilstedeværende par får en foreskreven tale under eet af borgmesteren og vies derefter særskilt i en tilstødende sal.
Brudeparrene er i daglig formiddagsdragt, og ingen vidner medfølger, da de retslige formaliteter er besørgede skriftligt. Det hele apparat er meget værdigt, men de, der ønsker et skær af poesi over ægteskabets indvielse, bør heller ty til kirken.


KIRKEBRYLLUP

Skal et sådant finde sted, afholdes det af brudens forældre eller, nærmeste pårørende, og indbydelserne udstedes ca. 3 uger i forvejen. Listen må affattes med største omtanke, da en forglemmelse ved et bryllup af en slægtning eller gammel forbindelse kan afstedkomme en harme, som er længe om at fortage sig. Man må hellere indbyde for mange end for få. Det er dog en åreladning af værste sort, og en lille besparelse kan ikke opveje det raseri, der rejser sig ved en forbigåelse.

Indbydelsen lyder på, at give møde i kirken med efterfølgende festlighed i hjemmet eller på et offentligt sted, hvilket sidste efterhånden i bylivet er blevet det almindeligste, da pladsforholdene lægger hindringer i vejen for store sammenkomster i hjemmene.

Et slemt udslag af påtrængenhed og taktløshed hos den del af den kvindelige befolkning, der ikke har anden beskæftigelse end at skaffe sig gratis fornøjelser, er det at trænge sig frem for at overvære ganske fremmede menneskers kirkebryllup. Hensigten er vel hovedsagelig den at stirre på brudens og de øvrige damers toiletter, og synes derfor i kun ringe grad at have føling med de stemninger, der skulde drage mennesker til et gudshus.
Ved store bryllupper, hvor en sensation af denne art kan ventes, må det desværre derfor tilrådes at udstede kort for at undgå trængsel.

Man må ved et kirkebryllup lægge sig på sinde at komme i rette tid, da hele brudefølget må være forsamlet før brudens ankomst, og modtages af brudgommen, der med sin forlover kommer først til stede. Kirkebetjeningen placerer brudefølget efter gæsternes forhold til brudeparret, og kønnene er adskilte, en lidt mærkelig skik netop ved denne anledning.



BRYLLUPSFEST

En vanskelig selskabelig opgave stilles brudens forældre ved placering af gæsterne ved et stort bryllup. Vanskeligheden ligger i, at medlemmerne og de nære venner af de to familier som oftest ikke alene er hverandre ubekendte, men også for de halve af gæsternes vedkommende ofte er fremmede for vært og værtinde.
Brudgommen bringer sine svigerforældre en liste på dem, han ønsker indbudt, og ifølge den dukker der ofte tanter og svogre o. l. op fra provinsen, hvis tilværelse man ingen anelse havde om, og som derfor er vanskelige at anbringe på heldig måde ved festbordet, rent afset fra, at de altid er ubegribelig talrige.

I og for sig gør det nu mindre til sagen, hvem man får til bords ved en sådan middag, idet talerne og sangene er så mange, at der ikke gives en megen tid til samtale. Allerede ved suppen begynder det med, at værten byder velkommen, og derefter går det slag i slag. En af forloverne holder talen for brudeparret, og den usalige brudgom har derpå at takke brudens forældre for den livets største gave, de har skænket ham, en pligt som har ødelagt festens glæde for mangen brudgom, og som – det skal indrømmes – heller ikke altid klares med afgjort held, idet de færreste har mod til som hin brudgom at sige: “Tak for Caroline!” men indlader sig på lange udviklinger.

Efter brudgommens tale vilde det være en velsignelse, om der blev sat en stopper for veltalenheden, så gæsterne kunde få lov at more sig efter behag, men tværtimod føles der gensidige forpligtelser til at udbringe skåler for de tilstedeværende søskende, svigerinder, tanter og gamle ammer – hvem ikke – hvilket unægtelig, da man er nødt til at høre på det, gør en sådan fest til en tvivlsom fornøjelse.

Derfor – hvis det ikke på grund af en indtrængende opfordring er nødvendigt eller et ganske specielt talent er til stede – bør man afholde sig fra at optræde som ukaldet taler ved en bryllupsfest eller lignende anledning, for ikke af hensyn til en enkelt at virke hæmmende på den almindelige munterhed.
Hvis man dog føler sig kaldet til at være festtaler, bør man undgå at nævne ethvert forhold, der er sørgeligt eller ubehageligt for dem, man ønsker at hædre og glæde med sine ord.

Brudeparret forlader festen uden at tage afsked med andre end forældrene.
Efter brylluppet afholder brudgommens forældre, hvis forholdene er dertil, et selskab for de nygifte, hvor brudens forældre og søskende er selvskrevne gæster, men som er lidt vanskeligt at gøre underholdende da det let kommer til at virke som en mindre festlig gentagelse af brylluppet.

Brudegaver og blomster sendes til de nygiftes hjem, medmindre de rejser bort umiddelbart efter brylluppet, i hvilket tilfælde de sendes til brudens hjem.

Man behøver ikke at sende gaver eller blomster til et brudepar, selv i nære forhold, når den af brudeparret, der stod en nær, aldrig har forestillet en deres tilkommende ægtefælle.

Det må tilrådes som brudegave enten at rådføre sig med de nærmeste eller at vælge noget, der med lethed kan byttes, da det er vanskeligt at vide, hvad det unge par har brug for, og der sædvanligvis indtræffer dubletter. hvad skal fx en ung husmoder gøre med tre potageskeer og uden en kageske?
Brudegaverne stod tidligere fremme i nogen tid i det nye hjem, for at give de besøgende den tvivlsomme fornøjelse at kunne beskue dem og sammenligne deres egen lille opmærksomheds værdi med de andres. Ingen ved, hvor fattige seks sølvæggebægre ser ud, før man har set dem i skyggen af en sølvjardiniére.



Modtagelse i det unge hjem
Den nygifte frue bør helst lade udgå meddelelse til sin omgangskreds med fastsættelse af en dag, hvor brudeparret tager imod, lykønskninger i det nye hjem. Fx en af de første søndage efter brylluppet, eller efter hjemkomsten fra bryllupsrejsen. Man får da en kop the eller vin og kage. Kort efter denne modtagelse gør det unge par visit hos pårørende og venner, hvilken runde for så vidt har større vigtighed end andre visiter, idet den er angivende for grundelementerne i den omgangskreds, det unge par livet igennem kommer til at bevæge sig i. Bedst er det jo altid at kunne bevare de gamle venner fra ungdomstiden.
Disse visiter må gengældes af dem, hos hvem de er blevet aflagt. Hvis dette ikke sker, eller en indbydelse ikke træder i stedet, må det af de nygifte betragtes som en tilkendegivelse af, at et omgangsforhold ikke ønskes.