Selskabslivet

Selskab Middag
Selskab (LensGo)

 


Råder man over smukke elegante damer, bør man ubetinget anvende dem som dekorationsgenstande.

Det er en selskabelig umulighed, at vært og værtinde ikke er fuldt færdige ved gæsternes ankomst.
Begreb gæstfrihed vil aldrig uddø så længe der er nordboer til.
En af selskabslivets hovedvanskeligheder er overskuddet af damer.
Man bør ikke indbyde flere end det antal, der virkelig er plads til ved bordet.
Er man kommen i et selskab i en ukorrekt dragt, bør man tale så lidt om det som muligt.
Vær hellere for enkelt end for elegant klædt til anledningen. malplaceret pragt virker tarveligst af alt.
Det forventes, at gæsterne møder nogenlunde til den fastsatte tid plus max et kvarter.


SELSKABSLIVET

GÆSTFRIHEDSFØLELSE er en af nordboens smukkeste egenskaber og er så nøje sammenflettet med venskabsfølelsen, at den ene næsten ikke kan tænkes uden den anden for en nordisk bevidsthed. Men som det går med det meste af menneskeligt samkvem, er enkelheden i følelsen gået tabt i det civiliserede livs utallige og forskelligartede forhold. Gæstfriheden er efterhånden blevet til en ret indviklet ting med tusinde formål, forpligtelser og hensyn. Den har dermed skiftet navn, kaldes selskabslivet, og giver plads i sin rummelige ramme for meget snobberi, mange fordomme, megen opstillethed, men heldigvis dog uden at udelukke det gammeldags begreb gæstfrihed, der aldrig vil uddø, så længe der er nordboer til.

Hvis de er så lykkelig at besidde en talrig kreds af slægt og venner og ikke en tilsvarende velforsynet pengepung, er selskabelighed noget af et dilemma.

Hvis deres kreds er nøje indbyrdes forbunden, og de indser, at de langtfra formår at få alle indbudt, bør de tage under overvejelse, om det ikke er klogest helt at undlade at gøre selskaber.

Dette vækker ikke anstød, hvorimod de, ved at indbyde nogle og udelade andre, risikerer at opvække mere fornærmelse end påskønnelse.

Gensidighed i selskabelige forpligtelser forudsættes i alt for høj grad som en ufravigelig regel, og mange, især yngre, går ofte og piner sig ved ikke at have fået indbudt familier, i hvis hus de har nydt gæstfrihed, og hvor det ikke falder de pågældende ind med en tanke at vente eller ønske noget gengæld.
Det er ofte, at mænd i store stillinger og med meget arbejde nok ynder at se folk hos sig, “Føre hus”, som det hedder og samle en vennekreds om sig uden derfor at have lyst til de 5 aftener om ugen at styrte tidlig fra kontoret hjem og klæde sig om og afsted til kedelige selskaber, hvorfra man træt og anstrengt kommer hjem ud på natten.
Når man ved et par høflige afslag har fået indtrykket af, at dette er tilfældet, er det mest passende at ophøre at indbyde de pågældende; men såfremt man ved gentagne indbydelser får tilkendegivet, at de alligevel ønsker at se en hos sig, bør man rolig gå der og omsætte sin trang til gengældelse i små opmærksomheder mod husets damer og hjertelig tagen del i familiens festlige anledninger.



MIDDAGSSELSKAB
Er den almindeligste form for selskabelige sammenkomster, som rimeligt er i et land, hvor bordets glæder spiller en så uhyre rolle. Det første man skrider til er indbydelseslisten, når man efter at have nydt gæstfrihed i sin kreds, bliver klar over, at nu må der gøres noget.
Det viser sig da som oftest altid, at den urgamle konflikt er til stede mellem pligt og tilbøjelighed. Det er altid dem, der virker mindre opmuntrende, som man trænger mest til at få indbudt, hvorimod de luftigere elementer, der strør festlighed om sig, sjælden har påbyrdet en med forpligtelser.

Det er altså her nødvendigt at resignere, dog helst ikke helt. De selskabeligt set nødvendige men måske ikke helt morsomme gæster sætter nemlig overordentlig pris på at blive indbudt sammen med lidt forfriskende elementer, som fx kunstnere regnes for at være. Undertiden med urette.
Hvis man i sin kreds har kendte skuespillere og malere, digtere og journalister, bør man fordele dem jævnt over sin selskabelighed, hvilket dog er nemmere sagt end gjort, da de helst vil sammen.
En af selskabslivets hovedvanskeligheder er overskuddet af damer, ikke mindst de ældre tanter, enkefruer m. m. Hvorfor har vorherre skabt så få mandfolk og tilmed indrettet det således, at disse nødig vil i selskab, hvorimod alle damer intet heller vil. Til en vis grad kan man nok give herrerne to damer, men de fleste mænd føler sig dog lidt fortrykte ved at være i for stor minoritet.
Det kan derfor foreslås, at man i huse, hvor spindesiden er særlig voldsomt repræsenteret i vennekredsen, foranstalter en damemiddag i ny og næ i lighed med herremiddage. De kan falde overraskende fornøjelige ud, men forhindrer måske ikke, at enkefruerne og frøknerne føler sig brøstholdne, når de hører om middage i samme hus, hvor lykkeligere medsøstre har været hedt sammen med rigtige mandfolk.
Omtal ikke for meget til deres bekendte selskaber, hvori de ikke har deltaget eller skal deltage. De vil let blive fornærmede, idet de, ofte med grund, vil antage, at det selskab, de er bedt med til, er det mindre fine sæt. Det drejer sig nemlig for de fleste ikke om, hvorvidt de har moret sig, men om, hvorvidt de har været sammen med “de fineste”. Det kan her bemærkes, at der endnu findes nogen uvilje mod den udenlandske skik at indbyde nogle få standspersoner til middag og et stort antal gæster om aftenen, men at formen selvfølgelig har sine praktiske fordele og ikke indeholder nogen klassificering af gæsterne, særlig hvor disse er unge. Men selvfølgelig kan man ikke indbyde ældre standspersoner til aften, hvor andre har været hos en til middag.
Dette gælder dog ikke særlig festlige lejligheder, hvor fx en berømt udlænding fejres.

En slagskygge over enhver selskabsliste er pligtkontingentet til familien. iI et hus, hvor begge ægtefæller er rigeligt forsynet med søstre, svigerinder, kusiner o. l. for ikke at tale om gifte børn, og disse pligtskyldigst skal med ved alle lejligheder, nås der praktisk talt meget lidt ved hvert enkelt selskab. Man kan skride til at afholde familieselskaber, men de betragtes mindre, skønt de tilvisse koster værten det samme.
Under sæsonens selskabelige højtryk er det så godt som umuligt at få samlet de mennesker, man ved listens affattelse mente ville passe sammen. Derfor er den kreds, som vært og værtinde vil komme til at modtage ved indgangsdøren med et affabelt smil, som oftest ganske forskellig fra den, de havde påtænkt.
Naturligvis bør man så vidt muligt undgå at bede de mennesker sammen, som man ved lever i uvenskab, især i små selskaber. I øvrigt kan det undertiden gå overraskende godt, og et sådant tilfældigt samvær kan lægge spiren til en forsoning.
Meddelelsen til betjeningen fordrer i ikke få tilfælde lidt mod. I meget gæstfrie huse trættes husassistenterne let af de mange selskaber og det stærkt forøgede arbejde, de medfører, og modtager meddelelsen om et nyt foretagende med lidt sure miner.
Det kan foreslås at give dem et ekstra vederlag, hver gang der er selskab i huset, ansat i forhold til den lejede hjælp.

Betaling er altid et godt middel til at klare humøret.

 


PLADSFORHOLD
Man bør ikke indbyde flere end det antal, der virkelig er plads til ved bordet. Som regel sidder folk ikke bekvemt nok ved et middagsselskab. Man hører, hvordan værtinden ved et middagsbord, hvor der ikke er plads til så meget som et knivsblad mellem gæsterne, i en beklagende tone siger: “Vi havde bedt professor n. n. med døtre, men desværre kunne de ikke komme.” Hvorpå man ser sig om og tænker med undren på, hvor familien n. n. da skulde have været placeret. Sagen er, at i stedet for at have været lettet ved at være sluppet for n. n. har værtinden ilet med at indbyde andre til at sidde på deres knapt tilmålte pladser. Det er undskyldeligt, fordi maden, vinene, cigarerne, opvartningen, blomsterregningen, belysningen, hele det særdeles kostbare og besværlige apparat må udnyttes til det yderste i en almindelig husholdning, når man engang er ved det. Altså, det er forståeligt, men ikke helt behageligt for de indbudte.

Når man ved en afvejning af alle disse forhold skrider til affattelse af en indbydelsesliste, må man sørge for at få selskabet så underholdende som muligt.
Man bør tage et ligeligt hensyn til at indbyde folk, der passer sammen, og som man ved gerne vil træffes, og dertil forstår at bringe nye og muntre emner ind i samtalen. Desuden nogle udenforstående, der formår at medbringe et frisks pust.

Råder man i sin kreds over smukke og elegante damer, bør man være klar over, at de gør en næsten ligeså blændende virkning som berømtheder, og man bør ubetinget anvende dem som dekorationsgenstande.
Indbydelser udstedes på et bestandig tidligere tidspunkt, undertiden ca. 14 dage før datoen. Det er på den måde efterhånden blevet et rent bogholderi at holde rede på dagenes anvendelse, og forglemmelser kan meget let indtræffe.
Hvis man kommer meget ud, bør man på sit skrivebord have en liste over dagene i ugen på samme måde som teatrenes repertoirelister.
I de fleste tilfælde udstedes trykte indbydelseskort, som, om man vil, kan købes færdige til udfyldning.
En skriftlig indbydelse er i de fleste tilfælde at foretrække for telefonering. Dels undgås enhver misforståelse, når man har sort på hvidt at holde sig til, dels er det nemmere at finde et påskud til at svare nej i et sirligt, beklagende brev end når man uventet angribes i flanken ved en opringning. Det er ikke alle givet at have det lynsnare lyvetalent – man har tværtimod som regel det barnlige blik på forholdet, at man forlanger, folk skal tro det, man siger. At lyve skriftligt er lettere, hvis man overhovedet kan bruge så tungt et ord om de høflige og af alle vedtagne påskud, der lyder bedre end det ligefremme: jeg vil ikke.
Men enten de vil eller ikke, opsæt ikke at lade folk det vide. Hurtighed med svar er en betydelig lettelse i selskabelighedens besvær.

Svar altid omgående.

Siger de nej, da giv ikke mere end een grund dertil. Flere årsager indgyder mistillid.
Har de først sagt ja, da svigt ikke uden tvingende nødvendighed.
Når det ikke gælder et meget stort selskab, undgå da helst at benytte trykte kort, men indbyd hellere gode venner i en personligt skrevet billet med et par venlige ord til hver især. Dette lille udtryk for venskab giver de indbudte lyst til at komme og kan bevirke, at der på forhånd skabes den hjertelige stemning, som er mere værd end al ydre luksus.
At give tilbords er den opgave, der foreligger, når man omsider efter afslag, afbud og erstatningsindbydelser er nået til en forhåbentlig definitiv liste. Det er ved en stor liste eller en, der er belemret med uvenskaber, et rent generalstabsarbejde, der må udføres med overlegen kløgt for at disponere over de forskellige enheder, der ofte er stærkt uensartede.

Som hovedregel gælder, at værten skal have den fornemste dame tilbords, eller, hvis ikke noget påbydende i den retning gør sig gældende, eventuelt en dame, der besøger huset for første gang. Værtinden føres helst ikke ind af den herre, hvis frue har værten tilbords, men hun har ham, hvis også han er en gæst, man ønsker at hædre, siddende ved sin højre side ved bordet. Såfremt selskabets pragtfigur er uden hustru, har værtinden selvfølgelig ham tilbords. Eventuelle døtre anbringes helst med husets sønner eller omvendt.

Hvis der i selskabet findes en minister eller gesandt, har værtinden ham tilbords.

Hvor sådanne formelle forhold ikke foreligger, må værtinden ofte trække af med den mindst omstridte herre, som ellers er vanskelig at anbringe hos de andre damer, da der lægges en overraskende vægt på, hvem man får tilbords.
Ved tilbordsgivning bør man prøve at bringe afveksling og ikke give en herre den dame, som oftere har haft den glæde. Det sker så let, når man synes de passer sammen, men man hører ofte den klage fremsat: jeg skal altid have n. n. tilbords her i huset. Dette er en klage, der ikke kan rejses af forlovede par, der ifølge en mærkværdig skik altid skal have hinanden tilbords. Livet kan såmænd blive langt nok for dem endda.
Ved fordelingen af damer og herrer bør man have for øje, at de to pågældende har let ved at finde samtalestof gennem fælles interesser.
Ved placeringen af parrene omkring bordet, gælder det som oftest, at vært og værtinde sidder vis á vis, enten for enden af bordet eller på midten af langsiden.

I huse, hvor der lægges vægt på en munter tone, siges det at være brug, at ægtepar altid anbringes på samme side af bordet, hvor begge parter kan udfolde sig lidt ugenert uden at være under kontrol af ægtefællens blik.


ANKOMST TIL SELSKAB

Det er en selskabelig umulighed, at vært og værtinde ikke er fuldt færdige ved gæsternes ankomst afventende dem i modtagelsesværelset, ligesom alt andet i huset må være i fuld orden, før nogen kommer.

Præcision ved selskab. Det forventes, at gæsterne møder nogenlunde til den fastsatte tid. Når denne overskrides med et kvarter, må der gives motiveret undskyldning, hvorved det er rart, når den pågældende kan finde på en frisk og ikke altfor ofte brugt forklaring på, at det sultne selskab har været holdt ventende. 20 minusser over tiden har værtinden lov til at lade gæsterne gå tilbords, idet pladsen for den endnu ikke ankomne holdes åben, og borddamen, hvis det er en herre, der lader vente på sig, føres ind af en anden.
Man må hellere komme 35 minutter for sent end 25, da man i så fald kan få værtinden til at tro, at man har taget en halv time fejl af tiden.
Hvis man af den oplukkendes forfjamskede mine og en påfaldende tomhed i entreen kan forstå, at man er kommen en halv time for tidlig, bør man gå en tur i mellemtiden.
Hvis man af uforudsete og uopsættelige forretninger eller andre forhindringer bliver klar over, at man ikke kan nå, frem til et selskab i rette tid, bør man telefonere derhen i tide og anmode, om selskabet vil gå tilbords.
Tidspunktet for et middagsselskab varierer for tiden fra kl. 6½ til kl. 8.


PÅKLÆDNING

Det er praktisk på indbydelserne at angive, hvilken påklædning der skal anvendes for herrernes vedkommende, da deres selskabsdragt jo er en art uniformering.
Når dragten ikke er angivet i indbydelsen, kan man forespørge telefonisk.
I hvert tilfælde gælder det, at husets herrer er mindst festligt påklædte. Det sker endda, at en vært skifter dragt fra det mere til det mindre elegante, for at berolige gæster, der underligt nok kan være forpinte over ikke at være i det rette antræk.
Denne for kvinder noget uforståelige korrekthedsoptagethed bunder sikkert i, at mandsdragten i sig selv er så uskøn, at korrekthed bliver det eneste forsonende ved den.
Er man imidlertid kommen i et selskab i en ukorrekt dragt, bør man ved dette som ved alle andre selskabelige små-uheld tale så lidt om det som muligt.
For damer gælder det, at man ikke altid ved, om en indbydelse gælder et større eller et lille selskab. Man bør derfor bestandig have en kjole, der i al tarvelighed er syet således, at den – blot ikke helt højhalset eller med ærmer til håndleddet – kan gå til begge dele. En god kniplingskrave og et par lange handsker gør udslaget.

Vær hellere for enkelt end for elegant klædt til anledningen. malplaceret pragt virker tarveligst af alt.

Spar så lidt som muligt på handsker og fodbeklædning. Når disse ting er i orden, gør det hele ens ydre soigneret.
En smuk frisure gør også underværker.
Når de har klædt dem på til selskab, efterlad da ikke et uordentligt og sjusket værelse med brugt vaskestel, klædningsstykker, der flyder. Ingenting bidrager mere til at give ens husassistent ringe tanker om ens huslige værd.
Er det dem, der har selskab, hav da altid et værelse, der er hyggeligt i stand til eventuelt brug for gæster.



ORDENER

Ved et almindeligt middagsselskab bruges det så godt som ikke mere at bære ordener, ikke engang i småt format. Det forbeholdes til større festlige lejligheder. Kun en roset i knaphullet angiver, at den pågældende medborger er i besiddelse af det af så mange eftertragtede kendetegn på samfundets anerkendelse.
For hofmænd og officerer foreligger der et indviklet ceremoniel ang. inden- og udenlandske ordensdekorationer, fx om, hvorvidt en udenlandsk orden skal bæres ved nærværelsen af en potentat fra det rige, hvorfra dekorationen er tildelt, o. s. v. Som en hovedregel kan det kun angives, at man helst skal være tilbageholdende med at pynte sig med ordener, og at disse i hvert fald tager sig meget lidt smagfulde ud for civile herrer om formiddagen i forbindelse med kjole og hvidt, som man kun altfor ofte kan se det på vore hjemlige breddegrader.
Der bæres kun ordensroset i knaphullet, når man er iført civil formiddagsdragt.

Titler er noget af det vanskeligste at lære at benytte rigtigt, når man er udlænding eller forlægger sin personlighed fra eet samfundslag over i et andet. Der er så mange snurrigheder. Kammerjunker er fx en fin titel og jægermester ligeså, hvorimod benævnelsen “Kammerjæger” ikke just forbinder tanken med en hofmæssig levevej. Og hvem kan forstå, hvorfor man i tiltale ikke gerne siger hr. minister, men bør sige ministeren, hvorimod man godt kan sige: hr. general, og om man vil hr. professor. Man kan sige både deres excellence og exellencen, men man kan ikke benævne fx general G. F. Jensen som hr. Jensen.
Det samme gælder kvindelige titler. Man kan ikke kalde grevinde n. n. for fru n. n. men man skal ikke benytte titlen meget i en samtale. Dog bruges den uheldigvis mere her end fx i Frankrig, hvor en grevinde kun tiltales som sådan af betjeningen, men af sin omgangskreds kaldes madame. I England kan endog dronningen og prinsesserne tiltales som madam.
Hvis man mener at have en god ven i en betitlet dame, skal man kun benytte hendes titel i omtale eller udenpå breve. I tiltaleform vil den give hende et indtryk af fjernhed, som vil gøre hende ondt og let kan forrykke forholdet.
Hvert land har sine egenheder. I England kan fx en baronet ikke benævnes uden sit fornavn, og dette bruges i tiltale uden efternavn sammen med titlen sir, fx sir Arthur, sir Karles.

Afbud kan være noget af en hensynsløshed mod huset, der har udstedt indbydelsen og bør derfor kun anvendes, når der er tvingende grund dertil såsom virkelig forhindrende sygdom, pludselig sorg o. l.



TRETTEN TIL BORDS

Et afbud kan især virke som en katastrofe, når man ligger og krydser omkring tallet 13, da den protestantiske guddom af sine tilbedere menes at ville ihjelslå en af dem, der har siddet tilbords med 12 andre, et forhold der ikke virker så irriterende på katolikkernes skaber, heldigvis for dem.
Undgå derfor på vore hjemlige enemærker at blive 13 tilbords, da de risikerer at føle dem skyldbevidst, hvis en af dem måtte vandre heden i årets løb.
Det kan være fortvivlende, når telefonen i en influenzaperiode kimer gang på gang for samme dag at melde afbud. Man kan nemlig være sikker på, at det træffer så uheldigt som muligt. Er der for mange damer, er det herrer, der sender afbud, og er det knapt med damer, er det dem, der får et feberanfald. Og allerværst er det, når enten hædersgæsterne, for hvem det hele var lavet, melder forfald, eller når det er det forbindende element, det selskabelige kit, der skulde holde sammen på de hinanden ubekendte gæster.
I sin nedstemthed begår man da som oftest den dumhed at forsøge på at få hullet udfyldt ved i sidste øjeblik at telefonere til nære venner. De første man henvender sig til, kan naturligvis aldrig, eller er ikke indrettede på det, og mere og mere febrilsk kimer man videre, og får tilsidst nogle mennesker til at give møde, der er den øvrige kreds ganske uvedkommende og nærmest er til besvær. Oven i købet skal man takke dem varmt for deres elskværdighed.
Derfor – hvis uheldet sker, at de får afbud samme dag, gør da ikke fortvivlede forsøg på at få det oprindeligt fastsatte tal af gæster udfyldt, men indskrænk roligt antallet og gør det bedste ud af situationen.

Ankomst. Søg at anbringe deres overtøj, så det ikke er for vanskeligt at finde, ifald de måtte mene det ønskeligt at forsvinde i god tid.
At komme ind i en selskabssal er for generte mennesker en sand gru, en følelse af ubehag, som nogle dækker med en friskfyragtig frejdighed, mens andre kommer ind med en sky og kejtet mine. Vært og værtinde bør helst holde sig i nærheden af døren og ikke fordybe sig så stærkt i samtalende grupper, at de ikke straks kan modtage de indtrædende med venlighed, så de straks befinder sig vel. Den nyankomne hilser først på husets frue og dernæst på de tilstedeværende efter deres placering i rummet, dog med noget hensyn til at hilse først på særlig fremragende tilstedeværende.

Præsentation. Vært og værtinde sørger for – eventuelt bistået af deres voksne børn – at alle gæsterne bliver forestillede for hverandre, når de ikke før har truffet hinanden.
Er der tale om præsentation mellem en ældre og en yngre, nævnes den yngres eller mindre betydelige persons navn først, for ligesom at antyde, at man forestiller den pågældende for den ældre.
Det samme er tilfældet ved præsentation mellem en dame og en herre.
Hvis præsentationen forsømmes, må gæsterne enten anmode derom eller eventuelt selv nævne deres navn.
I meget store selskaber, baller, fester o. i. er det selvfølgelig ugørligt at gøre alle bekendte med hinanden.
Da må de tilstedeværende selv sørge for af fælles, bekendte at blive forestillede for dem, de ønsker at underholde sig med.
Ved sådanne lejligheder er det, at en herre kan gå hen til en anden herre og nævne sit navn, hvorpå den anden rækker ham hånden og ligeledes nævner, hvem han er. Når en yngre tiltaler en ældre, siger han: “Hr. n. n. tillad mig at forestille mig for dem.”
Denne fremgangsmåde anvendes af herrer kun i nødstilfælde overfor damer. man får hellere en anden til at forestille sig.
Har man ved en præsentation ikke opfattet navnet, spørger man ikke om det, men erkyndiger sig hos en anden.
Det er heldigst at være forestillet for alle, da enhver gæst i et selskab af almindelig størrelse helst må have talt med alle tilstedeværende, selv om det kun er nogle ord i en fælles samtale.
Tiden før man går tilbords er det mindst tiltalende tidspunkt ved et selskab. Det er vanskeligt for værtinden, trods alle anmodninger, at få gæsterne til at sprede sig og sætte sig ned, og man bør derfor søge at gøre denne afventende stund så kort som muligt.

 Hvis en husfrue formår at skabe en utvungen stemning i den fatale halve time, hvor man står og venter enten på maden eller efternølerne, har hun værtindetalent. Det er ikke let at sætte humør i sultne gæster. 


GÅEN TILBORDS
Værten meddeler stille, hvilke damer selskabets herrer skal have tilbords, medmindre der i entreen står en skål med små sedler, som man holder stærkt udkig efter, idet man dog kun søger efter sit eget navn, uden at bryde sig om de andres. Der vises kun glæde, selv om det er en gammel snerpe man har fået tildelt. Værten må i sådanne tilfælde afholde sig fra deltagende og undskyldende forklaringer.
Når der gives signal til at gå tilbords, går værten i spidsen med sin dame, og hjælper, før han sætter sig, de indtrædende med at finde deres plads, såfremt ikke denne, hvad der ved store selskaber er praktisk, er angivet på det kort, hvor herrens borddame stod anført.
Gæsternes plads ved bordet bør i hvert fald være angivet ved kuverten.
Husfruen går sidst ind med sin herre, hvorefter man sætter sig.


SPISEBORDET OG MADEN

Det vil altid glæde en værtinde, hvis nogen blandt gæsterne udtaler en ros over bordets smagfulde ordning. Der er her grund til at lægge vægt på at gøre denne ordning nogenlunde enkel og dog festlig uden alle de kruseduller af små glas med violer, håndmalede menuer, båndsløjfer, blomster plantede på knappenåle, samt servietter som langhalsede svaner, der er betegnende for den næstbedste smag.

Lys og blomster, krystal, og – hvis man har det – sølv er tilstrækkeligt til at gøre selv den enkleste borddækning elegant.

Det må anbefales ikke at pryde bordet med blomster, der har en bedøvende duft som fx hyacinter og liljer, da mange får hovedpine deraf. Er det imidlertid sket, bør man som gæst ikke volde forstyrrelse ved at udbede sig blomsterne fjernede.
Tro ikke at de frembringer virkning af elegance ved en overvældende masse af retter eller geledder af vinglas. De opnår det stik modsatte, nemlig at komme til at virke som en nyopdukkende rigmand, der ved hjælp af håndgribelige og let påviselige udgifter forsøger at dække over manglen på virkelig kultur. Dette bliver særlig grelt, når nogen som helst art af priser bliver omtalt, selv om det blot sker i form af, at gæsterne underrettes om, at rødvinen er fra 1868, for så ved man, at den er dyr. I virkelig fine huse serveres kun få men udsøgte retter og enkelte gode vine.

God og smuk frugt er altid måltidets bedste prydelse så vel dekorativt som gastronomisk set.

Ingen bør tale om maden, især ikke vært og værtinde.
Det må tilrådes at anbringe rigeligt med vand og selters på spisebordet, da mange ønsker det enten som fortynding af vinen eller som særlig drik. På de fleste spiseborde savnes der vand, og man må skaffe sig det gennem de opvartende, ofte efter længere venten. Dette er ikke heldigt.
Tonen ved bordet bør være munter uden at udvikle sig til at blive larmende. Mens det i udlandet, særlig i England, helst undgås at tale over bordet, er man her mindre formfuld, men det bør dog holdes indenfor rimelige grænser og helst indskrænkes til kortere bemærkninger.
Læg vægt på altid at tale med deres sidemand, ikke alene den de har tilbords, men også den, der sidder ved deres anden side, hvilket er et nødvendigt hensyn til vært og værtinde, og hvis de kommer i samtale med den, der sidder på plads nr. 2 fra dem, søg da at inddrage den mellemsiddende i samtalen, som ellers vil sidde med en knugende følelse af forladthed.
Hvis begge deres naboer ved bordet er optagne af samtale, er der ikke andet for dem at gøre end med muntert udseende at passe deres fortæring og søge den første anledning til at komme ind i en af samtalerne, hvilket ikke vil vare længe, hvis det er velopdragne mennesker, de har ved deres side.

Herren hælder, første gang han skænker, et par dråber vin først i sit eget glas, hvilken skik skriver sig fra den tid, hvor man kunde frygte et stykke prop i vinen, dernæst fylder han sin dames glas, indtil hun siger stop. han kan da forsyne sig selv, hvis ikke damen på hans anden side også er vansmæglende. En dame kan ikke godt skænke vin for sig selv, men må, som den svage kvinde, søge mandens beskyttelse, i hvilket tilfælde han gør det med en undskyldning for sin uagtsomhed.



AT DRIKKE GLAS MED HINANDEN

Værten hilser på sine mandlige gæster ved at drikke et glas med dem. undertiden også med damerne, i det mindste nogle af dem, med mindre han overlader denne høflighedsakt til værtinden.
En herre drikker som oftest med sin borddame og ligeledes med sin hustrus bordkavaler.
Den mindre fornemme eller yngre kan ikke godt være den opfordrende.
Når kongen gør en bordfælle den ære at drikke med sig, rejser vedkommende sig og drikker stående. Dette bruges også, omend i aftagende grad, under mindre hofmæssige forhold, når det er en ældre, højt værdsat bordfælle, særlig en ældre dame, der opfordrer en yngre til at drikke med sig. Især gøres det blandt officerer. I andre kredse rejser man sig som oftest kun halvvejs eller lægger en vis ærbødighed i sit udtryk og blik, måske afpasset efter det, man har at vente af den pågældende.
Efter dansk skik returneres opfordringen ikke.
Den gamle vedtægt, at glasset skulde tømmes, er heldigvis gået af brug, hvorved mange blussende ansigter efter bordet undgås.
I øvrigt er hele skikken ikke ueffen. Den giver stemning ved et festbord og kan undertiden udjævne et mellemværende ved at vise den, der opfordres, at det hele var ikke så slemt ment. Og den gamle skik opretholder stadig sin popularitet, fordi det er en opmærksomhed, der er nem – og billig. I det mindste for gæsterne.
Tøm ikke gerne deres karaffel helt, således at der må hældes mere vin på den.
Vis ikke nogen iøjnefaldende interesse for maden. Forsyn dem tilsyneladende ligegyldigt, selv om de er sulten, hvilket ikke vil klæde dem at tale om, hverken før eller under måltidet.
Forsyn dem ikke flere gange af samme ret, medmindre det er nogenlunde almindeligt ved bordet, således at de så at sige rives med af stemningen, idet det er heldigt, at samtlige tilstedeværende er færdige nogenlunde samtidigt.
Når man er tilfredsstillet, kan det markeres ved, at man lægger kniv og gaffel i ret linje ud fra sig som tegn på, at man ikke ønsker mere.
Undgå så vidt muligt at levne og gør deres bedste for, at deres tallerken ikke har et utiltalende udseende, når de er færdig.

Hvis de af naturen er begavet med en særlig udmærket appetit, må de helst berolige den noget ved de beskedne hjemlige kødgryder, inden de går i selskab, for ikke at falde ud af ensemblet ved en isoleret hunger.

Serveringen. Værtinden bør aldrig med et ord berøre besværet, der er gået forud for det selskab, der afholdes.
Hun må heller ikke virke, som om opvartningen i mindste måde bekymrer hende. hun opnår ikke det mindste ved at vise sig nervøs. Når en ret ikke er færdig, kan det ikke nytte, at hun rejser sig og farer ud og veksler bitre ord med kogersken, og er der kludder og fejltagelser ved opvartningen, bøder hverken bebrejdelser eller straffende blikke derpå, da det i heldigste tilfælde kun bidrager til at gøre den skyldige mere forfjamsket, ligesom det giver gæsterne et ubehageligt indtryk af, at hele maskineriet virker dårligt.
Bedst er det at have så rigeligt med øvet opvartning, som man kan, for ikke at have unødig lange pauser mellem retterne, og især at have givet fyldestgørende besked på forhånd, for at undgå unødig indbyrdes diskussion mellem de opvartende.
Det må betragtes som heldigst at begynde ombydningen med den dame, der har værten til bords, og når der er to serveringer, da ved en dame ved den modsatte side af bordet, og de opvartende bevæger sig tilhøjre, således at vært og værtinde tager sidst, hvilken rækkefølge også følges med de vine, der ikke står på bordet, men skænkes omkring.
Ved et middagsselskab lader gæsterne, som de ikke kender lejetjenerne, skønt de idelig har set dem under hele saisonen. ved et sådant gensyn at sige højt: “Goddag, Smith! Hvordan går det?” Og derved antyde, at Smith ikke er tjener i huset, er ligeså hjerteløst overfor værtens følelser, som at antyde, at en sovesofa er en sovesofa. En af hovedreglerne ved selskabelig tone er overhovedet at gå ud fra, at ens vært og værtinde ikke har noget privatliv, men at alle deres dage henleves i den samme glans som i den forhåndenværende time.