Alle er vi gennemtrængte af Beundring for vort Landbrugs høje Standpunkt, vort Smør, vort Flæsk, vore Polakker, vort Andelsmejeri i Haslev, vort Sukker, vort Øl - naa, det hører vel ikke direkte ind under Landbruget, men vi er saa vante til at høre om det, at det løber ned i Pennen, naar der er Tale om Beundring. Og alligevel - ja - jeg forstaar mig jo ikke paa det - men alligevel - det forekommer En undertiden, naar man færdes helt ude paa Landet, at det ser ud, som der gaar nogen Jord til Spilde. Man kommer forbi Terræner og Diger, forbi Pladser bag Gaardene og forsømte Bagpartier af Haver, hvor mandshøje Brændenælder, Skarntyder og graa Borrer vokser med en Frodighed, som i Ordets egentlige Forstand var en bedre Sag værdig. Man kommer da til at mindes Frankrig og særlig Italien, hvor man ser hver Meter Jord udnyttet med rørende Agtpaagivenhed af flittige Kvindehænder. Og med dette i Minde kan man ikke lade være at tænke: Gud véd, om nu ikke det Stykke Jord, der synes saa frodigt, lod sig anvende bedre og mere indbringende af denne Landsbys Kvinder - til Dyrkning af finere Kulturer - Humle, Græskar, Agurker, eller hvad der ligger for! Og naar man ser ud over de smaa Bondehaver med deres forgroede Ribsbuske og det lille Kartoffelstykke og nichts weiter, saa tænker man videre: Mon det hele ikke kunde være mere rigt og blomstrende, ja, helt anderledes hvis Kvinderne på denne Egn - nej, lad os sige Kvinderne hele Landet over, i alle Stænder, tog den Opgave op at udnytte den Del af Jorden, de kan faa overdraget, til en Drift af Luksusting, som nu kun alt for ofte indforskrives - Champignons, Tomater, Morbær, Meloner, Planter til Farvning og Lægemidler, Vidier til fine Kurve, Frøavl, Blomsterløg, Bistader, Krebs i Vandløb og Mergelgrave, og hvad det altsammen er, der kan bringe flere Penge ud af vor frugtbare muld end de Par langarmede Popler og Hyldebuske, der nu omgiver de landlige Smaahjem. Jeg behøver blot at nævne Ordet Træfrugt og dennes Bevarelse som et Virkefelt, hvor der er noget at gøre. Hvor mange danske Æbler sælger der mon aarligt i Forhold til vestindiske Bananer og spanske Appelsiner? Dog, det er et saa sørgeligt Emne, at jeg helst vil lade det ligge idag.
I Byerne har Kvindernes Liv i den sidste Snes Aar undergaaet en mægtig Forandring. De har taget Kampen op i Erhvervslivet, de handler og gør Overslag, de etablerer sig og udfinder nye Felter, hvor deres særlige Evner kan gøre sig gældende og omskabes til Penge.
Er det nu Tegn paa en lignende Opvaagnen til ny Virkelyst hos Kvinderne paa Landet? Jeg véd det ikke, jeg spørger blot derom, fordi Landets Trivsel jo ligger os alle paa Sinde, og fordi Sagen hører ind under den almene Velstand, Grundlaget hvorpaa alt skal bygges. Og jeg spørger derom, fordi jeg i min Tid har været Vidne til det beklagelige Faktum, at Kvinderne, som forhen sad inde med Landets Hovederhverv som Mejersker paa Gaardene, ved Mejerivæsenets Overgang til Andelsforetagenden uden Sværdslag har ladet dette betydningsfulde Omraade slippe sig af Hænde. Fortidens appetitlige Mejerske med de blankskurrede bare Arme og de hvide Smækforklæde paa den brede Barm, hvor er hun nu? Saa godt som overalt er hun ved et Kup bleven afløst af Mejeristen med de lange, ikke slet saa appetitlige, Frakkeærmer. Den Provins er mistet, men andre lader sig vel erobre.
Paa Hønseriets Omraade er der sket store Fremskridt, siger man, Fremskridt, som vi i Byen nærmest mærker paa, at for hvert Foraar der kommer, koster en Høne og dens Æggesnesse en Krone mere. Hønseriet beror jo nærmest paa Kvinderne, saa man faar jo at haabe, at de mange Penge, der altsaa tjenes derved, maa give Damerne Lyst til at være med i Udviklingen paa flere Felter og paa en anden og mere sideordnet Maade end som jævnt pligtopfyldende og indvendige Husmødre og disses Hjælpersker, give dem Lyst til selv at producere og tjene Penge paa Gebeter, som hidtil har ligget brak, og som fordrer den lette og nænsomme Haand i Modsætning til Mandens mere haandfaste Greb paa Tingene. Hvis det skete, hvilken Forøgelse af Rigdomskilderne, hvilken national Værdi! Og hvor morsomt det maatte være for dem, der skabte Forøgelsen.
Banebrydere er der i hvert Fald. Jeg kender et Par Damer, som har fundet paa i det nordlige Jyllands sandede og stormombruste Jordsmon at dyrke Tulipanløg ligesom i Holland, og Kulturen lykkes glimrende. Jeg kender en Herregaardsdame, som forsøger at dyrke Hasselnødder i Forbindelse med Hønseri, saa at Buskene gødes, om jeg saa maa sige, uforvarende. Hun har vist mig de derved fremkomne Nødder; de var eventyrlige af Størrelse og indbringer hende over 2 Kr. pr. Pund. Jeg véd en Proprietærfrue paa Amager, som dyrker Tomater og indskiber 50 Kasser pr. Uge til England, naar Tiden er. Jeg har kendt - men hvorfor nævne flere Eksempler? Hver maa selv finde sin lille Opgave. Det, jeg tilfældigt har nævnet, er maaske urentable Ting, men saa findes der andre, der er rentable, og Dygtighed bestaar jo netop i at finde det lille Korn Guld, som ligger begravet under hver Alen Jord, finde det, der egner sig for En, og spinde Silke derved. Jeg siger noget - Silkeavl - det er maaske netop Ordet. Jo, jeg vil alligevel nævne et Eksempel endnu, fordi det er saa kendt og saa godt. For en Del Aar siden boede der i Landsbyen Øverød en Gaardmandskone, som ved sin Start efter Datidens jævne Skik hed Madam Hanne Nielsen, og senere avancerede til at hedde Fru Hanne Nielsen, og som med sin Gyldenstykkes Bondehue paa Hovedet rank og strunk saas at køre til Væddeløb i sin egen Landauer trukken af to velnærede blankbrune Heste. Ved eget Initiativ havde hun skabt sig denne i hendes Kaar ualmindelige Velstand, skabt den ved at lave Ost. Ganske vist - Osten var fortrinlig, det var en Sødmælksost, som højsalig Hs. Majestæt hver Dag nød til sin Frokost, der var smaa friske og bløde Flødeoste, der var alle gode Sager hørende til Faget - Hæder være hendes Minde! Men alligevel - det er lidt trist at tænke paa, hvilken enlig Fugl hin udmærkede Hanne Nielsen har været. Vi burde jo have 10,000 Hanne Nielsen'er i vort Land - mindst. Ost vilde de ikke frembringe, den laves nu sammen af Mandfolk, men hvis de var der, hendes Tusinder af Arvtagersker i Højenloft og Hytter og var besjælede af hendes driftige Energi, saa fandt de nok paa noget andet, og skaffede de blankbrune Heste - nu hvor jeg er gammeldags - nu var det en Luksusbil, de fik.
Er de der, eller er de der ikke. Landbo-Kvinders økonomiske Indsats har vist hidtil nærmest været den sparende og ikke den producerende. Er der altsaa hos Kvinder, Landets halve Befolkning, ved at ske en Forandring i Landbrugets saavel som i Byerhvervet? Det maa ønskes. Vilde de i saa Fald ikke være rigtigt og praktisk, om de producerende Kvinder, ligesom deres Mænd, en Gang imellem samledes til Fællesmøder og selv drøftede og berettede os andre, hvad de særligt udretter til Fremme af den intensitive Drift? Eller bør de ikke deltage i Mændenes Møder? Naar saadanne Sammenkomster anses for at være af saa væsentlig Betydning for Mændene, maatte de vel i ikke ringe Grad være frugtbringende for Kvinderne.
Emma Gad
|
