 |
|
|
I 1896 (den 9. januar) fandt det første repræsentantskabsmøde sted. Det var starten på en lang sejg kamp for indsamling af de nødvendige midler. En kamp der utrætteligt blev kæmpet og som skulle vare i 40 år før det ønskede mål kom i hus. Der var 13.000 kroner at starte på, som var overskuddet fra Kvindernes Udstilling. Der blev lavet indsamlinger på alle tænkelige områder. Der kunne køber reklamemærker, der kunne købes fingerbøl, der kunne købes bogmærker.  Marianne Høst tegnede denne porcelænsplatte på Den kongelige Porcelænsfabrik, der med årstallene 1896-1900 klarlagde forventningerne om et resultat indenfor rækkevidde. --- På et spørgsmål i Dansk Kvindeforenins medlemsblad (nr. 11 - 1896) om Kvindernes bygning, blev Emma Gad som bestyrelsesmedlem bedt om at svare, hvilket refereres her: Kære Landbokvinde! Ja, saaledes maa jeg vel nok have Lov at kalde Dem, siden jeg skriver til Dem i et Anliggende, der paa en Maade gør os alle til samarbejdende Søstre. De ønsker altsaa at faa noget at vide om Kvindernes Bygning, om hvilken De skriver, at man ikke har faaet andet oplyst, end at den skal være hvid og ligge paa Kongens Nytorv. Det sidste sker næppe, det bliver meget dyrt, og det første formodentlig ikke heller. Det er vistnok mig selv, der af Skønhedshensyn har fremsat det beskedne Ønske, men jeg er tilbøjelig til atter at frafalde det, efter at jeg har set det nye hvide Palads paa Kongens Nytorv, der nærmest virker i Ensemblet som en skinnende ny hvid Tand i et ældre Gebis. Dog - som De selv siger - dette er mindre væsentligt! Men jeg synes, De er lidt uretfærdig, naar De mener, at man paa Mødet den 15. Septbr. ikke fik noget andet at vide. Det forekommer mig nemlig, at man i Talerne paa en saa fyldestgørende Maade gjorde Rede for Bygningens Formaal og Indretning, som det paa Sagens nuværende Stadium kunde ske. Hvis jeg forstaar Dem ret, er det Bygningens Administration, som De ønsker at faa nærmere Besked om, og angaaende denne skal jeg da berette Dem Følgende: Den paatænkte Kvindernes Bygning bliver en selvejende Institution i Lighed med Kbhvns. Sygehjem, Kbhvns. Værnehjem for enligtstillede Kvinder og lignende andre Foretagender. Den forestaas af 31 Repræsentanter, valgte ud af Kvindernes Udstillings Komité, som af deres Midte vælger en Bestyrelse paa fem for et Aar valgte eller genvalgte Medlemmer. Hvis Nogen af Repræsentantskabet dør eller udtræder, supplerer Repræsentantskabet sig selv, hvorved der søges tilvejebragt en vis Stabilitet i den Aand, hvori Foretagendet ønskes ledet. For at der kan tilflyde Repræsentantskabet friske aandelige Kræfter, paatænker man at lade de Foreninger, der knytte sig til Foretagendet, repræsentere ved Delegerede. Der findes saaledes allerede nu Repræsentanter for en Del af de alt eksisterende kvindelige Institutioner, saasom Frøken Elisabeth Grundtvig for Dansk Kvindesamfunds Københavns Kreds, Frøken Sofie Alberti for Kvindelig Læseforening, Fru Johanne Meyer for Kvindelig Fremskridtsforening, Fru Jutta Møller for Dansk Kvindesamfunds Udenbys Afdelinger, foruden Repræsentanter for de forskellige Landsdele og Bilande. Bestyrelsen har Ret til at tilkalde raadgivende Udvalg. Paa givne Tidspunkter vil Regnskabet blive offentliggjort. Idet jeg haaber, at disse Oplysninger maa være tilstrækkelige til, at De vedblivende skænker Sagen Deres Velvilje og Interesse og udbreder denne i Deres Kreds, er jeg med den bedste Hilsen Forbindtligst Deres Emma Gad. --- Alle bestyrelsens medlemmer arbejdede på indsamling af midler til Kvindernes Bygning og informationerne fra Charlotte Norrie blev bragt i Kvinde og Samfund nr. 7, 1897. --- I 1897 skrev Emma Gad en artikel der på bedste vis fortæller hvad der var kvinderne ønskede. Netop skrevet med energi og optimisme, i kvindeselvstændighedens gryende vår - men desværre uden at Emma Gads oplevede den fysiske bygning i sin levetid. TILSKUEREN - november 1897 KVINDERNES BYGNING EFTER af den i 1895 afholdte „Kvindernes Udstilling" var afsluttet og havde vist baade Fortrin og Mangler ved den nuværende kvindelige Deltagelse i Udviklingen, besluttede de ledende ved Udstillingen at gaa videre ad den betraadle Vej ved i en Bygning, der agtes grundet som en selvejende Institution, at faa et et nyt og blivende Centrum for den kvindelige Virken. Foruden de nødvendige Kontorer, skal denne „Kvindernes Bygning" indeholde en Forsamlings- og Foredragssal, der, benyttet som Udstillingslokale kan virke til Stolte for Hustlid og Industri, en gratis Læsestue for Arbejdersker, en Restaurant, uden Drikkepenge, et Gæstehjem for Kvinder fra Provinsen, tidssvarende Bade- og Gymnastiklokaler, der tillige kan benyttes som Klinik med kvindelige Læger og desuden saa mange Smaaboliger som muligt for enligstillede Lærerinder, kvindelige Kommis'er og lignende. Kort sagt, ligesom Mændene har deres Samlingssteder, Købmændene deres Børs, de studerende deres Foreningslokaler, Arbejderne deres Forsamlingshus, Teologerne deres Bethesda, ønsker Landets Kvinder at faa et Sted, hvor de ikke alene kan samles til gensidigt Værn, Men ogsaa skaffe sig nogle af de materielle Goder, som Autoriteterne hidtil ikke i særlig rigeligt Maal har tiltænkt dem, sikkert ikke af Uvilje, men fordi Tanken derom ikke har været rigtig fremme. Rimeligvis vil mange fremsætte det Spørgsmaal: Tiltrænges en saadan Bygning, og vil den kunne svare til sit Formaal? Jeg skal i det følgende søge om ikke at besvare Spørgsmaalet, saa i hvert Fald at belyse Sagen lidt nærmere. Hvad man end kan mene om den herskende Tidsaand, vil ingen kunne nægte, at den er opfyldt af Iver for at forbedre og omforme Samfundstilstandene. Overalt væltes Fordomme, Skranker nedbrydes og Grænser udviskes i den Kamp, hvormed Individet kræver sin Ret. Paa intet Omraade er Udviklingen dog foregaaet med en saa rivende Fart, og har haft saa vidtrækkende Følger som i Kvindens Livsopfattelse. Ældre Folk, der er indlevede i den Forestilling, at Kvindens Magtomraade indskrænker sig til Hjemmets Styrelse og Nydelsen af Mændenes Galanteri, mener nu om Stunder at opleve de mærkeligste Ting, som forekommer et yngre Slægtled ganske naturlige og ligefremme. Unge Piger har kastet Naal og Fingerbøl og studerer Anatomi og Fysik. Døtre af ansete Familier nedsætter sig som Jordemødre, Tandlæger eller Sygeplejersker uden at føle sig beskæmmede ved at tjene deres Udkomme paa denne Maade, og disse uafhængige Anskuelser udvikles og opelskes ved den megen Sport der nu drives af unge Mænd og Kvinder i Forening paa en kammeratlig Fod, der er vidt forskellig fra gamle Dages ridderlige Omgangstone. Kvindeligheden og Ynden taber sig ved alt dette, siger de gamle, Blomsten mister sin Duft. Men det gør den alligevel ikke; den vokser blot op af en anden Jordbund. Kvindeligheden er ved al antage nye Former, idet Kvinderne sætter sig nye Maal. Man kan vistnok ret sikkert maale et Lands eller et Folks Civilisation eller den Stilling, Landets Kvinder indtager i Samfundet, særlig i Forhold til Mændene. I de Dele af Verden, hvor kvinderne er udelukkede fra det frie Liv og Arbejde og kun i rent kønslig Henseende spiller en Rolle for Mændene, f. Eks. i de muhamedanske og de øvrige asiatiske Lande, der staar den moderne Udvikling paa en underlig Maade stille. I de Samfund derimod, hvor Kvinden arbejder Side om Side med Manden og deler ondt og godt med ham i de fælles Livsforhold, som i Europa, særlig Nord- og Mellemeuropa, og i Nordamerika, der er Kulturen højest og Fremskridtet størst, hvad der i og for sig er naturligt nok, da det altid maa give større Udbytte, at hele Befolkningen tager Del i Arbejdet paa Udviklingen, end naar Halvdelen ligger brak og i Stedet for at skabe Værdier ved Arbejde og Erhverv blot tærer paa andres Kræller. Gaar man ud fra denne Opfattelse, er der netop nu meget at haabe af Fremtiden for vore Kvinder, idet næsten alle unge Piger jo nu opdrages til at kunne noget og ville noget og derved ganske selvfølgelig under deres Udvikling faar Følelsen af Arbejdets Lykke og Tilfredsstillelsen ved Selverhvervet, en Følelse, der til den Grad maner til Brug af Vilje og Kræfter, at den ikke let siden kan slippes, ikke alene, naar disse unge Piger som ugifte er henviste til selv at tjene deres Brød, men ogsaa, hvis de gifter sig; thi ogsaa da kan Selverhvervet betyde meget. Det er imellem Kvinder en velbekendt Sag, at selv i velhavende Forhold er de gifte Koner som oftest ret afhængigt og uheldigt stillede i pekuniær Henseende, ja del kan vistnok uden Overdrivelse siges, at de fleste ugifte Damer, der lever af deres Arbejde, har flere Penge at raade over til personligt Forbrug end de gifte Koner, der skal have de saakaldte Paaklædningspenge af deres Mænd, som ikke altid eller rettere snare sjælden tænker pan, at Paaklædningen kun er en ringe Del af et dannet Menneskes personlige og uundvaerlige Udgifter i Livets daglige Færd. Det er her til Lands Skik og Brug, at selv en rig Mands Datter ved Brvllupet, sammen med et Udstyr, overleveres Ægtemanden til videre Forsørgelse, uden at der medgives hende en Sum, hvis Renter er bestemte til hendes personlige Forbrug, og selv om Bruden har Medgift, overgives denne som Regel til Manden og bliver en Del af det øvrige Fællesgods, uden at hun har nogen som helst egen Raadighed over den. Det er ikke noget Særsyn i Krese, hvor, som det hedder sig, Mændene tjener Pengene og Konerne bruger dom, det vil sige, hvor Hustruen bestyrer en kostbar Husstanda at hun har meget lidt at råde over til sine egne Udgifter, det vil sige Udgifter, som hidføres ikke alene af hendes personlige Fornødenheder og Ønsker men ogsaa af hendes Livsinteresser som Menneke. For at nævne et Eksempel: Ved Ordningen af Kvindernes lille Orchidé-Udstilling fik man det Svar af en i rige Omgivelser levende Dame, hvem man anmodede om at tegne en Garanti paa 100 Kr.: „Min Mand interesserer sig ikke for Sagen, og tro blot ikke, at jeg selv har 100 Kr. at råde over til den Slags Ting." Naar det stiller sig saaledes i de Forhold, der maa kaldes rige og store, at Hustruen sjælden kan sige: „Jeg vil gøre det eller det," men pænt maa spørge først: „Maa jeg gøre det eller det," saa siger det sig selv, at det pekuniære Spørgsmaal er endnu mange Gange vanskeligere i de Tusinder af økonomisk jævnt stillede hjem. Det Øjeblik, hvor der skal bedes om Penge, staar for de fleste Koner som mindre behagelige Momenter i det daglige Liv, og at være fritaget for denne Bøn, fordi man selv tjener de Penge, der er nødvendige til eget Forbrug, det er en Lykke, der ikke kan skattes højt nok. Det giver en Følelse af Tryghed, af rolig Stolthed, ja, man kan næsten sige af Borgerværd, som er det mest heldbringende af alt for Ægteskabets Lykke, fordi derved to uafhængige Mennesker stilles jævnsides med gensidig Respekt for hinandens Handleevne og Arbejde. Det Forhold, at Mand og Hustru begge tjener og lægger sagngen til Hjemmets Drift, er jo udenfor Kunst- og Teaterkrese endnu saare sjældent, men det vil forhaabenlig blive almindeligere i Fremtiden, fordi de unge Piger, der nu oplæres og udvikles til at staa paa egne Ben, ikke mere, selv indenfor et lykkeligt Ægteskab, vil kunne undvære deres Arbejde og Selverhverv, naar først de har lært Lykken ved det at kende. Nu vil naturligvis mange sige: Men Huset — og Børnene! Hertil man svares, at selvfalgelig skal baade Hus og Børn passes, omend det sker paa en lidt anden Maade. Ikke saaledes at forstaa, at Hjemmet skal være noget underordnet. Tværtimod! For vor nordiske Bevidsthed staar vel Hjemmet som det bedste, Menneskene ejer, det tryggeste Værn og den kæreste Tilflugt her i Livet, men Hjemmet er jo ikke ensbetydende med den daglige Husgerning. Det synes at være en daarlig Økonomi at bruge sin Tid til at stoppe Børnestrømper og hulle Vasketøj, naar man har Evne til et mere interessant og indbringende Arbejde. Strømpestopningen bestemmer jo ikke aanden i hjemmet, ikke Skønhedeb! Til det rent praktiske kan der altid skaffes Hjælp, og hvad det etiske angaar, Forholdet mellem Moder og Børn, saa har man vist aldrig set det forringet ved, at Moderen havde sin selvstændige Gerning, hvis hun ellers duede noget. En god Moder faar altid Stunder til at tale med sine Børn. De, der for Eksempel har haft den Lykke at kende vore to store Skuespillerinder, Fru Heiberg og Fru Sødring, der uafladelig spillede om Aftenen og var til Prøver om Dagen, vil erindre, hvordan de alligevel fandt Tid til at opdrage deres Børn med kærlig Omhu og skabe Hjem, som netop havde det Præg af stille, skønhedsfyldt Hygge, som kun frembringes af en god Husmoder, der tillige er et betydeligt Menneske. Og hvem kan ikke i sin Bekendtskabskres udpege Husmødre i en eller anden praktisk Virksomhed, en Skræderinde, en Modehandlerinde eller maaske en jævn Arbejderske, son gør udmærket Fyldest baade i sin Virksomhed og i sit Hjem, ja, som netop giver dette Hjem et særligt Præg, fordi hendes Arbejde ude i Livet har gjort hende til noget af en Personlighed. Thi hvad er egenlig hjemmet! En lille bitte Del af Fædrelandet og af Udviklingen og af Tidsaanden. Det er jo de Tusinder af Hjem, som udgør Folkets Helhed. Hjemmet kan ikke bestaa alene, ikke staa upaavirket af de Strømninger, der giver Tiden Livskraft og Præg, selv om naturligvis hvert Hjem til en vis Grad formair at bestemme de Livsformer, det vil leve under. Men saa er det ogsaa indlysende, at jo mere Husmoderen, der fornemlig præger Aanden i hjemmet, bringer med sig ind i Stuerne af Ideer og Tankestof fra Livet udenfor, det være sig gennem Livsgerning eller Sarmfundsinteresser, jo mere vil det højne Aanden i hendes Hjem. Samfundsinteresser ikke at forglenme! I de Tilfælde, hvor Rigdom og andre Livets Forhold bevirker, at Selverhverv maa lades ude af Betragtning for en gift Kone, vil hun altid kunne finde rige og varme Impulser i Arbejdet for andres Bedste, og en Husmoder, der forstaar og føler, at hendes egen Familie indenfor Hjemmets Vægge kun er en lille bitte Del af den store Familie, der bestaar af hendes Landsmænd og i videre Forstand af hendes Medmennesker, som ogsaa hun har den Pligt at virke for og bekymre sig om, hun vil gennem denne Tanke, der er saa godt egnet til at faa Bugt med egen Smaalighed, oftest. blive til en mere værdifuld Kraft for Hjemmet, end om hun levede for dette Hjem alene. Forstaar nu vore Kvinder dette? Er denne Følelse at Ansvarlighed og Virkelyst vakt til Live hos Kvinderne her i Danmark? Vistnok ikke. Vi er endnu langt tilbage i saa Henseende. Naar man ser, at de Lande, der staar højest i Kultur, ogsaa har de bedste og dygtigste Kvinder, saa forekommer det En saa uimodsigeligt, at de, der elsker deres Fædreland og har Magt til at virke for dets Fremgang, burde være de første til at søge at gore dets Kvinder saa arbejdsdygtige og højtudviklede som muligt. Men et saadant Syn paa Sagen har hidfil haft vanskeligt ved at trænge igennem her hjemme. Mange Mænd synes, som bekendt, at den megen Energi klæder Kvinderne ilde. Andre ser Konkurrenter i de arbejdende Kvinder og vil ikke indse, at for hver Kvinde, der forsørger sig selv, bliver der et Individ mindre for en Mand at ernære. — Naar Mændene tænker saaledes, er deres standpunkt dog til at forstaa, men det synes ganske ufatteligt, at kvinderne i deres Stræben mod en højere Udvikling tit har deres eget Køn mest imod sig. Man havde ofte ved Kvindernes Udstilling i 1895 Lejlighed til at iagttage, at der netop fra mange Kvinders, eller rettere sagt fra „Damernes" Side var en lille sej, vedholdende Modstand mod den Tanke, at Kvinderne skulde fremtræde paa egen haand, og besynderligt nok, jo højere man kom op i Samfundslagene, hvor man skulde vente at finde Synskresen mere vid, jo sjældnere traf man det store Blik. Højtstillede Damer, som i det daglige Liv fra Morgen til Aften benytter Kvinders Arbejde og drager Fordel at det for deres egen Person, det være sig gennem Frisørinder, Skræderinder, Kniplersker, Ekspeditricer o. s. v. fandt det i højeste Grad overflødigt, at disse Kvinder sluttede sig sammen for ogsaa en Gang at passere Revy med deres Arbejde og vække forøget Interesse for deres respektive Erhvervsgrene. Dermed være ikke sagt, at vore Damer af de velstillede Klasser mangler Hjerte for Næstens Savn og Lidelser — tværtimod! Den omfattende Velgørenhed bærer de næsten paa deres Skuldre, og der appelleres aldrig forgæves til Damernes Offerberedvillighed, naar det gælder at hjælpe trængende. Men kristeligsindet Vældædighed er et, og Interesse for humane Samfundsopgaver er noget andet, skønt Grænserne mellem dem naturligvis er noget ubestemte. Dog — det er saadan, at den samme Dame, der kan blive dybt rørt over en stakkels udslidt, slet betalt Syerske og er beredt til at hjælpe hende paa alle Maader, i de fleste Tilfælde vilde være ret forarget, hvis en Masse saadanne Syersker slog sig sammen for at opnaa, jeg vil ikke tale om heldigere Livsbetingelser, men blot en bedre Uddannelse. Der savnes kun alt for ofte Forstaaelse af, at der er noget mere storstilet ved at være med til at hæve Dele af Menneskeheden op til en højere Aandsbevidsthed og en større Nytteværdi for Nationen end ved at øve den almindelige Barmhjertighed imod de enkelte. Dette mere overlegne Livssyn finder man oftere i andre Lande, især i Amerika og England, hvor tit de fornennne og formanende Damer, „Verdensdamerne", alt imens de passer deres selskabelige Pligter, er dybt inde i sociale Spørgsmaal, og Livet igennem virker for det, der, humant set, synes dem rigtigt og godt. I første Række staar vel Grevinden af Aberdeen, der ved sit organisatoriske Talent har givet et vægtigt Bidrag til Udviklingen, idet hun har samlet først sit eget Lands og dernæst andre Landes Kvinder til gensidig Hjælp. Fra ganske ung har det været hendes Stræben at udrette noget for andre, og mens hun endnu selv halvvejs var Barn, underviste hun Landarbejdernes Børn paa hendes Faders Gods i Skotland. Som nygift var hun med at danne en Forening til Støtte for unge Tjenestepiger, som nu har over titusinds Medlemmer og udgiver et meget læst Maanedsskrift. Mens Lady Aberdeens Mand var Vicekonge af Irland, stiftede hun „Foreningen for irsk Nationalindustri". Formaalet for denne nu stærkt blomstrende og nyttige Institution, var, foruden dens kunstindustrielle Betydning, at være til Gavn for det kvindelige Erhverv i alle Klasser ved at ophjælpe den nationale Produktion af Kniplinger, Broderier og Uldstrikning. Lady Aberdeen viste senere, at hun dog havde mere vidtstrakte Maal at arbejde for; hun har nu givet Stødet til Kvindernes Sammenslutning i de Sager, der angaar dem selv og del almene Vel. I 1893 samlede hun Englands kvindelige Foreninger til Samvirken. Dengang udgjorde de 30 Underafdelinger med et Medlemsantal af omtrent 5000 Personer, men dette Antal er siden da vokset med en Fart der godtgør, hvor let vakt de britiske Kvinders Interesse er for humane Spørgsmaal, særlig paa de Felter hvor Kvinderne bedst har Betingelser for at udrette noget. Disse samlede Foreninger har saaledes med Iver taget sig af Arbejderbefolkningens Vel; de har i Parlamentet og overfor andre Autoriteter virket for sundere hygiejniske Forhold i Fabrikslokaler, bedre Arbejderboliger, Indskrænkning at Kvinders Arbejde under Svangerskab og efter Fødsler, højere kvindelig Dagløn. Nedsættelse af Arbejdstiden i Butiker, bedre Vilkaar under Sygdom, Forhøjelse af den Alder, hvor det tillades Børn at arbejde i Fabriker o. s. v. De har ligeledes udvirket, at der er gjort Forsøg med at ansætte en kvindelig Arbejdsinspektør ved Siden at de mandlige i fabriker, hvor der anvendes kvindelige Arbejdere o. m. a. Lady Aberdeen bor for Tiden i Kanada, hvor hendes Mand er Generalguvernør. Til Trods for de mange Pligter, den høje Stilling paalægger hende, har hun dog derovre gennemført Oprettelsen af et internationalt Kvinderaad, der skal virke dels som de engelske Foreninger i Retning af social Virksomhed, dels som en Fortsættelse af Kvindekongressen i Chicago. For Tiden er hun beskæftiget med Forarbejderne til den første Kongres, der vil finde Sted i London i 1898. Jævnsides Grevinden af Aberdeen spiller Lady Henry Somerset en stor Rolle i det engelske Samfundsliv. Hun har særlig helliget sig Afholdssagen og de gifte Arbejderskers Kaar, har til Fremme for sine Formaal stiftet adskillige Blade og ladet afholde talrige Folkemøder, og da hun tilhører en af Storbritanniens fornemste Slægter og tillige er begavet som Taler og Skribent, har hun kunnet paavirke Autoriteterne og Folkestemningen, og har gjort særdeles meget for at bibringe de engelske Kvinder større Samfundsfølelse. Noget anderledes stiller Sagen sig i Amerika, hvor Kvinderne ikke alene for længst har faaet deres eget indflydelsesrige Foreningsliv, men i det hele taget har vundet en Stilling, der i Europa kun staar som fjerne Fremtidsmuligheder, en Stilling, der selvfølgelig aldrig var bleven naaet og hævdet, i Fald den ikke opretholdtes af den ene Generation efter den anden al dygtige Kvinder, der ledes af enkelte, som er særlig egnede til at indtage en Førerstilling. Blandt disse indtager Mrs. Potter Palmer en fremtrædende Plads. Efter længe at have været Præsident for en stor Forening at arbejdende amerikanske Kvinder, valgtes hun til Præsident for Kvindernes Afdeling af Verdensudstillingen i Chikago 1893 og for den derunder hørende Kvindekongres, hvis Valgsprog var: „Not for herself, but for humanity." Mrs. Potter Palmer udførte med Glans dette omfattende og vanskelige Hverv, der i lige høj Grad krævede Takt og betydelige Talegaver. Den mest populære Personlighed blandt de fremragende amerikanske Kvinder er dog Mrs. Elisabeth Cady Stanton. Paa alle Omraader har hun bidraget til at skabe den amerikanske Kvindes indflydelsesrige Stilling; men især er det Kvindens politiske Stilling, hun har helliget sit fremragende Talent som Taler og Skribent. I over et halvt Aarhundrede har hun, sammen med sin Veninde og Medarbejderske Susan B. Anthony, holdt utallige Foredrag og Møder pm Kvindernes Deltagelse i det offentlige Liv og atter og alter hævdet, at Civilisation og Humanitet vilde gaa fremad med endnu hurtigere Skridt, naar Kvinden stilledes jævnsides Manden i Statsstyrelsen. Mrs. Stanton er nu gammel. Hendes 8Oaarige Fødselsdag fejredes ifjor i New Yorks ny Operahus ved en stor Festlighed, der overværedes af Tusinder af Mennesker under New Yorks Borgmesters Forsæde og med Udsendinge fra alle Verdensdele. Mrs. Stanton har altsaa oplevet at se, at hendes Livsgerning har baaret Frugt, og hun henlever nu sine sidste Aar omgiven af en hæder, der kun forøges ved, at hun under sin utrættelige Virksomhed for Samfundets Bedste bestandig har været mønsterværdig som Hustru og Moder. De her nævnte Kvinders største Betydning er, at de har været Tolke for en herskende Livsopfattelse hos den bedre Del af deres Landsmændinder. De har været støttede af Tusinder naar de har arbejdet ud fra den Overbevisning at det Kvinden i Hjemmet betyder som Moder, det har hun den Pligt ved Mandens Side at føre ud i Livet paa de store fælles Omraader, hvor hendes instinktive Opfattelse og medfødte Beskyttelsestrang vil kunne udrette saa meget til Menneskenes Gavn. Paa samme Tid man beundrer dette paa en saa smuk Maade kvindelige Grundsyn. maa man erkende, at selv om Livssynet er stort, saa er Forholdene, hvorunder der arbejdes, ogsaa store; de lader sig ikke helt overføre paa Danmark, hvor man i den Henseende dog er kommet langt videre end i Frankrig og især i Tyskland. Men vi behøver alligevel ikke at gaa længer end til Sverig, iberegnet Finland , for at se, at Kvinderne der har formaaet at tage sig af virkelige Samfundsopgaver, f. Eks. de saakaldte Skolekøkkener, hvor Pigebørn af Almuen i selve Skolen lærer Madlavning og Opvaskning paa bestemte Dage i Ugen, og hvor Bespisning af alle Skolens Børn foregår, sikkert en Ide, der har Fremtiden for sig og vil medføre en gavnlig Uddannelse af de vordende Husmødre, der allerede som Tjenestepiger vil kunne høste Nytte af den huslige Kundskab, vi nu alle haardt savner hos de begyndende Kokkepiger. For at nævne et andet Eksempel, er vor „Kvindelige Læseforening" der med sin fortræffelige Bogsamling, sit billige Kontingent og sine Læsesale maa kaldes en Institution af stor opdragende Betydning, oprindelig en svensk Ide, der er overført Hertil. Men til nok saa megen almen Nytte er dog den store stockholmske Husflidsforening „Handarbetets vänner". Dens Stifterinde, Frøken Sofie Lejonhufvud, havde indset, hvilken smuk Opgave det var for Kvinder gennem en saadan Forening at skabe Værdier og Erhverv i Hjemmene samtidigt med, at Smagen hævedes ved, at den gamle Husflids Mønstre kaldtes til Live igen. Efter hendes Bortgang overtoges hendes Plads først af Frøken Anna Fleetwood og efterhaanden af andre ligestillede Damer, der fik de svenske hunstnere og Kunstnerinder til med en hos os ukendt Offervillighed og Hjælpsomhed gratis at give Foreningen Tegninger og kunstneriske Raad. Paa den Meade evnede Foreningen at vokse sig stor og levedygtig, og den har nu en aarlig Omsætning paa et Par hundrede tusinde Kr., saa at den svenske Husflid i den Grad har taget Teten overfor os, at vi her, trods al opdukkende Interesse for Sagen, næsten udelukkende lever paa svenske Broderi- og Tekstilmønstre og endogsaa forskriver Garnet fra Sverig da der endnu ikke findes et Garnfarveri i Danmark indrettet med Kunstfliden for Øje. En saadan Hjemnmeflidsforening med tilhørende hurtigt vekslende Udstillinger af Arbejder fra Foreningens Medlemmer der ved at betale et lille aarligt Kontingent tillige vilde kunne faa baade Vejledning, gode Mønstre og andre Fordele, tænkes ogsaa knyttet til „Kvindernes Bygning", og man vil søge snarest muligt at faa den oprettet, endnu for Bygningen er rejst, i Fald man møder Støtte og Hjælp hos de kunstneriske Kræfter, hvorpaa en saadan Forenings Tilbliven for en stor Del beror. Det er nemlig ganet op for de ledende i Foretagendet, "Kvindernes Bygning", at man bør begynde straks med nogle af de nyttige Institutioner der tænkes knyttede til Bygningen som Hjemsted. En saadan Fremgangsmaade passer sikkert bedst for Kvinder, der altid helst begynder smaat og forsigtigt, og naar først nogle af Foretagendets praktiske Afdelinger fungerer paa en heldig Mande er Huset jo aandelig talt alt under Opførelse. Desuden mener man, at det vil vække forøget Interesse og Sympati for Tanken og derigennem skaffe Penge til Veje, naar Folk ser, at der, i Stedet for at der tales om noget fjernt, tages fat paa noget, som alle kan finde nyttigt og godt. Foruden at skabe en saadan Husflidsforening tænker man ogsaa paa en gensidig Hjælpeforening i Lighed med den i Berlin fungerende meget indbringende „Kaufrnannischer und gewerblicher Hilfsverein für weibliche Angestelte", som iøvrigt allerede har et Sidestykke her i Byen i den af Professor Brandes stiftede kvindelige Hjælpeforening for Syersker. Denne Forening. der i 1867 stiftedes af den bekendte Menneskeven, næsten uden Penge og med kun 24 Medlemmer, har nu en Kapital paa omtrent 150,000 Kr. og tæller over 2,800 Medlemmer, der, foruden gratis Lægehjælp og Hospitalspleje, kan faa dels Friboliger, dels billige Boliger i Foreningens Ejendom i Gyldenløvesgade. Desuden byder den sine Medlemmer gratis Landophold, naar det af Sundhedshensyn er nødvendigt, fri Undervisning i Haandarbejde om Aftenen, en aarlig Udstilling af Medlemmernes Arbejder og endelig 6 á 8 Aftenunderholdninger med Foredrag og Musik foruden en aarlig Teaterforestilling. Nu vil man maaske indvende at naar en saadan Forening forefindes, tiltrænges der jo ikke noget nyt al samme Art, men Sandheden er, at denne Forening netop i høj Grad trænger til at suppleres, da den kun optager Syersker og Kvinder, der er ansatte i Modeforretninger, og derfor aarligt maa afvise Hundreder, der ønsker Optagelse, idet der jo nu findes kvindelige Employerede i mange andre Erhvervsgrene end selve Syfaget. Og alle disse unge kvindelige Kommis'er, som tit kommer fra Provinserne, er, som man ved, særlig uheldigt stillede i Hovedstaden, da deres Art af Arbejde er af temmelig ny Oprindelse, og der derfor saa godt som ingen Institutioner findes til deres Beskyttelse, skønt de er udsatte for mange Fristelser, naar daarlige Pensionater og uhyggelige, kolde Værelser er deres eneste Tilholdssted. Kunde man nogenlunde hurtigt naa at faa oprettet et Forsamlingslokale, hvor Medlemmerne af en saadan Forening kunde samles om Aftenen og faa lidt Musik og Oplæsning, og hvor der muligvis kunde blive Rum ogsaa for en billig Restaurant, vilde det utvivlsomt være højst velkomment og afhjælpe et virkeligt Savn. Naturligvis gaar det ikke uden Vanskeligheder at faa saadanne nye Indretninger satte i Gang, i Særdeleshed da de til selve Byggefonden indsamlede Penge helst maa bibeholdes urørte, men det kommer vist nærmest an paa modigt at tage Initiativet. Bliver der blot af enkelte gjort en Begyndelse, lagt en Grund, saa vil der i en god og sund Sag næsten altid findes energiske og dygtige Mennesker, som er rede til at tage fat og hjælpe baade med Arbejde og Penge; det er paa den Maade, at Kvindernes Bygning skal kunne opfylde sin Mission, den, foruden at være et Hvile- og Rekreationssted for de mange, der trænger til et saadant, ogsaa at være det Centrum for Virken og Samarbejde blandt Kvinderne, som udvikler Personlighederne. Ved Kvindernes Udstilling fik man Øjnene op for, hvor meget dette har at sige, og den, der skriver disse Linjer, behøver blot at holde sig til sine egne Erfaringer. Jeg havde indtil den Tid levet her i selve min Fødeby uden at kende det mindste til dens mange arbejdende og virkende Kvinder, der paa saa mange Omraader har vist, at de evner at udrette noget. Jeg kendte i Grunden, fraset de nære Forhold, kun Menneskene og Verden fra det private Selskabsliv, havde, ligesom andre Damer, ikke haft Lejlighed til at færdes i Livet paa anden Maade, og dog havde jeg altid haft en tydelig Fornemmelse af, at privat Selskabelighed er det slettest mulige Berøringspunkt med Livet, naar man ønsker at skaffe sig Menneskekundskab og Erfaring, fordi Folk i Selskabslivet altid optræder ens, med samme behagelige og velopdragne Mine; Kampene og Konflikterne lader de blive hjemme, som heldigt er. Saa vilde Tilfældet, at jeg, ikke helt med min gode Vilje, blev draget ind i den Hvirvel af Vanskeligheder og stridende Standpunkter, som hed "Kvindernes Udstilling", og dermed var mit Forhold til Omverdenen med et blevet et ganske andet. Ikke alene traf jeg de Autoriteter, som jeg ellers kun havde kendt som konverserende Bordfæller ved Middagsselskaber, paa en helt anden Maade, midt i deres Virkefelter, og talte med dem om reelle Ting, men jeg blev pludselig stillet mellem Kvinder fra vidt forskellige Samfundslag, og jeg lærte, hvad Livskamp vil sige, og hvad Dygtighed formaar. Dag for Dag kom jeg hjem, beriget ved at have lært en eller anden fremragende og intelligent Kvinde at kende, og lidt efter lidt forandrede det mit Syn paa mange ting. Naar jeg nævner dette, er det kun for med den Sikkerhed, som det personligt oplevede altid giver, at kunne fremhæve, hvor Samvirken er udviklende og befrugtende, og hvor meget man som Menneske vinder ved at arbejde for en fælles Sag sammen med andre. For kun tre Aar siden vilde jeg have betragtet det som lige saa umuligt for mig som at springe til Maanen at staa og tale til en stor Forsamling eller at klare vanskelige Diskussionspunkter ved et Møde; saa blev jeg tvungen dertil af givne Forhold, og det viste sig da, at det gik, i det mindste til Husbehov, fordi det skulde og maatte gaa. Jeg er derfor overbevist om, at der rundt om blandt vore Kvinder, som nu føler Tilfredshed ved et jævnt henglidende Liv i Stuernes Fred eller ved Selskabslivets smaa Adspredelser, findes mange Kræfter, mange Viljer og Evner, som blot behøver den tændende Gnist, der udgaar fra andres Viljer og Tanker, for at blive til frugtbringende Virksomhed til eget og andres Bedste. Det er derfor, jeg mener, at der kan blive et nyt Samlingspunkt for Kvinderne i deres eget Hus og især i det Fællesarbejde, dette nødvendigvis vil kræve. Thi dygtige Kvinder udvikles af andre Kvinder. Det ligger jo i Sagens Natur, at fra Mændene kan de aldrig faa just det, som skaber det særlige Element, der skal komme ind i Udviklingen ved Kvindernes Deltagelse i den, det impulsive, det fantasifulde, det moderlig beskyttende, som er saa højst værdifuldt, ja, næsten uundværligt, naar det blot tilfulde forstaas, at Kvindens Arbejde skal supplere Mandens, skal virke som noget særegent, noget sideordnet og ikke som noget blot efterlignende og konkurrerende. Under den kommende Bygnings Tag haaber vi, at det ene Slægtled efter det andet skal virke fremmende og udviklende paa det næste, saa at Danmarks Kvinder, til Held for Landet, stadig maa vokse i Dygtighed og Intelligens. EMMA GAD |
| |