Henry Gad [2]

Emma og Urban Gads ældste søn, fulgte, som gængs ældre tradition, i sin fars fodspor. Det vil sige en karriere i søværnet. Henry Christian Gad fulgte så at sige den lige vej i marinen, og opnåede titel af Kommandørkaptajn.
Mange af de arbejdsopgaver han bestred gennem sin karriere, havde hans far også bestridt; fast arbejde på en postdamper som nygift, til kaptajn og chef for Kongeskibet, og andre sejladser med kongelige, danske som udenlandske. Samt sømissioner foranlediget af krige eller missioner hvor flaget blot skulle vises.


Kommandørkaptajn
18. august 1873 – 3. marts 1957.

*


1892 – Et par syge kadetter.


Aarhus Stiftstidende, 22. maj 1892.

Ilandsatte Kadetter.
Korvetten “Dagmar” ankom i Førgaars på Kjøbenhavns Rhed for at landsætte er Kadet, der var angrebet af Hjernebetændelse. Den unge Kadet er Søn af Kaptajn Gad og Forfatterinden, Fru Emma Gad. En anden Kadet landsattes forleden af samme Aarsag paa Bornholm.
Korvetten krydser ifølge “Pol.” i disse Dage i Østersøen, men vil paa Guldbryllupsdagen igjen indfinde sig paa Rheden for at paradere.
[Kong Christian IX og Dronning Louises guldbryllup i maj 1892, red.]

*


1894 – Sekondløjtnant.


Kolding Folkeblad, 31. august 1894.

Kadetterne Jacob Borg, Hans Nørrregaard, Louis de la Cour, Axel Jensen, Hans Smith og Henry Gad (en Søn af Forfatterinden Fru Emma Gad) er udnævnt til Sekondløjtnanter.

*


1895 – Dekoreret med Stanislauordenen.


Dannebrog, 26. november 1895.

*


1902 – I italiensk tjeneste.


Dannebrog, 3. august 1902.

*


1904 – Hjælp til Aalesund og forlovelse.


Dannebrog, 25. januar 1904.

Efter at ovenstaaende var skrevet, modtog vi Meddelelse om, at der paa Regeringens Foranstaltning vilde blive udsendt en Undsætnings-Expedition herfra til Aalesund. De Oplysninger, vi derefter søgte paa kompetent Sted, bekræftigede denne glædelige Meddelelse. Efter Ordre fra Marineministeriet blev i Løbet af Eftermiddagen og Aftenen i Gaar Fyringsinspektionsskibet “C. F. Grove” gjort klar til at afgaa til Aalesund for ogsaa fra Danmark at bringe et Bidrag til Lindring af Nøden blandt den hærgede Bys Befolkning. Der herskede naturligvis som følge af denne Ordre til “hurtig Udrykning” en uhyre Travlhed i Gaar paa Orlogsværftet og om Bord i “C. F. Grove”. Skibets Last blev i Dagens og Aftenens Løb stuvet fuld. Der medgaves saaledes 500 hele Sæt Mandsklæder (“Matrostøj”, som jo ogsaa Kvinder i Nødsfald vil kunne trække i), 500 uldne Tæpper, en Masse Køjer, store Mængder af, hvad man i Marinen kalder “Spisegrejer”: Tallerkener, Kopper, Knive og Gafler og endelig en overordentlig rig Beholdning af Proviant, bestaaende af Smør, Margarine, Flæsk, Ærter, Øl, Kaffe, The, forskellige henkogte Sager osv. Arbejdet gik, takket være den fortrinlige Orden og Forsynlighed, der raader paa vort Orlogsværft, rask fra Haanden, og skønt Ordren til Skibets Udrustning først kunde gives i Gaar Eftermiddag, var “C. F. Grove” allerede om Aftenen Kl. 9 fuldstændig sejlklart. Kl. 9½ i Gaar Aftes lagde Skibet ud fra Flaadens Leje og dampede bort over Rheden. “C. F. Grove” føres af Kaptajn J. F. Saxild; endvidere er Premieløjtnant Henry Gad om Bord som tjenestegørende Officer, og endelig medfølger Reservelæge i Marinen Knud Hansen. Efter Ordre fra Hs. Exell. Marineministeren skal “C. F. Grove” fremskynde Rejsen op det mest mulige. Skibet gør en Fart af 9 Knob og vil rimeligvis kunne være i Aalesund i Løbet af Torsdag.


Varde Folkeblad, 6. oktober 1904.

København, 7. oktober 1904.

Et Rygte, der ogsaa har været gengivet her i Bladet, meddelte forleden Dag, at en Søn af Admiral Gad var bleven forlovet med en Datter af den islandske Minister. Nu er Minister Hafsteins Datter imidlertid en lille Pige paa en halv Snes Aar, der sikkert ikke har tænkt paa at forlove sig foreløbig. Den omtalte Dame er derimod Frk. Helga Havsteen – en Datter af Amtmand paa Island Julius Havsteen.

*


1905 – Orlov fra marinen.


Berlingske, 10. november 1905.

*


1906 – Bryllup og besøg fra Island


Dannebrog, 6. januar 1906.
Dannebrog, 17. april 1906. Premierløjtnant i Marinen Henry Gad, er i disse Dage vendt hjem fra Island med sin Brud, en Niéce af Minister Hafstein. I Anledning af de nygiftes Ankomst er der i Morgen Familiemiddag i Admiral Gad Hjem.
Roskilde avis, 25. januar 1906.
Nationaltidende, 1. maj 1906.

Adresseavisen, 2. juni 1906.

D. F. D. S.s “Ceres”, Kaptajn H. Gad, ankom til Leith Torsdag Aften paa Rejse fra Island og Færøerne til København. Alt vel.


Morgenbladet, 19. juli 1906.

Berlingske, 19. juli 1906.

Allerede Kl. 5½, igaar Eftermiddags meddeltes gennem Telefonen, at “Botnia” med Islands Altingsmænd ombord nu passerede Helsingør. Det var da sikkert, at Skibet vilde naa Kjøbenhavn Kl. 8, som bestemt, og da Klokken nærmede sig dette Tidspunkt, var mange Mennesker i den smukke Sommeraften samlede paa Langelinie og paa Toldboden, for at se Indsejlingen og Ankomsten.

Paa nordre Toldbod, hvor “Botnia” skulde lægge til, var der hejst Flag, og ved Anlægspladsen holdt Wienervognene, hvori Altingsmændene efter Indstigningen skulde køre til Hotel Kongen af Danmark, medens en talrig Forsamling ved Bolværket afventede “Botnia”s Ankomst. Blandt de Tilstedeværende her saas Hs.Excell. Konseilspræsidenten, Rigsdagens Formænd og Viceformænd, Lars Dinesen samt mange andre Rigsdagsmænd. Kammerherre Bardenfleth, Havnekaptajn Drechsel, Konferensraad Halldorsson, Admiral Richelieu, Professor Finnur Jonsson, Docent Valtyr Gudmundsson, Kaptajn Scack, Kaptajn Daniel Bruun o.m.a.
Fra det Forenede Dampskibsselskabs Islandsafdeling var mødt en særlig Repræsentation bestaaende af Kontorchef Hendriksen, Kaptajn Christiansen og Premierløjtnant Henry Gad, hvis unge Frue, f. Havsteen, ogsaa ventede sin Fader, Formanden for Lagtingets øverste Afdeling, med Skibet. Kl. lidt over 8 tonede “Botnia” flagsmykket frem forbi Trekroner, og kort efter sejlede den op langs nordre Toldbods Kaj, medens man saa de islandske Altingsmænd sammen med Hs. Excell. Hannes Hafstein og Kaptajn Ryder, der har været deres Ledsager, samlede paa øverste Dæk. Fra Land udbragtes der nu et med kraftige Hurraer besvaret “Leve de islandske Altingsmænd” og fra Skibet hilstes og vinkedes tilbage. Saa lagde “Botnia” til, og efterat der var fortøjet og Landgangen sat op, gik Hs. Excell. Konseilspræsidenten ledsaget af Tingenes Formænd og Viceformand o. fl. a. straks ombord for at hilse paa Gæsterne. Modtagelsen var som bekendt ikke officiel – den officielle Modtagelsesfest finder Sted idag paa Universitetet — og der blev ikke holdt Taler. Islands Minister forestillede Konseilspræsidenten Dg Rigsdagsformændene for de islandske Altingsmænd og livlige Samtaler udviklede sig hurtig mellem Danske og Islændere. Rejsen var forløbet i alle Maader godt under gunstige Vejrforhold, og de islandske Altingsmænd roste det gode Skib og dets fortræffelige Fører, Kaptajn Kofoed.


Dagens Nyheder, 19. juli 1906.

Slagelseposten, 21. juli 1906.

Julius Havsten (i Virkeligheden naturligvis det samme Navn som Hafstein) indtog, indtil den ny Forfatningslov kom, Stillingen som en af Islands mest fremstaaende Embedsmænd, idet han nemlig var Amtmand. Men ogsaa efter at have taget sin Afsked er Havsteen stadig knyttet til Amtsstyrelsen, idet han virker som Amtsraadsformand i Sønderamtet. Havsteen, der er født i 1839, er et fremtrædende Medlem paa Altinget, idet han er øverste Afdelings Formand; til denne Post er han kongevalgt. Fremdeles har Tinget valgt ham til Revisor ved Landsbanken. Han er Kommandør af 1ste Grad samt Dannebrogsmand.


Berlingske, 21. august, 1906.

Dampskibet “Ceres”, D.F.D.S.’s Postdampskib “Ceres”, Kaptajn Gad, der grundstødte ved Nolsø, er, efter at være tætnet, ifølge Telegram fra Thorshavn, Lørdag Eftermiddag afgaaet fra Færøerne til Kjøbenhavn.

*


1908 – Kaptajn paa “Ceres”.


Randers amts avis, 25. januar 1908.
De islandske Altingsmænd, der skal deltage i den islandske Kommissions Forhandlinger, ankommer til København i Slutningen af Februar. Premierløjtnant Henry Gad fører dem herned paa “Ceres”.
Dagens Nyheder, 29. februar 1908.
Den islandske Kommissions Virksomhed er nu begyndt. “Kommissionen vedrørende Islands Stilling i det samlede danske Rige”, som dens officielle Navn er, nedsattes, som det vil erindres, under Hs. Maj. Kongens og de danske Rigsdagsmænds Ophold paa Island sidste Sommer og kom til at bestaa af tyve Medlemmer: – – – De syv islandske Medlemmer kom hertil i Forgaars Middags med D.F.D.S.s Islandsdamper “Ceres”, om hvis Kaptajn, Premierløjtnant Henry Gad de havde mange Lovord for hans udmærkede Værtsskab. – – – Man ansatte dernæst næste Møde til i Dag otte Dage, til hvilken Tid Sekretæren vil have sit forberedende Arbejde færdigt, saa at de egentlige Kommissionsarbejder kan tage deres Begyndelse.

*


1909 – Helga Gads oversættelse af “Halla”.


Nationaltidende, 20. august 1909.

Det er sidste Aar, man træffer det Hagerupske Forlag i Mellembygningen i Gothersgade bag Boghandelen. Kommunens elektriske Lysstation kræver Udvidelse, og det kommer da til at gaa ud over de gamle Steder, hvor mangen Virksomhed gennem Aartier er øvet.
Da Hr. Hagerup imidlertid ikke vilde gaa en usikker Fremtid i Møde med hensyn til Forlagets Beliggenhed, har han foretrukket at sikre sig ved at købe Stedet, der støder op til Provstegaarden i Fiolstræde, og som ligger lige over Universitetsbibliotheket. Her vil man fra næste Foraar finde Forlaget installeret under betydelig bedre Vilkaar, end Tilfældet er nu.
– – –
Paa Forlaget vil der udkomme et islandsk Bidrag, nemlig en islandsk Bondefortælling, ‘Halla’, af Trausti. Den er oversat af den tidligere islandske Minister [amtmand!, red.] Havsteens Datter, der er gift med Fru Emma Gads Søn, Premierløjtnant Gad.

*


1910 – Med “Ingolf” til Vestindian.


Aarhus Stiftstidende, 15. oktober 1910.

(Specialkorrespondance til “Aarhus Stiftst.”)

Lørdag Formiddag lægger den gamle Krydser “Ingolf” efter endt Eftersyn ud fra Havnen og stavner frem imod sit fjerne Maal: Dansk Vestindien.
Øverstkommanderende er Kaptajn Carl Carstensen, Søn af den gamle Admiral C. Blandt Officererne træffer man fremdeles to kendte Navne, nemlig Premierløjtnanterne Gad og Gotfred Hansen (“GjøaEkspeditionen”). Den unge Prins Aage deltager i Togtet som Kongehusets Repræsentant.

Besætningen bestaar af 125 Mand, udelukkende Værnepligtige fra Jylland, Fyn og Lolland-Falster.
‘Ingolf’ er sat i Vandet 1878 og er saaledes af en noget forældet Type, den er det sidste af Marinens Skibe, der har Sejlrigning – men den anses endnu for at være sikker nok selv for en hvas Tørn.
Formaalet for Togtet kan væsentligst udtrykkes ved, at man ønsker det danske Flag vist ved Amerikan Kyst.
Paa Udrejsen anløbes Southhampton og Madeira for Indtagning af Kul. Efter Ankomsten til Dansk Vestindien vil “Ingolf” fungere som Søpolitiskib og som Stationsskib til Raadighed for Guvernøren.
I Januar og Februar foretages et Kryds til La Guiara, Havnestaden for Veenezuelas Hovedstad Carracas; derefter gaar Turen tilbage over St. Domingo og Portorico til Vestindien.
Omkring 1. Marts tiltrædes Hjemrejsen, og “Ingolf” anløber da efter Bestemmelsen Azoerne og Havre. Midt i April er Skibet hjemme paa Københavns Red.

*


1911 – Torpedobaaden “Tumleren”.


Riget, 31. august 1911.
Schichau Værftet i Elbing, der har bygget Marinens nyeste Torpedobaad Tumleren, skulde efter Kontrakten allerede have afleveret den i April Maaned. Arbejdet blev imidlertid forsinket – det viste sig under Prøveturene paa Schichau Prøveværft i Pillau, at Baaden ikke kunde holde Dampen – og først forleden Dag kunde Kaptajn Henry Gad, hvis Udkommando som Chef ombord i Tumleren oprindelig lød paa 15. April, sætte Foden paa eget Dæk. Sammen med sin næstkommanderende, Premierløjtnant Preben Lembeke, og Besætningen rejste han ned til Pillau for at hente Baaden og Kaptajn Schou, der har inspiceret Arbejdet. Tirsdag Formiddag stod Tumperen Sundet ind og fortøjede ved Dokøen i Flaadens Leje. Igaar blev Kommandoen imidlertid strøget for, naar Holmens egne Folk har fuldendt Installationen af Radiotelegraf og Torpedo-Udskydningsapparaterne – begge Dele er nemlig dansk Arbejde – atter at blive hejst den 7. september. Efter et Par Dages foreløbige Prøveture slutter Tumleren sig den 10. September til Øvelseseskadren, og først naar dennes Øvelser er endt, foretages de nøjagtige Prøver med den nye Baad.

Betykning og Besætning. Tumleren er Søsterskib til Søridderen og er sammen med denne Marinens største Torpedobaadtype. Baadens Deplacement er 230 Tons – ca. 100 Tons mere end næststærste Type – dens Længde er 56 Meter. Bredden 6 Meter og Dybgaaendet 2,3 Meter. Farten sker ved to Turbiner, der tilsammen udvikler 5000 H. K. Der er i Kulrummene Plads til 52 Tons Kul, og kontraksmæssigt skal dette være nok til 1000 Sømil med 14 Knob. Med fuld Kraft løber Tumleren 27,5 Knob. Der findes ombord fem Torpedo-Udskydningsapparater: et i Stævnen, to paa Fordækket og to paa Agterdækket. Yderligere er de to rundskydende 87 mm. Patron-Kanoner, én for- og én agterude. Besætningen tæller ialt 34 Mand. Foruden Chef og næstkommanderende: 1 Reservekadet, 1 Marineingeniør, 1 Ingeniørassistent, 7 Maskinister – hvoraf de 3 er Torpedo-Specialister – i Underkanoner og to Underbaadsmænd, 9 Fyrbødere, 9 værnepligtige Matroser og 1 Radiotelegrafist. Paa “Tumleren”s Bro. Et Uvejr har lige fejet hen over Orlogsværftet. Det gule Løv, der svirrede i Alleerne, falder atter til Ro langs Kantatenen, Damphammernes Sang vinder igen Overtaget over Blæstens alt slugende Sus og paa Tumlerens blanksorte Dæk, hvor løse mønjerøde Metaldele ligger hulter til bulter, genoptager Montørerne deres Arbejde. Kaptajn Henry Gad foreviser den nye Baad med samme Stolthed, hvormed vi andre præsenterer vore nygifte Hjem. Stoltheden er berettiget. Tænksomme Mennesker har kælet for alt dette Jern og frembragt den ene lille Overraskelse efter den anden. Det er morsomt, naar man staar oppe paa Broen foran den tykke asbestbeklædte Skorsten, at forestille sig Tumleren i en mere aktiv Situation end den nuværende fredelige – i Solskinnet mellem Bygerne med Nik over til Københavns Tage og Taarne, solidt fortøjet ved Dokøens Kaj. Nej, var det Alvor – Angreb i Natten, og Vandet spredte sig som en lysende hvid Vifte foran den spidse Stævn, mens Tumleren jog frem i Mørket, saa Malingen dryssede i hede Lapper af Skorstenen. Saa vilde Kaptajnen ikke staa her paa Broen og kærtegne de mange Kontakter – han vilde lade dem sige Knæk-knæk, og alle Lanternerne vilde være blændede. Kun agterude lyste paa Flagstangen en enkelt Prik – af Hensyn til den efterfølgende Torpedobaad i Kølvandslinien. Og Kaptajnen kunde fra Broen dæmpe og øge Prikkens Lys ved en hel Række Kontakter – det er ikke mere som den Gang, da man paa Torpedobaadene dæmpede Lanternerne med noget saa diskret som W.C.-Papir. Alle Baadens Nerver løber sammen paa Broen som i en Hjerne endda en Hjerne der ikke svigter. Metalrørene der fører til Radiotelegrafen, til Udskydningsapparaterne, til Turbinerne – hvor Ingeniøerne staar med Haanden paa sejlgarnomvundne Styrehjul – alt er det samlet her paa faa Kvadratalen. Semaforen spjætter forgæves i Mørket, men Blinklanternen taler gennem Natten, og bag Projektørens fastskruede Dække lurer det hvide Lyd. Og kommer det Nu, da der skal handles – saa griber Kaptajnen blot om et af de fire Haandtag, og Torpedoen slipper med et Svab ud af sit Leje og borer sig frem mod Maalet. Baadens Chef retter med egen Haand Fordækkets og Stævnens Torpedoer, Mens nede i de hermetisk tillukkede Kedelrum Fyrbøderne hvis tynde Klæder blafrer i det kunstige Træk, lader Skovlene flyve for at sikre Farten tilbage. Det er morsomt at staa og lege med alle de Talerør og Kontakter – meget morsommere end at se den fredelige Officermesse med Hestehaarssofaen og “Mænnerne”s Banjer forude. For Folk ombord er disse Ting dog ikke uden Betydning, ingenlunde! Pjerrot.

*


1914 – Atlanterhavsøerne og besejling af De vestindiske Øer.


Nationaltidende, 8. februar 1914.
En Aften, der tør paaregne mere end almindelig Opmærksomhed, er under Forberedelse, idet Foreningen “De danske Atlanterhavsøer” med det formaal i videre Kredse at øge Interessen for de Lande, den virker for, har til formaaet fire af vore yngre, vidt berejste Søofficerer til at holde hver et kort Foredrag om dem med Fremvisning af talrige Lysbilleder. Studenterforeningens store Sal, Tirsdag den 17. Februar Kl. 8. Kaptajn Henry Gad, der gentagne Gange har færdedes længe paa Island, vil søge at opvække Tilhørernes Lyst til at foretage en Sommerrejse til den minderige Sagaø ved at paapege Rejseruter og Naturskønheder. Premierløjtnant Henning Bistrup, der er født i Grønland, beretter om sine Barndomserindringer fra Livet blandt Eskimoer. Premierløjtnant Harald de Bang vil meddele noget af sine Oplevelser fra de stormombruste Færøers mærkelige Fugleklipper, Fiskefangst og Naturejendommeligheder. Og Premierløjtnant, Hs. kgl. Højhed Prins Axel vil fortælle om Omgangslivet og Naturforholdene på vore vestindiske Øer. Foredragene ledsages af Lysbilleder. Meningen er ikke at give tørre og videnskabelige Beretninger om Forholdene i disse vore saa forskellige Vis tilknyttede Lande, men at vise vores paa forskelligartede Skønheder og Ejendommeligheder, som i en stor, broget Billedbog, egnet til her i Moderlandet at vække stedse forøget Interesse for deres Formaal og Fremskridt. Et eventuelt Overskud tilfalder Foreningens Formaal. Billetter faas i Wilhelm Hansens Musikhandel og i Nordisk Musikforlag. Efter Foredragene afholdes en tvangfri Sammenkomst med fælles Thebord, hvortil Tegning kan ske samtidig med Bestilling af Billetter til Foredragene.

Nationaltidende, 17. februar 1914.

Berlingske, 18. februar 1914.
Der har jo ikke altid været ligefrem Trængsel, naar Foreningen „De danske Atlanterhavsøer” holder Mødeaften, men iaftes meldte en rød Plakat ved Opgangen til Studenterforeningens store Sal alt udsolgt, og det store Rum var ved 8-Tiden fyldt til sidste Plads af en repræsentativ Forsamling. Det havde aabenbart været en god Idé at faa de fire Søofficerer — deriblandt Hs. kgl. Højhed Prins Axel — til at holde Foredrag om vore Atlanterhavsøer: faar Foreningen mange af den Slags Idéer, vil Fremtiden sikkert tegne sig lys for den.

Præsidenten taler. Præsidenten, Folketingsmand N. Neergaard bød Velkommen, idet han trak Hovedlinjerne op i Foreningens Program: at danne et Bindeled mellem Moderlandet og vore fjerne Rigslande, udbrede Kendskab til dem og knytte Forbindelsen fastere. I vort Dage staar Kampen mellem de store Stater jo oftere om Magten under de fjerne Himmelstrøg, om „Pladsen i Solen”. De Landsdele, som Foreningen ønsker at virke for, ønsker vi dog ikke at bevare af Magthensyn, og jeg kan, fortsatte Hr. Neergaard, som fhv. Finansminister bevidne, at det heller ikke er for det finansielle Fordels Skyld. Men vi vil ikke af med dem alligevel. Island er knyttet til os ved Minder og ved Blodets Baand, der kan være Familiestridigheder imellem os, men vi vil ikke undvære den Indsats, Island har ydet i vor Kultur – saa vist som dansk Kultur har haft sin store Betydning for Island. Grønland har været Tumleplads for dansk Virkelyst og Videnskab, og Vestindien har været noget af Eventyret i vor lidt ensformige Tilværelse. St. Thomas har engang været et Center for Handelslivet derude, og den Tid er nu ved al oprinde, da den ved danske Mænds Foretagsomhed og Energi vil blomstre frem igen. Paa mange Maader har den danske Marine været Bindeleddet mellem Danmark og de danske Atlanterhavsøer, den har ydet sin store Indsats ved at beskytte Fiskerierne og ved Opmaalinesarbejder, som nu ved Vestindien, et betydningsfuldt Forarbejde for Udviklingen af Sejladsen ved Panamakanalens Aabning.

De 4 Søofficerers Foredrag. Af de fire Søofficerer, der havde delt Atlanterhavsøerne imellem sig, havde Kaptajn Henry Gad valgt Island. Han udtalte først, at det er en Pligt for alle Danske at vide lidt Besked om disse Egne — „vi kom maaske lettere over Modsætningsforhokdet, hvis vi gjorde os lidt mere Ulejlighed for al lære Island og Islænderne at kende” — og Marinen føler det ogsaa som lidt af en Pligt at udbrede Kendskabet dertil. Kaptajn Gad havde iøvrigt nærmest anlagt sit Foredrag saaledes, at det kunde vække Interesse for Island som Maal for en Sommerrejse, og apostroferende Søsygens Trusler med en Spøg og med Støtte af udmærkede Lysbilleder førte han virkelig Tilhørerne paa den fornøjeligste Tur rundt om Sagaøen og flere af den mest berømte Punkter. Premierløjtnant Bistrup fortalte dernæst Barndomserindringer fra Grønland — „mit Fødeland som Danmark er mit Fædreland”; og efter et overordentlig smukt Sangforedrag af Fru Ellen Münter førte Premierløjtnant H. de Bang Selskabet til Færøernes trange Fjorde og Fugleklipper. Derefter fortalte Hs. kgl. Højhed Prins Axel fornøjeligt og instruktivt – med tørt og elskværdigt Lune — om de dansk-vestindiske Øer, om Naturforhold og Erhverv, om vore sorte Landsmæds Pudsigheder og Ejendommeligheder. „Jeg maa desværre modsige en af Kammerater”, bemærkede Prinsen. „For naar den foregaaende Taler siger, at Færøerne er de bedste af vore øer at være ved, saa vil jeg sige, at der er bedst i Vestindien.” — Alle Foredragsholderne lønnedes med levende Bifald, og sluttelig takkede Præsidenten for Forevisningen af den store, brogede Billedbog. „Forhaabentlig har Aftenen ved at gere det altsammen mere levende for os bidraget til at vække vor interesse for Atlanterhavsøernen. Gid den ogsaa maa have vakt Deres Interesse for Foreningen, og vis Deres Godhed for den ved al virke for Indmeldelser i den.” – Derefter samledes man ved Tebordene, hvor en Timestid gik paa fornøjeligste Maade.


Riget, 27. november 1911.

Heldigvis lader det til, at der atter er kommen nogen Interesse for vore vestindiske Øer. St. Croix og St. Thomas har jo imidlertid helt forskellige Erhvervskilder, idet den første Ø kan leve af sit Jordbrug, medens den sidske kun har sin Havn at falde tilbage paa. Derfor haaber man jo nu, at Panama-Kanalens Aabning skal bringe Skibsfarten om ad St. Thomas og atter sætte lidt Liv i Forholdene. Helt og holdent som i “de gode Tider”, da St. Thomas var den vigtigste Stabelplads i de Farvande, bliver det vel næppe, men Chancerne er vist ikke saa daarlige for at faa lidt ag Guldstrømmen ledet ind i de ret tomme Pengekasser. Men der er naturligvis mange, der spekulerer i det samme, saa det gælde jo om at lokke Kunderne. St. Thomas har en stor Fordel fremfor mange Konkurrenter i sin centrale Beliggenhed og i den fra Naturens Haand gode Havn.

Men Konkurrencen er stor, og Kunderne er fordringsfulde nu til Dags; man maa trække dem til sig – først hen til Døren og dernæst indenfor. Med andre Ord: Sejladsen udefra til Havnen maa gøres saa let som mulig og ligeledes selve Ind- og Udsejlingen af Havnen. Der maa sørges for nem og hurtig Adgang til Forsyninger – samt en hurtig Ekspedition fra de lokale Myndigheders Side. Først og fremmest er Spørgsmaalet altsaa, om det i det hele taget er noge Udsigt til, at de almindelige Sejl-Ruter vil blive lagt forbi Øen. Man vælger jo selvfølgelig saa vidt muligt altid den korteste Vej, men der maa ogsaa tages Hensyn til, at Ruten ikke frembyder for store Vanskeligheder eller ligefrem Farer ved Navigationen – og navnlig tager man Hensyn til, om Farvandet et godt belyst – d. v. s. tilstrækkelig forsynet med Fyr. En betydelig Del af Sejladsen gennem Panama-Kanalen vil naturligvis blive af amerikanske Skibe mellem New York og San Francisco, og den kan vi ikke gøre os noget Haab om at nyde godt af. Som vist paa omst. Skitse vil denne Trafik enten gaa forbi St. Salvador, langs Fyrene paa de sønderfor liggende Øer og ned gennem Windward-Passagen, eller den noget længere, men lettere Sejlads gennem Mana-Passagen. Ved disse Ruter – og navnlig den første – er der endnu den Mangel, at Haitis Kyster er daarligt belyst, og det bliver vel ikke andeledes, saa længe Negrene og Mulatterne behersker Øen. Men længe kan det vel ikke vare, før Amerika gør Ende paa den fuldstændig taabelige Komedie, som Negrene har faaet Lov til at opføre paa en af Verdens dejligste Øer. Trafikken mellem Panama og Sydamerikas Østkyst falder naturligvis saa sydlig, at den kan lades ude af Betragtning. Tilbage bliver altsaa Skibene fra Evropa til Panama – og det er dem, vi skal prøve at tjene lidt paa. Et Skib der kommer fra den engelske Kanal, kan enten styre efter Porto-Rico for at benytte sig af de kraftige Fyr paa Øens Nordkyst og derpaa gaa gennem Mana-Passagen, eller det kan styre efter Sombrera (en lille engelsk Ø men et kraftigt Fyr) og derpaa ned mellem St. Thomas og St. Croix, hvilket som vist paa Skitsen, er paa ret Kurs til Panama. Denne Rute er vel nok den bedste – vel at mærke under Forudsætning af, at det projekterede Fur paa St. Croix N.V. Pynt bliver til Virkelighed.

Skibsfarten paa St. Thomas.

For Skibe fra Middelhavet og Skibe, der kommer med Passaten, vil det være det naturligste at styre efter Sombrera og derefter mellem St. Thomas og St. Croux. Skibe kommende fra Panama kan sætte Kursen direkte paa St. Croix Fyr og derefter til Sombrera. Fyret paa St. Croix vil altsaa være af stor Betydning for Sejladsen og vil maaske bevirke, at mange Skibe vil lægge Vejen mellem vore Øer – og saa er jo det første Skridt naaet, nemlig at faa Kunderne forbi Døren – det næste bliver at faa dem indenfor. Endnu er Forholdene jo saa gammeldags, at Skibe, der kommer op til St. Thoman om Natten, maa ligge udenfor til det bliver lyst. Dette bliver jo imidlertid forandret nu, idet der bliver bygget to Indsejlingsfyr, ligesom ogsaa selve Anduvningsfyret bliver forbedret. Skonnerten “Ingolf” foretager for Tiden en grundig Opmaaling af Farvandene omkring St. Thomas og St. Jan og St. Thomas’ Havn bliver uddybet til 30 á 32 Fod i den Del, hvor der var for lægt Vand, hvorved der vindes en Del Plads. Naar disse Forbedringer er udført, maa det antages, at Havnen hvad Besejling angaar er parrat til at tage Konkurrencen om med Naboerne – nærmest den amerikanske Havn San Juan paa Porto-Rico. Der er ofret mange Penge paa St. Juans Havn, idet den blev uddybet med en nu opgivet Marinestation for Øje, men Besejlingen er ikke saa let som ved St. Thomas. Naar Skibe søger Havn paa Rejsen, er det for at faa Kul, Vand og Proviant, samt for at reparere. Med Hensyn til Kul og Vand, har jo Østasiatisk Kompagni i de sidste Aar haft stadig stigende Afdætning, og der er gode Chancer for, at den vil holde sig, da det er nemt at komme til Kajen. Kulfyldningen gaar hurtigt, og Vandet er godt. Som Provianteringssted er St. Thomas ikke særlig godt endnu, men Kød og Is kan man da som Regel faa. Med Reparationer er det kun smaat bevendt, idet Flydedokken kun kan tage mindre Skibe og kun lettere Maskinreparationer kan udføres.

Forbedring af Fyr, Opmaaling af Farvande og Uddybning af Havnen er altsaa, hvad der foreløbig bliver gjort, og Resten kommer vel nok, efterhaanden som det viser sig nødvendigt. Saafremt det virkelig lykkes – og med St. Croix’s nye Fyr er der meget der taler for det – at drage Skibsfaten ned mellem vore Øer, vil ogsaa flere Skibe søge St. Thomas’ Havn, og Skibe i Havnen giver altid Penge. Det nødvendige til Skibenes Forsyning vil komme af sig selv gennem Byens Købmænd, men et andet Spørgsmaal er, om man med lokale Midler kan skabe et Reparationsværft; med dette ligger i Fremtiden, da det engelske Selskab, der ejer den nævnte Flydedok, har Koncession til 1919. Imidlertid synes St. Thomas at have Chansen for at gaa bedre Tider i Møde, og man maa blot haabe, at der er dygtige Folk parate til at gribe til, naar Øjeblikket kommer – ellers skal Amerikanerne nok være der. Henry Gad

*


1915 – Amtmand Havsteens død – efterfulgt af Helga Gad.


Berlingske, 21. marts 1915.

Aarhus Stiftstidende, 10. maj 1915.

Fhv. Amtmand Julius Havsteen i Reykjavik, er i Følge Telegram fra Island afgaaet ved Døden i en Alder af omtrent 76 Aar. Afdøde, der nedstammede fra en dansk-islandsk Købmandsslægt, blev i 1866 cand. jur. fra Københavns Universitet og ansattes derefter i nogle Aar som Amtsfuldmægtog i Holbæk, for derpaa i 1870 at blive Assistent i det islandske Ministerium o København.

I 1881 udnævntes afdøde til Amtmand i Akurenri paa Nord-Island, men forflyttedes nogle Aar senere til Reykjavik.

Amtmand Havsteeen var i en længere Aarrække kongevalgt Altingsmand og Formand for Tingets øverste Afdeling, og hørte som Politiker til de Mænd, der stadig arbejdede for en god Forstaaelse mellem Danmark og Island.

Berlingske, 14. juli 1915.

Han var gift med en dansk Dame, en Datter af afdøde Oberst v. Westergaard, og en Datter er gift med Marinekaptajn Gad, en Søn af Admiral og Fru Emma Gad.

Et stort Antal Danske er under Besøg paa Island kommet i Berøring med Hr. og Fru Havsteen, i hvis Hjem ikke mindst vore Marineofficerer, under deres Togt til Island, nød en enestaaende Gæstfrihed.

Afdøde er dekoreret med Kommandørkorset af 1. Grad og Sølvkorset, samt en fransk Orden.

*


1916 – Gift med Ester Gad.


Berlingske, 10. juli 1916.
Roskilde avis, 6. august 1916.

*


1919 Hjemføre sønderjyske Krigsfanger.


København, 15.juni 1919.
– – –
Officererne fra det italienske Krigsskib “Libia” med Chefen Commander Rey di Vallerey i Spidsen, deltog i Gaar efter Marineministeriers Indbydelse i en Automobiludflugt til Helsingør.
I Turen deltog endvidere den italienske Minister, Grev di Carnobio, Generalkonsul Glückstadt og af danske Officerer, Kommandørerne Schultz og Cold, Kaptajn Gad og Departementschef Rechnitzer.
I fem Automobiler gik Turen først til Frederiksborg, hvor Museet blev beset, og hvor Selskabet drak Te. Derfra fortsatte man til Helsingør og Kronborg. Senere spistes der Lunch paa Marienlyst.

I Aftes var Italienerne indbudt til en stor Middag med paafølgende Havefest og Bal hos Generalkonsul Glückstadt i dennes Villa paa Frydendalsvej. Middagen indtoges i Villaens smukke Gallerisal, der i Anledning af Festen var dekoreret med italienske Flag og Blomster i de italienske Farver. Ved Festen talte Professor Kr. Nyrop paa italiensk for Italien.
Ved 10-Tiden tog Ballet sin Begyndelse og endnu til langt hen paa Natten genlød det stille Villakvarter af Musikkens smægtende Dansetoner.
– – –


Bornholms Tidende, 2. august 1919.

Foruden Krydseren “Valkyrien”, som fra Port Said, Malta og Azorerne vil hjemføre sønderjydske Krigsfanger, har Marineministeriet bestemt, at Krydseren “Heimdal” udrustes for at hjemføre sønderjyske Krigsfanger fra England og Frankrig.
Krydseren hejser Kommando den 4. august med Kaptajn Gad som Chef.


Horsens Socialdemokrat, 15. august 1919.

Der var ikke saa lidt Slinger i Rapporterne om Tidspunktet for “Heimdal”s Anlomst til Horsens med de 182 sønderjydske Krigsfanger. Der manglede ikke paa Telegrammer, men det ene ophævede i Reglen det andet, saa Komiteen var i land Tid ikke saa lidt desorienteret. Endelig i den 11. Time kom et Telegram fra Krydserens Fører, Kaptajn Gad, og efter dette Telegram besluttede Komiteen at lægge Slagplanen, hvilket var saare heldigt, thi den Meddelelse, Hr. Gad sendte, var rigtig, Damperen vilde være ved Snaptun omkring Kl. 2.

Med “Horsens” til Snaptun.
Komitemedlemmer og enkelte andre, der vilde have den Oplevelse med, gik om Bord i “Horsens” Kl. 12, og et Kvarter senere stod den lille Skude ud af Havnen. Vejret var koldt og blæsende og forinden Snaptun var naaet, begyndte det at ruskregne. En Times Tid senere, da “sammenstødet” med “Heimdal” fandt Sted, regnede det ret tæt og det blev ved hermed til henved 4-Tiden. Da Ankomsten til Horsens fandt Sted, var det heldigvis Opholdsvejr.

“Heimdal” i Sigte.
Da “Horsens” var naaet omtrent helt ud til Snaptun blev “Heimdal” synlig i Disen forude. Synet vakte baade Glæde og Sorg. Passagererne, hvoraf adskillige “gik paa et Rundstykke”, trængte til noget varmt, da “Horsens” var ganske blank for Nydelses- og Næringsmidller, og det var ikke blevet noget Skaar i Glæden, om Krydseren havde været nogle Sømil længere borte, saa der var blevet Tid til at gaa i Land og drikke Kaffe, Det blev der nu intet af.

Den første Hilsen.
Et Kvarters Tid senere var de to Skibe saa nær hinanden, at man kunde hilse med Flagene. “Horsens” kippede og “Heimdal” strøg sit Topflag. Lidt senere stod Lodsbaaden over imod “Horsens” og meldte, at Skibene paa Grund af Uro i Søen ikke kune gaa paa Siden af hinanden. De Mennesker, der skulde om Bord i “Heimdal”, maatte sættes over i Lodsbaaden. Komiteen kravlede saa ned i Jollen og endnu før denne naaede op paa Siden af “Heimdal”, lød Hurraraabene fra Sønderjyderne og en af Fangerne stak et stort Dannebrogsflag ud over Rælingen.

Om Bord paa “Heimdal”.
Det første Indtryk, man fik, da man havde sat Foden paa “Heimdal”s Dæk, var, at Sønderjyderne var i straalende Humør og glædede sig til Fritiden og Besøget i Horsens. De fleste af Fangerne er ganske unge Mennesker, nogle af dem kun en Snes Aar, enkelte endnu yngre. Deres Ekvipering var solid og god, men Kravetøj var der kun meget faa, der kunde flotte sig med. Det var bart Skjortebryst eller bart Bryst ned til den første Vestknap.

Det første Velkommen.
Da den første Præsentation var overstaaet, tog Købmand Holmboe paa Komiteens Vegne Ordet fra en af Broerne og bød Sønderjyderne hjertelig Velkommen til Danmark. Naar De gaar i Land, sagde Hr. Holmboe, vil De faa et djærvt Haandtryk, som er den Maade, hvorpaa vi Jyder altid hilser en kær Gæst.
Pastor Troensegaard Hansen, der har været Feltpræst for Fangerne og som er Sjælen i Ordningen af Fangernes Hjemsendelse, takkede paa “Drengenes” Vegne. Hjertelig Tak, fordi De saa gæstfrit aabner Hjemmenes Døre og Hjerterne for dette Hold af sønderjydske Krigsfanger, der nu har forladt Fangelejrene for at begive sig hjem til Friheden og Frederns Gerning. Lad vor Tak gaa videre til Værterne i denne dejlige By Horsens.
Et Leve for Komiteen ledsagedes med et rungende dansk Hurra.

Komiteen i Arbejde.
Med “Horsens” i Kølvandet gled “Heimdal” nu for halv Kraft ind gennem Fjorden. Paa Vejen indefter hilstes Sønderjyderne Velkommen af Folk, der var taget ud i Sejl- og Motorbaade. En Baad med en Del ivrigt viftende unge Piger fik naturligvis et særligt kraftigt Hurra.
De arbejdende Komitemedlemmer tog nu en Messe i Besiddelse for at ordne Indkvarteringen, saa alt kunde gaa glat ved Ankomsten til Horsens. Jeg og en Kollega kneb udenom Pligtarbejdet i Dybet og begav os paa en mere interessant Expedition blandt Krigsfangerne. Den første, vi slog ned paa, var en Københavner, Vigararbejder Kix Müller hos Hirschsprung & Sønner, der som tysk Statsborger var bleven kaldt til Fronten 1. April 1915. Han var saa heldig at blive taget til Fange uden saa meget som en Skramme under hele Bataillen. Hovedbind, sort Øjeklap og Briller viser, at det ikke er alle, der er sluppet saa heldigt. Kix Müller blev taget i Cambrai i Frankrig og han fortæller, at Fjenden kom over dem som et Lyn fra en klar Himmel.
Ingen vidste, hvad der var gaaet forud, han og Kammeraterne blev taget “paa Sengen” en tidlig Morgen i Skyttegraven. Umiddelbart forud var der kommen Ordre til at gaa tilbage, men da var det for sent. Ringen var sluttet. Müller og 45 Kammerater slap fri for Geværet den 29. September 1918 og blev ført bagud som engelske Krigsfanger.
Hr. Müller og andre Fanger, som vi taler med, fortæller, at Krigsforplejningen var ret upaaklagelig, hvilket jo er i god Overensstemmelse med hvad man tidligere har hørt. Soldaterne er den bleven sørget for, medens Sulten har plaget den civile Befolkning i en uhyggelig Grad.
En Fange fortæller, at de engelske Soldater, der stormede og tog Fanger, var berusede. De behandlede Fangerne paa en alt andet end hensynsfuld Maade, berøvede dem strax alle deres private Ejendele, saasom Punge med Penge, Uhre, Breve og Fotografier. Endogsaa Ringene søgte de at rive af Fingrene paa Fangerne, forinden Sejrherrerne stormede videre.

Dessertøren, der blev taget til Fange i Belgien.
Et ganske ungt Menneske med et rundt, smilende Ansigt, er taget til Fange paa en ikke helt almindelig Maade. Han havde været saa uheldig at miste nogle Munderingssager og skulde straffes herfor. Han foretrak da at gøre sig usynlig i Belgien, og ombytte den feltgraa Uniform med civilt Tøj. Da Englænderne senere forjog Tyskerne blev han opdaget og sendt til de øvrige Fanger, som Englænderne tog paa “reglementeret” Maade. Den unge Mand var ogsaa sluppet helskindet og var svært tilfreds med Tingenes Tilstand.
Vi taler endnu med en Del Fanger, men deres Udtalelser er saa ensartede, at vi ikke finder Anledning til at gengive dem. Endnu skal vi dog meddele, at alle Fangerne i stærke Ord roser

Behandlingen på “Hejmdal”.
De siger, at Kosten er udmærket og rigelig og at hele Krydserens Besætning med Kaptajn Gad i Spidsen har gjort alt for at gøre Opholdet om Bord saa godt som mulig for de hjemvendende Krigere.
Da vi ikke mener, at der er stort mere at pumpe ud af Krigsfangerne, kravler vi op ad Trappen til Kommandobroen, hvor vi faar

En Samtale med Kaptajn Gad.
Hr. Gad er en Type paa en sympatisk og elskværdig Sømand. Han begyndte med at interviewe os, idet han spørger os ud om forskellige Horsensianere af ældre Dato. Sagen er, at Hr. Gad har Ungdomsminder fra Horsens, hvor han har været med en – vi tror, at det var en lille Kanonbaad – og er i Slægt med Lærerinderne Gad.

Aalborg Stiftstidende, 5. september 1919.

Kaptajn Gad siger i Samtalens Løb, at der har været det bedste Forhold imellem Fanger og Besætning og at alle er flinke og elskværdige Folk, det har været let at have med at gøre. En Del af dem var søsyge til at begynde med, væsentlig fordi de var skrupsultne, da de kom om Bord. Men da de først var blevet rigtig godt mætte blev Søsygen mindre. Fangerne fortæller ogsaa, at de var godt udhungrede forinden de kom i Nærheden af “Hejmdal”s rummelige Kødgryder og elskværdige Besætning.
Som Kuriosum fortæller Kaptajn Gad, at en Fange under Ofringen til Havets Guder klagede: “Bare man igen var ude i Skyttegravene”. Saa slemme kan Søsygens Kvaler altsaa være. Godt, at man ikke kender dem.

Havets Vagabonder.
Vi spørger Kaptejnen, om han paa sin Færd efter Fanger, er truffet paa Miner. Ja, svarer Hr. Gad, baade paa denne Turs Ud- og Hjemrejse har vi set drivende Miner, men vi er ikke bange for dem. Om Dagen kan vi sagtens komme uden om dem, om Natten løber vi jo Risikoen. Men naar de bare ikke komme lige ind for Stævnen, saa gør de saamænd ikke noget.
Længere tør vi ikke opholde Kaptejnen, idet “Heimdal” nu er svært inde paa Havnen og der skal manøvreres med et Øje paa hver Finger.
Forinden “Heimdal” er helt i Havn, tager Pastor Troenseghaard Hansen Ordet for efter Opfordring at bringe Chefen, Officererne og Mandskab Fangernes hjertelige Tak for al den Elskværdighed og den gode Bahandling, som Fangerne er blevet til Del. Et rungende Hurra for Besætningen understreger Talen.

Ankomsten til Horsens.
En overordentlig stor Mængde Mennesker havde taget Opstilling paa Havnekajen for at byde Sønderjyderne Velkommen til Danmark og til Horsens By. Hvor mange, der var, ved vi ikke, men der var ikke saa faa Tusinder. Paa den ikke afspærrede Del af Kajen stod Folk tætpakkede, paa Baadene og i Pakhusenes Porte og Vinduer var der fuldt op af Mennesker, ja, oppe paa et Pakhustag stod en hel Del Ungdom, og op over den alle knejsede er Murer paa Taget af Jydsk Andels Pakhus.
De gamle Veteraner i et Antal af 12 stod ret, prydede med Krigsmedailler og øjensynlig stærkt bevægede. Hr. Marquards Musikkorps spillede danske Melodier.

Baneformand Møller byder Velkommen.
Da “Heimdal” laa fortøjet besteg den fungerende Borgmester, Baneformand Møller, Talerstolen og bød i faa, men jævne og hjertelige Ord paa Byens Vegne Velkommen til Horsens. Han sluttede med at udbringe et kraftigt besvaret Leve for Byens sønderjydske Gæster.
Pastor Troensegaard Hansen takkede for de uforglemmelige Dage, Horsensianerne havde beredt Sønderjyderne. Horsens var en Station paa Vejen imod Friheden, Freden og imod det største af alt, imod Hjemmets Arne. (Haandklap)

Processionen gennem den flagsmykkede By.
Landgangen blev nu lagt ind og de Fremmede forlod efterhaanden “Heimdal”. Mange af Fangerne saa Lejlighed til forinden at trykke Medlemmer af Mandskabet i Haanden og sige dem Tak for den Gang. Kokkene og Hovmestrene, der havde sørget saa godt for Forplejningen, fik mange venlige Ord til Afsked.
Med Byens Fane og Vaabenbrødrenes Fane i Spidsen marcherede en stor Procession igennem den flagsmykkede By til Fritidshjemmet, hvorfra Fangerne dirigeredes i Bad og derfra i Kvarter. Det gik uden Vanskeligheder og først paa Aftenen var Fanger og Værter præsenterede for hinanden.
Senere paa Aftenen samledes de fleste af dem ude i Karoline Amalielund til den i Hast arrangerede kommunale Koncert. Vejret var ikke henrivende, men en stor Mængde Mennesker var alligevel mødt op for at høre den gode Musik og se og tale med Sønderjyderne, der nu havde faaet hvidt om Halsen og lignede alle andre almindelige Mennesker.
Den almindelige Tro var vistnok, at der kun var yderst faa dansktalende i denne Transport, men det viste sig, at mindst en Tredjedel af dem taler dansk. Af de 182 Fanger er 26 Officerer, vel nærmest Reserveofficerer. En enkelt er Officer til Søs. Der er ogsaa 2 Flyvere iblandt.
[Kaptajn/Kaptejn og Heimdal/Hejmdal som avisen skrev, red.]Jacob.


Sorø Amts Dagblad, 8. september 1919.

I Lørdags ankom „Hejmdal” med et Hold sønderjyske Krigsfanger til Korsør. Havnen og Byen var rigt smykket med Flag, selv paa Bølgebryderen vajede Dannebrog.
Krigsfangerne var alle velklædte. De fleste talte Dansk; de hører alle hjemme i 1. og 2. Zone. Der er mange ganske unge Mænd imellem – lige fra 18 Aar -, fra den Tid, Tyskerne skrabede Bunden og tog selv 17-aarige med i Krigen. De fleste har været i franske Fangelejre, hvorfra de nu blev overført til Felthamlejren (mellem London og Southampton) for derfra at sendes hjem over Danmark. I Frankrig havde Forplejningen ikke været saa god, derimod bedre i England. Og Kosten om Bord i „Hejmdal” var de alle begejstrede for – den havde været storartet, udtalte de. Sønderjydernes

Ophold i Fangelejrene havde været højst forskellig, lige fra 4 til 1 Aar. Rejsen fra Hull til Korsør var forløbet udmærket. Krigsfangernes Udseende var godt og deres Sundhedstilstand udmærket, skønt den overvejende Del af dem bragte blivende Mindelser med hjem fra den frygtelige Krig. Og det var en Fornøjelse at se, hvor soignerede de alle var. Ved Havnen var samlet en stor Menneskemængde. Under rungende Hurraraab lagde „Hejmdal” ind til Bolværket. Fra Toldbodens Trappe bød Borgmester Grevsen Sønderjyderne Velkommen til Korsør, og et Orkester spillede. Inden Sønderjyderne gik fra Borde traadte en ung Mand frem – Bager Niels Nielsen fra Sønderborg — og bragte Kaptajn Gad og hele Besætningen en Tak for Opholdet om Bord. Takker sluttede med 3 kraftige Hurra. Fra „Hejmdal” gik Vejen til Toldbodens store Lokaler, hvor Sønderjyderne blev tildelt Kvarterværter, fik udleveret nyt Fodtøj, Undertøj, Kraver, Slips osv. Dernæst førtes de unge Mænd i Bad — de saa for Resten ikke ud til at behøve det — og derefter fordeltes de til Hjemmene, hvis Gæster de skulde være. – – –

Formiddagen i Gaar tilbragtes hos Værterne. Kl. 12 samledes man ved Lovsøerne, hvorfra Turen pr. Vogn gik ud til Skoven, hvor der var arrangeret Middag i „Skovhuset” hvis Sal var nydelig dekoreret med Flag og Vimpler, ligesom Bordene var pyntet med Roser. Menuen bestod af Fiskefilet, Lammesteg og Lagkage samt Øl, Madeira, Kaffe og Cigarer. Efter Sangen “Jeg elsker de grønne lunde” bød Borgmester Grevsen, som Festkomiteens Formand, Gæsterne Velkommen. En Sønderjyde, Hermann Petersen fra Flensborg, takkede paa sine Kammeraten Vegne for den venlige Modtagelse i Korsør og for god Behandling om Bord paa „Hejmdal”. Borgmester Grevsen holdt derefter den officielle Tale, hvori han udtalte Fædrelandets Tak til Sønderjyderne, der har været med til at skrive Verdenshistorien, mens vi andre har været Tilskuere. Han dvælede ved de tunge Augustdage i 1914, da Sønderjyderne maatte med i den blodige Leg og kæmpe for en Sag, der var dem fremmed. Danmark ser nu sine nationale ønsker opfyldt, og vi byder Eder med aabne Arme Velkommen. Et Leve for Danmark og Dannebrog. Kaptajn Gad takkede for den gode Disciplin, der var udvist under Overfarten, og Overlærer Wøldike udtrykte sin Glæde over, at Korsør havde faaet Lov til at tage imod et Hold Krigsfanger.

— Om Eftermiddagen afholdtes et talrigt besøgt Folkemøde ved „Sommerlyst”. Hr. Grevsen bød Velkommen, hvorefter Højskoleforst. Munch, Høng, holdt et længere Foredrag, hvori han udtalte, at Festen i Dag var et Forspil til den store Fest efter den endelige Genforening. Udfra forskellige Soldaterbreve fremhævede han Sønderjydernes Pligttroskab mod Danmark og mindede om de 6000 døde. En ung Sønderjyde, Peter Philipsen, fra Sønderborg bragte en varm Tak for Modtagelsen. En anden Sønderjyde, Krichau fra Flensborg udtalte, at naar Dannebrog vajer dernede, vil vi ikke glemme, hvad der er gjort for os. Vi vil da bringe en Tak, ikke i Ord, men i Gerning. I Formiddags fandt Afrejsen Sted. Under Hurraraab gled Færgen bort, og Senderjydernes Besøg i Korsør var til Ende.

*


1920 – Kommandant Henry Gad.


Nationaltidende, 23. marts 1920.

*


1923 – Med Kongeskibet og 50 Aar.


Aarhus Stiftstidende, 19. januar 1923.

Søværnet. Kommandør, H.L.E. Wenck beordres til Chef for den Øvelsesafdeling, der vil blive udrustet i Løbet af Sommerhalvaaret 1923.
Efternævnte Søofficerer beordres til Chefer for følgende Skibe paa deres forestaaende Togter: Kommandør G.C. Amdrup for Krydseren “Valkyrien” som Øvelsesskib for Kadetskolen og Dæksofficerselevskolen, Kommandør T.A. Topsøe-Jensen for Orlogsskibet “Niels Juel”, Orlogskaptajn H.C. Gad for Kongeskibet “Dannebrog” og Orlogskaptajn G. Hansen for Krydseren “Gejser”.
Under 4. d. M. har Ministeriet udnævnt Underlæge N. Nyfeldt til Reservelæge i Flaaden fra 1. n. M. og bestemt ham til Udkommando med Inspektionsskibet “Fylla”.

Berlingske, 26. maj 1923.

København, 27. maj 1923.

Kongeskibet “Dannebrog”, der i Sommer skal føres af Kommandørkaptajn Gad, gik i Gaar Eftermiddags fra Flaadens Leje ud i Yderhavnen, hvor det fortøjede i Bøjerne.
I Dag gaar “Dannebrog” op i Sundet for at rette Kampasser. I Morgen Formiddag tages det kongelige Køkken samt Proviant m.m. ombord, og i Morgen Aften afgaar “Dannebrog” herfra med Kongen og Dronningen ombord.


Hejmdal, 30. maj 1923.

Haderslev, Onsdag. (Fra vor Lokalredaktion.)

Ganske uventet indløb der i Gaar Meddelelse om, at Kongen vilde besøge Sønderjylland. Stiftamtet fik i Huj og Hast truffet de nødvendige Forberedelser til Modtagelsen, men allerede i Dag Kl. 9 vilde Ankomsten finde Sted. Kl. 6 i Morgen ankom “Dannebrog” til Fjordindsejlingen ved Aarøsund, hvor der kastedes Anker.
I den tidligste Morgenstund begyndte Byen at smykke sig til Modtagelsen. Flagene blev overalt hængt ud og overalt i Byen var der Travlhed.

Kongens Ankomst,
Et kvarter i 9 gled “Dannebrog” ind i Havnen og lagde til paa det sædvanlige Sted ved Kajen. Straks efter viste Kongen sig paa Kommandobroen smilende til alle Sider. Han modtoges med et dundrende Hurra, som blev intoneret af Skydebrødrene som med deres Fane i Spidsen var opmarcheret forrest paa venstre Fløj. Bag ved Afspærringen havde ca. 3-400 Mennesker taget Opstilling for at byde Kongen det første Velkommen. Lige ved Landgangen havde forskellige af Byens Honoratiores taget Opstilling, Stiftamtman Kammerherre Haarløv, Biskop Ammundsen i Ornat, Borgmester Christensen, Postmester Nielsen, Politimester Rendahl i Gala, Rektor Mortensen, Oberstløjtnant Ortved, Amtsassessor Smith, Kammerherre og Kammerherreinde Steemann, Dommer Balthazar Christensen o. fl. Strakts efter at “Dannebrog” havde lagt til, lød Baadsmandsfløjten, et Par Kommandoraab lod sig høre, og Kongen gik fra Borde. Han hilste først paa Stiftamtmanden derefter paa Biskop Ammundsen, med hvem han underholdt sig en kort Tid. Derefter hilste Kongen paa forskellige af de tilstedeværende og underholdt sig med flere af Skydebrødrene og med Kammerherre og Kammerherreinde Steemann.

I Kongens Følge bemærkedes Hofmarskal Kammerherre Juel og Yachtkaptajn Kommandør Cold samt Adjudant Laub og Kaptajn Gad. Kongen er selv i Admiraluniform og ser meget glad og fornøjet ud, øjensynlig af den friske og smukke Morgentur paa Fjorden. Efter at han endnu havde underholdt sig mere flere af de tilstedeværende kørte det kongelige Automobil frem, og efter at Kongen havde taget Plads i Bilen sammen med sit Følge, kørte han ind til Byen hilst af de tilstedeværende med Hurraraab.

Kongen aflagde derefter et Besøg i Vor Frue Kieke, hvor han vistes rundt af Biskop Ammundsen. Hele Opholdet i Kirken varede et Kvarter. Saa gik Turen videre til Starup, hvorfra han kørte ud til Aastrup Prtæstegaard for Traditionen tro at hilse paa sin lille Veninde fra Ridtet over Grænsen,

Besøget hos den lille Pige.
Den lille Johanna var i Skolen, da Kongen ankom til Præstegaarden. Hun blev saa afhentet af den kongelige Bil, og efter at Kongen havde underholdt sig livligt med hende og hendes Plejeforældre, kørte han med hende tilbage til Skolen, hvor han underholdt sig med Læreren og flere af Børnene. Kongen satte sig paa Skolebænken og talte fortroligt med mange af Børnene. Blandt andet spurgte han dem om de var tyske eller danske. Først var Smaafyrene lidt benauede over Majestætens Tilstedeværelse, men senere blev de helt fortrolige med ham, og da Kongen tog Afsked fik han et dundrende Hurra med paa Vejen. Før Afrejsen gav Kongen Børnene fri fra Skole.
Han tog derefter tilbage til Haderslev, og efter en Frokost paa “Dannebrog” vil Kongen i Eftermiddag besøge forskellige Byer i Amtet.
– – –


Nationaltidende, 16. juli 1923.

Helsingør avis, 16. juni 1923.

Kongeskibet “Dannebrog” ankommer hertil Havnen Fredag den 29. ds. ved Middagstid og forbliver her under Kgl. Dansk Yachtklubs Kapsejlads i Dagene Fredag, Lørdag og Søndag.
Chefen er Kommandørkaptajn Gad.
Kongens Yacht “Rita” kommer ogsaa til Havnen og skal have Plads paa Siden af Kongeskibet.

Berlingske, 17. august 1923.
Kommandørkaptajn Henry Gad, der i Morgen passerer 50-Aarets Mærke, har baade fra fædrene og mødrene Side taget markante ydre og indre Træk i Arv. Han har sin høje, slanke Skikkelse og sit karakteristiske Ansigt baade efter sin Fader og sin Moder. Fra den gamle Admiral Urban Gad har han bl. a. arvet et djærvt og frejdigt Sømandssind, fra sin Moder, Fru Emma Gad, en livlig Aand, en elskværdig, u-imponeret bon sens. Der er nu gaaet næsten 30 Aar, siden Henry Gad fik sine første Officerspauletter, og han har i dette Spand af Tid gjort udmærket Tjeneste i Marinen paa mange forskellige Omraader – en Tid lang iøvrigt ogsaa som Fører af Postdampskibet paa Island. Kommandørkaptajn Gad er Typen paa den praktiske, sejlende danske Søofficer. Støt og ligefrem, en god Sømand – helt til Bunds interesseret i al Søens Gerning og i sin Tjeneste – og samtidig repræsentativ og elegant Verdensmand paa Landjorden. Baade i og udenfor Marinen har Kommandørkaptajn Gad en Mængde Venner – og der vil sikkert i Morgen naa mange Ønsker frem til ham om god Vind for Sejladsen videre frem paa den anden Side af 50-Aarets store Vager.

København, 4. oktober 1923. Kommandoen i Kongeskibet “Dannebrog” stryges paa Lørdag, hvorefter Chefen, Kommandørkaptajn Gad, tiltræder som Stabschef hos Viceadmiralen og Kaptajnløjtnant Wodschow som Adjudant hos samme.

*


1924 Issejlads med Kongen.


Roskilde Dagblad, 10. februar 1924.

 

Kongen, Kommandør Gad, Valdemar og Christian Nielsen, Grosserer Schiørring, Grosserer Rodkjær, Fru Wessel og endnu et Par københavnske Issportserhusiaster dyrkede i Gaar Landets fornemste Vintersport paa Roskildefjorden. Kongen kom ved 11½-Tiden og kørte i Bil ud til Højskolen, hvor Valdemar (eller var det Christian) Nielsen laa i Læ af Bakkerne og holdt paa »Kretora«.
Selskabet sejlede derpaa med Kongeskibet i Teten — »Kretere« havde netop i Gaar den Vind, den sætter mest Pris paa — over til Gershøj, hvor der spistes Frokost.
Derpaa gik Turen til Selsø Mølle, hvorfra Selskabet til Fods begav sig til Selsø Slot, som Kongen besaa med stor Interesse.
De københavnske Isfolk, de I Mellemtiden var blevet suppleret med Direktør Winther, Roskilde, holdt til paa Bredningen til langt hen paa Eftermiddagen. Kongen tog afsted ved 3½-Tiden, fulgt af muntre Hurraraab og omgivet at store Opløb paa Højde med Jensens Baadhus.
— — —

Mens den fashionable Sports do. Udøvere holdt til paa Bredningen det meste af Eftermiddagen, dyrkede Roskildenserne Isen paa de mere hjemlige Gebeter.
Isbaadstraflken paa Fjorden er efterhaanden blevet sat i System. Man tager en Isbaad, ligesom man andre Steder tager en Bil. Der var sort af Kaperbaade udfor Jensens Værft; de kørte paa faste Ruter og til faste Priser; d. v. s. paa denne Side at Veddelevpynten. For de længere Ruters Vedkommende var der Kaos — navnlig havde de fleste Isbaadsførere en afgjort Uvilje mod at komme hen paa den anden Side Veddelevpynten.
– Saa maa vi krydse tilbage, sagde de, og Roskildenserne holdt sig af den Grund paa denne Side Pynten.
Men der var iøvrigt rigtig morsomt og hyggeligt inde ved Land — Masser af Mennesker paa Isen, frisk Vind og Søndagshumør over det hele. Blot man lod staa til, kunde man selv arrangere Issejlads, Vinden var saa stærk og Isen saa glat, at man hverken behøvede Skøjter eller Isbaad til den Sport.
Det var en rigtig Søndag paa Isen.
— Men, sagde en Mand, der dog paa forskellige Maader kunde have Grund til at ønske sig de bestaaende Tilstande opretholdt en Stund endnu — nu maa det forresten gerne snart blive Tøvejr, det er kedeligt at se paa den Is hele Tiden, jeg længes efter igen at se Fjorden blaa og frisk. Har De ikke lagt Mærke til, at Isen er gammel og snavset. Nu maa den godt forsvinde.
Det er saa sandt — hvad skal vi med det bestaaende, naar det nye fylder vore Tanker?
Cyr.

*


Henry Christian Gad intro. Det er denne side du i øjeblikket har åben.
Aeronautisk Selskab – Eskadriljen. Verdensudstilling Barcelona – Niels Juel.