Urban Gad (2)


Maler – Instruktør – Forfatter
Biografdirektør (Grand).
12. februar 1879 – 26. december 1947.

*

1902 – PARISERTUR

Slagelse-Posten 19. marts 1902.

Nationaltidende, 10. august 1902.

Maleren Urban Gad,
som under sit Studieophold i Paris blev angreben af Gigtfeber, er nu kommen hjem for at rekreere sig. Den unge Kunstner tilbringer sin Ferie hos sine Forældre, Admiral Gad og Fru Emma Gad, der bor i Humlebæk.

*

1903 – MALERIUDSTILLING

Dagens Nyheder, 24. september 1903.

I Udstillingslokalet paa Højbroplads aabnede d’Hrr. Winkel og Magnussen i Gaar en lille Udstilling af Malerier og Studier af ældre og nyere Malere, som har krav paa mere end almindelig Interesse.

Udstillingen byder endog paa en Debut, idet den unge Maler Urban Gad her for første Gang træder frem for Offentligheden med en halv Snes Malerier. Hr. Gad, der er Elev af Fritz Thaulow, og øjensynlig endnu stærkt paavirket af den ansete norske Maler, er uden tvivl i Besiddelse af Talent. Baade “Foraarsdag”, “Røde Tage”, “Det gamle Toldsted” og især “Foraarsregn”, alle med Motiver fra Sydfrankrig, rummer ikke ringe Stemning og kunstnerisk Følelse. Men der er unægtelig endnu ogsaa adskillig Løshed og Usikkerhed til Stede. Den impressionistiske Malemaade dækker ikke helt over de Forsyndelser mod Tegning og Perspektiv, man her møder.

V. Hammershøj: Solskin i Dagligstuen.

I hvert Fald tror vi, at Hr. Gad nu vilde gøre vel i at melde sig ud af den fransk-norske Skole og tage fat paa den hjemlige Natur. Hans Talent staar ellers i Færd med at miste det Fodfæste i denne, som ingen Kunstner ret vel i Længden kan undvære.

Af V. Hammershøj findes to Interiører, “Solskin i Dagligstue” og “Eftermiddagssolskin”. Man kan mene, hvad man vil om Hammershøj som Figurmaler, saa staar det dog fast, at ingen – ikke en Gang Carl Holsøe, der dog her giver Møde med et ganske nydeligt udført “Interiør” – kommer paa Højde med Hammershøj, hvor det gælder den fine Afstemning af Farverne, Solskinnets Lys paa Væggen, der er saa illuderende, at man griber sig selv i at stille sig i Vejen for Lyset for at se, om dette virkelig er malet eller tilfældig falder ind paa Lærredet.

Som Helhed gør den lille Udstilling et overmaade godt Indtryk og fortjener at ses af Kunstelskere.
F.B.

*

1905 – FORENINGSBANNER

Nationaltidende, 11. maj 1905.

Tivoli faar efter alle Solemærker at dømme paa sin Aabningsdag paa Søndag tillige en af “Sæsonen 1905″s allerstørste Dage. Takket være den Omstændighed, at J.P.E. Hartmann fødtes den 14. Maj 1805 og at “Dansk Tonekunstnerforening” ganske naturligt har følt det som en kær Pligt at fejre denne Mindedag ved en stor Fest.

Naturligvis vil de forskellige Studenter- og Sangforeninger, af hvilke det store Felttog kommer til at bestaa, give Møde med deres velkendte Faner og Bannere. Nær kunde imidlertid selve Ophavet til det hele, Tonekunstnerforeningen, være kommet til som en fattig Per Eriksen at maatte søge ind under et fremmed Flag, fordi de intet selv ejede. Denne Kalamitet er dog vistnok i sidste Øjeblik afværget, idet 25 musikinteresserede Damer, for en Del Medlemmer af Foreningen, for nogen Tid siden traadte sammen i Komite med det smukke Formaal at skaffe “Dansk Tonekunstnerforening” et Banner. Det lykkedes at faa samlet de fornødne Midler. Urban Gad lavede Tegningen og “Dansk Kunstflidsforening”s Damer paatog sig Arbejdets Udførelse.

Resultatet er bleven overmaade vellykket; “Dansk Tonekunstnerforening” vil fra paa Søndag være Ejer af et af de smukkeste og ejendommeligste Foreningsbannere herhjemme.
Paa pergamentfarvet Silketøj staar foroven med gotiske Bogstaver og farvede Initialer “Danst Tonekustnerforening”. Nedenunder det ældste danske Nodemanuskript, vi kender, fire røde Linier med firkantede Noder, angivende Melodien til den skønne, ældgamle Folkevise “Drømte mig en Drøm i Nat”, der er riftet med Runer nedenunder. Det flankeres af de to gamle Broncelurer og nederst det danske Vaaben. Alt broderet med Silke. Som Topspids paa Bannerstangen har man ganske originalt i Stedet for den traditionelle Lyre anbragt en G-Nøgle og paa hver af Tværstangens Ender en F-Nøgle.
Den højtidelige Overrækkelse af Banneret finder Sted i Musikkonservatoriets Festsal paa Søndag Kl. 1½.

*

1910 – FRITZ THAULOW og AFGRUNDENS PREMIERE

I Anledning af Thaulow-Udstillingen i København i Februar Maaned bringer Maaneds-Magasinet herved Reproduktioner af nogle af de udstillede Billeder ledsaget af en Tekst af Urban Gad.

Maaneds-Magasinet, Februar 1910.

MANGFOLDIGE og i alle Tungemaal har Dommene lydt over Fritz Thaulow og hans Kunst; overalt har man bøjet sig for Mesteren og elsket Mennesket, overalt hvorhen hans Værker bar hans Ry, og hvor hans egen lyse Personlighed vandt ham trofaste Venner.

Baade som Kunstner og som Menneske har hans Liv udfoldet sig for alles Blikke i fuldt Lys, og det er derfor kendt af mange, tilgængeligt for alle.

Der er saaledes næppe nogen Grund til at udrede hans Kunst, dens nationale Grundejendommeligheder, de Paavirkninger, den blev Genstand for, og de Maal den udviklede sig hen imod, lige saa lidt som der her tiltrænges en Sondring af hans indre og ydre Livsførelse og hans Væsens Særpræg. Begge Dele er gjort ofte og helt udfyldende. Det, der her vil blive gjort Forsøg paa at give en Forestilling om, det ligger midt imellem, – det er ikke Maleren, og det er ikke Manden, men det er Manden, naar han malede.

For at forstaa Fritz Thaulow, maa man egentlig vide, at han saa at sige var to Malere: den ene, Friluftsmaleren ude i Marken, i Sol og Regn, eller Kulde og Sne, den anden: Kunstneren i Værkstedet, der som en lærd Alkymist med hemmelige Fernisser, indviklede Undermalinger føjede dæmpet glimrende Farver sammen, som et Smykke af Ædelstene. Hvilket af disse to Træk i hans kunstneriske Livsværk man vil foretrække, maa bero paa hver enkelts Grundsyn paa Kunsten og dens Maal, — men han selv foretrak ubetinget, i det mindste i sine senere Aar, det sidste, det nænsomt afvejende Hjemmearbejde med arvevirkninger og Lysværdier. Det var naturligt for ham, saaledes som hans Kunstopfattelse havde formet sig.

Bro i Cordova, malet under Thaulows Studierejse i Spanien 1904.

Det kunstnerisk fuldkomne, det helt og lydefrit gennemførte, var hans store Kærlighed, og alt, hvad der stødte hans skærpede Øje som mindre vellykket i Støbningen, vakte et ubetvingeligt Ubehag hos ham. Han var Virtuos, og beundrede Virtuoser, hvorimod den ufrivillige eller tilstræbte »Troskyldighed« i Kunsten var hans Gru, — han fejede sammen i een Bunke alt, hvor Formens Utilstrækkelighed stødte ham, det være sig en skøn Urkunst, som den ægyptiske og assyriske, eller et grufuldt Modebegreb som »Naivisterne« og deres Forbillede, den forhenværende Toldbetjent Rousseaus haabløse Smørerier.

Virtuosens Glæde ved den tilsyneladende lette Overvindelse af Vanskeligheder gjorde ham Arbejdet i Atelieret kært: med sin Skitse, der lyste af Naturens Friskhed, ved Siden, sad han og gendigtede sindrigt beregnende sine Naturindtryk til Kunst. Det hang sammen med hans Blik paa Naturen, den han elskede mere som et Middel til at frembringe Kunstværker, end for dens egen Skyld. Overfor et Landskab tog han straks og uvilkaarlig Standpunkt som Maler, — var det ikke noget Motiv, interesserede det ham ikke synderligt; men saa han derimod paa en gammel Mur en Belysning, der henrev ham, glemte han det aldrig, selv om han ikke fik det malet, — omtrent ligesom Napoleon, der kunde begejstres rent fagmæssigt ved Synet af en glimrende Slagplads, ligegyldigt om han havde Lejlighed til at levere nogen Kamp paa den eller ej. Thaulow kunde derfor nævne Rækker af Motiver for hvert Sted, han havde set, selv ganske flygtigt.
Læs mere


København, 12. september 1910.

Urban Gad er nu bleven Forfatter af levende Billeder og har til “Kosmorama” skrevet et københavnsk Stykke, “Afgrunden”, der har Premiére i Dag.
Hovedrollerne i “Afgrunden” spilles af københavnske Skuespillere, bl. a. Poul Reumert, der her for første Gang er paa Film. Det er blevet optaget specielt for “Kosmorama”, som bliver det eneste Sted her i Byen, hvor det forevises.


København, 13. september 1910.

Scene-Manege-Koncert
“Afgrunden”.
Det var et repræsentativt og taknemligt Publikum, der i Gaar efter Indbydelse havde givet Møde i “Kosmorama” for at overvære Førsteopførelsen af Urban Gads Drama i levende Billeder.

Det var Olaf Poulsen og Lindstrøm og Zangenberg og Hofmann og Frue og Fru Emma Gad og mange andre. Spændingen var stor, og den udløste sig i taknemlig Munterhed, da man saa Robert Dinesen og Frøken Asta Nielsen som et ungt forelsket Par drikke Kaffe hos Josty.

Der var naturligvis mørkt i Salen, saa vi kan ikke bestemt sige, hvem af de glade Tilskuere det var, der, da Frøken Nielsen vat gaaet, og Hr Dinesen tog i Lommen for at betale for Kaffen, udbrød halvhøjt:
Saa, nu kniber det!

Man gættede paa Olaf, men Olaf faar jo ligesom Wessel Skyld for at have sagt saa meget, som han aldrig har tænkt paa at sige.

Hvem nu end den lidt nærgaaende Bemærkning skyldtes, maa det siges, at den gjorde megen Lykke. Lystigheden var paa dette Tidspunkt saa stor, at det virkelig saa lidt betænkeligt ud for Dramaet som Drama betragtet, men efterhaanden tog det ikke særlig originale, men ret behændigt udnyttede Emne Interessen fangen, og Latterklukkene blev færre og færre, indtil de tilsidst helt hørte op.

Man fulgte med Medfølelse Frøken Asta Nielsen paa hendes Vej ned mod Samfundets Dybder. Man undrede sig noget over, at Poul Reumert er i Besiddelse af en saa dæmonisk Magt over et Kvindehjerte og morede sig over Stribolt som en erfaren Kellner paa en Forstadsvarieté. Alt i alt, er “Afgrunden” af en ikke ringe Virkning og vilde være andnu bedre, dersom man tog den alt for lange “Gaucho Dans” bort.

Der er ingen tvivl om, at “Kosmorama” vil faa Hus i de kommende Dage til sit nye store levende Billede.
Consin.


Læs også om “Afgrunden” i Filmdatabasen


Dannebrog, 13. september 1910.

Kosmorama mødte i Gaar med den i Dannebrog udførligt omtalte nye danske Kunst-Film Dramaet “Afgrunden” af Hr. Urban Gad. Det lille Theater kunde notere en smuk Sukces.

“Afgrunden” har ikke mindre end 50 Afdelinger – et Bevis for, hvilke Anstrængelser der kræves for at optage et saadant Billede – og Handlingen udvikler sig saa naturligt, at Tilskuerne virkelig bliver grebne. Hertil bidrager i høj Grad Udførelsen; at Poul Reumert vilde være fortræffelig som den dæmoniske Cowboy, kunde man næsten sige sig selv. Frk. Asta Nielsen virker højst tilforladelig som den unge Musiklærerinde, medens Hr. Robert Dinesen er den personificerede Ædelhed.

Optrinene paa Sporvognen og i Jærnbanetoget er af stor Virkning.

*

1911 – FLERE FILM

Aarhus Stiftstidende, 9. maj.

“Kunst” i “Fotorama”.
“Fotorama” foreviste i Gaar et Billede, “Det hede Blod”, som der forud var reklameret kraftigt for og som der forud var reklameret kraftigt for og som med store og fede Bogstaver benævntes Kunst-Film. Forfatteren er den kendte Admiralinde Gads søn, Peter Urban Gad, og en københavnsk Skuespillerinde, Frk. Asta Nielsen, spiller en større Rolle i Stykket. Hovedrollen udføres af en Divan, der samtidig angiver Karakteren af Stykkets Handling. Det er én Raahed fra først til sidst. End ikke en yderst realistisk Voldtægtsscene mangler i denne Kunstfilm. Man maa undres over, at Censor ikke i det mindste har strøget denne Del af Raaheden. Men i endnu højere Grad maa man undres over, at “Fotorama”, hvis Aktionærer jo bestaar af velansete Borgere i Byen, har Dristighed til ganske samvittighedsløst at drive en saa usminket Spekulation i kønslig Raahed under den mistbrugte Kunsts Maske.
Se “Det hede Blod” i Filmdatabasen


Nationaltidende, 15. december 1911.

hvori man ser de to unge Skuespillere Poul Reumert og Einar Zangenberg paa Flyvemaskiner udkæmpe en Væddekamp i Luften, opførtes i Gaar for første Gang i Kosmorama.

Stykket handler om Kærlighed og Penge. Dets Hovedpersoner er to dygtige Flyvere, Vidart og Aubert. De har begge Mod og Villie, Nerver som staal og Aandsnærværelse – og Aubert har desuden et varmt Hjerte. Skønt han er forlovet med en smuk ung Pige, forelsker han sig i en anden, Vidarts Søster. Hun gengælder hans Følelser; men hendes Broder, Flyveren, vil ikke have sin farligste Konkurrent fra Flyvepladsen til Svoger og afviser hans Frieri, ogsaa af moralske Grunde, da Aubert jo allerede er bunden.

Paa Flyvepladsen kommer det til en spændende Væddekamp mellem de to Flyvere. For Vidat, som har forskrevet sig til en Aagerkarl, gælder Udfaldet Liv eller Død, Ære eller Vanære. Han maa have Præmien for at kunne indløse en kompromiterende Vexel – og kan faa den paa den Maade, at Aubert ædelt opgiver Kampen og med Villie lander, netop som han er ved at sejre.

Dermed har han besejret baade Vidarts Modstand og hans moralske Anfægtelser; og Frk. Vidart kaster sig om hans Hals og giver ham det Kys, der afslutter enhver god, dramatisk Film.

Skuespillet er flot Iscenesat af Hr. Urban Gad, og Herrerne Reumert og Zangenberg klarer overlegent dets mimiske Skær. De luftsportslige Vanskeligheder har Iscenesætteren delt saaledes mellem dem, at Hr. Zangenberg, som virkelig gaar til Vejrs, ikke helt kommer til at gøre den jordbundne Hr. Reumert til Skamme. Ved Hjælp af et lille teknisk Snyderi har han faaet det til at se ud, som om de begge fløj.

Se “Den store flyver” i Filmdatabasen

*

1912 – BRYLLUP MED ASTA NIELSEN OG FILM I UDLANDET

FRU ASTA NIELSEN-GAD I KINODRAMAET “DØDNINGEDANSEN”.

Maaneds-Magasinet, 1912 (968).

DET kom som noget af en Overrumpling for det danske Publikum, da man for et Par Aar siden pludselig fik Forstaaelsen af, at Frk. Asta Nielsen var en Skuespillerinde, der maatte regnes med, eftersom hun nød Berømmelse hele Verden over. Den hidtil lidet kendte Skuespillerinde, der paa Det ny Teater havde haft sit vanskelige Organ at kæmpe med, havde vist sig at sidde inde med alle de særlige Egenskaber, der er af Betydning for Filmsskuespillenes stumme Fremstillere: en slank Skønhed, en levende Mimik, mørke, dybe, glansfulde Øjne, der gør sig paa et Fotografi, et Mod til at gaa paa og spille løs, selv i Situationer, der frembyder virkelig Risiko, og endelig en utrættelig Energi, der satte hende i Stand til at overvinde alle de særlige tekniske Vanskeligheder, som denne ny Kunstart er saa rig paa.

Hun havde det Held i Peter Urban Gad, den nu saa bekendte Filmsforfatter og Sceneinstruktør, at finde en Mand, der kunde og vilde komponere de Roller, hun havde Brug for. Under et stadigt Samarbejde har de to unge Talenter kæmpet sig frem til deres nuværende anerkendte Position. Uden altfor megen Højtidelighed har de begge stræbt at holde Kunstens Fane saa højt, som det overhovedet er muligt indenfor denne specielle Underholdningsgenre, og Meddelelsen om, at de to gode Arbejdsfæller havde slaaet sig sammen som Ægtefæller, blev af deres Landsmænd modtaget med udelt Sympati og Forstaaelse.


Lolland-Falsters Tidende, 12. maj 1912.

Et Filmsbryllup blev i Lørdags fejret i Admiralinde Emma Gads Hjem, idet hendes Søn Urban Gad blev viet til den berømte Filmskuespillerinde Asta Nielsen. Hr. Gad er ansat som Direktør for et tysk Filmsselskab, hvor den nygifte Fru Gad er engageret for en Gage af 40,000 Kr. aarlig. Lige til det sidste anede de indbudte i F. Pol. intet om, at Gæstebudet var Bryllup, men troede, det var et Aftensgilde.


Aarhus Stiftstidende, 13. maj 1912.

Asta Nielsen er forsvundet. Den evropæiske berømtheds Navn vil ikke mere høres – i den Form. Hun har nemlig giftet sig med sin Instruktør, Admiralinde Gads Søn, Urban Gad. Herhjemme ser man hende af og til paa en Film, der altid viser hende fra den fortræffeligste Side som det stumme Teaters Kunstner, og altid – uvægerlig altid – faar mangfoldige Mennesker til at gnide deres Øjne og spørge:

Hvor er det muligt? Herhjemme Statistinde paa en Sultegage, og derude berømt og feteret – selv om Feteringen jo erfaringsmæssigt altid bliver større paa Afstand – og med svimlende Gage.
Verden er nu besynderlig!

Aalborg Amtstidende, 14. maj 1912.

Films-Bryllup. – Films-Primadonnaen Asta Nielsen vies til Films-Forfatteren Urban Gad. – Et anonymt Bryllup.
Pastor Olfert Ricar, København, viede i Lørdags i sit Hjem Filmsskuespillerinden, Frk. Asta Nielsen til Maleren og Forfatteren Peter Urban Gad, og Søndag Formiddag rejste de nygifte til Berlin, hvor de foreløbig vil indrette sig et Hjem i Grosse Beerenstrasse. Fru Asta Urban Gad, som selvfølgelig paa Biografteater-Plakaterne vil beholde sit Pigenavn: Nielsen, det hvorunder hun er bleven verdensberømt, skal i den kommende Tid tiltræde en Række store Engagementer for Kinoselskaber i Tyskland og Spanien.

Brylluppet fandt ifølge “Riget” Sted under stor Hemmelighedsfuldhed, at Parret Lørdag Aften, altsaa paa selve Bryllupsdagen, , havde indbudt en Kres af sine bedste Venner til Middag i Admiral Gads Hjem, uden hverken forud eller ved selve Middagen at røbe for Gæsterne, hvilken Forandring det var foregaaet med Films-Dusens Frøkentitel. Bryllupsfesten forløb derfor ganske som en almindelig Aftenfest.

I Anledning af Brylluppet bringer “Politiken” følgende Poem:
Her sættes Lykken ej paa Spil
for Hustruen og Manden,
selv om en Scene af og til
de laver med hinanden.

Paa Biografteatrene kende Aalborgenserne Asta Nielsens udtryksfulde Ansigt. Hun spiller Hovedrollen i Filmen “Den store Elskov”, som i disse Dage gaar paa “Fotorama-Teatret” i Aalborg.


Social-Demokraten, 6. juni 1912.

Proletarpigen,
et moderne Livs-Billede, hedder en ny Film i Panoptikon-Teatret, som er forfattet af Urban Gad, og hvori hans Hustru, født Asta Nielsen, spiller Hovedrollen.

I en Række meget virkningsfulde Billeder oprulles Proletarpigen Liv: hendes Opvaagnen i det fattige Arbejderhjem, hvor hun tager sig af sine smaa Søskende, hendes Morgengærning med at vaske Trapper i det fine Hus, hvor hun træffer sin Skæbne I Skikkelse af en hjemvendende Levemand, der bliver hendes Elsker, og saa hendes dybere og dybere Synken gennem Variété og Natbeværtning til hendes Død i Sneen paa den øde Mark.

Fru Asta Gad fremstiller denne unge Pige ganske fortræffeligt, med en meget levende og naturtro Beherskelse uden melodramatiske Midler. Det er sikkert hendes bedste Ydelse om Films-Skuespillerinde indtil Dato. Men ogsaa den øvrige Udførelse — af tyske Skuespillere — er god.



Silkeborg avis, 19. juni 1912.

“Landevejens Pige”
hedder et 3 Akters Skuespil, som i disse Aftener opføres i “Biografteatret”. Skuespillet er iscenesat af Urban Gad, og Hovedrollen, Sigøjnersken Luscha, udføres af den berømte Films-Stjerne, Fru Asta Nielsen-Gad.


Horsens Folkeblad, 18. juli 1912.

Asta Nielsen filmer i Spanien.
Asta Nielsen, den danske Skuespillerinde, som nu ganske har helliget sig Kino-Kunsten, og som kalder sig for “Kinoens Duse” paa Grund af sine store Sejre som Filmsskuespillerinde, begiver sig if. Bt i næste Maaned med en Trup paa 20 Kinoskuespillere fra København til Spanien, hvor der skal optages en Serie Tyrefægtningsdramaer i spansk Miljeu for Filmskompagniet.I den kommende Vinter vil Kunstnerinden vende tilbage til den egentlige Scene. Der forberedes en Tourné gennem Tyskland og Østrig, hvor Asta Nielsen med et lille Ensemble vil bringe til Opførelse tre Pantomimer, hvis Forfatter er hendes Mand, Hr. Urban Gad.



Nationaltidende, 26. august 1912.

En ny Asta Nielsen-Film forevises i Formiddag af Phønix-Theatret i Falkoneralleen.

Filmen, en Kærlighedstragedie, er skrevet og iscenesat af Hr. Urban Gad, som utvivlsomt paa dette Omraade sidder inde med det europæiske Mesterskab. Den hedder “Unge Hjerter”, og dens Hovedpersoner er en fornem ung Englænderinde, Miss Man, som paa en Lystrejse kommer til Spreewald med sin Fader, og en Baadfører, Mor, en køn og rask Fyr, der under det daglige Samvær med den engelske Turistfamilie vinder den unge Piges Kærlighed. Foruden den Standsforskel, der er imellem de to Elskende, er der endnu en Hindring, som skiller dem: en Rigmand har anholt om Miss Mans Haand hos hendes Fader og faaet hans bestemte Ja.

Saa flygter Miss Man og Max sammen, og deres Flugt er den egentlige Tragedie, der ender med, at hun drukner sig i Spreefloden, hvor hendes blomstersmykkede Lig ligesom Ofelias bære oppe af Vandet, indtil hendes Slægtninge finder det og angrer deres Grumhed. Paa den sidste Reise staar Mor som Baadfører, alene og sønderknust ved hendes Kiste.

Denne Film kommer den virkelige Skuespilkunst saa nær, som de levende Billeder paa Kinematografiens nuværende Standpunkt kan komme den. Fru Asta Nielsen-Gad passer med sine markerede Træk ikke særligt til den unge Piges Rolle, men de tragiske Slutningsoptrin, hvor hun forfølges som et jaget Vildt og styrter sig i Bølgerne, udfører hun saadan, at man forstaar, hun stadig kan hævde sin Førsteplads mellem det stumme Theaters Skuespillerinder; og hun har udmærkede Medspillende i tre Kunstnere fra nogle af Berlins bedste Scener – navnlig i Hr. Carl Clewing fra Køniglichtes Shauspielhaus. I den tyske Hovedstad er det aabenbart ikke dem, Hr. Johs. Poulsen lejlighedsvis i et Blad kaldte “Skuespillerproletariatet”, der filmer.

De levende Dekorationer, en Række Udsigter over Spreewald med blomstrende Aakander paa Flodens Sidekanaler og med Kratskov og Fiskerhytter langs Kysten, danner de nydeligste Landskaber omkring Tragedien, som den nye Direktion i det lille Billedtheater har sikret sig for at have en fin Start.


Randers Dagblad, 11. september 1912.

Aalborg Amtstidende, 9. oktober 1912.
Fru Asta Nielsen Gad, den berømte Filmsskuespillerinde, er for Tiden sammen med sin Mand, Peter Urban Gad, hjemme i København hos dennes Forældre, Admiralen og Fru Emma Gad.
Fru Asta skal for Tiden være oppe paa en Gage af 60,000 Mark, siges der.

Berlingske, 12. oktober 1912.
Forfatteren Urban Gad og Fru Asta Nielsen-Gad, der har aflagt en lille Efteraarsvisit i Kjøbenhavn, er idag rejste tilbage til deres Hjem i Berlin.

Aarhus Amtstidende, 13. oktober 1912.

Den mest verdenskendte af alle danske Skuespillerinder Asta Nielsen Gad er atter kommen til København paa en kort Visit og bor Ugen ud sammen med sin Mand Forfatteren Peter Urban Gad hos dennes Forældre Admiralen og Admiralinden i deres Lejlighed i Dronningens Tværgade.

Som Verdens højst lønnede Filmsskuespillerinde (60,000 Mark Minimum) har Fru Asta krav paa et Interview, som “Pol. har foretaget pr. Telefon.

Ja, vi kommer altsaa fra Spanien og Marokko, sagde Fruen.
– Hvad skulde De der?
– I Sevilla spillede jeg Hovedrollen i en ny stor Film, som Peter Urban har skrevet.
– Spansk Kolorit?
– Ja. De kan tro! Tyrefægtning og det hele. Men jeg maa indrømme, at Tyrefægtninger er væmmelige.
– Besvimede De?
– Nej, jeg gik min Vej for ikke at besvime. Men jeg blev dog den første Tyr til Ende. Vi var der sammen med et stort Selskab andre Udlændinge. Det er Reglen, man bliver, til den første Tyr er dræbt; saa har man set og kan senere tale med om det.
– Er det sandt, De gaar til Varieteen?
– Ikke til Varieteen. I alt Fald ikke foreløbig. Men jeg forbereder en stor Theater-Tournee, hvor jeg skal optræde i Pantomimer paa Scener i Tyskland, Østrig og Rusland.
– Hvordan er det at tjene saa mange Penge?
– Skrækkeligt. Men dejligt. Jeg tjener saa mange, at jeg er begyndt at gaa daarlig klædt. For nu synes jeg, jeg har Raad til det.
– Har De huller paa Skoene?
– Ikke ligefrem Huller, men skæve Hæle.
– Jeg synes de ler i Telefonen.
– Det er min Mand.


Aalborg Stiftstidende, 23. november 1912.

Fru Asta Nielsen filmer bestandig i Klubhavens Biografteater, og hendes store Publikum følger med Interesse den sjæl- og temperementsfulde unge Dame gennem alle de sindsvage Situationer, Peter Urban Gad udspekulerer. Men Peter Urban er fuldstænsig aandsforladt og misbruger den Kvinde, der har knyttet sin Skæbne til hans. Det ender med, at ingen gider se Fru Asta, fordi Hr. Gads Komedietøjeri jager Publikum bort.

Det er et tyst Billede. og det er som Billede betragtet udmærket, det er dygtig gjorte fotografiske Optagelser, og Fru Asta fylder sine Scener med Kærlighed, Trods, Had, Sorg, Modbydelighed og Kærlighedens Glæde igen, og Fru Asta er hele Filmen. Det er jo hendes Styrke og det, hun bliver kongeligt betalt for. Nu er imidlertid Peter Urban Gad siden Ægteskabet allerede saa vidt, at supplerer sin egen Aandsforladthed ikke blot med pragtfulde Hatte til Fruen, men hendes Nøgenhed fra Taaspids til Midie er gjort til den fornemste Tiltrækning. Men det er sandelig ikke i Ben og Bag, hun har sin Charme. Fru Asta Nielsens Styrke er Sjælelivets ydre Afspejling.

*

1913 – ASTA NIELSEN FILM

Esbjerg avis, 11. april 1913.

“Filmens Duse” som Hertuginde. Maaske bliver det sidste Kapitel af den mærkelige Livsskæbne, der hedder Asta Nielsen. Mærkeligere og mere æventyrligt end de Films den berømte Kunstnerinde har spillet. Det fortælles nemlig, at Fru Asta Nielsen, der som bekendt er gift med Forfatteren Urban Gad, agtede at lade sit Ægteskab opløse for at trække sig tilbage fra Filmen og indgaa nyt Ægteskab med en tysk Hertug. Hvorvidt dette Rygte taler sandt, har vi ikke kunnet faa konstateret, men selv om det ikke er Tilfældet, er der Anledning nok til i disse Filmsraseriets Dage at ridse Asta Nielsen mærkelige Skæbnelinier op.

Det er ikke mere end 4-5 Aar siden, Asta Nielsen tournerede i Provinsen og hun gjorde Lykke til Husbehov. Da “Det ny Teater” i København aabnede var Asta Nielsen knyttet dertil, men efter en Sæsons Forløb forlod hun Teatret og stod uden Engagement. En Dag traf hun tilfældig Direktør Constantin Philipsen, den nuværende Leder af Paladsteatret. Han agtede at spille en af de første danske Kunstfilm, “Afgrunden”, skrevet af Urban Gad, og han tilbød Frk. Asta Nielsen at forsøge sig. Den unge Kunstnerinde slog til. For et Honorar af 200 Kr, filmede hun den kvindelihe Hovedrolle i “Afgrunden”, og dermed havde hun taget det første Skridt paa Verdensberømmelsens Stige. Hun blev sammen med Urban Gad knyttet til det tyske “Bioscopgesellschaft i Berlin, og i Løbet af et Aarstid havde den tidligere danske Statistinde en Aarsgage paa 60,000 Mk. Asta Nielsen filmer overalt i Verden. Snart er hun i Spanien, snart i Wien, snart i Berlin, og en enkelt Gang tager hun en Afstikker til København. Forlængst er hun verdensberømt. “Pa the freres” købte for nogle Maaneder siden 12 “Asta-Nielsen-Film” endnu inden de var skrevne, blot paa den danske Kunstnerindes Ry, og Honoraret for disse 12 Films udgør over 1 Milliuon Mark.

I Løbet af Faa aar er Asta Nielsen avanceret fra Statistinde i Millionær, og nu vil Rygtet gøre hende til Hertuginde. Er hendes Karriere ikke æventyrligere end den mest spændende Film.


Berlingske, 13. april 1913.

Naar man saa ofte ser Overskriften Filmeventyret rundt om i Bladene, saa er der kun faa Tilfælde, hvor dette Udtryk slaar saa godt til som ved Asta Nielsens Livsskæbne. Den er Eventyret om Den grimme Ælling om igen. Her hjemme i hendes Fødeby var hendes Ungdom fattig og trang. Hendes store Evner var ukendte af Publikum og upaaagtede af Teaterfolk, der ganske vist nok kunde se dem, men ikke brød sig om at udnytte dem, fordi hun var ubekendt og ubeskyttet og ikke raadede over noget som helst i Retning af Reklame og Bladomtale. “Hun har Talent,” sagde de, “men hun er ikke køn og hendes Stemme er ru.” Naa, nogen straalende Apparition var hun for saa vidt heller ikke dengang med den lille slidte Kjole og det blege Ansigt, der fortalte tydeligt nok om vanskelige og ublide Kaar. Men den, der talte med hende og forstod sig paa Sagerne, var ikke længe om al opdage, at der her fandtes ualmindelige Evner og et sjeldent Blik for sand og ægte Kunst.

Da alt syntes at være paa det værste og alle Sunde lukkede, fik hun og hendes nuværende. Mand, Urban Gad, der som Følge af en Teaterkatastrofe ligeledes stod paa bar Bund, den Idé at lave en Film sammen, saaledes at han skrev den og satte den op, og hun spillede Hovedrollen. Den hed “Afgrunden”, gik paa Kosmorama og gjorde allerede her i Byen stor Lykke, fordi det var den første originale Film, der baade i Retning af Spil og scenisk Tilrettelægning var Præget af kunstnerisk Kultur. Herfra gik den paa Vandring rundt i Landene og mange Penge tjentes paa den, ikke af de to Hoved-Udøvere, men af dem, der handlede med den.
Læs mere

Og noget andet er der ogsaa, som føles — det er Samarbejdet med hendes Mand. Lige fra den første løselige Samtale om et Emne, kan han altsaa sige: “Kan Du gøre det eller det?” Og hun kan tænke over det og svare: “Ja, jeg tror, jeg kan,” eller: “Det lader sig ikke mimisk fremstille”. Deres Arbejde er saa nøje forbundet, saa supplerende. Han vilde ikke kunne gøre det, han gør, uden hende, og hun ikke sit uden ham, fordi der er den dybeste gensidige Forstaaelse af de Evner, der er tilstede hos den Anden. Det er derfor, der fremkommer et Fællesarbejde, — som er til Glæde for saa uendelig Mange.


Asta Nielsen og Urban Gad foran Glyptoteket, 1911.

Verden og Vi, 1913

Om Film og Kvindestemmeret.

Der løber en Film inde paa Paladsteatret, som alle skal se; og det er ikke underligt, for der er mange nye Triks – baade en Gummislange, som bliver ført ned i Maven paa en Stemmeretskvinde og Asta Nielsen med lyst Haar paa. – Den er digtet af hendes Mand, Hr. Gad og er udmærket opfundet, navnlig fordi den griber en af Tidens største Mærkesager ved Vingebenet og gør det at med Suffragetterne. – Paa nogle Hundrede Meter bliver den største Bevægelse i England gjort til Grin af Filmens Dronnings Mand. Prinsgemalen Gad. Forøvrigt er Stykket morsomt og flot smækket op og dygtigt sat i Scene; naturligvis kniber det altid, naar man har med tyske Artister at gøre, at faa en rigtig engelsk Smag over Scenerne – naa hvad, vi kender jo ogsaa fra vore egne Teatre, hvordan unge Skuespillere har svært ved at se engelske ud, skønt de gaar med hvide Gamascher paa begge Ben – men i denne Film gør det ikke engang saa meget, da Halvdelen af de Optrædende skal være temmelig grove og tysklignende Personer – nemlig alle Suffragetterne. Dette er en værre Samling Havgasser og Hystader, der bevæger en lyshaaret ung Pige til at slaa Ruder i Stykker og lægge en Bombe under en Ministers Stol, hvorpaa hun selvfølgelig bliver indtaget i højstsamme, faar Samvittighedsnag i et Aftenselskab og skaffer sig besværlig Adgang til hans Hjem ved Nattetid for at advare ham.

Hun kunde naturligvis ogsaa have ringet ham op i Telefonen og sagt Besked, men saa var Filmen blevet flere Meter daarligere. Derimod havde det været bedre, om hun – i Stedet for at køre hen til ham i en kedelig Automobil – var stormet ud paa Gaden, uden at kunne finde Vogn, og havde løbet stærkt nedringet gennem Fattigkvartererne (»Den unge Kvinde vil vove en Genvej«), hvor Whitechapels Uhygge forfølger hende, til hun endelig naar at frelse ham.
Læs mere


YouTube HumlebækYouTube HumlebækHumlebæk, juni 1913.

Sommerresidensen i Humlebæk var af stor betydning for familien Gad. Fast sommeradresse for hele familien, også de voksne børn.

Sommeren 1913 er ingen undtagelse, men speciel blev den ved at sønnen havde taget et filmskamera med, og tog en lille ‘smalfilm’ af sine forældre, hvilket absolut ikke var en almindelighed på det tidspunkt og vel først blev det 50 år senere.

Asta Nielsen er med på den anden film sammen med sin datter og søster i Humlebæk. Derudover er der gode sommerklip i forbindelse med filmsoptagelser og et fint eksempel på kendisliv, der ikke er så forfærdelig anderledes i dag.


Horsens Folkeblad, 30. december 1913.

“Stemmeretsdamen” i Kosmorama.
Selvfølgelig skulde Stemmeretskvinderne ogsaa benyttes som Film-Motiv! Det var noget, der fulgte af sig selv, at et saa stor Bevægelse ikke kunde gaa ubenyttet hen for en smart Filmmand.

Det er Hr. Urban Gad, der har taget Idéen op og brugt Stemmeretskvinderne som Ramme om en Kærlighedshistorie.

Urban Gad har faaet alle Ingredienserne med i Blandingen – lige fra ituslaaede Vinduesruder til Sultestrejke og Bombeattentater; men dog er disse Ting det, der interesserer mindst i Filmen.

Tryk for stor annonce.
Det, der interesserer og underholder i denne Film, er selvfølgelig først og fremmest Asta Nielsens udmærkede Spil som den unge engelske Kvinde, der en Tid Hværves for Kvindesagen, men som til Slut indser, at “Kvinden skal regere – ikke ved Forbrydelse, men ved sit Hjærte”, og for den udmærkede Iscenesættelse.
Der er en Mængde ypperlige Billeder af engelsk High-Life og Landliggerglæder, der er Scener med en pragtfuld Mynde og sidst men ikke mindst er der ødslet med Børn i denne Film – de dejligste Unger i alle Aldre lige fra Spædbørn paa 2 Maaneder til guldlokkede Piger paa 14-15 Aar – og alle udmærker de sig ved en sjælden Naturlighed og Livlighed.

Alene disse Billeder er nok til at underholde – Stemmeretsoptøjerne er Tilgift!


*

1914 -DEN LILLE ENGEL

København, 13. februar 1914.

Paladsteatret havde I Aftes Premiere. Efter en Række mindre Numre, deriblandt et morsomt Behændighedseksperiment “Lulu vil have Hund”, præsenteredes en ny Asta Nielsen Film af Urban Gad. Den var rigtig nydelig. “Den lille Engel” handler om en ung Pige, som af lidt underlige Aarsager skal foregive at være 12 Aar for at arve en Onkel.

Hun maa gennemgaa Barnealderens Kvaler og Glæder om igen i en stumpet Kjole og helt skrue sin Udvikling tilbage til svundne Dukke-Tider.

Kun en Ting kan hun ikke skrue tilbage: sit eget balstyriges Hjerte. Det lever sin egen selvstændige Tilværelse midt i Barnekomedien, og det banker i Længsel og Kærlighed efter denne strenge Onkel, som dog er saa udmærket mod hende. Han efterstræbes af en Familie som trænger til Penge og vil have ham ind i sig som Svigersøn, og hun er fra sin Langkjoleperiode forlovet med Familjesønnen, – men det hjælper altsammen ikke:

Hendes Kærlighed tvinger hende til at sige til Onklen, at det er skam ham, hun elsker – og han forfærdes ved at staa overfor Overbevisningen om, at han elsker dette Barn, men gribes jo af en tilsvarende Fryd, da Hemmeligheden falder af hende som et Slør og hun staar i sin ungpigeagtige Fagerhed.

For hele denne udvikling fandt Asta Nielsen meget indtagende og søde udtryk under en sort midterskilt Manke, der rundede sig om Hovedet. Hun førte sig rigtig morsomt og agerede meget naturtro indenfor dekorative og smagfulde Sceneriers Ramme og havde en god Medspiller, der stilfuldt klarede den mellem sine mærkelige Følelser vaklende Onkel.

“Den lille Engel” faldt i høj Grad i Publikums Smag.
-to.

Fra optagelserne til “Den lille Engel”.
Klods-Hans, 26. juni 1914.

 

FLUGTEN FRA BERLIN
Tryk på overskriften og læs Det danske Filmsinstituts artikel om Urban Gad, med link til den spændende beretning fra 1914.

*

1915 – PETER URBAN GAD OG ASTA NIELSEN

Politiken, 10. januar 1915.

Hvorledes gaar det Filmen under Krigen? spørges der Gang paa Gang. Hvorledes er det med alle vore store Filmskuespillere fra Frankrig, Tyskland og England? Hvor er de henne? Skal vi aldrig mere se dem I nye Roller? Har Løbegravene taget dem? Eller vil de en skønne Dag dukke op igen og lave Films, saa Ole Olsen vil blegne og Philander og Olaf Fønns tabe Pippet. Vi ved ikke, hvorledes det vil gaa, men vi ved, at den største at dem alle, Asta Nielsen, heldigvis er I god Behold, og nu hører vi, et hendes Mand, den berømte Filmsforfatter Peter Urban Ged, i en ledig Stund tager til Østen. I Dag rejser Hr. Gad nemlig til Singapore og derfra til Bangkok. Saaledes skal man have det. For Urban Gad gælder ikke de klassiske Ord: „Hvor har han det fra —?” Alle ved, at Talentet han i Arv efter Moderen fik, som der staer skrevet den gamle Sang, og — det er jo heller ikke nogen Hemmelighed — at Ægteparret Gad har tjent mange, mange Penge ude I den store Verden, hvor Livet leves lidt raskere end herhjemme. Han kan sagtens tage sig en saadan lille Svip … Naar vi tænker paa de beskedne Tider, da Urban Gad var en — ikke lille — for han har jo altid været meget lidt lille — men en upaaagtet Films-forfatter, der forsigtigt vovede sig frem med et levende Billede. Og saa nu: Himlen tilgive os, om vi ikke synes, at det er godt gjort. Berømt fra Hav til Hav. Gift med en af de berømteste Kunstnerinder i Verden, feteret og elsket. Og I Dag rejser han paa en lille Fornøjelsesrejse paa en fem Maaneders Tid for at rekrerere sig!

Selvfølgelig ligger der noget bag ved, siger man. Og umuligt er det vel ikke, at Urban Gad kommer hjem med hele Hovedet fuldt af nye og besynderlige Ideer. Her Asta Nielsen nogen Sinde spillet en Japanerinde eller Kineserinde eller Pige fra Bagindien eller det dejlige Java?en? Never – som Alstrup siger. Meu det vil komme. Derfor er der vel nok Grund til et minde om, at Peter Urban nu motorer at Sted til det fjerne Østen og lader Krig vare Krig i det gamle og grimme Evropa.

Han er et lykkeligt ungt menneske.
Den tavse Mand.


Berlingske, 27. februar 1915.

Klods-Hans, 7. maj 1915.

Fra de Stummes Lejr
Asta Nielsen

Asta Nielsen er Filmens Duse, Hendes Gabriele d’Annunzio hedder Urban Gad. Naar hun ikke staar paa Plakaterne, men i sin Svigermoder, Admiralindens Hjem, hedder hun selv Asta Gad.
Asta Nielsen var oprindelig en lille Skuespillerinde, som ingen kendte. Hendes Berømmelse stammer fra et Filmsdrama, der hed Afgrunden. Hun er saaledes i enhver Henseende begyndt fra neden.
Naar Asta Nielsen straks i de levende Billeder gjorde saa udmærket en Figur, var det til Trods for, at der var ikke saa lidt i Vejen med hendes egen. Dog skyldtes det maaske netop hendes Magerhed, at hun blev saa godt en Ben for det Selskab som engagerede hende. Tiden krævede nemlig det smækre.
Som den kloge Dame Asta Nielsen er, har hun forstaaet aldrig at lægge sig ud. Ikke en Gang med sine Direktører. Hun er en af vore fornemste Udførselsartikler, og vil umuligt kunne opfattes som Krigskontrabande, da der ikke er Fugls Føde paa hende.
Af Princip optræder hun kun i de Films, hendes Mand skriver. For Tiden skriver han dog ikke, da han er i Indien for at skyde Storvildt. Papegøjen har han forlængst skudt.
Flimresen

 


*

1916 – ASTA NIELSEN SAMTALE

Nationaltidende, 16. marts 1916.

Det var Forfatteren Thomas Krag, der opdagede Fru Asta Nielsens Talent — eller rettere, det var ham, som først saa, at hun var, hvad han kaldte “en Mærkværdighed”.

Asta Nielsen var kommen Christiania med De Otte, som var brudt ud fra Dagmartheatret, hvor hun havde debuteret og spillet nogle smaaroller, efter at hun forinden havde været paa Det kongelige Theaters Elevskole.

De Otte spillede paa det faldefærdige Tivolitheater; og den purunge Asta Nielsen havde faaet tildelt den Opgave at varetage det komiske ældre Fag.

Hvad gør man ikke paa en Tournee! Hun spillede den afjaskede Prudence i “Kameliadamen”, den falmede Etatsraadsdatter i “Alexander den Store” – Roller, hun var en lille Menneskealder for ung til, men som hun gjorde morsomme med sit dybe, mørke og ligesom lidt tørre Organ.

Thomas Krag fortalte til dem, han mødte paa “Grand” og paa “Karl Johan”, om denne mærkeligt begavede Skuespillerinde, der sikkert vilde være stor, hvis man fik hende at se i en af de tragiske Roller, som maatte være hendes egentlige Omraade. Med sin rørende Enthusiasme og sin næppe hørlige, slørede Stemme sagde han:

— En herlig Tragédienne — og saa gaar hun her halvvejs som Statist! Selskabets ypperste Skuespillerinde.

Man smilede lidt ad ham. For Anna Larsen var med De Otte, og den nydelige Fru Olivia Norrie — og man kendte jo Krags sære Ideer.

Et Theater havde Krag ikke til sin Raadighed. Og da det var lettere at faa et Filmsdrama antaget end et, der var bestemt for Talescenen, skrev han i en Fart et stumt Stykke for Asta Nielsen — som hun aldrig kom til at spille.

— Hvorfor i Grunden ikke? spurgte vi hende forleden, da hun opholdt sig her i Byen i Anledning af den nye Asta Nielsen-Film, der blev givet i Paladstheatret, den eneste, hun har spillet under Krigen.

— Ja, hvorfor? sagde hun med et lille Smil. — Der var ingen, som brød sig om at se mig paa Film heller. Og den Gang var det dog kun Theatrenes mest foragtede Ubetydeligheder, som nedlod sig til at have med den nye Form for Gøgl at gøre.

— Hvor blev De egentlig af, efter at De Otte var opløst? Gik De saa lige til Filmen?
Læs mere

Og der maa være Mennesker, som har havt Glæde af det; for der gaar ikke en Dag, uden at Posten bringer mig Breve fra Jordens forskelligste Egne — Breve, som tit er naive, men som jeg, naar jeg skal være ærlig, alligevel vilde savne, hvis de ophørte.

— Hvilken Slags Breve er det oftest?

— Jeg faar tre Slags, i nogenlunde lige stort Antal, og ikke saa faa Tusinder om Aaret, smilte Fru Asta Nielsen: Kærlighedserklæringer, i Reglen med Tilføjelser om, at Afsenderen vil begaa Selvmord, hvis jeg ikke svarer.
Anmodninger om Pengehjælp, som oftest affattet i en roligere Tone — og ønsker om Autografer og Fotografier, især fra unge Piger, og fra unge Mænd, der underskriver sig med Damenavne, for at være mere sikre paa at faa Billedet eller Haandskriften, hvad det nu er, de vil have.

— Og De besvarer hele denne Korrespondance?

— Paa de Dage, hvor det er overkommeligt. Men jeg sætter et blaat Stempel i Hjørnet: “Efter Anmodning”. For jeg vil ikke have Ubehageligheder af det senere, hvad jeg har havt i et Par Tilfælde.
Men det er altsammen Biting. Det vigtigste er, at jeg er tilfreds nu — for jeg synes, jeg har fundet mit Felt. Og jeg hører, ligesom mine Brevskrivere, til de Naive, der har den Overbevisning, at Filmen, som kan faa Tilskuerne til at, græde og le, er en Kunst.


Det er denne side du i øjeblikket har åben. Den fortsatte karriere som filmmager.
Biografbevilling og ægteskab med Esther Hagan. Biografdirektør Urban Gad, tekster og artikler.