Urban Gad (4)


Maler – Instruktør – Forfatter
Biografdirektør (Grand).
12. februar 1879 – 26. december 1947.

*

1922 – BIOGRAFBEVILLING OG ÆGTESKAB MED ESTHER HAGAN

B.T., 29. november 1922.

Nationaltidende, 19. september 1922.

I Dag foreligger følgende officielle Meddelelse om, hvem de lykkelige er, der har faaet de nye Biografteater-Bevillinger:
Direktør Oscar Johan Christian Malmstrøm og Skibsfører Christen Godiken Tveergaard – paa Vesterbrogade paa Strækningen fra Vesterbros Torv til Roskilde Landevej eller i en Sidegade til førstnævnte Gade.
Redaktør E. Marott og Instruktør Gunnar Sommerfeldt – paa Raadhuspladsen eller i en fra denne udgaaende Gade med Undtagelse af Frederiksberggade.
– – –
Redaktør, Medlem af Borgerrepræsentationen Frøken Th. Damgaard og Forfatteren Peter Urban Gad – paa Strækningen Frederiksberggade, Nygade, Vimmelskaftet, Amagertorv og Østergade eller i en Sidegade til en af disse Gader.

De nye Bevillinger har længe været ventet med Spænding af de ca. 4000 Ansøgere.
Nu er Lotteriet altsaa trukket, og Diskussionen om Afgørelsens Retfærdighed kan tage sin Begyndelse. Forskellige af dem, der har faaet Bevilling, har længe været udpeget, men helt nyt er det, at ingen har faaet selvstændig Bevilling, men maa dele den med en anden.
Saa vidt man kan se, har det denne Gang været Ministeren magtpaaliggende at sørge for, at der hver Gang kom en filmkyndig Mand med, og dette er da ogsaa naaet de fleste Steder.
– – –
Fru Emma Wiehe ved Dagmarteatret har faaet Halvdelen af den Bevilling, som Hr. Nørgaard i mange Aar har drevet Biografteater paa, og Hr. Ingvard Jørgensen, som i Forvejen har Biografteater i Esbjerg, har sammen med Konservator Manniche faaet en Bevilling til.
Endelig har Hr. Urban Gad sammen med Borgerrepræsentant Frk. Damgaard faaet Ret til at anlægge et Strøgteater, skønt der vist eksisterede et gammelt Løfte om, at der ikke maatte komme flere Billedteatre paa denne Strækning.

Kallundborg avis, 29. december 1922.

*

1923 – TEKSTER OM FILM OG BIOGRAFDRIFT

B.T., 16. januar 1923.

Aarhus Amtstidende, 11. februar 1923.

København.
Anonymiteten er paa Mode. Fra det kgl. Teater og nedefter. Man fristes uvilkaarlig til en Smule forundret at spørge hvorfor, eftersom Anonymiteten sjældent varer fra Sol staar op, til den gaar ned. Undertiden næppe endda saa længe. Det ny Teaters ny Forestilling, “Rullen gaar”, lider i saa Henseende af samme Skavank som sine Forgængere. Endnu før Tæppet gaar op, er den anonyme Forfatter afsløret som identisk med Filmsinstruktøren Peter Urban Gad, og “Rullen gaar” er en sønlig Bearbejdelse af et ufuldført Manuskript, Fru Emma Gad efterlod sig. Fru Gad havde en vis Evne til at skrive for Scenen, og den i Forbindelse med Urban Gads sceniske Teknik har ført til en Folkekomedie, der nærmest maa karakteriseres som en moderne Udgave af Sudermanns for 20 Aar siden saa populære “Forhus og Baghus”. Sceneriet er det samme, Udviklingen og Handlingen traditionel, naar man undtager sidste Akts Interiør fra en Filmsfabrik med tilhørende Pudsigheder baade i Sceneri og Aktører. Ellers er det hele Historien fra Sudermann om igen: Pigebarnet fra Kælderen, der borte fra Hjemmet gør Karriére, indtil det hele ender i den Fryd og Gammen, en Folkekomedie nu engang fordrer.

Nogen Berigelse af dansk dramatisk Literatur er denne Folkekomedie ikke. Den indeholder den psykologiske Pudsighed, at Rullekonen af Rulletøjet danner sig sine Indtryk af Kunderne, og det giver Anledning til muntre og djærve Repliker, der er taget i Munden paa Fru Mathilde Nielsen, men Henblik paa hvem Stykket formodentlig er skrevet, og som naturligvis er den herligste Rullekone i Verden. Men udover det er der kun at notere Hr. Gerhard Jessen som en smart Filmsdirektør og Fru Else Albeck, der i Datterens Rolle er net uden at være pralende.
J. A. J.


B.T., 11. februar 1923.

“Kan De ikke bruge min lille Tulle paa Film?” – og Tulle, eller hvad Ungen nu hedder, stirrer paa En med store vandblaa Øjne og med Sløjfer I Krøllerne — allerede fra sine første Leveaar besat af Menneskehedens store nye lidenskab: at komme til at filme.

Men Gud fri En for sandan et Herskabsbarn, der skal have varm Havregrød Klokken to og sove mellem fire og seks. Nej, Filmen har sin egen Barnebestand, smaa stride Planter, der har fundet sig til Klimaet. I Atelieret og paa Friluftsoptagelsente, hvor hvert Minut koster Penge, er der ikke Tid til at drive Børneasyl, og Filmbørnene kan også glimrende lempe sig efter Optagelsernes Behov, de trives endda storartet. Paa en vis Maade kun altfor godt.

De tilegner sig nemlig hurtigt alle de voksne Statisters Egenskaber, som alle er daarlige. Deriblandt ogsaa det rent forretningsmæsige Blik paa det hele, som Børnene straks vænner sig til.

Jeg stod midt I en stor Dekoration og udstedte mine Ordrer til et Selskab af amerikanske Milliardærer fra Wall Street og deres Damer, der afholdt en Velgørenhedsfest med tilhørende Børneballet. Til denne var der midt i Salen rejst en Tribune, som jeg stod paa. Pludselig ser jeg Oliekongernes Øjne miste det lydigt lyttende Udtryk og betragte noget bag ved mig med en vis undertrykt Munterhed. Jeg vendte mig om og ser da nede ved mine Fødder det mindste Menneskevæsen jeg nogensinde har set gaa to smaa bare Ben – En Amorin hørende til Balletnumret med Vinger paa Ryggen og Roser om Lokkerne. Den gik mig næppe til Knæene, men saa meget fornuftigt op paa mig og spurgte forretningsmæssigt: “Bliver jeg færdig til Kl. fire, eller staar den paa Overarbejdspenge?”

Barnets egentlige og private Køn spiller filmmæssigt set mindre Rolle. Jeg har en lille Ven paa fem Aar ved Navn Herman, hvis ondulerede Lokker er lange nok til at passe som Pigehaar, naar der bindes Silkesløjfer i dem, og han iføres ved saadanne Lejligheder Pigekjole med Skærf og Halvstrømper. Han spiller ogsaa mest Pigebarn, men det være sagt til Hermans Ros, at dette krænker hans Kønsære, at han foragter de Dukker og smaa Komfurer, han tvinges til at lege med, og at han som Protest anlægger et næsten overdrevent mandigt Væsen i Pavserne.

Hans Moder — en gammel Statistinde – er en rendyrket Type af en Filmbarn-Impresario. Drengen er hendes Levebrød, og hun udnytter det systematisk; hun véd altid gennem en vidtstrakt organiseret Spionage, naar der findes en Damerolle i Filmene, der skal optages, og hun er i saa Fald uafrystelig, indtil Engagementet er sluttet. Hun forelæser Avisudklip om Drengens enestaaende Evner, hun lover baade Punktlighed og Toilettepragt af begge Køn og indestaar for, at Herman paa Kommando kan græde med ægte Taarer.
Læs mere


København, 16. september 1923.

Et kommunalt Udvalg har foretaget en systematisk Inspektion af de københavnske Filmsteatre og er naaet til det Resultat, at der er meget at anke over.
Flere Steder er Lokalerne gode og smukke, andre Steder er de slette og uegnede til Samlingssted for mange Mennesker. Ofte er de heller ikke rene nok. Saadanne Fejl kan det aabenbart ikke være uoverkommeligt at faa rettede. Er Lokalerne ikke sundhedsmæssigt forsvarlige, maa et Besøg af en Politibetjent i Ny og Næ kunne ordne denne Side af Sagen.

Langt betydningsfuldere er den Kritik, som Udvalget lader komme til Orde overfor Kvaliteten af de Film, der opføres paa Teatrene. Det anerkendes vel, at der er adskillige værdifulde Opførelser iblandt, men der skrives i Betænkningen skarpe Ord om Bagtrapperomaner, Forbryderforherligelse, Overklasse-Raadenskab og amerikansk Pjat.

Forskellige Filmsfolk har været interviewede om Spørgsmaalet, bl. a. en saa anset og kultiveret Filmsmand som Direktør Urban Gad. Han udtaler til København, at Kritiken ikke er berettiget. Han mener, at Filmen netop er paa den rigtige Vej imod det sunde og opdragende. Vi haaber, at Hr. Gad har Ret. Men det forekommer os overraskende, naar han hævder, at han selv aldrig har set en umoralsk Film. Med umoralsk forstaas selvfølgelig i denne Forbindelse ikke blot det seksuelt anstødelige – det har aldrig været særlig fremherskende paa de levende Billeder – men just det, som det kommunale Udvalg har sat Fingeren paa: Den paa sin Vis lokkende og dragende Maade paa hvilken Raadenskaben og Depravationen i Samfundet fremstilles.

Paa Urban Gad og paa os gør saadanne Fremstillinger intet Sjælsindtryk, de paavirker ikke vor Moral. Men det maa huskes, at Biografteatrene ikke fyldes alene af aandsoverlegne og karakterfaste Personer. Hovedmassen af deres Gæster er unge Mennesker, som ikke har den fornødne Udvikling og Modstandskraft, det er for deres Skyld, at der er etableret Censur, det er for deres Skyld, at det kommunale Udvalg har været i Funktion. Og Hensynet til dem maa foranledige, at denne Sag ikke lægges hen med den afgivne Betænkning, men vedblivende holder vor Opmærksomhed og Kritik vaagen.

B.T., 6. december 1923.

Urban Gad sidder i den gamle højryggede Stol, i hvilken hans Moder, Fru Emma Gad, har modtaget saa mange Interviewer.

– Jeg tale aldrig om mine Film, siger han, aldrig i mit Hjem, og for resten nødigt. Man skal ikke snakke for meget om sin Metier, men Lille Hanne har interesseret mig. Jeg saa jo Stykket paa Dagmarteatret, først med Caroline Aagaard og senere med Anna Larsen. Hvem der var størst, véd jeg ikke, men det véd jeg, at det Indtryk, Hauptmanns skønne Digtning gjorde paa mig, ja det har jeg levet videre i min Erindring, i min Fantasi. Nu skal Stykket gaa igen paa Det ny Teater med Grethe Bendix – i Hr. Ivar Schmidts Iscenesættelse.

– Hvornaar skrev De Deres Lille Hanne?
– For to Aar siden, nede i Tyskland, og jeg tror nok, der bliver min sidste Film. Den blev til midt under Tysklands forfærdelige Sammenbrud – det var ogsaa Grunden til, at jeg trak mig ud af det hele.

– Hvorfor dog?
– Jo, jeg synes, at Tyskland i sin nuværende Tilstand virker ødelæggende, deprimerende paa Sindet. Man kan ikke komme i Løftelse, og Løftelse skal der til al Kunst. Ja, det bliver min sidste Film. Herhjemme har vi jo – heldigvis – saa mange dygtige Instruktører.

– Har vi det?
– Der er i hvert Tilfælde ingen, som har søgt mig, og jeg søger ikke nogen, det har jeg aldrig gjort.
– Hvorfor?
– Nej, Jeg staar i enhver Telefonbog, saa man kan nemt finde mig, hvis man ellers gider. Skulde jeg lave mere Film, saa blev det elegante, internationale Lystspil, fordi enhver Kunst, der skal faa international Betydning, maa være nationalt præget. Derfor har den svenske Film faaet saa stor en Sukces; den byggedes nemlig paa Landets og Folkets nationale Ejendommeligheder, og Danmark har ikke nogen Natur.
– Hvad vil det sige?
– Det vil sige, at hvis De fotograferer et dansk Landskab, saa vil de se ud som et Gennemsnitslandskab fra ethvert andet Land. Vor Natur har ingen Personlighed, ingen Fjorde, Bræer eller Klipper. Men vi har et Humør, som vi kan bygge en Filmskunst paa, og et stilfærdigt Lune for Dagliglivets Smaating.
Læs mere

*

1924 – STRUENSE FILM OG GAD INTERVIEW

København, 10. februar 1924.

I Morgen finder der i Grand-Teatret i Mikkelbryggersgade en interessant Begivenhed Sted, idet der er Premiére paa en stor Udstyrsfilm, som omhandler Struenses Liv.

– Oprindelig var det Meningen, at den skulde have været op paa Paladsteatret, siger Direktør Urban Gad, men det har “Karusellen”s store Sukces hindret, og derfor har jeg faaet den overladt.
– Hvem har optaget Filmen?
– Det franske Selskab Gaumont, med Hovedrollerne spilles af de tyske Kunstnere Henny Porten og Harry Liedtke; den første er Dronning Caroline Mathilde, den anden Struense. En af Lessingteatrets bedste Kræfter Walther Jansen, spiller Kong Christian den 7., og desuden forekommer ogsaa Enkedronning Juliane Marie i Filmen.
– Hvad ser man paa denne?
– Den begynder med Struenses Ungdom i Altona, derefter skildres Kong Christians Bryllup med den engelske Prinsesse, Struenses Liv i København, Kærlighedsforholdet mellem ham og Dronningen, Hofintrigerne, Struenses Fald og Henrettelse.

– Hvor er Filme optaget?
– Dels i Frankrig, dels paa tyske og danske Slotte, bl. a. paa Kronborg. Det ærgrer mig forresten, slutter Urban Gad, at jeg ikke fik Lejlighed til at realisere min egen Plan om en Struense Film. I denne skulde Asta Nielsen have spillet Kongen, men da hun ikke troede, hun kunde komme til at ligne ham, opgav jeg denne Tanke.

– “Struense” ligger noget udenfor Deres Teaters sædvanlige Repertoire!
– Ja – men det tjener os kun til saa megen mere Ære, synes jeg. Det vil virkelig blive noget af en Begivenhed at overvære den.
Bohême


Klokken 5, 16. oktober 1924.

– Pioner, siger Urban Gad, og smiler, det er saadant et kedeligt Ord. Folk tror, at det er en gammel Dansk-Amerikaner med langt hvidt Haar og et furet Ansigt. Men, enfin, kald mig Pionér.
– Hvorfor forlod De Malerkunsten?
– Fordi jeg syntes, at det var trist i 30 Aars Alderen ikke at have Raad til at købe mig et Par Bukser…. Jeg rejste ud og studerede Scenekunst paa en Række udenlandske Scener, og i 1908 blev jeg ansat paa Det ny Teater som “Sceneinspleient”. Men der var ikke Jordbund for en saadan Stilling herhjemme, selv paa et saa moderne Teater, og da saa den daværende Ejer af “Kosmorama”, Direktør Hj. Davidsen bad mig om at skrive en literær og kunstnerisk Film, skrev og iscebesatte jeg “Afgrunden”.

Det blev et Jordskælv af en Sukces. Man kendte nemlig paa det Tidspunkt, det var i 1910, kun de smaa lette Lystspil, der blev lavet paa rene tilfældigheder, uden Manuskript. Denn Film gav faktisk Stødet til den danske Filmsindustri, der senere blomstrede saa voldsomt op.
– Hvem spiller med i den Film?
– Det gjorde saa fremragende Kræfter som Asta Nielsen, Poul Reumert, Robert Dinesen og Emille Sannom, og “Afgrunden” lagde Grundstenen til Asta Nielsens store Karriere.
– Hvad kostede “Afgrunden” at sætte op?

– Saa vidt jeg husker 5-6ooo Kroner. Og vil De tænke Dem, vi tilbød Ole Olsen at købe Eneretten til “Afgrunden” for hele Verden for 5000 Kroner, men han turde ikke. Saa kom der nogle Tyskere og købte den for 6000 Kroner, og de tjente alene i Tyskland 800,000 Mark paa den. Naturligvis gav mit første lykkelige Forsøg mig Blod paa Tanden og Filmen tog mig fangen, men tror De, at det var mig muligt, at rejse 20,000 danske Kroner til at starte et dansk Filmsselskab for, endskøndt jeg rendte fra Herodes til Pilatus. Saa fik jeg et Tilbud fra Tyskland og rejste til Frankfurt for at forhandle med “Union-Selskabet”, men det var lige ved at briste, da jeg stod stejlt paa mine Fordringer, og jeg havde Haanden paa Dørgrebet for at gaa, da man kaldte mig tilbage, og gik ind paa mine Betingelser. Og det var godt det samme, for
Jeg havde brugt mine sidste 200 Kroner til Rejsen.

Og saa tog jeg fat. Der blev rejst den første Kæmpefabrik i Verden for Film, og jeg lagde Filmen i det Plan, som man nu bygger videre paa. Jeg vilde væk fra alt det primitive, fra Papkasser med Tapetpapir, og Handlingen skulde staa paa Højde med Udstyret. Straks blev jeg kaldt for en dyr Instruktør, men da mit Motto var, at Flittighed var det billigste paa Film, og Langsomhed det dyreste, lykkedes det mig at bibringe Selskabet en Nettofortjeneste paa 800 pCt. om Aaret. Da jeg vilde tage mir første Lystspil “Den lille Engel”, troede man, at jeg var gal, da Begrebet “Lystspil” f. Eks. bestod af
en Mand, der falder ned af en Trappe med nogle Gipsfigurer.
Læs mere

*

1925 – BORGEREPRÆSENTATIONEN OG FY OG BI

Berlingske Tidende, 6. marts 1925.

Borgerrepræsentationen afholdt iaftes sit sidste Møde inden Valgdagen oprinder og Størstedelen af dette forforløb i den skønneste Harmoni, som ikke mindst gjaldt den Beretning, som det kommunale Biografteater-Tilsyn har afgivet, men Mødet kunde dog ikke slutte, uden at Valget og den stedfundne Agitation blev inddraget i Forhandlingerne. Den Sag, som brød Harmonien, angik en Bebyggelsesplan for et Areal sydfor Bispebjerg Kirkegaard. Magistraten foreslog at tillade 5 Beboelseslag, hvad der foranledigede den nylig indkomne radikale Borgerrepræsentant, Arkitekt H. C. Andersen, til at fremsætte ønsket om en lavere Bebyggelse og altsaa mindre økonomisk Udnyttelse af Arealet. Dette gav den socialdemokratiske Budgetudvalgs ordfører, Hr. O. Andersen Anledning til at Ironisere over de gyldne Løfter, de radikale Kandidater fremførte paa Vælgermøderne, uden at paavise, hvorfra Pengene skulde komme. Borgerrepræsentationen godkendte sluttelig Bebyggelsesplanen.

Angsaande Enkeltheder I Debatten om Biografteatrene, henviser vi til efterfølgende Referat. Som tidligere omtalt, gaar Biografteaterudvalgets Indstilling ud paa, at de nu udløbne 17 Bevillinger fornyes for en ny treaarig Periode, at Systemet med Dobbeltbevillinger ændres, og at der ved Lovens forestaaende Revision søges tilvejebragt saadanne Lovregler, at Muligheden for at haandhæve Lovens Bestemmelser ikke paa væsentlige Omraader er udelukket.
Læs mere


“Fyrtaarnet” (Schønstrøm), den nye danske Filmøse Lisa Bauditz og “Bivognen” (Madsen).

Aftenbladet, 11. november 1925.

– – –
Lau Lauritzen er gaaet i Gang med Forberedelserne til den saa meget omtalte “Don Quixcote”. Filmen, der kræver et vældigt Arbejde, bl. a. ogsaa i Retning af Forhandlinger med de spanske Myndigheder.

Medens Direktør Lauritzen saaledes udelukkende ofrer Tid og Kræfter paa denne Hovedopgave, har Firmaet planlagt Optagelsen af en ny, stor Fyrtaarn- og Bivognsfilm.

Filmen bliver indspillet paa Palladiums Atelier i Hellerup efter et originalt Manuskript af Forfatteren Urban Gad, der ogsaa iscenesætter Filmen.
Optagelserne begynder i Løbet af næste Uge.

Palladiums Aarsberetning kan altsaa tages som et Tegn paa, at ogsaa med Henblik paa dette Selskab gælder detr, at dansk Film nu atter er ved at arbejde sig frem til en fremragende Stilling paa Verdensmarkedet.


Berlingske, 30. november 1925.
Palladium er ved at indspille en ny Film. Her ses Urban Gad, der iscenesætter den, sammen med “Fyrtaarnet” og “Bivognen”.

Den store karriere sammen med Asta Nielsen. Den fortsatte karriere som filmmager.
Det er denne side du i øjeblikket har åben. Biografdirektør Urban Gad, tekster og artikler.