Nekrolog 1921


 

NATIONALTIDENDE – POLITIKEN – DAMETIDENDE – TIDENS KVINDER – ILLUSTRERET TIDENDE – NORDISK FORFATTERTIDENDE

 



NATIONALTIDENDE


Nationaltidende, 8. januar 1921.

Efter flere Ugers Sygeleje er Fru Emma Gad i Nat afgaaet ved Døden.

Fru Emma Gad tilhørte baade ved sin Fødsel, som Datter af Grosserer P. A. Halkier, og gennem sit Ægteskab med Kontreadmiral Urban Gad, der døde i Fjor, det bedste københavnske Selskab.

Og det var dette Selskab, hun skildrede, snart med vittig Spot og snart med oprigtig Anerkendelse af dets gode Sider, lige fra hun som ganske ung Pige begyndte sin dramatiske Produktion. Hun tog helst det gode Borgerskabs Fejl og Svagheder op til Behandling. Naturen havde givet hende et lyst og muntert Sind og et aabent Blik for det komiske i Menneskenes Væsen. Men hun ironiserede altid, som den gør det, der i sit Hjerte holder af dem, der maa staa for Skud. Og selve Skuddene var aldrig dræbende, skønt de næsten altid ramte.

De efterlod kun smaa Mærker, som kunde tjene den Ramte og hans Medborgere til Lære. Hun havde megen sund Fornuft, et herligt, usnobbet Humør og en Frimodighed, der ikke kendte til Persond Anseelse.

Sit første Lystspil, “Et Aftenbesøg”, en lille Enakter, fik hun opført paa Det kgl. Teater, hvor Professor William Bloch, der gennem alle de senere Aar stod hende nær, satte det i Scene. Han og hans Hustru, Fru Anns Bloch, hørte til hendes intime Vennekreds, hvad der sikkert har haft megen Betydning for hendes litterære Udvikling.

Efter den stilfærdige Debut paa Kongens Nytorv fulgte de mere opsigtsvækkende Stykker, “Fælles Sag” paa Folketeatret og “Et Sølvbryllup” paa Dagmarteatret, af hvilke navnlig det sidste blev en stor Succes – vel nok en af de største københavnske Lystspil-Succes’er. “Sølvbryllupet” blev med sin lette og elskværdige Satire overhovedet Forbilledet for en Mængde andre Stykker af samme, halvt aktuelle Støbning, der kun i de heldigste Tilfælde har været lige saa vellykkede.



Og af Fru Gads mange dygtige dramatiske Arbejder kan desuden nævnes “I veldædigt Øjemed”, som revsede Velgørenheds-Humbugen. “Tro som Guld”, “Rørt Vande”, “Aabent Visir”, der var et varmfølt Indlæg for de saakaldte uægte Børn. “Gadens Børn”, Fareen “Den mystiske Arv” og “Guldfuglen”. Alle de større københavnske Teatre – vistnok med Undtagelse af Casino – har haft Stykker af Fru Gad paa deres Repertoire.

Ikke blot som Forfatterinde og som Journalist, men paa mange sociale Omraader udfoldede hun en rastløs Virksomhed. Hendes Forfatterskab kunde være overfladisk, og især naar hun forlod sit egentlige Omraade, Scenen, og skrev i Tidsskrifter og Blade. Men hendes praktiske Sans var beundringsværdig, og hendes Intelligens og Energi var usædvanlig. Energien var, hvad der ikke altid er Tilfældet hos Kvinder, forbunden med saa megen Takt, at den aldrig blev generende for andre; og hendes Kundskaber og sociale Dannelse gjorde hende til en naturlig og meget paaskønnet Førerske ved mangfoldige Lejligheder, hvor Kvinder optraadte med deres Krav i Kvindebevægelsens første Aar.

“Kvindernes Handels- og Kontoristforening”, “Dansk Kunstflidsforening”, “Den dramatiske Læreanstalt” og flere samfundsnyttige Institutioner er stiftede af hende; og hun var Formand for “Dramatikernes Forbund”, som hun ogsaa havde været med til at skabe.

Hendes Arbejdsevne var saa stor og saa mangesidig, at hun selv undertiden frygtede, det skulde blive komisk, og at hendes Medmennesker skulde angribe hende med hendes eget Vaaben, Ironien. Hun arrangerede Udstillinger, arbejdede i Velgørenhedens Tjeneste, holdt Foredrag, anvendte sin personlige Indflydelse til Fordel for Kolleger, der var kommen i Ulykke – arbejdede saa ivrigt, at hun som Regel bad, om hun maatte være hemmeligt Medlem af de Komnitéer, hvis opfindsomme og utrættelige Sjæl hun i Virkeligheden var. Hendes Flid gav de mere magelige Naturer et altfor godt Stof til Vittigheder.

Endnu for faa Dage siden skrev hun paa sit Sygeleje lange Breve, der var spøgende i Tonen, men hvori det dog hed med et Suk: “Jeg er vist egentlig rædsom syg”.

Nu har hun nedlagt sin flittige Pen. To haardnakkede Sygdomme, Aarebetændelse og Galdesten, besejrede hendes Villiestyrke og tapre Livsmod. Og hendes Venner vil med Sorg tænke paa, at de ikke mere skal modtage hendes kloge og muntre Breve – hun sagde selv, at hun var Postvæsenets største Frimærke-Kunde – og at de ikke oftere skal møde hendes klare, skarpe, skæmtende og dog saa elskværdige Blik.
H. F.


POLITIKEN, 9. januar 1921

Politiken 9. januar 1921
Det maa naturnødvendig være saaledes, at Meddelelsen om Emma Gads Død først fremkalder Billedet af den udprægede Verdensdame, den typiske Repræsentant for det toneangivende kjøbenhavnske Bourgeoisi. Ved bogen ‘Takt og Tone’, der ved sin Fremkomst for to-tre Aar siden opnaaede en saa usædvanlig Sukces, bidrog Fru Gad selv til at styrke denne almindelige Opfattelse, som er ensidig og – vi kan tilføje – uretfærdig. Thi med en saadan overfladisk Betegnelse rammes kun en enkelt og ydre Side af en Personlighed, der igennem et usædvanlig virksomt Liv udfoldede sig paa mange Omraader og paa adskillige ydede et Arbejde af Værdi og Betydning.

Emma Gad tilhørte ved sin Fødsel – det er sandt – det noget indsnævrede kjøbenhavnske Bourgeoisi, men allerede gennem sit Ægteskab med den unge Søofficer droges hun ind i en Kres – den Gad-Thaulow’ske – der for en væsentlig Del bestod af Kunstnere og Forfattere, og det er et karakteristisk Vidnesbyrd baade om hendes egne omfattende Interesser og om den Anseelse, hun nød i alle Lejre, at hun gennem Aarene gjorde sit hyggelige og harmoniske, men ingenlunde rige eller overdaadige Hjem til et Midtpunkt i Hovedstadens selskabelige Liv, hvor Handelsfyrster, Ministre, Ællige af de gamle Handelshuse og Officerer mødtes med Kunstnere, Forfattere og Journalister, der ofte først skulde skabe deres Navn. Kendte hun som faa det kjøbenhavnske Selskab, havde hun i alt Fald selv frigjort sig for dets Fordomme og frygtede aldrig det nye, der kom frem.

En ustandselig Virkelyst – forenet med en oprigtig Trang til at gøre Folk Tjenester – bevarede hendes Sind friskt op i de høje Aar. Hun trættedes ikke, maaske netop, fordi hun ikke attraaede store Resultater for sig selv, men var glad blot for at være med og udrette et eller andet. Man maa ikke tro, hun tog sig selv altfor højtidelig; ved mangfoldige mondæne Lejligheder medvirkede hun med sin sikre Anstand udadtil og med et lille, skjult Smil. Men mellem alt det, hun i Aarenes Løb fik Tid til, og hvoraf meget sank sporløsthen, er der dog et og andet, der er blevet staaende, ikke saa helt lidt endda. Vi nævner Kvindernes Handels- og Kontoristforening – en meget nyttig Institution – Dansk Kunstflidsforening, som laa hende særlig paa Sinde, og som nu lader til efter adskillig Famlen at have fundet fastere Linier at arbejde efter, vi kan ogsaa i denne Forbindelse nævne Danske Dramatikeres Forbund.


Der var utvivlsomt ved Emma Gad noget, der undertiden virkede lidt spredt.

Hun havde til Tider for mange Jern i Ilden, og det hang atter sammen med, at man søgte hende fra alle Kanter, fordi hun var saa praktisk og dygtig; hvad der end skulle laves – en Basar, en Forestilling, en Udstilling, en Fest – hun kendte alle, hun kunde trykke paa de rigtige Knapper, hun sparrede fremfor alt ikke sig selv.

Sagde hun ja og gik med, saa var det for at gøre et Arbejde – og hun gik altid med.

Og det værdifulde i hendes Personlighed og Karakter gjorde, at hun ikke opslugtes af dette, men ogsaa fandt Stunder til Selvudvikling, og sammenligner man Emma Gad i de senere Aar, interesseret for sociale Spørgsmaal, med Blik ogsaa for de af Tidens Problemer, som hun savnede Forudsætninger for at trænge til Bunds i, maaler man Afstanden fra den unge, kvikke og slagfærdige Kjøbenhavnerinde, der nu for 35 Aar siden debuterede som Forfatterinde.
bonnelycke

Dette Blad skylder Emma Gad, der i mange Aar redigerede vor Dametidende, en særlig Tak. Hendes Flid og praktiske Sans kom ogsaa os til Gode. Med sit enestaaende Kendskab til det kjøbenhavnske Bourgeoisis Forgreninger, med sin instinktmæssige Opfattelse af de Emner, der i Øjeblikket interesserede, med sin gode og sunde Fornuft og sin lette Stil gjorde hun sin specielle Afdelig i Bladet læst og diskuteret. Punktlig til aftalt Tid traadte hun ind paa Kontoret, selv paa de varmeste Sommerdage, hvor Rejse paa Kystbanen var en Gru, altid medbringende en Blomst fra Villaen i Humlebæk, der stod hendes Hjerte saa nær. Hjemmet og Børnene var vel for hende som for enhver ægte Kvinde det første og vigtigste her i Livet. Men hendes livlige Aand og kvikke Hoved, hendes Trang til at udrette noget og ikke blot gaa unyttig rundt i sine egne Stuer og andres Saloner førte hende tidlig ud i en omfattende Virksomhed af broget og mangeartet Natur, der bidrog til at gøre hendes Væsen rigere og hendes Liv lykkeligere.
V.K.




Emma Gad som Skribent.

Emma Gads dramatiske Produktion var skabt med saa let en Haand, dens ydre Fortrin var saa iøjnefaldende, at Tilskuerne som oftest standsede herved og ikke kom videre. Hvor var det muligt ikke at glæde sig over det vagtsomme og spejdende Blik, der lyste dem i Møde, og over den Lydhørhed over for Tilværelsens smaa Pudsigheder i Ord og Tale, der røbede sig i disse Dialoger. Gemyttet i Fru Gads Dramatik var farvet af en helt oprindelig Friskhed, og stedse lige ungdommelig Trang til at gøre sig lystig over de Fænomener, som unge Mennesker i Almindelighed er blevet enige om at kalde for Dydsdragoner og Prækeheste.

Men under denne lette Form lever den stundom en anden Tone, der har sin Grund i, at den, der her skriver, er en Kvinde. Hun kan føle en egen Svulmen og Betagelse, naar Fattigdommen og Elendigheden nærer sig hende – og hun kender Moderfølelsen som noget mystisk og oprindeligt, der kan benyttes literært som en Protest mod den konventionelle Samfundsmoral.
Men som Kvinde manglede hun Lidenskab – og derved manglede hun ogsaa Forudsætningen for at kunne forstaa adskillige af de Forhold, som hun har prøvet paa at skildre – Elskovsforhold f. Eks. og alle de dybe Forviklinger, som de kan skabe mellem Mennesker. Hun har kun set deres Grimasser.
Og denne Mangel paa Lidenskab har ogsaa svækket Virkningen af de Angreb, som hendes ærlige Indignation ofte fik hende til at gøre mod den almindelige Moral i de Krese, som hun selv i saa eminent Grad tilhørte: Bourgeoisiet.

Der har vist til Tider været hendes Ærgerrighed at blive saadan noget som Bourgeoisiets onde Samvittighed. Væbnet med saa smukke Følelser som sin Moderømhed og sin Medlidenhed med de Forurettede vilde hun holde sin Omgangskreds dens Synder under Næsen som en osende Brand.
Meningen var god nok – men Lidenskaben manglede.

Derfor tænkte det gode Selskab ikke paa at blive forarget. Det nikkede venligt til hende og faldt hen i smilende Beundring over den elegante Maade, Branden blev svunget paa. Og selv om man en Gang imellem fik lidt af Soden paa sig, sværtede den ikke – man kunde nemt knipse den af sig, man var lige ren for det. Og morsomt var og blev det at se en af sine egne staa der og være Samfundsrevser men en Mine, som kun den har, der elsker, hvad han tugter.

Alligevel har dette Forfatterskab alt i alt naaet Resultater, som mange stærkere Talenter forgæves har kæmpet for. Sammen med Esmann og Otto Benzon har Emma Gad listet en ændret Opfattelse af mange Ting ind i Bourgeoisiet, lirket lidt dér og pillet ved adskillige stramme Knuder, saa de løsnedes. At der nu fornemmes og ræsonneres anderledes i de ledende Krese her i Byen end for en Menneskealder siden, har Fru Emma Gad sikkert nok en betydelig Andel i.
S.L.


Dramatisk Forfattervirksomhed.

Emma Gads dramatiske Produktion er temmelig omfangsrig. Ialt har hun skrevet 22 Arbejder for Scenen, deriblandt et enkelt, Fruens Politik, opført paa Det ny Teater i 1909, i Samarbejde med Sønnen, Peter Urban Gad. Et af hendes Arbejder er en lille Ballet i Rokokostil, I Rosentiden, der opførtes paa Dagmarteatret ved Kvindernes Udstilling i 1895, men ellers har hun væsentligst skrevet Lystspil; kun et Par Smaastykker er af alvorligere Karakter. Desuden har Fru Gad oversat to af de kjøbenhavnske Teatres udenlandske ‘Træffere’, nemlig den svenske Forfatter Ernst Lundqvists Lystspil ‘Fætter Georg’, der har oplevet en lang Række Opførelser paa Dagmarteatret, som Sardous populære ‘Madame Sans-Gêne’.

Det er i Aar 35 Aar side, Fru Gad paa Det kgl. Teater havde sin Debut med en lille kjøbenhavnsk Toakter ‘Et Aftenbesøg’, der vakte meget Behag. To Aar efter spillede Scenen paa Kongens Nytorv igen en Toakter af hende, et Skuespil med Titel ‘Et Stridspunkt’ som hører til hendes værdifuldeste Arbejder. Paa Det kgl. Teater er endvidere opført: En Advarsel (1890), Tro som Guld (1893), Rørt Vande (1895), Aabent Visir (1898) og Guldfuglen (1903).

Størst Sukces har Fru Gad haft med Lystspillet ‘Et Sølvbryllup’, der fremkom paa Dagmarteatret i 1890 med Sophus Neumann og Søsteren Mathilde Nielsen i Hovedrollerne og siden er spillet ikke mindre end 142 Gange. Det er ikke langt fra nu at være klassisk.

Hendes sidste Arbejde var ‘Hectors Afsked’, der gik paa Folketeatret i 1916 og kun gjorde ringe Lykke.

*
Det er Emma Gad, hvem vore Teaterforfatteres Sammenslutning, Danske Dramatikeres Forbund, skyldes. Paa hendes Initiativ stiftedes i Marts 1906 denne Forening, der i Forbindelse med et Salgsbureau fik til Opgave at varetage dramatiske Forfatteres økonomiske Interesser, og saa udmærket efter sin Hensigt har den i de forløbne Aar virket, at den længst har indkasseret den første Million i Honnorarer til Forfatterne.

Foreningens første Formand var Albert Gnudtzmann, efter ham kom en kort Tid Overretssagfører Frederik Richard og derpaa Hjalmar Bergstrøm. Siden den sidstes Død har Fru Gad beklædt Formandspladsen, efter fra Foreningens Stiftelse uafbrudt at have haft Sæde i Bestyrelsen.
Da Meddelelsen om Fru Gads Død i Gaar indtraf, samledes Bestyrelsen til et kort Møde, i hvilket Næstformanden, Hr. Otto Rung, holdt en smuk Mindetale. Det vedtoges tillige, at Hr. Rung foreløbig skal fungere som Formand, mens Hr. Svend Rindom afløser ham som Næstformand.


Højtid i Fru Gads Hjem.

Sørgeklædte Damer og Herrer strømmede i Gaar Aftes ved 7-Tiden ind gennem Porten i Dr. Tværgade Nr. 40 og samledes i den kendte Stuelejlighed, hvor Fru Gad i 30 Aar har haft sit Hjem. Kærlige Hænder havde skjult Gange og Værelser under et Væld af de Blomster, som Fru Gad i Livet elskede. Mellem Blomster og Lysekroner udveksledes dæmpede Hilsner mennem de sørgeklædte Gæster, men for første Gang kom Værtinden i disse hyggelige Stuer dem ikke selv i Møde med aabne Arme. Det syntes forunderligt for alle, og den Følelse greb enhver, at et af Byens mærkeligste Hjem i dette Øjeblik opløstes. Indsvøbt i et Sørgeklæde, kun smykket med tre Buketter stod Baaren i den midterste af Stuerne mellem blomsterbehængte Opstandere og tændte Lys. Sørgeskaren, som var samlet her, indbefattede Fru Gads Slægtninge og Nærmeste og afspejlede derfor ikke hele hendes uhyre store Omgangskreds. Mellem de Tilstedeværende var Fru Sødrings Døtre, Familierne Gad, Halkier, Blom o. fl. Der var Kunstnere fra Digterkunstens, Musikens, Malerkunstens og Teatrets Verden. Fru Gads to Sønner stod ved Baaren, og efter der var udført et stemningsfuldt Musiknumer, tog Kaptajn i Marinen Gad Ordet og holdt en i sin højtidelige Jævnhed gribende Tale, hvori en Søn sagde sin Moder Tak, fordi hun altid havde delt sine to Drenges Glæder og Sørger og havde været saa kærlig, saa trofast, saa forstaaende og saa god. Taarerne strømmede fra alle Øjne, da Kaptajnen sluttede sin lille Tale, og da Musiken dæmpet faldt ind, og en kendt Kunstnerinde sang:

Dejlig er Jorden,
prægtig er Guds Himmel.

Lidt senere drog en Rustvogn, trofast fulgt af den lille Sørgeskare, hen over Kongens Nytorv, hvor Dame og Herrer i Aftentoiletter hastigt ilede over Pladsen i Retning af Det kgl. Teater. Den mørke Rustvogn skar sig skarp og sort gennem Lyskeglen fra de aabentstaaende Teaterporte, men selv fangede den i Forbifarten et Lysglimt fra den Verden, hvor Smilet skjuler Menneskers Taarer. Det var Byens og Teatrets Afskedshilsen til Emma Gad.

I Holmens Kirkes store Kapel, hvor alle Kandelabre var tændt, hensattes Baaren og skjultes øjeblikkelig under et Tæppe af stærkt duftende hvide Syrener og røde Roser.


NOTER
Emma Gad havde i nogen Tid lidt af en alvorlig Aarebetændelse, og dertil var nu yderligere kommet en Galdestenslidelse. Længe syntes det, som om hendes kraftige Konstitution skulde sejre, men i de sidste Dage vat det klart, at det bar mod Døden.
Fru Gad døde Natten til i Gaar i det smukke Hjem i Dronningens Tværgade. Hendes Søn, Filmforfatteren Peter Urban Gad, der var kaldt hjem fra Berlin i Anledning af den faretruende Vending i Moderens Sygdom, var til Stede ved hendes Dødsleje.
*
Emma Gad tilhørte ved Fødsel det kjøbenhavnske Handelsbourgeoisi. Hun var Datter af Grosserer P.A. Halkier, og hendes Brødre var Højesteretsadvokat Herman Halkier og Grosserer Godtfred Halkier, der nu begge er døde.
Hun blev født den 21. januar 1852 og vilde saaledes om nogle Dage have fyldt 69 Aar.
Kun 20 Aar gammel blev hun gift med den unge Søofficer Urban Gad, der i Aarenes løb avancerede til Kontreadmiral, og ved sin Afsked fra Flaaden udnævntes til Udskrivningschef. Admiral Gad døde for et Aars Tid siden.
*
Fru Gad var dekoreret med Fortjenstmedaillen i Guld.
*
Emma Gads første Stykke ‘Et Aftenbesøg’ iscenesattes paa Det kgl. Teater af Prof. William Bloch, og blandt de Medvirkende i Stykket var Fru Anna Bloch. Fra den tid bestod der et varmt Venskab mellem de Gad’ske og Bloch’ske Familier.
*
Da Meddelelsen om Fru Gads Død i Gaar naaede Det kgl. Teater, hejste Teatret Flaget paa halv Stang.
*
Fru Gad omgikkes alle Slags Mennesker fra Majestæten til den fattigste Skuespillerinde og Student. Frederik VIII kom ofte til Te i hendes lille Hjem, og det er ikke længe, siden hun til en Underholdning havde samlet et særlig udsøgt Selskab med Spidserne i vort corps diplomatique. Men Teaterbørnene blev altid hendes Hjertebørn, og hun blev aldrig træt af at hjælpe unge Kunstnerinder fremad og at lancere unge fremmede Begavelser i det kjøbenhavnske Selskab. Paa sine Udflugter ledsagedes hun næsten altid af en ung Dame, som i sin Tid af Frk. Gert Egede Nissen, i den sidste Tid af Frk. Karina Bell.
*
Emma Gad havde paa mange Maader Tilknytning til Politikens Virksomheder. Særlig interesserede hun sig for Foredragssalen, hvor hun holdt en Række stærkt besøgte Foredrag. Det er kun et Par Maaneder siden, at hun talte om Forholdet mellem de sidste Generationer, assisteret af de unge Skuespillerinder Frk. Karina Bell og Frk. Gerda Madsen.
For to Aar siden tog hun Initiativet til Oprettelsen af Det intime Teater, idet hun tilrettelagde og iscenesatte Ove Rodes Herlekins Omvendelse for den lille Scene. Det glædede hende meget, at Stykket gjorde Lykke, og hun fulgte siden med elskværdig Interesse de unge Kunstnere, der forsøgte sig paa Intimscenen.
*
I Foredragssalen arrangerede Fru Gad ogsaa en Række Udstillinger og Matinéer, der interesserede et stort Damepublikum.
*
En særlig Glæde for Fru Gads Venner var en Indbydelse til Sommermiddag i hendes lille smukke Villa i Humlebæk. Saa skrev hun med sin klare Haandskrift: Glem nu ikke Toget! Olaf, Johannes, Frederik og Poul kommer (de sidste var Fred. Hegel og Poul Reumert). I Selskabet var unge Damer fra Nabolaget, og naar Damer og Herrer efter Middagen samledes om Kaffebordet i Haven, optraadte ‘Admiralinden’s Æsel, der forspændt en lille Vogn havde hentet de ældre Gæster paa Stationen. Det hændte, at Olaf Poulsen opførte en komisk Skærsommernats Eventyrscene med det ejegode Dyr. Disse lystige Middage vekslede med Middage for ældre Venner, mellem hvilke man traf Brygger Jacobsen, Georg Brandes, Jacob Hegel og Frue, Departementschef Rentzmann, William Bloch og Frue og Etatsraad H.N. Andersen og Frue. Anretningen var nydelig, dog ingenlunde overdaadig. Men Lysene var i Reglen tændt paa Skibene ude over Sundet, før Selskabet opløstes i den lyse Sommernat.
*
Under Mærket ‘Snusfornuften’ skrev Fru Gad i Politiken nogle gode Raad om Opførsel i godt Selskab. En Ven raadede hende til at omarbejde disse pudsige Smaastykker og samle dem i en Bog. Saaledes kom ‘Takt og Tone’ til Verden, og da den faldt lige ind i Gulaschtiden, da mange nye Velhavere trængte til an bedre Optræden, blev den en meget betydende Salgssukces for Fru Gad. I de sidste Maaneder paabegyndte hun efter Anmodning fra Gyldendalske Forlag at nedskrive sine Erindringer, og det maa meget beklages, at dette Arbejde ikke blev udført. Samtidig omarbejdede hun sit Stykke Guldfuglen og indleverede det til Det kgl. Teater, hvor det i sin Tid var gaaet en halv Snes Gange med Fru Anna Bloch i Hovedrollen. Stykket led af visse teatertekniske Mangler, som Forfatterinden i sin Omarbejdelse mente at have overvundet, og det var hendes Haab, at Fru Bloch vilde faa Lejlighed til at bære Stykket frem i dets ny Skikkelse nu til Foråret.
*
Skønt alle holdt af Fru Gad, blev hun meget forskellig bedømt. De, der ikke forstod hende, var de, der ikke kendte hende. Var hun nu og da overfladisk, som det sagdes, skyldtes det oftest, at hun paatog sig for meget, vel navnlig af Tjenstvillighed mod andre. Men hvem, der nøje kendte hende, vil især hædre hende for Trofasthed. Da Edward Brandes for Aar tilbage blev stenet af den samlede Højrepresse for fransk Letfærdighed i en af sine Bøger, betænkte hun sig ikke paa at undertegne en fra udpræget frisindede Mænd udgaaet Hyldestadresse til ham, skønt hun derved skilte sig fra hele den konservative Side i sin Omgangskreds. Ogsaa dette Blad maa takke hende for en Trofasthed, der helt beroede paa Instinkt. Da sidste Foraar al Magt i Landet rejste sig mod Bladet, tog hun i Krese hvor hun færdedes, med kvindelig Fanatisme Parti for os. Den Trofasthed skal Politiken sent glemme Emma Gad.
*
Fru Emma Gads Begravelse foregaar paa Onsdag Kl. 1 og Jordfæstelsen i Familiegravstedet paa Holmens Kirkegaard.


DAMETIDENDE 9. januar 1921

Dametidende logo

Emma Gad sørgeflor

Til denne Plads i Dametidende bragte Fru Emma Gad Søndag efter Søndag et Billede, hvortil hun under sit Mærke E- -d havde skrevet en altid overbærende og kærlig Tekst. Pennen er nu faldet Fru Emma Gad af Haanden, og vi sætter stille hendes Billede ind i den Ramme, hun nænsomt havde skabt. Lad hende blive staaende her, let og lys og glad, som hun vil blive staaende i Erindringen, ogsaa naar vi ser hende gennem det bølgende Sørgeflor.

Mindeord om Fru Emma Gad.
Fru Professorinde Helga Matsen, som gennem mange Aar har kendt Fru Emma Gad og deltaget i hendes Arbejde, giver os følgende smukke Mindeord om den afdøde Forfatterinde:
Det er vanskeligt for mig paa mit Sygeleje her ude paa Kommunehospitalet at sige ret meget om Fru Gad. Maaske jeg slet ikke kan give nogen rigtig Karakteristik af hende. Men hun var sine Venners aller bedste Ven, det mest trofaste Menneske, jeg har truffet.
Jeg havde Brev fra hende Juleaften. Et langt, kærligt Brev, hvori hun søgte at holde mit Mod oppe, skønt hun selv laa syg.
– Jeg har tre Sygdomme, stod der i Brevet, ligger selvopgivende hen, jeg maa nøjes med at tænke paa Dem og kan ikke komme derud.
Jeg fik en Anelse om, at dette var et Afskedsbrev, skønt hun maaske næppe selv forstod det.
Det er underligt at tænke sig hende død. Hun, der var saa virksom, altid paa Farten, altid optaget af nye Idéer og Planer, altid parat til at hjælpe og støtte, hvor andre trak sig bort. Hun sørgede med rørende Omhu for Syersker og ældre Mennesker, som hjalp hende i Hjemmet, skaffede dem Hvile og Landophold, saa de kunde komme til Kræfter efter Sliddet. Traf man hende i Hjemmet, havde hun altid et Arbejde i Hænde, hæklede eller syede, intet Minut af hendes Dag gik tabt. Mage til Værtinde findes næppe i Kjøbenhavn. Omhyggelig, opmærksom, hjertelig. Hun sørgede altid for, at hver Enkelt netop fik det, som han ønskede og kunde føle sig vel tilpas.
Det er kun ni Maaneder siden Admiralen døde. Alle har jo tænkt, at Hjemmet, Virksomheden, det var Fru Gad. Men vi, som stod hende nær, fik noget andet at føle. Vi saa, at hun ligesom visnede efter hans Død. Hun havde nok af Planer, tænkte paa at rejse ud, var ivrig paa Færde. Men der var ikke den gamle Kraft i hendes Gerning. Hun ældedes tydeligt fra Dag til Dag.
I hendes Hjem gaar nu to gamle Piger, som har været der i henved tredive Aar. Fru Gad glemte ikke deres Trofasthed. For nogle Aar siden tog hun hele den sum et af hendes Stykker havde indbragt, og købte et Hus til dem i Byggeforeningen ved Søerne. Dér kan de nu henleve en fredelig Alderdom.
Jeg synes, dette lille Træk bedre end noget andet viser hendes Hjertes Adel.


POLITIKEN, 12. januar 1921

In memoriam
En ung Skuespillerinde har bedt os i Dag offentliggøre følgende Artikel.
Fru Emma Gad er død – hendes varme, rige Hjertes Slag er standset – aldrig skal vi føle hendes kærlige Blik hvile paa os – aldrig mere skal hendes hjælpende Haand udstrækkes imod os: mon vi egentlig tilfulde fatter, hvilket smerteligt – uerstatteligt Tab vi har lidt – alle vi Unge, der kæmper for at bevare vor Tro og vore Idealer i Teatrets Atmosfære?

Ak! Jeg ser mig selv en Dag nu i Efteraaret gaa fra Teatret i en fortvivlet, opreven Sindstilstand efter en Samtale med min Direktør. Grunden? Den almindelige: Svigtede Løfter – sikre Forventninger, der var blevet skuffet – jeg havde troet paa Menneskene, men forgæves, og jeg syntes pludselig, alt var mørkt om mig, og gik, hvorhen Tilfældet førte mig. Saa standsede jeg og saa, at jeg befandt mig i Dr. Tværgade ud for Nr. 40. Som i et Glimt syntes jeg at se Fru Gads Ansigt for mig og høre hendes milde, kærlige Stemme, og før jeg vidste det selv, stod jeg i hendes Stue og saa hende komme imod mig med udstrakte Hænder. – – Da jeg havde udøst sin Sorg for hende og hørte hendes trøstende Ord, følte hendes milde Øjne hvile saa moderligt og forstaaende paa mig – da var det, som alt det, der nys var ved at overvælde mig, svant ind og blev til en Hindring, jeg sagtens kunde overvinde, blot jeg samlede min Viljes Kræfter. Hun var utrættelig i at finde paa Raad – hun havde tusinde Planer, og jeg lod mig rive med, syntes, jeg kunde alt ved hendes Hjælp.

Naar jeg unævnt for dette Blads Læsere har fremdraget denne Episode, er det, fordi jeg ved, at det, der hændte mig den Dag, er hændt mange andre, der søgte hende i deres Nød, og som opmuntrede af hendes rige Personlighed fik Styrke til at føre Kampen videre.

Lad da alle os, hun har hjulpet, Teaterbørnene, som hun kaldte os, lad os paa denne Dag, hvor hendes Legeme stedes til Hvile, sende en Strøm af brændende Hengivenhed og Taknemmelighed strømme imod hende – saa stærk, at hun maa kunne fornemme den.
En Skuespillerinde.


TIDENS KVINDER, 16. januar 1921

For alle os, der har haft den Lykke at arbejde sammen med Fru Gad, vil Mindet herom til alle Tider staa i uforgængelig Glans.

Hvor hun viste sig, kom der Liv og Fart i Sagerne; med aldrig svigtende Elskværdighed kunde hun forhandle med de forskelligste Mennesker og skaffe Klarhed og Forstaaelse i mangt et indviklet Spørgsmaal. Ikke alene ved sin klare, kloge Hjerne, men lige saa ofte ved sin blide, beroligende Maade at behandle selv de vanskeligste Personer paa, – hun forstod at gyde Olie paa Bølgerne. Og i alle de mange Foretagender, som Fru Gad har fremført og gennemført, var det saa ofte om at gøre, at jævne højst forskellige Mennesker sammen mod fælles Maal. Dette var hendes Styrke. Og aldrig blev hun træt. En Opgave kunde se nok saa vanskelig og ufremkommelig ud. Hun fandt stedse paa Udveje, sparede sig aldrig – opgav aldrig.

Og paa anden Maade fandt saa mange Vej til Fru Gad. Der gik ikke mange Dage, hvor der ikke indfandt sig en eller anden hos hende, som trængte til hendes Raad om Hjælp i de forskelligste Retninger. Og de gik alle trøstet bort. Hun kunde ikke sige Nej, naar nogen søgte hendes Bistand.

Mange er de taknemmelige Tanker, som strømmer ved hendes Livs Afslutning. Dette rige, daadfyldte Liv til Gavn og Glæde for saa saare mange.

Alle vi som har staaet om Fru Gad gennem Aarene, lært af hende at arbejde, lært at elske hendes varme, storladne Sindelag, alle vi forener os i en dybtfølt Tak for alt, hvad hun har været for os, forener os i den store Smerte, som Fru Gads Bortgang har kastet ind i vore Sind.

Savnet er uopretteligt, dybt skaaret i vore Hjerter, men en Trøst skal det være at have kendt denne store, ædle Kvinde med det varme Hjerte, der altid slog kærligt mod hver, der kom hende imøde.

Hendes Minde er os dyrebart!
Inger Klüver.


ILLUSTRERET TIDENDE, nr. 3, 23. januar 1921

Emma Gad.
Knapt 69 Aar gammel, er Forfatterinden, Admiralinde Emma Gad, født Halkier, afgaaet ved Døden.

Emma Gad 1852 – 1921

Det løfte, hun oprindelig gav som en talentfuld Skildrer al Livet i det københavnske Bourgeoisi, i hvilket hun var født og virkede med hele sin personlige Charme, indfriede hun ikke rigtigt. Livets forskellige Foreteelser havde hver for sig for stærkt Tag i hende, til at der kunde komme noget helstøbt ud deraf. Der var Foreninger, det skulde stiftes og ledes, der var utallige Mennesker, der skulde hjælpes og bringes i Vej.

Fru Gads Hjerte var helstøbt i opofrende Godhed, og hun efterlod sig ingen Fjender — der var Hjemmet, der i høj Grad lagde Beslag paa hendes Røgt, der var Selskabeligheden, der ikke kunde forsømmes, og under alt dette kom Forfatterskabet ikke rigtig til den Udvikling, det maaske vilde have faaet, hvis Fru Gad ikke havde udmøntet sine Gaver i saa mange forskellige Møntsorter.

Efter at have debuteret med “Et Aftenbesøgs” paa det kgl. Teater 1886 Fulgt en hel Række Arbejder, mindre og større, at hvilke “Et Sølvbryllup”, der gik paa Dagmarteatret 1890, absolut havde det største Sceneheld og længe vil bevare hendes Navn som dramatisk Forfatter. De fleste af hendes Arbejder tumler i en legende og let Form med Dagliglivets Problemer, de gaar ikke dybere ind paa Sjælelivet, men de bærer et behageligt Præg af Dannelse, og deres Replikbehandling er ofte udmærket.

Admiralinde Gad var en i høj Grad repræsentativ Skikkelse og hører uløseligt med i Billedet af den sidste Menneskealders København. Kvindernes Handels- og Kontoristforening og Dansk Kunstflidsforening skylder hende Tilværelsen.


NORDISK FORFATTERTIDENDE, 2. Aargang nr. 1, Januar 1921

 


Emma Gad in memorandum Januar 1921
Emma Gad in memorandum Januar 1921