Teaterbogen 1901

katten


Her følger Emma Gads to indlæg i Teaterbogen, der dækker teaterprocessen fra antagelsen: “Et skuespils udarbejdelse og antagelse” til gennemførelsen: “Generalprøve og førsteopførelse”.

Teaterbogen - Emma Gad og Albert Gnutzmann - 1901
Teaterbogen – Emma Gad og Albert Gnutzmann – Det Nordiske Forlag 1901

INDHOLD:
EMIL POULSEN: Prolog
EMMA GAD: Et Skuespils Udarbejdelse og Antagelse
OTTO ZINCK: Rollebesætning
PETER JERNDORFF: Ved Rollens Modtagelse
HERMAN BANG: Sceneinstruktionen
JENS PEDERSEN: Provinsteater
OTTO SINDING: Den dekorative Iscenesættelse
JULIUS LEHMANN: Dekoration, Maaskineri, Belysning
ERIK SCHIØDT: Malersalen
J.F: DORPH-PETERSEN: Regien
HERMAN BANG: “Elever antages”
JACOB JACOBSEN: Om Hjemmearbejde med Rollen
HERMAN BANG: Prøverne
KARL MANTZIUS: Maskering
POUL NIELSEN: Paaklædning og Omklædning
ALBERT GNUDZMANN: Udenfor Kunsten
EMMA GAD: Generalprøve og Førsteopførelse
SIGURD TRIER: Premierens Billeder
ELITH REUMERT: Mellemakten
ALBERT GNUDZMANN: Teater-Kritik
SVEN LANGE: Fremtidens Teater
OVE RODE: Lad Tæppet Falde



ET SKUESPILS UDARBEJDELSE OG ANTAGELSE

Folk er som oftest tilbøjelige til at tro, at det nærmest er en Fornøjelse at skrive Skuespil! Man sætter blot dette Arbejde i en vis vag Tankeforbindelse med Fripladser i Teatrene, smigrende Breve, Gilder efter jubilerende Forestillinger og andre Glæder, der menes at følge med Bestillingen. Kun Faa tænker paa, hvor megen Lidelse der fra først til sidst er forbunden med at skrive for Scenen, og i hvor høj Grad man paa dette Literaturomraade – mere end paa noget andet – bliver stillet frem for en øjeblikkelig og skarp Kritiks Domstol samtidig med, at man føler sig ansvarlig overfor Teatret og de Rollehavende.

Hvorfor vælger man da en Form, som maaske er vanskeligere end nogen anden, og som saa ubønhørligt kræver ikke blot en gennemført Grundtone og Stemning, men tillige Sikkerhed i Beregningen, Behændighed ved Anvendelse af Virkemidlerne, Sans for det bestandig forberedende, kort sagt, den Sammensmeltning af de indre og de ydre Midler, af Kunstfølelse og Teknik, der kræves, for at et Skuespil har Scenevirkning. Naar man vælger den uvilkaarligt og lige fra først af, beror det vel paa, at den falder En naturlig som Meddelelsesmiddel, og at man instinktmæssigt har mere Sans for Livets bevægede Optrin og Forholdet mellem Aarsag og Virkning end for Tankelivets hemmelige Rørelser med dets Stemningsovergange og haarfine Nuancer. Alexandre Dumas siger et Sted i en af de berømte Fortaler til hans Dramaer, at enten er man født til at være Dramatiker, eller man er det ikke. Han har vist tildels Ret deri. Selv om naturligvis Øvelse bidrager meget til at udvikle Tekniken, vil det Medfødte sikkert i saa Henseende udvirke Hovedsagen. Hvis man ikke, siddende ved sit Skrivebord, aldeles uvilkaarligt og instinktmæssigt virker i Samarbejde med Skuespillere og Tilskuere, hvis man ikke, ved at iagttage Livets store og smaa Optrin, halvt ubevidst tilegner sig dem paa dramatisk Vis, gør man vist bedst i at vælge en anden Form.

Ved at se vore moderne hjemlige Skuespil og deres Bedømmelse, mærker man ofte, at vi ikke af Naturen er et dramatisk anlagt Folk som f. Eks. Franskmændene, der skarpt skiller mellem Fortællingen og Dramaet og i det sidste fordrer Hovedvægten lagt paa den sceniske Virkning.
Hos os vil man se, at denne ved Bedømmelsen ofte bliver betragtet som ret overflødig, Vægten bliver mere lagt paa Replikernes literære Værdi og paa de psykologiske Smaa-Iagttagelser end paa den stigende dramatiske Virkning. Af Frygt for at synes ufine og lægge an paa den stærke sceniske Effekt, der populært kaldes det Spændende, bliver de nordiske Forfattere mere og mere ængstelige for at benytte de kraftigt malende Situationer, som gør det utvivlsomt lettere for Skuespillerne at skabe de Ydelser, der ikke glemmes. Det ene hænger sammen med det andet – jo stærkere dramatisk Optrinet er, jo hastigere Stigningen, jo mindre bliver der Tid og Plads til lyrisk Stemning i Replikerne, og saa ofrer man Stigningen. Enhver af os kender disse moderne lidt blege Skuespil uden Spænding og Fart i Handlingen, men med et fortræffeligt skrevet, ofte poesifuldt Replikskifte, der fint og ægte tolker Stemninger og Følelser, men ikke faar Tag i Publikum ikke heller i Skuespillerne, trods det værdifulde i Stil og Sprog.

Men Stemning og Følelse er nu engang ikke Livsnerven i Dramaet, særlig, fordi man i denne Kunstart kun har Talen til sin Raadighed, og ikke som f. Eks. i Romanen noget Udtryk for Tanker, for Instinkter og Impulser, der jo omfatter saa meget mere af det sjælelige Liv end Talen, hvad Taillerand maaske lidt vel stærkt har udtrykt i sit bekendte Ord om, at Mennesket har faaet Talen til at skjule Tankerne med.

Faa Tilskuere tænker paa, hvilken Vanskelighed det i den dramatiske Form afstedkommer, at man aldrig som i en Fortælling f. Eks. kan sige: “En pludselig Tanke slog ned i ham, den, at hun løj for ham”, eller andet lignende. Tankelivet, det, der ikke kan siges, maa altsaa gengives ved Minespil, ved Blik, Smil og vel beregnede Pavser, ved Antydninger og Betoninger, der kaster Lys over den fremstillede Persons indre Liv, og i saa Henseende er da Forfatteren ganske henvist til en Anden, til Skuespilleren, der selvfølgelig ikke kan opfatte Replikerne ganske som den Skrivende havde tænkt dem, for det første, fordi to Menneskers Forestillinger aldrig ganske kan smelte sammen, og for det andet, fordi Skuespilleren sandsynligvis ikke kender og ikke bør kende den Model, hvorefter Forfatteren mere eller mindre bevidst har udarbejdet sin Skikkelse. For at bøde paa denne Tvedelthed i Arbejdet og saa vidt muligt trænge ind til Kærnen af Skuespillerens Personlighed, er det saa, at der ofte skrives en stor bærende Rolle med en bestemt Skuespiller eller Skuespillerinde for Øje.

JyllandsPosten 6. december 1901
JyllandsPosten 6. december 1901

Dette har naturligvis sine Fordele, fordi Indholdet da kan svøbes helt om den Spillendes Ævner, men Fremgangsmaaden har ogsaa sine store Mangler særlig derved, at Forfatteren paa en altfor direkte Maade kommer til at arbejde med Scenen for Øje og staar i Fare for at ofre det virkelige Livs levende og friske Aandepust for den beregnede Teatereffekt, som desværre aldrig forfejler sin Virkning paa det store Publikum. Dertil kommer, at det mod Skuespillerne nærmest er en Bjørnetjeneste at skrive direkte for dem. Deres Rollefag slaas for meget fast derved! Intet virker i Længden mere stagnerende paa en Kunstner end at blive fast indrangeret i et bestemt Rollefag, det være sig Bonvivant, Elsker eller Ræsonnør! Hvorimod en Rolle ved hvis Tilblivelse aldeles ikke er tænkt paa Skuespilleren, men desto mere paa et Menneske, der lyslevende og intetanende gaar omkring etsteds ude i Livet, altid vil yde et virksomt og livfuldt Stof at arbejde i, selv om Resultatet bliver et noget andet, end Forfatteren havde forestillet sig det. Dog, vilde man forsøge at udrede hele det fine Sammenhæng mellem Livets Forbilleder, Skuespillernes Ævner og Scenens Krav, der gør sig gældende ved et Skuespils Udarbejdelse, vilde det blive til en hel Bog, og det er derfor bedre ikke at dvæle ved selve Arbejdet med dets Anstrengelse og Glæde, dets Tvivl og modløse Timer, men forudsætte, at Skuespillet foreligger færdigt, rede til at gaa sin Skæbne i Møde.

Altsaa – man har endnu Manuskriptet hjemme, man læser det en sidste Gang, grubler over, om der ikke endnu er noget, der bør ændres – man ved ikke rigtig man forandrer lidt ved Scener og Repliker, som maaske var heldigere i den første Skikkelse naa, alt maa have en Ende!
Omsider lukker man Manuskriptet inde i en stor Konvolut sammen med et Brev til Teaterdirektøren. “Skuespil, som synes egnet til Opførelse paa Deres Teater Roller, der ligger godt for Personalet” o. s. v. Med lidt af den beklemte Ømhed, hvormed et Barn for første Gang sendes ud i Verden, giver man saa Pakken fra sig, og aldrig saa snart er den arme Pjes borte, før alle Svaghederne begynde at dæmre for Ens Bevidsthed, de Svagheder, der senere bliver saa ubarmhjertigt paaviste i Rampens skarpe Lys.

Saa kommer Ventetiden ! Jeg tror, den er ubehagelig selv for anerkendte Forfattere, hvis Navn alene borger for Stykkets Antagelse, men som alligevel af Svarets større eller mindre Redebonhed og Hast uvilkaarligt maa faa den første Antydning af det Indtryk, Skuespillet gør paa Omverdenen. For Begynderen er imidlertid denne Ventetid en Kval, maaske den største, som et Stykkes Fremkomst fører med sig, i hvert Fald den mest sejgpinende, fordi den varer saa længe, og man formaar saa lidt imod den. Hvis Teaterdirektørerne tænkte lidt over, hvor ubarmhjertige de er mod en ung Forfatter ved at lade ham vente længe paa Udfaldet af deres Afgørelse, vilde de maaske skynde sig lidt mere. Man skulde nemlig tro, at et Teaters hvileløse Drift af sig selv magter at fremtvinge de hurtige Afgørelser, men det underlige er, at Teaterfolk ifølge almindelig Erfaring meget ofte er – ja, dovne er saadant et stygt Udtryk skal vi sige ubeslutsomme. De putter alting i Skuffer og Bunker, Manuskripter saa vel som Løfter, og jeg har kun truffet ganske Enkelte, som læser Stykkerne, efterhaanden som de indkommer og formaar at give hurtig og klar Besked. Det Sædvanlige er, at en debuterende Forfatter maa vente Uger og Maaneder paa det Svar, der i Øjeblikket forekommer ham at være en Livssag. Jeg husker for eget Vedkommende, hvordan jeg i saadanne Perioder arbejdede mig op til at blive saa nervøs, at jeg følte en hed Strøm fare igennem mig, hver Gang der blev bragt en Pakke, der fjernt kunde ligne et Manuskript, ja, tilsidst kunde jeg fare sammen, blot det ringede.

Kan man saa ikke holde det ud længer, samler man alt sit Mod og gaar op paa Teatret for at fremtvinge Svaret eller idetmindste henlede den høje Vedkommendes Opmærksomhed paa Stykkets Eksistens. Som Regel har den høje Vedkommende slet ikke læst det, og besvarer det ængstelige Spørgsmaal med at søge Oplysning hos Inspektøren eller Regissøren eller Instruktøren o. s. v. om Manuskript Nr. x ligger i en Skuffe paa Teatret eller i en Skuffe i et af de respektive Hjem temmelig ensbetydende! Naturligvis kan det hænde, at han har læst det og hvad der de ni af ti Gange er Tilfældet ved Begynderarbejder besluttet ikke at ville spille det. “Jo – ja” bliver der f. Eks. da fremført som Motivering, “Stykket indeholder jo adskilligt Godt, men Folk er for Øjeblikket kede af Ægteskabsdramaer,” eller “Folk forlanger nu engang en forsonende Slutning o. s. v. ” Kun altfor ofte en Henvisning til Publikums øjeblikkelige Luner, som det dog netop er Scenens Opgave at retlede, og kun satire sjælden de Ord, der dvæler ved det aandelige Indhold, saa at den unge Forfatter føler Afslaget som en Grænsepæl paa Vejen, der fører fremad mod nye Opgaver. Faar man saa oven i Købet det Indtryk, som Tilfældet var ved det Kgl. Teater under en forhenværende Chefs Regimente, at det for en Del beror paa tilfældige Omstændigheder, om et Stykke antages eller ikke, maa det give en vis Usikkerhed i en uerfaren Forfatters Begreber om de teaterkyndiges Bedømmelser. Nu efter Aars Forløb kan jeg med et Smil mindes mine Besøg hos Kammerherre Fallesen for ham var det tænke paa min ganske urimelige Angst for ham, paa Spændingen i den forfærdelige Ventetid før Avdiensen, naar jeg i Forgemakket, der var prydet med et kæmpestort Fotografi af Fru Eckardt som Fulvia, sad med hamrende Hjerte sammen med nogle Lidelsesfæller, der, ligesom jeg, tilsyneladende var fordybet i Aviserne, alt mens man af Kammerherrens lidt knirkende Stemme inde i det Allerhelligste søgte at udlede, hvorfra Vinden blæste, om han vilde være Venligheden selv, hvad han ofte var, eller lige det Modsatte. Man var nemlig altid paa det Uvisse, ikke alene fordi hans Sind, i Lighed med den af ham saa stærkt beundrede franske Nationalkarakter, indeholdt den mest forbavsende Blanding af ganske modstridende Træk og Egenskaber, men ogsaa fordi han var saa let paavirkelig, at det ærgerlige Lune, han af en eller anden Grund havde paadraget sig i Dagens Løb, ham selv uafvidende, gik ud over den første uskyldige Besøgende, imens man andre Dage kunde forlade ham med Indtrykket af en ligefrem bedaarende ridderlig Elskværdighed og den mest forbløffende Aabenhjertighed. Og hans Omgivelser syntes at regne med denne Omskiftelighed ligesom vi Andre tager Hensyn til Vejret. Naar man, efter at have ventet i Maaneder, omsider tog den modige Beslutning at vove sig op til ham for at forhøre sig om et Stykkes Skæbne, lagdes det En stærkt paa Sinde at vælge en Dag dertil, hvor et Stykke havde gjort Lykke, eller hvor hans Styrelse af Teatret var bleven rost i et eller andet Blad.

Naturligvis udvalgte man da med Flid en Dag, hvor der var udsolgt til forhøjet Pris, og gik man saa alligevel derfra med en Forudfølelse af, at man inden føje Tid vilde faa Stykket tilbage ledsaget af den bekendte lille høflige Afslagsformular, ja, saa gav man jo i sin Modløshed Stykket hele Skylden, indtil man tilfældigvis kunde træffe en af de Indviede, der trøstede En med noget saadant som:
“Hvor kunde De dog ogsaa komme i Dag! Ved De da ikke, at han blev voldsomt angreben i Rigsdagen i Gaar.”
“Men Kammerherren sagde, at Censuren havde været saa skrap.”
” Naa Censuren!”
Sagen var, at vilde Kammerherren ikke have et Stykke, skød han sig ind under den haarde Dom, det havde faaet af Hr. Erik Bøgh, og havde han derimod Lyst til det, var det ham ganske ligegyldigt, hvordan denne Dom havde været. Jeg har i saa Henseende en levende Erindring angaaende et af mine Skuespil “Et Sølvbryllup.” Han vilde ikke spille Stykket, var mig desaarsag den Dag aldeles ikke bevaagen og sagde kort og tørt:
“Jeg kan umuligt antage Deres Stykke, selv om jeg vilde. Det strider mod min embedspligt at forelæse Dem Censuren, men saa meget kan jeg dog sige Dem, at den slutter saaledes: Stykket er umoralsk, smaatskaaret og kedeligt, og savner enhver Betingelse, der maatte berettige til dets Antagelse.” Disse Ord, der naturligvis forekom mig lidt uretfærdige, brændte sig i samme Nu ind i min Hukommelse, og da jeg kort efter havde Besøg af Direktøren ved Dagmarteatret, Professor Riis Knudsen, og han anmodede om Lystspillet uden at have læst det, gentog jeg dem advarende for ham.
“Det er mig ganske ligegyldigt,” sagde han, “Deres Stykke er paa Forhaand antaget.”
Denne for Professoren særegne letsindige Ædelmodighed skulde dog denne Gang lønne sig, for saa vidt som Stykket opnaaede et betydeligt Antal Opførelser paa Dagmarteatret, skønt adskillige af Skuespillerne under Prøverne spaaede, at det aldeles ikke “vilde gøre sig.” Jeg nævner kun dette for at bestyrke begyndende dramatiske Forfattere i, at Scenens Fagfolk ikke ere ufejlbare i deres Dom.
Tværtimod! Hvor længe de end har beskæftiget sig med Teatersager, er deres Profetier om et Stykkes Skæbne lige usikre; ingenting vides, før det stilles frem for Publikum, for de Mange, hvoraf Hver for sig maaske er literært ukyndig, men som samlede pludselig og instinktmæssigt faar Forstaaelsen af de Egenskaber, hvorpaa den sceniske Virkning beror.
Imidlertid, det er jo ikke alle Stykker, der forkastes, og hvis man overhovedet skal naa frem, kommer man engang til det Punkt, hvor der er en overvejende Sandsynlighed for, at Ens Arbejder bliver opførte, hvis der ikke er en ganske særlig Grund til det modsatte.
En Dag faar man altsaa et formelt affattet Brev, hvori Antagelsen meddeles En. Man ser paa de tørre Ord og tænker paa, om der bagved disse skjuler sig en Glæde eller en Skuffelse. Naa den Tid den Sorg – i Øjeblikket er man tilfreds.
Emma Gad.


GENERALPRØVE OG FØRSTEOPFØRELSE

Blot ved at sætte denne Overskrift paa Papiret løber det koldt ned ad Ryggen; Generalprøve det ene uafvendelige Ord vækker for en dramatisk Forfatter Fornemmelsen af, at nu er Fristen ude, Øjeblikket for Haanden, hvor det hele – staar paa Spil! Man føler Hjertet banke og ser et mørkt halvt tilhyllet Teater for sig, hvorhen man har famlet sig bag fra Scenen op ad Trapper og ned ad Trapper mellem Kulisser og nodestole; man anbringes paa en af de forreste Bænke ved Siden af Instruktøren og iøvrigt omgivet af de højeste Myndigheder, hvis Bevaagenhed og opmuntrende Tiltale er nogenlunde afpasset efter de Muligheder for en Succes, som Stykket lover.

Man ser hen ad de dunkelt belyste Stolerækker og faar først Øje paa de kostumerede, underlig fremmed udseende Skuespillere, der i Regelen er paa Tilskuerpladsen i de Scener, hvor de ikke er med, og af og til kommer hen for at faa Forfatterens Mening og Raad angaaende Kostume og Maske. Iøvrigt sidder der nogle Tilskuere spredte paa Gulvet, en løjerlig Blanding af et jævnt, meget taknemligt Publikum bestaaende af Pyntekoner, Statistinder, Rengøringsdamer og andre lavere Funktionærer og dernæst af de ulige mere kølige og kritiske Tilskuere, som udgøres af den Del af Teatrets Kunstnere, som ikke spiller med i Stykket.

Disse to Arter Tilskuere svarer ret godt til det Publikum, der fylder Teatret ved Premieren, Byens mest kræsne og vanskelige og det mere let modtagelige, der altid, selv ved en Førsteforestilling, er til Stede paa de billigere Pladser, og af deres Fællesholdning søger man saa at udlede, hvordan Stykket vil slaa an; man iagttager Ansigternes Udtryk, lytter, hvor Latteren falder, og vejrer den anspændte Stilhed. Bliver der saa tavst og tomt om En, naar Tæppet ruller ned efter Akterne, og den ved en Generalprøve endeløse Mellemakt begynder, ser det ikke lovende ud. Dog, selv om man har det bedste Indtryk, selv om man føler noget af den Varme om sig, som uvilkaarligt strømmer En i Møde, naar man har talt til Folks Hjerter eller til deres gode Lune, saa skal man ikke føle sig sikker. Man ved den Dag lige saa lidt som før, om Stykkets Opførelse vil komme til at høre til Ens kæreste Minder, eller om alt, hvad der vedrører dets Fremkomst, vil blive noget pinefuldt, man helst undgaar at tænke paa. Hvordan kan man vide, hvad Indtryk det vil gøre paa andre! Man ved ikke engang, mens man sidder hjemme og skriver det, hvordan det vil virke paa En selv, naar man ved Generalprøven. stilles Ansigt til Ansigt med det i Rampens Lys, og man hører de Ord, der i saa særegen Forstand tilhører En selv, lyde fra andres Læber. Det er Ens eget, og dog noget fremmed og nyt. Og det, man selv troede, vilde virke bedst, viser sig saa ofte at være det mindst heldige, hvorimod Scener og Repliker, man ikke havde tillagt Vægt, kan eje selve Livets Sandhed og Styrke. Og Kritiken, hvordan vil den stille sig! Maaske har den ene Del af Pressen et lille Horn i Siden paa En fra det sidste Stykke, maaske behager dette Arbejde ikke den anden Dels- politiske og sociale Anskuelser – hvad ved man!

Det maa jo siges at være en af det dramatiske Forfatterskabs værste Ulemper, at det paa Grund af den hurtige Bedømmelse er stærkere og mere øjeblikkelig afhængigt af Bladene end nogen anden Kunstart, og selv om man Gang efter Gang ser, at Pressen, trods al Reklame ikke formaar at skabe en Succes, naar Folk keder sig over et Stykke, saa har den i sin Magt at ødelægge det Sceneheld, der er vaklende. Dette gælder selvfølgelig især med Hensyn til Stykkets Salg til Provinser og Udland, hvor de paagældende kun har Bladanmeldelser at holde sig til og ikke kender den Kritik, der gaar fra Mund til Mund og skaber de langvarige Successer, som intet har med Aviserne at gøre, den Kritik, der bærer over med saa mange Svagheder, naar Stykket har noget over sig af Dramaets Stigning eller af Lystspillets Glans, kort sagt, det, der drager.
Dog, vanskeligt er det, fordi et Skuespil over hele Linjen skal bedømmes ved en første Opførelse, hvor de spillende er saa ængstelige, at Forestillingen som oftest mangler en Del i Sikkerhed og Ro. Med nogen Ret kunde der maaske ogsaa gøres gældende, at den københavnske Dagspresse i sin Helhed, ifølge den nationale, stærkt udviklede kritiske Sans, ikke i nogen nævneværdig Grad har lagt sig paa Sinde, at den, der virkelig elsker god Kunst, glæder sig over det gode i et Værk og ikke fortrinsvis lægger Vægten paa Fejlene. Naar en Forfatter ved Fremkomsten af et Arbejde, der var ham kært, ser alle Stykkets Fejl, og kun dem, skarpt belyste i en affejende og haanlig Form, alt mens han ved, at mange Tusinder dermed paavirkes til hans Skade, da er det naturligt nok, at der rejser sig en hastig Vrede i ham, indtil han tager en anden Avis, og atter een, der maaske er velvilligere, saa han tilsidst har en hel Bunke liggende foran sig og ser, at den ene Kritiker siger, at Hovedrollen var umulig, og den anden, at den var skarpt og sikkert tegnet, den tredje, at Slutningen var meningsløs, og den fjerde, at den var morsom og virkningsfuld. Saa lægger han helt forvirret hele Bunken til Side med en Hovedrysten og holder sig til den Belæring, der maaske er at uddrage af en enkelts Mening, hvis denne ene er af de virkelig kyndige, der har sat Fingeren paa det Punkt, som Forfatteren selv hemmelig har følt enten som sit Arbejdes skæbnesvangre Svaghed eller dets egentlige Styrke. Hvis han vilde forsøge at lade sig belære af dem alle, vilde hans næste Arbejde blive et underligt Misfoster.

Lige meget, den, der paa nogen Vis vil have med Scenen at gøre, maa kunne taale Kritik og forstaa, at Hovedsummen af den er retfærdig i Længden, men et saa abstrakt og filosofisk Standpunkt er ikke let at indtage den Dag Ens Skuespil løber af Stabelen. Man føler kun en pinlig Lidelse ved Fornemmelsen af, at Timen nu er kommen, hvor Ens Arbejde, Ens inderste Eje, skal stilles blot for de mange Menneskers kolde og ligegyldige Kritik, en Lidelse, som aldrig vil kunne fattes af den, der ikke har gennemgaaet den. Skuespillerne føler maaske en mere intensiv øjeblikkelig Angst, fordi selve deres Person er med i Spillet, men den er hurtigere forbi. Efterklangen vibrerer ikke saa længe, fordi en enkelt Rolles Held eller Uheld ikke betyder saa meget for dem som et Skuespils Skæbne for dets Forfatter. Der gives som oftest hurtigt en Skuespiller Lejlighed til at oprette det tabte Slag, men for Forfatteren er det ofte Aars Overvejelse og Aars Arbejde, der gaar tabt, ja i Grunden mere end det! Ved et Nederlag mister han i Omdømme – hvor meget eller hvor lidt mærkes egentlig først ved det næste Arbejdes Fremkomst, der imødeses baade af Teaterfolk og Publikum med akkurat den Interesse, som det forrige Stykkes Sceneheld har givet Grund til at vække. Længer tilbage husker Folk sjældent.
Der kan nu hertil siges, og med en vis Ret, at i Grunden er der ikke noget at være bange for; det kommer, som det maa komme, det værste, der kan ske, er da, at Stykket falder, og nogen Livsens Ulykke er det jo ikke. Disse af Fornuft lysende Ord gentager man atter og atter for sig selv paa en saadan Premieredag, og lige lidt formaar de at forjage den underlig sugende Fornemmelse etsteds omkring Hjertet, der tilsidst føles som en opadstigende Klump, som hæmmer – jeg vil ikke tale om Appetiten – men selve Aandedrættet.

Og naar man saa omsider er kommen derhen! Naar Tampen brænder! Naar Tæppet langsomt ruller op, efter at man efterhaanden har set Salen fyldes med et fornøjet, pyntet, passiarende Publikum, hvoraf man misunder hver enkelt den rolige Ubekymrethed ved Situationen.
Hvis man da overhovedet er der! Man forsøger nemlig alt i bitter Erfaring om en saadan Aftens Ubehagelighed at overvære Opførelsen i den for Ofrene bestemte Gitterloge ved Scenen, hvor man pines ved at være alt for nær inde paa Livet af det hele eller sidde i en Krog af Parterret, hvor man pines lige saa meget af de intetanende Naboers Bemærkninger at blive hjemme ganske alene eller i Selskab med en opofrende Sjæl, at gaa en lang Tur paa ensomme Veje eller at læse en spændende Kriminalroman, at lægge Kabaler eller spille Beethoven, men hvad man end gør, lige pinefulde er de Timer, saa angribende for Sind og Nerver, at der efter et Stykke, der er faldet, kan gaa Uger, ja Maaneder, før man helt forvinder dem.

Og naar de er forbi! Hvad skal man saa fange an! Skal man have Mod til i Forvejen at gøre Forberedelser til en Sukces, som maaske udebliver! Man maa beundre den Sikkerhed og det Selvherredømme, der hører til for i Forvejen paa en Restaurant at ordne en lystig Souper efter Forestillingen for Skuespillerne og enkelte begunstigede Venner, hvad Forfatterne ret ofte gør. Men hvis det saa gaar galt! Er det da muligt at gøre Fyldest som Vært og opretholde en til Anledningen fornøden Feststemning under den trykkende Fornemmelse af et Nederlag! Paa den anden Side kan det ikke nægtes, at det ogsaa er lidt sløjt at gaa i Seng paa en daglig Kop The, hvis man har Følelsen af at have vundet Aftenen. Alt beset raader jeg imidlertid for min Part til Theen – eller skal vi sige – et Glas god Vin i Ro – hjemme!

Gildet vil altid være en tvivlsom Glæde, træt som man er, og den har i hvert Fald intet at gøre med den bedste Løn for Arbejdet den eneste virkelige den at føle, at man med sine skrevne Ord har skaffet sig enkelte Venner ude i Livet, og at man har fortjent at faa dem. Lidt af den Fornemmelse er det rart at gaa til Ro med efter sit Stykkes Førsteopførelse, og endnu bedre er det jo, hvis man kan beholde den, efter at man næste Morgen meget tidlig – har sagt: Maa jeg saa bede om Aviserne!
Emma Gad.