Haandarbejdsbogen 1910


Indholdsfortegnelse: Vævning: Historiske Oplysninger – Vævearter – Vævens Opsætning – Dansk Hvidsyning – Hedebosyning: Historiske Oplysninger – Hedebosyning: Fremgangsmaaden – Knipling: Historiske Oplysninger – Raad ved Fremgangsmaaden – Ornamentik
Haandarbejdsbogen udgivet af Dansk Kunstflidsforening med støtte af den Reiersenske Fond.
Stoffet er velvilligt samlet og ordnet af Emma Gad


HAANDARBEJDSBOGEN

[Det er kun det store afsnit med ornamentikkens historie der her findes i fuld længde. Det historiske forløb om ornamentikken holder jo stadig – i modsætning til interessen i dag for bogens første afsnit om Hedebosyning med videre. Bliver nogen imidlertid interesseret efter at have set indholdsfortegnelsen kan bogen lånes på biblioteket. Bogen er i øvrigt helt igennem vældig godt illustreret. Red.]

Da der stadig fremkommer Forespørgsler om den Lærebog i nationale Haandgerningsfag, som saa vel de mange Lærerinder, der forlader Skolen, og enhver, der giver sig af med Syning udover det rent dagligdags, kan støtte sig til, har Foreningen i Anledning af sin tiaarige Bestaaen bestemt sig for Udgivelsen af nærværende lille Skrift.
Med saglig Assistance er der udarbejdet en Anvisning i Skolens Hovedfag, med oplysende Billedstof til Vævning, Hvidsøm og Knipling.
Det vil være let for enhver, der blot har de mest elementære Forkundskaber, selv at arbejde videre.
I Bogen er medtaget et Afsnit om Ornamentik med de nødvendigste Hovedpunkter i Stilkunstens Historie, med det Formaal, at den gode Smag kan komme til sin Ret overfor de stilløse og ukunstneriske Mønstre, som nu er saa almindelige.
Bogen sælges til Fordel for Dansk Kunstflidsforening, der i de forløbne ti Aar har givet Fri-Undervisning til 1038 Elever.
December 1910. Bestyrelsen.


ORNAMENTIK

Hovedtræk af Ornamenternes Historie.

Da Udøverinderne af vor nationale Kunstflid altid vil have Nytte af at have lidt Kendskab til Udviklingen af Stilarter og Mønstre ogsaa i andre Lande og til andre Tider, skal her i de mest elementære og kortfattede Træk angives, hvorfra de hyppigst anvendte Ornamenter stam­mer, og i hvilke Lande og Tidsperioder de er fremkomne.

Saa langt vor Viden rækker tilbage, har Mennesket i alle Verdensdele udsmykket først sig selv lined paamalede Farver og Tatoveringer og dernæst sin Klædedragt og sine Brugsgenstande. Det vil med andre Ord sige, at Kunstindustrien har levet omtrent lige saa længe som Mennesket, skønt naturligvis de første Mennesker ikke formaaede at skabe Ornamenter i vor Betydning af Ordet, men holdt sig til Streger, Bølgelinjer, Prikker, Kors og lignende primitive Bestanddele.

Husgeraadet hos de saakaldte Nordvest-Indianere
Husgeraadet hos de saakaldte Nordvest-Indianere

De primitive Folkeslags Ornamentik er dog ofte saa skøn og oprindelig, at den kan afgive ypperlige Motiver for moderne Tegnere, f. Eks. Husgeraadet hos de saakaldte Nordvest-Indianere der er højt beundret af Kunstnere, ligesaavel som Brugsgenstandene fra forskellige Øgrupper i Sydhavet. Meget smukke — om end lidt barokke — Forsiringer er ogsaa paa Musæerne opbevarede fra det gamle Meksiko.

Da hele Menneskeheden saaledes gennem Tiderne har frembragt Ornamenter, som er os overleverede, er der selvfølgelig frembragt de mest forskelligt udseende Stilarter, som vi efter Evne maa sætte os ind i og holde saa rene som muligt for vor Bevidsthed, for at de i vort Arbejde ikke skal forvanskes og sammenblandes.

Vi maa søge at gøre os klart, hvilke Ornamenter der er særegne for hver Hovedperiode og atter og atter vender tilbage i de Udsmykninger, vi ser omkring os i vore Huse, paa vore Gader, paa vore Klædedragter, i Sten, i Træ, i Metal, hamret og smeddet, vævet og syet, snittet og drevet — overalt, hvor Menneskers Smag og Snille har forædlet det raa Stof.

Den assyriske og gammel-babyloniske Civilisation har sat temmelig ringe Spor i vor nu anvendte Ornamentik udover de Motiver, den havde tilfælles med Oldtidens Ægypten. Den ægptiske Ornamentik er derimod af den største Vigtighed, ikke alene fordi den i sig selv er saa storstilet og skøn, men fordi den græske Kulturs Vugge stod ved Nilens Bred, og fra Grækenland stammer jo i en saa overvejende Grad den europæiske Skønhedsopfattelse, at vi næsten kan sige, vi ad en Omvej har faaet fra Ægypterne det meste af, hvad vi nu glæder os over som festligt og smukt.

Ægypten

blank
Pyramiden – Obelisken – Sfinksen

Den ægyptiske Kunst stod vel paa sit Højdepunkt omkring 1600 Aar før Chr., men var allerede da en ældgammel Kultur. Naar vi ser hen til, hvad den har frembragt, saa er der tre Former i den, som ufravigelig straks opstaar i vor Bevidsthed, tre Former, som ethvert Barn i hele den civiliserede Verden kender, og til alle Tider vil kende, nemlig Pyramiden, Obelisken og Sfinksen.

Palmetten
Palmetten

Men hvilken Fasthed i Stilen og Klarhed i Tanken skal der ikke til for at frembringe Former, som gennem Aartusinder kendes af alle og danner Grundlaget for utallige billedlige Forestillinger. Det siger sig selv, at disse store og enkle Former kun er opstaaede som de klareste Udtryk for en Uendelighed af Motiver og Billedstof, hvoraf der til alle Tider har været Øst som af et rigt Kildevæld, f. Eks. den vingede Menneskefremstilling, altsaa “Englen”, der oprindelig skriver sig fra Ægypten, og et Motiv som Palmetten udgaaet fra Forestillingen om et Palmetræ,

Den vingede solskive
Den vingede solskive

eller Ægyptens vidunderskønne hellige Mærke: Den vingede Solskive

Lotusbuketten
Lotusbuketten

Det i vore Dage mest anvendte ægyptiske Motiv er dog Lotosbuketten maaske fordi ‘det, foruden at være smukt, egner sig saa fortræffeligt til at udfylde et langagtigt Felt. En Mængde Borter og Friser, stammende fra Ægypten, kommer stadig igen i alle senere Kulturperioder.

Løven
Løven

Fra den saakaldte Eufrat-Kultur (Persien, Assyrien m. m. omkring 1000 Aar for Chr.) har vi faaet mange værdifulde Omarbejdelser og Videreførelser af ægyptiske Motiver, f. Eks. Rosetten, for ikke at tale om denne Kulturs karakteristiske Dyrefremstillinger, særlig Løven, som maaske er Verdens skønneste, men det er alligevel direkte fra den ægyptiske Kunst, at vi glider over til den græsk- romerske, den saakaldte klassiske Stilart, som blomstrede i de nærmeste Aarhundreder før og efter Chr. i Grækenland, Italien og deres Nabolande.

Grækenland

Den gammelgræske saakaldte arkaiske Kunst, som af mange Kunstelskere sættes over alt andet, stammede fra Grækenlands Broncealder, den homeriske Tid. Den anvendte som Ornament særlig Spiralen saavel i Syd som i Nord altid hænger nøje sammen med Broncealderen.

Spiralen
Spiralen

Denne gamle Kunstsstrunke Stivhed i Menneskeskikkelse danner Overgangen fra den strengt stiliserede ægyptiske Kunstform til den senere græske naturtro Fremstilling af Mennesker og Dyr, og det er denne Fremstilling, som danner det væsentlige Grundlag for senere Tiders Skønhedsbegreber.

Selv for den mest elementære Viden om den oldgræske Kultur danner der sig en Forestilling om noget lyst og straalende. Man tænker ved det blotte Ord Hellas paa hvide Marmorstatuer mellem Laurbær og paa ranke og yndefuide Tempelsøjler, der hæver sig mod en azurblaa Himmel, og vi vedbliver at tænke saaledes, skønt det ved nærmere Studium har vist sig, at det saa godt som altsammen ved sin Fremkomst har været farvet.

Øverst den doriske og den joniske søjle og nederst den korinthiske
Den doriske og den joniske søjle – nederst den korinthiske

Ens første beundrende Tanke gælder Søjlerne i de tre Arter, der hovedsagelig smykkede Templerne og Boligerne og i Grunden aldrig er blevne erstattede af andre Former, nemlig den doriske, der kun har en Pude som Afslutning foroven, den joniske der slutter med Spiralen, og den korinthiske, den langt rigere udsmykkede Søjle, der som Kapitæl har et Ornament af et stiliseret Blad, det saakaldte Akanthusblad.

Akanthusblad
Akanthusblad

Dette Bladmotiv har gennem Tiderne været og er endnu det vistnok mest anvendte Ornament i Bygningskunst og i al Kunstindustri. Atter og atter træffer man det, og saa uimodstaaelig har dets Tiltrækningskraft været paa Mennesket, at det er vandret til Egne, hvor Akanthusbladet i naturlig Tilstand slet ikke findes. Et meget brugt klassisk Motiv er ogsaa Thyrsosstaven, der var Vinguden Bacchos og derigennem Livsnydelsens Kendetegn sammen med Vinløvet og Drueklasen.

Thyrostaven
Thyrostaven

Som afsluttende Bort har ogsaa den saakaldte Æggestaf bestandig gjort sig stærkt gældende.

Æggestaf
Æggestaf

Sammen med Akanthusbladet er der dog et Ornament, som for den almindelige Bevidsthed staar som et bestemt Udtryk for den græske Ornamentik, nemlig Mæanderborten, eller, som den populært kaldes, A la Greque-Borten.

Mæanderborten
Mæanderborten

Den anvendtes i Masser af Former, men det maa betones, at den gennem Tiderne er opstaaet allevegne og overhovedet er Verdens ældste Motiv. Den benyttedes ogsaa stærkt i Ægypten, ja, selv i Kina, hvis Ornamentik er saa ganske forskellig fra den europæiske, møder man særdeles ofte denne Bort med de firkantede Linier.

Det viser sig overhovedet, at samme Omrids og Tegning ofte opstaar paa de forskelligste Steder af Jordkloden, hvor gensidig Paavirkning har været umulig, saa man næsten maa tro, at der er Former for Smagsudviklingen, som Menneskeheden nødvendigvis maa gennemgaa paa et bestemt Udviklingstrin for at kunne komme videre.

Men ligesom Menneskelivet bestaar af en Barndom og Ungdom, en fuldmoden Udvikling, en Alderdom og en Tilintetgørelse, saaledes gaar det ogsaa med Kulturperioderne. Den antikke Civilisation sank sammen efter at have sat sin sidste prangende Blomst i den byzantinske Stilart, som opstod i Konstantinopel, det daværende Byzanz, hvor en af de to romerske Kejsere tog Residens ved Rigets Deling. Den pragtfulde Ornamentik, som var forbunden med denne Stilart, har aldrig været særlig yndet i den vesteuropæiske Kultur, men har fundet Vej til Rusland og givet dette Lands græsk-katolske Kultur et stærkt Særpræg. Ogsaa i Italien kan man hist og her se dens Paavirkning, f. Eks. paa mangfoldige Maader i den ældgamle skønne Markuskirke i Venedig.

Blomst i den byzan­tinske Stilart
Blomst i den byzan­tinske Stilart

Skandinavien
I Norden var man fra Stenalderen, hvor Bølgelinien, Mæanderbortens Urform, alt fandtes paa Lerkarrene, efterhaanden gledet ind i Broncealderen, der menes at have nordiske Broncealder, hvis Hovedornament her som allevegne var Spiralen, overleveret en Ornamentik af stor Rigdom og Fylde, hvis skønne snoede Guldsmykker vi endnu kan se paa vort oldnordiske Musæum. Det er ogsaa fra denne Tidsalder, at de interessante Blæseinstrumenter, Lurerne skriver sig.

Lur
Lur

Først langt senere, maaske i Begyndelsen af vor Tidsregning, naaede man til den Stil, som nu almindeligvis kaldes den oldnordiske, altsaa Bautastenenes, Drageskibenes og Vikingernes Tid, og som havde sit Arnested i Irland, hvor der paa dette Tidspunkt herskede en særlig Kultur, der spredte sig til Skandinavien.

I denne nordiske tidlige Middelalder var det Dyreskikkelsen, der stadig kom igen i Ornamentiken, særlig Dragen.

Dragen
Dragen

Senere, i den oldkristne Tid, var det hovedsagelig den korsfæstede Frelser, som man anbragte alle Vegne til Udsmykning i Baldyring og Vævning, men ogsaa til Smykker, som f.Eks. Dagmarkorset, som har Paavirkning baade fra Byzanz og Irland, hvor der fandtes en særlig Kultur.

Dagmarkorset
Dagmarkorset

Rundbuestilen. Den oldnordiske Stilart veg i Norden for den romanske, ogsaa kaldet Rundbuestilen, der længe havde været fremherskende i det sydligere Europa, en Stil, hvori utallige gamle Kirker er byggede, f. Eks. Domkirkerne i Ribe, Viborg og Lund.

Gothiken. Den fortrængtes imidlertid af Gothiken, der satte en Blomst, saa fantasifuld skøn, at den kunstelskende Del af Menneskeheden atter og atter vender tilbage til den og fordyber sig i dens dragende Mystik. Mens Antiken havde paavirket Sindet ved solbeskinnet Hvidhed og rene klare Linier, havde Gothiken sin Tiltrækning ved det hemmelighedsfulde og stemningsgraa, ved sine høje dunkle Hvælvinger, hvis kniplingsagtige Forsiringer bestandig omsløredes af Røgelseskyer, sine underlige Fabeldyr og sine gyldne Helgenglorier.

Imellem Ornamenterne fra Gothiken eller Spidsbuestilen maa først nævnes Korsblomstens og Tidslens uendelige Variateter.

Korsblomstens og Tidslens uendelige Variateter
Korsblomstens og Tidslens uendelige Variateter

Dernæst et endnu ofte brugt Ornament, den franske Lilje, der kaldes saaledes, fordi den var Mærket i den franske Kongeslægt Bourbons Vaaben og derigennem blev Bannermærket paa Frankrigs gamle hvide Fane, der havde en saa glorværdig Historie.

Den franske Lilje
Den franske Lilje

Et andet Ornament af middelalderlig Oprindelse er Kronen, som vi jo hver Dag har for Øje. Dette Symbol paa Herskermagten, som har de forskelligste Former, hører imidlertid ind under Heraldiken, Læren om Vaabenskjolde, som indtil det femtende Aarhundrede udviklede sig til noget af det smukkeste, som Europa har leveret paa Ornamentikens Omraade; men da Emnet er saa stort, at det er en hel Videnskab, og da den under Nutidens demokratiske Tilsnit har mistet sin Betydning undtagen for Specialister, skal vi her lade den hvile.

Kronen
Kronen

Den mauriske Stil
I den senere Middelalder blomstrede jevnsides med denne Udvikling en rig og smuk Kultur i det sydlige Spanien, hvor Maurerne var trængt ind og var bosatte i Aarhundreder med egen Konge og Regering til Spot og Spe for de indfødte Spaniere. Alhambra, dette Feslot i Granada med Minareter og Kupler, staar der delvis endnu som et Minde om Maurernes Herredømme. Ingen Stil har været rigere paa den rene Linje-Ornamentik end den mauriske og arabiske. Da Koranen nemlig forbyder Fremstilling af Mennesker og overhovedet af levende Væsener, er Muhamedanerne i deres Udsmykning af Helligdomme og Boliger henviste til Linje-Ornamenter. Et af deres Hovedmotiver, iøvrigt ogsaa i mange Tilfælde deres Statssymbol, er den gamle byzantinske Halvmaane, som vi jo ogsaa tidt anvender som Ornament.

Den gamle byzan­tinske Halvmaane
Den gamle byzan­tinske Halvmaane

Baade dette og alle de andre mauriske og arabiske Motiver, som f. Eks. Hestesko-Buen, kommer stadig tilbage i den saakaldte orientalske Stil, der ligger vor Smag lidt fjern, men af hvilken vi har saa meget at lære i Retning af Vævekunst og Farvesammensætning i de østerlandske Tæpper og arabiske Fajancer.

Hestesko-Buen
Hestesko-Buen

Renæssancen
Tiderne skifter. Middelalderens mørke Forestillinger ændredes, Sæderne blev mindre krigerske, Boligerne mindre befæstede, og under disse lysere Livsvilkaar brød i Italien, den skønne Kunsts Hjemstavn, den saakaldte Renæssance frem i den første Halvdel af det 16. Aarhundrede. Stødet til den var et Nederlag. Konstantinopel blev i Aaret 1453 erobret af Tyrkerne, og de gamle Skrifter, Afbildninger og Skatte flyttedes i Hast til Italien og paavirkede der de modtagelige Sind med uendelig Begejstring. De store Kunstnere Leonardo da Vinci, Raphael Sanzio, Michel Angelo, Tizian og mange andre levede og virkede nogenlunde samtidig, dels i Florens under Medicæerne, dels i Rom ved de kunstelskende Pavers Hof, og dels i Dogestaden Venedig, hvis underskønne Marmorpaladser og Kuppelkirker rejser sig af selve Adriaterhavets Bølger.

Renæssancen ydede imidlertid kun faa Nydannelser paa Ornamentikens Omraade, idet den, som dens Navn viser, gik ud paa at være en Genfødelse af Antiken og derfor direkte anvendte dennes Motiver. Alt, hvad der hedder Stilarter i Europa, munder overhovedet ud i en bestandig Skiften, en evig Bølgebevægelse mellem Klassicismen med den større Strenghed i Linierne og andre Bevægelser med yppigere Former.

Barok
Igennem denne Lov, som Menneskeheden altsaa synes underkastet, gled Renæssancens rene Skønhedsopfattelse efterhaanden over til den saakaldte Barokstil, en overforsiret Stilart med stærkt svungne Linier, en Stil, der var fremherskende i det 17. Aarhundrede, efter at Modens Hof var flyttet fra Italien til Frankrig.

Barokken fandt ogsaa noget senere Vej til Norden, og man vil f. Eks. Kunne studere den paa Alterpartiet i Frelserens Kirke paa Christianshavn. Ogsaa fra denne Periode er der os overleveret smukke Ornamenter, f. Eks. den fra Antiken omformede Volute.

Den omformede Volute
Den omformede Volute

Og atter Akanthusbladet, som her har mistet sit stive klassiske Præg og har faaet bløde Linier. I Baroktiden anvendtes ogsaa hyppigt Frugtguirlanden og i religiøs Kunst straaleglorien.

Straaleglorien
Straaleglorien

Rokoko
Af Barokken fremstod Rokokoen, det 18. Aarhundredes yndefulde Stil, som fremfor nogen anden er et Udtryk for fin Livsglæde og sorgløs Munterhed. Det var en Tid, hvor de forgyldte Sale af store Kunstnere som Boucher og Watteau var dekorerede med letklædte Gudinder og Amoriner som en glansfuld Ramme om de pudrede Damer og silkeklædte Kavalerer, der dansede Menuet og holdt Stævnemøder i de kunstigt klippede Buskadser. Selve Naturen tog de nemlig til Hjælp ved at omforme Haverne efter den herskende Smagsretning, og yndefulde smaa Søjletempler, Balustrader og Marmorbænke fra den Tid kan vi endnu beundre i gamle Herregaardshaver.

Urnen
Urnen

Særlig anvendte de Urnen paa en Søjle som Dekoration i fri Luft, men ogsaa Kurven var yndet, og Gitret, omvundet med Ranker, ses overordentlig ofte i den Tids Udsmykning.

Kurven
Kurven
Gitret
Gitret

Hovedornamentet var dog Muslingeskallen la rocaille, hvoraf Benævnelsen Rokoko er kommen; den anvendtes ikke alene efter en stor Maalestok dengang, men ses ofte den Dag i Dag sammen med det til Rokokoen afpassede Akanthusblad.

Muslingeskallen
Muslingeskallen

Louis seize
Ifølge den Bølgegang, vi før omtalte, trættedes Øjet dog efterhaanden ved denne yppige Stilart, og Smagen drejede atter paa Grund af en ydre Tildragelse. Den romerske By Pompeji, der Aar 79 efter Chr. var bleven ødelagt ved Vulkanen Vesuvs Udbrud, blev paa den Tid udgravet (paabegyndtes Aar 1748), og de mange antike Ting kom for Dagens Lys. Motiver og Tegninger bragtes til Paris, og derved fremkom den saakaldte Louis seize Stil, kaldt saaledes efter den senere henrettede Kong Ludvig den 16. Det er maaske den skønneste Stilart, der nogensinde har været til, fordi den endnu indeholder Rokokoens lette Ynde, men med renere og ædlere Linier. De mest gennemgribende Ornamenter fra den Tid er Medaillonen, Sløjfen og Laurbærguirlanden, altsammen klassiske omformede Motiver.

Medaillonen
Medaillonen
Laurbærguirlanden og Sløjfen
Laurbærguirlanden og Sløjfen

Endnu sad Letsindigheden til Højbords, men imens man ved Hoffet og i de højeste Kredse dyrkede en aandrig Naturtilbedelse og klædte sig som Hyrdinder med Lam trukne i Silkebaand, ulmede Alvoren og den berettigede Misfornøjelse i de brede Lag og forberedte den store franske Revolution. Den kom. Slottene plyndredes og brændtes, de skønne Markisers pudrede Hoveder faldt for Guillotinen, og de herskende Ideer om Ligestilling foraarsagede den herved uundgaaelige Nedgang i Smag og Skønhedsdyrkelse Den folkelige Republik satte sig den strengeste romerske Republik sone Mønster og dyrkede dens dekorative Motiver indtil Overdrivelse.

Empire
Dog – det varede ikke længe. Frankrig, som dengang var Smagens og Stilarternes ubestridte Udgangspunkt, kom efter en kortvarig republikansk Periode atter under Napoleon den Store ind under Selvherskermagten. Da Kejsertitlen var den Herskerbetegnelse, Napoleon valgte sig, var det rimeligt, at man derfor nu hentede Ornamenter og Attributer fra Roms Imperatortid, og i den allerede godt forberedte Jordbund bredte derfor Klassicismeforgudelsen sig yderligere. Efter den kortvarige Direktorietid satte den en ny Form i den saakaldte Empirestil, der imidlertid er en Del mere tør og upersonlig i sit Forhold til Antiken end foregaaende Perioders. Møblerne blev forarbejdede direkte efter de antike Modeller, og alle Ornamenter blev hentede fra Rom.

Ømen
Ømen

Ømen, der som Motiv stammer fra det gamle Roms Kriger-Attributer, betegner sammen med den runde Laurbærkrans Sejren og anvendtes officielt.

Laurbærkrans
Laurbærkrans

Da ethvert Dynasti imidlertid ønsker at have sit Slægtsemblem, valgte Napoleon Bien, som anvendtes paa Tronen, Kejserkaaben, Brugsgenstandene, overalt, og det med saa meget større Iver, som Napoleons Lærde paastod, at den franske Lilje oprindelig var en stiliseret Bi med udfoldede Vinger, funden saaledes i Childerics Grav, da den aabnedes i 1653.

Napoleons Slægtsemblem Bien
Napoleons Slægtsemblem Bien

Sejrens Periode varede kun kort. Napoleon blev forjaget, og Regenter og Regeringsformer vekslede derefter hurtigt i Frankrig. Denne Usikkerhed i Forholdene bevirkede, at ogsaa andre Lande gjorde sig gældernde som Udgangspunkt for god Smag. Således England. I Slutningen af det 18. Aarhundrede havde der i London blomstret en glimrende Malerkunst, særlig baaret oppe af Gainsborough, Reynolds og Hogarth. Allerede før dem havde der været store Kunstnere paa Kunstindustriens Omraade, blandt andre Snedkeren Chippendale, som har skabt en egen Art af Rokoko, og Sheraton, som gjorde Louis seize Stilen, lidt spinklere og stivere end den franske, men ligesaa yndefuld. Begges Møbler betales nu med svimlende Priser.

Chr. den 8.
Efter Empiretiden fulgte den borgerlige Stilart, vi her til Lands kalder Christian den 8.s Stil, som med sine meget snørklede Linier i Grunden ikke er særlig smuk, men alligevel bibringer Værelset en vis gammeldags Hygge, holdt i blankt Mahogni og med hvidstrøgne klare Gardiner. Som Broderier hørende til denne Tidsperiode anvendtes mest tunge Blomster­mønstre og Genrebilleder med Personer syede i fine Korssting paa Stramaj. En Del Kakkelovnsgamle Vævninger.

Den Bølgebevægelse, vi for omtalte, er fra omkring 1850 gennem Landenes gensidige hurtige Paavirkning bleven til den stadige Krusning, der kaldes Mode. Intet er typisk for Tiden, intet er fast; vort Møblement efterligner i den ene Stue det 16. Aarhundredes og i den anden det 18. Aarhundredes Stil, mens vore Klæder er skaarne efter det 20. Aarhundredes Skik. Forvirringen er saa meget større, som Europa i den anden Halvdel af det 19. Aarhundrede sank ned i en Smagløshedens Afgrund, hvor alt, hvad der fremkom, var uskønt, og hvor ingen saa meget sone tænkte paa at bevare, hvad Fortiden havde skænket os. Antikviteternes Glansperiode var ikke opstaaet endnu, man maa blot være taknemlig over, at i det mindste noget er blevet skaanet. En stor Del af Befolkningen her til Lands, især den ældre Del af den befinder sig endnu, hvad Skønhedssans angaar, paa Bunden af Dybet og ser Indbegrebet af god Smag i Nips og Tapetserer- Elegance. Fra andre Sider er man dog ved at arbejde sig op af den. Paa alle Omraader strides der en haard Kamp for at modarbejde Smagløsheden, i det mindste i Storbyerne. De gamle Bygninger skaanes og restaureres, og Nybygningerne er under lidt mere kunstnerisk Kontrol. Kunstindustrimusæerne stifter Industriskoler og opretholder Stilsansen ved Afholdelse af Udstillinger, og Fabrikerne holder ofte dygtige Kunstnere til at tegne deres Ting.

En af Grundene til, at denne nye Morgenrøde har vist sig, er den Aabenbaring, som er kommen til Europa fra Østen, fra Japan. Som det foregaaende har vist, har Europa haft en Række Ornamenter, som stadig omformes efter den herskende Stil, men under Japanerens Haand bliver alt til Ornament, selv et Græsstraa eller en Blomst.

blank
Haandarbejdsbogen af Emma Gad – København Dansk Kunstflidsforenings Forlag – Trykt hos J. H. Schultz A/S 1910

Gennem den let tilgængelige japanske Stilart er man ogsaa naaet til at fatte og paaskønne den kinesiske Ornamentik i højere Grad nu end før, særlig hvad angaar Porcellæn og Silkebroderi, i hvilket sidste Kina staar fuldt saa højt som Japan. Naar vi betragter disse Arbejder, maa vi erkende os ganske ude af Stand til at komme paa Højde med den østasiatiske Fuld­kommenhed i Udførelse og Farvesammensætning. Vi har kun saa nøje som muligt at studere denne Teknik og samtidig at tilegne os og paaskønne vore egne europæiske overleverede gamle Sager, vore Broderier, vort Gyldenlæder, vore Kniplinger, vore Vævninger. Maaske kan vi da, som det før er sket, gennem det overleverede frembringe en Stilart, der svarer til vort Samfundsliv og Levesæt i Stedet for altid at efterligne det henfarne.

Et staar i alt Fald fast — den første Betingelse for at frembringe noget, der har varig Skønhed, det er at elske og agte Haandens Gærning, og at være overtydet om, at naar Kvinderne udfører den med den rette Indsigt og Kærlighed til Opgaven, som de i er sket gennem Tiderne, saa bliver den til virkelig Kunstindustri, ligesaa værdifuld og god som den, der skabes af Mænd, og ligesaa egnet til at afgive et blivende Vidnesbyrd om sin Tids Skønhedssans og Kultur.
Emma Gad.


TIDSSKRIFT FOR INDUSTRI.

LITTERATUR.

Haandarbejdsbogen (55 Sider). Udgivet af »Dansk Kunstflidsforening«. Stoffet velvilligst samlet og ordnet af Emma Gad.

blank
Tidsskrift for Industri 1910.

Naar en statsunderstøttet Læreanstalt udgiver en Bog med Støtte af Legatmidler, har man Ret til at møde med visse Forventninger om Bogens Værd. Det skal imidlertid siges straks, møder man her med Forventninger om et værdifuldt Indhold, bliver man skuffet. Bogens første Afsnit — Vævning — begynder med nogle springende historiske Oplysninger om Vævning fra Oldtiden til vore Dage. Der tales om Billedvævning, ægyptisk, flandersk, fransk, men der findes ikke Antydning af en Redegørelse for Billedvævningens Maal og Midler. Dens Berettigelse som decorativ Kunst, — dens Misforstaaelse som naturalistisk, malerisk Kunst, der efterligner og konkurrerer med Maleriet, faar man intet at vide om, hvad der dog var at vente i en Lærebog. Om Bayeuxtapetet berettes, at der af dette findes en »tro Kopi« paa Frederiksborg Museet. — Udtrykket er temmelig vildledende. De, der ikke kender den »tro Kopi« maa antage, at det ca. 63 Meter lange Broderi er gengivet i samme Teknik og samme Materiale.
Læs hele artiklen

De to Anmelderinder, som ovenfor har undertegnet sig, har bedt mig om en Udtalelse angaaende det Afsnit, der i »Haandarbejdsbogen« benævnes Ornamentik — Hovedtræk af Ornamenternes Historie, og til hvilket de har fattet Mistanke allerede paa Grund af de ganske barnagtige Illustrationer, hvoraf en enkelt (Fig. 16, den græske Æggestav) tilmed er vendt paa Hovedet.
Mistanken er i Sandhed ikke ubegrundet. Løsere Snak om uforstaaede Ting mindes jeg ikke at have læst.
Emil Hannover.

Som Udgiverinde af den ovenfor omtalte lille Haandgærningsbog er jeg næsten overvældet af den megen Opmærksomhed. Det ene lille tynde Hefte, som ellers er blevet godt modtaget af hele Pressen, og er fremkommet i den beskedneste Form til Fordel for en Friundervisning, tages her under Behandling af hele tre Mand, nej, een Mand og to Kvinder, som, efter hvad der oplyses, er ilede hen til den mandlige Værkfælle og har bedt ham om Hjælp, formodentlig i ikke helt ubeføjet Frygt for, at Læserne ellers skulde springe dem over. Og den redebonne Ven har, som det ses, ydet sin ridderlige Bistand til Overfaldet.

Skarp Kritik er man ikke uvant med. Det er den Plante, som gror frodigst af alle i vor hjemlige Jordbund, men en Boganmeldelse, hvor den ene Kritiker bliver til trende, og de trende til En, det er en ny Variant, som dette Tidsskrift har Æren af at have opfundet. Ogsaa paa dette Omraade gaar vi altsaa frem. Vi kan maaske herefter glæde os til at se de forskellige Temaer i den samme Bog blive kritiserede af hvert sin Anmelder: Naturstudierne af en Maler, Toilettebeskrivelserne af en Dameskrædder osv. Men jeg frygter for, at de to Damers Artikler, trods den kraftige mandlige Bistand, alligevel bliver sprungne over, fordi de har villet udfolde for meget af deres lille Viden — en Uendelighed af Smaaindvendinger om Halvslagshuller, Kniplepinde, Ekstratrampe, Mønsterislæt, Rending og Maskesyning Side op og Side ned. At komme nærmere ind paa dette Pindehuggeri vilde blot forøge Kedsommeligheden — lad dem være glade for det selv.

Jeg vil heller spørge de Interesserede, der ellers har set den lille Bog: Er den som Helhed gennemtrængt af Kærlighed til smuk Haandgærning og Beundring for vor egen gamle Kunstflid eller ikke? Og indprenter den ved sine Billeder og sin Tekst vore unge Piger ogsaa at holde af den og udøve den? Jeg tror og haabr – Ja.

Men er dette Tilfældet, saa er der jo gravet en Grund, som de to Forfatterinder kan bygge videre paa i deres Ufejlbarlighed, og jeg synes da, at de viser sig lidt unødig forbitrede. Deres Avind er saa øjensynlig og saa stor, at man skulde tro, »der Dritte im Bunde« – Hr. Direktør Emil Hannover. trods hans medfødte Imødekommenhed vilde have sagt: »Jeg takker for den smigrende Henvendelse, men undskyld mig, mine Damer — jeg tror, to er nok«.

Emma Gad