Danmarks Særpræg

natur
17. maj 1911.

Har Danmark et Fysiognomi – en udpræget Profil? Vist nok ikke. Det lader i det mindste ikke til det, naar man sammenligner den Tiltrækning vore Søsterlande Norge og Sverige har for Turisterne, med den Opmærksomhed, de helliger Danmark.

Det synes som om vi har Træer og Marker, Enge og Kyster saa nogenlunde, som de har det i alle flade Lande, og at Danmark ikke har noget Ansigt, der er, hvad Englænderne kalder striking [striking: slående, påfaldende, bemærkelsesværdig – red.].

Men det er jo saadan, at naar man kender et Ansigt nøje og holder af det, saa ser man det Udtryk, som er ejendommeligt for dette Ansigt alene mellem alle, og vi, som elsker Danmark, dets Natur, dets Byliv, dets Sprog, for os ligner det ikke noget andet Land i Verden. Saa højt elsker vi det, at vi mere eller mindre inderst i Hjertet allesammen længes hjem til det, naar vi sætter Bo i det Fjerne, og helst af alt vil have vor Alderdoms Hvile i dets blide Favn.

Men jo mindre et Ansigt fra Naturens Haand har et Særpræg, jo mere gælder det jo at sætte dets Egenhed i Relief, saa det ikke glider ud i en vag Almindelighed. Man tilpasser det efter den Paaklædning, den Farvesammensætning, den Indfatning, der egner sig for dets Udtryk, og vogter sig for at synde mod Hovedreglerne for Personlighed og Stil. Bærer vi os nu således ad med det Fysiognomi, som Danmark viser frem mod den fremmede Beskuer? Lader vi dets paaklædning – det vil sige dets Bygningskunst, dets Naturfredning, dets Tilplantning, hele dets ydre Skikkelse passe ind i Naturejendommelighederne f. Eks. som de gør i Holland, hvor alt er saa nøje afstemt, at man tilsidst knap sanser, om det er Paavirkning af Landets skønne gamle Kunst eller umiddelbare Naturindtryk, man Fornemmer. Det er, som hele Landet er et Museum. Har vi blot lidt af det samme? Det er vanskeligt at sige – vi véd det næppe selv. Hvorved opnaas nemlig en saadan Helhed i Indtrykket, en saadan lykkelig blanding af Naturejendommelighed og Folkepræg? Der er naturligvis flere maader. Der er for det første Naturfredning, som er et udmærket og tilvisse her til Lands haardt tiltrængt Middel. Men det er jo en lidt kunstig Paavirkning; bedre er det, naar Sansen for Landets Særpræg ganske naturligt og ubevidst trænger ind i ethvert Hjem, det fattige som det rige, og frembringer det Fællesskab i Skønhedsopfattelsen, som frem for alt maa til.

Ikke mange har her hjemme haft Øjet aabent derfor – meget er blevet ødelagt, mangen Vandalisme er begaaet. Men vore Arkitekter har haft Blik for det, disse udmærkede Arkitekter, som anstrenger sig for at arbejde vort Land op af den Smagløshedens Afgrund, hvori det i den anden Halvdel af det nittende Aarhundrede var sunket ned, og hvorfra det virkelig synes at skulle lykkes dem lidt efter lidt at hale os op. Tænk hvilket fortjenstfuldt Værk de fuldførte ved paa Aarhusudstillingen at fremstille den smukke og saa ægte danske Stationsby, og hvor beundringsværdigt det er af dem at have oprettet den gratis Tegnehjælp, saaledes at Enhver, der er uformuende og ønsker at bygge sig et Hus paa Landet, blot ved at skrive til Bladet Arkitekten kan faa gratis Tegning og Vejledning. Alle Vegne er der med i Arbejdet for at redde og bevare det Lidet, vi endnu har tilbage af Fortidens smukke Værker, alle Vegne er de med om at værne, hvad der trues, og genopbygge, hvad der er tabt.

Vore Malere har hidtil holdt sig noget tilbage i dette Genrejsningens Arbejde for vort lands Ejendommelighed, men lige nu er der ved at frembyde sig en Lejlighed, hvor det vil være let for dem at komme med. De fleste har vist læst i Bladene, at Industriforeningen i et dertil nybygget meget smukt Udstillingspalæ i Tivoli i denne og paafølgende Somre agter hver Sæson at afholde et Par stort anlagte 6 Ugers Udstillinger. Der begyndes iaar i Midten af Juni med en Turistudstilling, og Turistforeningens Bestyrelse har til denne faaet den, som det forekommer mig, fortræffelige Idé, indenfor dens Ramme at ordne en Sær-Udstilling af Malerier, Tegninger, Stik og Raderinger med Motiver fra dansk Natur- og Folkeliv, ikke alene – ja, helst ikke i alt for fremherskende Grad den almindelige grønne Bøgeskov, men Billeder fra vore Herregaarde og vore Landsbyer, vore Kirker med de takkede Gavle, vore straatækte Udhuse, vore Præstegaardshaver, vort ejendommelige Gadeliv, det være sig fra Hovedstaden eller fra de hyggelige Provisbyer med de krogede Stræder og de forvitrede Stentrapper- Enhver føler bedst selv, hvad der menes og ønskes.

Det maa kunne blive en enestaaende morsom og karakteristisk Udstilling, der vil interessere enhver Tilrejsende og vise, at ogsaa vi har en gammel Kultur der er vor egen. Alle Kunstnere, gamle og unge, mandlige og kvindelige, indbydes til at være med og til Industriforeningen at anmelde deres Deltagelse igennem deres faglige Organisationer. Og Kunstnerne behøver ikke at være bange for, at deres Billeder ikke skal blive sete. Da Sær-Entréen ved disse store udstillinger (foruden Tivoli-Entréen) kun skal sættes til en Tiøre, forventes der, ifølge indhentede Erfaringer, 2 á 300.000 Besøgende til hver af dem, og selvfølgelig vil de blive sete af alle Rejsende baade fra Udlandet og Provinserne.

Ved at deltage i denne Udstilling kan vore Malere, hvis de vil, give et højst værdifuldt Bidrag til Arbejdet for at fæstne og bevare Danmarks Særpræg mellem de andre Landes, det Særpræg, vi selv holder af og gerne ogsaa vil faa andre til at se og skatte.
Emma Gad.