Rom ved vintertid

11. januar 1912.


Græsset er smaragdgrønt, Viburnum og Kamelier staar i Knop og Tazetter og blaa Iris i fuld Flor. Solen lyser og farver Himlen purpurrød ved Aftentid, hvorpaa Maanen tager fat og strør Sølvglans over de samme Kupler og Søjler, der for lidt siden tegnede sig dybviolette mod den luende Himmel.

Og dog er det Vinter – det føles lidt smaakoldt – i det mindste af Italienerne. Jeg har aldrig set et saa pelsklædt Folk – man skulde tro, de færdedes i Irkutsk eller Tomsk og ikke i “das Land, wo die Citronen blühen”. Droskekusken sidder paa Bukken iført en Faareskindskrave, der næsten skjuler Hatten, Campagnebonden kommer kørende indhyllet i Gedeskind fra Top til Taa, og den fornemme Dame breden sig i Kaleschen i Hermelin og Zobel med en Utallighed af lange Skindhaler daskende paa Bryst og Ryg. Sagen er, at det næsten er varmt nok til at færdes i aabne Vogne og arbejde i aabne Portrum, som Romerne gør, og dette lille “næsten” bevirker at hele Byen smaafryser. Opvarmningen inden Døre er nemlig temmelig illusorisk; enten sker den ved Hjælp af tynde vaade Grene i en Kamin, der ikke varmer, eller pr. Centralapparat, der heller ikke varmer. Man har derfor bedst af at klæde sig godt på og gaa sig varm, mens man ser sig om. Det gør man med saa meget større Velbehag, som man i Rom har det for en Kjøbenhavner næsten ubegribelige Dobbeltgode, at man er fri for Kulstøv og omtrent fri for Cykler.

For den Tilrejsende ser det ud, som Rom bestaar af tre Hovedbestanddele, nemlig den antikke Verden, det kirkelige Rom og den moderne Residensby, og at disse tre har lidt ondt ved at lade sig stemme sammen til den harmoniske Enhed, som enhver anden Hovedstad udgør. Det vil sige, den klassiske Bestanddel tier jo pænt stille, da den bestaar af Marmor og Granit, og den har oveni Købet, været saa forkommende at forsyne, det ny Rom med den pompøse Indskrift: S. P. Q. R., hvilket vil sige Senatet og det romeske Folk, hvilke fire udødelige Bogstaver ses paa enhver kommunal Trillebør og Gadefejerkasket. Og dog nedlægger de gamle Mindesmærker i deres eget stille Sprog ved deres blotte Tilstedeværelse og deres rene og enkle Skønhedslinier en bestemt Protest mod det moderne Roms altfor prangende Monumenter, altfor overlæssede Regerings-Bygninger, altfor kolossale Triumfbuer og hidsog Stræben efter ay ligne Berlin og München. Dog – man kan jo overhøre, hvad den siger og beviser, denne ældgamle Skønhedsverden, og det skal indrømmes, at det gør man ogsaa grundigt i det moderne Rom.

Vanskeligere for den ny Hovedstad er det vidt at finde sig til Rette med de Myriader af Gejstlige og deres trofaste Tilhængere, som befolker Roms fire Hundrede Kirker. Tusinder af Klerker i alle Arter, Kardinaler og Biskopper til Vogns, Præster og Lægbrødre til Fods, Munke og Nonner. Barmhjertige Søster og deres Pensionærer og især alle de teologiske Studerende i forskellige Farver, højrøde, violette og sorte, eftersom de er tyske, franske eller amerikanske – indtil Solens Nedgang færde de overalt i Roms Gader, Museer og Parker, som de med nogen Føje formodentlig betragter som deres rette Hjem og Omraade ifølge en ældgammel Tradition. Og dog er det vist kun en ringe Del af dette kirkelige Rom, som man faar at se, Seminarerne og Klostrene unddrager sig jo Blikket for ikke at tale om Vatikanet, der jo i sig selv udgør en hel By. Det er kun en enkelt Gang, at der for den Udenforstaaende løftes ligesom en Flig af det Tæppe, som dækker deres forunderlige Verden med de middelalderlige Livsformer.

Bagved Fontana trivi ligger der en lille Kirke, prægtigt smykket med Guld og Marmor som alle de romerske Kirker, men lidt mørk og trist at skue trods de mange smaa brændende Lamper og Lys og med et højt Tvær-Jerngitter paa Midten, som saa at sige deler den i to Rum. Det er Klosterkirken Santa Croce dei Luchesi, i hvilken man hver Dag kan gaa ind ved Firetiden og høre de saakaldte blaa Nonners skønne Sang. Straks man træder ind, ser man før Gudstjenestens Begyndelse kun to paa Marmortrappen foran Højalteret knælende ubevægelige bøjede hvide Skikkelser. Det er to af Nonnerne. Hele Døgnet igennem knæler de saaledes skiftevis to og to paa de kolde Marmortrin i stille Tilbedelse, røber ikke nu ved den mindste Bevægelse, at de mærker Menneskers Kommen og Gaaen, Silkekjoleres Raslen og Sablers Klirren udenfor Gitteret i Kirken.

Tjenesten begynder, Processionen af Søstre kommer ind fra Sakristiet, en Skare mystiske slanke Skikkelser i lyseblaa Slæb-Kjortler, tæt indhyllede i hvide, klare Slør, der falder helt ned til Gulvet og ud over Ansigtet. Stille – stille – kommer de skridende som et Drømmesyn i Skumringens graalige Lys og sætter sig i lange, lige Rækker hinsides Gitret, idet de slaar Sløret tilbage, vendte imod Alteret, men aldrig mod Beskuerne. Sangen begynder, en høj, klar Sang af unge Kvindestemmer med et mærkeligt vemodigt Omkvæd, der stadig kommer igen. Imens den klinger, trækker Vagtparaden til Kvirinalet forbi udenfor til en rask Melodi af “Dollarpronsessen”. To Verdener mødes et Øjeblik i en underlig disharmonisk Samklang af Toner. ligesom i Tanker og Anskuelser. Det er kun et Øjeblik – Nonnernes Sang lyder atter uforstyrret ud over Kirkerummet, som den har lydt ved Solnedgang i Aarhundreder, og som den formodentlig vil lyde i nye kommende Aarhundreder. Man sar sagt mig, at dette Kloster faar sine Nonner fra Italiens fornemste Familier, at de aldrig sætter deres Fod udenfor Klostrets Porte, og at Ordensreglerne er saa strenge, at naar f. Eks. en Nonnes Moder dør, bliver det kun sagt saaledes: “En af Eder har mistet sin Moder. Beder alle for hendes Sjæl.”

Man kan ikke dømme om det, der er Udtryk for Menneskers inderste og dybeste Overbevisning, men man kan forstaa, at de Krese, hvor der findes Forældre, som er rede til at fængsle deres unge Datter for Livstid og berøve hende Livsglæden og Kærlighedslykken, Moderfølelsen og Naturskønheden – alt det, en und sund Kvinde har naturligt Krav paa, for disse romereske Krese maa alt det Nye, Socialisme og Skilsmisselovforslag, Valgretsdamer og amerikanske Miliongiftermaaql, være en Vederstyggelighed og en Gru. Selv om Uoverensstemmelserne vel har bedret sig noget, er det dog vistnok med de to Verdner ligervis, som man ser Floderne Arve og Rhóne, der flyder ved Siden af hinanden, uadskilleligt forbundne og uden deres forskelligt farvede Vand dog vil blande sig. I det mindste tyder det paa ret skarpe Modsætninger, at man ikke af Frygt for Gadetumulter tør flytte Pave Leo den Trettendes jordiske Levninger fra deres midlertidige Hvilested i Peterskirken til hans for længst færdige og meget smukke Mausoleum i Laterankirken.

“C’est terrible,” sagde en stærk katolsk gammel Enkegrevinde til mig. “De husker nok – Pøblen vilde kaste Pave Pius den 9des Lig i Tiberen. Det samme vilde naturligvis gentage sig nu. Man har forsøgt at udarbejde et Program, hvorved man ved Nattetid med et Par Timers Varsel kunde sammenkalde det nødvendige Følge, men man tør ikke. Saaledes er Pavernes Rom blevet.”

“Visvat,” sagde næste Dag en up to date Italiener, “han kan saamænd køre i Fred; vi har andet at tage Vare end at bekymre os om ham.”

Men det kan jo være, at han var noget af en Futurist, den unge Mand, det vil sige en af de unge, begejstrede Italienere, der for Italiens Fremtids Skyld kræver at slette alle Spor af Fortiden udslettede, Kolosseum sprængt i Luften, Marmorkirkesøklerne savede igennem til Servanteplader, Rafaéls Billeder brændte og Skyskrabere rejste paa det Sted, hvor den med Jorden jævnede Peterskirke før havde sin Plads. Jeg vilde ønske, jeg kunde træffe en rigtig Futurist, for de maa være morsomme. Især fordi der et lidt i det, de hævder. Fortiden er nemlig trykkende for dem. Ligesom det næsten er umuligt for Sønnen af en højt berømt Fader at gøre sig personligt gældende, saaledes er det naturligvis lidt kedeligt for et Folk at sejle paa en fordums Kultur i Nationens Bevidsthed og bestandig kun høre om disse gamle Altertavler og Ruiner, naar Folket selv synes, at det bestiller uhyre meget. Og det gør Italienerne – virkelig.

Man maa dog højligt beundre, hvad de har udrettet, siden Italien blev til et Land. Der fik altsaa det nye Rige udleveret en Bunke smaa forsømte og gammeldags Stater, forskellige i System og Regeringssæt, og i 50 Aar har man saa udarbejdet og iværksat Parlament og Hærorganisation, Postvæsen og Kommuneskole, Finanser og Retsreform, Vejvæsen og Telegraf, kort sagt alt, hvad der hører til en moderne Stats-Enhed. Det er dog virkelig godt gjort, selv om Halvdelen af Folket endnu ikke kan læse, og der hist og her endnu kan være lidt Røvere. Og alt imens har de faaet Tid til i hver By at anlægge tre uhyre brede og pompøse Korsoer Vittorio Emamuelle, Garibaldi og Cavour med tilsvarende Monumenter, der i Rom rager helt op til Skyerne. De har faaet Tid til at rive ned og omkalfatre, omdøbe og omplante og derved ødelægge saa meget af deres Lands gamle Charme og Poesi, som de kunde naa, og endda i Fritiden at gøre et rask lille Felttog til Tripolis foruden at foranstalte en Udstilling, som ingen har set, med et Underskud paa over 22 Millioner. Altsammen flot sat op.

Der er derfor lidt af en Futurist i enhver Italiener, der duer noget, og naar man f. Eks. udtaler en glædende Beundring for Ruinerne af Caracallas Therme, tager han imof det med et lidt mat Smil og siger lidt efter:

“Men hvad siger De til vort Sporvognsvæsen?”

Han har Ret, Sporvognene er virkelig brillante, gaar alle Vegne præcist og hurtigt, som var det i Berlin. Man kan aldeles ikke undvære dem, men den samlede Menneskehed kan dog endnu daarligere undvære de Steder, de kører En hen til, de guddommelige Steder, der, selv om de er i Ruiner og bevoksede med vilde Blomster, aabenbarer en evig gældende Sans for Skønheden en storladen Aandens Verden, som det nymodens Italien skal arbejde længe – længe for, før det naar op imod, om det nogen Sinde sker. Det ser nu ikke ud dertil.
Emma Gad.