Et Sølvbryllup 1890

PERSONERNE:

FABRIKANT SELBY FRU SELBY
POULA, Selbys Datter FRK. KNUDSGAARD, Fru Selbys Søster
DOKTOR FRANDSEN HOTHER, doktorens Søn
PASTOR MATHIASEN STUDENT ENGELSØE
FRØKEN PRIP FRØKEN MØLLER
JOMFRU LUDVIGSEN EN TJENER
EN PIGE DAMER OG HERRER


2. AKT
8. SCENE
Selby. Fru Selby. Doktor Fransen. Frøken Knudsgaard.
FRØKEN
KNUDSGAARD
Er det passende, at den unge Hr. Fransen gaar der ind alene med Poula?
SELBY (ivrig) Paa ingen Maade! Kom, Fransen, lad os gaa ind til dem.
FRØKEN
KNUDSGAARD
Nej, Selby, jeg ser gærne, Du er til Stede ved vor Samtale.
SELBY Naa!
DOKTOR
FRANDSEN
Godt, saa gaar jeg hjem.
FRØKEN
KNUDSGAARD
Som De vil, Hr. Doktor, men Sagen berører ogsaa Dem. Det er nemlig om Deres Søn, jeg ønsker at tale.
DOKTOR
FRANDSEN
Det eren anden Sag, saa tager jeg Hansken op.
FRØKEN
KNUDSGAARD
Vi mener nemlig, at nu er øjeblikket kommet til at tage Bladet fra Munden.
FRU SELBY Jeg skal sige Dem, min Søster har paa Vejen hen til Mødet fortalt mig —
FRØKEN
KNUDSGAARD
Lad mig, Konstance! Det staar vist nu klart for os alle, Hr. Doktor, at Deres Søn synes at nære Tilbøjelighed for Poula, og at det ikke lader til at være hende imod.
DOKTOR
FRANDSEN
Og hvad saa?
SELBY Er det maaske ikke ønskeligt?
FRØKEN
KNUDSGAARD
Nej.
FRU SELBY Det tror jeg ikke.
DOKTOR
FRANDSEN
Tør man spørge, hvad Damernes Indvending da er?
FRØKEN
KNUDSGAARD
Den vigtigste af alle. Deres Søns umoralske Liv og Grundsætninger.
DOKTOR
FRANDSEN
Nej, hør nu —
FRØKEN
KNUDSGAARD
Vil De maaske søge at paastaa, at der ikke har været Kærlighedshistorier i hans Liv?
DOKTOR
FRANDSEN
Jeg vil næsten sige, Skam skulde han da faa, om der ikke havde. Ungdom uden Forelskelse er ligesaa bagvendt som Forelskelse uden Ungdom.
FRØKEN
KNUDSGAARD
Er det ikke forfærdeligt, Konstance!
DOKTOR
FRANDSEN
Nej, aldeles ikke, hvis han har bevaret sit Hjærte rent.
FRU SELBY Er Du ogsaa af den Anskuelse, Selby?
SELBY (usikker) Ja, det vil sige — jeg mener — Erfaringen er jo ikke fri for at vise, at det tidt bliver de bedste Ægtemænd, der har set lidt af Livet, saa er de færdige med det andet — jeg mener — det betrygger ofte Lykken —
DOKTOR
FRANDSEN
Der gives nemlig ogsaa Lykke udenfor Pastor Mathiesens Forening.
FRØKEN
KNUDSGAARD
For saa vidt man ved Lykke forstaar Tilfredsstillelse af sine verdslige Begæringer.
DOKTOR
FRANDSEN
Hvad skal man sige! Vi kan ikke Alle være Engle — saadan som De!
FRØKEN
KNUDSGAARD
Kom kun med Ukvemsord.
SELBY Kan en Engel egentlig siges at være et Ukvemsord?
FRØKEN
KNUDSGAARD
Alt sligt maa man være forberedt paa, naar man taler Afholdenhedens og Selvfornægtelsens Sag.
FRU SELBY Ja, Dyden bliver kun daarligt belønnet her i Verden.
DOKTOR
FRANDSEN
Vist saa, for hvis den blev belønnet, saa var det jo ikke Dyd.
SELBY Ærbarhed er da heller ikke alt. Forstand og Hjærte og Dygtighed maa da ogsaa have Ret til —
FRU SELBY Kære Selby, vi ved desværre, at Din Ven, Doktoren finder Medhold hos Dig. At hans Livsbetragtning kan foraarsage Skade paa Sjælen, det bekymrer Dig kun lidt.
DOKTOR
FRANDSEN
(gnaven) Det foruroligede heller ikke Fruen forleden, da De havde Hold i Ryggen.
FRØKEN
KNUDSGAARD
Lige meget, Hr. Doktor, her maa det frem. De letsindige, jeg kan gærne sige frivole Principer, som De ved enhver Lejlighed forfægter, de har ikke undladt at berøre min Svoger føleligt, og jeg ved bedst, hvor den Indflydelse, De har paa ham, gør min Søster ondt.
FRU SELBY Kun Gusta ved, hvor det smærter mig.
FRØKEN
KNUDSGAARD
Men lad det nu være, hvad det vil. Selby har maaske i Dem sit Livs Fristelse, som han selv maa søge at kæmpe imod.
DOKTOR
FRANDSEN
Som den Stridens Mand, han er.
FRØKEN
KNUDSGAARD
Men en anden Sag er det, hvor det, som her, drejer sig om et uerfarent og ubefæstet Barns Fremtid, der, given i Hænderne paa en Mand uden mindste Agtelse for Alvor og Moral, maaske vilde gaa den visse Fortabelse i Møde.
FRU SELBY Ingen ved, med hvilken utrættelig Omhu vi fra Poulas spædeste Aar har arbejdet paa i hendes unge Sjæl at indpode Sans, for hvad der er skønt, og — og smukt, og — og kønt!
FRØKEN
KNUDSGAARD
Derfor maa vort Værk ikke nu gaa til Spilde.
FRU SELBY Selby, hvis Du bliver ved at pille ved Saaret paa din Pande, saa bliver den ikke bedre til i Morgen.
DOKTOR
FRANDSEN
Men hvad Pokker er Deres Mening med alt dette? Enten vil Hother og Poula ikke have hinanden, og saa er det jo ganske overflødigt, eller ogsaa vil de have hinanden, og da er det ogsaa overflødigt, for saa afgør de vist den Sag uden at spørge om Forlov. Den Slags hverken bør eller kan man hindre.
FRØKEN
KNUDSGAARD
Jo netop. Vi kan hindre den Forbindelse, og det var vor Hensigt med denne Samtale at underrette Dem om, at vi ogsaa har i Sinde at gøre det.
DOKTOR
FRANDSEN
Vi takker!
FRØKEN
KNUDSGAARD
Et Ægteskab er et saadant Livsspørgsmaal, at vi maa betragte det som vor Pligt at skride ind, naar vi ser, det vilde blive til ubodelig Ulykke for Poulas Sjæleliv.
FRU SELBY Og det maa sandelig gaa fremfor alt andet. Det maa dog ogsaa Du indrømme, Selby.
SELBY Ja, naturligvis — Ægteskabet er en Ting, som man omhyggelig skal vogte sig for — jeg mener — overveje —
DOKTOR
FRANDSEN
Og hvordan vil De saa afvende den ubodelige Ulykke?
FRØKEN
KNUDSGAARD
Kun ved at tale med Poula. Vi agter blot at oplyse hende om, hvorledes Deres Søns Fortid har været.
DOKTOR
FRANDSEN
Tror De, at det kan kaldes — fint?
FRØKEN
KNUDSGAARD
Kald det, hvad De vil, jeg finder det at være min Pligt som Kvinde og Tante. Jeg har i Dag lært et Træk af Hr. Hother Fransens foregaaende Liv at kende, som vil være tilstrækkeligt til at fylde en uskyldig ung Pige med Afsky.
SELBY Hvem har fortalt Dig det Træk?
FRØKEN
KNUDSGAARD
Det har en meget troværdig Person, en Syerske, der var nøjere bekendt med ham, og hun berettede, at —
DOKTOR
FRANDSEN
Jeg beder Dem, Frøken! De forstaar maaske — jeg ønsker ikke at lære min Søns Liv at kende af fremmede Folks Beretning, mindst af Deres. Dertil stoler jeg altfor sikkert paa, at han aldrig vilde svigte det, jeg kalder Ære og Ret.
FRØKEN
KNUDSGAARD
Men Poula —
DOKTOR
FRANDSEN
Lad hende komme, jeg skal kalde paa hende. Opfyld saa Deres Pligt som Kvinde og Tante og sig hende, hvad De finder for godt. Men holder hun af min Søn, og er hun Den, jeg tror og haaber, saa lader hun ikke Andenmands Sladder være bestemmende i sit Hjærtes bedste Følelser. Nu kender De min Mening og dermed Basta. (Rejser sig.)
SELBY (til Damerne) I undskylder, jeg følger med —
DOKTOR
FRANDSEN
(i Døren til Selby) Jeg giver Dig Ret, min Ven, hun gør Dig til Idiot.
De gaa ud til venstre.
FRØKEN
KNUDSGAARD
Det er dog en utrolig Fripostighed!
FRU SELBY Den Slags er saa angribende!
Poula kommer ind fra venstre.
2. AKT
9. SCENE
Fru Selby. Poula. Frøken Knudsgaard.
POULA Dr. Fransen sagde, jeg skulde gaa ind til jer.
FRU SELBY Ja, vi vil gærne snakke lidt med Dig, mit Barn.
FRØKEN
KNUDSGAARD
Du ved Poula, vi har fulgt din Udvikling Skridt for Skridt.
POULA Ja, Tante.
FRØKEN
KNUDSGAARD
Den er ikke i alle Henseender bleven, som vi kunde have ønsket og haabet, men Du tvivler vel ikke om, at din Lykke, den ydre saa vel som den indre, ligger os, din Moder og din Moster paa Hjærte?
POULA Hvorfor skulde jeg tvivle om det, og hvorfor den højtidelige Tone?
FRU SELBY Fordi det, vi har at sige Dig, er af Vigtighed for hele din Fremtid.
FRØKEN
KNUDSGAARD
Vi vil nemlig tale med Dig om Hr. Hother Fransen.
POULA Ja saa!
FRU SELBY Sig os ærligt, har Du lagt Mærke til, at Hother viser Dig Opmærksomhed?
POULA (sagte) Ja, Moder, jeg ved, han elsker mig.
FRU SELBY Har han sagt Dig det?
POULA Ja.
FRØKEN
KNUDSGAARD
Hvornaar?
POULA I Aften.
FRU SELBY Min Gud —
FRØKEN
KNUDSGAARD
Har han virkelig!
POULA Og aldrig, aldrig havde jeg tænkt mig, det var muligt at være fyldt til sin inderste Sjæl af en saadan Følelse af Lykke.
FRØKEN
KNUDSGAARD
(irriteret) Den Lykke er misvisende og usund, Poula, som Lygtemænd i en giftig Sump. Du maa rive enhver Tanke om ham ud af dit Hjærte.
POULA Hvorfor — jeg forstaar jer ikke.
FRØKEN
KNUDSGAARD
Det er ogsaa min Agt at sige Dig det med klare Ord. En uskyldig og ren ung Kvinde kan ikke række Hr. Hother Fransen sin Haand.
FRU SELBY Vel vidste vi, at han har ført et letsindigt Ungdomsliv, men din Tante har erfaret noget i Dag, som vil berøve Dig alle dine Illusioner.
POULA Hvad er da det?
FRØKEN
KNUDSGAARD
Han har lokket en hæderlig og arbejdsom Kvinde til Fordærv og Fald, saa at hun er sunken ned i Skarnet og er endt paa en Sangerindeknejpe.
FRU SELBY Og ved Du, hvem den unge Pige er; det er Jomfru Ludvigsens Søster.
POULA (bevæget) Hende! Han talte om, hvor smuk hun var! Skulde det være muligt!
FRØKEN
KNUDSGAARD
Ikke sandt, Du ser, hvilken Afgrund, Du har svævet over, men Gud være lovet, er Du bleven reddet i Tide. Der staar jo nu saa mange andre Veje aabne for Kvinden end just Kærlighed og Ægteskab; Du kan fuldt saa vel finde Lykken i en uafhængig Livsopgave, i en selvstændig Udvikling og i et nyttigt —
POULA Tilgiv, Tante Gusta, jeg vil helst tale lidt med Moder alene.
FRØKEN
KNUDSGAARD
Hvadbehager?
POULA Det synes jeg, Du maa kunne forstaa.
FRØKEN
KNUDSGAARD
Gudbevares, jeg ønsker saamænd ikke at trænge mig paa. Jeg overlader det allerhelst til din Moder. (i Døren) Konstance, lad mig nu se, Du er viljestærk og fast.
Hun gaar ud til højre.
2. AKT
10. SCENE
Fru Selby. Poula.
POULA (løber hen til hende) Moder, Moder, hvad er dog dette?
FRU SELBY Min egen Poula, Du elsker ham altsaa virkelig?
POULA Aa, ja, ja, Moder; jeg synes i dette øjeblik, at alt andet er mig ligegyldigt — tilgiv mig.
FRU SELBY Du kan da begribe, hvor tungt det er for mig — din Moder — at maatte gøre Dig Sorg; men det kunde ikke være andet, og Gud være lovet, min kæreste Pige, er Du jo her i dit Hjem atter og atter bleven mindet om, at det ikke er jordisk Lykke, man skal tragte efter.
POULA Efter hvad da?
FRU SELBY (søgende) Efter — efter Selvfornægtelse, mit Barn, og Offerberedvillighed.
POULA Er da det, som Tante Gusta fortalte om Jomfru Ludvigsens Søster, saa uopretteligt, at jeg derfor maa ofre min Lykke?
FRU SELBY Det maa din egen Finfølelse kunne sige Dig.
POULA Hvor kan den det? Jeg forstaar jo ingenting af den Slags. Aa Moder, Du maa forklare mig det, sige mig saa meget, som jeg ikke ved.
FRU SELBY Ting af den Beskaffenhed egner sig ikke til Drøftelse med en ung Pige.
POULA Men hvor kan jeg saa dømme om det? Hvor kan jeg være sikker paa at Tante Gusta har Ret?
FRU SELBY Du ved jo, hvor hun holder sig strengt til Sandheden.
POULA Kan hun da ubetinget vide, hvad der er Sandhed for Andre?
FRU SELBY Jo, Poula, hun kan vide, at det indre Livs Vækst altid maa gaa forud for den timelige Lykke og Glæde.
POULA Men hvor kan hun være sikker paa, at ikke den uendelige Glæde, jeg følte, var det allerbedste for mit indre Liv?
FRU SELBY Det kan den ikke være, hvor den hviler paa et urigtigt og usikkert Grundlag, og det gør den her i Hothers hele Livsopfattelse og Tænkemaade.
POULA Kan da en ældre ugift Dame helt forstaa, helt sætte sig ind i en ung Mands Livsopfattelse og Tænkemaade?
FRU SELBY Nej — jo, det vil sige — jo, Poula, der er noget, som vi Alle skal og bør finde lastværdigt. Ser Du, i ydre Henseende er Hother jo, hvad man kalder et godt Parti; han ser godt ud, er dygtig, formuende — bliver idetmindste, men — ak, det er ikke nok! Du har selv saa ofte hørt din Tante Gusta fremhæve, at Kvinden bør fordre Kyskhed af Manden, ligesom den hidtil er bleven krævet af hende.
POULA Tror Du da, jeg kunde vente, at jeg skulde være hans allerførste Kærlighed?
FRU SELBY Saaledes bør det jo være.
POULA Men naar jeg nu haaber og stoler paa, at jeg kan være den sidste — og den bedste, er det saa ikke nok for min Lykke?
FRU SELBY (forlegen) Lykken er et skrøbeligt Kar, mit Barn.
POULA Sig mig, Moder, er Du ganske sikker paa, at Du var Faders første Kærlighed?
FRU SELBY (usikker) Han elskede mig i alt Fald ubeskriveligt.
POULA Men jeg mener, var Du sikker paa, at hans Liv dengang havde været ganske saaledes, som Tante Gusta fordrer, det skal være?
FRU SELBY (undvigende) Det er jo nu saa længe siden. Dengang var man endnu ikke begyndt at lægge saa megen Vægt paa de Ting.
POULA Hvorfor skal man da nu lægge saa megen Vægt paa dem?
FRU SELBY Fordi at — jo, nu er Kvinden vaagnet til Erkendelse af sin egen Værdighed.
POULA Men har din Værdighed da lidt noget Skaar?
FRU SELBY Herregud, det var ikke om mig, vi skulde tale, lille Poula, det var om Dig, og Du maa dog kunne begribe, hvor det maatte ængste mig som Moder at give mit unge, uerfarne Barn hen til et Menneske med en saa letfærdig Fortid.
POULA Men hvordan kan han saa være saa frisk og glad, og hvordan kan Fader da sætte ham saa højt?
FRU SELBY Din Faders Meninger tør hverken din Tante eller jeg i det Punkt dele.
POULA Tror Du da virkelig, at Fader, der ser saa kønt paa Livet, at han vilde holde saa meget af Hother, hvis han ikke fortjente, at ogsaa jeg holdt af ham?
FRU SELBY At holde af — det er saadant et vidtstrakt Begreb. Der skal mere til i Ægteskabet. Tro mig, min kære Pige, Samlivet kan ikke tilfredsstille, hvor der ikke findes Tillid til den Mand, man har ægtet.
POULA Det forstaar jeg. Det havde jeg altid tænkt mig, at fuld Aabenhjærtighed og fuld Tillid maatte man baade have og give for at kunne binde sig til en Anden for Livet. Og derfor vil jeg helst tale med Hother selv.
FRU SELBY Hvor vil Du hen, Du, en ung Pige, hvor kan Du drøfte det Emne med ham. Det maa Du sandelig overlade til dine Forældre.
POULA Men det gælder jo dog ham og mig alene hans og min Fremtidslykke.
FRU SELBY Den har jeg jo nu talt med Dig om.
POULA Ja, men har Du givet mig Svar paa det, der laa mig paa Hjærte? Ved jeg mere nu — forstaar jeg mere — nej ! Kun min egen Følelse siger mig, at heller end at fæste Lid til Andres Beskyldninger maa jeg tro helt og fuldt paa ham selv og det, han synes er rigtigt at sige mig. Det er det, jeg forstaar ved Tillid.
Frøken Knudsgaard kommer ind fra højre.