Fælles sag 1889

PERSONERNE:

FRU HEGER. JØRGEN, hendes Søn.
REGITZE KROG, hans Forlovede. FABER, Fabrikejer, Regitzes Formynder.
DAM, Grosserer og Dampmøller. CECILIE, Dams Hustru, Fabers Datter.
VINGE, Landskabsmaler. BONDRUP, Direktør.
TANTE LINE. TANTE JANE.
Damer og Herrer. En Tjener hos Fru Heger.


3. AKT
5. Scene
CECILIE. BONDRUP.
CECILIE (sætter sig ned)
Ja, Faber – han er af dem, man kan stole paa, naar det kniber.
BONDRUP Mig kan De saamænd ogsaa stole paa, søde Cecilie.
CECILIE Kan jeg?
BONDRUP Det ved Gud De kan. Jeg vilde blot ønske, jeg kunde vise Dem det.
CECILIE Det kan De netop – De ser – jeg tager Dem paa Ordet.
BONDRUP Hvad er det da?
CECILIE De sagde, De skulde have en ny Bogholder.
BONDRUP (mere forbeholden)
Ja, hm –
CECILIE Den Plads maa De give Dam.
BONDRUP Nej, Vorherre bevares – (retter sig). Nej, desto værre – det lader sig ikke gøre.
CECILIE Virkelig ikke?
BONDRUP Det gør mig overmaade ondt — jeg har allerede lovet Pladsen bort.
CECILIE Nu narrer De mig — det kan jeg se paa Dem.
BONDRUP (lidt usikker)
Desuden kunde jeg umuligt byde Dem og Deres Mand –
CECILIE Jo netop – det var saa rart at komme lidt her fra Byen, mens der gror Græs paa denne Fallit.
BONDRUP Ja, det forstaar sig, Dam har jo været en Smule – Smule dristig.
CECILIE En Fejl, naar man er uheldig, og en Ros, naar det gaar godt. Jeg forsikrer Dem, det har været det pure Uheld.
BONDRUP Hm – nej det; gaar paa min Ære ikke.
CECILIE (lidt mut)
Ja ja, Hr. Direktør, saa, taler vi ikke mere om det. (konverserende) Det er en slem Blæst vi har i Dag.
BONDRUP (nærmer sig lidt)
Aa, nej, Cecilie, De maa ikke være vred.
CECILIE (vender sig bort uden at svare)
BONDRUP (klør sig bag øret)
Hvordan har De nu ogsaa sat Dem den Ting i Hovedet?
CECILIE Jo, lige fra det første øjeblik fandt jeg Dem saa mageløs elskværdig.
BONDRUP Gjorde De virkelig?
CECILIE Og Sympathien er jo som oftest gensidig.
BONDRUP Det er den her – det ved De.
CECILIE Saa faldt det mig ind, nu da alt dette kom paa, at vi maske kunde finde en Havn nede hos Dem, at vi kunde faa en lille Bolig i Deres store Hus – der er jo nu kun altfor megen Plads.
BONDRUP (sukker)
Ak ja!
CECILIE Saa kunde vi ofte ses.
BONDRUP Hver Dag!
CECILIE Og saa – ja, det er ubeskedent af mig, men jeg tænkte mig, at jeg maaske kunde erstatte Dem en lille Smule af den Hygge, De har mistet, nu – Deres Hustru er død.
BONDRUP Ja, destoværre!
CECILIE Men det er sagtens umuligt.
BONDRUP (uvilkaarlIgt)
Aldeles ikke – jeg mener for Dem – hm –
CECILIE Hun var jo saa yndig, ikkesandt?
BONDRUP (lidt usikker)
Yndig er maaske ikke det rette Ord om Jabobine.
CECILIE Var hun da særlig klog og livlig?
BONDRUP Naa, vist næppe i Verdens øjne, men hun var saa uendelig meget for mig og for sit Hjem. (mod Vemod). Aldrig har jeg truffet hendes Lige til at stege en Agerhøne.
CECILIE (deltagende)
Herregud!
BONDRUP Saa saftfuldt!
CECILIE Mon tror De ikke alligevel, at hvis vi var komne ned til Dem, kunde jeg være bleven Dem til lidt Opmuntring?
BONDRUP Om De kunde!
CECILIE Jeg vilde have pyntet Deres Stuer med Blomster, spillet for Dem i Tusmørket, strejfet om med Dem i de store stille Skove –
BONDRUP Dem er der nu ingen af – mest Roemarker.
CECILIE Jeg troede altid, der var Skove paa Landet. Men der er jo ogsaa kønt paa Marken.
BONDRUP Min søde Frue, kunde jeg blot faa Dem uden Deres Mand.
CECILIE Nej, det kan De ikke. Ægtefolk hører jo nu engang sammen som et Par Hansker. Den ene afhændes ikke uden den anden.
BONDRUP Saa er De i alt Fald den højre Haand
(kysser hendes Haand)
Den lille, bitte, søde, højre Haand.
CECILIE Aa, den er slet ikke saa lille, Numer seks en Kvart.
BONDRUP Men, kunde ikke De og Deres lille Pige komme ned og besøge mig, indtil Deres Mand finder noget?
CECILIE Gud ved, hvad han saa skulde finde! (retter sig). Jeg mener, Dam er saa tilbageholdende, derfor har jeg slet ikke nævnet dette til ham – det var helt min egen Ide. Jeg haaber blot ikke, De har taget mig det ilde op.
BONDRUP Kæreste Barn — hvor kan De tro — jeg er blot saa bedrøvet.
CECILIE (tøver sine Øjne)
Men, saadan gaar det, der er saa mangen Forhaabning, der brister, og man maa dog leve videre.
BONDRUP Aa nej, græd ikke, søde Cecilie! Jeg kan ved Gud ikke taale at se Dem græde.
CECILIE (vedbliver)
Jeg kan ikke gøre for det!
BONDRUP Saa saa – jeg skal se, hvad jeg kan gøre, maaske det dog var muligt endnu –
CECILIE Aa ja, kære Hr. Bondrup, det var smukt af Dem.
BONDRUP Nej, nej – det gaar ikke! Det kan Pinedød ikke gaa!
CECILIE Jo, det kan godt gaa.
(for sig selv)
Og det gør det ogsaa.
(Dam kommer ind fra Kontoret med en nedslaaet Mine).
3. AKT
6. Scene
CECILIE. BONDRUP. DAM.
CECILIE Naa, er Du der, Dam!
DAM (sætter sig ned)
Ja, det ser Du jo.
CECILIE Det var rart, Du kom.
DAM Saa, hvorfor det?
CECILIE Jo, for vi talte lige om Dig. Hr. Bondrup vil saa gerne have Dig til Bogholder. Hvad siger Du til det?
DAM (lidt livligere)
Takker overordentlig for Tilbudet –
BONDRUP Ja, det vil sige – hm –
CECILIE (hurtigt)
Hr. Bondrup vil gøre det saa godt for os, han vil indrette os en smuk Bolig i sit Hus. Er det ikke pænt af ham?
DAM Ja, det er jo rigtignok en overordentlig beskeden Stilling.
BONDRUP (hurtigt)
Saa, beder jeg meget undskylde.
DAM Naa, jeg indrømmer, at jeg lige i Øjeblikket er bragt i en uheldig Situation — nærmest paa Grund af Jørgens Hegers vilde Spekulationer, saa maaske der kunde være noget, der talte for, at jeg gik ind paa Deres Tilbud.
BONDRUP Hm!
DAM Det kunde jo altid danne Indledningen til en højere Stilling – maaske et Kompagniskab med Tiden –
BONDRUP Naa –
DAM Men, jeg kan just ikke sige, at Livet i Løgstør tilsmiler mig overordentlig –
BONDRUP (gnaven)
Det er Skelskør.
DAM Naa ja, Skelskør. Er dor nogle gode Herregaarde der omkring? For man maatte jo se at slaa sig paa Jagt og Ridning og den Slags –
BONDRUP Det blev der vist ikke megen Tid til.
DAM Aa, jeg arbejder saa, overordentlig hurtigt. Naa enfin, det kunde i Grunden være ret morsomt at sætte lidt Fart i saadan en gammel mosgrot Provinsforretning.
BONDRUP (ser paa Cecilie)
Hm – men –
DAM Lad mig høre – Deres Betingelser, kære Direktør, saa kan vi tale nærmere om det.
CECILIE Lad os saa heller gaa ind i den anden Stue. Her kommer saa let Nogen.
BONDRUP (gaar hen mod Døren)
Som De vil.
DAM (sagte til Cecilie)
Det hjælper ikke, Du gør Vrøvl min Pige, jeg maa tage imod det.
CECILIE Naar Du tror, det er til Dit Bedste, kære Dam, saa skal Du ikke høre Indvendinger fra mig.
(De gaa med Bondrup ud til venstre, idet Jørgen kommer ind fra Kontoret).
3. AKT
7. Scene
JØRGEN. REGITZE.
JØRGEN Her er Ingen! Hvor mon jeg finder Faber!
(Regitze kommer Ind fra venstre).
JØRGEN Regitze!
REGITZE Jørgen her!
JØRGEN Tilgiv! Jeg vilde blot gerne tale et øjeblik med Faber.
REGITZE (forlegen)
Saa skal jeg se efter ham.
(Hun gaar hurtigt ud til venstre, idet Faber kommer ind ad Havedøren)
3. AKT
8. Scene
JØRGEN. FABER, Senere VINGE.
FABER (idet han kommer ind)
Nej, hvad ser jeg, er det Dig, Jørgen!
JØRGEN De har vist travlt i Dag, men jeg skal ikke opholde Dem længe.
FABER Aa, naar det er Dig, det gælder, mangler jeg aldrig Tid. Sæt Dig ned.
JØRGEN Tak, Sagen er –
(VINGE kommer ind fra Kontoret)
FABER Ah – goddag, Hr. Vinge!
JØRGEN (rejser Hig hurtigt)
Han her!
FABER (lægger sin Haand paa hans Skulder)
Vær rolig!
VINGE De har ønsket at tale med mig!
JØRGEN Saa vil jeg trække mig tilbage.
FABER Det behøves ikke, vi har ingen Hemmeligheder at afhandle. Sagen er blot, Hr. Vinge, at min Myndling, Frøken Regitze Krog, har hørt Sin Onkel, kort før hans Død, love Dem fem tusende Kroner til en Udenlandsrejse, og hun har derfor overdraget mig at spørge Dern, hvor vidt De ønsker denne Sum udbetalt?
VINGE (glad overrasket)
Altsaa, dog! (lidt forlegen). Ja, jeg ved knap, hvad jeg skal svare. Længe har jeg rigtignok higet mod Sydens farverige Lande! Desuden jeg trænger til det – mit Helbred fordrer omhyggelig Pleje, hvis det ikke skal gaa til Grunde, og min Kunst –
FABER Herregud — deres Kunst ogsaa!
VINGE (mere selvsikker)
Jeg mener — selve Kunsten søger jo sin Begrundelse i en evig Længsel mod det Nye og Ubekendte, og jeg tror derfor, at jeg skylder min afdøde Velgører det Hensyn at benytte denne lille Sum til det Formaal, som –
FABER Som falder i Deres Smag. Godt, saa er vi paa det Rene. Men det er sørgeligt, saa min Hukommelse begynder at svigte mig. Jeg syntes saa sikkert, at det var Dem, der ansporede Regitze til ikke at modtage sin Onkels Penge af moralske Hensyn, men det er det altsaa ikke –
VINGE Muligvis en flygtig Ytring – jeg husker heller ikke saa nøje, Men De maa ikke misforstaa mig –
FABER Nej, det tror jeg ikke godt er muligt.
VINGE De maa huske – Sandheden er ikke den samme for Enhver – hendes og mine Forudsætninger er jo himmelvidt forskellige. Det er vel noget, De ikke kan sætte Dem ind i –
FABER Nej –
VINGE Har Man engang faaet det Kald at tjene det Evige her i Livet, Kunsten, saa føler man til det Inderste af sin Sjæl, at alle andre Hensyn maa vige for det ene store – at arbejde for den.
FABER Hm! Ja, saa har vi andre jo kun tilbage at ønske Dem en behagelig Rejse.
VINGE Maa jeg takke og med det samme sige Dem Farvel — min Tid er desværre lidt knap.
FABER Aa, for vor Skyld skal De ikke tage Dem det nær. Altsaa, Pengene skal blive Dem sendte.
VINGE Jeg tager trygt imod dem, fordi jeg gør det i Skønhedens og Kunstens Navn. Farvel.
(Han veksler en Hilsen med Jørgen og gaar ud gennem Kontoret. Faber følger han til Døren og kommer derpaa tilbage).