I veldædigt Øjemed 1891

PERSONERNE:

OBERSTINDE ROSENHJELM VIBEKE ROSENHJELM, hendes Datter
DIREKTØR HEIDE ANNINA (HEIDE), hans fraseparerede Hustru
FABRIKANT KVIST FRU KVIST
FANNY KVIST, deres Datter FULDMÆGTIG LØWENER
KANDIDAT TAGE HØST KOMTESSE SPARRE
FESTDEKORATØR WULFF MADAM SØRENSEN
JUSTITSRAAD ENGBØLLE LØJTNANT FRIIS
DAMER & HERRER EN PIGE – EN OPVARTER


3. AKT
5. SCENE
Heide. Vibeke.
DIREKTØR
HEIDE
(efter et lille Ophold)
Frøken Vibeke, hvor De dog er nydelig, som De sidder der i Deres lyse Dragt. Ved De, hvad De minder mig om?
VIBEKE Naa?
DIREKTØR
HEIDE
Om en af de lysegule Theroser, som De hver Dag fæstede i Deres Bryst derude paa Landet.
VIBEKE Saa det lagde De Mærke til?
DIREKTØR
HEIDE
Samme, sarte Bleghed — jeg holder mest af det sarte, og først og fremmest, samme Trang til Drivhuskultur.
VIBEKE Hvordan det?
DIREKTØR
HEIDE
Jo, ser De, en Therose, den kan kun trives — trives i et kostbart Drivhus, ja, Rosendriverier er en dyr Fornøjelse, det har jeg tidt maattet sande.
VIBEKE Tror De ogsaa, jeg er dyr?
DIREKTØR
HEIDE
Ja, det er netop det, der tiltaler mig; De er et Kulturprodukt. De er skabt til at leve i forfinede Omgivelser.
VIBEKE Saa!
DIREKTØR
HEIDE
Der vil De udvikle Dem til at blive i høj Grad fiks — fiks og elegant. Men, hvis De blev sat ud paa aaben Mark, udsat for Livets barske barske Storme, saa tror jeg, at De — at De gik ud, ligesom Therosen.
VIBEKE Tror De!
DIREKTØR
HEIDE
Nej, Rigdom — Luksus i Levemaade og Toiletter, det er noget for Dem.
VIBEKE Kan hænde, jeg kender jo desværre ikke videre til det.
DIREKTØR
HEIDE
Endnu ikke, ganske vist, men lige saa vel som Naturen lader den gule Rose udfolde sig, saa sætter den ogsaa nok Dem i de rette – rette Forhold.
VIBEKE Driveriet, mener De!
DIREKTØR
HEIDE
Ja netop, et Driveri, der bestaar af elegante, komfortable Saloner, hvor De skulde være den feterede Værtinde for Byens fineste og — og rigeste Kreds.
VIBEKE Det lyder jo fristende nok, men alt det faar jeg vist aldrig.
DIREKTØR
HEIDE
(rykker lidt nærmere)
Hvorfor ikke! Det kunde jo godt hændes, at en Mand, der — der disponerer over alle Livets materielle Goder, at han en skøn Dag lagde sin Rigdom og — og sine Følelser for Deres Fødder. Ja, hvorfor ikke, Frøken Vibeke, De, der netop i en sjælden Grad har Betingelserne for at —
Annina kommer ind fra Entreen. Hun har Overtøj paa.

3. AKT
6. SCENE
Heide. Annina. Vibeke.
ANNINA Goddag!
DIREKTØR
HEIDE
(rejser sig hurtigt)
Anni — ah — er det Dig — Dem!
ANNINA Du, Vibeke, her!

VIBEKE (lidt forlegen)
Ja, Goddag, Annina!
DIREKTØR
HEIDE
De ønsker at tale med mig?
ANNINA Jeg har forstaaet, at det er Dem, der ønsker at tale med mig. De har jo skrevet til mig om at komme i Dag.
DIREKTØR
HEIDE
Ja, det er sandt, men jeg ventede Dem tidligere.
ANNINA Jeg beder undskylde, at jeg kom noget senere.
DIREKTØR
HEIDE
Men da jeg i øjeblikket har Gæster — nogle faa — i Anledning af Festen, saa —
ANNINA (vender sig om)
Saa vil jeg gaa — farvel.
VIBEKE Aa, maa jeg blot tale med Dig et Øjeblik, før Du gaar, Annina.
ANNINA Som Du vil.
VIBEKE Hvis Direktøren tillader —
DIREKTØR
HEIDE
Bevares, mit Hus staar i enhver Henseende til Damernes Raadighed.
Han hilser og gaar ud i Baggrunden efter først at have trukketet Forhang for Døren.

3. AKT
7. SCENE
Annina. Vibeke.
ANNINA Naa –
VIBEKE Jeg maa blot spørge Dig — hvad mener Du med det, Du har skrevet til mig?
ANNINA Jeg har skrevet, fordi jeg ikke traf Dig hjemme.
VIBEKE Men det, Du uddrager af mit — Bekendtskab til Direktør Heide —
ANNINA Det ser ikke ud til at være helt grebet ud af Luften, synes jeg.
VIBEKE Lad mig straks sige Dig — min Moder er der inde.
ANNINA Naa — lidt paa Afstand. Lad os heller gaa lige løs paa Sagen. Har Du i Sinde at gifte Dig med Heide?
VIBEKE (usikker)
Det er der ikke Tale om.
ANNINA Jo, der er, det ved Du godt.
VIBEKE Og selv om saa var, hvad kunde Du have imod det?
ANNINA Kan Du spørge om det? Tror du da, at din Skæbne er mig ligegyldig?
VIBEKE Nej maaske. Du har altid været venlig imod mig.
ANNINA Derfor maa jeg ogsaa tale med Dig om dette; jo, Vibeke, jeg maa advare Dig, mens det endnu er Tid. Du maa ikke gøre det hører Du! Tænk paa, at en virkelig Kærlighed kan komme, og saa er det for sent.
VIBEKE (staar et Øjeblik i tanker, derpas heftig)
Nej, det vil jeg ikke tænke paa — jeg kan ikke — tør ikke.
ANNINA Husk, Du er saa ung, ved ikke, hvad Du indlader Dig paa, men jeg ved det — jeg kender ham, kender det hele af bitter Erfaring.
VIBEKE Men, fordi Du ikke blev lykkelig med ham, tror Du saa ikke, at en Anden maaske kunde blive det?
ANNINA Men Du elsker ham jo ikke. Det kan Du ikke gøre.
VIBEKE (usikker)
Alle er dog enige om at finde ham saa behagelig og net.
ANNINA Det er et Par magre Ord at bygge Livet paa. Synes Du ikke selv?
VIBEKE Men naar man nu ingen andre har.
ANNINA Det har Enhver, som har sig selv at stole paa. Hør nu paa mig, Vibeke, kast Dig ikke ind i et usselt forsørgelsesgiftermaal, frejdig og frisk som Du er! Tag dog heller fat, tag Dig heller et eller andet for, ligesom jeg. Se at tjene noget.
VIBEKE (pludselig kølig)
Har Du ikke andet at anbefale mig?
ANNINA Hvad andet skulde der være — foreløbig! Tro du mig, der ligger en stor Lykke i Selverhvervet. Du ved ikke, hvor det udvikler, hvor det frigør!
VIBEKE Saa — ja, det har jeg hørt før.
ANNINA Begynd paa et Arbejde — hvilketsomhelst; jeg skal raade Dig og støtte Dig.
VIBEKE Ja, mange Tak!
ANNINA Gør Du dette, saa har Du for bestandig tabt din Sjælsligevægt. Spørg Dig selv for Alvor, er det andet end Heides Rigdom, der lokker og blænder Dig? Hvis Du tager ham, er det saa ikke hans Hus, hans Stilling, hans Køretøjer, hans Selskaber, Du gifter Dig med?
VIBEKE Før jeg gør Regnskab for den Ting, vil Du saa ikke sige mig, hvad det var, Du giftede Dig med — dengang?
ANNINA At give Svar paa det, vilde føre os for langt bort.
VIBEKE Nej, Svaret, det ligger kun altfor naar. Sparsommelighedshensyn og næringssorger og kolde Værelser og mørke Trapper og skral Kost og vendte Kjoler og gamle Hansker, det altsummen — det er Svaret! Det hele pinefulde System for de fine Fattige, hvor det skal se pænt ud, og hvor der skal forsages og spares bag Kulisserne — uf — hvor jeg hader det!
ANNINA Det er alt det, Du skal arbejde Dig ud af, og selv om Du ikke kan, saa alligevel — tusinde Gange heller det end at sælge Dig, før Du endnu ved, hvad Livet kan gøre Dig til.
VIBEKE Tror Du, det kan gøre mig til noget behageligere end at være en ung Frue, rig, elegant, feteret! Er det maaske bedre at være Lærerinde eller Kontoristinde? Naar man lever i daglige Kniberier og Savn, og der saa bliver sagt til En: Alt det kan Du komme ud at ja, meget mere, Du kan faa alt, hvad Du peger paa; Du skal ikke mere spare paa hver Femogtyveøre, Du kan købe, hvad Du vil — ja, Du skal netop købe det, Blomster og Kunstsager og smukke Klæder, naada, hvor jeg skulde slaa mig løs — svælge!
ANNINA Du er et Barn! Af alt det bliver man snart mæt.
VIBEKE Jeg ikkel Jeg vilde elske at leve i Luksus. Jeg vilde trække alle Livets Nydelser og Goder efter mig i mit Kniplings Slæb — ja Du, i hvide Kniplinger tænker jeg mig altid at være klædt, lette og klare, med Diamanter hist og her ligesom Rim paa Sne. Kølig og fin vilde jeg se ud mellem de Andre i Selskabssalene og følges af beundrende Blikke og misundelige Ord.
ANNINA Gid Du blot vidste, hvor den kan være dyrekøbt, den Slags tilfredsstillede Forfængelighed! Se paa mig, har jeg ikke haft det altsammen, Kniplingerne og Diamanterne, for ikke at tale om de beundrende Blikke, og har jeg ikke opgivet det selv — uden Betænkning.
VIBEKE Jo, men derfor fortryder Du det jo ogsaa nu.
ANNINA (studser)
Hvad siger Du?
VIBEKE Og det er derfor, Du raader mig saa eftertrykkeligt til at lade være.
ANNINA Nej hør, lad os holde mig og mine Forhold udenfor. Jeg har selv valgt min Fremgangsmaade og min Virkekreds og føler mig tilfreds dermed.
VIBEKE Nej, vist gør Du ej. Du er jo saa grundig ked af at give Spilletimer, som Du kan være.
ANNINA Hvordan —
VIBEKE Det sagde Du jo selv forleden, og derfor kan det da ikke andet end undre mig, at Du saa indtrængende anbefaler mig en lignende Vej som en Lykke.
ANNINA Du forstaar aldeles ikke, hvad jeg mener.
VIBEKE Da tror jeg, at jeg forstaar det bedre, end Du selv gør. Der er jo Ingen, man prøver at bilde saa meget ind som sig selv. Du tror vist, at det er den pure Interesse for min Velfærd, der taler ud af Dig, men jeg ser godt, hvordan det er. Saa længe det var Dig selv, der havde kastet det fra Dig, alt det, der var dit, og Ingen havde taget det op, saa lod Du det ligge uden at tænke paa det, men i samme Øjeblik, en Anden træder til for at indtage din Plads, saa raaber Du Vagt i Gevær.
ANNINA (studser)
VIBEKE Nu er det mig, der siger: Spørg Dig selv for Alvor, og se, om jeg ikke har Ret.
ANNINA Nej, nu gaar det snart for vidt. Du taler jo rent hen i Vejret.
VIBEKE Maaske, men jeg tror det ikke, for i dit Sted vilde jeg gøre det samme. Jeg begriber blot ikke, at Du nogensinde tog bort fra dit Hjem og din Rigdom, og jeg forstaar saa godt, at Du vil have den igen. Derfor, gør som Du vil, men een Ting vil jeg blot bede Dig om — vær ærlig mod mig og ærlig mod Dig selv. Vil Du søge at vinde din gamle Stilling tilbage, godt, saa sig det kun, det er saa rimeligt. Men jeg beder Dig, bland ikke Talemaader om min Udvikling og min Lykke ind deri; det er saavist ikke den, der her ligger Dig paa Hjerte. Jeg takker. Dig meget for din varme Interesse og for dine gode Raad, men jeg kan berolige Dig med, at jeg nok skal vide selv et klare mig — efter fattig Lejlighed. Farvel.
Hun hilser og gaar ud i Baggrunden.
ANNINA (ser efter hende)
Paa den høje Hest altsaa! Det er maaske dog for tidligt.
Heide kommer ind fra venstre, idet hun gaar henimod Døren.