PERSONERNE:
BLOMQUIST, Operasanger | FRU MELITTA BLOMQUIST, Malerinde |
ANTON MUNTHE Forfatter, (hendes Broder) |
OSCAR HAMANN, Købmand |
FRK. BIRGITTE STEIN | SANDER, Journalist |
PLUM, Billedhugger | FRU ELLINOR PLUM, Forfatterinde |
FRU MILLY KRUSE, Skuespillerinde | FRU ADELAIDE MONTELLI, Koncertsangerinde |
LOUIS PETERSEN, Pianist | MARIE, Pige hos Blomquist |
EN PIGE HOS PLUMS | ET PAR OPVARTERE – DAMER & HERRER |
Akt-Scene: [1.1] [1.3] [1.4] [1.7] [2.1] [2.3] [2.5] [2.7] [2.9] [3.1] [3.3] [3.6] [3.9] [Anmeldelse]
1. AKT 3. SCENE |
Birgitte, Hamann, Plum (fedladen med Fuldskæg, rolig i sine Bevægelser), Fru Plum (slank og bøjelig med drømmende Øjne), Munthe (mørk, bleg og soignert klædet), Sander (skarp, spids og elegant). Efter dem kommer et Redaktionsbud, der tager Plads ved Døren. Senere Melitta. Tilsidst Fru Kruse. |
BIRGITTE | (betragter dem spændt). Hvordan gik det saa? |
FRU ELLINOR PLUM |
(uden at ænse hende). Hus misforstod jo aldeles Slutningsscenen – hele Symboliken gik tabt. Naa, er Du der, Birgitte, Godaften. (til Hamann.) Se se, Fætter Oscar, er Du kommen tilbage? |
HAMANN | (hilser paa de andre). Ja, i Dag. |
PLUM | Tonen er udmærket slaaet an, Munthe. Dødens Uhygge laa virkelig over det. |
BIRGITTE | (aandeløs). Det er altsaa – ikke – gaaet godt? |
MUNTHE | (trækker paa Skulderen). Ikke særligt, tror jeg. |
DE ANDRE | (lidt tøvende). Aa, vist saa! |
Et par Herrer komme ind fra højre. | |
FØRSTE HERRE | Godaften, Hamann – |
ANDEN HERRE | Jeg troede, Du var rejst! |
De drage med ham med sig ud i Stuen i Baggrunden. | |
FRU PLUM | Det er et Stykke, der vil blive paaskønnet af de udvalgte. |
MUNTHE | (trækker paa Skulderen). Hvor mange fatter, hvad Kunst er. |
FRU PLUM | Kunst er et Billedsprog, der udsiger det Evige. |
MUNTHE | Det er simpelthen en Sjælstilstand. |
PLUM | Personlighedens Selvhævdelse! |
SANDER | Eller snarest et idealiseret Levebrød. |
PLUM | (gaar hen til et Bord). Kom her, Munthe, drik et Glas Kognak. Det stiver af. |
MUNTHE | (lader ligeglad). Jeg trænger ikke til at stives af. |
PLUM | (drikker). Det gør jeg – som oftest. |
SANDER | Naa, vi faar haabe, Stykket vækker Anstød. |
FRU PLUM | De hyssede da godt. |
BIRGITTE | (rækker Munthe Haanden). De skal se, det spiller sig op. Til Lykke med det. |
MUNTHE | Tak for de trøsterige Ord ved Baaren, Frøken. |
SANDER | Det er Ordet – det virkede lidt begravelsesagtigt! Naa, vi støder i Trompeten, det vi kan. Er Redaktionsbudet kommet? |
BUDDET | (ved Døren). Ja vel! |
SANDER | (tager Papir og Blækstift frem). Jeg har skrevet det væsentlige – se her, Munthe! |
Munthe fjerner sig lidt med ham og læser. | |
SANDER | (gennemløber). Tilbagetrængt Lidenskab – alt virker i dette Skuespil fortrinligt – hm – fornem Kunst – vil Du have fornem eller modig? |
MUNTHE | (betænker sig lidt). Hvorfor ikke begge Dele! |
SANDER | Og lidt i Tilgift. Saa blot en Snes Linjer om Spillet. (Sætter sig ned ved et Bord og skriver.) |
FRU PLUM | Sander, De sørger da for, at min Dragt bliver omtalt, søgrøn Silke med Staalbesætning. |
PLUM | Og Du, Sander, hvad er det for en Forsømmelighed, jeg har ikke set anmeldt, at jeg er vendt tilbage fra mit Studieophold i Birkerød. |
MUNTHE | Lad dem faa at vide med det samme, at jeg har paabegyndt et Enakts Sørgespil. |
SANDER | (skriver). Lad mig nu have Ro et Øjeblik, for Pokker! |
PLUM | Skriv ogsaa, at Kognak er for dyr. |
MUNTHE | Og at Plum drikker for meget af den. |
BIRGITTE | Fy Plum, det er Synd af en Kunstner, som De! |
PLUM | Tvært imod, Frøken, hvad er kunstnerisk Inspiration andet end en Rus. |
SANDER | (ser op). Hans berømte Venus steg op af et Hav af Kognak. |
PLUM | Ja, gjorde Myndighederne deres Pligt, de Snøbler, saa leverede de gratis Drikkevarer til de sande Kunstnere. |
MUNTHE | De ikke statsunderstøttede. |
PLUM | Hvad betyder Spiritus? Aand og Mod, Kunstens Kendingsord. |
FRU PLUM | Og Myndighedernes Gru. |
MUNTHE | Men hvor blev Melitta af? |
FRU PLUM | Hun gik blot hjem først. Der tor jeg, hun kommer. |
Fru Melitta Blomquist kommer ind fra højre og tager Tøjet af. Hun er brunet og Livlig | |
MELITTA | Jeg haaber ikke, I har ventet! Jeg havde glemt, at alle Lamperne stod og brændte der hjemme alene! |
PLUM | Hvad saa, Ildløs er smuk. |
MELITTA | Naa, men Stykket, Anton, det gjorde jo ikke Lykke. |
PLUM | Nej, Gudskelov, havde jeg nær sagt. |
MELITTA | Naar man vil være Kunstner, maa man lade haant om det letkøbte Bifald. |
BIRGITTE | Hvorfor ærgrer Kunstnere sig mon saa alligevel? |
MUNTHE | Fordi Kødet er skrøbeligt. |
PLUM | Og Pungen slunken. |
FRU PLUM | Jeg finder Munthe bedst som Lyriker. |
PLUM | Ja, som Farvedigter. |
MUNTHE | (halvt henvendt til Birgitte). Der ligger en hel Psykologi i Farverne – for Eksempel en jublende Fryd hos det Røde og en stille Melankoli i det Graa. |
BIRGITTE | Jeg kender nok den Sang: “Haabet er lysegrønt”. |
PLUM | (nynner). “Og Venskab er violet”. |
MUNTHE | Vi føler jo alle, at Døden er blaalig, Livet rosenrødt! |
SANDER | (ser op). Ikke altid! |
MELITTA | Lad Birgitte høre de Strofer, Du har skrevet til Forklaring af mit nye Aftenlandskab. |
MUNTHE | (tager et Papir frem og læser). Purpurne Øer i slumrende Fjerne Sølverne Træer over maanegrønne Eng, Gyldne Lianer op mod Stjernerne. Af blege Kalke rinder Grønlig Olie i milde Strømme, Over hvide Marmorørkner Flygter lydløst Sorte Svaner. Jeg stormer frem, uden at ville det. |
FRU PLUM | Der er megen dunkel Anelse i de Ord, Munthe. |
PLUM | (anerkendende). Godt stiliseret! Det ligner ikke slavisk Naturen. |
SANDER | (ser op). Det gør Melittas Landskaber s’gu ikke heller. |
FRU PLUM | Det er da vigtigere, at hendes Landskaber ligne hende selv. |
SANDER | Er det næsvist at spørge, hvordan Lianerne kommer op til Stjernerne? |
MUNTHE | (lidt uvillig). Kom nu ikke med dit sædvanlige – det er jo Poesi, Kære! |
FRU PLUM | Og Poesi er kun Sjælens Drømmesyner. |
PLUM | Men hvor bleb Fætteren af, Ellinor, ham fra – |
SANDER | Gud ved hvor! |
BIRGITTE | (peger mod Baggrunden). Han gik der ind. |
MELITTA | Hvad er det for en Fætter? |
FRU PLUM | En ung Købmand, der tjenere gode Penge i Indien og nu er her hjemme paa Besøg. Oscar Hamann hedder han. |
PLUM | (spidser Øren). Sagde Du Penge? |
MELITTA | Ham husker jeg godt. Hvordan er han nu? |
FRU PLUM | Aa, saadan hvad Folk kalder elskværdig, tror jeg. |
BIRGITTE | Han er da, noget mere end elskværdig. Tænk paa, hvad der skal til af Karakter og Vilje for at arbejde sig frem alene i et fremmed Land uden mindste Fodstykke at staa paa. |
PLUM | (anerkendende). Hans Kindflader er godt byggede. |
MELITTA | Han var vist, hvad Folk kalder smuk. |
BIRGITTE | Smuk just ikke, men der er noget sundt og stærkt ved ham, der gør godt. |
SANDER | (rejser sig). >Frøkenen sværmer maaske for Herkulestypen! (gaar hen og giver Kritiken til Budet, der gaar.) |
BIRGITTE | Nej, det gør jeg rigtignok ikke; maa jeg bede om det Aandfulde! |
PLUM | A propes om det Aandfulde, skal vi ikke spise? |
MUNTHE | Vi maa vist vente lidt. |
FRU PLUM | Kommer her Flere? |
MUNTHE | Jeg tænker, et Par af Skuespillerne. |
MELITTA | Og Blomquist, min Gemal. |
SANDER | Hvornaar kan vi vente denne Byens Kæledægge? |
MELITTA | Naar Operaen er forbi. |
PLUM | Tilsynekomsten af den uimodstaaelige Tenor er mig egentlig mindre magtpaaliggende, men Fru Milly Kruse, Sander, jeg syntes, Du før ymtede noget om hende. |
BIRGITTE | Er det Skuespillerinden? |
SANDER | Ja, hun ytrede Lyst til at træffe Munthe. |
FRU PLUM | Naa, hun vil have Roller. |
MELITTA | Hun synes at trænge ind allevegne, uden at man ved hvordan — ligesom Fluer. |
SANDER | Og efterstræbes ligervis med Gift i alle Kroge. |
MELITTA | At spille Komedie har hun da ikke Mistanke om — synes jeg. |
PLUM | Hvad gør det, naar hun kan kløde sig paa, saa at hun virker som den skinbarlige Finhed. |
SANDER | Og Ungdom! |
MELITTA | (lidt skarpt). Det er Løsenet! Man skulde tro, at der var tre Ting, som fængslede: Skønhed, Hjerte og Forstand, men jeg indser snart, at der er kun een — og det er Ungdom. |
FRU PLUM | Saa sæt Du de tre Ting mod den ene og kæmp tappert. |
MELITTA | Det agter jeg ogsaa. |
PLUM | (tager Sander til Side). Hvorfor er Melitta saa ondsindet mod Fru Kruse? |
SANDER | (trækker paa Skulderen). Jalousi — et Karaktertræk – |
PLUM | Ret ubekvemt for hendes Mand! |
SANDER | Skal vi sige — Mænd, for den forrige, han — |
PLUM | (afbryder). Hør, kommer Du ikke hen og ser mine nye keramiske Arbejder, for jeg skal sige Dig, en Lille foreløbig Notits — |
MELITTA | (tager Sander til Side). Kære Sander, Du maa endelig selv anmelde mine Billeder – ikke langt — nogle Ord om Intensiteten i Stemningen — ja, Du ved jo Besked! |
SANDER | Du ved den vist endnu bedre selv. Hvad siger Du om at diktere! |
PLUM | (nærmer sig). Nej, Melitta, Du maa ikke helt lægge Beslag paa Sander! Jeg maa sige ham et Ord. |
MELITTA | (ærgerlig). Gudbevares! |
FRU PLUM | (drejer Sander om). Forvorne Menneske, hvorfor har De endnu ikke optaget min Artikel? |
SANDER | Hvilken Artikel – undskyld — (Han vender sig hurtigt, da Fru Milly Kruse kommer ind fra højre.) |
FRU PLUM | (ærgerlig). Se saa! |
MELITTA | (sammenstemmende). Nu er han umulig! |
Herrerne gaa Fru Kruse i Møde med smaa komplimenterende Udbrud. Hun er i elegant Promenadedragt og har noget bevidst i sine Bevægelser som En, der er vant til at blive set paa. | |
FRU KRUSE | (lader Pelsen falde). Undskyld, jeg har ladet vente paa mig. (Hilser paa Plum med et fortroligt Nik og vender sig saa til Sander.) Godaften, kære Sander, Tak for de gode Raad i Deres Kritik — jo, De er den Eneste, der siger os Skuespillere lidt kunstnerisk Sandhed. (vender sig til Melitta.) Aa god Aften, Fru Blomquist, jeg saa Dem ikke. |
MELITTA | (tørt). Godaften, Frue! |
FRU PLUM | Fru Kruse, maa jeg forestille Dem Frøken Birgitte Stein, indtil videre min Plejedatter. |
FRU KRUSE | Det glæder mig at se Dem, Frøken. (Til de Andre med en yndefuld Haandbevægelse.) Hun er jo sød, Barnet, Naturligheden selv. Men hvor er Digteren, Anton Munthe, Aftenes Helt? |
MUNTHE | (hilser). Frue – |
FRU KRUSE | Maa jeg ønske Dem til Lykke. |
MUNTHE | Tak, med Forbehold! |
FRU KRUSE | I hvert Fald sympathiserer netop jeg med Deres søgende Talent; det er paa een Gang symbolistisk og realistisk — som Livet. Ja jeg haaber bestandig paa Samarbejde mellem os to. |
MUNTHE | Skulde smigre mig særdeles. |
FRU KRUSE | Jeg hørte i Forbigaaende, at den anden Nyhed gjorde Lykke. |
MUNTHE | (foragtelig). Naturligvis -! det er nok — morsomt. |
SANDER | Jeg lod Jespersen blive der henne for at anmelde det. Han er en Brand til at rakke ned. |
BIRGITTE | Men hvis det virkelig er morsomt? |
SANDER | (til de Andre). 0, skønne Enfold? |
MELITTA | Alt, hvad der kommer fra Fjendernes Lejr, maa barmhjertigt slaas ned. |
SANDER | Medmindre Ens Elskerinde spiller med deri. |
FRU KRUSE | (med et lille Blik til ham). Ah — saaledes! |
MELITTA | (til Birgitte). Vort kunstneriske Maal er netop at gøre det af med den døve og forlorne livsglæde. |
SANDER | Kunde nogen sige mig, hvori den ægte bestaar! |
PLUM | For Exempel i Melankoli og Absinth. |
FRU KRUSE | (protegerende om Birgitte). Man mærker, den unge Dame er Novice i Kunstkredse. |
BIRGITTE | Ja, men fuld af Iver og Tro! |
SANDER | Bedste Frøken Stein, lad det saa blive Dem klart, at det, for hver af de forskellige Lejre, maa staa som en nødvendig Betingelse for at blive rost, at være udgaaet netop fra den. Om saa Munthes Digte og Melittas Landekaber og Plums Lerfade var det argeste Juks — |
PLUM | Du glemmer dine egne Bladartikler. |
SANDER | I Andre husker dem sgu, naar I har Brug for dem — (smaa Protester fra de Andre) ja naturligvis, naar det kommer fra vor Side, skal det hæves til Skyerne, det er Parolen, og de fleste er Gudskelov saa dumme, at de tager imod det som Guds Ord. |
FRU KRUSE | Men de Kloge? |
SANDER | De Kloge gider ingenting sige – heldigvis. |
PLUM | Hør, vi kan da idetmindste bestille Maden, mens vi venter. Hvor skal vi sidde? |
FLERE | Her! |
MELITTA | (peger mod Baggrunden). Lad os se derind, der er hyggeligere. |
SANDER | Hej, Opvarter! |
Alle med Undtagelse af Plum og Fru Plum gaa ud i Stuen i Baggrunden, hvor man ser dem konferere med Opvarteren. | |
FRU PLUM | (sætter sig). Hvor bor Du, Plum? |
PLUM | Paa, Hotel National. Det er Fandens, saa det løber op! |
FRU PLUM | Det kan jo være lige meget, naar Du dog ingen Penge har. |
PLUM | Det kan der være noget i, men faar jeg ikke Statstilskud, saa, er jeg kaput! Det skal for i Morgen. |
FRU PLUM | Jeg skal se at laane lidt til Dig. Hvor længe bliver Du? |
PLUM | Det kommer an paa, hvad vi bestemmer os til. |
FRU PLUM | Skal vi bestemme os nu? |
PLUM | Overenskomsten var jo den: i tre Maaneder skulde vi granske os selv for at komme til Klarhed over, om vi skulde fortsætte vort Ægteskab eller ej. De tre Maaneder er gaaet. |
FRU PLUM | Drages Du mod nogen Anden? |
PLUM | Jeg har været sammen med Fru Kruse i Paris. Der var Timer, hvor hun beruste mig, men jeg tror ikke, det var Kærlighed. |
FRU PLUM | Er jeg ikke længer betagende? |
PLUM | Jo gu’ er Du saa! Du virker ligesom fjern Musik, man nødes til at lytte og nærme sig. |
FRU PLUM | Gudskelov, jeg har det endnu ved mig, der lokker. |
PLUM | Hvad siger Munthe? |
FRU PLUM | Jeg tror ikke, Munthe er klar over sig selv. |
PLUM | Jeg er saa, klar i dette! Munthe elsker Dig maaske mere intensivt, men min Forstaaelse af Dig gaar dybere. |
FRU PLUM | Jeg har skrevet en Bog om os. Du ved, jeg kan kun skrive det, jeg har levet. |
PLUM | Er den god? |
FRU PLUM | Ja — men dristig, og hensynsløs og ærlig. |
PLUM | Al god Kunst er ærlig. Hør, ligger der hos Dig nogle Uldsokker af mine? De, jeg har, ere noget medtagne. |
FRU PLUM | Vi kan se efter, hvis Du kommer i Morgen. |
PLUM | Jeg kommer! Vi maa jo tale sammen. |
FRU PLUM | Og Munthe maa med. Det forlanger jeg. |
PLUM | Godt, saa gaar vi sammen derhen. |
Sander, Fru Kruse, Bustle og Birgitte komme ind igen fra Baggrunden. Melitta træffer I Døraabningen den krølhaarede Herre, med hvem hun taler sagte. | |
SANDER | (peger mod venstre). Nej, der er meget bedre der inde. |
FRU KRUSE | Ja der har man det for sig selv. |
De gaa ud til venstre med Undtagelse af Munthe, Birgitte, der vil gaa ud med de andre, stanser og ser medfølende paa ham. |
Akt-Scene: [1.1] [1.3] [1.4] [1.7] [2.1] [2.3] [2.5] [2.7] [2.9] [3.1] [3.3] [3.6] [3.9] [Anmeldelse]