Rørt Vande 1895

PERSONERNE:

BLOMQUIST, Operasanger FRU MELITTA BLOMQUIST, Malerinde
ANTON MUNTHE
Forfatter, (hendes Broder)
OSCAR HAMANN, Købmand
FRK. BIRGITTE STEIN SANDER, Journalist
PLUM, Billedhugger FRU ELLINOR PLUM, Forfatterinde
FRU MILLY KRUSE, Skuespillerinde FRU ADELAIDE MONTELLI, Koncertsangerinde
LOUIS PETERSEN, Pianist MARIE, Pige hos Blomquist
EN PIGE HOS PLUMS ET PAR OPVARTERE – DAMER & HERRER


1. AKT
3. SCENE
Birgitte, Hamann, Plum (fedladen med Fuldskæg, rolig i sine Bevægelser), Fru Plum (slank og bøjelig med drømmende Øjne), Munthe (mørk, bleg og soignert klædet), Sander (skarp, spids og elegant).
Efter dem kommer et Redaktionsbud, der tager Plads ved Døren. Senere Melitta. Tilsidst Fru Kruse.
BIRGITTE (betragter dem spændt). Hvordan gik det saa?
FRU ELLINOR
PLUM
(uden at ænse hende). Hus misforstod jo aldeles Slutningsscenen – hele Symboliken gik tabt. Naa, er Du der, Birgitte, Godaften.
(til Hamann.) Se se, Fætter Oscar, er Du kommen tilbage?
HAMANN (hilser paa de andre). Ja, i Dag.
PLUM Tonen er udmærket slaaet an, Munthe. Dødens Uhygge laa virkelig over det.
BIRGITTE (aandeløs). Det er altsaa – ikke – gaaet godt?
MUNTHE (trækker paa Skulderen). Ikke særligt, tror jeg.
DE ANDRE (lidt tøvende). Aa, vist saa!
Et par Herrer komme ind fra højre.
FØRSTE HERRE Godaften, Hamann –
ANDEN HERRE Jeg troede, Du var rejst!
De drage med ham med sig ud i Stuen i Baggrunden.
FRU PLUM Det er et Stykke, der vil blive paaskønnet af de udvalgte.
MUNTHE (trækker paa Skulderen). Hvor mange fatter, hvad Kunst er.
FRU PLUM Kunst er et Billedsprog, der udsiger det Evige.
MUNTHE Det er simpelthen en Sjælstilstand.
PLUM Personlighedens Selvhævdelse!
SANDER Eller snarest et idealiseret Levebrød.
PLUM (gaar hen til et Bord). Kom her, Munthe, drik et Glas Kognak. Det stiver af.
MUNTHE (lader ligeglad). Jeg trænger ikke til at stives af.
PLUM (drikker). Det gør jeg – som oftest.
SANDER Naa, vi faar haabe, Stykket vækker Anstød.
FRU PLUM De hyssede da godt.
BIRGITTE (rækker Munthe Haanden). De skal se, det spiller sig op. Til Lykke med det.
MUNTHE Tak for de trøsterige Ord ved Baaren, Frøken.
SANDER Det er Ordet – det virkede lidt begravelsesagtigt! Naa, vi støder i Trompeten, det vi kan. Er Redaktionsbudet kommet?
BUDDET (ved Døren). Ja vel!
SANDER (tager Papir og Blækstift frem). Jeg har skrevet det væsentlige – se her, Munthe!
Munthe fjerner sig lidt med ham og læser.
SANDER (gennemløber). Tilbagetrængt Lidenskab – alt virker i dette Skuespil fortrinligt – hm – fornem Kunst – vil Du have fornem eller modig?
MUNTHE (betænker sig lidt). Hvorfor ikke begge Dele!
SANDER Og lidt i Tilgift. Saa blot en Snes Linjer om Spillet. (Sætter sig ned ved et Bord og skriver.)
FRU PLUM Sander, De sørger da for, at min Dragt bliver omtalt, søgrøn Silke med Staalbesætning.
PLUM Og Du, Sander, hvad er det for en Forsømmelighed, jeg har ikke set anmeldt, at jeg er vendt tilbage fra mit Studieophold i Birkerød.
MUNTHE Lad dem faa at vide med det samme, at jeg har paabegyndt et Enakts Sørgespil.
SANDER (skriver). Lad mig nu have Ro et Øjeblik, for Pokker!
PLUM Skriv ogsaa, at Kognak er for dyr.
MUNTHE Og at Plum drikker for meget af den.
BIRGITTE Fy Plum, det er Synd af en Kunstner, som De!
PLUM Tvært imod, Frøken, hvad er kunstnerisk Inspiration andet end en Rus.
SANDER (ser op). Hans berømte Venus steg op af et Hav af Kognak.
PLUM Ja, gjorde Myndighederne deres Pligt, de Snøbler, saa leverede de gratis Drikkevarer til de sande Kunstnere.
MUNTHE De ikke statsunderstøttede.
PLUM Hvad betyder Spiritus? Aand og Mod, Kunstens Kendingsord.
FRU PLUM Og Myndighedernes Gru.
MUNTHE Men hvor blev Melitta af?
FRU PLUM Hun gik blot hjem først. Der tor jeg, hun kommer.
Fru Melitta Blomquist kommer ind fra højre og tager Tøjet af. Hun er brunet og Livlig
MELITTA Jeg haaber ikke, I har ventet! Jeg havde glemt, at alle Lamperne stod og brændte der hjemme alene!
PLUM Hvad saa, Ildløs er smuk.
MELITTA Naa, men Stykket, Anton, det gjorde jo ikke Lykke.
PLUM Nej, Gudskelov, havde jeg nær sagt.
MELITTA Naar man vil være Kunstner, maa man lade haant om det letkøbte Bifald.
BIRGITTE Hvorfor ærgrer Kunstnere sig mon saa alligevel?
MUNTHE Fordi Kødet er skrøbeligt.
PLUM Og Pungen slunken.
FRU PLUM Jeg finder Munthe bedst som Lyriker.
PLUM Ja, som Farvedigter.
MUNTHE (halvt henvendt til Birgitte). Der ligger en hel Psykologi i Farverne – for Eksempel en jublende Fryd hos det Røde og en stille Melankoli i det Graa.
BIRGITTE Jeg kender nok den Sang: “Haabet er lysegrønt”.
PLUM (nynner). “Og Venskab er violet”.
MUNTHE Vi føler jo alle, at Døden er blaalig, Livet rosenrødt!
SANDER (ser op). Ikke altid!
MELITTA Lad Birgitte høre de Strofer, Du har skrevet til Forklaring af mit nye Aftenlandskab.
MUNTHE (tager et Papir frem og læser).
Purpurne Øer i slumrende Fjerne
Sølverne Træer over maanegrønne Eng,
Gyldne Lianer op mod Stjernerne.
Af blege Kalke rinder
Grønlig Olie i milde Strømme,
Over hvide Marmorørkner
Flygter lydløst
Sorte Svaner.
Jeg stormer frem, uden at ville det.
FRU PLUM Der er megen dunkel Anelse i de Ord, Munthe.
PLUM (anerkendende). Godt stiliseret! Det ligner ikke slavisk Naturen.
SANDER (ser op).
Det gør Melittas Landskaber s’gu ikke heller.
FRU PLUM Det er da vigtigere, at hendes Landskaber ligne hende selv.
SANDER Er det næsvist at spørge, hvordan Lianerne kommer op til Stjernerne?
MUNTHE (lidt uvillig). Kom nu ikke med dit sædvanlige – det er jo Poesi, Kære!
FRU PLUM Og Poesi er kun Sjælens Drømmesyner.
PLUM Men hvor bleb Fætteren af, Ellinor, ham fra –
SANDER Gud ved hvor!
BIRGITTE (peger mod Baggrunden). Han gik der ind.
MELITTA Hvad er det for en Fætter?
FRU PLUM En ung Købmand, der tjenere gode Penge i Indien og nu er her hjemme paa Besøg. Oscar Hamann hedder han.
PLUM (spidser Øren). Sagde Du Penge?
MELITTA Ham husker jeg godt. Hvordan er han nu?
FRU PLUM Aa, saadan hvad Folk kalder elskværdig, tror jeg.
BIRGITTE Han er da, noget mere end elskværdig. Tænk paa, hvad der skal til af Karakter og Vilje for at arbejde sig frem alene i et fremmed Land uden mindste Fodstykke at staa paa.
PLUM (anerkendende). Hans Kindflader er godt byggede.
MELITTA Han var vist, hvad Folk kalder smuk.
BIRGITTE Smuk just ikke, men der er noget sundt og stærkt ved ham, der gør godt.
SANDER (rejser sig). >Frøkenen sværmer maaske for Herkulestypen! (gaar hen og giver Kritiken til Budet, der gaar.)
BIRGITTE Nej, det gør jeg rigtignok ikke; maa jeg bede om det Aandfulde!
PLUM A propes om det Aandfulde, skal vi ikke spise?
MUNTHE Vi maa vist vente lidt.
FRU PLUM Kommer her Flere?
MUNTHE Jeg tænker, et Par af Skuespillerne.
MELITTA Og Blomquist, min Gemal.
SANDER Hvornaar kan vi vente denne Byens Kæledægge?
MELITTA Naar Operaen er forbi.
PLUM Tilsynekomsten af den uimodstaaelige Tenor er mig egentlig mindre magtpaaliggende, men Fru Milly Kruse, Sander, jeg syntes, Du før ymtede noget om hende.
BIRGITTE Er det Skuespillerinden?
SANDER Ja, hun ytrede Lyst til at træffe Munthe.
FRU PLUM Naa, hun vil have Roller.
MELITTA Hun synes at trænge ind allevegne, uden at man ved hvordan — ligesom Fluer.
SANDER Og efterstræbes ligervis med Gift i alle Kroge.
MELITTA At spille Komedie har hun da ikke Mistanke om — synes jeg.
PLUM Hvad gør det, naar hun kan kløde sig paa, saa at hun virker som den skinbarlige Finhed.
SANDER Og Ungdom!
MELITTA (lidt skarpt). Det er Løsenet! Man skulde tro, at der var tre Ting, som fængslede: Skønhed, Hjerte og Forstand, men jeg indser snart, at der er kun een — og det er Ungdom.
FRU PLUM Saa sæt Du de tre Ting mod den ene og kæmp tappert.
MELITTA Det agter jeg ogsaa.
PLUM (tager Sander til Side). Hvorfor er Melitta saa ondsindet mod Fru Kruse?
SANDER (trækker paa Skulderen). Jalousi — et Karaktertræk –
PLUM Ret ubekvemt for hendes Mand!
SANDER Skal vi sige — Mænd, for den forrige, han —
PLUM (afbryder). Hør, kommer Du ikke hen og ser mine nye keramiske Arbejder, for jeg skal sige Dig, en Lille foreløbig Notits —
MELITTA (tager Sander til Side). Kære Sander, Du maa endelig selv anmelde mine Billeder – ikke langt — nogle Ord om Intensiteten i Stemningen — ja, Du ved jo Besked!
SANDER Du ved den vist endnu bedre selv. Hvad siger Du om at diktere!
PLUM (nærmer sig). Nej, Melitta, Du maa ikke helt lægge Beslag paa Sander! Jeg maa sige ham et Ord.
MELITTA (ærgerlig). Gudbevares!
FRU PLUM (drejer Sander om). Forvorne Menneske, hvorfor har De endnu ikke optaget min Artikel?
SANDER Hvilken Artikel – undskyld — (Han vender sig hurtigt, da Fru Milly Kruse kommer ind fra højre.)
FRU PLUM (ærgerlig). Se saa!
MELITTA (sammenstemmende). Nu er han umulig!

Herrerne gaa Fru Kruse i Møde med smaa komplimenterende Udbrud. Hun er i elegant Promenadedragt og har noget bevidst i sine Bevægelser som En, der er vant til at blive set paa.
FRU KRUSE (lader Pelsen falde). Undskyld, jeg har ladet vente paa mig.
(Hilser paa Plum med et fortroligt Nik og vender sig saa til Sander.) Godaften, kære Sander, Tak for de gode Raad i Deres Kritik — jo, De er den Eneste, der siger os Skuespillere lidt kunstnerisk Sandhed.
(vender sig til Melitta.) Aa god Aften, Fru Blomquist, jeg saa Dem ikke.
MELITTA (tørt). Godaften, Frue!
FRU PLUM Fru Kruse, maa jeg forestille Dem Frøken Birgitte Stein, indtil videre min Plejedatter.
FRU KRUSE Det glæder mig at se Dem, Frøken.
(Til de Andre med en yndefuld Haandbevægelse.) Hun er jo sød, Barnet, Naturligheden selv. Men hvor er Digteren, Anton Munthe, Aftenes Helt?
MUNTHE (hilser). Frue –
FRU KRUSE Maa jeg ønske Dem til Lykke.
MUNTHE Tak, med Forbehold!
FRU KRUSE I hvert Fald sympathiserer netop jeg med Deres søgende Talent; det er paa een Gang symbolistisk og realistisk — som Livet. Ja jeg haaber bestandig paa Samarbejde mellem os to.
MUNTHE Skulde smigre mig særdeles.
FRU KRUSE Jeg hørte i Forbigaaende, at den anden Nyhed gjorde Lykke.
MUNTHE (foragtelig). Naturligvis -! det er nok — morsomt.
SANDER Jeg lod Jespersen blive der henne for at anmelde det. Han er en Brand til at rakke ned.
BIRGITTE Men hvis det virkelig er morsomt?
SANDER (til de Andre). 0, skønne Enfold?
MELITTA Alt, hvad der kommer fra Fjendernes Lejr, maa barmhjertigt slaas ned.
SANDER Medmindre Ens Elskerinde spiller med deri.
FRU KRUSE (med et lille Blik til ham). Ah — saaledes!
MELITTA (til Birgitte). Vort kunstneriske Maal er netop at gøre det af med den døve og forlorne livsglæde.
SANDER Kunde nogen sige mig, hvori den ægte bestaar!
PLUM For Exempel i Melankoli og Absinth.
FRU KRUSE (protegerende om Birgitte). Man mærker, den unge Dame er Novice i Kunstkredse.
BIRGITTE Ja, men fuld af Iver og Tro!
SANDER Bedste Frøken Stein, lad det saa blive Dem klart, at det, for hver af de forskellige Lejre, maa staa som en nødvendig Betingelse for at blive rost, at være udgaaet netop fra den. Om saa Munthes Digte og Melittas Landekaber og Plums Lerfade var det argeste Juks —
PLUM Du glemmer dine egne Bladartikler.
SANDER I Andre husker dem sgu, naar I har Brug for dem — (smaa Protester fra de Andre) ja naturligvis, naar det kommer fra vor Side, skal det hæves til Skyerne, det er Parolen, og de fleste er Gudskelov saa dumme, at de tager imod det som Guds
Ord.
FRU KRUSE Men de Kloge?
SANDER De Kloge gider ingenting sige – heldigvis.
PLUM Hør, vi kan da idetmindste bestille Maden, mens vi venter. Hvor skal vi sidde?
FLERE Her!
MELITTA (peger mod Baggrunden). Lad os se derind, der er hyggeligere.
SANDER Hej, Opvarter!
Alle med Undtagelse af Plum og Fru Plum gaa ud i Stuen i Baggrunden, hvor man ser dem konferere med Opvarteren.
FRU PLUM (sætter sig). Hvor bor Du, Plum?
PLUM Paa, Hotel National. Det er Fandens, saa det løber op!
FRU PLUM Det kan jo være lige meget, naar Du dog ingen Penge har.
PLUM Det kan der være noget i, men faar jeg ikke Statstilskud, saa, er jeg kaput! Det skal for i Morgen.
FRU PLUM Jeg skal se at laane lidt til Dig. Hvor længe bliver Du?
PLUM Det kommer an paa, hvad vi bestemmer os til.
FRU PLUM Skal vi bestemme os nu?
PLUM Overenskomsten var jo den: i tre Maaneder skulde vi granske os selv for at komme til Klarhed over, om vi skulde fortsætte vort Ægteskab eller ej. De tre Maaneder er gaaet.
FRU PLUM Drages Du mod nogen Anden?
PLUM Jeg har været sammen med Fru Kruse i Paris. Der var Timer, hvor hun beruste mig, men jeg tror ikke, det var Kærlighed.
FRU PLUM Er jeg ikke længer betagende?
PLUM Jo gu’ er Du saa! Du virker ligesom fjern Musik, man nødes til at lytte og nærme sig.
FRU PLUM Gudskelov, jeg har det endnu ved mig, der lokker.
PLUM Hvad siger Munthe?
FRU PLUM Jeg tror ikke, Munthe er klar over sig selv.
PLUM Jeg er saa, klar i dette! Munthe elsker Dig maaske mere intensivt, men min Forstaaelse af Dig gaar dybere.
FRU PLUM Jeg har skrevet en Bog om os. Du ved, jeg kan kun skrive det, jeg har levet.
PLUM Er den god?
FRU PLUM Ja — men dristig, og hensynsløs og ærlig.
PLUM Al god Kunst er ærlig. Hør, ligger der hos Dig nogle Uldsokker af mine? De, jeg har, ere noget medtagne.
FRU PLUM Vi kan se efter, hvis Du kommer i Morgen.
PLUM Jeg kommer! Vi maa jo tale sammen.
FRU PLUM Og Munthe maa med. Det forlanger jeg.
PLUM Godt, saa gaar vi sammen derhen.
Sander, Fru Kruse, Bustle og Birgitte komme ind igen fra Baggrunden. Melitta træffer I Døraabningen den krølhaarede Herre, med hvem hun taler sagte.
SANDER (peger mod venstre). Nej, der er meget bedre der inde.
FRU KRUSE Ja der har man det for sig selv.
De gaa ud til venstre med Undtagelse af Munthe, Birgitte, der vil gaa ud med de andre, stanser og ser medfølende paa ham.