Rørt Vande 1895

PERSONERNE:

BLOMQUIST, Operasanger FRU MELITTA BLOMQUIST, Malerinde
ANTON MUNTHE
Forfatter, (hendes Broder)
OSCAR HAMANN, Købmand
FRK. BIRGITTE STEIN SANDER, Journalist
PLUM, Billedhugger FRU ELLINOR PLUM, Forfatterinde
FRU MILLY KRUSE, Skuespillerinde FRU ADELAIDE MONTELLI, Koncertsangerinde
LOUIS PETERSEN, Pianist MARIE, Pige hos Blomquist
EN PIGE HOS PLUMS ET PAR OPVARTERE – DAMER & HERRER


2. AKT
7. SCENE
Hamann. Melitta.
MELITTA Behag at tage Plads!
HAMANN (sætter sig). Vil De saa ikke først og fremmest sige mig, hvorfor modtager De mig saa køligt? Vi var dog i gamle Dage ret gode Venner.
MELITTA Det er en Tid siden, og oprigtigt talt, Deres Optræden i Aftes skal ikke bidrage til at gøre Mindet kærere.
HAMANN (ler lidt). Paa Ære, jeg tænkte ikke paa, at De kunde være skilt fra Louis Petersen, men jeg indrømmer, det var naivt. En af Grundene til mit Besøg er netop, for bemeldte Tantes Skyld, at faa at vide, hvor han bor.
MELITTA Et Steds i Amerika, det er mig ligegyldigt hvor. Jeg hader Petersen, og haaber aldrig at faa ham at se.
HAMANN (muntert). De synes at nære saa nogenlunde de samme Følelser overfor mig. Hvorfor kan De ikke lide mig?
MELITTA Jeg kan særdeles godt – (stanser) nej, vi To har vist bedst af at tale rent ud af Posen med hinanden. Jeg kan ikke lide Dem, fordi jeg instinktmæssigt føler Dem som en Fjende af os, af vore Anskuelser, af vort Liv.
HAMANN Bravo, Frue, jeg elsker Klarhed. De har fuldstændig Ret, jeg synes ikke rigtig om BohemeLiv og Væsen.
MELITTA Hvorfor besøger De mig egentlig?
HAMANN For at have Glæden af at tale med Dem.
MELITTA Og De vidste slet ikke, at jeg maler med Frøken Stein?
HAMANN Godt Frue, lad os saa gaa lige løs paa Sagen; jo, hende søgte jeg hovedsagelig, og det vil jeg blive ved med, gennem Ild og Vand.
MELITTA De er forelsket i hende — jeg ved det.
HAMANN Det Ord er slet ikke kønt nok, ikke inderligt nok til at udtrykke det, jeg føler for Birgitte. Det er nemlig ikke noget, der stammer fra i Gaar eller i Dag, jeg har elsket hende længe før jeg rejste, og i min Ensomhed har hun staaet for mig som selve Haabet og Lykken. Og dog, hvis jeg kunde se, at de Omgivelser hun her har valgt, var naturlige og lykkelige for hende, saa gik jeg blot stille bort. Men jeg tror det ikke, og derfor slipper De ikke mig, før De slipper hende, saa sandt jeg er vant til at kæmpe for det, jeg vil.
MELITTA Saa selvsikkert De end taler, er det dog omsonst.
HAMANN Hvorfor?
MELITTA Birgitte elsker min Broder.
HAMANN Eller tror at elske ham, det ved jeg.
MELITTA De ved det — Og dog?
HAMANN Og dog er mine Følelser overfor hende de samme. Ja – jeg har endydermere Trang til at beskytte hende, fordi hun i dette Øjeblik er usikker overfor sig selv. Hun staar paa en Skillevej.
MELITTA I eet er hun dog sikker; hun drages mod det Kunstneriske, det udsøgte Sjældne i ganske modsat Retning af en gængs og spideborgerlig Aand.
HAMANN Som min, mener De! Ja, hvis det er spidsborgerligt at tro, at en ung Pige bør skærmes, saa er jeg Spidsborger ud til Fingerspidserne, og vover endog at mene, at disse af Dem saa foragtede Medskabninger ogsaa har nogen Ret til at være til, om ikke andet, som Balance mod Deres frejdige Mangel paa Pietet.
MELITTA Vi har Pietet for det Evige i Livet – Kunsten og Personligheden.
HAMANN Kan være, men saa er De saagu’ til Gengæld saa temmelig blottede for det, vi andre kalder Æresbegreb og moralsk Sans. Dorfor siger jeg aabenlyst: jeg vil have Birgitte bort herfra, og de Ævner, jeg har, vil jeg bruge dertil.
MELITTA Nu vel, saa lad mig sige alt! Birgitte er allerede forlovet med min Broder.
HAMANN Forlovet – mener De paa Ekspektanee?
MELITTA Hvordan?
HAMANN Er Deres Broder ikke gift?
MELITTA Paa en Maade – jo!
HAMANN Jeg synes ellers kun, der er een Maade.
MELITTA Godt, saa lad os bruge Deres eget Ord – de er forlovede paa Ekspektance. Adelaide maa og skal findes. Se her – (visor ham Annoncen.) Vi søger hende gennem Bladene. Maaske vi, hurtigere end vi tror, faar Lykken med os der.
HAMANN Ja, ad denne ikke længer usæedvanlige Vej!
MELITTA Hvis ikke, maa de vente!
HAMANN Paa Flekoneriets Indførelse?
MELITTA (trækker paa Skuldren). Skal vi sige: paa bedre Love.
HAMANN Og med det tror De at kunne slaa mig af Marken. De forlover en uerfaren ung Pige med et gift Mandfolk. Jeg, der holder af hende, skulde roligt og resigneret lade hende gaa til Grunde i et saakaldet frit Forhold eller forsumpe i en Ventetid uden Grænse, for at han en skøn Dag kunde sige: „Nej mange Tak, nu har jeg faaet Lyst til noget andet – noget nyt, der æegger – og drager. Og det skulde jeg ikke gøre alt, hvad jeg kan for at redde hende fra? Jo, Tak skal De have, saa kender De kun daarligt mig.
MELITTA Birgitte elsker min Broder, dermed er alt sagt – for mig. Af den ene Grund betragter jeg det som min Pligt at værne hende mod Deres ubetimelige Indblanding i hendes Valg og Vilje.
HAMANN Tillad mit blot et Spørgsmaal. Ved Birgitte, at Deres Broder er gift?
MELITTA (lidt usikker). Endnu ikke. Det er naturligvis vor Agt at underrette hende derom.
HAMANN (nærmer sig Døren til Atelieret) Er det dog det? Saa lad os fortælle hende det straks.
MELITTA (heftig). Jeg forbyder Dem at gaa derind!
HAMANN (kalder). Frøken Birgitte, Fru Blomquist ønsker Deres Nærværelse et Øjeblik.
MELITTA (sagtere). Hvis De er Kavaler, saa nævner De ikke denne –
HAMANN Biomstændighed – godt!
MELITTA Hun skal snart faa det at vide, men det maa blive min Broders Sag at underrette hende derom.
HAMANN (trækker paa Skuldren). Jeg bøjer mig for Deres Ønske.
Birgitte kommer ind.

2. AKT
8. SCENE
Hamann. Birgitte.
BIRGITTE Hvad vil Du mig, Melitta?
MELITTA (pludselig venlig). Jeg vilde blot bede Dig om ikke at male paa de visne Blade, før jeg kommer. Gaa saa blot igen Barn, jeg vil ikke forstyrre Dig.
HAMANN Men det vil jeg! Helst vil jeg forstyrre alt, hvad De forestiller Dem og tænker paa nu.
MELITTA Hr. Hamann kan vist spare sig Umagen, ikkesandt, Birgitte?
Birgitte ser lidt usikker paa dem.
HAMANN (til Birgitte). Jeg taler her ikke paa egne Vegne alene, men paa Deres Tantes, Deres hele Slægts! Jeg har lovet hende, at jeg skulde gøre alt, hvad jeg formaar for at faa Dem hjem igen – jeg mener ikke just til Huset og Stedet, men hjem til de Begreber, om, hvad der er godt og kønt, som for hende er de rette.
BIRGITTE (til Melitta.) Jeg vil gærne tale med Hamann om min Tante, der har været mig i Moders Sted. Det er hende, der har lært mig at tænke honnet, og paa, den Grund maa der jo dog bygges, hvordan man end ellers griber Livet an.
MELITTA Ja, naturligvis, lille Birgitte, men det kommer an paa Livssynet, hvad man kalder honnet og hvad ikke.
HAMANN Nej – saagu’ om det gør!
BIRGITTE Jo, Hamann, deri har Melitta Ret, alt man ses forholdsvis.
HAMANN (forekommende). Godt, lad os saa sige, at Fruens Livssyn er forholdsvis honnet.
MELITTA I hvert Fald er det af mig, at Birgitte nu har valgt at erfare, hvad Livets Betydning og Livets Lykke er.
HAMANN Ogsaa Ægteskabets?
BIRGITTE De kan tro, Melitta ved, hvad Ægteskabet er!
HAMANN Ja, en Stemming mere i de forskellige erotiske Glæder.
BIRGITTE Ægteskabet er og bliver da det højeste i Forholdet mellem Mand og Kvinde.
HAMANN Den Tanke tror jeg ligger temmelig fjernt fra Ideerne i disse Kredse.
MELITTA Hvad mener De med det?
BIRGITTE Jeg forstaar heller ikke!
MELITTA Er vi maaske ikke alle lovformeligt gifte?
HAMANN Jo, det ved Gud De er, kun altfor meget.
MUNTHE Hyldede vi endda paa Trods den frie Kærlighed!
HAMANN Ja, gjorde De blot det, saa havde man saavist ikke noget at bebrejde Dem. Hvad saa – Enhver sin Smag! Men at De trækker Ægteskabet og Familien ind i Deres erotiske Maskepi, det er det, der mere end noget andet undergraver Pietet og Moral.
BIRGITTE Hamann tror slet ikke, at Kunstnere føler og lider mere end andre Mennesker!
HAMANN Ih, gudbevares – jo! det synes tværtimod at være et sandt Overflødighedshorn af Lidelse, som det forekommer os Uindviede kunde spares for en Del.
MELITTA (overlegen). Jeg skal nemlig sige Dem, Kunst er Lidelse, baade at skabe og at tilegne sig.
HAMANN Saa – jeg troede, at Kunst var en Aandens Forfriskning.
BIRGITTE (med Overbevisning). Nej, nu er Kunst Lidelse.
MELITTA Som Livet selv.
HAMANN Saa er det maaske derfor, disse begavede Mennesker synes at smile en Ære i at udfolde deres Sjælekval med saa megen Bram og Brask som muligt, saa at den fra Mund til Mund bliver til det, man i mit jævne Sprog kalder for Skandale.
MELITTA Det hører til de besværlige Forrettigheder for os, der kendes af Alle, at blive omtalt af Alle.
HAMANN Vist saa, De gaar ud fra Levereglen: Et daarligt Rygte er bedre end slet intet Rygte; ja, et daarligt Rygte er maaske, naar alt kommer til alt, en god Reklame for banebrydende kunstnerisk Stræben, og desaarsag gifter De Dem og skilles og forsones og begynder forfra, uden at den megen Lidelse dog udelukker Nydelsen af et samtidigt ret muntert Kafeliv – paa Kredit – med Andres Koner og Mænd, det være sig i Selskab eller tête-á-tête.
MELITTA Hvad mener De om at tænke lidt paa de individuelle Rettigheder?
HAMANN Og hvad mener De Frue, om at tænke paa, at det meget sammensatte i Livet egentlig munder ud i det eneste lille Ord: Pligt.
MELITTA Lad os være fri for det kolde Ord, naar Talen er om Kunst.
HAMANN Frøken Birgitte, giver De mig ikke Ret – en Smule, inderst inde?
BIRGITTE (modstræbende). Jo, vist har De Ret, paa en kedelig tør Maade, og det er det, der harmer mig mest. Kom det an paa Dem, saa var der jo ikke nogen anden Betragtning, der duede, end den: Mand, Kone og de søde Børn! Købmand Sørensen derhjemme med de ti fregnede Unger er altsaa. Livets Ideal?
HAMANN (smiler). Kan hænde –
BIRGITTE Ikke for mig, kan jeg sige Dem. Jeg forguder den store Lidenskab, den, der hæver sig højt op over Jorden, op over alt det Smaa, op over Vedttægt og Moral.
MELITTA (opmuntrende) Bravo!
HAMANN Det gør ogsaa jeg, men den Lidenskab, De her kommer til at se, holder sig vist i høj Grad til Jorden.
BIRGITTE (heftig). Gaa saa heller hen, hvor De finder den Slags Mennesker, De synes om. Saavidt jeg har set, er der ikke Mangel paa Filistre og Dydsdragoner og hyklevorn Pænhed, hverken her eller nogetsteds.
(Med Værdighed, og ligesom tillært.)Lad mig sige Dem engang for alle, at det, der drager mig, det er ikke en dagligdags Lykke ud ad en alfar Landevej, men det er de Sjælens Kampe, der højner Bevidstheden og giver Personligheden Frihed og Præg! (Hun gaar med knejsende Hoved ud i Atelieret.)
HAMANN (med et Smil). Deres Talemaader klæder hende, Frue!
MELITTA (triumferende). Det glæder mig. Men jeg maa ind og sætte min Elev io Gang, undskyld at jeg et Øjeblik forlader Dem. Jeg er her straks igen.
HAMANN Bevares – !
MELITTA (i en anden Tone, idet hun vender sig). Har De nu opgivet Haabet?
HAMANN Tværtimod! Naar Folk bliver heftige, er de halvt overbeviste, og De ved, Frue, at i rørt Vande fiskes der bedst.
MELITTA Saa vid, at selv om det ikke galdt Birgittes og min Broders Lykke, saa kæmpede jeg nu videre, alene for at have den Fornøjelse at sejre over Deres smaaborgerlige Syn.
Hun gaar ud efter Birgitte. Under de sidste Replikker er Pigen gaaet igennem Stuen for at lukke op. Hamann nøler lidt. Man hører Pigen tale med en i Entreen.
PIGEN (kommer ind).Jeg ved ikke om Fruen kan tage imod Visiter, men hvis den Dame maaske vil gaa indenfor saa længe, skal jeg gaa ind og høre ad.
Fru Adelaide Montelli kommer ind; hun er blond og fyldig, og meget moderne klædt. Hun hilser flygtigt.
HAMANN (vender sig bestyrtet). Tak, Skæbne – Adelaide! Saa er Krisen akut!
ADELAIDE
MONTELLI
(med en let Hosten). Det er koldt i Dag.
HAMANN Er det ikke Fru Munthe?
ADELAIDE
MONTELLI
Jo, eller heller Fru Montelli.
(kommer nærmere.) Men Gud, det er jo Hamann – er De ogsaa her i Byen!
HAMANN (til Pigen). Gaa De kun, jeg skal nok underrette Fruen.
PIGEN (idet hun gaar). Naa, Tak.