Rørt Vande 1895

PERSONERNE:

BLOMQUIST, Operasanger FRU MELITTA BLOMQUIST, Malerinde
ANTON MUNTHE
Forfatter, (hendes Broder)
OSCAR HAMANN, Købmand
FRK. BIRGITTE STEIN SANDER, Journalist
PLUM, Billedhugger FRU ELLINOR PLUM, Forfatterinde
FRU MILLY KRUSE, Skuespillerinde FRU ADELAIDE MONTELLI, Koncertsangerinde
LOUIS PETERSEN, Pianist MARIE, Pige hos Blomquist
EN PIGE HOS PLUMS ET PAR OPVARTERE – DAMER & HERRER


2. AKT
9. SCENE
Hamann. Adelaide.
HAMANN Vil De ikke tage Plads, Frue!
ADELAIDE Sidst vi saas, var det ikke paa den engelske Damper? Du alforbarmende, hvor var jeg søsyg!
HAMANN Hvordan har De ellers levet saa længe?
ADELAIDE Aa tak, – jo, mit Liv er interessant, men fatigerende. Den bedste Tid har man jo haft – (sukker.) ils sont pass’es, ces jours de fête! Naa, men jeg skulde tale med Munthe. Ved De, om han er optaget?
HAMANN Ja! Jeg tror endog – stærkt optaget.
ADELAIDE Saa maa jeg vente.
HAMANN (byder hende en Stol, og sætter sig selv).Maaske jeg maa have Lov til at gøre Dem Selskab. Hvor kan det være, at De er kommen hertil?
ADELAIDE Jeg vilde gærne tale med min gamle Doktor – ja, jeg lider lidt af Forstoppelse i de indvendige Ledninger her mellem Næsen og Øret. De kan maaske høre, at jeg er lidt tilsløret?
HAMANN Nej, aldeles ikke.
ADELAIDE Der er ikke Spor af det, naar jeg synger. Vil De høre?
HAMANN (afværgende, med et Blik paa Døren). Tusind Tak, jeg tvivler ikke –
ADELAIDE Mine Toner ere saa klare som Klokker – og en Styrke! Jeg spiser altid en Bøf, for jeg skal synge.
HAMANN De optræder paa Koncerter?
ADELAIDE Ja. (efter et ophold.) Det vil sige, jeg har grebet Tidens Løsen og nærmest helliget mig Variété-Koncerten.
HAMANN Naa —!
ADELAIDE Man ser jo, at det er den Kunstart, Mængden tørster efter, den ubundne, brogede –
HAMANN Kortskørtede!
ADELAIDE (krænket). Nej Gud, jeg synger altid i Slæb og nedringet.
HAMANN De er her altsaa kun af Helbredshensyn?
ADELAIDE Ikke alene – der er jo Doktore allevegne. Nej, Sagen er, at jeg har de mest storartede oversøiske Tilbud – man siger, at der er Formuer at tjene for Damer, der synger med Følelse, og det er netup min Specialitet. De skulde høre Sieglindes store Arie – ja, jeg siger Wagner – Den Glød og Pragt hvad? C’est un grand talent!
HAMANN Ganske vist, men —
ADELAIDE Det var det, jeg vilde sige – før jeg tager saa langvejs afsted, synes jeg, det er bedst, at jeg bliver rigtig skilt fra Munthe, saadan mere for en Ordens Skyld. Jeg skal sige Dem, jeg er paa en Maade forlovet.
HAMANN (smiler). Naturligvis!
ADELAIDE De er alt for artig! Jo, jeg har jo en vis Tiltrækning for Herrer — jeg havde nær sagt — desværre.
HAMANN (galant). Det er saa forstaaeligt. Maaske en Kunstner, der er den Lykkelige?
ADELAIDE Ja, en Medkollega, en højt begavet Musiker, der akkompagnerer mig. Ser De, fraset Kjærligheden – han elsker mig lidenskabeligt, saa er det jo ogsaa ret praktisk!
HAMANN Eet Hjerte, een Portemonnaie!
ADELAIDE Justement, c’est ca!
HAMANN Elsker De ogsaa ham?
ADELAIDE Gewiss, men jeg er af en Natur, der tager det med Ro. Jeg lader mig snarere dyrke!
HAMANN Som noget uundgaaeligt!
ADELAIDE (smiler venligt). Tak – men jeg beder Dem ikke omtale disse Detailler videre.
HAMANN Som De vil!
ADELAIDE Hvad der nemlig gør Sagen lidt delikat, det er, at det er min Svoger, jeg er forlovet med.
HAMANN Deres Svoger?
ADELAIDE Ja, min Svigerinde Melittas forhenværende Mand.
HAMANN Aa – jeg var ikkerigtig med!
ADELAIDE Han elskede mig allerede dengang – i Smug.
HAMANN Men gør det egentlig noget? Hvis det endda var den Tilkommende!
ADELAIDE Naa, det er dog altid lidt gênant! Naar man endda kan tage det lidt i Gemytlighed, – jeg siger altid, – en Smule Skilsmisse, hvad er det – never mind! Men Melitta, hun er jo som Krudt – fut! De kan tro, Petersen havde det ikke let; han er nemlig en dyb Natur!
HAMANN Hvordan har De truffet ham igen?
ADELAIDE Det var — lad mig se — i Hamborg, jeg stod paa Tribunon, havde lige sunget „Ich grolle nicht”, De kender den nok, saa følte jeg et Par brændende øjne hvile paa mig, – det var Petersens fra Klaveret. Tænk, der sad han, den geniale Tonedigter, der har skrevet alle de skønne Romancer! (sukker.) Siden da har han fulgt mig.
HAMANN Komponerer han ikke mere?
ADELAIDE Nej, hans Helbred – mellem os sagt – Petersen – drak en Smule.
HAMANN Naa — saaledes!
ADELAIDE Men jeg har frelst ham – indtil videre. Ser De, „was thut die Liebe nicht!”
HAMANN Det er vist!
Plum og Fru Plum komme ind fra venstre

2. AKT
10. SCENE
Hamann. Adelaide. Plum. Fru Plum. Senere Munthe, Melitta og Blrgitte.
FRU PLUM Goddag, er Munthe her? (Studser ved at se Adelaide.
PLUM Hvorfor kommer han ikke (standser.) Undskyld!
HAMANN Han kommer vist straks, men – ja – maa jeg ikke forestille – Fru Adelaide Munthe –
ADELAIDE (retter). Montelli!
HAMANN Hans fraseparerede Hustru!
PLUM (giver hende Haanden). Tak, vi kender hinanden! Glæder mig særdeles –
FRU PLUM Plum, det var altsaa hende, han mente!
PLUM Ja, det er evident! Han længes efter det Svundne!
ADELAIDE Hvorledes —?
HAMANN (med en Bevægelse). Ja, det er en Ide! (rækker Adelaide Avertissementet.) Se, Frue, Læs!
ADELAIDE (studser). Hvad, det er hans Haandskrift!
HAMANN (med Alvor). Han her søgt efter Dem – han har søgt Dem med stigende Længsel! De ser det der, sort paa hvidt!
ADELAIDE (rørt). Gott im Himmel, han elsker mig endnu!
FRU PLUM Dette er psykologisk mærkeligt, Plum!
PLUM Ja, det forklarer meget, som før var dunkelt. (ti1 Adelaide.) Han har nemlig elsket min Hustru!
ADELAIDE Ah!
FRU PLUM Hvor de kommer uventet, de Strømninger, der ændrer en Menneskeskæbnes Gang.
PLUM (der har undersøgt Blomquists tomme Glas). Ja, Livet er sælsomt!
ADELAIDE Hvorfor handler vi Mennesker i Blinde ! Hvor tidt sagde jeg ikke til ham: Skøn paa Lykken, Anton, mens Du har den – tyve andre vil gribe til, naar jeg er à prendre – Nu er det for sent.
HAMANN (overtalende). Hvorfor dog – hvorfor?
ADELAIDE Men Gud dog, fordi Petersen fortvivler. (til Plum.) Jeg er nemlig forlovet.
PLUM (høflig). Ah!
HAMANN Et Offer mere eller mindre, Frue, hvad saa!
ADELAIDE (vaklende). Det kan der være noget i – hvad saa, og siden dog min Stemme ikke – men – nej – nej – (ryster paa Hovedet.)
HAMANN Jeg taler Munthes Sag! Glem alt. Tænk hvor det, er skønt at tilgive! Lad ham komme – kast Dem i hans Arme og sig simpelt hen: Her er jeg!
ADELAIDE (rørt). Hvor det gør godt at blive rørt engang imellem – ja, lad ham komme!
HAMANN (gaar hen til Atelieret og kalder). Fru Blomquist, her er kommet en Gæst til Dem og Deres Broder, som det vil glæde Dem at se!
Melitta og Munthe kommer hurtigt ind. Straks efter efter Birgitte.
MELITTA og MUNTHE (overraskede). Adelaide!
MUNTHE (uvilkaarlig glad). Er hun funden!
ADELAIDE (med fremstrakte Hænder). Ja, Anton, her er din Hustru! Tak, at Du har savnet mig. (viser ham Avertissementet.) Jeg ser det her!
MUNTHE (ser hen for sig). Dette overvælder!
BIRGITTE (der har staaet som forstenet). Jeg forstaar ikke – maa jeg faa at vide, er Munthe gift?
MELITTA (undskyldende): Gift er han gansk vist!
PLUM Det er vi jo Alle!
BIRGITTE (til Hamann). Dette tilgiver jeg Dem aldrig.
Hun gaar hen mod Døren til Atelieret.
TÆPPE