Tro som Guld 1893

PERSONERNE:

DIREKTØR GRAAE FRU GRAAE
GYRITTA LÜTZAU, Fru Graaes Niece DAMER
JÆGERMESTER GRAAE DORIS GRAAE, Hans Datter
GODSEJER SØTOFT HERRER
FRU ROTHENBURG STUDENT SCHNEIDER
GREV MONTEFIORE Jægermesterens tre drenge
HR. VON HALLE KANDIDAT HAGEN
FREDERIKSEN, Tjener hos Graaes


4. AKT
10. SCENE
Direktøren. Fru Graae. Jægermesteren. Fru Rothenburg.
FRU GRAAE (hilser lidt stift)
Godaften, Frue, undskyld, jeg ikke Straks var til Stede.
FRU ROTHENBURG (forekommende)
Direktøren har ganske erstattet Dem.
JÆGERMESTER GRAAE (vil gaa)
Ja, Vilhelm, jeg ved, Damerne har Sager at afhandle, saa –
FRU GRAAE Derfor kan Herrerne vist godt vlive, ikke?
FRU ROTHENBURG (nikker til Direktøren)
Heller ens gærne, bitte.
FRU GRAAE Vil De ikke tage Plads?
FRU ROTHENBURG (sætter sig)
Tak. Jeg vilde som sagt kun gærne tale lidt med Dem om den unge Schneider.
DIREKTØR GRAAE Naa. Er han nu igen i Vanskeligheder?
FRU ROTHENBURG Det er han immer.At være af Naturen komplet blottet for Subsistensmidler –
(trækker paa Skulderen)
det er jo –
DIREKTØR GRAAE Schauderhaft.
FRU ROTHENBURG Ja.
JÆGERMESTER GRAAE (sukker)
Det er vist.
DIREKTØR GRAAE Jeg synes. den Protégé er Dem noget besværlig.
FRU ROTHENBURG Gewiss, men trotz alt er jeg schwach for hans Begavelse. Han har saa interessante Øjne – ganz famose Augen.
FRU GRAAE (køligt)
Saa – Paa mig har de ikke gjort Indtryk.
JÆGERMESTER GRAAE (formildende)
Selvfølgelig –
FRU ROTHENBURG Men uheldigvis er han saa melankolsk og nervøs, at hvis han ikke faar en Rekreationsrejse til en sydlichere Klimat, vil han sandsynligvis være verloren.
DIREKTØR GRAAE Donnerwetter.
FRU ROTHENBURG Jeg vilde derfor spørge Dem, Fru Graae, siden De har Interesse for den unge Schneider og for moderne Literatur, om De ikke muligvis vil være med at arrangere en privat Aftenunderholdning til Fordel for hans Rekreation.
DIREKTØR GRAAE (kølig)
Han er mig rigtignok temmelig ubekendt.
FRU ROTHENBURG (tager en Pakke frem)
En Dichter lærer man bedst at kende gennem hans Værker; jeg har derfor medbragt hans sidste Manuskript for at bede Dem lese det.
DIREKTØR GRAAE Hvorfor udgiver han ikke den Bog?
FRU ROTHENBURG Han har lidt vanskeligt ved at arrangere sig med en Forlægger.
DIREKTØR GRAAE Ah.
FRU ROTHENBURG Det er en Roman med indflettede Dichte – ja, Gedichte von zartesten Gefühl.
FRU GRAAE (tørt)
Saa –
FRU ROTHENBURG Ja, Og selve Sujettet er overordentlig pikant.
DIREKTØR GRAAE (interesseret)
Pikant – maa vi høre.
FRU ROTHENBURG Det er med faa Ord en Dame – hæjst forførende, der opvækker rn lidenskabelig Kærlighed hos en gift Mand, saa han for hendes Skyld forlader alt og rejser med hende langt bort – wech – til Pensylvanien. Det hele Forhold er skildret med brændende Varme – und
DIREKTØR GRAAE Leidenschaft.
FRU ROTHENBURG Ja.
FRU GRAAE Men jeg ynder ikke den Art Varme.
DIREKTØR GRAAE Du kender den maaske ikke engang, kære Amalie.
JÆGERMESTER GRAAE (formildende)
Naturligvis.
FRU GRAAE Lad mig side Dem straks, Frue – uden Omsvøb – jeg kan ikke paatage mig at støtte Deres unge Digter og overlader ham til Deres egen Interesse og Onhu.
DIREKTØR GRAAE Maa det da ikke være mig tilladt –
FRU GRAAE Nej, jeg beder Dig. Den Retning i Aandslivet, som forherliger upassende Kærlighedsforhold, og – fremfor alt – som krænker Ægteskabets Hellighed, den regner jeg ikke alene for skadelig, jeg betragter den som forbryderisk, og hvis Deres Protegé af den Aarsag har Modgang og Besvær, bedste Frue, saa kan jeg kun sige, at det er Løn som forskyldt.
DIREKTØR GRAAE (undskyldende)
Min Kone er maaske i den Henseende lidt streng.
FRU GRAAE Ja, hvor det gælder dert højeste i Livet, kan jeg ikke gaa paa Akkord. At leve efter Moralens og Pligtens Bud har stadig været min Stræben, men jeg ved jo, at der destovære findes dem, hvis Opfattelse er en helt anden.
JÆGERMESTER GRAAE (undskyldende)
Naturligvis.
DIREKTØR GRAAE Ja fy – hvad Fru Rothenburg.
FRU GRAAE Det hjælper ikke, Du vil spøge, Vilhelm. Jeg ved godt, at de Skranker, der værner om Familielivets Fred, de regnes af Anderledestænkende for bonerte Fordomme, og den Bog, som skildrer, at en forførisk Kvinde lokker en Mand fra sin Hustru og en Familiefader fra sin Arne, den findes jo af Enkelte berettiget og – pikant, fordi den stemmer med deres egne, umoralske Tilbøjeligheder.
JÆGERMESTER GRAAE Det er indlysende.
FRU ROTHENBURG Mener De med det, Frue, at jeg har umoralische Tilbøjelichheder, fordi jeg nærer Sympathi for den unge Schneider.
FRU GRAAE (fornem)
Det var selvfølgelig ikke min Mening, men ifald De selv synes, Frue, at De har Aarsag til at tage mine Ord til Indtægt, saa staar det jo ikke til mig at forhindre Dem deri.
FRU ROTHENBURG Gott im Himmel –
DIREKTØR GRAAE Jeg beder Dem endelig ikke misforstaa –
FRU ROTHENBURG Det tror jeg ikke er muligt.
JÆGERMESTER GRAAE (undskyldende)
Nej – selvfølgelig –
FRU ROTHENBURG (krænket)
Jeg havde mindst ventet, at min uegennyttige Interesse for en talentfuld og beklagelsesværdig ung Mand skulde blive udlagt paa en saa ufordelagtig Manér.
(tager Manuskriptet)
Jeg beder undskylde, Frue, at jeg har været saa fri at appellere til Deres Goddædighed og Deres Interesse for Livetys højere Sfærer – jeg ser, den er forskellig fra min – ganz und gar.
FRU GRAAE Ja, jeg tror ogsaa, vi tænker lidt forskelligt.
FRU ROTHENBURG Naar det endelig skal være, saa kan jeg selv støtte den unge Schneider paa hans Dichterbane, og i det Offer skal jeg sætte mig en Ehre og en Pflicht.
DIREKTØR GRAAE (søger at komme til Orde)
Kære Frue, De maa ikke tro –
FRU ROTHENBURG Jeg er ene Dame, ich bin einsam und unbescütz, das ist whr, aber meine Principen sind rein, und auch ich habe mein Pflichtgefühl und meine Moral und mein edleres Streben. Adieu, gnädige Frau – meine Herren – auf Wiedersehen – ich bitte.
Hun hilser paa Direktøren, der høfligt følger hende til Døren, og gaar med Værdighed ud i Entreen.

4. AKT
11. SCENE
Direktøren. Fru Graae. Jægermesteren. Senere Gyritta, Søtoft og Doris. Tilsidst Jægermesterens tre Drenge.
DIREKTØR GRAAE (kommer tilbage)
Amalie, hvorfor i al Verden var Du saa ubehagelig mod Fru Rothenburg?
FRU GRAAE Fordi jeg ønskede at afbryde Forbindelsen med den Dame, og jeg tror, det lykkedes
DIREKTØR GRAAE Ja, vistnok særdeles godt.
FRU GRAAE At jeg maatte sige hende min Mening er værst for hende selv.
DIREKTØR GRAAE Og den unge Schneider.
FRU GRAAE Du kan jo omgaas hende, om Du vil, lade Dig dyrke, smigre og kurtisere, som Du hidtil har gjort, men her i mit Hus ønsker jeg ikke oftere at se hende af Grunde, vi nærmere skal tales ved om.
DIREKTØR GRAAE (trækker paa Skulderen)
Naa saaledes.
FRU GRAAE Med hende er jeg færdig.
JÆGERMESTER GRAAE Gid jeg kunde sige det samme.
FRU GRAAE (bestemt)
Det er jo sandt – Vilhelm, jeg fordrer, ja, jeg forlanger, at Du i Morgen den Dag betaler Fru Rothenburg den sum, som Mauritz er hende skyldig. Vil Du ikke, saa gør jeg det – af mine egne Penge. Nu er det blevet nødvendigt.
JÆGERMESTER GRAAE (klarer pludselig op)
Ja, aldeles nødvendigt.
(med Værdighed)
Du skal faa Pengene tilbage, Vilhelm –
DIREKTØR GRAAE (ryster paa Hovedet)
Det tror han.
JÆGERMESTER GRAAE Ja, om jeg saa skal nægte mig alt, men til den Dame, der har fornærmet min Broders Hustru, kan og vil jeg ikke staa i en pinlig Gæld
(ryster Fru Graaes Haand)
Du tænker som jeg, Amalie,
(vender sig)
Du har en ædel Hustru, Vilhelm.
DIREKTØR GRAAE Ja, uhyre ædel.
Gyritta kommer ind fra venstre med et Overstykke paa Armen.
GYRITTA Tante Amalie, det er vist paa Tide at tage afsted til Koncerten.
FRU GRAAE Naa – godt.
Hun fjerner sig lidt, idet Gyritta hjælper hende Overstykket paa.
JÆGERMESTER GRAAE (sagte til Direktøren)
Naa, klar op, lille Vilhelm.
DIREKTØR GRAAE (ægerlig)
Den kan jeg formodenlig takke Dig for, den Byge.
JÆGERMESTER GRAAE Mig. Nej, min Ven, om det saa er for Diamantringen, har jeg som en god Broder taget Skylden paa mig.
DIREKTØR GRAAE Og straks ladet den gaa videre til vor germanske Veninde.
JÆGERMESTER GRAAE Det har Amalie selv besørget – paa Ære.
DIREKTØR GRAAE Du ved jo godt, at jeg ikke har det mindste at bebrejde mig med Hensyn til Fru Rothenburg.
JÆGERMESTER GRAAE (ler)
Ikke det mindste. Men hvad saa.
(lunt)
Husk dine egne vise Ord om Engkulturen – det gælder at skaffe et Afløb, Du – ja, ogsaa for Skinsyge.
DIREKTØR GRAAE Maaske. Nu slipper jeg Dig vel aldrig.
JÆGERMESTER GRAAE (pludselig hengiven)
Aldrig, Kære. Hvad der end kan siges mig paa, mod Dig er jeg trofast.
DIREKTØR GRAAE (smiler)
Ja, tro som Guld.
JÆGERMESTER GRAAE (tager ham om skulderen)
Det er et sandt Ord.
FRU GRAAE (vender sig)
Men hvor er Doris?
JÆGERMESTER GRAAE Aa, her – tror jeg.
Han gaar hen og aabner Døren til højre. Doris kommer ind.
DORIS (til Jægermesteren, idet hun ser efter Fru Rothenburg)
Naa.
Jægermesteren trækker beklagende paa Skulderen.
DORIS (ud ad Døren til højre)
Kom dog, kære Søtoft –
Søtoft kommer ind. Hun lægger sin Arm i hans.
GODSEJER SØTOFT (ser forelsket paa hende)
Doris –
JÆGERMESTER GRAAE (med aabne Arme)
Kære Børn – kom –
DORIS Hvortil den Rørelse, Papa. Søtofts og min Forlovelse er jo en gammel Historie.
FRU GRAAE For os ikke. Til Lykke, Hr. Søtoft.
GODSEJER SØTOFT Ja, glad for hende, det er jeg – –
JÆGERMESTER GRAAE (trykker hans Haand)
Bravo Søtoft –
GODSEJER SØTOFT Jo, gu’ er jeg saa.
DIREKTØR GRAAE (halvsagte)
Blot det varer.
GYRITTA De har endnu en Aarsag til Glæde, Jægermester – endelig regner det.
DIREKTØR GRAAE Saa er da i alt Fald Havren reddet.
JÆGERMESTER GRAAE Pyt med Havren. Nej, nu skriver Forvalteren, at Roerne, de er kaput, hvis vi ikke faar Varme.
GYRITTA Hvornaar bliver det saa godt?
DIREKTØR GRAAE Næppe, før Himlen bliver inddelt i Kvadrater efter Hr. Jægermesterens Behov.
GYRITTA (ler)
Saa bliver det maaske først rigtig galt.
Jægermesterens tre Drenge komme ind fra Entreen, fulgte af Tjeneren og en Karl, der bærer en stor Kuffert.
JÆGERMESTER GRAAE Se, er I der, Drenge, velkommen.
DORIS Sig dog pænt Goddag til Onkel og Tante lille Mauritz.
JÆGERMESTER GRAAE Naa, nu skal rigtignok den rare Tante Amalie vise jer alt, hvad der er at se, ikke?
DIREKTØR GRAAE (smiler lidt)
Ja, det glæder hun sig til.
TJENER
FREDERIKSEN
Hr. Jægermester, her er ogsaa en Kalkun.
JÆGERMESTER GRAAE Tak, giv mig den. Se, Amalie, den spiser vi i Morgen, hvad – med ristede Kastanjer.
FRU GRAAE Tak, kære Mauritz.
(halvsagte til Direktøren)
De tror altid, at en Kalkun kan gøre det.
JÆGERMESTER GRAAE (løfter stolt Kalkunen)
Hvad siger I om den Kamerat, hvad, lille Børn. Jeg tror, den vejer sine femten Pund.
DIREKTØR GRAAE (smiler resigneret)
Naa ja ja. Det bliver lige tusind Kr. Pundet.
TÆPPE