Bricka

Kjøbenhavn. Gyldendalske Boghandels Forlag (F. Hegel & Søn). Græbes Bogtrykkeri. 1887-1905.
*
5. Bind. Faaborg – Gersdorff, 1891.

Gad, Emmarenze Henriette Margrethe, f. 1852, Forfatterinde.
Emma G. er født i Kjøbenhavn 21. Jan. 1852 og er Datter af Grosserer P. A. Halkier og Sophie f. Munch, en Kusine af Historikeren P. A. M. og Digteren A. M.
20. Sept. 1872 ægtede hun daværende Premierlieutenant, nu Kapitajn i Marinen, Nicolaus Urban Gad.
For det kgl. Theater har hun skrevet «Et Aftenbesøg», Lystspil i 1 Akt (opført 1. Gang 1886), «Et Stridspunkt», Lystspil i 2 Akter (opført 1. Gang 1888), og «En Advarsel», Lystspil i 1 Akt (opført 1. Gang 1890). 1888 gik hendes «Gjenklang», Lystspil i 1 Akt, over Folketheatrets Bræder, og paa Dagmartheatret spilledes 1889 hendes «Fælles Sag», Lystspil i 3 Akter, og 1890 «Et Sølvbryllup», Lystspil i 3 Akter.
Disse hendes dramatiske Arbejder, som ere blevne modtagne med megen Tilslutning fra Publikums Side, udmærke sig ved livlige Situationer, pudsige Indfald, kvik, ofte vittig Dialog med fint formede Replikker og ved kunstnerisk komisk Sans.
Samfundslivet i vor Hovedstad, og særlig det kjøbenhavnske Selskabsliv, i hvilket Forfatterinden har færdedes fra lille, ser hun paa med et sundt, frisk og elskværdig godmodigt Blik, og det er hendes Hensigt i en lystig, let Form at komme dets Latterligheder til Livs.
Nic. Bøgh.
Også tilgængelig online hos Projekt Runeberg.

---

Udgiver: J.H. Schultz, Kbh. 1933-1944.
*
Bind 7: Fersleff – Gedde. – 1935.

Gad, Emmarenze Henriette Margrethe, 1852—1921, Forfatterinde. F. 21. Jan. 1852 i Kbh. (Garn.), d. 8. Jan. 1921 sst., begr. sst. (Holmens). Forældre: Grosserer Hans Peter Andreas Halkier (1808—60) og Edvarda Sophie Munch (1818—82). Gift 20. Sept. 1872 i Kbh. (Holmens) med Premierløjtnant, senere Kontreadmiral Nicolaus Urban G., f. 20. Dec. 1841 i Kbh. (Frue), d. 6. April 1920 sst., Søn af Politiassistent i Kbh., senere Byfoged i Sæby og Herredsfoged i Dronninglund Herred, Justitsraad Henry Christian G. (1807—65) og Ida Adolphine Vilhelmine Bruun (1815—92).
E. G. er udgaaet fra en gammel Købmandsfamilie, hvor Sans for Kunst og Litteratur aldrig havde været fremherskende. Fra Grosserer-Milieuet overgik hun ved sit tidlige Giftermaal i de højere Embedsmandskredse. Den ydre Stilling, hun efterhaanden kom til at indtage, hendes Air af Verdensdame og hendes aktuelt indstillede Forfatterskab gav hende en toneangivende Position i det københavnske gode Selskab. Hun begyndte at skrive i de tre Aar (1877—80), hun var bosat i Korsør, hvor hendes Mand var kgl. Postskipper paa Korsør—Kiel-Ruten. Fra Hovedstadens selskabelige Liv var hun pludselig blevet hensat i Provinsbyens Stilhed, en Pause, der lod Indtryk og Tanker samle sig og tage Form. Først skrev hun Vers og Noveller, der alle vandrede i Papirkurven, saa prøvede hun med dramatiske Smaating og indsendte nogle Forsøg til Det kgl. Teater. Endelig fik hun antaget Enakteren »Et Aftenbesøg« (1886), der blev spillet Anonymt, men trykt under hendes Navn. Den vellykkede Debut gav hende Mod, og hun skrev Toaktsskuespillet »Et Stridspunkt« (1888), der ligeledes med Held blev opført paa Statsscenen. Hendes lidt moderne Tendens vakte Forargelse i den konservative Lejr, Erik Bøgh saa i hendes Skuespil et Udtryk for »det saakaldte literære Venstres samfundsnedbrydende Agitation«. Dagmarteatret (Riis-Knudsen) opførte hendes to næste Skuespil, som begge blev afvist af Det kgl. Teater, »Fælles Sag« (1889) og »Et Sølvbryllup« (1890), der blev hendes største Teatersucces.

Siden fik hun paa de københavnske Teatre og i Provinsen opført en lang Række Skuespil, af hvilke kan fremhæves »I veldædigt Øjemed« (1891), »Tro som Guld« (1893), »Et Forspil«(1894), »Rørt Vande« (1895), »Gadens Børn« (1903) med indlagte Gadeviser af Edvard Søderberg, »Den mystiske Arv« (1906), »Guldfuglen« (1908), »Fruens Politik« (1909, i Samarbejde med Sønnen Urban G.), »Barnets Ret« (1911), der udkom første Gang 1898 med den mindre fordringsfulde Titel »Aabent Visir«, og »Ægtestand. Med Forspillet De unge Drømme« (1913). E. G. tilegnede sig efterhaanden, bl. a. vejledet af Edv. Brandes og Will. Bloch, et vist dramatisk Haandelag, men den spinkle Handlingsgang og de for let løste Konflikter gør hendes Skuespil til en Række Situationer. Det er Selskabskomedier, Billeder af »hvordan vi omgaas«, med klart opsatte Figurer og en ofte kvik Dialog. — Parallelt med det dramatiske Forfatterskab ligger hendes Virksomhed som Journalist og »Moralist«. Sammen med Sofie Holten redigerede hun Samlingsværket »Vort Hjem« (1903), hvori flere Afsnit er skrevet af hende selv. I Fortsættelsen heraf ligger Bogen »Takt og Tone. Hvordan vi omgaas« (1918, 18. Opl. 1929), der docerer Lystspillenes »Morale«. Det selskabelige Pedanteri, der her er ført til Bogs, har af E. G.s Personlighed faaet en Tilgift af Livserfaring og fordomsfri Humanitet, prøvede Raad for Samlivet mellem Mennesker inden for Hjemmets og Selskabets Kreds. Som Journalist var hun især knyttet til »Politiken«, af hvis »Dametidende« hun adskillige Aar var Redaktør. Med praktisk Initiativ virkede hun for forskellige Sider af Kvindesagen (Stifter af Kvindernes Handels- og Kontoristforening og Formand for Dansk Kunstflidsforening fra 1900). Hun var iblandt Stifterne af Danske Dramatikeres Forbund (1906), hvis første Formand hun var. — F.M.G. 1905. — Malerier af Erik Henningsen ca. 1880 og Marie Henriques 1909 i Familieeje. Buste af Augusta Finne 1905 i Familieeje og i Dansk Kunstflidsforening. Karikatur af R. Blix. Træsnit 1894 og af H. C. Olsen efter Fotografi 1906. Selvbiografisk: 111. Tid. 13. Nov. 1898. Verden og Vi 30. Nov. 1917. Teaterbogen, udg. af Emma Gad og Albert Gnudtzmann, 1901 (Et Skuespils Udarbejdelse og Antagelse; Generalprøve og Førsteopførelse). Danske Dramatikere, 1916, Indledning. — R. Neiiendam: Det kgl. Teaters Historie, IV, 1927, S. 182 f.; V, 1930, S. 90. Politiken 9. og 13. Jan. 1921.
Oluf Friis.
Også tilgængelig online hos Rosekamp.

---

Udgiver: Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A/S. 1979-1984.
*
Bind 5: Frille – Hanssen, 1980.

Gad, Emmarenze Henriette Margrethe, 1852-1921, forfatter. * 21.1.1852 i Kbh. (Garn.), [-] 8.1.1921 sst., begr. sst. (Holmens). E: grosserer Hans Peter Andreas Halkier (1808-60) og Edvarda Sophie Munch (1818-82). ÷ 20.9.1872 i Kbh. (Holmens) med premierløjtnant, senere kontreadmiral Nicolaus Urban G., *20.12.1841 i Kbh. (Frue), † 6.4.1920 sst., s. af politiassistent i Kbh., senere byfoged i Sæby og herredsfoged i Dronninglund hrd., justitsråd Henry Christian G. (1807-65) og Ida Adolphine Vilhelmine Bruun (1815-91). — Mor til Urban ‘G.

G. stammede fra handelsborgerskabet og giftede sig som 20-årig ind i det højere embedsbourgeoisi. Denne baggrund har i høj grad præget hendes produktion både med hensyn til miljø- og emnevalg og med hensyn til livsopfattelse. Hun påbegyndte sit forfatterskab som tidsfordriv når ægtemanden var borte i embeds medfør. Hendes skønlitterære arbejder er alle dramatiske. Den foretrukne form er den sædeskildrende dagligstuekomedie, baseret på intriger og ordspil. G. satiriserer med forkærlighed over borgerskabets sammenblanding af intime anliggender og pengesager (Fælles Sag, 1889, Tro som Guld, 1893, Fruens Politik, 1909) og insisterer på kærlighedens ret over for fornuftspartiet (Guldfuglen, 1908). Et yndet tema er ægteskabelige forviklinger der oftest ender i forsoning (Et Aftenbesøg, 1886, En Advarsel, 1890, Ægtestand, 1913), men i et enkelt tilfælde har G. med sin sanktion ladet den kvindelige part bryde et ægteskab hvor manden kun dikteres af besiddertrang (Et Forspil, 1894). I det samme stykke viser et par svigerinder et eksempel på venskab mellem kvinder hvor solidaritet går forud for slægtsfølelse og konvention.

Borgerskabets hykleri og snobberi i forbindelse
med tidens udbredte velgørenhed er emnet for tre stykker, I veldædigt Øjemed, 1891, Dydens
Belønning, 1900, og Gadens Børn, 1903 hvoraf det sidste også er en skarp satire over tidens dobbeltmoral. En ung mand og en ung kvinde fra de ‘lavere klasser’ stræber begge mod kunstnerisk udfoldelse, hhv. malerkunst og sang. Mens han stiger til tops, støttet af ivrige velgørenhedsdamer, synker hun til bunds, uden at nogen løfter en finger. Stykket, der er komponeret som “Fire Optrin af Hovedstadslivet”, har en række indlagte gadeviser af Edvard Søderberg og benytter en næsten brechtsk verfremdungsteknik. G.s vågne øje for hykleriet rammer ikke kun ‘de fine’, men også ‘bohemen’ som forsøger at slå plat på godt borgerfolk (Rørt Vande, 1895), og hun langer ud efter forloren radikalisme overalt i sine stykker.

Et andet kardinalpunkt i forfatterskabet er den ugifte mors og det såkaldt ‘uægte’ barns stilling. I Aabent Visir, 1898 har hun lagt satiren bort til fordel for engagementet. Hun lader, meget realistisk, stykket ende i konflikt, men senere omarbejdede hun det med en happy ending (Barnets Ret, 1911). Talerøret er en ’emanciperet’ kvinde, men i andre af sine stykker har G. leveret en række ondskabsfulde portrætter af kvindesagskvinder. G.s skønlitterære produktion er meget tvetydig; i sin søgen efter ægthed og hæderlighed tager hun ikke parti for nogen part, men forsøger at skabe en syntese af de traditionelt borgerlige og de radikale synspunkter. Den samme dobbelttydighed findes i hendes virke som redaktør og skribent af håndbøger i sæd og skik. Som redaktør (s.m. Sofie Holtes) af den oplysende og normsættende antologi Vort Hjem (1903) lod hun radikale skribenter komme til orde, samtidig med at hun selv og andre forkyndte god borgerskik. Den senere så berygtede Takt og Tone. Hvordan vi omgaas. 1918 (18.opl. 1929, ny udg. 1975) bærer tydeligt præg af at være skrevet i en overgangsperiode. På en gang formidler den et nyt og mildere syn på omgangen mellem mennesker og fastholder de dele af konventionen som G. fandt værdifulde. Bogen er bedre end sit ry og skrevet med stor humor og selvironi. G. var yderligere knyttet til Politiken, hvis Dametidende hun redigerede. Til trods for den kritik G. ofte fremførte mod kvindebevægelsen i sine stykker var hun selv aktiv inden for forskellige områder af den. Hun stiftede 1898 kvindernes handels- og kontoristforening under navnet Hegnet. Den var en af de første fagforeninger for kvinder uden for arbejderklassen, men formålet var i et vist omfang af humanitær og selskabelig art. Som ‘formand’ for Dansk kunstflidsforening (1900) bidrog hun til at hæve kvindehåndværk i anseelse.

G. forsøgte i sin person, sit hjem, sit forfatterskab og i kvindesagen at forene elementer fra en svunden tid med nye strømninger; hun var et barn af sin tid og sin baggrund, men hun har også sat sit præg på livet i borgerskabet i sin eftertid. Hun var en toneangiver. — F.M.1. 1905.

[^]Mal. af E. Henningsen ca.1880. Træsnit 1894. Mal. af Sofie Holten, 1896. Tegn. af Alfred Schmidt ca.1904 (Fr.borg). Buste af Augusta Finne (bl.a. Dansk kunstflidsforen.). Træsnit af H. C. Olsen, 1906, efter foto. Mal. af Marie Henriques, 1909, og af Peter Urban Gad, 1915. Tegn. af B. Wegmann (Fr.borg). Karikaturer af R. Blix og af R. Storm Petersen, 1918.

Selvbiogr. i Ill.tid. 13.11.1898 og i Verden og vi 30.11.1917. — Danske dramatikere. 1916 (forordet); samme, 1947 5-10 (optr. al foregående) 57f. Vald. Koppel i Politiken 9.1.1921. Sst. 13.1.s.å. Rob. Neiiendam: Det kgl. teaters hist. IV, 1927 182f; V, 1930 90. Otto Rung: Fra min klunketid, 1942 (ny udg. 1965) 76. — Manus. og breve i Kgl.bibl.
Susanne Fabricius