Emma Gad var virkelig med på udviklingen
På denne optagelse udtaler Emma Gad sin glæde over den forløbne generations gode resultater, samtidig med nogle gode ønsker for fremtidens slægter – og naturligvis et par velplacerede formaninger til kommende slægter. Jamen – det er jo os!
“Ved denne mærkelige Opfindelses Hjælp, kan altså nu det ene Slægtsled tale personligt til det næste.
Lad mig da sige, at de der kommer efter os vistnok har Grund til at være denne Generation taknemmelig indenfor det Arbejde den har gjort.
I det Spand af Tid jeg har levet, har jeg set en saa mægtig Udvikling til det bedre, at man næsten ikke kan tro det var forundt tidligere Slægtled at være vidne til noget lignende.
…
Men i intet Forhold er i det Tidsrum Retfærdigheden sket Fyldest i højere Forstand og i klogere Fremsyn end det der giver Kvinderne Rettighed og Pligt til Selverhverv og Deltagelse i det offentlige Liv. Man har indset, at kun den Stat der giver sine Borgerinder saavel som sine Borgere Ret til helt at udnytte Evner og Kræfter til Gavn for helheden, kun den vil kunne naa sin fuldeste blomstring.
…
Men i én Henseende, maaske den væsentligste, er det gaaet tilbage. Den Dyd, der hed Nøjsomhed, er, mens jeg har levet, saa godt som forsvundet fra Verden og dermed den stille Sindets Glæde.
Ved den hastige udvikling er erhvervene blevet flere, Fortjenesten større, Mulighederne mere ubegrænsede.
…
Enhver vil have mere. Alle har kun Blikket henvendt paa dem, der er naaet endnu videre i Luksus og Livsnydelse.
Skal jeg bringe den kommende Slægt et Ønske, saa er det, at den foruden en Fortsættelse af Nutidens rige Udvikling maa faa lidt mere Ro i Sjælen, lidt mere Forstaaelse af, at Nydelse og Livsglæde ikke er ensbetydende, og at den sande Lykkefølelse beror fuldt saa meget på det Indre som paa det Ydre.”
Ovenstående afsnit, der uden en eneste ændring kunne være udtalt i dag, blev indtalt på grammofonplade den 21. september 1913 af Emma Gad, som gennem hele livet var åben for tidens spændende opfindelser og nyskabelser.
Politiken, 24. juni 1943.
Det er tre usædvanlige Udsendelser, Redaktør Anker Kirkeby har skænket Lytterne med sine Pladecauserier over Stemmearkivets Høreværdigheder. Den sidste Udsendelse, som fandt Sted i Aftes, var maaske den righoldigste og mest chokerende. Her fik man Lejlighed til at høre Fortids-Berømtheder som Georg Brandes, Gustav Wied, Otto Benzon, Emma Gad, Louise Phister, Jerndorff, Zangenberg, Fru Oda, Valdemar Kolling og Frederik Jensen, nogle i primitive Gengivelser, der gjorde det svært at genkende Stemmerne, andre saa livagtige og nærværende, som havde man dem i den anden Ende af en Telefortråd. Hvad Lytterne, der aldrig har hørt disse Stemmer i levende Live, har syntes om Udsendelserne, er ikke godt at vide – det videnskabelige Moment har dog vist næppe interesseret dem større – men for de Lyttere, der snart gennem Pladernes Skratten, snart uden Anstrengelse har kunnet genkende de nu forstummede Rester og iklæde dem Kød og Blod, har det været en ganske besynderlig og paa sin Vis bevægende Oplevelse. Lad saa være, at dette slet ikke har været Hensigten, hverken med disse Transmissioner eller med selve Arkivet, det var her, den store Virkning laa. Og hvorfor tale om Panoptikon i den Anledning?
J.R.
Politiken, 24. juni 1961.
Ordene er Anker Kirkebys og de blev indtalt den 25. september 1913. Med en række optagelser af stemmer arbejdede Kirkeby energisk på at realisere sin idé; at give et tværsnit af Danmarks folke- og kulturliv ved at bevare kendtes og ukendtes stemmer. Som filmen kunne fortælle eftertiden om livet i Danmark i levende billeder, ville Anker Kirkegaard bevare et billede af hver epoke i lyd.
***
Museumsinspektør DAVID YDE ANDERSEN, Det nationale Diskotek, er den første til at beklage, at Kirkebys idé ikke vakte større genklang. Hvis den var blevet ført igennem, ville Danmark i dag have bragt en epokegørende stemmesamling i sit arkiv. “Den historiske samling” — stemmerne fra før første verdenskrig er enestående. Men fra dem er der et spring, til radioens arkiv begynder at gemme hen —
og Kirkeby i trediverne igen går i gang og supplerer med en række folkelivslydbilleder.
***
Men i 1912—1913, da ingen “ville bide på grammofonen”, den blev slet og ret betragtet som noget gøgl, gjorde Kirkeby kunststykket at få kong Christian X til at gentage sin proklamationstale.
– – –
Blandt de mange historiske optagelser fra den epoke, har Yde Andersen bl. a. valgt at lade admiralinde Emma Gad fortælle om optimismen før krigen. “Alt er jo så godt, som det på nogen måde kan værre”…
At lade Gustav Wied læse et stykke af “Pastor Sørensen”…
At lade Johs. V. Jensen konstatere: – Jeg er 40 år og hader ingen mennesker.
At lade politikerne Zahle og Sabroe få ordet for korte bemærkninger, følge en Brandes-forelæsning, lytte til gadesælgernes råb og at lade professor Labri rekommandere.
– – –