Rørt Vande 1895

Det kongelige teater (1890-1900)

RØRT VANDE

LYSTSPIL I 3 AKTER AF EMMA GAD.
PREMIERE PAA DET KGL. THEATER DEN 25. SEPTEMBER 1895.

SCHUBOTHES BOGHANDEL – KØBENHAVN 1895.

rørt vanderørt vande2
Handlingen i „Rørt Vande” er i al Korthed følgende: Frøken Birgitte Stein forlader en kær Tante i en Provindsby , for at tage til Kjøbenhavn, hvor hun vil lære at male. I sin Lærerindes, Fru Melitta Blomquists Hjem gjør hun en hel Del Individers Bekjendtskab, der alle have lidt Skibbrud i Ægteskabets Havn og enten ere fraskilte, separerede eller have baade Mand og Elsker. I denne Kreds leves der højt af andres Penge og egen Indbildskhed.

En ung Kjøbmand, der har kjendt Birgitte fra hendes Tantes Hjem, og er forelsket i hende, træffer hende en Aften hos à Porta, hvor hun venter hele det anløbne Selskab efter en Theaterpremiere. Her nærmer han sig til hende, og minder hende om de venskabelige Følelser, de have næret for hinanden tidligere, men som hun nu ikke mere kan gengælde paa Grund af sin Forelskelse, ja, eksalterede Kjærlighed til Munthe. Hamann følger hende stadig, og gjør alt for at aabne hendes Øjne, noget, der imidlertid aldeles mislykkes.

Kun ved Fru Munthes pludselige Tilbagekomst, faar Birgitte Stein at vide, at Munthe er gift, og skjønt Konen rejser sin Vej igen, slaar hun dog pludselig om, viser Munthe og hele Slænget Vintervejen, og anbefaler sig til Hamanns fremtidige Bevaagenhed og Beskyttelse, to Egenskaber, han i Kraft af sin meget store Kærlighed er særlig redebon til at sætte i Bevægelse.

***
Læs anmeldelser/omtaler efter skuespillet:
AARHUS STIFTSTIDENDE – 27. oktober 1895
ILLUSTRERET TIDENDE – 6. oktober 1895
KVINDEN OG SAMFUNDET – nr. 10 1895
JYLLANDS POSTEN – 13. januar

PERSONERNE:

BLOMQUIST, Operasanger FRU MELITTA BLOMQUIST, Malerinde
ANTON MUNTHE
Forfatter, (hendes Broder)
OSCAR HAMANN, Købmand
FRK. BIRGITTE STEIN SANDER, Journalist
PLUM, Billedhugger FRU ELLINOR PLUM, Forfatterinde
FRU MILLY KRUSE, Skuespillerinde FRU ADELAIDE MONTELLI, Koncertsangerinde
LOUIS PETERSEN, Pianist MARIE, Pige hos Blomquist
EN PIGE HOS PLUMS ET PAR OPVARTERE – DAMER & HERRER


1. AKT Sal i en elegant Kafé. I Baggrunden en bred Døraabning til et andet Værelse, hvor man ser Folk komme og gaa, Opvartere bære Bakker osv. Til højre Udgang til Trappen, ved Siden deraf en Stumtjener med Overtøj. Til venstre Dør til en tredje Stue. Rundt omkring smaa Borde med Stole om. Ved et Bord til venstre sidder Orcar Hamann og spiser til Aften. Han gør et ungdommeligt og ktaftigt Indtryk. En krølhaaret Herre kommer ind fra højre, en Opvarter iler til og hjælper ham Tøjet af.
1. SCENE Hamann, Herren, Opvarteren. Strax efter Birgitte Stein med en Pige..
EN HERRE Godaften! Er Anton Munthe her – Forfatteren?
OPVARTEREN Endnu ikke, men han plejer jo van at komme paa denne Tid af Aftenen.
EN HERRE Er der ikke bestilt noget særligt i Anledning af Premiéren?
OPVARTEREN Ikke det jeg ved af. (ser polist paa ham.)
Men vi kan jo se Tiden an, Hr. Strøberg! Skal det være en lille Genstand saa længe?
EN HERRE (lader overlegen). De kan give mig en Absinth – derinde.
(Han gaar ind i den anden Stue.)
HAMANN Opvarter, jeg vil gærne betale.
OPVARTEREN Saa gærne! (tæller sammen.)
Een Kr. femten. (Hamann betaler.)
Mange Tak!
Birgitte Stein kommer ind fra højre, ledsaget af en gnavent udseende Pige. Hun er rank og slank med lidt store Bevægelser og et frejdigt Blik
BIRGITTE (ser sig om).Jo, de sagde, det var denne Vej, men de er her jo ikke.
(til Opvarteren.) Godaften, tør jeg spørge, om De kender Hr. og Fru Blomquist og Hr. og Fru Plum?
OPVARTEREN Ja, bevares, Frøken!
BIRGITTE Er de ikke komne?
OPVARTEREN Nej, endnu ikke.
BIRGITTE Kom, Camilla, saa spadserer vi lidt imens.
PIGEN (modvillig). Skal vi trave om i det Sjaskeføre?
OPVARTEREN Vil den Dame ikke vente her saa længe?
BIRGITTE Nej tak.(vil gaa.)
HAMANN (der har nærmet sig). Birgitte, kender Du mig da ikke?
(standser ved at se hendes forlegne Mine.) Tænk, at jeg skulde træffe Dem her, Frøken Stein.
BIRGITTE Ja, det var en Overraskelse!
PIGEN Saa kan jeg vel gaa, siden Frøkenen har faaet Selskab?
BIRGITTE Nej –
HAMANN Jo, gaa De blot.
Pigen gaar ud til højre, og Opvarteren bortfjærner sig med en diskret Mine.

1. AKT
2. SCENE
Hamann – Birgitte
HAMANN Vil De ikke sidde her? Maa jeg byde Dem noget?
BIRGITTE Nej, mange Tak. (sætter sig ned længer tilhøjre.)
HAMANN (gaar hen til hende). Jeg kommer lige fra Deres Hjemstavn.
BIRGITTE Saa -! Hvorfor kom De ikke, mens jeg var hjemme?
HAMANN Jeg kunde ikke slippe fra Byen; vi har krydset hinanden.
BIRGITTE Var Tante Jette vred paa mig?
HAMANN Snarere bedrøvet over at have mistet Dem, baade hun og Deres øvrige Slægt.
BIRGITTE (halvt for sig selv). Nu sidder hun ved Thebordet!
HAMANN Hvor De plejer at sidde med hende, ja, og i Stedet kommer De her paa en Kafé!
BIRGITTE Jeg skulde jo træffe de Andre – de kommer fra Teatret. De ved, Anton Munthes nye Stykke gaar første Gang i Aften.
HAMANN Saa -! Hvorfor er De da ikke med?
BIRGITTE Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke kunde, men det var mig umuligt at sidde der. Sæt, det nu gaar daarligt.
HAMANN Vilde det være saa forfærdeligt – for Dem?
BIRGITTE Ja, det ka De da nok tænke! (lidt forlegen) De maa huske, at nu lever jeg jo med i alt det.
HAMANN Ja, det er det, der har undret mig, overvældet mig. (efter et Ophold.) De ved, hvorfor jeg rejste hjemmefra for tre Aar siden, ikke sandt, Birgitte?
BIRGITTE De var energisk, vilde hurtigt i Vej.
HAMANN Men hvorfor var jeg energisk, for at kunne komme hjem og hente Dem. Nu er jeg her, – og saa?
BIRGITTE (søger at gaa uden om det). Det gaar Dem jo saa udmærket; det maa være morsomt for Dem, at De fra London er sendt ud til Filialer i Indien – tænk, at se det vidunderlige Land –
HAMANN De vil ikke tale med mig om det, der var imellem os, og det er dog det, der har givet mig Mod og Kraft til at holde ud der langt borte – alene. Det er ingen Sag at kæmpe sig frem, naar man har et Maal, men det er svært at gøre sig klart, at selve Maalet var et Blændværk. Er vi to virkelig færdige med hinanden?
BIRGITTE Vi havde jo nok gensidigt lovet at vente – men –
HAMANN Ja, en Sommeraften – husker De – hvor De gik i Haven langs de gamle Æbletræer og plukkede Lavendler til Tørring. De stal mig nogle Stykker i Knaphullet; de har fulgt med mig i min Kuffert – ja, vi er jo alle lidt sentimentale! Ganske ubevidst var deres Duft bleven mig et Symbol paa Hjemmet, Minderne, det Gamle og Kære, alt det der gør den Ensomme blød om Hjertet og holde ham oppe.
BIRGITTE (lidt tøvende). Var det for min Skyld, De nu rejste der hjem?
HAMANN Ja. Desuden – jeg vilde søge at stanse Dem. Jeg havde hørt, at De agtede Dem i Huset hos min Kusine, Fru Ellinor Plum. Jeg kom for sent, paa flere Maader.
BIRGITTE (lidt forpint). Husk, jeg var saa ung dengang, halvt Barn; jeg vidste ikke, hvad jeg lovede.
HAMANN De skrev dog en Tid lang.
BIRGITTE Jeg holdt op, fordi, – ja, jeg tænkte nok paa at skrive og forklare Dem, at det kun havde været en Barnedrøm, en Stemning, det hele, men saa syntes jeg, det var bedre for os begge at lade det dø hen. Ja, De maa ikke tro, at jeg ikke stadig holder af Dem, det har jeg altid gjort – aldrig har jeg glædet mig til noget, som til Ferierne, naar De kom hjem til Deres Onkel – og nu er det ligesom der vaagner saa meget i mig ved at se Dem igen, men jeg kan dog ikke sætte al Livets Lykke ind paa en Barnehengivenhed – aa nej, der er alligevel noget helt andet til.
HAMANN Ikke noget, tror jeg, der er sikrere og bedre.
BIRGITTE (lytter). Der kommer de, ja, det er dem, hvor mig hjerte banker – jeg tør neppe spørge!
Plum, Fru Plum, Munthe og Sander komme samtalende ind fra højre.