At Fru Gads Arbejder ere i Besiddelse af et kvikt og let Replikskifte, er tidt sagt og anerkendt; dog findes der i „Rørt Vande” adskillige udslidte Tirader og smagløse Ytringer, som kunde have været undgaaede.
PERSONERNE:
Politiken, 25. september 1895.
Fru Emma Gad, der baade er Kommandørinde og Forfatterinde og som færdes med samme Lethed og Elegance i Bourgoisiets Boudoirer og i Kunstens Røgsaloner, har digtet sit nyeste Stykke – det fjerde ny Værk af hende, der fremkommer i Løbet af en Maaned – om en ung Dames Vaklen mellem Borgerligheden og Kunsten, meller Grosserernes Dyd og Bohémeriets Udyd.Den smaa Provinsfrøken, Birgitte Stein, som Fru Mantzius spiller, er kommen ind i en kjøbenhavnsk Kunstnerklike, hvis Medlemmer hovedsagelig udmærker sig ved deres forvirrede ægteskabelige Forhold. Frk. Stein, der er udgaaet direkte fra Provinshjemmets Hyttefad, føler sig ret som en befriet Fisk i det ubundne Kunstnerliv. Og med ung Begejstring kaster hun sin Beundring og Kærlighed paa den bedaarende Forfatter, Anton Munthe, som Hr. Liebmann tolker. Anton Munthe, ligesom de andre i Kunstnerkredsen, er imidlertid, hvad Moralen angaar, en noget fordægtig Person. Han har været gift med en Operettesangerinde, der er løben fra ham og siden har tumlet om i det ryggesløse Evropa som Knejpekunstnerinde, og han staar nu i Forhold til en Forfatterinde, der er i Færd med for hans Skyld, at skilles fra sin fordrukne Mand, Billedhugger Plum (Hr. Reumert). Han skriver tilmed forskruede Farvedigte og symboliske Stykker, der ingen Lykke gør. Denne Mand er paa Nippet til at besnære Frk. Birgitte, der intet aner hverken om hans tidligere Ægteskab eller hans liv med Fru Plum og anser ham for en stor og miskendt Digter, ligesom han anser alle de andre i Kresen for store og ædle Personer: baade det nævnte Ægtepar Plum og den forkælede, affekterede svenske Tenor Blomquist (Hr. Jerndorff) og dennes Frue, Anthon Munthes Søster, der oprindelig har været gift med en raa og svampet norsk Komponist ved Navn Petersen. Endelig hører til den udmærkede Kres en Skuespillerinde (Fru Bloch) og en Journalist (Hr. Mantzius), der ikke synes ganske blottet for Bravhed, og hvis værste Fejl er, at han af Venskab roser Stykker, der literært set, ingen Skaansel fortjener.
Arme lille Birgitte fra Provinsen, der er plumpet ned i dette Sodoma og Gomorrha, hvilket Fru Gad skildsrer som den ironisk iagttagende Forfatterinde hun er.
Heldigvis er Fru Gad dog ogsaa Kommandørinde, og under sin Færden i det kjøbenhavnske Borgerskab har hun truffet alvorligere, værdigere og sædeligere Mennesker. Som Repræsentant for disse fremtræder Købmand Hamann i Hr. Zangenbergs Skikkelse. Han kender Birgitte fra hendes Barndomshjem, de tilsvor en Gang hinanden evig Kærlighed, og, hvor vidt og fjærnt han end siden har faret – han kommer ved Stykkets Begyndelse lige hjem fra en Forretningsrejse i Indien – har han dog aldrig glemt sin Ungdomsbrud.
Man forstaar, at Hamann forfærdes, da han i første Akt møder Birgitte paa en Kafé, hvor hun venter “Kresen”, der skal fejre Opførelsen af Munthes ny Stykke med en Sold. Han opgiver dog ikke Haabet om at redde hende, og det lykkes ham. Efter at Birgitte i sidste Akt har set den forhenværende Fru Munthe, nu Channonettesangerinden Fru Montell, og Fru Blomquists forhenværende Gemal, nu Variéte Klaverspiller Petersen, fremtone i øm Forening som det aabenlyse Symbol paa de kunstneriske Sæders Fordærvelse, slaar hun sig ganske paa Borgerligheden og falder i Købmand Hamanns trofaste og dydige Arme.
Forløber.
Politiken, 26. september 1895.
Hos Dameskræderinden, den lille Spøg, hvormed Fru Emma Gad afsluttede Damernes tvende Festforestillinger, kan maaske betragtes som et Forspil til Rørt Vande. Vi saa dér Fru Gad have travlt med at faa den smaa Provinsfrøken Indfangen af Hovedstadens artistiske Løssluppenhed, personificeret i en udmærket Operetteskuespillerinde, og bortvendt fra sin brave, men prosaiske Forvalter-Ven til en mere flagrende Østergade Erotik.
En og Anden, i Virkeligheden maaske ikke saa Faa, tog nogen Forargelse af det ubetydelige Lejlighedsstykkes vovede Moral.
De Forargede vil nu af Rørt Vande erkende, at deres Alvor var overflødig overfor en saa let spøgende Forfatterinde som Fru Gad. I Rørt Vande, hvis Indhold Politiken i Gaar refererede, viser Fru Gad hvor ilde den lille Provinsdame kommer an, efterat hun fulgte hendes Raad og er bleven svoren Deltager i det glade Københavner-Liv, saadant som det frit og dristigt udfolder sig i en af Fru Gad til hendes Behov opfunden Kunstnerkres. Provinsfrøkenen er paa Nippet til at kaste sig i Armene paa en Forfatter med en ganske uborgerlig Moral. Men nu sender Fru Gad hende til Undsætning og Frelse den før saa haansk behandlede Forvalter under Navnet Købmand Hamann.
I hendes nyeste Stykke er da den fuldkomment afgrænsede Borgerlighed ophøjet til Idealet og Satiren vendt mod Kjøbenhavneriets Zigøjnere.
Saalidt Grund der var til alvorlig Harme over det anmasende Kjøbenhavnere og det artiske Snobberi i Hos Dameskræderinden, saa lidt bør Fru Gads borgerlige, næsten spidsborgerlige, Iver i Rørt Vande forskrække. Hun er hverken i det ene aller det andet Tilfælde saa slem. Hun er i Literaturen en munter Sirfugl, der sidder lunt og forkælet i sit kjæbenhavnske Bur og morer sine Bysbørn med sit letløbende Kunst og sit kvikke Hoveds smaa Pudsigheder. Hun vejer sine Ord kun paa en Slump, ligesom hun ikke smaaligt vrager sine Midler. Hun vilde sikkert selv energisk protestere imod at blive opfattet som en Reverske. Hun har intet andet Formaal end at være en Spøgefugl.
En Spøg er det derfor naturligvis ogsaa, naar Forvalter-Købmanden i sin borgerlige Selvgodhed – i et ikke ulasteligt Dansk – siger følgende, der, hvis det drejede sig om et alvorligt Stykke, kunde opfattes som den af Forfatteren fremsatte Moral:
“Ser De, naar en Zigøjnerlejr har til Huse(!) et Sted, saa glæde Folk sig over deres (Zigøjnerlejrens?) sære Musik, men de lukker dere Døre godt. Er det altsaa sandt, at Kunstnere, aandelig set, er Zigøjnere, eller om De vil – Bohémer, er det saa at de vil nedbryde alle Gærder, der er satte om Hensyn og Pligt, saa maa vi Andre ogsaa have Lov til at hytte, hvad der er os kært, vore Sæder og Idealer og Freden i vore Hjem,”
Naturligvis mener Forfatterinden Fru Gad ikke, at hun sammen med sine Kolleger bør indesluttes i et Ghetto, for at Hr, Hamann kan vogte sin lille Provinskæreste mod Fristere og Fristerinder, der siger: lad bare den kedelige Forvalter løbe! – Saa dum er Fru Gad ikke. Hun, den i de kjøbenhavnske Selskabskrese saa velsete Forfatterinde, véd godt, at der ingen Kløft er befæstet mellem Kunsten og den borgerlige Intelligens; hun véd ogsaa, saare godt, at den officielle Moral, som Borgerskabet skilter med, ikke er megen højtidrlig Bekymring værd, og hun er Kunstnerinde nok til at indse, at de, der bryder over “Gærdet”, ofte, aandelig set”, er de mest moralske.
Nej, man maa ikke tage Fru Gads nye Stykke for andet og mere, end hendes tidligere Stykker var: en Spøg. Det er paa inge maade Udrustet til at taale en tungere Værdsættelse. Det er fra først til sidst en Farce, med al en Farces Overfladiskhed og Overdrivelse. Nærmest minder det i mit Væsen om den art Paradikomedier, som Revyteatrene undertiden har spillet. En Fejl er det derfor, at Fru Gad er gaaet med det til det kgl. Teater, for hvis Spillemaade det ansolut ikke egner sig og som utvivlsomt har vist et altfor vidtdrevet Galanteri ved at antage det. For at Rørt Vande skal kunne virke, maa det absolut spilles i en helt igennem parodierende Tone, Forsøger Skuespillerne at tage blot nogenlunde menneskelig-naturligt paa de Karikaturer, de har at fremstille, forspildes ganske den komiske Virkning, som de i og for sig uvittige Replikker ikke mægter at fremkalde. Kun saa grelt komiske Figurer som den svenske Tenor og den fjottet kokette Skuespillerinde frembyder i sig selv lattervækkende Stof. Ulykken er da, at Spøgefuglen Fru Gad vil have os til at more os over hele sit Kunstner-Balleri, men at Morsomheden, beregnet paa Forvrængning, bliver til flov Kedsomhed, naar den ikke støttes af et vildt Revykomedie-Spil, som man ikke kan forlange af det kgl. Teaters Skuespillere.
Fru Gad har denne Gang formet sin lette Spøg som en Persiflage over sig selv og sine Kolleger. Spøgen er ganske uskuldig, alene af den Grund, at den er saa tydelig overdreven.
Men Behændigheden har svigtet den ellers drevne Forfatterinde. Hun har ikke betænkt, at hendes Parodi-Spøg paa det kgl. Teaters Ej blot til Lyst-Scene vilde trykkes ned til smagløst ufint Vrøvl. Og hun har gjort en for en priviligeret Spøgefugl Kapital-Dumhed. Hun har et Par Gange lagt sin ædle Spidsborger nogle Kraftindignations-Ord i Munden, der, anvendte overfor de af hende som Skive opstillede og som Kunstner forklædte Idioter, som virker ligefrem uhygeligt Laura Kielerske. Fru Gad burde ikke have udsat sig for Mistanke om med Rørt Vande at spekulere i de Aandstarveligheds-Instinkter, som Mænd af Ære paakaldte.
Havde hun med et Par Stænk af sin naturlige Finheds og Elskværdigheds Rafraichisseur fjernet disse ildelugtende Pletter, og havde hun ikke følt sig for fornem til at lade Stykket fremkomme paa Nørrebro eller Frederiksbergs Teater, vilde Rørt Vande, med Hr. Fred. Jensen som den svenske Smørtenor og Hr. Gerner som den erotisk-forvirrede Farvedigter, sikkert have faaet den rette forstaaende Fortolkning og Modtagelse.
Det kgl. Teaters Publikum følte sig lidt forarget og meget forundret, og Morskaben var langtfra ublandet. Egentlig var det kun Fru Oda Nielsen, der ved et reolut og brillant Klovnspil som en Varietésangerinde i et Par enkelte Scener bragte Lystigheden højt til Vejrs. Selv Fru Bloch, der som Skuespillerinden Fru Kruse paa den pudsigste og kunstfærdigste Maade efterlignede alle en Skabedukke-Primadonna unoder, fik ikke ret Tag i Folk. De fleste af de Andre gik raadvilde om med ders Roller, uden Held famlende sig frem i den dem uvante Revy-Genre. Ikke lykkedes det Hr. Jerndorff at slaa den mindste komiske Gnist af Tenorsangeren, og Hr. Liebmann forsøgte paa lidt forældet Punch-Manér at illustrere Forfatteren Munthes moralske Fordærvethed ved lakkerøde Galoche-Sko, røde Silkestrømper og opsmøgede Benklæder. Hr. og Fru Mautzius, der havde nogenlunde skikkelige Mennesker at fremstille, spillede kønt og naturligt.
Efter 1ste Akt fuldkommen Mathed, efter 2den Akt, hvis sidste Scene Fru Oda Nielsen beherskede, ret livligt Bifald, efter 3dje og sidste Akt stærk Hyssen og det mindst mulige Bifald.
Om Fru Gad i Aftes overværede sit Stykkes Opførelse, vil hun have faaet en sikker Fornemmelse af, at hendes tilforn saa velvillige Publikum gav hende et Mishags-Votum, der i lige Grad skyldes Løjerne, som man ikke fandt passende for det kgl. Teater, og de enkelte Forsøg paa en Alvor, hvis Tendens man fandt ganske uværdig for Fru Gad. P.N.
Det kongelige Teater opnaaede i Forgaards Aftes med Fru Emma Gads ny 3 Akts Lystspil “Rørt Vande” en af disse helstøbte Fiaskoer, som Teatret i de senere Aar en bleven saa vant til.
Først to Ord om Forfatterinden, Fru Emma Gad. Hun var den nu afsluttede – stærkt roste – Kvindeudstillings Vicepræsidentinde; naar hun ikke naaede selve den højeste Værdighed paa Udstillingen, skyldes dette udelukkende den her hjemme raabende naragtige Lyst til, at der skal noget betitlet til at være Kransekagens Topfigur. Derfor maatte Kommandørinde Gad vige Pladsen for en Gehejmeraadinde! Men Arbejdet udførtes nu ligefuldt af Fru Gad.
Næsten alt Fru Gads Arbejde for denne Udstilling var al Ære værd; kun for Udstillingens sidste dramatiske Forestilling kunde man sige den flittige Frue Ubehageligheder. Fru Gads egne Bidrag hertil de “svundne Tider” og “hos Dameskræderinden” var næmlig baade talentløse og ret smagløse. Desuden var der over hele Forestillingen et Dilletantisk Præg.
Men desværre: Fru Gads Stykke “Rørt Vande” er lige saa smagløst som det fra Kvindeudstillingen. Der er saa at sige intet godt at sige om “Rørt Vande”; der ver ingen Opfindsomhed, men megen Ubehjælpsomhed; en Del halv revyagtig Bonmots formaaede ikke at live op i dette underlige Sammensurium.
– – –
Og man spørger sørgmodigt sig selv: findes der ingen, der kan skrive et virkelig godt Drama? Har vi virkelig kun tom Salonkomedie, opstyltet Symbilok eller plat Bohemé-Komedie? Det synes desværre saa.
En Plads er vakant! Der er Ansøgere nok. Men endnu er Pladsen ikke besat.
A.G.
Emma Gads nye Stykke – Kjøbenhavn. 26. septbr.
Fru Emma Gad har hidtil paa den danske Skuesplads været en Lykkens Pamfilius, og der er næppe nogen dansk Forfatter, som i det sidste Decennium har faaet saa mange Stykker opførte paa kjøbenhavnske Scener indenfor et saa kort Tidsrum som Fru Gad. Det lader sig nu imidlertid ikke nægte, at Premieren i Aftes paa det kgl. Theater faldt uheldigt ud. Fru Gads “Rørt Vande” blev i alt Fald ingen Sukces og fortjener heller ikke at blive det.
Handlingen i Stykket lader sig fortælle uden mange Ord og uden at gjennemgaa de enkelte Akter. En ung Frøken fra en Provinsby er kommet til Kjøbenhavn og har faaet Indpas i en Kunstnerklike, som lever et frit og noget forvirret Bohémeliv, hvor man giver Moralen en god Dag, hvor Ægtefællerne løbe fra hinanden, hvor Forbindelser brydes og sluttes saa let, som man binder sit Slips. Her er en Forfatter, en Billedhugger, en Tenorsanger, en Journalist; det kan noteres som noget af et scenisk Særsyn, at Journalisten, der ellers paa Theatret pleier at være baade latterlig og samvittighedsløs Person, der næsten er den bedste af Kunstnerfirkløveret.
Den unge Forfatter, hr. Munthe, er befængt med adskilligt værre Skavanker. Ikke nok med, at han er Symbolisk og gaar med røde Strømper og lakerede Sko og opsmøgede Benklæder, men han lever i temmelig aabenlys Intimitet med den ikke saa lidt fordrukne Billedhuggers Kone, der er Forfatterinde; han har iøvrigt før været gift med en Operettesangerinde, som løb fra ham og nu synger paa Kneiper.
Det tør nu vel ikke paastaaes, at der ikke findes Noget, som kan have tjent Forfatterinden til Forbillede, og som kan i alt Fald delvis berettige hendes Persislage; the Stykket er helt igennem persislerende overfor “Kliken”. Dog er det maaske mindre det oprindeligt kjøbenhavnske Bohémeri, der har dannet Forbilledet, end de indvandrede kjøbenhavniserede norske Bohémers Liv.
Den Anke, som kan rettes mod Forfatterinden, er imidlertid ikke alene den, at hun ved en urimelig Overdrivelse skyder over Maalet; nok saa meget maa man bebreide Fru Gad, at hun har draget fine Scener og Situationer for langt ned uden at have evnet at behandle dem med det overlegne Bid, som de tiltrængte. Løierne er for tomme, og hvad værre er, Indignationen har ikke et tilstrækkeligt ægte Præg. Utvivlsomt har Fru Gad følt en oprigtig Indignation mod det, hun gjennem Repræsentanten for det borgerlige Element i Stykket, kjøbmand Hamann, kalder “Æriseri”, men denne Indignation føles ikke af Tilskuerne saa stærkt, som formentlig af Forfatterinden.
Naturligvis ender Stykket md, at den lille Provinsfrøken efter at have færdedes paa de vilde Veie i Bohémekliken, vender sig til en fin Ungdomsekskede, Kjøbmand Hamann. Men Tilskuerne gav ikke i Aftes deres Glæde over denne Moralens Seir høilydt Luft. Selvfølgelig skyldtes dette ikke nogen Sympathi hos det kgl. Theaters Publikum med Uroraliteten og Bohémeriet, men var alene en Følge af, at Forfatterinden ikke havde havt Held med sig ved sin Blanding af Spot over “Kunstnerne” og Moralpræsten fra den borgerlige Side af det Samfund, Stykket gav et Billede af.
Da Tæppet faldt, lød der ikke saa lidt Hyssen medens Bifaldet kun var mat; og det kgl. Theater vil lige saa lidt som Fru Gad høste Guld og Ære med denne nye Forøgelse af Repertoiret.
De kjøbenhavnske Blade ere naturligvis ikke ganske enige i Bedømmelsen af det nye Lystspil, men som en Sukces betegner intet det. Et enkeltBlad henviser det til Nørrebroes eller Frederiksbergs Morskabstheater med Frederik Jensen som den svenske Smørtenor og Gerner som den erotisk-forvirrede Farvedigter.
At det kgl. Teater har begaaet en Smagløshed ved at spille Fru Emma Gads Lystspil “Rørt Vande”, derom hersker der, saa vidt vides, ingen Uenighed. Der blev let en Del ved Stykkets første Opførelse, men Lystigheden havde ikke den rette Art. Der var samme Stemning i Teatret som ved et borgerligt Middagsselskab, naar en humoristisk Tale forfejler sin Virkning, fordi den kommer for tidligt, eller fordi den slet ikke skulde være kommen her, men paa et helt andet Sted. Man føler sig lidt flov paa egne Vegne og paa Talerens Vegne – han taler jo ellers saa morsomt! – man ler ivrigt og imødekommende, men kan dog ikke skjule, at, Spøgen er mislykket. Det hører da til god Tone ikke at tale for meget om en Spøg, der falder til Jorden, især naar den falder fra agtet Haand, men lade den falde og trøste sig med, at den begavede Humorist en anden Gang eller paa et andet Sted vil have bedre Lykke med sig. Det vilde da maaske være det hensynsfuldeste at lade Fru Emma Gads mislykkede Spøg ganske sagte synke i den mørke Glemsels Flod, hvis barmhjertige Vande have lukket sig over flere og grovere Synder end denne.
Der er dog Grund til ikke at tilbageholde et Par nærliggende Bemærkninger. At man denne Gang følte sig lidt flov ved Fru Gads dramatiske Beværtning, var ikke Emnets Skyld. Emnet til “Rørt Vande” der kun meget utydeligt fremtræder i den ogsaa sprogligt — uheldige Titel, er vel ikke nyt, men af den Art, at man gerne ser det oftere behandlet. Forfatterinden gør i sit nye Stykke den pjankede Moral, som efter Plakatens Anvisning maa antages at være almindelig udbredt i visse kjøbenhavnske Kunstnerkredse, til Genstand for sin Spot. Fru Gad, der foruden sin kunstneriske Position har en solid borgerlig Stilling at forsvare, har ønsket at sige et borgerligt Ord om denne i den senere Tid ofte omtalte Kunstmoral, der f. Eks. forsvarer Utroskab eller Ustadighed i Elskov og Ægteskab som en nødvendig Betingelse for den rige og frie Udvikling af en Personlighed, der meget ofte er af saa ringe Værdi, at den selv i sin rigeste Udvikling ikke vil tilføre Samfundet nogen mærkelig Fordel. Herimod kan der næppe fra noget Standpunkt være noget at indvende. Og Forfatterinden kan paa Forhaand regne paa, at alle de, der føle sig vel tjente med at leve sammen paa gammeldags Maade, med Glæde ville se de umyndige Ægteskabsforbedrere, der ikke netop have skaanet den ærværdige Samfundsindretning, udleverede til en kraftig og retfærdig Gengældelse. Men maa saa Gengældelsen ramme paa rette Sted, og maa vi især bede om, at den, der skal tale Ægteskabets Sag, vil tale med Myndighed. Han maa begribeligvis have overvundet enhver Fornemmelse af, at det er en underlegen Moral, han forkynder. I Fru Gads Stykke er den Herre, der er bestemt til at forsvare Ægtemandsmoralen, trods sit Fuldskæg og sine oversøiske Handelsforbindelser en temmelig ordinær Peter, der endogsaa synes noget trykket af, at det er Spidsborgermoralen, han forkynder, og hvis Veltalenhed derfor smager mere af den billige Nidkærhed i de tarveligere Aviser end af den Ægteskabets Højsang, hvis Tekst, som han meget rigtigt bemærker, er: Een Sjæl, eet Legeme, eet Liv og een Grav!
Men unægtelig: det vilde have faldet Forfatterinden meget vanskeligt at synge den Sang til Ende i det Stykke. Den citerede Bemærkning lød allerede temmelig paafaldende i de Omgivelser, hvorunder den fremførtes. Fru Gads Stykke var — og dette er den væsentligste Grund til Uheldet — i Figurer og Situationer meget nær ved at være en Farce. Nu kan som bekendt en Farce uden Moral undertiden være slem, men en Farce med Moral er sikkert værre. Det er vel sandt, at en farlig Modstander faar man bedst Bugt med, naar man kan gøre ham komisk. Allerede Luther var af den Mening, at naar Djævelen blev gjort komisk, var han uden Farlighed, og yndede derfor meget de moralske Farcer.
Men man maa saa rigtignok passe paa, at han ikke bliver saa komisk, at man ikke kan kende ham igen. Og hvor meget Natur og Virkelighed var der vel i disse Figurer, disse symbolistiske Rødstrømper og forskabede Skuespillerinder, denne utroligt svenske Operasanger, denne overraskende ædle Journalist? Man kunde næsten se for sine Øjne, hvorledes Skuespillerne flovede sig ved paa dette Sted at bære disse Klæder. Der var ingen Opgaver og ingen Sejre. Fru Bloch har vistnok haft mere Ærgrelse end Glæde af sin morsomme, men rigtignok ikke holdte, Skuespillerinde (som dog vel ingen for ramme Alvor kan tage for en bevidst Efterligning af en berømt Kunstnerinde, hvem den i Begyndelsen fjernt lignede), og Fru Oda Nielsen vil næppe tage den Triumf, hun opnaaede ved et, som det syntes, improviseret, men i øvrigt korrekt GeneralFarcespil, altfor alvorligt. Paa en Salskomedie i Studenterforeningen vilde dette have gjort sig endnu bedre.
Nu blev dette Stykke spillet paa det kgl. Teater, og Fru Gads Uheld blev derved en Smagløshed af Betydning. Man maa vel spørge: Hvad har bevæget Teatret, der har Raad til at vrage saa mange Stykker, til at vælge dette? Er det Høflighed mod den ansete og populære Forfatterinde, saa er dertil at bemærke, at det i et lille Land undertiden er farligt at være altfor høflig i Kunsten, rent bortset fra, at det vel vilde have været endnu høfligere at henvise Forf. til et Privatteater, hvor man f. Eks. maa søge Hr. Edgar Høyers “Scenens Børn”, der er bedre og morsommere end dette Stykke. Og har Teatret til at spille Fru Gads Stykke haft et Motiv, som man ikke uden Fornærmelse kan antage Forf. har haft til at skrive det, nemlig det praktiske og økonomiske Hensyn til Publikums formodede Smag — har det af den Grund kastet Snøren ud, da er det vel sandt, at i rørt Vande er godt at fiske, men det skal ikke være alle Slags Fisk, der i det Vejr bider paa Krogen.
Vilh. Andersen.
Det vilde have været særligt tilfredsstillende og behageligt, at kunne indvie Anmeldelserne af de dramatiske Nyheder i denne Sæson med en rosende Kritik, saa meget mere som der til Nationaltheatrets Premiere var ansat et Lystspil i 3 Akter af Fru Emma Gad. Desværre maa det straks siges, at Arbejdet af forskellige Grunde ikke tilfredsstiller de voksende Krav, som man i Tidernes Løb med Rette kan gjøre gældende overfor Forfatterinden. Efter at den første Begejstring er afgæret, der i hende hyldede en flink og talentfuld Forfatterinde paa Lystspillets Omraade, maa hun kunne sige sig selv, at det er Synd, naar hun af sin Skrivelethed og Tilbøjelighed til at fiske endog den ferskeste Skalle i Vittighedernes og Brandernes „rørte Vande” lader sig forlede til at sænke Niveauet og spilde Tid og Kræfter paa et saa grelt, kaleidoskopisk Sammensurium af de senere Aars danske og norske Ægteskabsskandaler, som det her benyttede. I en mere sammentrængt Form vilde Motivet og Stoffet sikkert ypperligt have kunnet føre en Farce frelst i Havn, men antaget og spillet paa Holbergs og Heibergs Scene, skal og bør det jo til Ære for denne og Direktionen ses under en anden Synsvinkel, og der maa da som Motto for Bedømmelsen sættes: „Kun daarlig er den Spøg, som ej paa Alvor hviler”. Men her stikker Fejlen som oftest i Fru Gads Produktion. Den Alvor, der giver Spøgen Ret, er enten forfejlet som i „Hos Dameskrædderinden” eller for underordnet og betydningsløs til at kunne bære den, som Tilfældet er her.
I vor hurtigt skiftende Tidsalder er et aktuelt Emne som oftest et Guldfund, men det Røre, som Bohémelivet engang rejste, er allerede forlængst uddebatteret og udpint, og man véd, at det var og er en Fremtoning uden Indflydelse paa Kunstner-Samfundet i sin Helhed. Men over Undtagelserne skabes der som Regel ikke gode Skuespil. Naar Fru Gad til Oplysning paa Plakaten underretter Publikum om, at Handlingen foregaar i Kjøbenhavns Kunstnerkredse, men senere i Stykket udtaler, at de hertilhørende Individer føre Zigeunerliv og altsaa maa henføres til Bohémekredsene, hvorfor da vildlede istedetfor at vejlede? Thi det kan da umuligt være Forfatterindens Mening, at alle disse forskruede, forløjede, selviske og abnorme Individer skulle være Repræsentanter eller Medlemmer af vort hæderlige og agtværdige Kunstnersamfund? Altsaa, for at bruge det indførte Ord, der for Resten ligesom hele Typen ikke er særlig dansk, ere „bohemes” sygelige Udvækster, der kunne være morsomme i Farcer og Parodier, men ikke egne sig til Behandling i et Lystspil paa vort Nationaltheater, hvor man i det fremførte Stof og Typerne skal kunne finde Garantien for det almengyldige Tidsbillede, som kommende Slægter skulle belæres af og nyde.
Den unge Pige, Frøken Birgitte Stein, er mærkelig nok fra Provindserne ligesom Søsteren i „Hos Dameskræderinden”. Hvorfor? Ere disse unge Piger nutildags mere modtagelige for daarlig Paavirkning af al Slags end Københavnerne? Det omvendte er sikkert snarere Tilfældet! Sund Sans og Sky for Unatur træffes oftere baade paa Landet og i Byerne end i vor kære Hovedstad, hvor der tidt gaar Svamp i Intelligentsen, og Dømmekraften slappes i usunde Omgivelser. Hverken hun eller hendes Ven, Kjøbmand Hamann, der sætter den spinkle Handling i Bevægelse, afgive noget paalideligt Støttepunkt for Moralen, idet hun svinger frem og tilbage som et let Paavirkeligt Pendul, og han optræder saa theaterædel og traditionel som muligt.
At Fru Gads Arbejder ere i Besiddelse af et kvikt og let Replikskifte, er tidt sagt og anerkendt; dog findes der i „Rørt Vande” adskillige udslidte Tirader og smagløse Ytringer, som kunde have været undgaaede.
Naar man i Kvinders Arbejde og Talenter ser og anerkjender saa megen Kilde til Glæde og Gavn for dem selv og andre, gjør det dobbelt ondt at maatte sige om et Arbejde, der fordrer megen Tid og Flid, at det har saa store Fejl og Mangler, men ofte kan jo Kritiken hjælpe til, at Kræfter og Evner vokse, der sætte nye Skud og smukke Resultater i en følgende Frembringelse. Dette ville vi oprigtigt ønske og haabe.
Handlingen i „Rørt Vande” er i al Korthed følgende: Frøken Birgitte Stein forlader en kær Tante i en Provindsby , for at tage til Kjøbenhavn, hvor hun vil lære at male. I sin Lærerindes, Fru Melitta Blomquists Hjem gjør hun en hel Del Individers Bekjendtskab, der alle have lidt Skibbrud i Ægteskabets Havn og enten ere fraskilte, separerede eller have baade Mand og Elsker. I denne Kreds leves der højt af andres Penge og egen Indbildskhed. De optræde dels som Forfattere, Malere, Musikere og Skuespillere, repræsenterende alle Genrer ligefra Symbolisme til Idiotisme. Hun forelsker sig i en Broder til Fru Blomqvist, der har været gift, og hvis Hustru strejfer om i Verden som Varietésangerinde, uden at hendes Opholdssted kjendes. At han er gift, forties indtil videre for Birgitte. Han, Anthon Munthe, er, foruden at være Symbolist, stærk Erotiker og forelsket i en gift Kone, Fru Ellinor Plum, der i den Anledning vakler imellem Manden, Billedhugger Plum, og Elskeren, Anthon Munthe. Denne sidste erfarer imidlertid ved Søsterens Hjælp at Birgitte Stein er formuende, og nu giver han sig til at erklære sin Kærlighed for Kende, den hun modtager med den Motivering, at den naar til hende gennem skiftende Kvinders Kjærlighed. En ung Kjøbmand, der har kjendt Birgitte fra hendes Tantes Hjem, og er forelsket i hende, træffer hende en Aften hos à Porta, hvor hun venter hele det anløbne Selskab efter en Theaterpremiere. Her nærmer han sig til hende, og minder hende om de venskabelige Følelser, de have næret for hinanden tidligere, men som hun nu ikke mere kan gengælde paa Grund af sin Forelskelse, ja, eksalterede Kjærlighed til Munthe. Hamann følger hende stadig, og gjør alt for at aabne hendes Øjne, noget, der imidlertid aldeles mislykkes. Kun ved Fru Munthes pludselige Tilbagekomst, faar Birgitte Stein at vide, at han er gift, og skjønt Konen rejser sin Vej igen, slaar hun dog pludselig om, viser Munthe og hele Slænget Vintervejen, og anbefaler sig til Hamanns fremtidige Bevaagenhed og Beskyttelse, to Egenskaber, han i Kraft af sin meget store Kærlighed er særlig redebon til at sætte i Bevægelse.
Fru Mantzius spiller Birgitte Steins Rolle, men den ligger ikke ret for hendes Naturel. Her skal mere Eksaltation og Lidenskab, maaske blot større Ungdom til, for at gjøre Forblindelsen trolig. Fru Emma Nielsen gav en god Karakteristik af den erotisk forkludrede Ellinor Plum, der slaar Plader, og i Samraad med Mand og Elsker ikke véd, hvem hun skal vælge, men maaske helst valgte dem begge. Fru Bloch, Skuespillerinden Milly Kruse, havde anlagt sin Rolle aldeles ypperligt, men formaaede ikke fuldtud at gjennemføre den, og man forstod ikke ganske hendes Opfattelse af Deklamationen: „Et Kys” af Ploug. Derimod var Fru Oda Nielsen fuldtud fortrinlig. Hun havde set rigtigt paa Stykkets Art og hævede sin Kunst ved at styrte sig ud i det kaadeste Farcespil. All right! Saaledes skulde det hele have været spillet, men ikke paa vor Nationalscene.
Den 26. Septbr. 1895.
AARHUS THEATER
Emma Gad: Rørt Vande, Lystspil i 3 Akter. Der er en temmelig stor Mangel ved dette den begavede Kommandørindes sidste Skuespil, nemlig at det kommer post festum. Bohémeriet, som hun i Stykket retter et glubsk Angreb imod, kulminerede nemlig i Firserne (vistnok i Tiden omkring “Kong Midas'” Opførelse paa det kongelige Theater). Den Gang var en enkelt Kunstnerkreds’ Extravagancer, baade paa det erotiske Omraade og i Selskabeligheden, og Løsheden i alle Forhold saa nogenlunde paa Højde med den Skildring, Forfatterinden giver i “Rørt Vande”. Nu takles der kun lidet eller intet om dette heldigvis forbigaaende “Livssyn”, og om det end endnu har nogle Tilhængere her hjemme, saa føre de en stille og ubemærket Tilværelse. Ganske paa samme Maade synes det at være gaaet oppe i Christianua, en Gang Bohémernes Eldorado.
Fru Gad fremfører i sit Lystspil, som hun burde have kaldt Farce, en Række Kunstnere og Kunstnerinder, der tale et meget frit Sprog. og som parvis staa i Forhold til hinanden, uden Hensyn til Ægteskab og andre “gammeldags” Pligter. I dette Selskabs Klør er en ung Pige falden, og hun smittes af de tilsyneladende “frie og ædle” Anskuelser, som doceres, saaledes at hun afviser en god Ven, der tidligere havde vundet hendes Hjærte, og som begjærer hende til Hustru. Han opgiver imidlertid ikke Haabet om at rive hende ud af de usunde Omgivelser, hvilket ogsaa, efter nogle ikke særlig indviklede Intriger, lykkes ham.
Stykket er godt skrevet, mange af dets Replikker morsomme og rammende, men fuld Forstaaelse hos det store Publikum fandt det ikke i Aftes, da dette jo mangler Forudsætningerne til rigtigt at nyde det. Bohémelivet trives heldigvis ikke i Provinsen. Kun hvor Satiren blev lidt grovkornet, og det var desværre ofte, lød der Bifald. Forfatterinden har dog ingenlunde i Realiteten overdrevet, men hendes Bunken sammen af usandsynlige Forhold kan kun passere, naar hendes Arbejde faar Farcenavn. Dette forklarer ogsaa Striden om, hvorvidt det kgl. Theater burde have spillet Stykket eller ej.
Efter sidste Akt var der en kraftig Fremkaldelse.
Stykket var som sædvanlig sat i Scene med stor Omhu, og de Spillende bør komplimenteres for deres maadeholdne og diskrete Spil. Alle Hovedkræfter vare i Ilden og præsenterede god Kunst.
I smaa Roller fejrede Fru Willumsen (Tjenestepige) og Hr. Winther (forsoldet Musiker, der blot viser sig) smaa Triumfer.
Rød Lygte var ude. Z.
Den smaa Provinsfrøken, Birgitte Stein, som Fru Mantzius spiller, er kommen ind i en kjøbenhavnsk Kunstnerklike, hvis Medlemmer hovedsagelig udmærker sig ved deres forvirrede ægteskabelige Forhold. Frk. Stein, der er udgaaet direkte fra Provinshjemmets Hyttefad, føler sig ret som en befriet Fisk i det ubundne Kunstnerliv. Og med ung Begejstring kaster hun sin Beundring og Kærlighed paa den bedaarende Forfatter, Anton Munthe, som Hr. Liebmann tolker. Anton Munthe, ligesom de andre i Kunstnerkredsen, er imidlertid, hvad Moralen angaar, en noget fordægtig Person. Han har været gift med en Operettesangerinde, der er løben fra ham og siden har tumlet om i det ryggesløse Evropa som Knejpekunstnerinde, og han staar nu i Forhold til en Forfatterinde, der er i Færd med for hans Skyld, at skilles fra sin fordrukne Mand, Billedhugger Plum (Hr. Reumert). Han skriver tilmed forskruede Farvedigte og symboliske Stykker, der ingen Lykke gør. Denne Mand er paa Nippet til at besnære Frk. Birgitte, der intet aner hverken om hans tidligere Ægteskab eller hans liv med Fru Plum og anser ham for en stor og miskendt Digter, ligesom han anser alle de andre i Kresen for store og ædle Personer: baade det nævnte Ægtepar Plum og den forkælede, affekterede svenske Tenor Blomquist (Hr. Jerndorff) og dennes Frue, Anthon Munthes Søster, der oprindelig har været gift med en raa og svampet norsk Komponist ved Navn Petersen. Endelig hører til den udmærkede Kres en Skuespillerinde (Fru Bloch) og en Journalist (Hr. Mantzius), der ikke synes ganske blottet for Bravhed, og hvis værste Fejl er, at han af Venskab roser Stykker, der literært set, ingen Skaansel fortjener.
