Den Mystiske Arv anmeldelser

Fru Admiralinde Gads nye Skuespil “Den mystiske Arv” vil antagelig faa Premiere paa Folketeatret i næste Uge. For at faa noget at vide om Handlingen tog vi ud til Admiralinden, som med stor Ælskværdighed tager imod os og beder os tage Plads.
– Ja, jeg kan tænke mig til, hvad der skylder Fornøjelsen af Deres Besøg, siger Admiralinden, inden vi endnu kat fulgt hendes venlige Opfordring til at nedlade os. Men tror De egentlig, at det er heldigt med al den Forhaandsreklame?
Vi overhører Spørgsmaalet og beder Admiralinden med et Par Ord fortælle os Gangen i det nye Skuespil.
– Ja, naar De absolut vil have det at vide, siger Fruen med et lille Suk.
Mit Arbejde, maa vel nærmest kaldes et Lystspil, og jeg kan betro Dem, at det er en ganske lille Smule letsindigt.
Vi spørger, om der findes nogle større Karakterroller.
– Nej, det gør der egentlig ikke. Det skulde da være Obersten. Men for at De kan faa et Begreb derom, vil jeg i korte Træk give Dem Handlingen.
Hovedpersonerne er en Oberst og hans Frue. De har to Døtre. Den ene af disse er det, der faar “Den mystiske Arv” testamenteret af en af Obestens gamle “Venner”, der af en eller anden Grund vil hævne sig paa Obersten og dertil har valgt denne snedige Fremgangsmaade. Og dette lykkes ham hanske. Den Gnist, han har kastet, fænger, og Obersten spekulerer forgæves over, hvorfor netop Datteren er bkeven den begunstigede, til han tilsidst kommer til det Resultat at Aarsagen kun kan være, at hans Hustru har været ham utro, og Datteren altsaa ikke er hans Barn, men den Afdødes. Selvfølgelig opklares Sammenhængen.
Se, dette er i al Korthed Stykkets Konflikt, slutter Fruen.
– Og hvem skal sætte det i Scene?
– Det skal Hr. Johannes Nielsen; desværre skal han ikke selv spille med, da der ikke har været nogen Rolle, der passede for ham.
– Hvis saa Admiralinden vilde værre saa elskværdig at sige os, hvem der har faaet tildelt de betydeligste Roller.
– Ja, lad mig se et Øjeblik.
Det er første Obersten og dennes Frue. De vil blive spillet henholdsvis af Hr. Dorph-Petersen og Fru Orlamundt. Fruen skal være en elegant og elskværdig Dame.
Døtrenes Roller er tildelt Fru Aggerholm og Frk. Olga Meyer. Den første en livsglad, ung Pige, den anden mere alvorlig, lidt lærerindeagtig. Begge Døtrene er naturligvis forlovede, den ene med en ung, lidt flabet københavnsk Levemandstype – Hr. Reumert -, den anden med en Stolemand – Hr. Nejendam. Saa er der en Højesteretssagfører, der spilles af Hr. Ring, og en ganske ung Løjtnant, der bliver spillet af en Hr. Christensen.
Ja, saa er der vist ikke mere, der kan være af Interesse for Dem slutter Fruen efter et Øjeblik ar have tænkt sig om.
– Venter Admiralinden en Succes?
– Lad os ikke tale om det. Det er noget man aldrig ved før Premieren er overstaaet, siger Fruen smilende mens vi retter os og tager Afsked. B-j

Fru Emma Gad viser: med Haanden mod et par store, magelige Lænestole henne i Vinduesfordybningen og siger:
— Skal vi ikke tage Plads dér! Det er virkelig slet, ikke morsomt at komme fra Landet ind til de mørke Stuer i Dronningens Tværgade, og dér henne er der da i hvert Fald Lys
— Har De skrevet “Den mystiske Arv” ude paa Landet?
— Ja, men det var allerede ifjor Ude i Humlebæk.
— Er det Søen, der inspirerer Dem?
— Ja, jeg kan godt lide at sidde og kigge ud over Sundet, naar jeg skriver. Og saa Sidder jeg og tygger paa en lille Pind, hvis De vil regne det for Inspiration.
– “Den mystiske Arv” er — selvfølgelig et Lystspil!
— Ja, det er et Lystspil, og kun et Lystspil. Jeg siger k u n, fordi jeg har skrevet tilstrækkelig mange Lystspil til at vide, hvilken Bedømmelse den Slags Stykker faar Forhold til de alvorlige Arbejder. Nok lever vi Holbergs Land, men den danske teaterliteratur nedstammer som bekendt ikke fra sin “Fader”. Hvis han havde dannet Skole, vilde man vist næppe i Bladene atter og atter se de fagmæssige Bedømmere rase imod Lystspillet som en lavere Kunstform. Jeg er nu saa overfladisk, at jeg aldeles ikke anser det for en lavtliggende Opgave at faa Folk til at le, det vil sige, naar jeg gør det under en Form, som virkelig afspejler det Liv, der rører sig rundt om os. Ja se, dét er nu min Mening. Hvad er Deres?
— Min Mening er at jeg ubetinget foretrækker en Karrusel for et Skilsmissedrama. Men det var “Den mystiske Arv”?
— Det er en Arv, som plumper ned i et Obersthjem fra en forhenværende Ven af Huset, særlig af Fruen, og som tilfalder den ene af de to Døtre. Naturligvis bliver Obersten noget forbløffet og den anden datter rasende. Og saa kan De nok forstaa hvilke Gisninger den Arv giver Anledning til. Det er en lystigtt næsten lidt letsindig Københavnekomedie, men jeg haaber ikke De vil finde den altfor uartig. Den er i gode Hænder paa Folketeatret, hvor Dorph-Petersen spiller Obersten, Fru Orlamundt den flotte, smukke og elskværdige Frue, Olga Meyer den misfornøjede Datter og lille Aggerholm den begunstigede. Saa er der en ung, labansagtig Fyr, Hr. Reumert, og en sur Adjunkt. Hr. Niiendam, en Højesteretssagfører, Hr. Ring og en lille, ung Løjtnant. Han udføres af Hr. Axel Richard Christensen, der sidst var Munk, men nu optræder i stramme, lyseblaa Bukser. Det bliver da en Overgang, men saadan en ung Mand har godt af at beskæftige sig med alle livets Mangfoldigheder.
— Ligger der noget virkligt til Grund for “Arven”?
— Ja, jeg har hørt noget en Gang ude i Livet. Men jeg har omformet Stoffet.
— Og hvad skriver De nu paa?
— I Øjeblikket ikke paa noget. Men jeg har liggende Udkast til et Stykke. Ideen er den, at Forholdet mellem Forældre og Børn efterhaanden er vendt om. I gamle Dage var det Forældrene som stillede deres Krav; nu er det Børnene. Blandt Udkastets Figurer er der saaledes en søn, der i hver Akt kommer hjem med en ny Forlovet, som han forlanger at Forældrene skal elske. Men hvorvidt jeg gør noget ud al det eller ej, véd jeg ikke endnu. Moustache

Man kan ikke sige andet end at Fru Gad er en meget optaget Dame.
Vi traf Fruen Kl 2½ i Gaar til Kunstflidsforeningens Præmieuddeling paa Charlottenborg. Efter den smukke Fest ønskede vi ganske naturligt at udspørge Fruen om forskellige af Foreningens Fremtidsplaner.
“Jeg har sandelig ikke Tid” siger Fruen – “jeg skal lige hen til Generalprøven paa mit nye Stykke der, som De jo ved, gaar i Morgen Aften”.
Efter en Smule Overtalelse faar vi Lov at følge med – Fruen faar af en Dame overrakt et Stykke Wienerbred til Styrkelse paa Vejen, og saa ruller vi af Sted, ankommer til Nørrevold og famler os gennem mørke Gange ind paa Folketeatrets ligesaa mærke Tilskuerplads, hvor vi i Parkettet opdager Censor samt en halv Snes andre Mennesker.
En Stemme raaber: “Hvor er Fru Gad? Klokken 5 skulde Prøven begynde”.
“Jeg er her” lyder Fru Gads klare Stemme – “og Klokken mangler 5 Minutter i 5”

Man maa beundre Fru Gad – ikke for at hun kan skrive et Stykke, heller ikke for, at hun kan skrive et godt Stykke, men for den Ro og Akkuratesse, hvormed hun tilendebringer alle sine mangeartede Foreninger og Arbejder.

Hjemme er hun den stilfulde Husmoder – hun er en flittig Haandarbejde: Gobeliner fra hendes egen Haand pryder hende Hjem. Vi saa dem i Gaar Formiddags udstillede paa Charlottenborg sammen med Stole, som hendes Mand, Admiralen, havde udskaaret.
Ude er hun sin Forenings repræsentative Formand, konverserer livligt sine høje Gæster, vor Konge og Dronning, har et venligt Ord til alle de unge Piger, der nu rejser hver til sit, taler med Pressens Repræsentanter, der beder om Interview før eller efter Generalprøven, og møder til denne til præcis fastsat Tid – altsammen med Ro og Orden i sin Tankegang, havende Tid til alt og alle, kin negliserende sig selv, sine Maaltider og sin egen Bekvemmelighed.

Vi har ikke Lov at røbe noget om Stykket – vi var jo Snyltegæst. Indholdet kendes. Vi maa kun have Lov til beundrende at udtale os om det kvikke Replikskifte de mange morsomme Vendinger og Paahit og saa til sidst spaa Stykket et stor Succes i Aften. L-n.

I aftes var der saa Premiere paa Admiralinde Gads nyeste dramatiske Arbejde “Den mystiske Arv”.
Folk morede sig over Fruens farcelette Satire over den Stand, hendes Mand tilhører, og tilgav uden Samvittighedsnag, at den elskværdige Frues Lystspil til Tider tenderede Revygenren ret voldsomt. Hun gik saamænd ikke engang af Vejen for en spøgefuld Anvendelse af en af Forsvarsministerens lykkeligste Bonmots.
Selvfølgelig havde Fruen ikke noget nyt paa Hjerte. Hun stillede ikke Problemer under Debat eller havde andre literære Hundekunster for. Men hendes forsorne Emballage og de flinke Skuespillere fik de gamle Sandheder til at glide i det fordringsløse Publikum. S.P.

Fru Emma Gad fik i Aftes stor Fornøjelse af sit nye Skuespil, og der er al Grund til at tro paa Sukcessens Holdbarhed ogsaa ud over Førsteforestillingen. Den mystiske Arv er, om end just ikke straalende ved Originalitet, et særdeles underholdende Arbejde med en til Tider virkelig slagfærdig Diaiog. Komedien gik i Folk som Sødmælk, og der var Ingen Ende paa Fremkaldelserne efter de enkelte Akter. Til sidst maatte selve Forfatterinden vise sig for aabent Tæppe ved Direktør Dorph-Petersens Arm. Den røde Lygte skinnede ved Udgangen over et begejstret Publikum.

Fru Emma Gad er en habil Forfatterinde. Man mærker stadig, hvor fortrolig hun er med Scenens Krav paa vexlende Lys og Skygge, Munterhed og Alvor. Som den Verdensdame hun er, lægger Forfatterinden aabent sin Fordomsfrihed for Dagen. Hun er overbærende overfor menneskelige Skrøbeligheder, og vil den surøjede Moral og den fladbrystede Dyd – for at bruge Komediens egne Stikord – sætte sig paa den høje Hest, læser hun dem Texten, saa det høres og spørges. Poul Chievitz, med hvis “For Alvor” Fru Gads nye Skuespil havde forskellige sceniske Konstellationer til fælles, var ikke liberalere i sit Syn paa vore Samfundsvedttægter og officielle Pligtbegreber. Om det saa er vore Hundes smaa Udskejelser, havde Fru Gad i Aftes et venligt Smil til overs for dem.

Det er næsten overflødigt at genfortælle Fabelen i Stykket. Fru Gad har altid staaet paa saa venskabelig Fod med den kjøbenhavnske Presse, at heller ikke hun har kunnet bære det over sit Hjærte at slaa Laas for sin Mund, naar nogen bad hende om paa Forhaand at meddele Komediens Indhold. Det synes nu en Gang at være skrevet i stjernerne, at et kjøbenhavnsk Theaterpublikum aldrig mere maa faa Lov til paa egen Haand at glæde sig under en Premiere og selv opleve Gangen og Udviklingen i Forestiliingen. Man skal endda være glad til, naar Forfatteren ikke selv leverer Kritiken over sit Arbejde og fremhæver de paagældende Skuespilleres Fortjenester.

De fleste Bladlæsere véd altsaa, at Den mystiske Arve er nærved at faa en hæderlig ældre Oberst til at tabe Balancen eller sin Sindsligevægt. Den gamle Herre, der ved sin Død testamenterer den ene af Oberstens Døtre en halv Million, faar i sin Grav Skyld for at være Fader til Barnet, og den hæderlige Oberstinde maa faa sin Mand til at tælle paa Fingrene ligesorn Corfits i “Barselstuen”, før han overbevises om sin Hustrus ægteskabelige Trofasthed. Det tjener dog til Undskyldning for den mistænkelige Ægtemand, at hans anden Datter – den fladbrystede – og hans Svigersøn – den surøjede – paa alle Maader hidser ham op. Poul Chievitz tugter, som ovenfor berørt, ikke Dannelsesfilisteren skarpere. Adjunkt-Svigersønnen har tilmed alle moderne Udyder. Han er baade Afholdsmand og Vegetarianer, for ikke at tale om Bagvasker og en lumpen Karl i det hele. Som hans Modsætning optræder med Glans den rige Arvings lystige tilkommende, et nok saa vellykket Exemplar af den gamle Vaudevilles glade Fugle. Det er ham, der er Forfatterindens Talerør, og Fru Gad lader ham endogsaa tilsidst slippe alle Smaabladenes Aander løs paa den formentlige Familieskandale. Nogen Straf bør dog Obersten have for sin slemme Mistanke.

Folketheatrets flinke Skuespillere gjorde med Rette den hele Aften stormende Lykke. Direktør Dorph-Petersen var morsom som den jubilerende Krigsmand, der maa gennemgaa saa mange Sjælekvaler, og Fru Orlamundt tog kønt og sympathetisk paa Hustruen. Det smagte vel lidt for meget af Theater, at den gode Dame saa længe blev holdt udenfor det hele, skønt hele Huset var i Oprør. Men ellers var der jo ikke blevet noget af de mange Misforstaaelser og huslige Scener.

Hr. Poul Reumert og Fru Aggerholm var et tækkeligt Elskerpar, og Hr. Neiiendam og Frøken Olga Meyer gav ikke de dydsirede Moralister fra “For Alvor” noget efter. Endelig var Frøken Sigrid Andersen fortræffelig som en Strygejomfru eller Madam, der oggaa i sit ægteskabelige Liv var kommet til Erkendelse af den gamle Sandhed, at man skal yde andre den samme kønslige Frihed, som man attraar for sig selv.

Der blev let af et godt Hjerte i Aftes i Folketheatret, og en oprigtig Latter er altid et godt Tegn for et Skuespils Sceneheld. O.B.

Flere Gange hændte det, at man mindedes Fru Gads store Scenelykke – Et Sølvbryllup – fra Aar tilbage. For her var unægtelig baade i Persontegning og i Tendens Reminiscenser — højst sandsynligt ganske ubevidst for Forfatterinden — og her var fremdeles den slagfærdige, altid muntre, otte meget vittige Replik, de velbyggede Situationer og det udmærket skizzerede Milieu af en højere dansk Embedsmands Hjem. Indtagende og munter virker Komedien, hyggelig i al sin Fordringsløshed, glæde og more Folk gjorde den, saa at Fru Gad vist har god Udsigt til at kunne opfriske Mindet om „Et Sølvbryllup” i alle Henseender.

Spørger man om Komediens Ide, saa har Fru Gad jo rigtignok et stort Forbillede at se hen til. Men Holbergs gamle Corfitz med sin indgroede Tvivl, om han nu ogsaa virkelig er Fader til Barnet, er jo nok noget dybere i Perspektiven end den fine og hæderlige, men unægtelig noget enfoldige Oberst Falkenberg, der faar stærke Anfægtelser sin Paternitet anbelangendes, fordi en tidligere Husven og Beundrer af den smukke Oberstinde testatnenterer hans yngste Datter en halv MiIlion i rede Penge. Unægtelig gøres her flere Knuder paa Snoren, end Livet vilde, men ellers var der jo heller ikke blevet nogen Komedie ud af det; thi Ideen i sig selv er maaske en lidt mager Skank at koge en dramatisk Suppe paa — thi ret beset indeholder den jo langt flere psykologiske end dramatiske Momenter. Dramaet kræver en Udvikling udad, men Tvivlen udvikler sig indad.

Fru Gad havde imidlertid taget saa let og muntert paa Stoffet, at det virkeligt var lykkedes hende at skabe en lystig Familiekomedie. Man bliver i godt Humør i dette Selskab, fordi dets Skaberinde selv medbringer et saa sundt og fornøjet Syn paa Livet. Naar Dyden og Afholdenheden og al anden Livsens Etik bliver sig bevidst, og Selvgodheden og den forlorne Vigtighed fejrer sine Orgier saa er Fru Gad der med sin Satire, og saa er det ikke Smaating, der siges. Dette skal hun kun have Tak for, og hendes Komedie har maaske paa dette Punkt slet ikke saa lille en Mission overfor den offentlige Mening, der jo ikke mindst paavirkes gennem Teateropførelser — Hykleriet er hendes svorne Fjende — men naar dette er sagt, kunde man ogsaa nok vente, at Fru Gad i sin Figurtegning forsøgte at gaa ud over det schablonmæssige og ikke nøjedes med at gentage sig selv eller andre. Thi i det Misundelige Kærestepar, Adjunkt Nærum og Wilhelmine, hilste vi med Genkendelsens Glæde baade paa Klister og Malle, Grønbech og Henriette, ligesom Letsindighedens og Elskverdigheden forfløjne og indtagende Repræsentant var legitiln Ætling af Frants Hammer i “For Alvor”. I dette var unægtelig lidet nyt. Og paa dramatiske Overraskelser af nogen Art bød “Den mystiske Arv” vel i det hele ikke. Men til Gengæld blev her sagt usædvanlig mange kvikke og muntre Ting, der tog Publikum med Storm, baade fordi de var fikst fundne paa og blev fikst turnerede. Fru Gad er virkelig en meget vittig Dame.

Til Stykkets Sceneheld bidrog nu vel ogsaa en udmørket Iscenesættelse ved Hr. Johs. Nielsen, saa at det hele tog sig udmærket sikkert og afstemt ud. Hovedrollen, Obersten, der havde Direktør Dorph-Petersen udvalgt sig. Og kom der end adskillige Grev Cornish-Retminiscenser med i Aftenens Løb, gik Skikkelsen dog aldrig udenfor Stregen; der var en virkelig Fylde over Figuren, og navnlig Mandens Overraskelse og Fortvivlelse over at se sin Ære krænket, fik et diskret og smukt Udtryk. Medens Fru Orlamundt som Oberstinden væsentlig kun havde den Opgave at tage sig smuk ud, og der heller ikke var givet Fru Aggerholm som den lykkelige Arving lejlighed til at yde noget særligt, var det derirnod lykkedes Frk. Olga Meyer at skabe noget virkelig morsomt og originalt ud af en Reformkvinde med etiske Krav baade for og bag. Hendes Medspiller (Hr. Rob. Neiiendam) er en talentfuld, ung Skuespiller, men han skal vogte sig for at drive sine Skikkelser ud i Karikaturen; denne lurvede Adjunkt og prædikende Afholdsmand skal virke komisk paa os Tilskuere; han er latterlig nok i sig selv, her skal intet understreges. Men naar Fremstilleren lader ham et Øjeblik, han er ene med en Portvinsopdækning, forgribe sig paa et Glas – saa er dette jo rent galt, thi Manden er ingen bevidst Hykler, men tror paa sig selv. Endelig spiller Hr. Reumert med den Myndighed og Elegance, han i faa Aar har naaet, Ungdommens mandlige Repræsentant, og Folketeatrets uforlignelige komiske Karakterskuespillerinde, Frk. Sigriid Andersen, havde fortræffelige Steder som en kjøbenhavnsk Strygedame.
Alt i alt — en morsom og underholdende Aften. J.C.

Vor Teaterkorrespondent i København skriver i Aftes til os:
Folketeatret fik i Aftes en smuk Succes paa et Lystspil af Fru Emma Gad.Det er nogle Aar siden, man har faaet et Teaterstykke fra den populære Forfatterkvinde; men det viste sig, at hun har det samme gode Humør og det samme skarpe Blik paa Borgerskabets Skavanker som tidligere. Derimod har Forfatterinden taget sig Persontegningen og Handlingens Sammentømren noget let og har ikke været tilstrækkelig agtpaagivende overfor rene Farcemotiver, som sniger sig ind i Lystspillet.
Sladderen og Frygten for, hvad Folk vil sige, er Ledemotivet i Stykket. En gammel Ærekær Oberst er gift med en fhv. Skuespillerinde. De har to Døtre, og “Hvad vil vil-kvinde”, forlovet med en Magister, der ligesom hun har Passion for at holde Foredrag om Afhold, Kirkelighed, Folkelighed og Oplysning. Den anden er livlig og munter, men ikke anlagt for Arbejdets daglige Trummerum og derfor idelig under Fprmaning af Søster og Svoger.
Nu dør en gammel Grosserer og tgestamenterer den yngste Datter en halv Million, der modtages med Jubel af hende, fordi hun nu kan gifte sig med sin Hjertenskær, der er livglad og uden Lyst til det daglige Slid, som den unge Arving selv.
Misundelsen og snusfornuftig Fantasi faar Magisteren og hans Kæreste til at kombinere en historie om, at den lille Arving i Virkeligheden er Grossererens og Oberstindens Datter. De faar Obersten til at tro det, og for at redde Æren maa Arven ikke modtages, hun maa fraskrive sig den. Oberstinden kan heldigvis bevise, at det hele er pure Fantasi, og alt ender i Fryd og Gammen for de unge og som et frygteligt Nederlag for det misundelige Par.
Fru Gad har givet en god Mening til de to “skinhellige” Dydsprædikanter, og Publikum lo og klappede begejstret ad de muntre Repliker, der tourneredes kvikt af det unge Par, Poul Reumert og Fru Aggerholm, assisteret af en fortræffelig tegnet Strygerske, spillet af Frk. Signe Andersen. Direktør Dorph Petersen og Fru Orlamundt spillede stilfuldt Oberstparret. Slutningen med en Skaal i Champagne for den afdøde spendable Grosserer var dog helt farceagtig og burde udelades.
Iøvrigt var Bifaldet efter Stykkets Slutning velfortjent; thi man have moret sig udmærket; derimod er det nærmest latterligt med den traditionelle Fremkalden af Forfatteren. Fru Gad maatte imidlertid frem på Scenen flere Gange, før det glade Premierepublikum var tilfreds.

Efter et Par Aars Tavshed har Fru Emma Gad atter ladet høre fra sig. Hun var dog i sin Tid en flittig Dramatiker. Naar hun nu tav længe, kunde man maaske tro, at hun Vilde lægge betydelig mere Alvor for Dagen, end hendes tidligere Lystspil røbede. Men Den mystiske ske Arv var ganske i samme Stil og Aand som »Et Sølvbryllup«, »Rørt Vande« osv. Stykket er kvikt og nemt formet, Figurerne staar klart, og Handlingen løber let. Men Figurerne er næppe helt virkehghedstro, og Handlingen holdes ofte i Gang ved forbløffende Midler. At Logiken Ikke er overbevisende, kan man bære over med hos en Dame, men at Situationen og Repliken tit strejfer det Platte uden at blive meget vittig, er kjedeligt.

Oberst Falken hertz, der netop er Bleven udmærket med Kommandør korset af tørsle Grad, overraskes samtidig med den Efterretning, at hans yngste Datter, Bertha, har arvet en halv Million efter en tidligere Ven af Huset, Grosserer Hummelgaard, son lige er bleven begravet. For Bertha kommer denne Meddelelse som en jublende Lykke, fordi hun lige har give Afkald paa sin gode Kammerat, Joakim Pragh, der er fattig som en Kirkerotle og derfor ikke kan forlove sig med hende. Naar Tæppel falder for første Akt, er Situationen da den, at de lykkelige Forældre giver de to Unge deres Velsignelse, medens Husels anden Datter, den nærsynede, sippede og misundelige Vilhelmine og hendea do. Kjæreete, Adjunkt Nærum, er ved al sprænges af Ærgrelse.

Men allerede i anden Akt er Herligheden forbi. Med en Frimodighed, der virker overraskende, gjør Vilhelmine og Nærum Obersten opmærksom paa, al der maa stikke noget under Hummelgaards ensidige Hengivenhed for Bertha. Denne kan kun forklares ud fra den Forudsætning, at Hummelgaard i sin Tid har formaaet at bedaare Oberstinden lidt mere end tilladeligt, og at Bertha er hang Datter.

Uden at blinke lader Fru Gad Obersten afhandle dette pinlige Spørgsmaal med de to unge Piger. Rent bortset fra, al det vel vilde være utænkeligt, at en Datter skulde kunne rette slige Beskyldninger mod sin Moder, maa vel Utroskab af en saa graverende Art skabe en tragisk Konflikt. Men Obersten, Officeren, for hvem Æren og Galanteriet er Alt, falder hverken i Raseri eller Fortvivlelse. Han kommer kun lidt »ud af Ballancen«. Han taler ikke til sin Hustru om Sagen, men tilskyndet af de Forlovede fordrer han af Bertha, at hun skal give Afkald paa Arven, da en Skilsmisse ellers vil blive uundgaaeiig. Bertha bøjer sig ti1sidst, men har dog den Trøst, at hendes Kjæreete, der glædede sig ligesaa henrykt som hun over Pengene, trods Skuffelsen har Lyst og Raad til et kjøbe Roser til hende som Tegn paa, at han nok vil have hende uden den halve Million.

I sidste Akt erfarer endelig Oberstinden, at Bertha har maattet give Afkald paa den mystiske Arv, og hvorfor det er sket. Først læser hun sin Mand Texten, der beviser hun overmaade tydeligt, at hans Bekyidning for Utroskab maa være grebet ud af Luften, og dernæst væbner hun sig med en Kulde, der aabeabart skal vare evig. Men Allt ender i Fryd og Gammen alligevel. Det er ikke alene de to Unge, der nu kunne glænde gig ved Udsigt til Bryllup og Udenlandsrejse. Forældrene finde det ikke Umagen værd at mindes den lille Misforstaaeise. Selv det perfide Pars Stilling synes ikke synderlig rokket. Familiens ind byrdes Forhold er kort sagt som da Stykket begyndte.
Noget synderlig virkeligt Indtryk gjør det Hele ikke, og naar men synes, at man kjender en eller anden af Figurerne, er det vist udelukkende fordi Fru Gad har en ejendommeligt udviklet Evne til af huske pudsige eller akavede Vendinger, som hun har børt ude omkring, og til at faa dem anbragt pea nogenlunde rette Sted. Et helt Arsenal af saadanne Vendinger har hun denne Gang anbragt hos Fru Klemmensen, der stryger Manchetlinned hos Oberstens og havde salig Hummelgaard til Kunde. Hun siger »gaaendes« og »staaendes«, »me’esløs« og »nyderlig« osv., tyranniserer sit Herskab, græder, naar der passerer noget Glædeligt, klæder sig i Sorg, naar hendes bedste Kunder døer, men har ikke Noget som helst med Slykkel at gjøre. Fru Gad prøver nok paa at benytte hendes nemme og fordomsfri Moral som Baggrund for Oberstens ethiske Begreber, men det kan egentlig ikke siges at være lykkede..

Selvfølgelig kan Folketheatret spille »Den mystiske Arve« med Glans. Det er udelukkende Forfatterindens Skyld, naar Tilskuerne ikke altid veed, om de skal tage, hvad der bliver ssgt, alvorligt eller opfatte det ironisk. Hr. Dorph-Petersen, der spiller Obersten, fører sig fuldkommen militærisk, og Fru Orlamundt er netop saa smuk og rolig som Oberstinden, den tidligere, stærkt ombejlede Skuespillerinde og nuværende ulastelige Verdensdame, skal være. Og naturligere og friskere Tale, Spil og Ydre end man møder hos den henrivende Fru Aggerholm og hos Hr. Reumert, der var det unge glade Par, skal man lede længe efter. Som Fru Klemmensen fastslog Frk. Sigrid Andersen endnu en Gang, at hun er en komisk Kraft af allerførste Rang.

Efter Forestillingen blev Fru Gad fremkaldt. Det er underligt, at Fruen, der har saa megen komisk Sans, ikke kan tænke sig, et det er lige saa meget for at more sig selv som for at hædre Stykkets Forfatter, naar Publikum ikke vil gaa hjem, før Vedkommende bukkende eller nejende har sluttet sig sit Stykkes pudsige Figurer. Th. F.

FRU EMMA GAD har paa Folketeatret faaet opført et nyt Stykke, “En mystisk Arv”, og som saa ofte før har hun vidst at behage sit Publikum. Der blev leet længe og højlydt under Førsteforestillingen, og baade Skuespillerne og Forfatterinden kaldtes frem.

Det er ikke vanskeligt at se, hvad det er, der har vundet Forfatterinden saa stor en Yndest. Hun er et klart Hoved, en vittig Spotter af den menneskelige Daarskab, født med de lykkelige Anlæg, der let og behændigt former morsomme sceniske Optrin, dertil et varmt og bevæget Menneske med en sund Sans og den allerbedste Villie. Og til disse personlige Egenskaber maa føjes hendes Stilling som en af Selskabslivets Spidser og hendes utrættelige Virksomhed i mange fortræffelige Formaals Tjeneste. En saa kendt, saa alsidig og saa højtstaaende Dame vil altid være sikker paa at vække Opmærksomhed, dobbelt naar hun ejer baade Vid og Lune.
Men i Virkeligheden er nogle af de Egenskaber, der tjener hendes Held paa Scenen, ogsaa dem, der forringer hendes Arbejde og hindrer hende i at skabe den Kunst, der lever. Kunst er nu én Gang ikke noget, der lader sig frembringe i de Fristunder, anden Syssel af den forskelligste Art levner. Den vil have sin Skaber helt og udelt, fordringsfuld, som den er.

Fru Emma Gad ved det sikkert selv. Hun, som har – eller har haft Evner og Lyst til alvorligere Arbejde og stærkere Fordybelse – hvad hun jo bl. a. viste, da hun i sin Tid skrev “Et Forspil” – kan næppe i Længden føle sig tilfredsstillet med dette, som i Virkeligheden kun er en Spøg og en munter Leg.

Hvad andet er “En mystisk Arv”!
Skuespillet akkurat berører et alvorligt Spørgsmaal – Oberst Falkenherz’ Paternitet til den unge Pige, der pludselig efter en Husvens Død arver en stor Formue – men det sker saa løseligt, at ingen et Øjeblik er i Tvivl om, at Sagen absolut intet har paa sig. Det bliver ikke til nogen dramatisk Kamp, kun en Skinfægtning, hvis Udgang forud er givet, og som derfor har vanskeligt ved at interessere. End ikke den Smule Alvor i Spøgen, som det kunde have været, om den smukke Oberstinde i al Ærbarhed, gudbevares! – havde haft lidt varmere Følelser for Husvennen, end hun ønskede at fortælle sin Hr. Gemal, under Forfatterinden os. Ja, saa let tager hun Tingene, at hun lige knap nok lader Oberstinden blive krænket over den under de givne Forhold jo dog ret graverende Beskyldning.

Men den Slags Betragtninger henfaldt Folketeatrets Publikum ikke til. Det morede sig udenSkrupler over Fru Gads mange’ pudsige Bemærkninger og applauderede hende ivrigt, naar hun talte frit fra Leveren og sagde den fladbrystede Misundelse og sure Mistænksomhed sin Hjærtens Mening. Og det glædede sig ikke mindre over den jævnt dygtige, men paa ingen Maade straalende Udførelse, Teatrets lystspilvante Stab gav Stykket. HELMER LIND

“Den mystiske Arv”
Vi kan jo egentlig ikke sige, at vi her i Horsens er forvænte med Nyheder paa Teatrets Omraade. Vi maa jo gærne nøjes med de Smuler, der falder fra den riges Bord. Saa meget mere paaskønnelsesværdigt er det da, naar Direktørerne Helsengreen og Kornhed mu byder os på lidt rigelig til Gengæld.
Forleden fik vi det udmærkede “Niels Nielsen”, og paa Onsdag bydes der paa den anden Nyhed: Fru Emma Gads “Den mystiske Arv”.
Fru Gad har et udmærket Navn som Forfatterinde. Man gaar aldrig forgæves, naar man ser hendes Navn paa Plakaten; man er altid sikker paa at faa sig en sund Latter. Og den mystiske arv er det morsomste Lystspil hun endnu har skrevet.
Stykket indeholder megen munter Uskyldighed, mengen godt opfunden Situationskomik, og mange vittigt tegnede Scener. Let og Lys og uden al Graad er det Humør, hvormed Fru Gad udstyrer sine Skikkelser, der gaar som et godmodig og hjerteligt Smil gennem alle Replikkerne.
Når saa hertil kommer, at Stykket er iscenesat af Direktør Helsengreen, og at Selskabets bedste Kræfter medvirker, saa vil alle vore teaterinteresserede Læsere være enige med os i, at der er nogen Grund til at vente sig ikke saa lidt af Onsdagens Premiere.

Saa naaede Theatret da endelig at give os et Stykke af den ingenlunde fatttige Skuespildigtning, som hører vor egen Tid til, en moderne Lystspil Nyhed, som vi havde Krav paa at se og Alle foretrække for det
Repartoire af gamle forlænget udspilleda Sager, Theatrel med en forunderlig Stædighed ellers fastholder.

Det Valg, men havde gjort i Nyhedernes Bunke er i alle Henseender fornuftigt og forsvarlig!. Fru Gads “Den myatiake Arv” Folketheatrets seneste Succes, er vel ingenlunde et lydefrit Lystspil. Men Forfatterinden hører dog ubestridt til vore betydelige Lystspil-Digtere, hvem det altid er en Fornøjelse at følge, naar hun fører os ind i det kjøbenhavnske Bourgeoisi, hvis fortræffelige Skildrer hun er.

Hun naaer i ingen Henseende G. Esmenn i Satirens Kraft og Sandhed. Hun er navnlig ikke som han kunde være det, paa noget Punkt spodsk og bidsk; og der ligger ingen hjærtegreben Harme bag ved. Der loddes ikke dybt, der kæmpes hverken ved Spotten eller Alvorens Vaaben for noget stort Formaal. Men til Gjengæld er hendes Elskværdighed saa bestikkende. Fru Gad hører selv til det Bourgeoisi, hun skildrer; hendes Sympathier er ved hendes personlige og sociale Forhold bundet til det. Dog er hun ikke fanget eller hildet af det. Saa usnerpet og fordomsfri hun er. Hun turnerer gjærne en lille Uartighed, men med den elegenteste Overlegenhed og Finhed, saa at selv den mest Dydsirede maa le med. Hun gjennemskuer Hykleri, Bornerthed, Snobberi og revser det, hvor hun træffer det; men det sker med en frisk godmodigt drillende Latter, som selv de Ramte maa istemme. Man er i godt, dannet og belevent Selskab, hvor Tonen er let, vittigmondæn, og hvor ethvert alvorligt Angreb tilbageholdes, som det tilbageholdes i et Selskab.

Dette er ogsaa Tilfældet med ‘Den mystiske Arv’. Det i et Ægteskab højst alvorlige Spørgsmaal om, hvem der er Barnets Fader, er her behandlet fra sin komiske Side og vækker ingen tragisk Konflikt. Det er kun Storm i et Glaa Vand, saa meget mere som Hustruen, i en Scene, hvis utilslørede Oprigtighed virker noget forbløffende — næsten fingertællende kan bevise, et Barnet er ægte nok.

Men Handlingen danner ogsaa kun Rammen for Personskildringen. Og den er vittig og morsom gjort, hvor godt kjendte Skikkelserne end er fra alle Fruens andre Lystspil, og hvor udvendig den end er. Figurerne or traditionelt, næsten skematisk opfattede. som i den gamle Komedies “staaende Masker”, hvor Karakteren udtømmes i en enkelt Bestemmelse. Men hvad en saadan Karakterakildring taber i sand Virkelighed, vinder den i scenisk Klarhed. Og den yder Skuespillerne taknemlige og lette Opgaver.

Og lad det strax blive sagt, at der blev spillet god Komedie i Gaar Aftes. Ingen ikke blot ødelagde Noget, men Alle ydede noget Morsomt og Godt. Hr. Bechs Oberst var vel støbt i den mest traditionelle Theaterobersttype, men morede som saadan. Han forsøgte et give Diktionen en let Anstrøg af slesvigsk Accent, som klædte Figuren; men desværre formaeede han ikke at gjennemføre den; og til det buldrende Uvejr slaar hans Stemme nu ikke til. Med stor Glæde gjensaa man Frøken Roelsgaard paa Scenen. Wilhelmines nærsynede, spidse Handskemoral fandt hun undertiden de pudsigste Udtryk og de lykkeligste Betoninger for; og hendes Spil var nøje samstemt med Hr. Feddersens total afholdende, koturne etiske Adjunkt. Det virker velgjørende at se denne Skuespiller i Lystspillet. Karakterroller, som ligger langt bedre for ham end det deklamatorisk lyriske Spil, han ellers anvendes i. Hr. Lund kunde være sarkastisk nok, men var langt fra friskfyragtig nok. Han gjorde Rollen betydelig ældre, end den vist er tænkt. Fru Hindborgs Bertha, i hvis lykkelige Ungpigehænder den mystiske Arv uventet falder, sprudlede derimod af ungdommeligt Humør og Skælmeri. Frk Bjerre-Jensen tog som Oberstinden noget for tungt pea Opgaven. Der er en Intelligens Overlegenhed i hendes Replik, som ikke altid er paa sin Plads, men tillægger en fin Dybsindighed over ganske almindelige Ord, som slet ikke er tilsigtet. At Fru Jacobsen gjorde stormende Lykke som Fru Klemmensen, er selvsagt.

Saa godt der i det store og Hele blev spillet i Aftes viser det Theatret Vejen i dets Repertoirevalg: Det er det moderne danske Lystspil, der er dets Skuespilleres bedste Evne. Sven