Den Mystiske Arv 3. akt

Oberstens Spisestue samme Dags Aften. Egetræs Møblement. Tæppe midt paa Gulvet. Over Bordet en tændt elektrisk Krone. Hist og her Kobbertøj paa Væggene. Til venstre et Vindue omgivet af mange Potteplanter, et Par Kurvestole og et lille Bord. Til højre et Klaver. Paa Siderne Døre. I Baggrunden Udgang til Entreen.
Paa Stolene ligger Aftenkaabe, Kniplingstørklæde, Vifte o. I., som røber, at Fruens Paaklædning foregaar i et Sideværelse. Der er dækket Thebord. Bertha, Vilhelmine og Nærum sidder ved Bordet. Oppasseren kommer ind fra Baggrunden med en Kande varmt Vand i hver Haand og gaar ud til venstre med et „Velbekomme”.

PERSONERNE:

OBERST FALKENHERTZ	FRUEN
VILHELMINE – datter	BERTHA – datter
ADJUNKT NÆRUM	TOLDASSISTENT JOACHIM PRAG
HØJESTERETSSAGFØRER NYSTED	STRYGERSKE FRU KLEMMENSEN
LØJTNANT BISSEN	TANTE BINE
OPPASSER	EN STUEPIGE

INTRO ■ 1. AKT ■ 2. AKT ■ 3. AKT ■ ANMELDELSER

3. AKT 1. Scene	Bertha. Vilhelmine. Nærum. Oppasseren. Senere Prag. Tilsidst Fru Klemmensen.
NÆRUM	De er virkelig fortrinlige disse Blomkaalskoteletter.
VILHELMINE	Har Du prøvet Salaten?
NÆRUM	Den kommer senere.
VILHELMINE	Spis nu lidt, Bertha.
BERTHA	Nej tak, jeg kan ikke.
NÆRUM	Da maa Du virkelig forsyne Dig, Ville. Det kan godt trække ud der henne ved Diskussionsmødet.
VILHELMINE	Hvornaar skal vi afsted?
NÆRUM	(ser paa Uret). Først om en god halv Time.
VILHELMINE	Du tager da Del i Diskussionen, Marius?
NÆRUM	Jeg ved ikke. Der er saa meget, som har adspredt mine Tanker i Dag.
VILHELMINE	Du maa! Du taler saa opildnende.
OPPASSER	(kommer ind fra venstre og gaar over mod højre). Velbekomme!
VILHELMINE	Herregud, Søren, hvorfor render De i eet Væk igennem Stuen?
OPPASSER	Jeg har været inde med varmt Vand til Oberstens Hænder at vaske sig i.
NÆRUM	Gaa Saa igen.
OPPASSER	Oberstinden skal ogsaa have.
NÆRUM	(spydig). Efter den levende Del De tager i Oberstindens Paaklædning, skulde man tro, De stod ved et Korps af Amazoner.
OPPASSER	Ja, jeg er Hestepasser. (Han banker paa tilhøjre, afleverer Kanden og gaar med et nyt Velbekomme ud igen i Baggrunden.)
VILHELMINE	Sid nu ikke der saa modfalden, Bertha. Nu skal jeg sige Dig noget, Du gaar med os hen paa Diskussionsmødet. Det vil adsprede Dig.
BERTHA	Nej tak.
VILHELMINE	Herregud, hvad er der sket, naar alt kommer til alt. Du har mistet nogle Penge, som Du endnu ikke havde faaet og altsaa ikke smagt Sødmen af.
NÆRUM	Lille Vilhelmine, den megen Talen om Penge virker lidt usmagelig. De kan have deres Værd, men det er noget, man underforstaar.
VILHELMINE	Alting er jo i Dag for Dig, som det var i Gaar, kære Bertha. Din korte Rigdomsperiode har tilmed bragt Dig en Forlovelse med den Mand der er efter dit Hovede. Han er ikke efter mit.
NÆRUM	(med et lille Kærtegn). Gud være lovet – nej.
VILHELMINE	Forudsat at han ikke gør Alvor af det og forsvinder sammen med Pengene.
BERTHA	(tørrer Øjnene . Aa, det er jo det – han kommer ikke igen. Han gik jo i den forfærdeligste Vrede. Han var virkelig saa styg.
NÆRUM	Det skal jeg villig indrømme.
BERTHA	Hvor kunde jeg ogsaa gøre det uden at tale med ham først. For det er jo ikke alene Pengene, men det var ogsaa det, at han syntes, jeg bar mig saa forfærdelig dumt ad ved at give dem fra mig. Det tilgiver han mig aldrig. Dumhed er det eneste, han ikke tilgiver. Det siger han.
VILHELMINE	En uegennyttig og højsindet Tankegang maa forekomme ham dum. Det er klart.
BERTHA	Men jeg fortryder det selv. Jeg har en Fornemmelse, som om jeg havde plukket en dejlig sød Frugt, og den var bleven slaaet af Hænderne paa mig af Andre.
NÆRUM	Er det din Jochum. Ja, det er en sød Frugt.
BERTHA	(med pludselig Energi). I maa ikke sige noget om Jochum. Jeg taaler det ikke.
NÆRUM	Gudbevares.
VILHELMINE	Vi tillader os blot at mene, at hvis Hr. Joachim Prag behager at svigte Dig, fordi Du ikke mere er det gode Parti, saa er det da en Lykke, at han blev afsløret i Tide.
NÆRUM	Der har Vilhelmine Ret. Saa er han ikke Dig værdig, ikke os værdig.
BERTHA	Det kan jo være ligegyldigt, om han er jer værdig, for det var jo mig, der skulde have ham, og jeg forlanger nu ikke bedre. For mig laa Livet lyst sammen med ham – musikfyldt og farverigt, hvad enten det var i Velstand eller i usikre Kaar, og har jeg mistet ham, ja, saa vilde jeg ligesaa gærne flyttes til Grønland med det samme.
VILHELMINE	Der kan vel ogsaa være lyse Opgaver i Grønland.
BERTHA	I har altid været ækle imod ham, men jeg vil ikke høre paa, at I hakker paa ham. Om aldrig jeg skal se ham mere – hos mig er han fredlyst.
NÆRUM	Gudbevares.
	Trykket Pavse.
NÆRUM	Ræk mig Salaten, Vilhelmine.
	Prag kommer ind fra Baggrunden med en stor Buket Roser.
BERTHA	(betaget). Der er han!
De andre	Der er han.
PRAG	Godaften.
De andre	Godaften.
PRAG	(vil overrække Bertha Buketten). Maa jeg overrække disse Roser som et Udtryk for min overstrømmende Lykke.
BERTHA	(tager dem ikke). Den synes jeg ellers ikke, De har skønnet saa meget paa. Idetmindste ikke nok til at fortjene Roser.
BERTHA	Tag Du bare Roserne, min Pige, man ved, hvad man har.
BERTHA	(tier).
PRAG	Kære Bertha, jeg var maaske i min Vrede lidt stærk i mine Udtryk, da jeg forlod Dig –
BERTHA	Virkelig! Jeg maa sige, at jeg finder det noget af det dristigste, jeg har været ude for, at De vover at vise Dem for mine Øjne efter den Maade, hvorpaa De gik Deres Vej i Dag.
PRAG	Hør nu –
BERTHA	Jeg ved ikke, om De selv synes, at De stillede Dem ved min Side som Beskytter og Ven. I saa Fald har jeg en anden Opfattelse, hvad Ridderlighed angaar. Behold Deres Roser, Hr. Prag. De undskylder mig maaske.
	Hun hilser ceremonielt og gaar ud til højre. Prag sætter rolig sine Roser i Vand paa Skænkebordet.
NÆRUM	Den gik nok ikke, lille Joachim.
PRAG	Den gaar maaske endda, lille Marius.
VILHELMINE	Jeg maa forresten tilstaa, Hr. Prag, at efter den Scene i Formiddag havde vi ikke ventet at se Dem her i Huset allerede i Dag.
PRAG	De hører jo selv, at Bertha ønsker, at jeg skal staa ved hendes Side som Beskytter og Ven.
	Fru Klemmensen kommer ind fra Baggrunden. Hun har afført sig sit Arbejdsforklæde.
FRU KLEMMENSEN	Jeg vilde gærne spørge, om Oberstinden er færdig med sit Toilette?
VILHELMINE	Endnu ikke.
NÆRUM	Det tager jo Tid at blive saa fin.
FRU KLEMMENSEN	Ja, for den gamle Frøken er inde i Dagligstuen for at se Oberstinden. Hun har faaet Lov, siger hun.
VILHELMINE	(lidt misfornøjet). Aa, Tante Bine! Ja, saa maa vi jo ind til hende.
NÆRUM	Naa hvad – behøves det?
FRU KLEMMENSEN	Der er sat dette — hvad er det, det hedder — monskvat og Sandkage ind til hende for at live hende op.
NÆRUM	Naa, lad os saa blot gaa derind. Jeg sætter i Grunden Pris paa Sandkage.
	De gaar ud til venstre.

3. AKT 2. Scene	Prag. Fru Klemmensen.
PRAG	Fru Klemmensen – pst hør lidt, De er en fornuftig Dame. Maa jeg overrække Dem disse Roser.
FRU KLEMMENSEN	Nej dog, skal jeg have dem? Tusind Tak.
PRAG	Nej Gu skal De ikke nej.
FRU KLEMMENSEN	Aa, jeg beder.
PRAG	Hør nu, ude i Entreen ligger nogle Pakker med gode Sager, Konfekt, Druer, Champagne. Naar Jubelparret er taget til Fest og Afholdsparret til Nøjsomhedsmøde, saa holder vi tre Unge ogsaa Fest — ja, De er den tredje.
FRU KLEMMENSEN	(oplivet ved Tanken). Aa, hvor elskværdigt. Er De virkelig forlovet med Frøken Bertha?
PRAG	Det ved jeg skam ikke.
FRU KLEMMENSEN	Ikke! Naa ja, jeg havde det forresten ligedan med Klemmensen, for i Grunden var jeg forlovet med Gørtler Pamperins ældste Søn.
PRAG	Det er ikke saa let at vide. Det kan godt være, jeg er det. Jeg var det i al Fald i Formiddags.
FRU KLEMMENSEN	Har hun slaaet op i Mellemtiden?
PRAG	Nej, det har jeg.
FRU KLEMMENSEN	Vil De da slaa i igen i Aften?
PRAG	Det vil vise sig. Hjælp mig nu pænt, og se at faa hende herind.
FRU KLEMMENSEN	Gud, saa gærne. Hun er der inde. Det er saa yndigt at hjælpe de Unge. Kærlighed, det har nu altid været min Svaghed.
PRAG	Ja, det har jeg hørt.
	Hun gaar ud til venstre og kommer straks efter tilbage, mens Prag staar og lytter.
FRU KLEMMENSEN	Hun vil ikke. Men giv det bare ikke op. Det var det, jeg sagde til mig selv, da Jensen, min første Kæreste, han stak af til Sydamerika med en Anden. Never gi’ op!
	Hun gaar med et opmuntrende Nik ud i Baggrunden.
PRAG	(ser til Døren til venstre). Naa, saa hun vil ikke. Gu’ vil hun saa.
	Han sætter sig til Klaveret og spiller Chopins Sørgemarsch. Bertha kigger ind, kommer nærmere, rømmer sig for at røbe sin Nærværelse, men han spiller rolig videre og drejer sig saa paa Taburetten.

3. AKT 3. Scene	Prag. Bertha. Senere Nysted.
PRAG	(bliver siddende med alle Tegn paa dyb Fortvivlelse). Er det Dem, Frøken, jeg hørte Dem ikke. Tilgiv, at jeg forsøgte at kalde paa Dem med det Sprog, der ikke tales forgæves til Dem. Jeg maatte – maatte se Dem endnu engang, tale et sidste Ord til Dem, før jeg sletter mig ud af Deres Liv for bestandig.
BERTHA	(med et lille Sæt). For bestandig –
PRAG	(skotter til hende). De viste mig før fra Dem med Ord, der var saa kolde og haarde, at de ikke lod nogen Tvivl tilbage i min Sjæl. De elsker mig altsaa ikke, Bertha.
BERTHA	Det gør jeg vel altsaa ikke.
PRAG	(læner sig til Klaveret og anlægger Pathos). Og De har aldrig elsket mig.
	Bertha staar og drejer paa sit Lommetørklæde.
PRAG	Ellers kunde De ikke gøre det, De gør i denne Stund. De har et stort Ansvar, gid det maa blive lettere at bære for Dem, end Smerten er det for mig. Og naar vi nu skilles her for evig, vil jeg som Afskedsgave give Dem et Raad. Naar De engang træffer en anden Mand, hvem det bliver Deres Skæbne at elske —
BERTHA	Det gør jeg aldrig.
PRAG	(fortsætter). Saa leg ikke koldt og letsindigt med hans Hjerte, som De har gjort med mit. Byrden af min Sorg den er overvældende, men det skal De vide, at jeg „vil” ikke knuses under den. Jeg vil vise Dem, at en Mand, selv i Nederlaget kan føle sin Kraft og sit Værd. Vid, at det er Livets Lyst ogsaa da, naar det føles som en sviende Smerte. Og dermed levvel. (Gaar henimod Døren.)
BERTHA	(gaar nogle Skridt efter). Jochum
	Nysted kommer ind fra Baggrunden. Prag er synlig lettet ved at blive standset.
NYSTED	(Nysted kommer ind fra Baggrunden. Prag er synlig lettet ved at blive standset.) Undskyld, jeg forstyrrer vist.
PRAG	(aflægger Højtideligheden). Ikke Spor. Jeg er i Færd med at anbefale mig.
BERTHA	Aa, Nysted, De kan ikke tænke Dem noget saa afskyeligt som det Menneske der. Han gaar sin Vej, nu hvor jeg er bleven fattig igen, og saa giver han mig Skylden og siger med store Fraser, at jeg er hjerteløs og kold.
PRAG	Det er hun. Jeg er fortvivlet.
NYSTED	Godt, kære Bertha, saa lad ham blot gaa.
BERTHA	Ja, men — ja –
NYSTED	Medmindre De ønsker, jeg skal overtale ham til at blive. For hvis De holder af ham, saa tilgiver jeg ham alle hans Mangler, og der er mange.
BERTHA	Det er vist.
NYSTED	Men det formilder jo noget, at han ikke gør sig bedre end han er.
PRAG	Det er ganske unødvendigt, for jeg er fortræffelig. Pendant til Nærum — paa den anden Piedestal. Men hvordan bliver jeg værdsat. Ja, Frøken Bertha, ingen anden Tanke har opfyldt mig i Dag end at varetage Deres Interesser. Timer har jeg tilbragt med pr. Telefon, Droske, Bybud, ja endda personlige Ben at opspore denne vor Skrankes Pryd (peger paa Nysted). Her er han, forhaabentlig i Tide, og saaledes bliver jeg nu takket.
NYSTED	Jeg vil dog ikke skjule, at jeg saa vor opofrende.
	Jochum siddende i Ro og Mag udenfor Bristol nydende en lille Genstand i en Kreds af lidt obskure Journalister.
BERTHA	Journalister! I har da ikke sat det i Aviserne?
PRAG	Nej, ingenlunde.
BERTHA	Heller ikke fortalt det?
PRAG	Ingenlunde. Bladnyheder behøver man ikke at fortælle. De siver ind i Spalterne af sig selv.
NYSTED	(med en lille Haandbevægelse). Maa jeg yde Dem min Anerkendelse.
PRAG	Den er ufortjent.
BERTHA	Fader vilde jo blive ude af sig selv.
NYSTED	Ja, Avis-Offentlighed er jo ikke noget han ynder.
BERTHA	Den ligger jo ikke for hans Alder og Stand. De maa huske, han er Søn af en General, og han igen af en Major og han af en Kaptajn i Flaaden, der sprang i Luften med en Bombe og kom levende ned igen.
PRAG	Saa kunde han i Grunden have sparet sig Ulejligheden.
BERTHA	Og det vil jeg sige jer – nok er jeg fortvivlet over at miste de mange Penge igen.
PRAG	Dog!
BERTHA	Men jeg vil ikke købe dem med Faders og Moders Lykke. Jeg vil kun tage imod dem og kun have Glæde af dem, hvis han selv fritager mig fra mit Løfte og af fuldt Hjerte siger: Tag dem Børn og bliv lykkelige.
PRAG	Men det siger han aldrig – af Hensyn til ham med Bomben.
NYSTED	Vi faar at se. Gaa ind og hent ham, Bertha.
	Bertha gaar ud tilvenstre.
NYSTED	Efter det Kioskbrev De sendte mig, er jeg egentlig lidt forbavset over at finde Dem her.
PRAG	Det er virkelig nødvendigt. Jeg har anvendt hele Eftermiddagen paa at forberede Slaget. Nu maa jeg skam se Resultatet.
NYSTED	Men tror De, det bliver rigtig hyggeligt, naar De nu træffer Obersten?
PRAG	Saa siger jeg, at – der er han.
	Obersten kommer ind fra venstre, iført en lang kulørt Hjemmefrakke. Derunder Galabenklæder og Sporer.

3. AKT 4. Scene	Obersten. Nysted. Prag. Senere Løjtnant Bissen.
OBERSTEN	Godaften, kære Nysted! (rynker Brynene) Hvorledes, Hr. Prag, har jeg den Ære at se Dem igen?
PRAG	Hr. Nysted har indtrængende ønsket min Nærværelse.
OBERSTEN	Det er en anden Sag. Jeg beder undskylde, at jeg presenterer mig i denne Dragt – jeg var midt i min Omklædning. De ønsker at tale med mig?
NYSTED	Kun et Øjeblik.
OBERSTEN	Jeg er unegtelig lidt optaget. Mit Kommandørkors er først lige nu kommet fra Ordenskapitlet. Det hele maa gøres om, jeg siger Dem — det hele.
NYSTED	Sagen er –
OBERSTEN	Sæt Dem dog — sæt Dem.
NYSTED	Jeg er yderst skamfuld over, at en ligesaa utilgivelig som uventet Indiskretion i mit Kontorpersonale har bragt frem i Dag, hvad først burde foreligge i Morgen. Jeg opdagede det ved til min Forundring at modtage et Brev fra Frøken Bertha.
OBERSTEN	Rigtigt.
NYSTED	Et Brev, hvori hun fraskriver sig den hende tilfaldende Arv efter Grosserer Hummelgaard i ret klodsede Vendinger. Aabenbart dikteret.
OBERSTEN	Ja, af mig.
NYSTED	Aa, undskyld, Tør man spørge — hvorfor?
OBERSTEN	Hvorfor? Er Verden bleven saa ussel og saa lav, at den spørger, hvorfor man gør sit yderste for at værne om en Dames Rygte?
PRAG	Ja, naar det er mindre heldigt.
OBERSTEN	Der er et andet Hvorfor, bedste Nysted, som vel kun De har Nøglen til. Ja, hvorfor har Hummelgaard testamenteret Bertha disse Penge — hende alene?
NYSTED	Den Nøgle gik i Baglaas, da han døde.
OBERSTEN	(knytter Haanden). Havde jeg ham her, denne – denne –
NYSTED	Arvelader!
OBERSTEN	Jeg kan ikke drage ham til Ansvar.
NYSTED	Han kommer ialfald ikke.
OBERSTEN	Det ligner ham ganske. Jeg mener — som han var i Livet.
PRAG	Det er vel Dem, udmærkede Nysted, som vi kan takke for denne Velstand?
OBERSTEN	Sikkert ikke. En Ven af vort Hus vilde ikke have paaført os denne Forsmædelse.
	Nysted undersøger sin Blyant med et lille Smil.
PRAG	Jeg har nemlig hørt, at den juridiske Raadgiver ofte har stor Indflydelse paa Testamenterne.
NYSTED	Det er undertiden Tilfældet.
PRAG	Ham faar Obersten ingenting ud af. Men vi Andre har jo Lov at stave og lægge sammen. Altsaa, den store Afdøde ønskede at vise sit Sindelag mod Oberstinden, hvem han havde elsket og beundret med en Udholdenhed, der aldrig fik sin Løn.
	Obersten giver uvilkaarlig et lille Sæt.
NYSTED	Saa foreholdt denne hans vise Raadgiver ham, at Oberstens Æresfølelse aldrig vilde tillade ham at nyde godt af disse Penge.
Alle tre	(med Eftertryk). Selvfølgelig.
PRAG	Hvorpaa Nysted fik Hummelgaard overtalt til at lade Pengene gaa over paa os elskelige Bertha, hans Yndling. Ja, bedste Oberst, det er formodentlig alt, hvad Deres Ven Nysted har kunnet udvirke, at Deres Kone ikke fik Pengene.
OBERSTEN	(trykker Nysteds Haand). Det var dog noget.
PRAG	(trykker videre). Det var meget, siden det blev Bertha. Tak.
NYSTED	(tager sin Brevtaske frem). Lad os forlade disse Gisninger og komme til det Faktiske. Her er altsaa det Brev, kære Oberst. Jeg har mine Grunde til at tro, at Bertha har afsendt det noget imod sin Vilje. Jeg er derfor kommen for privat at sige Dem, at jeg betragter det som ikke skrevet. Med Deres eller rettere med Berthas Tilladelse river jeg det itu for Deres Øjne. Saa er det dermed forbi. Maa jeg bede hende komme?
OBERSTEN	(napper det). Nej, siger jeg. Vel ved jeg, at lovligt kan jeg intet hindre, men jeg kan værne min Hustru og min Dat — (stopper) ja, de Damer, der bærer mit Navn, mod Sladderens Angreb med et moralsk Veto.
PRAG	Men Damerne sætter maaske ikke Pris paa Vetoet, selv om det er moralsk.
OBERSTEN	Saa meget des værre for dem. Denne Sag maa ikke komme frem, og jeg ved bestemt, at Bertha efter sit Løfte vil respektere denne min Vilje, som ikke er et Udspring af Trods eller Lune, men af de Begreber, som jeg har taget i Arv fra min Slægt og min Stand.
PRAG	(halvhøjt). Der har vi ham med Bomben.
OBERSTEN	Som en Bombe er dette faldet ned i mit Hus. Der bliver den liggende uskadt. Og dermed Basta.
PRAG	Men hør nu kære Oberst, naar Berthas Lykke –
NYSTED	(samtidig). Forældre har sandelig ikke Ret til at –
	Obersten gør en afværgende Bevægelse, idet Løjtnant Bissen kommer ind fra Baggrunden.
LØJTNANTEN	(hilser). Har den Ære –
OBERSTEN	Naa, er det Dem, Løjtnant Bissen. Endelig.
LØJTNANTEN	Ja, jeg tillader mig altsaa efter Ordre at bringe Obersten vor Ordning af Festbordene til Godkendelse. Pr. Løjtnant Hansen og jeg har udarbejdet den.
OBERSTEN	Meget vel. Maa jeg se den.
LØJTNANTEN	Maa jeg blot tillade mig den supplerende Bemærkning, at efter Arrangementet falder Talen for Kongen og Fædrelandet efter den første Kødr
NYSTED	Skal De maaske holde Talen for Damerne, kære Løjtnant?
LØJTNANTEN	Nej, den Ære er for stor for min Anciennitet.
NYSTED	Det er Skade, for det er i Deres Alder, at man endnu tror paa Kvinden.
LØJTNANTEN	(drejer sin lille Snurbart). Det er jeg virkelig kommen over.
OBERSTEN	(der har set paa Papiret). Hvordan i hede Helvede er det, de har kludret med dette, min gode Løjtnant? Kalder De det for Arrangement? Man skulde tro, det var lavet af en Civilist. Løjtnanter med gamle Kaptajnsfruer – jeg mener, gamle Kaptajners Fruer – Generaler med Civilistdamer – ja, saa sandt jeg lever Oberstløjtnant Bremer med en Intendantfrue.
LØJTNANTEN	(forskrækket). Ja men – ja, hun er nemlig særdeles morsom og fiks, og jeg har hørt, at Oberstløjtnanten helst –
OBERSTEN	Det gaar Pinedød ikke efter Morsomheden her i Livet, min gode Løjtnant — tværtimod! Læg Dem det paa Sinde. Vær saa venlig at gøre det hele om efter Anciennitet og Rangforordning. Jeg siger – det hele. De kan sidde med det i mit Værelse.
LØJTNANTEN	Stor Fornøjelse – megen Ære – (ser til Døren) tør jeg spørge –
NYSTED	(tjenstvillig). Nu skal jeg som mere husvant hjælpe Løjtnanten tilrette.
PRAG	(ligesaa ivrig). Maa jeg ikke, jeg ved, hvor der er Papir og Lineal – (idet de gaar). Lad ham lufte sig lidt!
	De gaar begge ud til venstre med den betuttede Løjtnant, idet Fru Klemmensen kommer ind fra Baggrunden.

3. AKT 5. Scene	Obersten. Fru Klemmensen.
OBERSTEN	Hvad ønsker De, gode Fru Klemmensen?
FRU KLEMMENSEN	Ja, det var jo blot den Anbefaling til min Mand, som Obersten var saa venlig at love.
OBERSTEN	Jeg har ikke lovet noget, og De ser, jeg er stærkt beskæftiget.
FRU KLEMMENSEN	Nej, det ser jeg i Grunden ikke. Alt forladt.
OBERSTEN	Med mine Tanker.
FRU KLEMMENSEN	Naa, dem kan en anden En jo ikke se udenpaa. Ja, saa beder jeg undskylde.
OBERSTEN	Vent dog lidt. De var, saa vidt jeg husker, til Stede i Morges, da der var Tale om en Arv efter Grosserer Hummelgaard.
FRU KLEMMENSEN	Aa ja, den søde Frøken Bertha. Jeg blev ved Gud saa glad, at jeg græd (overstrømmende). Jeg gratulerer da Obersten saa meget.
OBERSTEN	Ingen Aarsag. Jeg mener — jeg finder tværtimod Anledning til at underrette Dem om, at hele Historien beror paa en Misforstaaelse.
FRU KLEMMENSEN	Ja men Gud, det Brev, der kom fra Sagføreren af?
OBERSTEN	Det bliver ikke taget til Følge.
FRU KLEMMENSEN	Ikke taget til Følge? Det var altsaa derfor, at Frøkenen hun stod og græd, dengang hun havde skrevet Brevet.
OBERSTEN	Det var det, jeg vilde sige – det med hendes Brev beder jeg Dem ikke omtale til Oberstinden, hvis De ser hende i Aften.
FRU KLEMMENSEN	Bevares, Hr. Oberst.
OBERSTEN	Har De altsaa forstaaet?
FRU KLEMMENSEN	Bevares. Men saa var det maaske ogsaa Obersten belejligt at skrive den Anbefaling nu – blot et Par Ord om Klemmensens Paalidelighed. Et Navn som Oberstens har jo saa meget at sige.
OBERSTEN	Det er ikke let for mig at svare for Deres Mands Paalidelighed, bedste Frue. Han har jo dog været noget letsindig.
FRU KLEMMENSEN	Nej, det var Gigt, han led af.
OBERSTEN	Jeg mener overfor Dem.
FRU KLEMMENSEN	Naa det andet, det maa man jo undskylde hos Sømænd.
OBERSTEN	Hvordan
FRU KLEMMENSEN	For i Pengesager, der er Klemmensen noget af det mest Penible, man kan tænke sig.
OBERSTEN	Jeg mener – overfor Deres Livsførelse, Fru Klemmensen — ja, undskyld, den har nok ikke været aldeles — upaaklagelig — moralsk, efter hvad man har sagt mig.
FRU KLEMMENSEN	Kan Obersten sige mig, hvad er egentlig moralsk?
OBERSTEN	(søgende). Det er Overensstemmelse med de vedtagne Principer.
FRU KLEMMENSEN	Derfor kan Klemmensen da nok være Bankbud.
OBERSTEN	Ja tilgiv, jeg nævner det blot i Forbindelse med den ønskede Anbefaling for at bemærke, at det har Deres Mand dog roligt fundet sig i, skønt det jo ellers ikke er stemmende med en Mands Ære.
FRU KLEMMENSEN	I den Henseende mener jeg nu, at Klemmensen var enestaaende mageløs. Han forstod saa brilliant, at lidt Gensidighed maa der til, naar der skal være Raison i det hele.
OBERSTEN	Finder De!
FRU KLEMMENSEN	Men forstaar sig, han var jo ogsaa Sømand, det giver et friere Blik. Han var jo paa Langfart — somme Tider i Aarevis, og jeg var jo hjemme og passede de Logerendes. Og det med Logerendes, det er nu ikke nemt, ork Gud nej, Hr. Oberst, det er det ikke.
OBERSTEN	Ikke det!
FRU KLEMMENSEN	Nej. Men i det store Hele respekterede jeg Principerne, og der er aldrig hændet noget af alvorligere Beskaffenhed undtagen det ene Tilfælde med Alexandrine.
OBERSTEN	(utaalmodig). Dette vedkommer jo ikke Deres Mand –
FRU KLEMMENSEN	Synes Obersten ikke, det vedkommer ham, at han kom uventendes hjem efter halvandet Aars Rejse, fordi Skibet var gaaet tilbunds, og saa traf det sig, at Alexandrine hun laa i Vuggen og var kuns halvtredje Maaned gammel.
OBERSTEN	Det var jo lidt kedeligt.
FRU KLEMMENSEN	Det var det – saadan i Øjeblikket. Men da Klemmensen kom ind til Vuggen og saa hende ligge der, saa sagde han de nydelige Ord, som jeg aldrig skal glemme ham. Han sagde: Ja ja, Mutter, vi Andre har jo ogsaa været ude at more os.
OBERSTEN	(med et lille Sæt). Ja saa – naa!
FRU KLEMMENSEN	Det siger jeg blot for at fremhæve ham. Og det rareste ved det er, at han sidenhen tog Alexandrine allermest til Hjerte af dem alle fem. Nu er hun ved Skræddersyningen. Og det har saamænd ikke forklejnet ham paa hans Ære.
OBERSTEN	Det turde dog være et Spørgsmaal.
FRU KLEMMENSEN	Jeg kan trygt sige, at fra det Øjeblik af har jeg ligefrem elsket Klemmensen, for jeg fandt det saa mageløst liberalt.
OBERSTEN	Det er vist. Men hans Liberalitet viste sig paa et Punkt, hvor jeg ikke kan finde den anbefalelsesværdig. Jeg kan ikke skrive noget i Aften, jeg vil heller tale med ham selv. Vil De bede Deres Mand om at indfinde sig her. Jeg maa bede Dem undskylde mig, jeg skal ind og klæde mig om.
	Han hilser med Haanden og gaar ud til venstre.
FRU KLEMMENSEN	Ingen Aarsag (ser efter ham.) Gud ved, hvorfor Mandfolk tager sig den Sag saa nær. Hvad skulde Saa vi Andre sige.
	Fruen kommer ind fra højre, smuk og straalende i en pragtfuld Selskabsdragt. Hun er ledsaget af Stuepigen, som beundrende ordner Folderne paa Slæbet og gaar ud i Baggrunden.

3. AKT 6. Scene	Fruen. Fru Klemmensen. Senere Bertha.
FRUEN	Er De her endnu, Fru Klemmensen, er De ikke færdig med at stryge?
FRU KLEMMENSEN	Ork jo bevares, jeg er kuns bleven her for at se Oberstinden i Stadsen.
FRUEN	Det er jo smigrende.
FRU KLEMMENSEN	Jeg skal nemlig selv til et Bryllup, og saa tænkte jeg, at jeg kunde faa en Idé til min Kjole (ser paa hende med Kendermine). Jeg maa sige, at Oberstinden er overordentlig smagfuld. De smaa Rynkninger der – hvor er de fikse!
FRUEN	Det glæder mig.
FRU KLEMMENSEN	Frisuren kender jeg fra Journalen. Den hedder à la Pompadour. Men jeg er ikke helt sikker paa, om den vilde klæde mig.
FRUEN	Den klæder de fleste.
FRU KLEMMENSEN	Ved Fruen, at Frøken Bine, Oberstens Kusine, hun er her for at se Fruen saa fin.
FRUEN	(lidt misfornøjet). Bine, naa, er hun her nu igen. Bed hende saa komme.
FRU KLEMMENSEN	Der er blot noget, jeg gærne først vil sige til Oberstinden.
FRUEN	Hvad er det?
FRU KLEMMENSEN	Jo, siden jeg nu har kendt Oberstinden saa længe, saa synes jeg, det er min Skyldighed at sige, at Obersten han er i et frygteligt Humør. Ja, det er Historien med denne Arv. Obersten er jo belemret med al den megen Ære.
FRUEN	Jeg kan tænke, han er lidt trykket.
FRU KLEMMENSEN	g det er ikke stort bedre med Frøken Bertha, siden det Brev gik af.
FRUEN	(studser). Bertha — hvad for et Brev?
FRU KLEMMENSEN	Gud, jeg kommer jo gaaende gennem Stuen i Middags med Oberstens Manskettøj, og saa ligger der jo et Hus. Frøken Bertha græder og skriver om hinanden, og Frøken Vilhelmine passer paa med Næseklemmeren, og Obersten dikterer og befaler mig at gaa med Brevet — i en Tone! Men jeg gik jo ikke, for jeg er jo ikke den, der saadan lader mig sende. Og nu slog det mig med det Brev, da Obersten sagde, at Arven, den bliver ikke taget til Følge. Det er vel et juridisk Udtryk.
FRUEN	(med et Sæt). Hvad er det, De siger?
FRU KLEMMENSEN	Jeg siger, som det er.
FRUEN	Det Brev, blev det da afsendt?
FRU KLEMMENSEN	Straks paa Stedet. Kristine gik med det.
FRUEN	Godt, saa maa jeg nok tage Affære. Gaa og hent Obersten og se at holde Tante Bine herfra indtil videre.
FRU KLEMMENSEN	Saa giver jeg hende den anden Halvdel af Sandkagen ind.
FRUEN	(gaar hen og kalder). Bertha, hør lidt.
	Bertha kommer ind fra højre.
FRUEN	Men Bertha, kom her, hvad er dog dette?
BERTHA	(lader ligegyldig). Hvilket, hvad mener Du?
FRUEN	Hvad er det, jeg hører af Fru Klemmensen. Har Du fraskrevet Dig din Arv?
BERTHA	(kaster sig om Halsen paa hende). Aa Moder — ved Du det? Er det ikke forfærdeligt?
FRUEN	Saa saa, Barn.
FRU KLEMMENSEN	Gud! Krøl dog ikke Oberstinden.
BERTHA	Det er altsammen forbi – forbi.
FRUEN	(utaalmodig). Hvorfor har De dog ikke sagt mig dette før, Fru Klemmensen.
FRU KLEMMENSEN	Men Du Almægtigste, skal jeg nu have Skylden! Det var jo først lige i dette Sekund, at Obersten konfronterede mig og paalagde mig, at jeg ikke maatte sige et Ord til Oberstinden om det i Dag. Og saa tænkte jeg ved mig selv, at det er vist bedst, Du tager og siger det lige med det samme, tænkte jeg, og det er jo det, jeg ved med mig selv, at jeg har gjort.
FRUEN	Gud ved, hvad De har. De maa huske, at det var den Afdødes Ønske, og det maa dog respekteres. Det er virkelig en Skam.
FRU KLEMMENSEN	Nu vil jeg bare sige Fruen, at er der Nogen, som tænker med Respekt paa Grossereren, saa er det mig. For nu var jeg kommen og strøget i saa mange Aar i Grossererens Hus, og det var en af mine egne hvide Veste han havde paa i det Øjeblik, hvor han styrtede om og var væk, og det ved jeg med mig selv, at jeg alletider har sagt til Alle og Enhver, at Grossereren han ligger som en pæn og gentil Herre i sin Grav. Ja, nu skal jeg kalde paa Obersten.
	Hun gaar med et lille Kast med Hovedet ud til venstre.

3. AKT 7. Scene	Fruen. Bertha.
FRUEN	Hvorfor talte Du dog idetmindste ikke med mig, Bertha, før Du skrev det Brev?
BERTHA	Det maatte jeg jo ikke for Fader. Han sagde, det var min Skyldighed som Datter at skrive ufortøvet. Ja, af Hensyn til Dig og de Følger, denne Sag ellers vilde faa for Dig.
FRUEN	Følger – hvad for Følger?
BERTHA	Fordi(forlegen) ja, han sagde –
FRUEN	(med et lille Sæt). Godt. Saa ved jeg, hvad han sagde.
BERTHA	(nikker blot)
FRUEN	(vender sig lidt). Aa, de kloge Mandfolk!
BERTHA	Og hvis jeg ikke i denne Sag var i Stand til i Stilhed at ofre mig for Husets Ære, saa var han bestemt paa at lade sig skille. Og saa syntes jeg, at jeg maatte — maatte.
FRUEN	Stakkels lille Sonoffer for den ægteskabelige Ære. Naar han har sagt dette til Dig, saa skal Du ogsaa blive og være Vidne til, hvad jeg har at sige ham igen.
BERTHA	Aa nej nej, det vil jeg ikke. Har jeg ikke haft nok i Dag?
FRUEN	Ikke nok, altsaa, siden der mangler noget – ham.
BERTHA	Men er Du dog ikke ulykkelig, sønderknust over dette ?
FRUEN	(smiler lidt). Ser jeg saadan ud?
BERTHA	(ser beundrende paa hende). Nej, det gør Du skam ikke.
FRUEN	Ser Du, lille Bertha, man maa ikke saa let tabe Modet. Og ikke Humøret. Det er det, vi skal regere med, vi Svage.
BERTHA	Regere – ja – kunde man blot det
FRUEN	Vi kan Alle, naar vi forstaar det. Kvinder kommer langt med Taarer, siges der, men tro mig, vort Smil er alligevel det stærkeste. Det vil sige, naar man har det. Og det har Du ungt, sødt og straalende. Lær at bruge det, og Du er stærk (tager hende om Kinden). Du har langt tilbage, min Pige, inden Du lærer at behandle de kære Mænd. Dette var din første Prøve, og man maa yde Dig den Retfærdighed, at Du kunde umuligt have klaret den værre.
BERTHA	Var jeg blot som Du, saa klog, saa rolig og saa smuk.
FRUEN	Du bliver det altsammen. Livet lærer En at bruge de Vaaben, man har (kysser hende kærligt). Min egen kære lille Pige. Saa, der kommer min Hr. Gemal. Seét Dig nu ned og hør til.
BERTHA	(vil bort). Jeg vil saa nødig.
FRUEN	Vist ej, Du maa blive – for min Skyld og for din egen (ler lidt). Husk paa, at Du skal lære at tumle din Jochum.
	Obersten kommer ind fra venstre, rank og værdig, klædt i fuld Gala med klirrende Sabel og Chakot under Armen. Fruen modtager ham med samme mørke Majestæt, som pludselig anlægges. Bertha sidder stille som en Mus og passer paa med alt, hvad hun raader over af Øjne og Øren.

3. AKT 8. Scene	Obersten. Fruen. Bertha.
OBERSTEN	(meget stiv). Du har ladet mig kalde.
FRUEN	(endnu stivere). Jeg ønskede at tale med Dig om det, der er hændet i Dag. Det turde maaske være paa Tide.
OBERSTEN	Meget vel. Jeg er rede. Bertha, jeg beder Dig forlad os.
BERTHA	(rejser sig halvt) Ja –
FRUEN	Nej, Bertha, bliv. Jeg ønsker, at min Datter skal være til Stede. Du har, efter hvad man har berettet mig, fornærmet mig dødeligt i en Samtale med hende. Jeg maa derfor bestemt forlange, at hun hører, hvad jeg har at sige dertil.
OBERSTEN	Som Du vil. Jeg havde haabet, at Du og jeg aldrig skulde berøre denne pinlige Sag med et Ord, siden din Datter, for at jævne det ydre Forhold, har bragt Dig sit store Offer.
FRUEN	Og sagt mig det — ja.
OBERSTEN	Meget imod mit Ønske. Det, der først har været talt om med klare, bitre Ord, bliver lettere til noget uopretteligt end det, der aldrig er blevet draget op af — af Tankernes Dyb. Derfor var jeg rede til at bære min tunge Byrde alene. Du vil det altsaa ikke saaledes. Vel.
FRUEN	Nej, det vil jeg ikke. Jeg forlanger at høre af din egen Mund, hvad du har sagt om mig til min Datter.
OBERSTEN	Jeg var nødt til at meddele hende, at — (ser paa hende, og overrumples aldeles af hendes Holdning) Jeg sagde, at ja — Athalia, Du kan da ikke tro, at jeg sagde hende det for at for at nedsætte Dig i hendes Øjne.
FRUEN	(betragter ham med et knusende Blik). Vil Du gentage det.
OBERSTEN	Det var kun for at gøre hende indlysende, at det var hendes Pligt at holde dit Navn pletfrit, selv med et stort Offer, et Offer, som – som (ser paa hende og gaar atter i Stykker).
FRUEN	Gentag -!
OBERSTEN	Athalia, sig om mig, hvad Du vil, men ikke, at jeg er lav og uridderlig.
FRUEN	Jeg siger saa – gentag i mit Paahør, hvad Du har sagt hende, hvis Du har Mod dertil, en anden Slags Mod ganske vist, end det, Du skulde benytte overfor Fjendens Kugler.
OBERSTEN	Det er ogsaa en anden Slags Fjende jeg staar overfor her, en Fjende, der bagfra snigmyrder Stolthed, Ære, Tillid.
FRUEN	Forklar Dig lidt tydeligere.
OBERSTEN	Jeg har svoret ikke at gøre Dig Bebrejdelser, Athalia, din egen Samvittighed vil være din værste Anklager. Naar Du kunde svigte og falde, Du, der stod saa højt – oppe paa en Piedestal, hvad er saa tilbage! Min Stand og min Arne var mig alt.
FRUEN	Du har hædret mig i din Tanke, siger Du. Og det vover Du at udtale i samme Time, Du har saaet Mistillid til mig i mit eget Barns Hjerte og nedbrudt den Agtelse, som en Datter ikke kan undvære uden at miste sit Bedste.
OBERSTEN	Hun maatte jo kende Sammenhængen for at kunne dække over den.
FRUEN	Sammenhængen, siger Du. Hvad er Sammenhængen? Til Sagen.
OBERSTEN	Den er vel utvivlsom efter det, der er sket. Jeg taler ikke alene om Arven, men om det, der forklarer den. Blomster, Breve, Gaver, ja, endog Diamantsmykker er jo endog blevet holdt skjulte for mig.
FRUEN	Der taler Du sandt. Hummelgaard har overgivet sin døde Moders Smykke til mig som Den, der havde værdsat hende bedst (peger paa et Skab). Der ligger det forvaret som et Minde om en gammel kær Veninde, indtil det kan bæres af min Datter.
OBERSTEN	Hvorfor har Du da tiet med det?
FRUEN	Fordi et Instinkt sagde mig, at en uværdig Mistanke vilde hefte sig ved mig. At det Instinkt havde Ret, det turde være bevist af din Tale her i denne Time.
OBERSTEN	Min Tale maa vel rette sig efter din Handling.
FRUEN	Har da denne Hændelse berøvet Dig al Hukommelse og sund Sans? Da denne militære Hædersdag sidst blev fejret for fem og tyve Aar siden, da laa Bertha nyfødt i sin Vugge.
OBERSTEN	To Dage gammel — ja.
FRUEN	Du stod ved mit Hovedgærde og læste et Telegram fra Hummelgaard – fra England. Og da – det ved Du jo, da havde han været borte i over et Aar.
OBERSTEN	(grundende). Men var han ikke hjemme til sin Faders Begravelse?
FRUEN	(meget bestemt). Det var ikke det Aar.
OBERSTEN	Ikke – naa — nej
FRUEN	Vi fulgte ham selv til Jernbanen en graakold Martsdag.
OBERSTEN	(søgende). Min Fødselsdag – ja!
FRUEN	(selvsikker), Altsaa –
OBERSTEN	Altsaa – (staar et Øjeblik som Bytte for modstridende Flovhed og Glæde, men formørkes saa igen). Men Arven, hvor Pokker kommer den da fra?
FRUEN	Arven, det er Hævnen, han lovede Dig.
OBERSTEN	(slaar sig for Panden). Hævnen – det var det, Nysted sagde! Hvor har jeg haft mine Tanker.
FRUEN	Der, hvor de mindst burde have været.
BERTHA	Aa Moder –
OBERSTEN	(aabner Armene vildt). Bertha, mit Barn –
BERTHA	kølig). Ja Tak, ulejlige Dig ikke.
OBERSTEN	Athalia, kan Du tilgive mig? (vil gribe hendes Haand).
FRUEN	Aldrig. Nej, jeg vil aldrig kunne glemme, at den Mand, som af Forsynet og af egen Vilje var givet mig til Støtte, at han uridderlig svigtede mig i det Øjeblik, hvor jeg som Offer for lav Bagtalelse mest af alt havde Beskyttelse behov. Efter dette stoler jeg paa Ingen og Intet. Bertha, mit Barn, kom med mig. (Hun gaar ud med Dronningemine efter et sønderknusende Blik.)
BERTHA	Aa, Fader, at Du kunde!
	Hun gaar ud efter Moderen. Obersten synker tilintetgjort ned i en Lænestol.
OBERSTEN	Jeg uridderlig, bagtalerisk mod min Hustru!
	Nysted og Prag kommer ind fra venstre.

3. AKT 9. Scene	Obersten. Nysted. Prag. Senere Nærum og Vilhelmine.
NYSTED	(ser paa ham). Naa, kære Oberst, sidder De og oparbejder Feststemningen? Obersten. Nysted, jeg har talt med Athalia. Hun er uskyldig, hun er pletfri. Hummelgaard har alene Skylden. (klør sig paa Næsen).
OBERSTEN	Lavt og smaaligt har han hævnet sig.
PRAG	Naa — smaaligt –
OBERSTEN	Ad den Dør gik hun lige ud, fyldt af berettiget Harme.
NYSTED	Hvor kunde De ogsaa tvivle?
OBERSTEN	Hvor kunde jeg! Hvem er som hun saa helstøbt og saa rank.
PRAG	Ja, Oberstinden er i Sandhed superb.
OBERSTEN	Alt kunde jeg bære, naar jeg havde hende ved min Side.
PRAG	Og De bar det som en Mand.
OBERSTEN	Mit Liv skal være viet til den Bodsgerning at oprette, hvad jeg har forbrudt mod hende. Hvad vi paa denne Dag har gennemlevet og lidt, det er heldigvis ikke kommet udenfor disse Vægge, og det kommer heller aldrig.
NYSTED	Det hvile under Tavshedens syv Segl.
	Nærum og Vilhelmine kommer farende ind fra venstre med en Bunke Aviser.
NÆRUM	Svigerfader, har Du hørt det, har Du læst det?
VILHELMINE	Det staar allerede i Bladene.
NÆRUM	Sensationel Arv –
VILHELMINE	Opsigtvækkende Arvehistorie –
NÆRUM	(læser). „Den fornylig afdøde Grosserer Hummelgaard, hvis Jordefærd i Dag fandt Sted under saa stor Deltagelse, har uventet efterladt en halv Million af sin kolossale Formue til Frøken Bertha Løwenhertz …
VILHELMINE	(af en anden Avis). „ Den lykkelige unge Arving, hvis rødblonde Skønhed lyser op i den ellers mørkhaarede Familie …
NÆRUM	„Bertha Løwenhertz, Datter af den bekendte representative Oberst og hans smukke Frue, den forhenværende Skuespillerinde …
VILHELMINE	Den unge Dame deklarerer netop i Dag sin Forlovelse med Hr. Joachim Prag …
NÆRUM	„Familiens Overraskelse og det unge Pars Glæde …
OBERSTEN	(med Tordenstemme). Ti! Smudspressen er banlyst fra min Tærskel.
NÆRUM	(folder Avisen sammen). Du har Ret! Hvor er det dog afskyeligt.
VILHELMINE	Men hvor kommer det fra? Hvem har sat det i?
PRAG	Det har Hummelgaard.
	Stuepigen kommer ind med Buketter og Telegrammer.
STUEPIGE	Blomster! Til den lykkelige Arving, staar der.
PRAG	Tak, det er til mig.
NÆRUM	(tager Telegrammerne). Lad mig se – luk op — Hyldest til den unge Arving. Onkel Peter.
VILHELMINE	(aabner et andet). Lykke med den halve Million. Josephine Jensen.
PRAG	Hjertelig Tak, Josephine (det ringer paa Telefonen). Marius, vil Du ikke tage mod Hyldest paa Telefonen.
NÆRUM	(forarget). Det maa jo øjeblikkelig dementeres. Vil Du, Svigerfader, eller skal jeg. Upaatalt kan det ikke gaa hen.
VILHELMINE	Moder maa da først se det. Lad os gaa ind til hende.
NÆRUM	Ja, kom –
PRAG	Nej hør, ved I nu hvad –
	De gaar ud til højre, mens Prag afværgende følger efter dem. Obersten spanker med ophidset Mine frem og tilbage.

3. AKT 10. Scene	Obersten. Nysted.
OBERSTEN	Disse forbandede Skriblere og Avissmørere, disse Snushaner!
NYSTED	Tag det nu lidt roligt.
OBERSTEN	Roligt! Efter dette er jeg færdig. Komplet. Og netop nu – før Avancementerne.
NYSTED	Men De ved jo, at Deres Hustru er sagesløs. Sandheden er jo dog det væsentlige.
OBERSTEN	Naar Sandheden er usandsynlig, saa bliver det Kraft knuse mig Hip som Hap.
	Han sparker til en uskyldig Stol, idet Stuepigen kommer ind.
STUEPIGE	Vognen er der.
OBERSTEN	Vil De bede ham køre igen.
STUEPIGE	(forbavset). Køre – uden Herskabet?
OBERSTEN	Lad ham køre, siger jeg.
STUEPIGE	Jo.
NYSTED	(sagte). Bed ham vente.
STUEPIGE	Jo.
OBERSTEN	Og bed Løjtnanten om straks at komme herind.
STUEPIGE	Jo.
OBERSTEN	Han skal telefonere, at jeg er forhindret. En Anden maa holde Festtalen i mit Sted.
STUEPIGE	Jo.
NYSTED	(sagte). Lad ham blive siddende.
STUEPIGE	(sagte). Jo.
	Hun gaar ud med et lille Smil. Obersten tager øjensynlig en stor Beslutning, han spænder sin Sabel af og lægger den fra sig paa Klaveret.
NYSTED	De nedlægger Sværdet. Det er da ikke symbolsk?
OBERSTEN	Jeg drager det aldrig mere. Efter dette har jeg kun eet at gøre.
NYSTED	Og hvad er det?
OBERSTEN	I Morgen forlanger jeg Permission og derpaa min Afsked.
NYSTED	Og hvad saa videre ?
OBERSTEN	(i forklaret Resignation). Paa Heden ejer jeg en Plet Jord. Den vil jeg dyrke og beplante. Vestenvinden og Lærken skal være mit eneste Selskab — foruden Firmamentet deroppe (peger opad). Paa Heden er der højere til Loftet end her.
NYSTED	(ser paa Loftet). Formodentlig. Hvornaar tager De afsted?
OBERSTEN	I Morgen. Straks. Athalia skal ikke se mig. Men saa vil jeg bede Dem, Nysted, om at tale med hende og bringe hende til at forstaa det og om muligt — tilgive — engang.
NYSTED	(efter en Pavse). Det skal jeg. Sig mig, hvem skal saa være General?
OBERSTEN	Hvad mener De?
NYSTED	Ja, for De ved jo nok, at De var udset til General ved de kommende Avancementer?
OBERSTEN	(trækker Vejret dybt). Det ved Ingen endnu.
NYSTED	Jo, jeg, Jurister ved jo alt.
OBERSTEN	(stærkt interesseret, lader ligegyldig). Hvor har De det fra?
NYSTED	(fortrolig). Fra en af de meget Indviede (gør en lille Haandbevægelse). Meget.
	Tier, ser paa ham og retter sig lidt efter lidt til sin fulde Højde, idet han drejer paa sit Overskæg.
NYSTED	Det være sagt mellem os.
OBERSTEN	Bevares.
NYSTED	Saa bliver det vel Oberst Mortensen?
OBERSTEN	(uvilkaarligt). Fanden staa i Mortensen (slaar om). Selvfølgelig, fortræffelig Officer, men ikke just — representativ.
NYSTED	Ikke sammenlignet med Dem. Skade, at den sjældne Egenskab gaar lidt tilspilde paa Heden.
OBERSTEN	Unegtelig (ser paa ham). Tror De – tror De, det bliver svært for Athalia, at jeg forlader hende?
NYSTED	Rædsomt. De er jo dog Den, der først maatte vise, at De har Tiltro til hende, og naar De saa i det allervanskeligste Øjeblik laver et Brud og tager til Heden, saa er hendes Rygte jo – skal vi sige – lidt ubeskyttet.
OBERSTEN	Sig mig som Verdensmand og Ven, tror De, at jeg sonede min Uret mod hende, bedst ved at ofre mig selv og staa skærmende ved hendes Side?
NYSTED	Jeg tror det.
OBERSTEN	For Athalia kan jeg ofre alt, udsætte mig for alt. Hun skal bestemme over mig ganske. Jeg vil gaa ind til hende (gaar hen mod Døren, men vender sig hurtigt). Naa, der er hun.
	Fruen kommer ind fra højre, fulgt af Prag.

3. AKT 11. Scene	Obersten. Fruen. Nysted. Prag. Senere efterhaanden Bertha. Nærum, Vil- helmine, Løjtnanten. Tante Bine. Fru Klemmensen. Oppasseren.
NYSTED	(hilser beundrende paa Fruen) Min Hyldest til Festens Dronning.
FRUEN	Ja, Opmærksomhed er jeg ialfald sikker paa i Aften.
NYSTED	Det er De hvorsomhelst.
OBERSTEN	Athalia, har Du læst det?
FRUEN	Ja, de har redet mig nydelig til i de Aviser. Naa, det maatte vi jo vente.
NYSTED	Fru Athalia, hør og vælg. Deres Mand er sønderknust over at have gjort Dem Uret. Han vil gøre hvadsomhelst for at sone det. Paa Heden ejer han en Plet Jord. Hvis De ønsker at komme bort fra alt dette Pinlige og leve i Naturens Fred, helst alene med ham, saa blot et Ord, og han gør det.
PRAG	(for sig selv). Ih Gud forbarme sig, saa var den da først rigtig gal.
OBERSTEN	Han gør det.
NYSTED	Forlanger De et saadant Offer. Hvem ved – denne Festdag for Obersten er maaske det første Skridt paa en Marsch mod et glimrende Maal.
FRUEN	Bliver han General?
OBERSTEN	(drejer paa sit Overskæg). Det vides ikke — bestemt.
NYSTED	Kære Frue – ikke saa positiv. Vi svæver jo her paa de store Følelsers Vinger – deroppe paa Firmamentet.
PRAG	Mellem Stjernerne og Storkorsene.
OBERSTEN	Athalia, jeg føler dybt, hvor jeg har forbrudt mig mod Dig, og dog – dog vil Du som ægte Kvinde bringe mig det Offer at følge med mig til den forbandede Fest og derefter ride Stormen af?
FRUEN	Jeg skal forsøge, Hannibal.
NYSTED	Hvad sagde jeg – højmodig.
OBERSTEN	(kysser hendes Haand). Tak min ædle Hustru. Jeg havde tabt Balancen. Nu har jeg fundet den igen. Du er mit Livs Balance.
FRUEN	(nedladende). Godt, at Du har forstaaet det.
OBERSTEN	(spænder sin Sabel paa igen). Min Kaarde og min Dame, det er min Devise — fremad.
NYSTED	Paa Korstoget.
FRUEN	Naa, lidt Sladder og et Par Avisartikler, det kommer vi nok over. Det varige og det vigtige, det er de to Unges Lykke.
OBERSTEN	(husker pludselig paa dem). Ja, vore Børn –
PRAG	(træder nærmere). Her.
FRUEN	Det er os, der betaler Indsatsen, det maa Forældre jo altid. Jeg betaler gærne min Part i Aften.
NYSTED	Obersten ikke fuldt saa gærne.
OBERSTEN	Ogsaa jeg, takket være Nysted. Det er en klog og god Ven. Skøn paa ham.
FRUEN	(smiler til Nysted). Det gør jeg.
PRAG	Tak, min ædle Svigermoder.
FRUEN	Ikke saa hastig, min Ven, lad os se, hvad Bertha siger.
	Bertha kommer ind fra højre
PRAG	Bertha, kom. Kan Du bringe mig det Offer at tage imod din Arv? Jeg føler dybt, at jeg har fejlet imod Dig, og dog tror jeg, at Du – og saa videre.
BERTHA	Men Brevet – Fader -faar jeg da Pengene?
OBERSTEN	(giver hende Brevet . Tag dem Børn og bliv lykkelige.
BERTHA	(med et Hop). Saa væk med denne Dags Sorg (river Brevet i Stykker). I fem hundrede tusinde Stumper.
NYSTED	Det bliver lige en Krone Stykket.
	Nærum og Vilhelmine kommer ind fra højre, stadig med Aviserne.
NÆRUM	Svigerfader, hvem skal saa dementere?
NYSTED	Ingen.
NÆRUM	Skal Skandalen uhindret gaa sin Gang?
NYSTED	Ja, for den staar ikke mere til at standse. Den render derude paa tusinde Ben.
NÆRUM	(indædt). Vilhelmine, hvor er dit Tøj. Lad os komme afsted.
BERTHA	Hvornaar kommer I igen ?
NÆRUM	Jeg kommer aldrig igen.
VILHELMINE	Marius –
NÆRUM	(forsigtigere). Jeg kommer ialfald aldrig igen paa samme Maade som før.
FRUEN	Ja ja, Nærum, saa glæder vi os til at se Dig paa en anden Maade i Morgen.
	Fru Klemmensen er kommen ind fra venstre med en Bakke med Prags Traktemente.
OPPASSER	(i Døren). Jeg skulde sige, at Vognen, han vil ikke vente længer.
OBERSTEN	Vi kommer. Men Pinedød om jeg ikke heller tog Stormen paa Port Arthur end den Attaque, der venter os i Aften. Athalia, din Arm.
	De gaar Arm i Arm hen mod Baggrunden, hvor Oppasseren staar Front.
PRAG	(Imens de gaar ud, tager Prag hurtig et Glas og raaber:) „ Længe leve Salig Hummelgaard.
	TÆPPE

INTRO ■ 1. AKT ■ 2. AKT ■ 3. AKT ■ ANMELDELSER

Emma Gad

Bannerføreren for anstændig adfærd

Den Mystiske Arv 3. akt