En Advarsel 1890

Skuespil
Det kongelige teater (1890-1900)

EN ADVARSEL

LYSTSPIL I 1 AKT AF EMMA GAD.
PREMIERE PAA DET KGL. THEATER DEN 15. NOVEMBER 1890.

FORLAGET AF I.H. SCHUBOTHES BOGHANDEL. GRÆBES BOGTRYKKERI 1890.

Nationaltidende 15. november 1890
Nationaltidende 15. november 1890
Horsens Folkeblad 27. november 1891
Horsens Folkeblad 27. november 1891
Stykkets Ide er den ikke ukjendte Sandhed, at Dhrr. Ægtemænd ikke tager det saa nøje, om de selv morer sig en Smule med lidt Koketteri, Kurmageri osv. og naturligvis ogsaa siger til deres unge Frue: “Værsgod! Mor Du dig ogsaa, som Du vil, – jeg er ikke saa smaalig at jeg skulde bryde mig om, at Du var en Smule koket!” Men betaler saa Fruen virkelig sig Ægtemand med samme Mønt, som han giver ud, er Manden strax parat: “Nej, det er dog for galt, at Du ægger Herrerne til ligefrem Kjærlighedserklærringer – -!” Fritz Rosen priser det lette Koketteri som noget, der just hører sig til, som det, der giver Duft over det daglige Liv.

***
Læs anmeldelser/omtaler efter skuespillet:
KJØBENHAVNS ADRESSECOMPTOIRS EFTERRETNINGER – 17. november 1890
JYLLANDS POSTEN – 18. november 1890
ILLUSTRERET TIDENDE – 7. december 1890
HVAD VI VIL – nr. 29 1890
HORSENS FOLKEBLAD – 28. november 1891

PERSONERNE:

FRITZ ROSEN. ANNIE, hans Hustru.
STUDENT KRUSE. OBERSTEN.
OBERSTINDEN. EN TJENER.

Scenen forestiller en smuk og hyggelig Havestue paa Rosens Landsted. I Forgrunden til venstre et Bord og nogle Lænestole foran en Opstilling af grønne Planter og Blomster. Til højre et Klaver. I Baggrunden Udgang til Haven, til venstre Dør ind til Spisestuen, til højre en Dør ind til Rosens Værelse, dækket af et Forhæng.
1. SCENE Rosen. Annie. Obersten. Oberstinden. Kruse.
OBERSTEN (i Havedøren, med Ydertøj paa)
Mille, Mille, kom dog nu, Jernbanen venter ikke.
OBERSTINDEN Ja, kære Klemming, nu kommer jeg. (omfavner Annie)
Farvel, søde Annie! Fik jeg mine Hansker — jo!
KRUSE (til Annie)
Farvel og Tak for i Dag.
ANNIE Jeg beder, kære Hr. Kruse! Det er os, der maa takke Dem for, at De vilde besøge os i Dag sammen med Onkel og Tante.
OBERSTEN (i Døren)
Mille dog!
OBERSTINDEN Ja ja! Farvel, søde Annie.
ANNIE Du glemmer Blomsterne, Tante Mille.
OBERSTINDEN Aa Tak, men er der lidt Papir om Stilkene?
ANNIE Nej, nu skal jeg hurtigt –
OBERSTINDEN For mine Hansker er saa godt som nye.
OBERSTEN (i Døren)
Jeg vil blot sige jer, nu venter jeg ikke længer.
OBERSTINDEN Saa gaa Du i Forvejen — vi kommer straks.
OBERSTEN Godt, men skynd jer saa.(Han gaar ud ad Havedøren)
OBERSTINDEN Det var rart, vi blev af med Klemming, han er altid saa utaalmodig. Aa, hold mit Shawl et Øjeblik, lille Kruse.
ROSEN Glem nu ikke Kurven med Kirsebærrerne.
OBERSTINDEN Det er virkelig altfor meget! Nej, hvor de er dejlige; de skal min Tro syltes.

ANNIE Har du nu alting?
OBERSTINDEN Det tror jeg nok, men hvis Du finder noget, min søde Pige, saa ved Du, det er mit. (omfavner Annie) Farvel, kære Annie, vi har rigtignok haft en mageløs yndig Dag her ude hos jer.
ANNIE Saa maa I snart komme igen.
OBERSTINDEN Ja mange Tak. Det er saa rart at komme lidt ud i det Frie om Sommeren. Ja, I har det rigtignok godt. At have Penge og være ansat i Ministeriet, det er bedre end at være Oberst paa Pension — uden Penge. Hør, min Kjole slæber da ikke — der er vist vaadt i Græsset.
ANNIE Nej, det tror jeg ikke.
OBERSTINDEN (omfavner Annie igen) Naa, farvel, søde Annie, og Tak for i Dag. Kommer Du ikke ind til Frokost hos mig en Dag? Jeg har netop nogle dejlige flamske Sild fra Norge.
ANNIE Tak, Tante Mille
OBERSTINDEN Naa farvel! Farvel Rosen. Kom saa, Kruse. (De gaa hen mod Havedøren.)
ROSEN (lettet) Naa — endelig!
Obersten kommer ind fra Haven.
OBERSTEN (irriteret) Se saa — hvad sagde jeg — nu kørte Toget.
OBERSTINDEN Kørte det! Men Gud, Klemming, det er da ogsaa underligt, at Du ikke kan passe bedre paa Tiden.
OBERSTEN Er det nu min Skyld? Nej hør, det er dog for stift. Rosen kan bevidne, at lige siden vi spiste til Middag, har jeg saa godt som ikke talt om andet, end hvordan vi skulde komme hjem.
OBERSTINDEN Jeg da ikke heller.
ROSEN Jeg bevidner det for Begges Vedkommende.
OBERSTEN Saadan er det bestandig med de Damer. Naturligvis, jeg sætter Damerne højt, men deres Mangel paa Punktlighed foruden deres Mangel paa Diskretion vil altid anvise dem en mere underordnet Plads i Samfundet.
OBERSTINDEN Jeg har ellers ikke klaget paa min Plads.
OBERSTEN Nej, fordi Du har en Mand, der bedre forstod at kommandere sin Bataillon end sin Kone.
OBERSTINDEN Ja, naturligvis, for det var Mandfolk.
OBERSTEN I al den Tid jeg var i Tjenesten, i syv og tredive Aar, hører Du — i syv og tredive Aar, er jeg aldrig kommen et Sekund for sent.
OBERSTINDEN Det kan jeg da ved Gud ikke gøre for, lille Klemming.
OBERSTEN Jeg var bestandig paa Pletten, naar Pligten kaldte.
OBERSTINDEN Men jeg synes ikke, Jernbanen fløjtede.
ROSEN Jo, den gjorde.
OBERSTEN Maa jeg nu med Bestemthed faa at vide: Hvornaar afgaar det sidste Tog til Kjøbenhavn?
OBERSTINDEN Det bliver næppe i vor Levetid, bedste Klemming.
OBERSTEN (fornærmet) Jeg spøgte ikke, Fru Oberstinde.
ANNIE Trøst Dig, Onkel Klemming, der gaar et Tog igen om en Time.
OBERSTINDEN Saa har vi jo god Tid.
OBERSTEN Desværre, kun altfor god Mille ved, at jeg er vant til at slukke mit Lys paa Slaget elleve.
ROSEN (med et lille Suk) Ja, det er jo kedeligt, kære Oberst Klemming, men vil De saa ikke tage Plads og slaa Dem til Ro igen?
OBERSTEN (sætter sig) Tak, jeg beholder Frakken paa og Stokken ved min Side.
ANNIE Men vil De da ikke tage Tøjet af, Kruse, og Du, Tante Mille?
OBERSTINDEN Jo Tak, mit Overstykke er rigtignok noget varmt.
ANNIE Kom, lad mig hjælpe Dig.
Hun gaar med Oberstinden og Kruse hen i et Hjørne af Stuen og hjælper dem Tøjet af under sagte Samtale. Tjeneren kommer ind mod en Buket.
EN TJENER (til Rosen) Her er et Bud fra Gartner Hansen med en Buket gule Roser til Herren.
ROSEN (ser hen til Damerne) Hvad skal det til, at han sender den her hjem? Jeg har udtrykkelig sagt, at den skulde bringes til — til en anden Adresse.
EN TJENER Ja, men Gartneren har faaet en ny Karl, der ikke kunde finde den Dames Landsted.
ROSEN skotter til Obersten.
OBERSTEN Vær rolig. Jeg er Diskretionen selv.
ROSEN (til Tjeneren) Sæt saa Buketten ind i mit Værelse — paa det lille Bord bag Døren.
EN TJENER Ja vel!
Han gaar ind i Rosens Værelse, kommer straks tilbage og gaar ud til venstre.
ROSEN (ser hen til Damerne) Klods af en Gartner!
OBERSTEN er der en Lejlighed til at bære sig dumt ad, saa forsømmer den Slags Folk den ikke.
Annie, Oberstinden og Kruse komme nærmere.
ANNIE Naa, hvad skal vi nu tage os til i Ventetiden?
OBERSTEN For Eksempel — vente!
OBERSTINDEN Jeg vil min Tro tage mit Strikketøj frem igen. Saa, hvor er nu mine Briller! De ligger bestemt i Lysthuset.
OBERSTEN Lad os saa hente dem straks.
OBERSTINDEN Det haster jo ikke — jeg kan nok se.
ANNIE Vil Herrerne ikke spille lidt Kort?
OBERSTINDEN Tak, Klemming spiller ikke paa denne Tid af Aaret.
ROSEN Desværre maa jeg ogsaa gaa om lidt.
ANNIE Hvor skal Du hen?
ROSEN (lidt forlegen) Jeg har lovet at drikke The hos Baronesse Platen.
OBERSTINDEN Naa saadan!
ANNIE Jeg har ellers skrevet til Baronessen, at Ingen af os kunde komme, fordi vi ventede Gæster i Anledning af vor Bryllupsdag.
ROSEN Men jeg mødte i Gaar Baronessen — ganske tilfældigt, og saa bad hun mig komme derhen en Times Tid for at spille et nyt firhændigt Stykke med sig.
OBERSTINDEN Ja saa!
ROSEN (til Oberstinden) Jeg haaber ikke, at De tager mig det ilde op?
OBERSTINDEN At De spiller firhændigt med den Dame?
ROSEN Jeg mener, De undskylder nok, at jeg gaar.
OBERSTINDEN For mig gærne, men maaske dog Annie, i Betragtning af Festdagen, ikke undskylder det slet saa meget.
ROSEN Jeg har gjort Regning paa, at Annie i fuldeste Maal vilde blive holdt skadesløs for mit Selskab af saa kære Gæster.
OBERSTINDEN Jeg takker, men da vi nu skal afsted —
OBERSTEN (ser paa sit Uhr) Ja, om fem og fyrretyve Minuter.
OBERSTINDEN Saa tør det vel antages, at De opgiver Baronessens firhændige The, og drikker Deres Kones i Stedet — paa Tomandshaand.
ROSEN (lidt forlegen) Det kan jeg ikke godt uden at være uhøflig.
OBERSTEN Er Baronessen ikke smuk?
ROSEN Det finder de fleste.
OBERSTINDEN Jeg ikke.
OBERSTEN En smuk Dames Ønske er en Befaling for en Kavaler. Gaa kun, kære Rosen — hos mig faar De Medhold. (spiser et Par Kirsebær af Kurven)
OBERSTINDEN Hør, kære Klemming, Du skulde ikke spise flere Kirsebær i Dag. Frugt feder.
OBERSTEN Aa — vis vas —
OBERSTINDEN Jo, det er aldeles afgjort, at Frugt feder, og det kan jo ikke nægtes, at Klemming begynder at lægge sig slemt ud.
OBERSTEN Aldeles ikke. (trækker i sin Vest) Vil I se, min Vest er endogsaa for stor, og den er dog ikke ganske ny.
OBERSTINDEN Tak, det kender vi. Det Kunststykke kan enhver Vest.
OBERSTEN (halvhøjt) Nonsens — !
ANNIE Vil De dog ikke sidde ned, Hr. Kruse?
KRUSE Tak, Frue, undskyld, jeg var falden i Tanker.
OBERSTINDEN Ja, Kruse er slem til at falde hen.
OBERSTEN (halvhøjt) Især i Nærheden af et Spejl.
OBERSTINDEN Hvad sagde Du?
OBERSTEN Jeg — ingenting.
OBERSTINDEN Det er heller ikke saa morsomt for saadant et ungt Menneske at være i Huset hos os to gamle Rokkehoveder.
OBERSTEN Kære Mille, jeg synes, Du kunde vælge lidt mere træffende Udtryk.
OBERSTINDEN Det eneste er jo, at Kruse har saa god Ro til sine Studeringer. Hele Formiddagen, mens Klemming sidder i Klubben, og jeg passer Huset, saa er der saa stille, at man kan høre en Flue trække Vejret.
ROSEN Hvornaar skal De op til Eksamen, Hr. Kruse?
OBERSTEN Det Spørgsmaal har jeg tilladt mig at gøre i de sidste to Aar.
KRUSE Ja, jeg ved endnu ikke rigtigt —
OBERSTINDEN Skal vi ikke tale om noget andet end den Eksamen?
ANNIE Det er maaske ikke saa morsomt at studere Jura?
KRUSE Nej netop, Frue, det er et forfærdelig kedeligt Studium, der aldeles ikke ligger for min Natur.
OBERSTINDEN Kruse er nemlig talentfuld. Han skriver.
KRUSE (hurtigt) Jeg! Paa ingen Maade — det er aldeles ikke Tilfældet — slet ikke.
OBERSTINDEN Naa, saa er det maaske juridiske Stile, jeg har set inde hos Dem — om Øjne, der var dybe som Havet og straalende som Stjernerne og — jeg ved ikke hvad — som Foraarsskyen.
KRUSE (ser hastigt tiI Annie) Men Fru Oberstinde dog jeg beder Dem indstændigt —
OBERSTINDEN Det behøver De da ikke at skamme Dem ved, lille Kruse, det er jo en meget køn Kunst at skrive Vers.
OBERSTEN At sige, naar de duer.
OBERSTINDEN Det værste er, at det ikke kaster noget rigtigt af sig.
KRUSE (forlegen) Ja men — jeg mener — det er mig yderst ubehageligt at faa fremdraget — jeg mener hvad jeg i en ensom Time har kunnet kaste hen paa Papiret, en øjeblikkelig Stemning, en uvilkaarlig Trang til — til at —
OBERSTEN Undskyld, jeg afbryder, men er det nu aldeles sikkert, at der gaar et Tog endnu?
OBERSTINDEN Ja vist gør der saa.
OBERSTEN Sæt nu, det blot er om Søndagen?
ROSEN Vil Obersten ikke selv undersøge Listen. Den hænger der henne.
OBERSTINDEN Ja, lad os kun se efter. (idet hun gaar) Husker Du da ikke, at forleden –
Hun gaar, fulgt af Obersten og Rosen hen i Baggrunden, hvor de undersøge Jernbanelisten.
ANNIE Se se, Kruse, saa De skriver Digte.
KRUSE Frue —
ANNIE Nej, se nu ikke saa fortrydelig ud. Tante Mille mente jo ikke noget ondt.
KRUSE Men kan De da ikke forstaa, at det, jeg føler inderst inde, det, jeg næppe gør mig selv klart, det kan jeg ikke saadan finde mig i at drøfte med Alle og Enhver —
ANNIE Jo, jeg skal ikke mere tale om det, lad os snakke om noget andet.
KRUSE Med Dem kunde jeg nok tale om det — jeg mener —
ANNIE Kunde De! Det er pænt af Dem.
KRUSE De er saa forstaaende, saa modtagelig og fin, (ser frygtsomt paa hende) og saa — saa smuk. Bliv ikke vred —
ANNIE Nej, vist ej.
KRUSE De er anderledes end alle Andre.
ANNIE (truer ad ham) Naa! Vær nu ikke troløs mod Deres Udkaarne, der har Øjne, saa dybe som Havet og straalende som Stjernen.
KRUSE (ser paa hende) Nej, det kunde jeg aldrig være.
Obersten og Oberstinden komme nærmere.
OBERSTINDEN (sætter sig ned) Kan Du se, Klemming, Du kan altid stole paa mig.
OBERSTEN Ja, det mærkede jeg før, da vi skulde med Toget.
OBERSTINDEN Hm — ja vist saa.
Hun tager sit Strikketøj, mens Obersten giver sig til at samle Tøjet. Kruse fjærner sig og slutter sig til Rosen, med hvem han i sagte Samtale gaar ud i Haven.