Dansk Koloniudstilling (Grønland og Dansk Vestindien)
samt Udstilling fra Island og Færøerne
31. maj – 24. september 1905
DANSK KOLONIUDSTILLING
samt udstilling fra Island og Færøerne
Koloniudstillingen kan næsten kaldes Emma Gads 10 års udstillingsjubilæum, eftersom det var i 1895 hun blev ‘revet ud’ af sine egne cirkler med forfatterskaber (først og fremmest indenfor dramatik), og ud på gulvet til det store samarbejde. Hun kom med i ‘-inder’kredsen fra den første kvindemanifestation på udstillingsfronten med, af og om kvinder.
Koloniudstillingen blev en forrygende succes, og emnet vestindiske øer var yderst aktuel, da der i tiden flittigt blev debatteret hvorvidt øerne skulle beholdes eller sælges. Denne debat blev fortsat og resulterede i salg efter en folkeafstemning, dog først i 1917.
Det var en levende udstilling på flere niveauer. Ikke nok med at der var svin og høns der gik og gryntede og kaglede; der blev også udstillet negerbørn!
Fra planlægningen havde det været et ønske, at få et kurvefletterpar eller -familie fra de vestindiske øer op til udstillingen, hvor de skulle arbejde med deres produktion, men det glippede. I stedet ankom Alberta og Victor på hhv. ca. 4 og 6 år, og blev en attraktion i sig selv. Ikke blot på udstillingen da de kom med fra 30. juli, men også den daglige spadseretur fra pensionatet til Tivoli, hvor barnepigen måtte have politiets hjælp for at kunne komme frem blandt nysgerrige københavnere, der lige skulle mærke om farven og krølhåret var ægte på børnene.
Forberedelserne til denne store udstilling begyndte med sammensætningen af en effektiv komite i sommeren 1904. Kunstflidsforeningen var blandt andet repræsenteret ved formanden Emma Gad, der med sit store organisationstallent blev valgt til at lede og fordele de mange arbejdsopgaver. Erhvervslivet og bankerne var også med ligesom Den danske Turistforening og andre interesseorganisationer. Der var mange tunge navne indblandet.
Efter åbningen havde Illustreret tidende i løbet af de første 2 måneder 3 artikler fra udstillingen. Det vil sige at Alberta og Victor slet ikke var ankommet på dette tidspunkt – og derfor naturligvis ikke omtales. De har i stedet deres eget afsnit efterfølgende.
Randers Amtsavis, 24. oktober 1904.
En Kolonialudstilling,
der udelukkende omfatter Færøerne, Island, Grønland og Dansk Vestindien vil ifl. “Dubr.” til Sommer blive afholdt i Tivoli. Ideen er udgaaet fra “Dansk Kunstflidsforening.”
Berlingske, 25. november 1904.
En Kreds af Damer og Herrer har fattet den udmærkede Ide til Sommer at arrangere en stor Udstilling her i Kjøbenhavn fra Monarkiets Bilande og Kolonier, Island, Grønland, Færøerne og de vestindiske Øer.
Der er dannet en Komité og nedsat et Forretningsudvalg.
Præsident er Grosserer Moses Melchior.
I Forretningsudvalget sidder Etatsraad Henningsen (Formand), Justitsraad Müller, Kaptajn Ramsing, Direktøren for den grønlandske Handel C. Ryberg, Grosserer Thorv. E. Tulinius, Direktør Emil Glückstadt og Admiralinde Emma Gad.
Læs mere
Fra Færøerne møder ogsaa en Familie med Hus og Baad, Redskaber og Husdyr. I den Færøiske Sektion, vil man bl. a. faa en hel Fugleklippe at se med alle de Søfugle (dog kun udstoppede), der fanges paa den farlige Fuglefangst, Redskaber og Billeder af Grindehvalfangst o. s. v.
Fra de smaa vestindiske Øer kommer der selvfølgelig en Negerfamilie, der skal bo i sin Rørhytte, omgiven af Sukkerplantager og Palmeplantninger, og som diamentral Modsætning til vore tropiske Øers sorthudede og kuldskære Beboere, vil man finde Eskimoerne fra den vældige Polarø højt mod Nord.
Der har været lidt tvivl, om man kunde faa Eskimoer herned. Men nu, da vor grønlandske Handel interesserer sig stærkt for Udstillingen vil det sikkert lykkes. Mere end noget andet vil en Eskimofamilie med sine Hunde og Kajakker, Sommertelte og Vinterbolig bidrage til at vække Interessen for Grønland og dets fjerne Beboeres Vel.
Selvfølgelig have alle de mange Planer endnu ikke fast Form i Detaillerne, og Udstillingens Arrangement vil kræve et stort Arbejde. At de fornødne Pengemidler imidlertid let kunne skaffes tilveje eventuelt ved Hjælp ogsaa fra Statens Side, tør man gaa ud fra. Overhovedet vil Udstillingen sikkert blive mødt med den største Sympati og Støtte fra alle Sider.
Spero.
Politiken, 26. november 1904.
Et Blad med Agtelse for sig selv – og et saadant er “Politiken” – maa en Gang imellem interviewe Fru Emma Gad. Det kan et Blad slet ikke lade være, det skylder det sig selv og sine Læsere.
Altsaa trækker vi Uret op af Lommen og siger til os selv:
– 3½. Det vil sige Formiddagste i Kunstflidsforeningen.
Naturligvis træffer vi Admiralinden i Lokalerne i Hyskenstræde, og hun er i straalende Humør. Intet Under. Fru Gad er i Færd med at lave Udstilling, og det har altid været hendes det bedste.
– Jeg maa sige, begynder Fru Gad, at Tivoli har stillet sig overordentligt imødekommende. Vi faar det store Udstillingsterræn ud mod Ny Vestergade, Risikoen deler vi …
– Og Overskudet?
– Ogsaa! Det vil sige indtil et Beløb af 8ooo Kr. Kommer der mere ind, faar Kunstflidsforeningen det Hele. Vi har jo aldrig tidligere her hjemme haft nogen fuldstændig Udstilling fra alle vore Kolonier og Bilande, det faar vi altsaa nu til Sommer. Og det bliver ganske stilet. Vi opfører et helt Koralrev for at fremtrylle Billedet af vestindisk Natur, vi bygger et kolosalt færøsk Fuglefjæld med 500 udstoppede Fugle rundt omkring og fremstiller en Gade i Thorshavn med dens ejendommelige Huse, vi tumler med Tanken om at lægge et lille grønlandsk Isbjerg herned (Efterligning naturligvis), og for at Island ikke skal være Stedbarn, vil vi lade et efterlavet Geyser daglig slynge en tyk Vandstraale højt op i Vejret. Og hvad siger De saa, om vi lader et kunstigt Nordlys straale over disse Landskaber?
– Ogsaa over Koralrevet?
Fru Gad siger strengt:
– De maa ikke spøge med alvorlige Ting. Det, jeg her har sagt Dem, er ramme Alvor, og takket være en Kres af kundskabsrige og handledygtige Mænd vil det blive fuldbragt. Vi vil dernæst til Udstillingen knytte Forevisning af Lysbilleder og en Række oplysende Foredrag, til hvilke vi haaber at kunne hverve Mylius-Erichsen og Knud Rasmussen. Vi vil fremstille Optrin af Beboernes Liv og give Prøver paa deres ejendommelige Levesæt; vi faar fra Vestindien en Negerfamilie, der i en original Hytte vil flette Straamaatter og drive deres øvrige daglige Syssel, vi vil fylde op med Færinger og Islændere og lade Grønlænderne tumle sig i deres Kajakker paa en lille Sø, som vi haaber at faa gravet paa Terrænet. Vi indretter Udsalg og Tombola med færøske, islandske, grønlandske og vestindiske Ting, og vi lader unge Piger i deres Nationaldragter sværme rundt paa Terrænet, besørge Salget og forsyne Gæsterne med Varer fra Restauranten.
– Og hvor vil De faa disse unge Piger?
– Det ved jeg ikke endnu, men nogle er der vel altid i Byen.
– Der er i alt Fald ude paa Fødselsstiftelsen, sagde vi, baade et Par Grønlænderinder og et Par unge Negerpiger, der uddanner sig til Jordemødre.
– Ja, sagde Fru Gad, det kan jo være, det kan lade sig ordne med dem. De vil maaske være glade ved at komme lidt ud og more sig. Og om Eftermiddagen har de vel ikke saa travlt.
Admiralinden tav lidt og føjede saa til med et Smil:
– Omendskønt, Børnene, de kommer jo paa alle Tider af Dagen.
– Og Natten med!
– Ja, det er jo kedeligt, sagde Fru Gad og fortsatte derpaa:
– Vi vil ogsaa have mærkelige Dyr fra de forskellige Lande. Fra Island og Færøerne haaber vi at modtage en del Faar, hvad Grønland angaar, siger Direktør Ryberg, at han godt kan skaffe os en Flok Hunde, men han vil ikke raade os til det, for de æder alt, hvad de kan faa fat paa, og tuder hele Dagen. Saa jeg véd ikke, om vi vil. Fra Vestindien faar vi en Del sorte Grise og Høns, og nogle Skildpadder maa vi jo ogsaa se at faa fat paa. Men de er saa dyre at faa slagtede. Jeg kan huske en, vi fik herover til den østasiatiske Udstilling; vi maatte give en Slagter 40 Kr. for at tage Livet af den.
– De fleste Skildpadder, indskød vi, er forresten døde, naar de kommer hertil.
– Er de det, sagde Fru Gad. Ja, det letter jo Sagen en Del. Jeg havde tænkt mig, at mange gerne vilde prøve, hvordan ægte Skildpadde i Grunden smager, og at vi skulde servere det i Restauranten. Men forresten syntes jeg ikke selv, der er megen Stads ved det; jeg har faaet det et Par Gange, og det smagte nærmest som udpint Oksekød.
– Frue, udbrød vi smerteligt – hvor kan De sige det!
– Ja, det synes jeg virkelig, sagde Fru Gad. Men alt det ordner sig jo nok. Foreløbig vilde jeg bare ønske, at jeg vidste, om vi skulde tage de grønlandske Hunde eller lade være. Nogle Prøver paa grønlandsk Dyreliv maa vi dog have med.
– Maaske, sagde vi, at et Par Grønlandshvaler eller Kaskelotter …
– Ja, Tak, sagde Fru Gad, det var en Idé! Men tror De, at der bliver Plads? …
Hektor-
Dagens Nyheder, 26. november 1904.
I nogle Aar har Dansk Kunstflidsforening hver Sommer indbudt en Del unge Piger fra Nordslesvig og fra vore Bilande til et Kursus i forskelligt Haandarbejde i København, betalt deres Rejse eller skaffet dem den frit, besørget dem indkvarteret i gode Hjem, lært dem Hovedstaden og Liver her at kende, kort sagt, taget sig af dem, saaledes at de kunde vende tilbage berigede med en Mængde Indtryk, som de atter kunde sprede ud oved deres Egn paa de fjerne Steder, hvor de havde hjemme.
Fru Admiralinde Emma Gad, som har havt Ideen til at oprette dette Kursus, har havt stor Glæde af det, idet de unge Piger, der kom hertil for at modtage Undervisningen, virkelig viste sig at være intelligente og lærvillige – eller “rigtig søde unge Piger”, som Fruen udtrykte det i Gaar, da hun forelagde Pressen Planerne til den Koloni-Udstilling, Kunstflidsforeningen afholder i Tivoli til Sommer.
– Vi har udelukkende havt Fornøjelse af de unge Piger, sagde hun, og de har paa deres Sider havt Nytte af Opholdet her i mere end een Henseende. Den Vævning og de andre Fag, de har lært her, har de givet Undervisning i, naar de er komne hjem, og Sagen har havt national Betydning ved at de har lært os og hverandre at kende. Vi har havt Negerinder, der kun kunde Engelsk, og Islænderinder, som ikke talte andet end Islandsk, staaende Side om Side, og der er kommet udmærket Forstaaelse imellem dem i Løbet af en lille Tid, saadan som der altid kommer, naar det blot er lutter Ungdom, der er sammen.
Men nu skulde vi gerne have nogle Penge til at opretholde dette Kursus for, og saa har vi tænkt paa at opretholde dette Kursus for, og saa har vi tænkt paa en Udstilling, som paa samme Tid kunde interessere Folk for vore Bilande, virke underholdende og belærende og give os et Overskud til Undervisningens Fortsættelse. Det er nu bestemt, at Udstillingen skal finde Sted i Tivoli, dels paa den store Plads, hvor Alpepanoramaet laa sidste Sommer, og dels i en lukket Udstillingsbygning. Meningen er, at den skal give en Række levende Billeder af Livet og Forholdene paa vore Kolonier; den skal være ethnografisk, kulturel, botanisk, og en halv Snes Videnskabsmænd har allerede tilsagt os deres Støtte. Og først og fremmest har Hds. kgl. Højhed Kronprinsessen lovet os at overtage Protektoratet af Udstillingen.
Læs mere
– Og de unge Piger fra Kolonierne, som alle Pengene, der kommer ind, skal gaa til – skal de slet ingen Gavn gøre?
– Det skal de rigtignok, sluttede Admiralinden, de er her de fire Sommermaaneder, og Udstillingen kommer til at vare to eller tre. Der er altsaa intet til Hinder for, at de kan være tilstede om Eftermiddagen, naturligvis ikke som Udstillingsgenstande, men paa samme Maade som vi andre, som Forevisere og Vejledere for Publikum.
Haagen.
Adresseavisen, 26. november 1904.
Vi traf Fru Emma Gad i Kunstflidsforeningens smukke og stilfulde Stuer. Bænket foran en umaadelig Mængde af det dejligste Bagværk og med en Kop hed duftende The, serveret i kongelig københavnsk Porcellæn, foran os, udviklede Fruen sin nyeste Idé.
– Vi agter, i Lighed med, hvad der aarligt finder Sted i East Court i London, at foranstalte en saakaldet Koloniudstiilling.
Derfor har vi lejet Udstillingspladsen bag Tivoli for hele næste Sæson, og agter der at fremstille Scener af Livet paa vore Kolonier. Der bliver fire Afdelinger i fri Luft og lige saa mange i Udstillingssalen. Island, Grønland, Færøerne og Vestindien faar hver sit Domæne.
For Islands Afdeling, bliver en Gengivelse af Geyser Attraktionen, medens et færøst Fuglebjærg, en Sukkerplantage og et Parti af Grænland skal frembringe det ydre indtryk af de tre øvrige Kolonier.
Endvidere udstilles selvfølgelig Dragter, Husgeraad og Erhvervsmidler af enhver Art. Det hele arrangeres og forestaas af en Komite under Protektion af Kronprinsessen, og hvis Præsident er Hr. Grosserer Moses Melchior. I Komiteen vi De træffe flere Videnskabsmænd, og Mænd, som har opholdt sig i de forskellige Kolonier. Deres Navne og Autoritet borger for, at Udstillingen bliver nøjagtig og fuldt ud korrekt. –
– Og Overskuddet? –
– Ja, Entreen bliver næppe større end 35 Øre, og vi haaber derfor, at Tilslutningen bliver saa stor, at vi kan slutte med et stort Overskud. Dette skal da anvendes til Fordel for Dansk Kunstflidsforenings Friskoler for national Haandgerning med særlig henblik paa et aarligt 4 Maaneders Sommer-Frikursus for unge Piger fra vore Kolonier. –
– Er der andre Planer oppe med Hensyn til Udstillingen? –
– Vi er jo endnu kun paa Forberedelsernes Stadium; men vi paatænker en større Fest for hver enkelt Koloni, ligesom vi hver Aften i Lysbilleder agter at fremstille Scener af Livet rundt om paa Kolonierne.
Men iøvrigt skal vi nok holde Pressen à jour med eventuelle nye Idéer, ligesom vi venter stor Tilslutning fra Privatfolk, som ligger inde med Samlinger fra Kolonierne. Blot de velvilligt vil laane os deres Sager i Lighed med, hvad Direktør C. Ryberg, kgl. grønlandske Handel, har gjort, idet han nemlig har stillet hele sin enestaaende Samling til Disposition for Udstillingen. –
Efter af have erholdt alle disse Oplysninger, tog vi Afsked med Fru Gad, vel nok Københavns mest energiske Dame. Der er næppe Tvivl om, at Idéen med en Koloniudstilling fuldtud vil reufere.
Henry.
Social-Demokraten, 16. december 1904.
Næste Sommer skal der afholdes en saakaldt Koloniudstilling i Tivoli, omfattende saavel Vestindien og Grønland som Færøerne og Island.
Udstillingskomiteen er sammensat af de fineste Navne, men Livet og Sjælen i det hele er Fru Emma Gad, der ogsaa har bevæget fire Islændere – nemlig den islandske Minister, de to islandske Universitetslærere, Doktorerne Gudmundsen og Jonsson samt de herværende isl. Grosserer – til at indtræde i Komiteen. Udstillingens Hovedformaal skal være at vække Interesse for de nævnte Statsdele, dens Biformaal at dække et Underskud i Kunstflidsforeningen. – Kronprinsessen er Udstillingens Protektrice; men alligevel er det mærkelige hændet, at den herværende islandske Studenterforening offentlig har udtalt “sin Beklagelse over Islands Deltagelse i en Udstilling under denne Form og over den Mangel paa patriotisk Takt, som er udvist af de Islændere, der har lovet deres Medvirkning”, ligesom Foreningen har benyttet Lejligheden til at protestere mod Benævnelsen Koloni eller Biland, som her i Danmark jævnlig bruges om Island.
Hvorfor fremkommer denne Protest?
Er det ikke en Ære for det lille islandske Folk, at de findes værdig til at fremvises for Nordens Athenere, det københavnske Tivolipublikum? Er ikke Udstillingen netop et glædeligt Vidnesbyrd om den vaagnende Interesse for den trefarvede Treenighed: Negre, Eskimoer og Islændere? Tilmed har Udstillingskomiteen vist Islændere og Færinger den sjældne Hensynsfuldhed at lade Udstillingen føre Navnet: “Dansk Koloniudstilling samt Udstilling for Island og Færøerne”. Hvorfor protesterer saa de utaknemlige islandske Studenter?
Læs mere
Pastor Hafstein Pjetursson dirigerede, og med 96 mod 3 Stemmer vedtoges det at protestere mod den paatænkte Udstilling for Islands Vedkommende.
Jyllands-Posten, 20. december 1904.
Kampen om de vestindiske Øer bragte Opmærksomheden hen paa de danske Bilande og Kolonier i Almindelighed, og man fandt for dem et Fællesnavn: de danske Atlanterhavsøer. Alle ligge de i eller ved Atlanterhavet, og alle er de Øer. Selv Grønland er en Ø, som den nyere Polarforskning har godtgjort det. Da først Opmærksomheden var vakt for disse Øer, var man ikke længe om at opdage, at der mellem dem og selve Kongeriet Danmark i Grunden bestod et meget løst Forhold udover det, Forfatningslovene fastsatte, og det laa da nær at undersøge, om der ikke baade burde og kunde gjøres mere end hidtil for at gjøre dette Forhold mere inderligt, for at drage Fordel af, at disse Øer nu en Gang hørte til den danske Krone, og for at tilvejebringe en begrundet Følelse blandt Øernes Beboere af, at ogsaa de kunde have Fordel af denne Samhørighed. Det er almindelig bekjendt, hvorledes det private Initiativ strax, da de vestindiske Øers Salg var forkastet, satte sig i Bevægelse for deres Ophjælpning, og man vil tillige af Pressen have erfaret, hvorledes der paa en Privatmands Foranledning blev udsendt nogle Expeditioner til den nordligste af Øerne, til Grønland, for at fremskaffe Vished for, hvad der kunde gjøres for at udnytte de Rigdomme, dette Land utvivlsomt maatte gjemme i sit Skjød. For yderligere at udvikle Initiativet overfor baade disse Øer og Island samt Færøerne dannedes dernæst et Selskab kaldet “De danske Atlanterhavsøer”, delt i Sektioner, en for hver af de fire Øer, eller Øgrupper, og dette Selskab, som til Sekretær har valgt Kammmerherre Knud Sehested og baade derved og ved Ordningen af sit Sekreteriat tilkjendegav et vist Slægtsskab med Landhusholdningsselskabet, holdt i Gaar Aftes sin første Generalforsamling.
Læs mere
Denne Udstilling har i de senere Dage givet Anledning til en hel Del Postyr. Sagen er den, at Islænderne jo meget gjærne lægger en ikke ubetydelig Selvstændighedstrang for Dagen. De har nu paa Forfatningsomraadet faaet denne Selvstændighed anerkjendt i vidt Omfang; men der er Mange af dem, som vil have mere endnu. De mere yderliggaaende stiller overhovedet Fordring om, at det islandske Folk betragtes som en selvstændig Nation og navnlig ikke paa nogen Maade slaaes i Hartkorn med saadanne Ejlande som Grønland og de vestindiske Øer. For ikke at udfordre denne Fraktion, kaldes Udstillingen, der skal holdes til Sommer, “Dansk Koloniudstilling samt Udstilling for Island og Færøerne”. Dette Navn er billiget af Islænderne i Udstillingskomiteen, deriblandt den islandske Minister H. Haffstein, og man skulde da tro, at der Intet var derimod at indvende.
Alligevel er der Misfornøjelse. En del af de i Kjøbenhavn boende Islændere, og da navnlig de islandske Studenter, er harmfnysende over at høre Island nævnet i samme Aandedrag som Færøerne og de danske Kolonier, og henviser man overfor dem til, at deres egen Minister har godkjendt Udstillingens Navn, afviser de Henvisningen med et Spørgsmaal om, hvor han overhovedet har faaet Bemyndigelse fra til at arrangere islandsk Udstilling i Kjøbenhavn. En af Protestanterne erklærer, at hvis vi [Islænderne] en Gang skulde føle Trang til at udstille vore Seværdigheder, saa vil vi gjøre det selv; thi vi er de eneste som har Ret til det, og de eneste, som kan gjøre det paa en fyldestgjørende Maade. Først har da de islandske Studenter i Kjøbenhavn holdt Møde og enstemmigt besluttet at protestere, og dernæst er der holdt et almindeligt Islændermøde, som med alle stemmer mod 3 sluttede sig til Protesten. Den er videre blevet sendt til Island til Offentliggørelse, ligesom man har forlangt af de islandske Komitemedlemmer, at de skal træde tilbage. Om der er synderligt Hold i Protestbevægelsen, er dog vist tvivlsomt. Det almindelige Islændermøde var kun besøgt af en Sjettedel af de herboende Islændere, som til Gjengæld raabte saaledes op i tre-fire Timer, at Professor Jonsson, der var kommet til stede for at berolige Stemningen, fandt det raadeligst slet ikke at forlange Ordet. Imidlertid er der paa Island dannet en Lokal komite, som allerede har udstedt Opfordring til Deltagelse i Udstillingen. Da denne i vidt Omfang skal være en Salgsudstilling, tør det haabes, at de islandske Producenter ikke vil lade sig skræmme af de unge Islænderes trang til at lave Spektakel og Separatisme. En omfattende, velordnet Udstilling i Kjøbenhavn for vore Atlanterhavsøer vil være baade interessant og nytttig for alle Parter og kan, som den nu tænkes arrangeret, ikke krænke noget berettiget Selstændighedskrav.
B
Adresseavisen, 13. maj 1905.
Vi gik igaar en Runde i Thranes og Arnes Have.
Vi gik der for at se de Forandringer, der mulig var foretagne.
Det var ikke meget! Man bygger i Tivolisøen en Grotte; men den bliver først færdig om en Maanedstid. Undervandspanoramaet forsvinder, og Skibet bliver nu anvendt til en Kæmpegynge, der vistnok skal illudere et Skib i Søgang.
Der vil komme megem Søsyge ud af det!
Paa Udstillingspladsen bagved Mælkeriet er der heller ikke noget færdigt. Her gaar Fru Emma Gad og dirigerer med Rutine en hel Stab af Haandværkere, som skal udføre Rammen til Fruens sidste idé: “Koloniudstillingen og Udstillingen for Island”.
Denne Tilføjelse til det oprindelige Navn skyldes de gode Islændere.
Naar man gaar ind paa Labyrintens gamle Plads, vil man se, at Lunds ypperlige Schweizerpanorama er forsvundet.
Pladsen er ryddet, for at Fjerkræudstillingen og andre Specialudstillinger kan afholdes her.
Ved Indgangen er der rejst en taarnlignende Bygning (Arne Petersens Tegning), og derinde har Maleren Stæhr Olsen og Billedhuggerne Edelmann og Carlsson fremtryllet et sjældent smukt Panorama, der gengiver Port Arthurs Belejring.
Dette Panorama bliver færdigt til Aabningsdagen paa Søndag og vil foruden Hartmannsfestlighederne og de fuldt udsprungne Træer være Direktionens Overraskelse til Københavnerne.
Kassander.
Adresseavisen, 24. maj 1905.
Vi gik i Gaar Formiddags ind paa Udstillingspladsen bag Tivolis Koncertsal for at se Forberedelserne til “Dansk Kunstflidsforening”s Koloniudstilling og Udstilling for Island.
I Dag otte Dage skal Udstillingen aabnes, og det stod os derfor klart, at alt vilde være et Kaos, hvoraf man ikke skulde tro, der kunde bringes noget pænt ud i Løbet af de kommende syv Døgn.
Det slog ogsaa til. Enhver god Udstiling bør først blive færdig i det øjeblik de første Ord af Indvielsestalen siges. Det varsler den virkelige Succes.
Og der er al Grund til at tro, at Succes’en her vil blive stor. Thi man kan nu skimte Konturerne af Festens Rammer, og efter dem at dømme, vil det blive en baade original, smuk og interessant Udstilling, som i denne Sommer skal drage vore Bysbørn og Udlændinge til.
Efter at have hilst paa Komiteens Formand Etatsraad Henningsen og Sekretæren, Admiralinde Emma Gad begav vi os under Direktricen, Frk. Klüwers elskværdige Førerskab gennem alt det, der skal forme sig til “Dansk Koloniudstiling samt Udstilling for Island og Færøerne”.
Hovedindgangen bliver ad Porten nærmest ved det kinesiske Thetaarn, og straks man kommer ind, har man til højre Islands Hus. En smuk Træbygning, der er foræret af Grosserer Thor E. Tulinius, og som skal monteres med lutter gammelt islandsk Husgeraad at stor Værdi.
Det kønne Bjælkehus, hvis Tag dækkes med Græstørv, hviler paa tykke Stolper, hvorimellem Carl Lunds Pensel anbringer Pseudoklippestykker.
Tilvenstre for Indgangen ligger et dansk Bondehus,hvor “Dansk Kunstflidsforening” udstiller Hedeboarbejder og en køn ung Dame i Nationaldragt underholder og vejleder de Besøgende.
Selve den store Udstillingshal deles i tre Afdelinger. I den første udstilles under Ingeniørkaptajn H. U. Ramsing vestindiske Produkter og andre Sager fra vore Perler i Atlanterhavet.
I anden Afdeling har Direktør Ryberg fra “Den kongelige grønlandske Handel” Arrangementet. Denne Afdeling er helliget Grønland og her udstilles veritable Konebaade og Kajakker, udstoppede Isbjørne og Sælhunde, gamle Dragkister og smaa Modeller af Kister og Bygninger i vort nordligste Biland.
Endelig er den sidste Del af Hallen taget i Brug dels af Færøerne og dels af Island, hvilke to Landes Tarv bestrides af Grosserer Tulinius.
Fra Hallen kommer man ind i en lang Pergola, hvis højre Side udelukkende optages at fire, fem Panoramaer, der forestiler Egne fra Island, Færøerne og Grønland. Ovenstaaende gengiver vi et af disse, det forestiler en Gade i Thorshavn.
Venstre Side af Pergolaen optages af en færøisk “Røgstue” og en do. “Glasstue”. Det sidste Navn stammer fra, at der er Glasruder i Stuens Vinduer.
Endvidere findes paa denne Side Tombola, Foreningen “De danske Atlanterhavsøer”s Udstilling, Boder, hvorfra der sælges saa forskellige Sager som Postkort, Pelsværk og vestindiske Frugter samt meget andet.
Endelig kommer vi ud til Udstillingens vestlige Ende, som ganske og helt er helliget Vestindien. Paa et pragtfuldt Lærred fremtrylles St. Thomas, og i Forgrunden dannes en smuk, kølig Palmeskov, hvor sorte Tjenerinder vil bringe de Besøgende Læskende Drikke.
Entren til alle disse Herligheder bliver 25, højst 35 øre. For de Penge faar man Lov til at bese alle Herlighederne og faar om Aftenen Lysbilleder i Tilgift.
Jyllands-Posten, 28. maj 1905.
Kjøbenhavn, 26. Maj.
Mulig allerede paa Onsdag, mulig først paa Lørdag vil den saa meget omtalte Sommerudstilling i Tivoli med det lange Navn blive aabnet: “Dansk Koloniudstilling samt Udstilling fra Island og Færøerne”.
Naturligvis befinder den sig endnu i Kaos, men men kan dog se, hvorledes den vil komme til at forme sig. Den ligger omme bag Tivolis Koncertsal og spænder over en ganske betydelig Plads, men alligevel vil det knibe med Rummet. Hovedbygningen er en Udstillingshal, Tivoli opførte for nogle Aar siden, og som efterhaanden har huset mange forskjellige Ting. Den er nu för tilfället udstyret med en Frise, der forestiller mange forskjellige Slags Apparater til Færdsel paa Vandet, Kajakker og Vikingeskibe og meget mere, og bag dem anbringes i Køjerne de forskjellige Sager fra Kolonierne. For Grønlands Vedkommende er det den samme Samling, der i sin Tid imponerede de Besøgende paa Pariserudstillingen. Fra Vestindien kommer der Adskilligt, deriblandt en hel Negerfamilie, men der er det Aber derved, at Skibet er forsinket og først kan komme i sidste Øjeblik. Man faar saa maaske til at begynde med trøste sig med, at Komiteen ogsaa har tænkt paa de forhenværende danske Kolonier og udstillet nogle Erindringer om dem.
Islænderne var som bekjendt meget Misfornøjede med at skulle udstille sammen med Kolonierne og skulde derfor være noget for sig selv. De har faaet deres eget Hus udenfor Hallen. Om de er tilfredse med det, er maaske meget tvivlsomt. I al Fald ligner det næppe noget nu existerende Hus paa Island; men det kan jo nok være, at man paa Njals Tid har tænkt paa en saadan Efterligning af norsk Bygningsstil. Imidlertid har Islands Hus medført – som et Offer til vrede Guder -, at der paa den anden Side af Hallen er bygget et lille »Danmarks Hus«. Det var nemlig en af Islændernes Klager, at Danmark ikke selv var med paa Udstillingen, og for at imødegaa den, har man da bygget en Kopi af et lille Bondehus fra Sjælland med en Storkerede paa Taget, og inde i det vil en Hedebokone være at se i Arbejde med at brodere.
I Forlængelse af Udstillingshallen er bygget en lang overdækket Gang, og det er ikke umuligt, at de Besøgende vil anse den som Udstillingens clou; thi mens der langs dens ene Side findes Plads til Tombola og meget Andet, er paa den anden Side og for Enden af Gangen ved Hr. Carl Lunds Hjælp fremtryllet — tør man nok sige – fortrinlige Prospekter fra alle de udstillende Dele af det danske Monarki. For Enden af Gangen ses Caroline Amalie paa St. Thomas saa livagtig som kun muligt, og langs Gangens Side ser man et grønlandsk Kystlandskab med drivende Is, en Gade i Thorshavn og en vid Udsigt over en islandsk Slette. Det er virkelig saa, at man for hver Gang man ser ny Værker af Hr. Lund, henfalder til stadig stærkere Beundring af hans Kunst.
Om nu ellers Islænderne forholder sig rolige, vil Udstillingen sikkert blive en smuk Succes; men dem kan man aldrig stole pas. Deres Minister er her nede for Tiden, men rejser inden Udstillingens Aabning. Han skal hjem og rense sig for de Beskyldninger for Provisorisme, som hans Medbejler til Ministertitlen, Dr. Valtyr Gudmundsson atter og atter udslynger mod ham, og Doktoren selv er “privat” udtraadt af Udstillingskomiteen, efter at han først var exkluderet af de islandske Studenters Forening, fordi han ikke vilde udtræde af Komiteen. Man maa derfor være forberedt paa lidt af hvert. (B.)
Nationaltidende, 30. maj 1905.
Inde paa Koloni-Udstillingen i Tivoli kan man i disse Dage jævnlig se en elskværdig gammel Herre, der nærmest ligner en jævn hyggelig Skipper. Det er den islandske Skjald og Præst Matthias Jochumsen.
Olaf Hansen har oversat nogle af hans Digte. Ellers ved de fleste herhjemme kun det om ham, at han af sine Landsmænd betragtes som den største nulevende Digter af den gamle Skole, og at han oppebærer en efter danske Forhold klækkelig Digtergage.
Paa Island nyder Matthias Jochumsen der største Anseelse, og de islandske Studenter her i Byen har jævnligt fejret ham under hans Besøg i København. Hans Ord har Vægt som faa andres; det har da sin Interesse at høre, hvorledes han ser paa den Udstilling, som nu skal aabnes derinde i Tivoli.
Vi har i Dag havt en Samtale med den gamle islandske Digter og skal her gengive hans Udtalelser.
“Man har”, sagde Pastor Jochumsen, “anmodet mig om at tale ved Aabningshøjtideligheden, men jeg tager Hjem en af Dagene og er midt i Forberedelserne til min Rejse, saa jeg har ikke ment at kunne efterkomme Opfordringen. Desuden har jeg aldrig før holdt noget offentligt Foredrag maa Dansk. Men maaske finder jeg en Lejlighed til en lille Improvisation. Hele dette Udstillings-Spørgsmaal er jo blevet fremstillet paa en mindre heldig Maade i en Del af den islandske Presse. Bag Misstemningen laa der det Gran af Sandhed, at man til en Begyndelse hernede fra maaske nok kunde have henvendt sig – hvad skal jeg sige? – lidt mere formelt til de ledende Kredse i Reykjavik. Men iøvrigt maa jeg sige, at baade Fru Emma Gad, Grosserer Tulinius og andre, der har havt med Udstillingen at gøre, er optraadte med den loyaleste Hensyntagen. Ikke mindst fortjener Grosserer Tulianius Tak for det smukke Bjælkehus, som han paa egen Bekostning har ladet bygge.
Efter hvad jeg hidtil har set, forekommer det mig, at den islandske Udstilling, skønt ganske begrænset, præsenterer sig meget smukt. Jeg opfatter den hele Udstilling som noget rent privat, og jeg kan ikke forstaa, at nogen har villet tale om en officiel Fremvisning, ved hvilken vi Islændere blev sidestillet Eskimoer og Negere. Jeg tror ogsaa, at denne Misstemning nu er ved helt at svinde, og skulde der være nogen Misforstaaelse til Rest, da er det min Opgave, naar jeg nu kommer hjem med Fakta i Lommen, at klarlægge Sagen for mine Landsmænd. Med en lille Ændring kan jeg sige som den store, gamle Normand Bjørnstjerne Bjørnson sagde i Aalborg: Jeg betragter mig ikke alene som Islænding, men som nordisk Mand. Min Trøst, mit Haab er det fælles nordiske. Det skulde vi pleje omhyggeligt – ogsaa her i København.
Alt, hvad jeg formaar, det vil jeg gøre for at fremme Forstaaelsen mellem Island og Danmark. Jeg har denne Gang været herovre for at læse Korrektur paa en Bog, der skal hedde “Fra Danmark”, og udkomme paa Islandsk. I smaa løse Essays med indstrøede Digte forsøger jeg her at give en Skildring af dansk Historie og Kultur, og næste Aar tænker jeg paa at udgive en dansk Turistbog om Island. Jeg sad deroppe i Akureiri som Præst indtil for 5-6 Aar siden. Men mine Penne vilde, at jeg skulde høre op med at prædike for bedre at kunne digte og synge ind i Folket. Man siger, at Folket villigt laaner mig Øre.
Denne Modtagelighed vil jeg benytte til efter Evne at knytte Baandet fastere mellem Island og Danmark, saaledes at vi finder hinanden helt og fuldt i fælles Interesser, der ikke alene er vore, men hele Nordens.”
Cac.
Skive Folkeblad, 31. maj 1905.
Udstillingen staar nu rede til at tage imod de Gjæster, der vil aflægge den et Besøg, og det bliver forhaabentlig mange. Thi her bydes en saa enestaaende Lejlighed som aldrig før til paa en nem og behagelig Maade at gjøre sig bekjendt med vore Besiddelser paa Jordklodens forskellige Egne fjærnt fra Danmark, fra Steder, hvor kun Mindstedelen af de Danske er saa lykkelige at komme til at aflægge Besøg.
Det er mange og travle Hænder der i de sidste Dage har været sysselsat med at bringe denne Udstilling i Orden; men Arbejdet er lykkedes saa godt, at det hele nu trods nogen Uro før med Hensyn til den vestindiske Post, der syntes at skulle forsinkes, præsenterer sig paa en udmærket tiltalende Maade.
Inde paa Udstillingen var vi saa heldige at træffe Admiralinde Emma Gad, der har sin Del af Æren for det smukke Værk. “Er denne lille sjællandske Bondestue med Indgangen til Udstillingsbygningen ikke henrivende?”, spørger Fruen. “Den er monteret med Gjenstande fra Partitulier Thranes berømte Samling i Utterslev. Se dette nydelige Bord, Himmelsengen, Bilæggerovnen, en lille Kanariefugl, spillevende, hør, nu synger den! Og saa denne Rok, ægte og paalidelig, som iøvrigt alt andet selvfølgelig er her paa Udstillingen. Det vil blive morsomt at se en gammel Bondekone, som skal komme herind fra Hedeboegnen, sidde her og spinde Hør”.
Læs mere
Endvidere vil der blive holdt en Række oplysende Foredrag om de forskjellige Lande. Det første bliver d. 3. Juni, da Oberstløjtnant Rambusch taler om Plantevæxt og Landbrug i Vestindien.
Efter Aabningshøjtideligheden d. 31. Maj er Udstillingen aaben for Publikum.
L. Th. A.
Dagens Nyheder, 1. juni 1905.
I en smeltende Varme, der paa Trods af Naturens Orden bredte sig ligelig til arktiske og tropiske Afdelinger, lagde Udstillingens Arrangør i Gaar Form. sidste Haand paa Værket, og nu er alt rede til at modtage et Publikum, der utvivlsomt vil møde talrigt frem.
Den første, der vil drage de besøgendes Opmærksomhed til sig, er Islands nye blaa Banner med den hvide Falk, opplantet foran det smukke gamle Bjælkehus, – og den lille sjællandske Bondehytte med Kanariefuglenes Bur bag de smaarudede Vinduer. Forbi Bondestuen passerer man ind i Hovedhallen, hvor tropiske Planter omgiver en Buste af Udstillingens Protektrice Hds. kgl. Højhed Kronprinsessen. Til Højre for dette Arrangement findes de to vestindiske Interiører: Dagligstuen, med den prægtige Mahognibuffet og de smukke Sager af engelsk Plet, og Sovekamret med den smukke Dobbeltseng, der er omsluttet af et stort Moskitonet. Hovedvæggen i det førstnævnte Rum er dækket af det store gamle Trankebar-Gobelin, og paa en af Sidevæggene hænger et Maleri af St. Thomas Havn, et Ungdomsarbejde fra Løjtnantdagene af nuværende Admiral Bachariac. I en særlig Montre udstiller Fruerne Fischer, Lassen Landorph og Ramsing nydelige Broderiarbejder, spanish works og til den modsatte Side er Plantageselskabet “Dansk Vestindiens” Udstilling med Kort, hvis Farver angiver de nu opdyrkede Arealer, Prøver paa Bomuld af første Høst, Sukkerrør, Peberplanter og Kaffetræer. Her findes desuden et saadant Kuriosum som en stærkt medtaget Champagneflaske, der er fundet i St. Pierre paa Martinique efter Mont Velees Udbrud.
Den midterste Den af Hovedhallen, rummer den overmaade righoldige og afvexlende grønlandske Udstilling, baade de mange “store Numre” fra “Den grønlandske Handel” og Bidragene fra private Udstillere. Midt paa Gulvet staar den store Isbjørne- og Sælgruppe, Slæden med de 5 Hunde, Konebaaden og Kajakkerne. Ved højre Sidevæg er det grønlandske Sommertelt rejst og til venstre er der en Samling af mangfoldige forskelligartede Genstande: Vandskinds dragter, Poser af Hajskind, mægtige Enhjørningshorn, Hvalrostænder og Hvalbarder paa Baggrund af et imponerende Isbjørneskind, desuden nette Straa-Arbejder, et Stykke Flydetræ med Sten indborede i Træet, en Udstilling fra Godthaabs Bogtrykkeri o. m. a.
Derefter kommer den færøske Afdeling, med Tæpper, Uldtrøjer og Husflidsarbejder – bl. a. nogle kønne smaa broderede Daabshuer – og i Loftet hænger en Gengivelse af det stolte Skib, “Norske Løve”, der i sin Tid gik under ved Færøerne.
Island udstiller, foruden hvad vi i de foregaaende Dage har nævnt, en Del fortræffelige uldne Stoffer i en Hjørne af Hovedhallen. Herfra er der Passage op til det islandske Hus med den store Vidalinske Samling.
Fra Hovedhallen fører den med Hængeplanter smykkede lange Pergola ned til Kuppelbygningen. Paa venstre Side af Pergolaen træffer man først den færøske Røgstue – skjulte elektriske Lamper vil lyse under Ildstedets Tørv – og den kønne lille Glasstue, der ser helt hyggelig ud. Hofbundtmager Bang har sikret sig en stor Køje, i hvilken han udstiller en pragtfuld Samling grønlandske Skind i de viunderligste Farver, bl. a. en Jaket af spraglet Sælskind; denne Samling repræsenterer en Værdi af 20,000 Kroner. Dansk Fiskerimusæum møder frem med en Del Redskaber til Brug ved arktisk Fiskeri og med en interessant Fremstilling af en Hvalfangsts forskellige Stadier, og endelig er der her i Pergolaen en lille Køje med billige grønlandske Salgsvarer og en anseelig Udstilling fra dansk-vestindisk Frugtkompagni.
Til højre aabner der sig smaa henrivende Kig ud til de Carl Lundske Panoramer: Thingvallasletten, Umanakfjorden, Thorshavngaden og Fugleklippen, der er tæt besat med veritable Skarver, Alker og Lommer i udstoppet Tilstand. Prisen bærer det grønlandske Panorama og det store, herlige Billede af St. Thomas Havn, som man har Udsigt til fra Kuppelbygningens Restaurant.
Medens man her prøver de kølende refreshments – uden Spirituosa – kan man nærmere betragte den vestindiske Have med de tropiske Planter, Gangenes Konkylierande og det brogede Havehegn af Flaskeskaar, som holder alle ubudne barfodede Negre borte. Og Man ender saaledes, hvor man begyndte, ved sin Indtræden i Hovedhallen – i vestindiske Omgivelser.
*
Aabningshøjtideligheden, der fandt Sted i Gaar Efterm. Kl. 3 i Tivolis Koncertsal, overværedes af Hs. Maj. Kongen, Kronprinsen, Kronprinsessen, Prinsesse Thyra og Prinserne Harald og Hans. I den talrige Forsamling saas desuden Ministrene Enevold Sørensen, Berg, Raben-Levetzau og Vilh. Lassen (alle civilklædte), den svensk-norske Gesandt, Kammerherre Gude, Digteren Bjørnstjerne Bjørnson m. Frue, Overpræcident Oldenburg, Politidirektør Eugen Petersen m. fl.
Udstillingens Præsident, Grosserer Moses Melchior holdt Aabningstalen.
Grosserer Melchior begyndte med at takke Kongefamilien for dens Nærværelse, og han rettede en særlig Tak til Kronprinsessen, der havde lovet at overtage Protektoratet. Han mindede om, at Iniativet til Udstillingen var udgaaet fra dansk Kunstflidsforening, og at det eventuelle Overskud skal tilfalde denne Forenings Kursus til Uddannelse af Haandgerningslærerinder fra Island, Færøerne, Vestindien, Sønderjylland og vore Højskoler, – en Virksomhed der gjorde Foreningen og dens energiske Formand, Admiralinde Gad, den største Ære. Formaalet med Udstillingen var at fremme Interessen hos den store Befolkning herhjemme for de til Danmark knyttede Lande. Der var jo i de senere Aar vaagnet en stor Interesse for disse Lande, og den havde givet sig Udslag paa forskellig Maade, hvilket Taleren nærmere paaviste.
Grosserer Melchior gennemgik kortelig Udstillingens Indhold og henledede bl. a. særlig Opmærksomheden paa den enestaaende Samling af etnografiske Genstande fra Grønlands Østkyst. Udstillingen fra Island var ikke bleven saa fyldig, som den skulde have været, da der, navnlig hos Ungdommen, havde rejst sig en stærk Opposition mod Islands Deltagelse. “Jeg kan kun sige”, udtalte Grosserer Melchior, “at vi har gjort alt for at tækkes Islænderne. De har gjort Komiteen Uret, men jeg haaber, at Islænderne vil være saa noble og højmodige at tilgive os den Uret, de har gjort os, – skønt sligt som Regel ikke sker.”
Præsidenten takkede alle de mange, der havde arbejdet for denne Udstilling, og særlig takkede han “den stille Magt, der som fra en snarraadig, dygtig og højst elskværdig Side”. Han skulde ikke nævne noget Navn – da den paagældende havde forbudt ham det – men han vilde takke denne stille Magt, som i første Række havde skabt Udstillingen.
Skønt Grosserer Moses Melchior holdt sig Forbuddet efterretteligt og ikke nævnede noget Navn, var der næppe nogen af de tilstedeværende, som ikke anede den kvindelige Adresse.
Efter at Kronprinsessen paa Præsidentens Anmodning havde erklæret Udstillingen for aabnet, vexlede Kongen og Kronprinsessen nogle Ord med Bjørnstjerne Bjørnson, og derefter begav man sig over til Udstillingen. Kongen dvælede længe i den islandske Afdeling og udtalte sin Beundring over der Vidalinske Samling. De tre Grønlænderinder – Piece Kleist fra Julianehaab og Johanne Nielsen og Elisabeth Andreasen fra Umanak – blev, sammen med de to unge færøiske Piger – Rigmor Lützen og Elgine Kruse -, der ligesom Grønlænderinderne var iførte Nationaldragter, præsenterede for Kongen, som underholdt sig med dem en Tid lang. Hs. Maj. hilste ogsaa paa Negerinden, der vartede op i den vestindiske Afdeling, og den mørke Skønhed saa overmaade betaget ud.
Efter at have gjort en Del Indkøb i de forskellige Salgsboder, forlod Kongefamilien Udstillingen, men Komiteens Medlemmer var endnu længe optagne af at vejlede de mange Indbudne. Vi bemærkede blandt disse fhv. Guvernør Oberst Hedemann, Departementscheferne Schlichtkruft og Krieger, Statsraadssekretær Kofoed, kontorcheferne Stemann og Ellermann, Admiral Gad, Statsraaderne Stadslæge Hoff, Bryde, Lorenz Frølich og Claus L. Smidt, Skoledirektør, Prof. Bauditz, Prof. Ehlers, Etatraadinde Louise Hansen, Fru Mimi Carstensen, Frk. Sophie Alberti, Frk. Edith Brandes, Landsthingsmand Løjtnant Rambusch, Havnekaptajn Drechsel. Dr. phil. C. Rothe, Professorerne Jungersen, Henning Matzen, Leopold Meyer, C. B. Prytz, Rostrup, Ticherning, Warming, Wimmer og Bestermann, Bibliotekar, Dr. phil. Kaalund, Docent Verner Dahlerup, Dr. phil. Broch, Prof. Landskabsmaler Gotfred Christensen, Advokat Halkier, Højesteretssagfører Bagger, Overretssagførerne Høst og Ole Jensen, den islandske Digter, Pastor Matthias Jochumsen, Stadslæge Reumann, Kontorcheferne Krenchel og Earl Meyer, Grossererne Bernburg og Carl Melchior, Forlagsboghandler Hegel, Kapelmester Joachim Andersen, Direktør Dorph-Petersen, Arkitekt Tvede. Ingeniør Hendriksen og Direktør Bernhard Olsen, der sikrede sig en Del islandske Smykker til Dansk Folkemuseum.
Man kan længe nok paastaa, at Kunstnerne er vore Kælebørn. De er det ikke. Hvem er mere Genstand for Satire end netop Kunstnere? Selv deres egne skaaner dem ikke. Der er ikke nogen nemmere Maade for en Forfatter at være morsom paa end ved at fremstille Kunstnere, der er dumt forfængelige, affekteret og egenkærlige. Har man nogen Sinde set Publikum protestere mod sligt ud fra den Betragtning at Kunstnerne var Kælebørn, som man ikke vilde have latrterliggjort? Aldrig!
Nej, vore virkelige Kælebørn, det er de danske, der bor udenfor det egentlige Kongerige Danmark. Koloniernes Beboere maa man ikke kalde dem, men det er altsaa Beboerne af de danske Atlanterhavsøer. Vore islandske Landsmænd faar undskylde, men det vil næppe være muligt at bruge en Benævnelse, der udstiller dem fra de Negre og Eskimoer, som de saa nødig vilde paa Udstilling sammen med.
Og for Resten er det ogsaa et Fejlsyn, naar Sagaøens Beboere opfattede det som noget nedsættende at skulle sammenstilles med Medlemmer af disse to Folkeracer. Der er for Tiden ikke noget saa fint som at være dansk fra de atlantiske Dele af Riget. Hvad regner vi i Grunden os selv for? Ja, man kan jo f. Ex. læse Referaterne fra de to Venstrefraktioners Møder i denne Tid, og man kan der se, hvorledes Folk betragter hinanden, og det ikke blot Landsmænd men Folk, hvis politiske Grundopfattelse er den samme og som kun skilles af nogle Modsætninger paa enkelte Spørgsmaal. Man skulde tro, at disse Folk dog saa nogenlunde maatte kunne være i Stue sammen og omtale hinanden med en vis Agtelse. Men vil man danne sig en Opfattelse af hver af de to Parter ved at lære den anden Parts Karakteristik i de respektive Blade, saa faar man ikke noget Indtryk af, at det at være dansk Venstremand er noget her i Landet særdeles respekteret. Og da Venstremændene jo endnu er i Flertal, saa kan man vel slutte deraf, at det overhovedet ikke er meget fint at være kongerisk Dansk.
Saa snart derimod Talen er om de Danske, der bor uden for Kongeriget, saa faar straks Piben en anden Lyd. Da er vi alle enige om at udfolde den største Kourtoisi. Vi søger at gætte deres Ønsker, før de endnu er udtalte; vi møder med Telegrafkabler, Bankforetagende, Lotterier, Dampskibsselskaber. Og selve den Udstilling, der har vakt Islændernes Vrede, er jo utvivlsomt ment som en Kærlighedserklæring til vore fjerne Landsmænd. Det er sandt nok, at der undertiden har været Tivoli-Udstillinger, der havde en udelukkende spøgefuld Karakter. Men denne er noget ganske andet. Tivoli er virkelig ikke et letsindigt Etablissement.
Men heraf skulde atter synes at følge, at jo fjernere Kolonibeboerne er fra Landets Centrum, des mere Kælebørn maa de blive. Set fra dette Standpunkt er Vestindianerne, der for Resten ikke, som Islænderne synes at gaa ud fra, alle er Negre, de fineste, derefter kommer Grønlænderne, og Islænderne selv er i Grunden ikke stort højere paa Straa end vi selv.
De maa saamænd være glade til, at de overhovedet kommer paa Koloniudstilling.
Opticus.
Politiken, 4. juni 1905.
Foreningen “De danske Atlanterhavsøer” har skaffet Komitéen for Udstillingen i Tivoli Tilbud om en Række Foredrag, der skal behandle sociologe og økonomiske Emner fra Island, Færøerne, Grønland og de vestindiske Øer. Kaptajn Rambusch lagde iaftes for med et Foredrag om “Plantevækst og Landbrug i Vestindien”. Mangelfuld Bekendtgørelse var Skyld i en noget ringe Tilslutning fra Publikums Side, og Komitéens totale Mangel paa Arrangementet – Foredraget holdtes i Udstillingens Længdehal, og Publikum maatte staa op – hindrede Tilegnelsen for de fleste.
Blandt de kommende Foredrag kan nævnes: Pastor Vibæk om “Det grønlandske Hjem”, Forfatteren Holger Rosenberg om “Sorte og Hvide i Vestindiern”, Havnekaptajn Drechsel om “Fiskerigorhold ved Island”, Professor Dr. Ehlers om “Klimafaren i varme Lande før og nu”, Overlærer Bergh om “Fuglefangst paa Færøerne”, Marinekaptajn Ryder om “Erhvervsvilkaarene paa Island” samt Museimsinspektør Ostenfeld om “Geografiske Forhold paa Færøerne”.
Denne Serie Foredrag vil, om fornøden Tilslutning finde Sted, muligt blive fulgt af en anden med andre Emner Udstillingen vedrørende.
M.
Jyllands-Posten, 5. juni 1905.
Kjøbenhavn, 1. Juni.
Hvad man saa end vil gjøre derimod, vil det næppe lykkes at faa Kjøbenhavnerne til at nævne den nu i Tivoli aabnede Udstilling fra de danske Kolonier samt fra Færøerne og Island ved andet Navn end “Koloniudstillingen”, hvilket Navn imidlertid er forbudt af Hensyn til de ømfindtlige Islændere. Kunde man saa endda bevæge Publikum til at udelade Hentydningen til Kolonierne og ganske i Almindelighed at tale om “Udstillingen”, vilde det vel delvis kunne tilfredsstille, og nogen Forvexling vil ikke kunne opstaa nu, da Kunstudstillingerne er ved at lukke. Beregnet, som den er, til at vare hele Sommeren, vil den da ogsaa meget vel svare til det Stabile, der udtrykkes gjennem Navnet “Udstillingen”.
I Gaar Eftermiddags aabnedes den officielt med megen Stads. Kongen og de hjemmeværende Medlemmer af Kongefamilien var til Stede, deriblandt Kronprinsessen, som er Udstillingens Protektrice. Ogsaa Bjørnstjerne Bjørnsen havde givet Møde og vexlede Ord med Kongen. Gamle Grosserer Moses Melchior holdt som Udstillingspræsident en Tale, der udmærkede sig ved sin lune Humor ikke mindre end ved sin varme Følelse for Opkomsten af de Dele af det danske Monarki, om hvilke det er Udstillingens Opgave at give de Besøgende et Begreb. Kronprinsessen erklærede Udstillingen for aabnet og derpaa begav det store Selskab af indbudte Damer og Herrer sig fra Tivolis Koncertsal, hvor Højtideligheden havde fundet Sted, ind i Udstillingen, der tilsyneladende præsenterede sig fuldt færdig. Det var den nu ikke; thi af vestindiske Udstillingsgjenslande er der kun ankommet en mindre Del. Skibet med Resten – deriblandt en sort Kurvefletterfamilie – kommer først om et Par Dage. Imidlertid maa man glæde sig ved det fortræffelige Panorama af St. Thomas, hvortil man har Udsigt fra Udstillingens lille Restauration, bag hvis Buffet en herboende Negerdame bidrager til at fremkalde det rette exotiske Indtryk af Sceneriet. Kyndige Folk siger, at Carl Lunds Panorama har en slaaende Lighed med Virkeligheden.
Negerinden er ikke ene om at repræsentere de udstillende Landes Beboere. Baade færøiske og islandske Damer i Nationaldragt gjør Honnør pas deres Hjemøers Vegne, men mest Opsigt vækker dog tre unge Grønlænderinder i deres Sælskindstøj, der i Aabningsdagens stærke Hede af alle tilstedeværende Kjøbenhavnerinder betragtedes som Torturinstrumenter, en Følelse, Bærerskerne ikke syntes at dele.
Bortset fra det vestindiske Panorama er til at begynde med den grønlandske Udstilling i Hovedhallen den samlede Udstillings clou Det er den righoldigste Afdeling, og der er virkelig her samlet en Mængde Ting, som grundig illustrerer den grønlandske Befolknings Levesæt og Færdighed som Producerende. Her har man jo ogsaa haft de i sin Tid til Verdensudstillingen i Paris til vejebragte Samlinger at ty til. Man faar et Indtryk af, at selv om Livet i Grønland ikke altid kan være behageligt, kan man have det helt rart histoppe. En betydelig Tilfredsstillelse for den Komite, som har ordnet denne Afdeling, maa det være, at Afdelingen har fundet Naade for Hr. Mylius Erichsens øjne. Han er jo p. t. Autoritet paa det Omraade. Et Par Udliggere har denne Afdeling. Den ene er Grosserer J. Bernburgs Samling af Mineralier af forskjellige Slags, Udbyttet af de af ham i de senere Aar udsendte Expeditioner. Det viser sig her, at man af Grønlands Mineralier vil kunne producere værdifulde Handelsvarer, bortset fra, at Mineralierne selv er saadanne. Saaledes forefindes der her Blyanter, lavede af grønlandsk Grafit.
Bekjendt er det ogsaa, at man nu mener med held at kunne udnytte de grønlandske Kullejer, i al Fald til Koloniernes eget Brug. Den anden Udligger er en Samling af Pelsværk fra Bundtmager A. C. Bang, beregnet paa at vise, hvad der af den Vare kan hentes i Grønland. Her er selvfølgelig baade Edderfugle- og Isbjørneskindstæpper, men navnlig er det Blaaræven og Polarræven, der dominerer. Som et sjældent pragtfuldt Midterparti i Samlingen maa nævnes en Damejaket mod tilhørende Muffe af Sælskind, en helt ny Anvendelse af dette Skind, der imidlertid efter denne Prøve synes fortræffelig egnet dertil. Forretningen i grønlandsk Pelsværk har i de senere Aar været i stærk Fremgang, navnlig til udenlandske Kunder. Bundtmagerne søger mærkelig nok Grunden til, at den ikke tidligere er kommet op, deri, at Priserne tidligere har været holdt altfor lave. Nu er de paa Højde med den store Verdens. I Hr. Bangs Montre opgives der alene at være for over en Snes tusinde Kroner Pelsværk.
Færøernes Udstilling viser os adskillige Husflidsgjenstande, Tæpper, strikkede Ting etc. En enkelt Vare vil sikkert finde rivende Afsætning, nemlig nogle Knive af forskjellig Størrelse, som udmærker sig i lige Grad ved god Kvalitet og billig Pris. Et Par heroiske Bondestuer er meget livagtig gjengivne og interesserer ved deres fra lignende Stuer andetsteds i Riget afvigende Indretning. En Række store Kort og en Model af en Del af Strømø gjør det muligt for de Besøgende at sætte sig adskillig bedre ind i Færøernes Geografi og Naturforhold, end de paa Forhaand tør antages at være.
Island har det som allerede tidligere omtalt for sig selv i et af Grosserer Thor E. Tulinius opført Bjælkehus, der her hedder det islandske Hus, men hvortil Mage nok ikke findes paa Island. Der har været ytret Frygt for, at de vrede Islændere skulde blive krænkede derover. Heldigvis bliver, efter hvad der nu siges, det Modsatte Tilfældet. Islænderne er glade ved at se, hvor smukke deres Huse kunde blive. Det er ikke overdrevent store Kvantiteter, der findes i dette Hus. Halvdelen optages af Fru Helga Videlius smukke Samling af kunstindustrielle Arbejder baade Træ- og Metalarbejder, hvorimellem der er en hel Mængde fortræffelige Ting, som man maa undre sig over at træffe i privat Eje, da der dog existerer et islandsk Museum. I den anden Halvdel af Museet har Professor Finnur Jonsson, der har trodset de islandske Studenters Banstraale og til det sidste fortsat sit Arbejde for at gjøre Udstillingen saa fyldig som muligt, arrangeret Montrer af islandske Blade og Bøger fra de ældste Tider. Endvidere findes her bl. A. et Skab med islandske Højtidsdragter.
Fra Vestindien ser man foreløbig kun et Par Stueinteriører med forøvrigt fortræffelige Møbler og andet Husinventar, og saa er der endnu at nævne den lille Hedebo Stue, som Dansk Kunstflidsforening har arrangeret. Det er jo denne Forening, eller rettere dens meget energiske Leder, Fru Emma Gad, der har sat den hele Udstilling i Scene og forhaabentlig vil lukrere saaledes af den, at den vil opnaa Mulighed for at kunne udvide sin Virksomhed, deriblandt ogsaa til de danske Atlanterhavsøer. Fællesbetegnelsen for dem af den danske Krones Lande, som er repræsenterede pas Udstillingen. Den staer som sagt aaben hele Sommeren og er fuldt vel et Besøg værd. (B.)
Politiken, 7. juni 1905.
Igaar Formiddags ankom hertil Byen med Dampskibet “St. Domingo” en stor Del vestindiske Sager, der er bestemte til Koloni-Udstillingen, men ikke naaede hertil i rette Tid til Udstillingens Aabning.
En Skuffelse mødte Komitéen, da den skyndte sig ned til Skibet for at holde Revy over, hvad der var: Negerfamilien, som man havde glædet sig til, var udebleven; der var kun en enkelt Neger om Bord og saa den Hytte, som Negerfamilien skulde have boet i, og som man allerede nu er begyndt at stille op paa Udstillingen. Desuden var der en Del Paller med, en stor Del flettede Genstande og tyve levende sorte Grise, som man haaber vil gøre Lykke i Publikum. Efter nogle Vanskeligheder med Karantænevæsenet fik Grisene Lov til at gaa i Land, og man kunde allerede iaftes se dem tumle sig inde i Tivoli.
Forskellige Omstændigheder gør, at det vil vare noget, før alle de forskellige Ting er anbragte og opstillede. Bl. a. er det jo forstaaeligt, at Formanden for den vestindiske Komité, Kapt. Ramsing, der er ramt af saa tung en Sorg ved sin Broders tragiske Død, just ikke i disse Dage er oplagt til at ordne Udstilling. Før i næste Uge ventes det ikke, at hver Ting kan være paa sin Plads.
Berlingske, 10. juni 1905.
I disse Dage er De danske Atlanterhavsøers Udstilling i Tivoli bleven kompletteret ved en større Ladning af de mest forskelligartede Genstande fra vore vestindiske Øer.
Ved indgangen til Udstillingen findes et Par Æsler opstaldede, og lidt længere fremme træffer man en Ansamling af sorte Svin, der staar under Opsigt af en mindst lige saa sort Neger.
Inde i selve Udstillingsbygningen er ophobet en Mængde vestindiske Produkter, der giver et godt Begreb om Øernes Rigdom og Frembringelsernes Mangfoldighed.
Ved 3-Tiden igaar Eftermiddags samledes i den store Rotunde paa Udstillingen, hvorfra man i et prægtigt Panorama har et frit Vue over St. Thomas, Byen, Bjergskraaningen og ved Havnen, et lille, særlig indbudt Selskab, for hvilket Admiralinde Emma Gad var en utrættet Værtinde, assisteret af Udstillingens Præsident, Grosserer Moses Melchior, Konsulinde Vidalin og en Skare andre Damer.
Ved en fornøjelig lille thre o’clock-The prøvedes de forskellige velsmagende Drikke og Syltetøjer, den sidst ankomne Damper fra Vestindien har hjembragt til Udstillingen.
Der var udmærket Stemning over Selskabet, en Stemning som sikkert hurtigt vil brede sig videre til de Mange, der i de kommende Dage agter at aflægge Udstillingen og særlig den vestindiske Afdeling et Besøg.
Der er noget af Tropernes Duft over det hele Arrangement. Og vi er herhjemme ikke forvænte med Trope Kolorit.
Adresseavisen, 13. juni 1905.
Goddag Fru Admiralinde!
I en Gennemgangsvogn paa Klampenborgbanen traf jeg Fru Emma Gad sammen med sin søn, Maleren Urban Gad.
Fru Gad vil gerne interviewes, ikke for sin egen Skyld men af Hensyn til de mange højst forskelligartede Foretagender, som til enhver Tid optager den højtbegavede og meget flittige Dames Tid.
Altsaa, vi interviewer.
– Er Fruen tilfreds med Besøget paa Koloniudstillingen?
– Udmærket i kvantitativ Henseende.
– I kvantitativ? spurgte vi forskrækket: – Er Kvaliteten da ikke efter Ønske?
– Ih, jo! Forstaa mig ret, det er kun Børnene, vi savner. Vi synes, at denne Udstilling bør beses af de flest mulige Børn, og af den Grund har vi besluttet at lade Skoler slippe ind mod en Entré af 10 Øre pr. Barn, medens Lærerne gaar frit.
Vi ønskede gerne, at dette blev bekendt over hele Landet gennem Bladene, saaledes at Landsbylærere, som kommer her til Byen med deres Elever, alle førte Børnene ind paa Udstillingen og viste dem, hvilke Dele af Verden der er under dansk Flag.
– Udmærket, af nationale Hensyn!
– Ja, og af kommercielle. De vil sandelig have godt af at se vor Udstilling.
Nu er den for Resten færdig. Der er kommet Sager fra Vestindien, 20 sorte Grise –
– Tobenede?
– Fy, nej, rigtige firbenede Dyr! og flere store Palmetræer. Senere skal vi have Foredrag om Øerne af kyndige Folk og Lysbillederne skal forøges i Antal.
Det gaar nok altsammen skal De se!
– Ja, hvilket Foretagende, som De beskæftiger Dem med og holder Deres Haand over, gaar ikke?
Fru Gad sad og saa tankefuld frem for sig. Saa sagde hun med eftertænksom Stemme:
– Jeg sidder og spekulerer paa en ny Idé, men jeg maa have – –
Mere fik jeg ikke hørt. Toget standsede ved en Mellemstation, og da vi ikke allesammen har Ekstratog ved Haanden til enhver Tid, maatte jeg afbryde Samtalen og skynde mig ud af Toget.
Men Fru Gad tænker – og om kort Tid vil hun atter overraske sine Bysbørn med noget nyt og belærende, noget elegant og dog folkeligt, som alt det er, Admiralinde, Forfatterinde, Kvindesagsforkæmperske, Festarrangense osv. osv. Fru Emma Gad sætter i Scene og gennemfører
Daniel
Folkebladet Sydjylland, 4. juli 1905.
København, den 3. Juli.
Klokken godt og vel halvtre førte Moses Melchior den regerend kronprins, Fru Emma Gad, Kronprinsessen til Sæde i Koloniudstillingens Forfriskningshal vis á vis St. Thomas’s solbadede Hvidhed. Magelige Kurvestole var hensat til Herskabernes og deres Ledsageres Brug. Foran Kronprinsessens var der endda sat en lille henrivende dannebrosfarvet Skammel, som imidlertid til Fru Gads Sorg slet ikke blev benyttet.
Den lille, gamle, hvidhaarede Grosserer Melchior besteg straks Talerstolen. Han talte i 3 Kvarter om St. Croix.
Han begyndte med at fortælle om Øens Opdager, Christoffer Columbus. Men den geniale Spaniers Livsæventyr maatte dele de kongelige Højheders Opmærksomhed med nogle ubetydelige Graaspurve, som hoppede nok saa ugenert om lige foran Prinsesse Thyra og paa deres lave Flugt gennem Rummet strejfede Fjerene i Kronprinsessens Hat. Da ingen imidlertid gav dem Kagesmuler, som de var vante til, forsvandt de snart, og den tætte Tilhørerskares hele Interesse kunde atter samle sig om Talerstolen.
Der fra blev der nu fortalt om det Selskab, som i forrige Aarhundrede dannede sig her hjemme og sendte Skibe med Agerdyrkere til St. Croix. Hele Øen blev delt mellem dem, og den eneste Udgift eller Skat, de havde at betale, var en Kapun eller Kalkun om Aaret. Det vil sige, der eksisterede ogsaa forskellige Bødebestemmelser. De maatte f. Eks. ikke arbejde om Søndagen, ikke forlade Landet uden Guvernørens Tilladelse osv. Bøderne bestod i Tobak. Vilde de ikke gaa i Kirke om Søndagen, maatte de saaledes pænt erlægge 25 Pd. Tobak.
Og nu fortalte gamle Melchior en Historie, som faar Kronprinsessens Hofdame til at rødme.
En af disse Agerbrugere var særlig berømt. Han hed Schielderup, og hans samtidige kan ikke blive trætte af at opregne alle hans Dyder og herlige Egenskaber. Det berettes, at der kom Folk rejsende til langvejs fra, fra Steder hundrede Mil borte, blot for at se den højt priste Schielderup. Ja, en samtidig Forfatter ved endda at melde, at en Kronprins, som boede 300 Mil borte, sendte sin Datter til ham med Bøn om, at “den tre Gange værdige Hr. Schielderup” vilde skænke ham en Dattersøn ved hende. Da hun var ung og smuk, mener Forfatteren, at Fyrsten har faaet sit Ønske opfyldt, og jeg skal ikke nægte – føjer Hr. Melchior til, medens alle Damevifter er i Bevægelse – at jeg selv er af samme Mening.
Efter at dette lille Intermezzo er overstaaet, bringer Hr. Melchior atter alles Sind i Ligevægt ved at fremhæve de store Fortjenester, Kronprinsessen har indladt sig ved at tage Initiativet til en forbedret Børne- og Sygepleje i Vestindien. Men det private Initiativ er ikke nok. Skal det rigtig blive godt maa Regering og Rigsdag træde hjælpende til.
Taleren slutter med at udtale Haabet om, at Lovgivningsmagten vil støtte de Bestræbelser, der fra privat Side er gjort for at ophjælpe de vestindiske Øer.
Troels.
Korsør avis, 7. august 1905.
Kronprinsesse Louise, der som bekendt er Protektrice for Koloniudstillingen i Tivoli, har over for Komiteen udtalt Ønsket om, at der maatte blive givet Landets Skolebørn Lejlighed til at se denne interessante og lærerige Udstilling. Komiteen har strax imødekommet Kronprinsessens Ønske, og Hovedstadens 40,000 Skolebørn saa vel som de Skoler fra Landet, der besøger København, vil nu faa gratis Adgang til Udstillingen. Man mener at kunne modtage 3600 Børn om Dagen.
Paa Krinprinsessens Initiativ arrangeres en særlig Tombola for disse Børn, en Tombola, hvor hvert Nummer giver Gevinst for den Tiøre, Børnene maa erlægge, og det skyldes omfattende Velvillie fra københavnske Storhandlendes Side, at man har kunnet træffe dette Arrangement.
Aftenbladet, 25. august 1905.
I Gaar Formiddags begyndte den store Invasion paa Koloni-Udstillingen. Ved Tolvtiden stod 600 Skolebørn, Drenge og Piger, opstillede i Tietgensgade udenfor Indgangen til Udstillingen, og kort efter at de var rykkede ind under Ledelse af Lærere og Lærerinder, mødte et nyt Hold frem. Der var stadig Afløsning, og inden Klokken slog 4 havde 4200 Drenge og Piger fra Kommuneskolerne foretaget Vandringen gennem Island, Færøerne og Kolonierne.
For at regulere Færdselen var der mellem nedrammede Pæle udspændt en Snor midt igennem den overdækkede Gang, der fører fra Hovedhallen til den vestindiske Rotunde. Paa Komiteens Vegne tog Grosserer Moses Melchior og Konsulinde Vidalin sig af de ungdommelige Gæster, og Hr. Knud Steffensen assisterede ved Tombolaerne. Der var to, en for Drenge og en anden for Piger. Hver fjerde fik Gevinst, og det blev ordnet saaledes, at Børnene trak af en Pose, der var forsynet med 24 Numre, hvoraf de 18 var Nitter. Der var Honningkager, smaa Dukker og meget andet, attsammen gratis. Men de unge Damer og Herrer havde jo belavet sig paa at skulle ofte 10 Øre paa Tombolaen, og der blev i den Anledning omsat en lille Formue i Frugtkompagniets Bod, som saaledes nød godt af de 10-Ører, der gik Tombolaen forbi; særlig efterspurgte var de lange, raslende Flambohaubælge, som er Niggerbørnenes kæreste Legetøj. Vi tror nok, at Tombolaen og det dansk-vestindiske Frugtkompagnis Udsalg var det, der gjorde størst Indtryk, men Lærerne og Lærerinderne, som var med, sørgede jo for, at der ogsaa faldt lidt Belæring af. Og der blev endda Tid til at vexle Haandtryk med Mr. William Smith og Victor og Alberta.
I Dag kommer der nye Skarer af Børn, og i Aften har jo ogsaa Tivoli-abonnenterne gratis Adgang. Det fylder ikke i Kassen, men Koloni-Udstillingen har stadig kunnet glæde sig ved jævnt godt Besøg. De første fyrretyve Tusind Kroner er taget ind, og dermed mener man, at Udgifterne er dækkede. De Uger, som er tilbage, skulde altsaa bringe det forventede Overskud til “Dansk Kunstflidsforenings” Sommerkursus.
Henad Firetiden i Gaar Eftermiddags aflagde Kronprinsen, Kronprinsessen, Prinsesse Dagmar og Prinsesse Louise af Schaumburg-Lippe med sine tre Børn, ledsagede af Hofdame Frk. Wedel-Heinen, et Besøg paa Koloni-Udstillingen, der paa det Tidspunkt endnu var befolket af glade Kommuneskolebørn. De kongelige Herskaber, der blev modtagne af Udstillingens Præsident, Grosserer Moses Melchior og Konsulinde Vidalin, underholdt sig længe med Børnene. Kronprinsen fik en Flok Drenge og Piger samlede sammen i det islandske Bjælkehus og gav dem, assisteret af Fru Vidalin, en omhyggelig Forklaring vedrørende de her udstillede sjældne Genstande. Imidlertid havde Kronprinsesenn forsynet sig med Kokosnødder og andre gode Sager, som hun uddelte til Børnene. Der var almindelig Begejstring, da Hds. kgl. Højhed tog Udstillingens lille Negerpige paa Armen; den eneste, som ikke delte denne Begejstring, var den lille Alberta. Hun var ganske uforstaaende overfor den Ære, der blev hende til Del, og hylede i vilden Sky.
De kongelige Gæster opholdt sig over en Time paa Udstillingen, og da de steg til Vogns, gav Børnene dem et rungende Hurra.
Tombola-Arrangementet voldte i Gaar enm Del Standsninger. Man har derfor resolut opgivet det, og i Morgen vil der blive givet Gevinstpakker til Lærerne og Lærerinderne, saaledes at disse bagefter kan besørge Fordelingen.
Politiken, 25. august 1905.
Præcis Kl. 12 igaar kom gamle Moses Melchior ind paa Koloni-Udstillingen.
– Skal vi saa begynde, sagde han og gned sig utaalmodig i Hænderne.
Udenfor Tivoli helt hen til Glyptoteket stod lange Kolonner af Kommuneskolebørn, og nu begyndte de at rykke ind i Tivoli under Kommando af deres Lærere. Først op i den islandske Udstilling. Her stod Konsulinde Vidalin, som netop i den Anledning var ilet til fra et 5 Ugers Ophold i Ronneby, og forklarede. Saa ned i Hovedhallen forbi Isbjørnene og Sælhundene, og ned langs Carl Lunds Panoramaer. Og endelig kom det vigtigste: Lodtrækningen, som ikke kostede noget, men gav Gevinst hver 4de Gang. Pigerne og Drengene trak hver for sig, til de unge Damer var der Straahatte, Vaser, Godter, Syting, til Drengene Huer, Blyantsholdere, Tændstiketuier og en Mængde andre Ting. Denne Kæmpelodtrækning var særdeles praktisk ordnet, og det hele gik nemt fra Haanden. Pæne og velopdragne defilerede Børnene forbi Gramseposerne, umaadelig ligeglade, naar de ikke vandt, og umaadelig henrykte, men ogsaa umaadelig generte, naar Lykken var dem gunstig, og de fik en Gevinst overrakt. Ialt ekspederedes igaar 7 Hold paa 600 Børn i hvert, ialt 4200 Børn, og idag og imorgen kommer der lige saa mange.
– Ja, Børnene er der ikke megen Vanskelighed med, sagde en af Komitémedlemmerne, men imorgen Fredag, faar vi en bitter Dag.
– Hvorfor det?
– Saa kommer jo alle Abonninerne herind, og saa tror jeg nok, jeg melder mig syg.
Hektor.
***
Koloni-Udstillingen har nu haft en Indtægt af ca. 40,000 Kr., og dermed skulde ifølge Overslaget Udgifterne kunne dækkes. Men de, der kender lidt til Udstillinger, véd, at Udgifterne altid løber højere op, end man har tænkt sig, og det samme finder nok ogsaa Sted ved denne.
Nogen overvældende Indtægt handler Kunstflidsforeningen derfor klogest i ikke at gøre Regning paa.
***
Fra det frederiksbergske Skolevæsens Side er der nu sket Henvendelse til Koloni-Udstillingen med Forespørgsel om, hvorvidt der ikke kunde tilstedes Skolebørnene i denne Kommune en lignende fri Adgang til Udstillingen som den, de kjøbenhavnske Børn har faaet.
Det bliver et Par Tusind Børn til.
***
Midt under Skolebørnenes Besøg paa Koloniudstillingen igaar, indfandt Kronprinsen, Kronprinsessen, Prinsesse Louise med Børn og Prinsesse Dagmar sig paa Udstillingen, hvor de blev ca. 1½ Time.
Kronprinsessen var som altid meget interesseret, købte Gaver til Skolebørnene og talte livlig med de to smaa Negere, der efterhaanden synes at befinde sig vel under de ny Forhold.
***
Politiken, 26. august 1905.
Kronprinsessen, der iforgaars aflagde Besøg paa Koloniudstillingen, indfriede straks igaar et Løfte, hun ved denne Lejlighed havde givet, idet Kammerherre Bull paa Prinsessens Vegne sendte Komitéen 4 Jubilæumstokroner til Fordeling mellem Udstillingens Grønlænderinde og dens Neger og de to smaa Negerbørn. De var alle fire lige vilde af Henrykkelse, da de fik Mømterne, Grønlænderinden var ved at besvime ved Tanken om, at Mønten kom fra selve Kronprinsessen. Negeren erklærede, at han vilde have sin anbragt ved sin Urkæde, og de to Unger fik deres hængt om Halsen under Udstødelse af høje Glædeshyl.
Politiken, 1. september 1905.
Koloniudstillingen har været særlig udsat for de sidste Dages Vandskyl. Der har været Timer derinde, hvor de vestindiske Negere troede sig hensatte til deres Hjemland i Regntiden.
Med det sjællandske Bondehus til venstre for Indgangen var det rent galt. Regnen jog pludselig i stride Strømme gennem Taget, og i Huj og Hast maatte Stuen ryddes. Ogsaa i de andre Afdelinger opstod naturligvis stor Forvirring; Færøpigerne maatte reddes paa det Tørre af stærke Mandsarme; de udstillede Genstande maattre fjernes hurtigst muligt. Dette lykkedes saa godt, at heldigvis ikke en eneste af de mange værdifulde Ting led nogen Skade.
Nu har man delvis faaet bødet paa Ødelæggelsens Vederstyggelighed. Paa Bondehuset lægges der nyt Tag. Det bestaar som det gamle – der mærkværdig nok har holdt i samfulde tre Maaneder – slet og ret af olieret Papir. Paa Pergolaen har man ofret 6 Læs Grus, saa den er atter farbar.
Iøvrigt har Oversvømmelsen haft en behagelig rensende Virkning. Og Væden oven fra har hjulpet svært paa de Carl Lundske, efterhaanden noget tilstøvede Panoramaer.
Munin.
Politiken, 14. september 1905.
Efteraarets voldsomme Regnskyl var slemme mod Koloni-Udstillingen, de hærgede Tingvalla-Sletten, skyllede Farverne af Fugleklippen og fik selv Antillernes Glans til at blegne. Og iforgaars fik Komitéen at vide, at Kong Georg vilde komme ud og se Udstillingen med sin Broder Kronprinsen, sin Svigerinde Kronprinsessen og en Række andre kongelige Personer. Men hvordan vise saa høje Herskaber en skaldet Fugleklippe og en udflydt Tingvalla-Slette? Komitéen indsaa at der burde gøres noget.
– Vi inviterer, sagde en højtstaaende Officerfrue, og vi dækker Tebord i Rotunden.
– Og vi sætter det i Bladene, tilføjede en praktisk Komitéherre, saa faar vi 1000 betalende Gæster og 500 Kr. i Entré!
Saa satte man det i Bladene at de Kongelige kom, og inviterede Indenrigsminister Berg og hans smukke Frue og Fru Ch. Wiehe og flere nydelige Damer. Og de mødte et Kvarter før de Kongelige, alle meget smukke. Situationen var reddet.
– Goddag, sagde Fru Gad til Kronprinsen, Goddag deres kongelige Højhed, Fru Wiehe er her!
Og Kronprinsen vendte sig til sin Broder, Kongen af Grækenland,
– Har du hørt, sagde han. Fru Wiehe er her!
– Nej, sagde Kong Georg, er Fru Wiehe her?
Og saa gik de Kongelige ind paa Udstillingen, og lige indenfor Døren foran Victor og Alberta, lidt borte fra de smaa sorte Grise, stod Fru Wiehe og nejede.
– Det er jo en smuk Udstilling, sagde Kong Georg og gik lige hen til vor berømte Landmandsinde, Goddag, hvordan har De det?
– Tak godt, svarede den lykkelige Gilberte.
Nu kom gamle Moses Melchior med hvide Glacé paa Hænderne:
– Hvis Deres Majestæt vil følge mig, skal jeg vise Dem alting.
– Tak, sagde Kong Georg.
Men det var næsten umuligt at komme gennem Hovedhallen. Der var Trængsel af Mennesker, der vilde se. Det gik endda med Kong Georg og Kronprinsen og de andre voksne Kongelige, de har været i lignende Situationer saa mange Gange før, men med Prinsesse Louises to Smaapiger var det helt galt; de havde lyserøde Kjoler paa og store hvide Hatte og blev fuldstændig klemte inde.
Nu skal jeg, sagde Etatraadinde Louise Hansen, og hun tog en Prinsesse ved hver Haand, stak hver af dem en Negerdukke i Favnen og trak af med dem.
– Nej, hvor de er søde, sagde Folk.
– Nu kan vi vist godt gaa vor Vej, sagde Fru Hegel til Professorinde Bissen; der er Kommiemedlemmer nok foruden os.
De to Damer forsvandt.
– Denne Vej, Deres kongelige Højheder, sagde Fru Emma Gad til Kronprinsessen, og bagefter fulgte Forfatteren Steffensen med Prinsesse Victoria og Moses Melchior, der nu havde travl med at forklare Prinsen af Schaumburg-Lippe en Mængde Ting.
Kong Georg konverserede Fru Wiehe.
Inde i Rotunden var der dækket to Teborde med rene, hvide Duge, som Komitéen havde laant ude i Byen, Der stod lækre Smaakager og Tevrøvl.
Gid jeg var Hofreferent! Saa vilde jeg skrive omtrent saaledes:
– Kl. c. 3½ tog de høje Herskaber Sæde ved det med Femøreskager rigt smykkede Bord, ved hvilket Placeringen var følgende. Ved Hovedbordet havde Hendes kongelige Højhed Prinsesse Louise af Schaumburg-Lippe Plads imellem sine to Døtre, Prinsesse Louise og Stephanie, der hver krampagtig trykkede en Negerdukke til sig, samtidig med, at deres Øjne med Opmærksomhed heftede sig ved de omtalte Smaakager. Ved Prinsesse Stephanies højre Side havde Hendes kongelige Højhed Prinsesse Victoria Plads. De kongelige Herrer tog derimod ikke Sæde, men bevægede sig op og ned, livlig konverserende de Damer, der kom indenfor deres Rækkevidde. Paaklædningen var civil Formiddagsdress uden Ordener. Der blev ingen Taler holdt, Under Taflet musiceredes der af et Hornorkester.
Saaledes er vist den officielle Hofreferentstil, men jeg behersker den ikke ganske, jeg vil derfor indskrænke mig til at fortælle, at da alle de Kongelige var naaede hen til Rotunden, saa kom Teen.
Frk. Christophersen fra Kunstflidsforeningen, Etatraadindes og Admiralindens højre Haand, bar den rundt, assisteret af den sædvanlige Negerinde.
– Skal vi have Te, sagde Kromprinsessen, jeg holder i Grunden mere af Kaffe.
– Jeg ogsaa, Deres kongelige Højhed, sagde Etatraadinde Louise Hansen, nu skal jeg sørge for to Kopper.
Imidlertid gik Smaakagerne rundt; der var baade af de firkantede med en []klat i Midten og Napoleonshatte og Makroner og Kys. Alt i alt have Komitéen nok ødet for to Kr.
Men der kom 4-500 Kr. ind i Entré, saa det var en god Forretning.
Procopius.
Nationaltidende, 23. september 1905.
I Morgen er det Koloni-Udstillingens sidste Dag, og vi har i den Anledning haft et lille Interview med Udstillingskomiteens Sekretær, Admiralinde Emma Gad.
Fru Gad fortæller os, at Besøget er i stadig Stigen. I den sidste Tid har det jævnt almindelige Hverdagsbesøg kunnet mønstre over 800 Personer, og man kan deraf slutte, hvor stærkt Tilstrømningen ville være, om Udstillingen laa paa et mere befærdet Strøg.
Det samlede Antal af Udstillingsgæster bliver omkring de 400.000, og Indtægten kan med et rundt Tal anslaaes til 52.000 Kroner. Man gør da Regnming paa et Overskud, der kommer Kunstflidsforeningens Sommerkursus til Gode. Foreningens Kursus er afsluttet for denne Gang. Den ene af de to vestindiske Elever vil opholde sig her endnu wen lille Tid for at søge yderligere Uddannelse, og naar hun kommer tilbage til St. Croix, vil hun oprette en Væveskole.
Vi spørger Fru Gad, hvad der nu bliver af Udstillingens sorte Befolkning: Mr. William Smith, under hvis Varetægt saa mange smaa Københavnere red omkring i Tivoli paa Æsler, eller de islandske Heste. Mary, som stod for Serveringen i den vestindiske Rotunde, og de to smaa Vildkatte, Victor og Alberta.
“William Smith,” svarer Fru Gad, “rejser hjem. Der har været adskillige, som ikke syntes utilbøjelige til at tage sig af Børnene, men efter moden Overvejelse har vi besluttet at sende dem tilbage til Vestindien. De har været udsat for saa mange Smaadrillerier, og nu længes de hjem. Den flinke Mary bliver. Hun har jo sin Mand – her i København, og hvis Folk til Selskaber ønsker sig en sort Opvarterske, hvad der jo ser ganske flot ud, – saa er Mary til Tjeneste”. [Efter Per Nielsens bog: Fru Jensen og andre vestindiske danskere, hedder den her omtalte Mary enten Henny eller Henriette Jensen!?]
– Har De fundet Afsætning for alle Carl Lunds Panoramaer?
“Zoologisk Have mener jo at kunne bruge det smukke, grønlandske Billede og den færøiske Fugleklippe, Maaske et eller andedt mindre Theater skulte have Brug for Resten”.
– Har dansk Folkemusæum saa købt den færøiske Røgstue?
“Jeg ved ikke hvad det bliver til. Direktør Bernhard Olsen vilde kun erhverve den for Musæet, hvis han kunde faa alle de gamle Sager med i Købet, og vi har netop i disse Dage fra Færøerne faaet et Brev, som giver alt andet end klar Besked. Folkemusæet har forøvrigt købt en Del paa Udstillingen, og Salget er i det hele gaaet ret livligt.
Og naar vi nu lukker”, siger Fru Gad til Slutning, “nærer vi et beskedent Haab om, at denne Udstilling maatte have røgtet sin Mission saaledes, at Kendskabet til og Interessen for de fjerne Lande, der er knyttede til Danmark, har bredt sig ud i videre Kredse. Jeg tror, at det er saaledes, og vi har da ikke virket forgæves.”
Dagens Nyheder, 24. september 1905.
I Gaar aflagde, som tidligere meddelt, kongefamilien en Afskedsvisit paa Koloni-Udstillingen.
De første, der indfandt sig var Hs. Maj. kong Georg og Hs. kgl. Højged Kronprinsen. De kom spadserende gennem Tivoli, og kort efter ankom Hds. kgl. Højhed Kronprinsessen til Vogns. Samtidig indløb der Telefonbesked om, at Drs. Maj. kong Christian, kejserinde Dagmar og Dronning Alexandra, som man slet ikke havde ventet, var kørt fra Bernstorf med Koloni-Udstillingen som Maal. Indtil Majestæternes Ankomst spadserede Kronprinsparret og Kong Georg, ledsagede af Udstillingskomiteen, en lille Tur i Tivoli, der i Efteraarssolens blege Skær præsenterede sig i de skønneste høflige Farver.
De kongelige Gæster opholdt sig over en Time paa Udstillingen, hvor de gjorde en Del Indkøb hos Hof-Bundtmager Bang og i det vestindiske Frugtkompagnis Bod. Kejserinden bestilte nogle vestindiske Broderiarbejder – de saakaldte spanish works – og i Tombolaen vandt Hds. Majestæt en islandsk Dukke. Dronning Alexandra, der vandt en Skindpung og et Par Barnevanter, købte to vestindiske Dukker og en af de fortræffelige færøske Forskærerkniv. Paa Vandringen gennem Udstillingen underholdt de kgl. Herskaber sig livligt med Komitemedlemmerne og andre af de tilstedeværende.
I den vestindiske Rotunde serveredes The og Grosserer Moses Melchiors berømte Madeira. Der blev sendt Bud efter de to smaa Negerbørn, og de kongelige Herskaber mente at kunne konstatere, at Børnene under det lange Ophold paa Koloni-Udstillingen var Gaaede frem i Opdragelse og gode Sæder. Men den lille Alberta var ikke længe om at svække det gode Indtryk ved vrissende at sige Nej til en Kage som den gamle Konge havde bestemt for Hende.
Inden de fyrstelige Gæster tog Afsked, betragtede de med Interesse et stykke færøsk Husflidsarbejde: et Broderi, som fremstiller Prof. Finsens Fødehjem i Thorshavn, og Udstillingens Protekttrice, Hds. kgl. Højhed Kronprinsessen, udtalte over for Komiteens Medlemmer sin fulde Tilfredshed med Udstillingen og de ved den opnaawede Resultater.
– – Endnu i Dag er Udstillingen aaben fra 12 til 5, og de, der ikke har aflagt den et Besøg, kan altsaa indhente det forsømte. At der bliver et Overskud til Fordel for Dansk Kunstflidsforenings Sommerkursus, tør, som vi tidligere har meddelt, anses som givet, og de mest sangvinske tænker endogsaa paa saadan noget som 8-10.000 Kroner.
Nationaltidende, 24. september 1905.
[Indeholder samme beretning som ovenstående fra Dagens Nyheder, men fortsætter:] Men hvorledes det pekuniære Resultat nu end bliver, kan Komiteen med Tilfredshed se tilbage paa de forløbne Udstillingsmaaneder. Den fandt en udmærket Præsident i den gamle, altid ungdommelige og muntre Grosserer Moses Melchior. Men taler man med Grosserer Melchior, siger han: Æren for det store og besværlige Arrangement er først og fremmest Fru Emma Gads. Og det er ikke tomt Galanteri. Naar Udstillingen er ført saa lykkeligt over alle Skær, skyldes det for en stor Del Fru Gads Energi og Beslutsomhed, og alle komiteens Medlemmer har paa mangfoldige Maader staaet hende bi, ikke mindst Konsulinde Vidalin og Grosserer Tulinius, som gjorde det muligt, at den islandske Afdeling, trods alt, kunde hævde sin Plads. Men det vilde være ubilligt, om vi ikke ogsaa nævner Frkn. Klüwer og Christophersen, der saa ufortrødent varetog det daglige Arbejde med dets mange smaa Bryderier.
Politiken, 24. september 1905.
For sidste Gang kørte igaar en Række Vogne med røde Kuske ind i Tivoli, for sidste Gang var Koloni-Udstillingens Komité saa nogenlunde fuldtallig til Stede med Hr. Moses Melchior i Spidsen, for sidste Gang drak de Kongelige Te i Rotunden og fik Kager og Kiks med Guavagelé. Det var Udstillingens sidste store Dag, og de var der alle, baade Kongen, Enkekejserinden, Dronning Alexandra, Kong Georg, Kronprinsen og Kronprinsessen.
Kronprinsessen, der har omfattet sin Stilling som Udstillingens Protektrice med megen Interesse, viste selv igaar rundt og hjalp med til at forklare alle Enkelthederne. Ved Tombolaen blev der gjort et længere Holdt, og baade den russiske Enkekejserinde og den engelske Dronning afslørede sig som ivrige Spillere, den første vandt en lille Negerdukke, den sidste bl. a. et grønlandsk Spænde af Hvalrostand. Begge gjorde desuden betydelige Indkøb, bl. a. af Bangs Pelsværk.
Besøget, der næsten varede halvanden Time, havde selvfølgelig hjulpet til at fylde Udstillingen med Skuelystne.
Idag et det Udstillingens sidste Dag; naar den i Eftermiddag Kl. 5 slutter, holder Funktionærerne Fest, og Komitéens Medlemmer udstøder et Suk af Tilfredshed. Det har været en vanskelig Tid, men heldigvis er det jo gaaet godt. Udstillingen har været besøgt af op imod 100,000 Mennesker, og Entréen i Forbindelse med Tombolaerne, Salget i Restauranten har givet en anselig Indtægt, der ikke helt gaar med til de betydelige Udgifter. De mest forhaabningsfulde af Komitémedlemmerne tænker sig et Overskud paa 10,000; de mere skeptiske venter kun halvdelen. Men noget kommer der altsaa ind, om end ikke nok til, at Kunstflidsforeningens Gæld kan dækkes. Heldigvis er vi næsten tilbøjelige til at udbryde. Thi hvis den Ulykke nogensinde skulde ramme os, at Kunstflidsforeningen fik sine Pengesager i Orden og ikke mere trængte til ekstraordinære Indtægter, hvorfra skulde vi saa faa den næste mondæne lille Udstilling med indtagende og elskværdige Komitédamer, livlige Femtéer, med Besøg af de Konbgelige, Tombola og en Mængde andre Tiltrækninger?
Hektor.
Politiken, 24. september 1905.
Indenfor Koloni-Udstillingens Komité har der hersket lidt Usikkerhed om, hvad der skulde ske med de to Negerbørn Alberta og Victor, naar Udstillingen idag lukker. Efter mange Overvejelser er Resultatet blevet, at man har henvendt sig til Vajsenhuset, og rimeligvis vil da de to smaa Sorte blive anbragte der og faa en fornuftig Opdragelse og Undervisning. Det er i alle Tilfælde den bedste Løsning; hjemme er der dog ingen, der enten savner dem, naar de bliver her, eller tager sig af dem, naar de kommer tilbage.
Kallundborg Avis, 30. september 1905.
Komiteen for den nu afsluttede danske Koloniudstilling samt Udstilling fra Island og Færøerne har ved Afslutningsfesten sendt Udstillingens Protektrice, Kronprinsesse Louise, en telegrafisk Hilsen.
Kronprinsessen har derefter sendt følgende Svartelegram:
“Admiralinde Emma Gad!
Beder Dem modtage og til Præsident som Bestyrelse udtale min varmeste Tak for den venlige Hilsen ved den vellykkede “Koloniudstilling samt Udstilling fra Island og Færøerne”s Afslutning.
Louise
Kronprinsesse”.
Hver 8. Dag, 11. juni 1905.
MERE repræsentativ Forsamling end den, deri Tivolis Koncertsal paahørte Aabningstalen for Koloniudstillingen, kan København næppe opvise. Der sad med selve den gamle Konge paa første Række saa godt som alt, hvad der har Navn og Rang i Absalons By. Det var den fuldkomneste Samling kendte Navne, der længe har siddet sammen under ét Tag. Hvad vore sorte eller eskimoiske Brødre end ellers maatte have at klage over, de havde saa sandt ingen Grund til Klage over Koloniudstillingens Førstepublikum.
Og ogsaa over selve Udstillingen var noget smagfuldt og stilfuldt, i højere Grad end Tilfældet plejer at være med Udstillinger. Disse Lande, der spænder saa langt som fra Nordpolsisen til Tropernes Hede, var stemt sammen med en kunstforstandig Haand.
Udstillingen er et Udslag af den levende Interesse for vore fjerne Besiddelser, der i de senere Aar er groet op. De er ligesom bleven os nærværende, medens de før halvt om halvt var gledne ud af vor Bevidsthed. Egentlig kun stod for os som nogle Bilagsblade i vor Geografi til Danmarks Beskrivelsen. Noget har vel det Røre, som Salget af de vestindiske Øer vakte, virket. Men en Række Mænd har tillige med klar Bevidsthed arbejdet for at knytte Baandet fastere. For blot at nævne én, Mylius-Erichsen, der fik Studentertoget til Island i Gang og senere saa tappert gennemførte den litterære Grønlandsekspedition. Disse Mænd har med stor Iver indpræntet os vor Pligt til at hjælpe.
Og der er ingen Tvivl om om, at denne smagfulde og righoldige Udstilling af Liv og Frembringelser paa Færøerne, Grønland og Vestindien, samt Island, der hævder sin Særstilling i en særlig Bygning, vil avle megen Forstaaelse og Interesse.
Ikke mindst, fordi Udstillings-Komiteen har haft det store Held at have Carl Lund til Medarbejder. Thi han er intet mindre end en Troldmand. Paa et Stykke fladt Lærred maler han Thingvallasletten saadan, at vi ser Mile vidt ud over Islands historiske Samlingsplads. End ikke den skarpeste Seen-efter kan finde ud, at det kun er Farver og Lærred. Med lige stort Mesterskab lægger han den blaalige Dis over Umanaks Fjælde og de glødende, klare Farver over den vestindiske By. Og saa livagtig skildrer han, at Grønlænderpigen faa Hjemve ved Synet, og en Kolonibestyrers lille Datter vil ud og “lege paa Fjældet”. Carl Lund har for Gud ved hvilken Gang vist, at han i Fantasi og malerisk Evne staar over den langt, langt største Part at dem, der udstiller paa Charlottenborgs højtidelige Sale.
Nu bør Carl Lund virkelig være Professor.
I Forgrunden den paa Udstillingen ansatte Vestindianerinde.
Illustreret tidende, nr. 36, 4. juni 1905.
ISLAND
DENNE UDSTILLING maatte komme. Nu da den er en Kendsgerning, ved vi det alle.
Den er et Barn af den Bevægelse, der i de senere Aar er gaaet over Moderlandet; det gjaldt blot om at faa Ideen til den, Formen, under hvilken den skulde fødes.
Admiralinde Gad har da opnaaet ikke alene at skaffe en Sag, hun interesserer sig for, en Indtægt, men tillige er det lykkedes at give Interessen for vore Kolonier og Bilande et synligt Udtryk.
Det er efterhaanden gaaet op for Danmarks Beboere, at vi har vestindiske Besiddelser. Men der skulde ganske vist dette til, at man var ved at sælge dem; saa først naaede man til at tage Parti, til at diskutere Øernes Værd eller Mangel paa Værd for Danmark. Resultatet er da snurrigt nok det i Øjeblikket, at det store Procentantal af den danske Befolkning – i hvert Fald den københavnske – interessererer sig mere for Forholdene paa St. Thomas end for, hvorledes det gaar i Thorshavn paa Færøerne. I den Retning er vi nogle Nuets Børn.
Eller se til Grønland; der dukker Interessen stærkt frem ved en enkelt Lejlighed, saa den griber ned i Befolkningen, som nu ved Mylius Erichsens Færd. Eller Island, som pludselig blev aktuel, da det fik sit eget Ministerium; da Studentertoget drog derop; da – ja, da nogle Islændere af misforstaaet Æresfølelse blev krænkede over, at man vilde have Island repræsenteret paa denne Udstilling.
Dette Forhold er imidlertid tilstrækkelig uddebatteret i Dagspressen, saa der er ingen Grund til at jage Sonden ind i et Saar, der allerede er ved at læges. Og det Plaster, som den nu tilvejebragte Repræsentation for Island vil være, faar forhaabentlig snart helet alle Vunder.
Ser man en Smule praktisk paa Forholdene, er der dog kun Grund til at glæde sig over, at Udstillingen i dens Helhed er bleven realiseret. Tivoli er Samlingsstedet for Hovedstadens Børn og for Provinsens, og endelig er det det Centrum. Er det ikke ganske pudsigt, en behagelig Skæbnens Ironi, at netop Island bliver ene om at have sit eget Hus?
Grosserer Tulinius har ladet denne gammelnordiske Bjælkebygning opføre, og indenfor dens solide Vægge “findes et Udvalg af islandske Arbejder og Produkter.”
For kort Tid siden henledte Pastor Svensson i “Varder” gennem en Serie interessante Artikler Opmærksomheden paa vor Sagaø’s Litteratur. Her beretter de udstillede Genstande om et Folks sikre, støtte Kultur.
Selvfølgelig bestaar Udstillingen for Islands Vedkommende af en Mængde Enkeltheder, som man i en kort Redegørelse ikke kan stanse Ved, og Billederne vil ogsaa meget hurtigere kunne vække Interessen end en indgaaende Beskrivelse.
Se f. Eks. blot paa de gamle Sadler fra Slutningen af det 18. Aarhundrede [omlavet til stole] med deres rige ornamentik; den store Montre med Højtidsdragterne; de mange vævede Sager; Billedskærerarbejderne o. s. fr.
Og stans ved den gamle Prædikestol i Hjørnet, over hvilken Biskop Gudbrandur Thorlaksson’s Billede hænger. Den er fra 1594, hvad i og for sig kan være interessant nok, men med yderligere Ærbødighed ser man paa dette Arbejde, naar man ved, at det er selve Bispen, som har skaaret det.
Føj hertil en Mængde Sølvsager, en Alterkalk fra 1487, smaa Snapsebægre fra det 17 de Aarhundrede, et i en Hvalrostand udskaaret Mariabillede, et Utal af pragtfulde Bælter, Altertavler, udskaarne Træfigurer m. m. – saa har man et svagt Begreb om den enestaaende Samling, der af Konsulinde Vidalin er stillet til Raadighed.
Hr. Tulinius, der paa mange Maader har støttet den islandske Udstilling, har bl. a. ogsaa en Montre med store Krystaller af Dobbelt-Spat, der forøvrigt har været udstillet i Paris. Og endelig har Kaptajn Daniel Bruun, Professor Finnur Jonsson og Hr. Knud Stephensen havt en meget væsentlig Part i den Sukces, den islandske Afdeling bør have. Man vil saaledes med Fornøjelse lægge Mærke til den journalistiske Afdeling, der viser den islandske Presses Udvikling gennem Aarene. Det sidste Hæfte, der er udkommet, er “Odin “, et illustreret Blad, paa hvis Forside man ser Majestætens Billede. Her er overhovedet paa Tryksagernes Omraade tilvejebragt et særdeles fyldigt og sjældent Materiale, der imidlertid kræver en nøjere Gennemgang end den, et kort Udstillingsbesøg levner Tid til.
Damer vil forlade Udstillingen med ærbødig Beundring for deres islandske Søstre; man har haft god Tid der Nord Paa til at væve og brodere, hvad de mange Pragtstykker vidner om. Alene det Arbejde, som findes paa Højtidsdragterne, vidner om den højt udviklede Husflid. Paa en af Væggene hænger et ret kuriøst Broderi, nemlig et i Guld baldyret Vaaben, som nok er sine halvandethundrede Aar gammelt. Ellers er det særlig Vævningen, som interesserer, og udenfor denne er det de ældre og ældste Arbejder, som bærer Prisen; den moderne Paavirkning har ødelagt adskilligt originalt.
Nede i den store Hal, hvor de Carl Lund’ske Prospekter vil vække Rejselyster, ses naturligvis ogsaa et islandsk Landskab, Thingvallasletten, og ved Hjælp af Generalstabskortene kan man altsaa paa selve Stedet planlægge eventuelle Udflugter – Turistforeningen giver med Glæde alle Oplysninger!
Disse Prospekter bliver ikke de mindst vigtige, naar der senere skal tales om, hvad der drog Publikum til Huse. Saasnart man er kommen ind gennem Hovedportalen i den egentlige Hal, ser man saaledes ret ud for sig i det Fjærne Vestindiens Palmer, som tegner sig mod en af Mesteren malet tropisk Luft. Og paa højre Side aabnes der Kig til Thorshavns Hovedgade, til Fuglebjerge, grønlandske Isbræer og andre Naturtillokkelser, der forhaabentlig bibringer Turisterne en forøget Appetit.
Men disse forskellige Afdelinger vil der senere blive Lejlighed til at omtale; her gælder det blot om at henlede Opmærksomheden paa Island. Man bør da – for endnu at nævne noget ret seværdigt indenfor denne Afdeling – ikke forbigaa Resultaterne af den islandske Tobaksfabrikation – anede Læserne mon, at nogen saadan fandtes? – og ligeledes spiller den islandske Uld og Klædefabrikation naturligvis en Rolle i Ensemblet. Endelig savnes det obligate Udsalg og Tombolaen ikke.
Island er kommet godt med paa denne Udstilling – trods alt.
Den hele Udstilling, som nu altsaa staar aaben, har selvfølgelig haft sin Indvidelse. Vi aabner jo altid den Slags med en lille Festlighed, der skal understrege den højtidelige Karakter, og hvor særlig Indbudte møder op for at tage det første Vue og slaa Successen fast. Indvielsen fandt Sted i Onsdag og forløb i det sommerlige Vejr fuldkomment normalt.
VALDEMAR GREIBE
Illustreret tidende, nr. 38, 18. juni 1905.
FÆRØERNE
For en halv Snes Aar siden laa Færøerne officielt ikke paa den Plads, hvor de nu ligger. Den Gang fandt man dem paa den og den Breddegrad og den og den Længdegrad – nu ligger de et andet Sted!
Og denne Forrykkelse nærmere mod Europa skyldes den danske Generalstab, som med en fra alle Sider anerkendt Omhu foretog Opmaalinger og Kortlægning. Man havde, indtil dette Arbejde var afsluttet i 1899, rettet sig efter et Kort fra 1806, saa et lille Eftersyn var jo ikke afvejen, og Resultatet blev da, at Øgruppen – i hvert Fald paa Kortet – kom os nærmere.
Nu har vi Udstillingen deroppefra. Den vil jo ikke forandre de af Generalstaben afstukne Linier, men det kunne dog være at den var et første Puf til at Færøerne paa amdem Vis kom nærmere til Danmark, at man her i Moderlanget fik en noget mere vaagen Interesse for disse Interessante Øer med deres friske, djærve Befolkning, blandt hvilke Traditionerne paa forskellig Maade endnu holdes i Ære.
Naturligvis gaar det med denne Udstilling som med de øvrige Grupper indenfor Helheden, at der uden Skade kunne være mere. Vi faar ikke tilstrækkelig fyldig Besked. Man naar netop til det Punkt for Alvor at vække vog Appetit – for saa at standse. En Mulighed er der dog for, at den Vestindiske afdeling kan komme nær til Fuldkommenheden, naar den nyankomne Skibsladning derovrefra er bleven fordelt i Boderne og paa Terrænet.
Ved den færøiske Udstilling har man dog været klar over det ved en saadan Fremvisning meget væsentlige Moment, nemlig, at det gjalt om at give Prøver paa den hjemlige Industri, vise, hvad der fabrikeres af Ejendommeligheder netop fra Færøerne. Og her er den smukke Knivfabrikation med de indlagte Skafter et godt Eksempel paa den selvstændige Virken. Dernæst er der den righoldige Udstilling af Skind og Huder, af Uld og prægtige, langhaarede Tæpper, der sælges til en meget billig Pris. Man undgår hellr ikke at lægge Mærke til den kolossale Kulblok fra Syderø – en efter Sagkyndiges Udsagn ret enestaaende Prøve paa de meget omtalte, færøisk Kul.
Den kvindelige Husflid er særdeles smukt repræsenteret og aabebarer en fin Smag, der forstaar at benytte Farver. I forskellige Montrer findes Samlinger af mer eller mindre karakteristiske Arbejder for Færøerne – Grindeknive, Nationaldragter, udskaarne Genstande, Metalarbejder o. s. v. – men desuden er her naturligvis en ikke ringe Mængde Kuriosa fra tidligere Tider. Ganske morsomt er f. Eks. et Skakspil, hvoraf nogle af Brikkerne, der viser Biskopper i Ornat el. l., rimeligvis stammer fra før Reformationstiden; i 185o er saa Spillet blevet suppleret af en Færing, der har skaaret andre Præstefigurer, men den hvide Krave og den høje Hat har nu afløst de katolske Dragter.
Paa et af Væggene hænger et sjældent Stik, der viser selveste Frederik den VII i Fangerkostume ved en Grindejagt; det blev til som Minde om Kongens Besøg deroppe, men er allerede nu en Sjældenhed.
Færingerne faar naturligvis i første Række det store Publikum i Tale ved de to arrangerede Stuer: Røgstuen og Glasstuen; den sidste har sit Navn af den for os ikke overvældende Besynderlighed, at den har Vinduer.
Paa Charlottenborg havde Maleren E. Krause i Aar et smukt Billede af en saadan Røgstue – i et tidligere Numer af “Ill. Tid.” fandtes forøvrigt en Gengivelse deraf – og man kan nu paa Koloniudstillingen yderligere danne sig Begreb om disse Stuer, hvor Røgen gaar direkte fra Ildstedet op gennem Hullet i Taget.
Den lille “Glasstue” byder – foruden det hyggelige og beskedne Indtryk – den mere taalmodige Beskuer nogle Enkeltheder, som ikke er uden Interesse; man skal saaledes lægge Mærke til Figurerne paa Kakkelovnen – det er nemlig ingen ringere end Caroline Mathilde, der danser med Struense, medens Brandt stryger Fiolen dertil.
Og paa Væggene hænger Silhouetter, der har mangfoldige Aar bag sig, Billeder, som i lange Tider har prydet den lille Glasstue paa Færøerne. I en Ramme findes et gulnet Dokument; det regnes for en af Stuens fornemste Seværdigheder og er selve det Kaperbrev, som Justitsraad Møllers Oldefader, Michael Møller, modtog i det Herrens Aar 1808.
Alt dette er imidlertid Detailstudier. Det store Publikum, der passerer i saa og saa mange Minutter, har ikke Tid til sligt. Men Carl Lund er derimod sikker paa sine Beskuere, og hans smukke Fuglebjerg og Gadepartiet fra Thorshavn bliver derfor Reklameplakater for den færøiske Udstilling.
VALDENAR GREIBE
Illustreret tidende, nr. 44, 30. juli 1905.
GRØNLAND – VESTINDIEN
LIGESOM Grønland og Vestindien paa Kortet markerer Polerne for vort Koloniomraade, saaledes begynder man her paa Udstillingen straks med Grønland for at slutte med Vestindien i den store Bygnings modsatte Ende.
Naar man ene holder sig til den kgl. grønlandske Handels Udstilling, maa Repræsentationen fra vor nordlige Koloni siges at være fortræffelig. Det er en ganske enestaaende Samling, der her præsenteres, et velordnet Indblik, der gives i Grønlænderens Liv og Færden, hans Boliger, Redskabsmateriale og Produkter.
Den viser Handelens Livsbetingelser: Skind, Tran, Fuglefjer og Edderdun; her er Modeller af Boliger – dels Koloni-, dels Udliggerhuse – ; Beklædningsgenstande og Redskaber o. s. fr.
Rent dekorativt set virker Repræsentationen fra Grønland naturligvis ogsaa i heldig Grad. Den udstoppede Isbjørn, Hundeslæden, Kajakken, Konebaaden, Teltet – alt bidrager det til at give Koloniudstillingen det Præg, der bør hvile over den.
Hr. Carl Lunds Fantasi har ikke med Hensyn til Grønland faaet Lov til at spille vidt om, men er krystalliseret ud i et Isblokpanorama fra Umanak. Endelig er der som et Supplement til Udstillingen, der forøvrigt ogsaa rummer Prøver paa Kryolithselskabets Virksomhed m. m., en elegant og meget kostbar Samling fra Bundtmager Bang. Den viser, hvor højt vor Industri staar paa dette Omraade, og navnlig Udlændinge har i Aar sikret sig varme Minder af Skind og Fuglefjer.
Med Vestindien afsluttes, som sagt, Udstillingen paa særdeles virkningsfuld Vis. Man sidder her tildels i Læ af Palmer (direkte Import) – med sin Icecream-Soda, der serveres af en ligeledes direkte importeret Negerkvinde, som ovenikøbet taler godt Dansk, og ser ud over St. Thomas’ Havn og By med Guvernements huset og de øvrige Seværdigheder.
Lytter man godt efter, kan man høre nogle sorte, vestindiske Svin grynte, medens vestindiske Høns basker og kagler paa den anden Side Rækværket. Her har den berømte Lund’ske Kompositions- og Kombinationsevne skudt en nydelig tropisk Blomst, og Vestindiefarere fortæller da ogsaa med Tilfredsstillelse, at netop saa smukt – og lidt til – er der derovre paa de Øer, som vi var lige ved at lægge paa Handelsvægten.
Men Vestindien viser os selvfølgelig mere end dette hjemmelavede Teatersceneri. Det dansk-vestindiske Frugtkompagni har en produktrig Udstilling, og paa den smukke Kurve- og Hattefletning er der ligeledes upaaklagelige Prøver.
I Afdelinger, som findes i Udstillingshallens’ første Halvdel, ses endvidere en meget betydelig Samling Husflidsarbejder, og gennem Fotografier faar man Lejlighed til at se Livet i Dronning Louises Børnehjem.
Der er udstillet et Par Stuer derovrefra med nogle overordentlig smukke Mahognimøbler, af hvilke en Himmelseng med Moskitonet ikke er det mindst tiltalende. Forøvrigt beklædes Bagvæggen i en af disse Stuer af en meget sjælden Gobelin, der skriver sig fra Christian IV’s Tid, og som viser danske Orlogsskibe, der er opankrede udfor Trankebar.
I en saa kortfattet Oversigt over denne Udstilling fra Grønland og Vestindien vil meget naturligvis forblive unævnt, der ærlig fortjente en Omtale. Men kan disse Par Ord virke som en liden Aperitif, der kildrer Intesessen saa meget, at et Besøg paa Koloniudstillingen bliver Resultatet, er Hensigten naaet.
VALDEMAR GREIBE
Husmoderens Blad, 2. juli 1905.
TRÆDER vi fra Tivoli ind paa Udstillingsterrænet, har vi foran os Hovedhallen med den lille danske Bondehytte og længst til højre det islandske Bjælkehus, der er af ikke ringe arkitektonisk Virkning, festlig og indbydende ved sit Trappeparti og sin Svalegang, livlig og dekorativ paa Grund af det nydelige Snitværk og de kraftige Farver, man har anvendt. Huset er bekostet af Grosserer Thor E. Tulinius og Vaabnet over Portalen, den sølvhvide Falk paa dybblaa Grund, lader forstaa, at her findes den islandske Hovedafdeling.
Vi gør imidlertid bedst i ved et Udstillingsbesøg at følge en bestemt Plan, hvorfor vi anmoder Læserne om at begynde ved Hovedindgangen, idet vi først foretager et i den
danske Bondehytte, der ligesom symboliserer Tilknytningen mellem Moderlandet og de danske Atlanterhavsøer.
Forrest i Hovedhallen, der delsvis er omdannet til en gammel nordisk Bjælkehal, finder vi en Buste af Udstillingens Protektrice, Hds. kgl. Højh. Kronprinsesse Louise. Til højre og venstre for denne har vi den dansk vestindiske Udstilling; Hallens Midterparti optages af den grønlandske Afdeling og længst tilbage findes den færøiske og en Del af den islandske Udstilling.
Theatermaler Carl Lund, hvem det fornemmelig skyldes, at Rammen om den store Udstilling er bleven saa smuk og virkningsfuld, som den er, har bl. a. smykket Hallen med dekorative Friser, af hvilke Frøken Anna Rink har udført Skitsen til den, der findes i den vestindiske Afdeling: Orlogsskibe fra Kolonisationens første Tider. Frisen i den grønlandske Afdeling skyldes en indfødt Grønlænder, der ligeledes har været Mester for de morsomme Postkort, der forhandles paa Postbureauet i Pergolaen, og endelig har de berømte Bayeuxtapeter afgivet Motivet til Frisen med Vikingesnækkerne i den inderste Afdeling.
Den vestindiske Afdeling: I Køjerne til højre finder vi Møbler fra gamle dansk-vestindiske Patricierhjem. Klimatiske og andre Forhold medfører, at der i disse aldrig anvendes Gardiner eller polstrede Møbler, og da Termitterne ødelægger alt Træværk, undtagen netop Ma-
hogni, er Møblerne enten udførte af denne Træsort eller af Straafletning. Udstillingen
rummer flere karakteristiske Møbler, saaledes den store Himmelseng, der er omgivet af det i Troperne saa nødvendige Moskitonet, samt en meget smuk Buffet, paa hvilken der ses en Opstilling af de særlig for Vestindien karakteristiske smukke engelske Pletsager. Blandt disse lægger man navnlig Mærke til nogle Armstager, hvor Lysene, da Vinduerne altid
holdes aabne, er om givne med Glasskærme.
Bagvæggen i den ene Køje dækkes forøvrigt af et stort kostbart Gobelin, der af praktiske Grunde er bleven anbragt her, skønt det intet har med Vestindien at gøre. I Følge Traditionen forestiller det den tidligere dansk-ostindiske Koloni Trankebar, en Antagelse, hvorfor bl. a. det danske Flag, der vajer fra Skibet i Billedets Forgrund, taler.
Trankebar er imidlertid ikke den eneste af de tidligere danske Kolonier, der mindes paa Udstillingen. Saavel mellem de vestindiske Produkter som ogsaa i Pergolaen, der danner Hovedhallens Fortsættelse, vil man saaledes finde en interessant lille retrospektiv Afdeling med Billeder fra Trankebar, Nikobarøerne og Forterne paa Guineakysten, gamle Kort, danske Mønter fra de paagældende Steder — endog en af Tin med Chr. IV’s Navnetræk — Billeder af Uniformer osv.
I de vestindiske Interiører vil man endvidere bemærke et Par Malerier af Handelshuset Moses & Søn G. Melchiors gamle Vestindiefarer, et smukt Prospekt af Frederikssted By paa St.
Croix, malet af nuværende Admiral Zachariae som Løjtnant, samt et Billede af Hovedgaden i »Charlotte Amalie«, St. Thomas’ officielle Navn.
Endelig bør nævnes en Kopi i Pap af det for 4 Aar siden afbrændte St. Thomas Apothek, der i en lang Aarrække var Apotheker Riises gæstfri Hjem.
I en stor Montre,er udstillet en Serie morsomme Negerdukker samt nogle særdeles smukke og overordentlig fint udførte Haandarbej der, de saakaldte Spanish Works, der af Negerkvinder er udført i fint Lærred med Udtrækning og syet Grund.
I den vestindiske Afdelings Køjer til venstre finder vi en Fremstilling af den lokale Industri lige fra Landnegrenes meget primitive Frembringelser til det mere udviklede Kunsthaandværk, saa som de nydeligste Kurvefletninger, Pottemagerarbej der, Arbejder i Mahognitræ, Skilpadde, Sølv og Guld, samt Smykker af Frø og Konkylier. Her er endvidere en Model af en Sukkermølle, Prøver paa Sukkerrør, Bomuld, vestindiske Frugter, Syltetøjer, Pickels, Rom og Bay-Rum og en lille Samling af Planter, Naturalier, Sommerfugle m. m. Endvidere slutter der sig til Afdelingen en Negerhytte med Kokuspalmer og Husdyr.
Endelig bemærker man Fiskenet og Ruser samt Exemplarer af de ejendommelige tøndeformede Trommer, Landnegrene benytter ved deres Fester, og hvis Oprindelse sikkert maa søges i Negrenes afrikanske Hjemstavn.
Paa Væggene hænger en smuk Samling Fotografier, deriblandt et fra Kronprinsessens nyoprettede Børnehjem i Frederikssted, samt en meget interessant Samling Kort over Plantageselskabets Ejendomme paa St. Croix. I al deres Tørhed er de et talende Bevis for den Energi, hvormed Selskabet har grebet Plantagesagen an. Kortet øverst til venstre angiver nemlig det ringe Areal, der var opdyrket, da Selskabet købte Grund for to Aar siden; paa alle de andre Kort angiver de farvelagte Arealer, hvad der siden er taget under Kultur.
—
Den grønlandske Udstilling …….
Hele kataloget kan ses eller hentes fra Det kongelige Biblioteks Småtrykssamling.
Forlang en Cocktail af Negerinden, er teksten til ovenstående foto med Emma Gad og andre spidser. Her er hun igen (hun var gift fru Jensen) og her noteres hun som Vestinder. Men hun boede dog i København.
Alberta og Victor – Fra St. Croix til Danmark uden returbillet
Der kan stilles mange spørgsmålstegn ved den behandling der blev Alberta og Victor til del, men sikkert er det, at det ikke var det der i sin tid stod i drejebogen til Koloniudstillingen.
Ingen udstilling uden importeret lokalkolorit
Der var et ønske om at findes et negerpar der kunne arbejde med kurvefletning eller andet husflid under udstillingen.
Der var lavet en aftale med et par, men da den ikke holdt spredte nervøsiteten sig da det åbenbart ikke var det der stod øverst på ønskeseddelen på St. Croix, at komme en tur til ‘moderlandet’.
Udvælgelsespotentialet blev øget, ved nu at ægteparret godt kunne være to singler der måske kunne blive gift – så der kunne spares på kahytterne! Det gjorde så heller ikke noget at de ikke kunne flette kurve; det kunne de vel lige lære…
Desperationen voksede som udstillingen nærmede sig – og den åbnede 31. maj med en i det hele taget mangelfuld Vestindisk afdeling, som dog jævnligt blev optimeret og hele udstillingssuccessen voksede så voldsomt at åbningstiden snart blev forlænges med halvanden time hver dag.
Frustrationen medførte at der blev sendt et telegram til “manden” på St. Croix den 27. juni med ukendt tekst med med følgende betydning: “Send straks to negerbørn – men gå stille med dørene!”
Hvad der egentlig var sagt eller aftalt med forældrene, og med hvilken nævnt eller unævnt grund (en mund mindre at mætte / de vil få det bedre i Danmark), er ikke til at sige, men den 8. juli begyndte rejsen for Alberta og Victor fra St. Croix til Tivoli i København.
Victor Cornelins skriver i sin biografi: “Fra St. Croix til Nakskov” (Frimodts Forlag 1977), at han troede, da de kørte afsted med ham fra hjemmet i 1905, at han ville være hjemme om aftenen igen. Men tiden skulle forløbe helt frem til januar 1970, før han fik indfriet denne forventning.
Udstillet i bur
“Victor og Alberta er ankommet”, stor der på plakaterne, men egentlig ny presseomtale gav det ikke. Politiken skrev (10. august 1905) at det blot var et par “små Sorte” som selv pædagoger fra provinsen vel havde set før, og der var i øvrigt en “sort” i forvejen, mr. Smith fra St. Croix, som passede udstillingens æsler og grise mv.
Victor og Alberta gik som alle udstillerne rundt og beså de andre stande om formiddagen, men skulle være “til beskuelse” i den Vestindiske udstilling når gæsterne kom. Victor holdt imidlertid mest af den grønlandske udstilling, og derfor var han ofte ikke til stede på sin fastlagte plads. Det var en af grundene til at børnene kom i ‘bur’.
Det har ganske givet øget interessen for at se dem. Alberta fik mange godbidder gennem tremmerne fra publikum, men Victor følte sig noget frustreret og aktiverede det eneste våben han havde; en spytklat. “Det var jo ikke særlig pænt, men jeg havde dengang ikke bedre midler til at hævde min menneskeværdighed”.
Dagens Nyheder, 11. september 1905.
Et Klagemaal.
En Abonnent har henvendt sig til os med en Besværring over Victor og Alberta, de to smaa Negerbørn inde paa Koloniudstillingen. Klageren skildrer med livfulde Farver, hvorledes vore to smaa sorte Landsmænd gør Opholdet derinde utaaleligt for andre ved under Skrigen og Skraalen at fare frem og tilbage i en vild Leg, der ledes af en af Udstillingens Damer, og det henstilles, om denne Underholdning ikke kan henlægges til de Tider, hvor Udstillingen ikke er aaben for besøgende.
Klageren finder, at Victor og Alberta “sikkert er de to grimmeste Negerbørn, der kunde skaffes til Veje”. Det skal vi ikke kunne Afgøre, men det var sikkert ingen Skade til, om der blev lagt en lille Dæmper paa de to smaa Naturbørns ugenerte Tumlen omkring mellem Publikum. De er virkelig til Tider lidt for ubeherskede i deres Udbrud af Livsglæde.
Udstillingen lukker og slukker
Da dørene blev lukket efter den store succes i Tivoli, begyndte problemerne først for alvor omkring de to børn. Det store spørgsmålet var i sin enkelthed: Skal børnene sendes tilbage til St. Croix eller blive i Danmark?
Der er ingen problemer i retning af den overordnere planlægning af St. Croix deltagerne i udstillingen, og der var da heller ingen spørgsmål overhovedet i forbindelse med mr. Smith der passede udstillingens dyr. Han rejste fra Danmark den 26. september 1905.
Med hensyn til Alberta og Victor var der imidlertid en del spørgsmål der ikke stod konkrete svar til. Hvad var der egentlig blevet sagt til børnenes forældre? Var meningen at de skulle vende tilbage efter udstillingen? Havde nogle af planlæggerne fra begyndelsen haft en anden dagsorden, eller var det først da der var blev opbygget en sympati for børnene at ønsket opstod for at give dem et (efter almen betragtning) bedre liv i Danmark end de kunne forvente hjemme?
Der findes nogle dunkle, måske ikke helt regulære handlinger eller procedurer lidt på kanten af høj legal moral – måske blev det overgået af høj (følt) følelsesmæssig indsigt?
Hele forløbet med det historiske forløb for børnene, kan læses i Birgit Freiesleben historiske beretning: “Fra St. Croix til tivoli”, hvor der også er mange detaljer fra koloniudstillingen.
Den endelige løsning der ‘blev besluttet’ for børnene, var at de blev anbragt på Vajsenhuset fra 27. september, dagen efter mr. Smith havde sat stævnen mod sit hjem. Der var også bøjet et par regler på Vajsenhuset, idet midlerne her var til forældreløse børn, hvilket jo ret beset ikke kunne siges om Alberta og Victor.
Alberta og Victor i Danmark
Victor Cornelins skriver selv i sin bog at han “blev taget fra sit hjem og sendt til Danmark for at gå på dansk skole, med det for øje, at han efter endt seminarieuddannelse igen skulle vende tilbage til øerne som lærer”.
Det er for så vidt også nogenlunde situationen efter placeringen på Vajsenhuset. Meningen var her at oplære Victor i et håndværk og Alberta i håndgerning, og så kunne de herefter bruge deres uddannelse i Vestindien.
Efter sin konfirmation i 1916 kom Alberta på Kronprinsesse Louises Tjenestepigehjem der lå på Frederiksberg. Desværre blev hun ramt af tuberkulose, og døde i en alder af kun 15 år. Hun blev begravet samme dag som det danske flag blev nedtaget på St. Croix, 31. marts 1917.
For Victor havde salget af de Vestindiske øer den konsekvens at han som dansk statsborger fik mulighed for selv at vælge mellem St. Croix og Danmark.
Victor Cornelins (der retteligt hed Cornelius, men blev fejllæst på et tidspunkt) valgte Nakskov, hvor han i 1920 begyndte sin 55 årrige skolekarriere som lærer og viceinspektør, med musiske udløbere, kone og tre børn.
Cornelins link:
Stor billedbase om Victor Cornelins i Arkiv.dk