Komtesse Clara har i sin Ungdom været forelsket i og er bleven elsket af sin Huuslærer, som af den Grund blev afskediget. Flera Aar efter, da hun staar i Begreb med at binde sig til en Greve der kun synes at udmærke sig ved fine blanke Ridestøvler, træffer hun hos sin gamle Amme tilfældeigviis sammen med Huslæreren, der nu er bleven en alvorlig Videnskabsmand.

OMTALE OG ANMELDELSER GJENKLANG Premiere paa Folketeatret, 15. september 1888 Politiken – Kjøbenhavns Adresse Efterretninger – Aarhus Stiftstidende – Illustreret Tidende

Politiken, 16. september 1888.
At Folketeatret besidder Kjøbenhavns bedste Skuespillerpersonale næst efter det kgl. Teater, det er en for alle Yndere af dramatisk Kunst fastslaaet Sandhed. Truppen paa Folketeatret har vist sig dygtig til ethvert Lystspil, der betroes dens Kræfter; den tæller de sikre Folk, der behøves til Udførelse af nyere Komedier, selv om den ikke vilde magte alvorligere Dramaer. Forrige Sæson gjordes et Forsøg paa Omplantningen af Holberg fra Kongens Nytorv til Nørregade, og det lykkedes. Paa den nydeligste Maade udførtes Jeppe paa Bjerget ikke alene af Titelrollens Bærer Hr. O. Zinck, men ogsaa af det øvrige Personale.
– – –
Og Folketeatret begyndte Sæsonen hvor den slap. Hr. Abrahams forkyndte i forrige Maaned, at han til Glæde for Udstillingsgæsterne vilde aabne sit Felttog med en Fremdragelse af Teatrets gampe Repertoire. Det lød godt: Teatrets gamle Repertoire. Og de godmodige kjøbenhavnske Blade, der sluger alle Teatrenes Reklamer, meddelte alle, at Folketeatret vilde spille sit prøvede gamle Repertoire i Sæsonens første Uger. Imidlertid indrettede Direktøren sig efter de bedste Mønstre: ligesom det kgl. Teater i sin Udstillingsmaaned blot bragte de i Sæsonen spillede Stykker, saaledes opførte Folketeatret i Avgust og September inter uden de Lystspil og Farcer, der stod paa Repartoiret i forerige Sæson. Dette var Forklaringen af Teatrets gamle Repertoire.
Naturligvis bliver det Direktørens egen Sag hvad han vil tjene Penge ved. Kun burde han ikke skælmsk lade Bladene løbe med Limstangen i Anledning af en Virksomhed, som ikke kan gøre Fordring paa synderlig Interesse. Hvis Privatteatrene ikke vil have med Kunst at skaffe, bør Folk vares i Tide og holde sig fjærnt fra disse Anstalter undtagen saadanne Aftener, hvor selv dannede Menneker faar Lyst at se det rene Gøgl paa en Scene.

Imidlertid, Folketeatrets første Nyhed iaar er et lille dansk Stykke, og hvis man deri kunde spore Tegn til Bod og Bedring, ville det være saare heldigt. Men underligt er det, At Nyheden kun er “en dramatisk Bagatel”, som ikke foraarsager Teatret nogen Ulejlighed eller Udgift. De, der kender lidt til vor dramatiske Literaturs Kulisser, véd, at Genklangs Forfatterinde i adskillige Aar har kæmpet sig frem for at faa sine Stykker spillede. Hun har skrevet andet og bedre Ting, end hvad man har opført af hendes Prduktion. Et stort Lystspil i tre Akter duer mere end Aftenbesøg, Stridspunkt og Genklang tilsammen og ligger allerede tre, fire Aar uden at finde nogen Scene. Af Genklang er der intet at lære, hverken for Forfatterinden eller Skuespillerne.
I den korte Samtale, som Niels Lynge og Komtesse Klara har med hinanden, bliver hverken han eller hun levende for Tilskuerne. Han var Historielærer i det grevelige Palads for seks Aar siden – ligesom i sin Tid Adam Homo – kiggede for dybt i sin smukke Elevs klare Øjne, skrev en Kærlighedserklæring paa Vers, blev opdaget og kørt paa Porten af Mama. Siden har de ikke set hinanden. Han har studeret og skrevet sin utilfredsstillede Lidenskab bort, og hun gik i Selskab, dansede, kokketede. Nu staar hun i Begreb med at gifte sig – den Udkaarne er en fed Greve med blanke Ridestøvler – da de tilfældigvis træffes i et Bondehus, hvor begge tyede ind for Regnen, og de taler aabent med hinanden et Kvarterstid.

De fortæller hinanden om de forløbne Aar og om deres forskellige Kaar. Som i Fru Gads tidligere Stykker sætter hun et tomt Selskabsliv overfor en virksom og sjælfund Eksistens. Naturligvis staar den ivrige Videnskabsmand med Palmer i Hænderne overfor den dansende Komtesse: han disputerer om Verdens højeste Problemer med lærde Venner, og hun drikker Champagne med fede Grever. Men modsætningen beror paa et overfladisk Syn paa Mennesker, Sandsynligvis holder der Lærde ogsaa af Champagne og drak gerne den gode Vin, om han havde Raad (hvorfor nemlig ikke?), og ganske sikkert behøver ikke Komtessens Kavalerer at være Mænd uden elskværdige Egenskaber, fordi de fornøjer sig med smukke Damer i rigt smykkede Værelser. Selskabsliv er ikke i og for sig en forkastelig Ting, og en vis Elegance er ikke uforenelig med et godt Hoved og ærligt Hjerte.
Anderledes udtrykt bliver Indvendingen mod Genklang denne: Lynge har for megen Ret, og Komtessen forsvarer sig daarligt. Et Skuespils Interesse og Værdi afhænger af, hvor dybt det gaar sine Personer ind paa Livet. Komtesse Klara er selv i den Grad
paa det Rene med hendes Eksistens Tomhed, at Lynge endog kan bevæge hende til et Brud med den rige Greve. Naar Fæstningen saa let kan indtages, udebliver Spændingen. Der løsnes intet Skud, der mærkes ingen Kamp. Men i et Skuespil kan man taale selv det tætteste Haandgemæng, og i en saadan Samtale, der skulde være som en Duel, turde Modstanderne gærne forsvare sig baade med venstre Haand og med Dolk mod den fjendtlige Klinge.
Lynge slaar straks Værget ud af Frøkenes Haand. Han er Sandheden, Aanden, Skønheden overfor adelige Kyllingehoveders miserable Tilværelse. Sejren er for let.

Stykket har inge Datum. Der siges i Genklang, at et Menneske er et Produkt af sine Omgivelser, en Genklang af den Melodi, som Omgivelserne usynligt spiller omkring det. Det er sandt. Men Melodien er indviklet, sammensat, fuld af skrigende Disharmonier, der næppe opløses, føren nye dukker frem, og Genklangen ejer hundrede Toner og Bitoner.
Efter dem skal en Digter lytte. Efter alt, hvad der lyder i Tiden. Fru Gad begaar den Fejl ikke at ville høre de mange skærende Ord, som det kjøbenhavnske Bourgeoisi taler udadtil og inden fire Vægge. Hun fattes i hver Fald endnu Mod til at gentage dem for andre. Stoffet ligger for, men der maa tages ubarmhjærtigere fat.
Genklangs Dialog føres med selskabelig Finhed og Takt, undertiden vittigt, ikke sjældent sjælfuldt, altid elskværdigt.
Hr. Reumert og Fru M. Müller, der tog sig statelig ud, gjorde Samtalen lang og tung. De mere deklamerede end konserverede. Man maaler og vejer ikke i den Grad hvert Ord, naar man taler fra Hjertet.
Publikum fandt stort Behag i Stykket og fremkaldte de Spillende.

Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger, 17. september 1888.
LÆS HELE ANMELDELSEN

Aarhus Stiftstidende 18. September 1888.
LÆS HELE ANMELDELSEN

Illustreret Tidende 7. Oktober 1888 s. 8.
Folketheatret har spillet den lille Dialog “Gjenklang” af Fru Emma Gad.
Den var for lang og for lavet, men den, som Forfatterindens andre Stykker, viser, at Fru Gad sider inde med en ikke ringe teknisk Evne og et Lune, som burde tages i kraftigere Brug, end hidtil er sket.