Danske Dramatikere 1906

Danske Dramatikeres Forbund
Faste retningslinier til Dramatikernes Værker

DANSKE DRAMATIKERE

Efter Albert Gnutzmann fra stiftelsen (1906) var formand, og Hjalmar Bergstrøm efterfulgte fra 1912-1914, blev Emma Gad valgt til formand for den forening hun havde været en del af, siden det var en tanke som Albert Gnudtzmann fremførte i Dansk Forfatterforening i begyndelsen af 1900.
*
Danske Dramatikeres Forbund, nu kaldet Danske Dramatikere, blev dannet 9. marts 1906 af Emma Gad og forfatterne omkring hende, der som dramatikere mente der burde fastlægges nogle regler i det gensidige afhængighedsforhold mellem dramatikeren og forbrugeren (teatret/teaterdirektøren).
Ikke kun skulle der fastlægges spilleregler, men forbundet kunne også repræsentere dramatikeren i forhandlingerne, hvilket kombinerede forening/agentur til et bæredygtigt projekt, under Emma Gads ledelse.
*
Det der var den bærende kraft ved stiftelsen var Emma Gads følelse af et misforhold i vederlaget for sit eget teaterstykke “Et sølvbryllup”, som hun havde ladet gå for et engangsbeløb på kr. 500. Emma Gad syntes, på grund af stykkets indbringende succes, at der skulle være lidt sikrere rammer for uerfarne dramatikere når de skulle sælge deres stykker til teatrene.
*
Der manglede regler og retningslinier med hensyn til ophavsret Forbundet skulle virke som kunstnernes forhandler, så forfatteren fik sin løn og royalty efter de regler der internationalt var nedfældet i Bernerkonventionen i 1886, og som var blevet tiltrådt af Danmark i 1903. Konventionen forlanger at udenlandske værker skal mindst behandles (det vil først og fremmest siges betales) på samme måde som nationale. Den fulde tekst kan læses her i Retsinformation .
*
Først og fremmest var Emma Gads interesse indenfor eget felt, hvor dramatikerne leverede til den tids formidlere; teaterverdenen. Senere har udviklingen med film, radio og fjernsyn medførst flere foreninger på specialområderne, og senest hele den store it-relaterede virkelighed vi lever med i dag, bragt ophavsretsreglerne på dagsordenen gang på gang og øget den værdi der ligger i royaltibegrabet – som i bund og grund er fortsat betaling af en gammel nyhed. Ganske rimeligt naturligvis; det eneste spørgsmål må vel være hvor længe der skal betales efter premieren, opførelsen eller udgivelsen.
T.H.

1900 – De første tanker mod Dramatikernes eget Forbund.

Nationaltidende, 28. januar 1900.

Dansk Forfatterforening afholdt iaftes et Møde, ved hvilket Forfatteren A. Gnudzmann indledede en Diskussion om Forfatterne og Teatret. Han skildrede udførlig Forholdene saavel ved de kjøbenhavnske Theatre som ved Provinsscenerne og fremhævede stærkt Manglen af faste Regler. For at fremkalde en større Betryggelse for Forfatterne foreslog han Oprettelsen af et Bureau, der under Forfatterforeningens Tilsyn skulde kunne optræde paa Forfatternes Vegne overfor Theatrene og sørge for Indførelsen af et fast Reglement. Tillige skulde det kunne være Mellemmand mellem udenlandske Forfattere og danske Teatre.

I den efterfølgende Diskussion deltog bl. a. Fru Emma Gad og Forfatterne Edgar Høyer, Axel Stenbuk, L. C. Nielsen og Professorerne Vilh. Østergaard og Wiltens samt Formanden Professor Torp, der paa Bestyrelsens Vegne lovede at tage Sagen under velvillig Overvejelse.

1906 – Danske Dramatikeres Forbund stiftes.

Adresseavisen, 12. marts 1906.

Pokkers! Nu finder ogsaa de specielle dramatiske Forfattere og Komponister paa at slutte sig sammen. Selvfølgelig for at skrue Priserne i Vejret?
De stakkels Teaterdirektører, som denne Gang rammes at Fagforeningsbevægelsen!
Den nye Sammensværgelse mellem dramatiske Forfattere og Komponister hedder “Danske Dramatikeres Forbund”. Den kom til Verden i Gaar ved en Generalforsamling i Buriis’ Lokaler, og Ritzau fortæller om, hvad Meningen er:

“I Lovene bestemmes det, at Forbundet sætter sig til Opgave at oprette og drive et Salgs- og Kontrolbureau, som Medlemmerne forpligter sig at benytte ved Salg af deres Arbejder til Teatre i Provinserne samt i Sverig og Norge. Fremdeles søger Foreningen at faa vedtaget Normalkontrakter med Teaterdirektørerne, hvorved der blandt andet fastsættes faste Minimumstakster for Honorering af dramatiske Arbejder. Intet Medlem maa for Fremtiden give Samtykke til, al hans Arbejder gratis benyttes ved Dilettant- og Privatforestillinger, men de, der ønsker Tilladelse til Opførelsen, maa henvende sig til Bureauet, der fastsætter Honoraret.”

Generalforsamlingen endte med, at saa at sige alle de dramatiske Forfattere og komponister, Danmark ejer, indsattes i Bestyrelsen. Denne kom altsaa til at bestaa af: Albert Gnudtzmann, som Formand. Fru Emma Gad, Hjalmar Bergstrøm, Walter Christmas, P. Fristrup, Henri Nathansen og Alfred Tofft.

Naar Teaterdirektørerne læser dette, vil de ryste, og alle Dilletenter vil straks begaa Selvmord, fordi deres Liv herefter er forgæves.
Og saa er Sammensværgelsen slet ikke rettet mod disse Mennesker paa den Maade, at de dramatiske vil pine den sidste Blods- og Sveddraabe ud at dem. De dramatiske har kun villet danne Fagforening af Hensyn til den nye Arbejdsløshedslov, der udelukkende regner med Foreninger. Bevæggrunden er altsaa rent menneskelig.
Der er slet ikke noget dramatisk ved det hele. Undtagen Dilettanternes Selvmord!
Pax.

Fyens Stiftstidende, 3. maj 1906.

Da Forfatteren Viggo Stuckenberg for nylig afgik ved Døden, vakte et Par “Tilskuer”-Artikler, der skildrede de ulykkelige økonomiske Kaar, under hvilke denne talentfulde Lyriker havd existeret, ikke ringe Opmærksomhed om danske Forfatterkaar i al Almindelighed.

Af de danske Digtere gjennem de svundne Aarhundreder har vundet mere Ære end Guld, er en Kjendsgerning om hvilken vor Literaturhistorie ofte taler højt om. Vi minde en passant om Johannes Ewalds ulykkelige Digterskjæbne, om Jens Baggesens Gjesteri hos literært interesserede Adelmænd og om H. C. Andersens tornefulde Vej frem mod Verdensberømmelsen. Navnlig denne sidste Forfatter vilde sikkert vende sig i sin Grav af Forfærdelse, hvis han kunde gjøre sig nogen Anelse om hvad der efter hans Død er tjent paa hans “Eventyr”.

Imidlertid – ogsaa Pennens Mænd ere med i den moderne Organisationsbevægelse. De havde indset, at saa længe de staa hver for sig, magte de Intet overfor fremmede Udbyttere. Uden faglig Sammenslutning gaar det ikke fremad mod bedre Kaar.

Allerede længe har “Dansk Forfatterforening”, hvis Formand er Prof. Karl Larsen, staaet som Udtryk for Sammenslutningens Idee. Vore Lyrikere have sluttet sig sammen i et særligt Fagforbund, der har til Opgave at varetage de lyriske Digteres specielle Interesse. Og just idag have vi modtaget en Meddelelse om “Danske Dramatikeres Forbund”, der stiftedes i Marts Maaned og har til Formaal at varetage danske Dramatikeres faglige og økonomiske Interesser.

For at erfare noget Nærmere om de Principper, efter hvilke denne nye faglige Forfattersammenslutning vil virke, have vi søgt Forbundets Formand, Forfatteren Albert Gnudtzmann, der beredvillig udtaler sig.
– Vi danske Dramatikere have, siger Hr. Gnudtzmann, hidtil arbejdet under særdeles vanskelige Forhold og løbet alt for stor Risiko, idet vore Stykker gjennemsnitlig have indbragt alt for Lidt.

Hvad der tjenes paa et Skuespil.
-En virkelig Sukces kan jo nok i det enkelte gunstige Tilfælde indbringe en halv Snes Tusinde Kroner herhjemme. Saaledes tjente Hr. Hjalmar Bergstrøm nok sine 7-8000 Kr. paa “Lynggaard & Co.” alene her i Kjøbenhavn. Men til Gjengeld kan Udbyttet i de mindre gunstige Tilfælde gaa ned til nogle faa Hundrede Kroner. I Øjeblikket er Forholdet som oftest det, at et scenisk Arbejde honoreres med et Antagelseshonorar af 300 Kr. Men desom det saa enten slet ikke bliver spillet af det Theater, som har antaget det, eller maaske gjør Fiasko, hvad Forfatteren kan være ret uskyldig i, – ja, saa er det, at han ofte faar et særdeles ringe Vederlag for et meget betydeligt Arbejde. Selv naar en dramatisk Forfatter er allerheldigst, maa det ikke glemmes, at hans Fortjeneste paa Grund af vore smaa Forhold, det lille Publikum osv. ikke staar i nogetsomhelst Forhold til, hvad udenlandske Forfattere, specielt engelske og amerikanske, ofte oppebære som Honorar for et enkelt Stykke!

Navnlig i Provinsen.
og vore skandinaviske Nabolande udnyttes vore Arbejder hyppigt, udenat det hidtil har været os muligt at udøve nogen effektiv Kontrol. Jeg skal nævne Dem et meget illustrerende Exempel. Fru Emma Gad, der forøvrigt har interesseret sig stærkt for det nye Forbunds Stiftelse, afhændede i sin Tid det populære Skuespil “Et Sølvbryllup” til gamle Theaterdirektør Cortes, der tjente store Penge ved at sælge det videre til Andre. Og da saa Fru Gad en Gang havde givet et Selskab Tilladelse til at opføre Stykket, modtog hun Truselsbreve, fordi hun havde givet Tilladelse til Opførelsen af et Arbejde, der tilhørte Cortes!

– Ikke mindst tage vi Sigte paa Dilletanterne, som herefter kun mod Honorar faae Lov at opføre Arbejder, der tilhøre Medlemmer af vort Forbund. Vi mene, at vi paa denne Maade kunne skaffe mange Enker efter afdøde Forfattere en velkommen Indtægt. Og lad mig i denne Sammenhæng anføre, at som extraordinære Medlemmer af Forbundet, der i Øjeblikket tæller ca. 30 Medlemmer, kan optages den, der, uden selv at være dramatisk Forfatter, har Ejendomsret til et eller flere sceniske Arbejder.

Det nordiske Nationaltheater.
holder meget af at “kjøbe” danske Skuespil uden at give Noget for dem. Der loves Procenter af Indtægten, naar Stykket opføres. Men hvad kan det nytte, hvis vedkommende Arbejde saa aldeles ikke bliver spillet – medens Theatret samtidig, ved at have “erhvervet” Skuespillet, forhindrer dets Opførelse andetsteds!
– Foreløbig oprette vi nu et Salgsbureau for Medlemmernes Arbejder til skandinaviske Theatre udenfor Kjøbenhavn. Sidenhen ville vi ogsaa udvide Virksomheden til at omfatte Udlandet i videre Forstand. At der ligger et Arbejde at tage op, fremgaar af den Omstændighed, at de danske Forfattere, der hidtil have faaet Arbejder opførte f. Ex. i Tydskland, alle klage over, at Pengene blive væk undervejs!-

Til Slutning falder der nogle Bemærkninger om danske Forfatterkaar i al Almindelighed.

De ere ganske fortvivlede!
siger Hr. Gnudzmann, – det vil sige for Flertallet af Forfatterne, dem, der ikke kan siges at være slaaede igennem.

– Udretter Forfatterforeningen da Ingenting?
– Jo, det kan ikke negtes, at den, baade da Bernekonventionen blev tiltraadt og siden ved Oprettelsen af et Salgsbureau for danske Arbejder (dog ikke dramatiske), har virket en Del til Bedring af de usle Forhold. Og Lyrikernes Forbund, der arbejder med Pastor Blaumüller som Formand, har, som De maaske veed, fastsat en bestemt Tarif for Lejlighedsdigte, Kantater osv. Det er jo den Slags Ting, danske Lyrikere skulle leve af. Deres Digtsamlinger ere Forlagene ikke slikne efter. Forfatterne maa være glade til, naar de bare bliver “taget”.
– Nej, i det Store og Hele er det saamænd ikke indbringende at være Forfatter her til Lands. Men de kan jo være rart som Bibeskæftigelse!

1907 – Massive protester mod Censur.

Aarhus Stiftstidende, 13. september 1907

I Anledning af Censor Levins Forbud mod Opførelsen af Hjalmar Bergstrøms Skuespil “Karen Bornemann” har den fungerende Formand for “Danske Dramatikeres Forbund” Fru Emma Gad sammenkaldt Forbundets Bestyrelse til Møde i Dag, og sandsynligvis vil alle Forbundets Medlemmer blive sammenkaldt til Møde i Morgen Aften.

Fru Gad mener, at Sagen har stor baade kunstnerisk og økonomisk Interesse, og hun vil arbejde for, at der bliver iscenesat en privat Opførelse af Stykket.

Randers Dagblad, 13. september 1907.

Hjalmar Bergstrøm.
I København er der en Mand, der kaldes Censor. I Øjeblikket belæder den tidligere Overretssagfører Levin den udsatte Post. Ofte har hans Navn været fremme i Anledning af et eller andet Forbud, som han har nedlagt imod en Recy, mod en Konferencier eller mod et Varieténummer. I den sidste Tid har det atter været galt, idet Censor ikke har ment at kunne give Folketeatret Lov til at opføre et Skuespil af den berømte Forfatter Hjalmar Bergstrøm. Censor har forøvrigt indanket Sagen for Justitsministeriet, og det har givet Censor Medhold. Vi bringer i Dag et Billede af Forfatteren. Mange Provinsboere, som besøgte København forrige Vinter, vil erindre, at den samme Forfatter havde en mægtig Sukces paa sit Stykke, “Lynggaard & Co.”. Det stykke, som nu er forbudt, hedder “Karen Bornemann”.

I Anledning af Censors Forbud har den fungerende Formand for “Danske Dramatikeres Forbund”, Fru Emma Gad, if. “B. L.”, sammenkaldt Forbundets Bestyrelse til et Møde i Dag, og sandsynligvis vil alle Forbundets Medlemmer blive sammenkaldte til et Møde i Morgen Aften.

Folkets Avis, 14. september 1907.

Karen Bornemann-Affæren affødte som bekendt en Protestresolution fra Danske Dramatikeres Forbund, som tæller Landets bedste Navne indenfor Litteraturens og Musikkens Verden.

Nu bagefter har imidlertid et af Medlemmerne, Komponisten Sixtus Miskov meldt sig ud af Forbundet, da han ikke kan indse, at Censor har begaaet en skæbnesvanger Fejl ved sit Forbud.

Miskov er mest bekendt for en Komposition betitlet “Totalisator-Polka”, som er tilegnet Travselskabet. Fra den Tid har han faaet sig et Frikort til Travbanen, for at han der kan blive inspireret til nye Toneværker.

Efter forlydende komponerer han for Tiden er Censor-Vals, som han haaber at blive “Professor” paa.

Folkebladet Sydjylland, 18. september 1907.

Danske Dramatikeres Forbund afholdt i Gaar Aftes et talrigt besøgt Møde, hvor der i F. R. B. vedtoges en Resolution, hvori protesteres mod Censors Virksomhed er erklæres, at efter at have hørt Oplæsningen af Hjalmar Bergstrøms Skuespil “Karen Bornemann”, anser Forbundet Censors og Justitsministerens Forbud for ganske uberettiget. Forbundet vil virke for paa Rigsdagen at faa indbragt et Forslag om en Lovordning af dansk Teatervæsen, hvorved det vilkaarlige Privilegie- og Censursystem afskaffes.

Politiken, 19. september 1907.

Det er aabenbart paa Tide, at et alvorligt Felttog mod Censuren indledes. Dens Anmasselser har aldrig været saa dristig som iaar, da den boltrer sig i Forbud, Beskæringer, Indblandinger, og da den øverste Mester har forkyndt, at han (ganske uden Hensyn til bestaaende Love) agter at benytte sin uindskrænkede Magt til at udrydde en bestemt Art af dramatisk Literatur, der har vakt hans Mishag.

Det er aabenbart ogsaa paa Tide, naar man ser Censurmyndighedernes fremtræde med et Forsvar som det, Hr. Departementschef Friis iaftes har afleveret i Berlingske Tidende, og som synes at modbevise den Forestilling, at Verden overhovedet skrider frem. Hvad Hr. Friis iaftes skriver i Berlingske, skrev Berlinske ogsaa i 1830-erne. Hvorvidt Berlingske selv skriver det samme nu, er selvfølgelig ikke afgjort med Optagelsen af Hr. Friis’ Bemærkninger. Det skulde glæde os, hvis det ærværdige Blad overfor Hr. Albertis Departementschef kom til at afgive et uforkastet Vidnesbyrd om, at Verden alligevel bevæger sig, ved at lade Departementschefen nogle Aartier bag sig.

Hr. Friis fortsætter iøvrigt med sine utrolige Angreb paa en Forfatter, der hidtil ikke er tiltalt for andet end at have skrevet og faaet antaget til Opførelse et Skuespil, som Hr. Friss har forbudt. Men paa Grundlag heraf tillader Hr. Friis sig ogsaa at overfalde Hr. Bergstrøms sidste Forfatterskab paa en ligefrem injurierende Maade. Departementschefen synes ganske vist stadig at have en dunkel Forestilling om, at han ikke har handlet helt korrekt ved at udgive sin Fremstilling og fordømmende Kritik af et endnu ikke udkommet Arbejde. Men hvad! “Jeg betragter ikke et paa Grund af fordærvelig Tendens tilbagevist Teaterstykke som hørende til Nationens hellige Skatte, der har Krav paa det allersarteste Hensyn!” Man mærke sig denne Tankegang. Stykket er først tilbagevist af Hr. Friis, og til et saadant tilbagevist Stykke behøver Hr. Friis derefter ikke at tage de allersarteste Hensyn. Hr. Friis’ opfattelse af, hvorledes man let kommer udover almindelige Begrebet baade om Sømmelighed og om Andenmands Ejendomsret, lider unægtelig ikke af Sarthed.

Men Hr. Friis beskæftiger sig ogsaa med Censuren i Almindelighed. Han “vedkender sig den Opfattelse, at det vil være en Forbrydelse af Teatertilsynet at tillade, at den offentlige Scene stilles til Raadighed for en ensidig Propaganda for den saakaldte frie Kærligheds Anskuelser, som, omsatte til Handling af den unge Slægt, vil forspilde Menneskeliv og bringe Sorg og Ulykke ind i hæderlige Familier”. Censuren maa lukke det offentlige Teaters Døre for “ødelæggende Paavirkninger” fra “den Literatur, der henter sine Emner fra det slette i Livet og vel at mærke fremstiller dem paa en Maade, der er egnet til at gøre Menneskenes Liv slettere” og derfor “salv er slet”.

Hvorvidt nu Hr. Bergstrøms Skuespil er en ensidig Propaganda for den “frie Kærlighed” eller nogetsomhelst andet, vil vi erfare, naar Skuespillet imorgen udkommer. Vi stoler ikke paa Hr. Friis’ Opfattelsesevne efter den dræbende Protest mod hans Karakteristik af en af Hovedpersonerne, som Forfatteren har nedlagt. Men hvis det nu var Tilfældet. Sæt, en Skribent, hvis Forfatter-Personlighed Censor og Departementschef samtidig med deres Tilsmudsning af hans sidste Værk omtaler med Respekt, havde den Opfattelse, at den nuværende Statsordning af Forholdet mellem Mand og Kvinde er forkert, ja, saa forkert, at den “forspilder Menneskeliv”, saa skulde det altsaa være ham forbudt at udvikle denne Anskuelse fra Scenen, blot fordi Departementschef Friis er af en anden Opfattelse. Hr. Friis vil ikke tillade, “at den offentlige Scene stilles til Raadighed” for en saadan Forfatter. Man huske, at den offentlige Scene i dette Tilfælde ikke er Hr. Friis’, men en anden Mands Virksomhed. Men Hr. Friis forlanger Raadighed over den, han kræver at kunne lukke og aabne Dørene. Han kræver endvidere Ret til at umyndiggøre hele den kjøbenhavnske Befolkning, der besøger Teatrene. Hvad han anser for skadeligt for denne Befolkning, maa den ikke faa Lov at se.

Det er i Sandhed beklageligt for Hr. Friis, at hans Magtomraade indskrænker sig til Teatret, Thi de Anskuelser, som han vil lukke Teatret for, kan uhindret fremstilles paa anden Vis. I Bøger f. Eks.! Hvorfor skal Publikum “ikke have den Hjælp til at holde ødelæggende Paavirkninger borte, som et fast og forstandigt” Bogtilsyn vilde give. De samme Anskuelser kan fremsættes paa alle Landets Talerstole og derved “bringe Sorg og Ulykke ind i hæderlige Familier”. Hvorfor er der dog ikke giver Hr. Friis Myndighed til at forbyde, “at den offentlige Talerstol stilles til Raadighed” for saadanne Vildfarelser.
Ud af hele Departementschefens Artikel staar der et hungrigt Raab om Censur, mere Censur! Censur over det frie Ord i Tale og Skrift, i Bogen, fra Talerstolen og Teatret. Tilsyn og Umyndiggørelse, det er den Lære, der i Øjeblikket forkyndes af en Departementschef paa et “Venstre”-ministeriums Vegne.

Ak, om endogsaa Berlingske Tidende vilde rødme over disse Anskuelser!

1909 – Boykot magten anvendes overfor Aarhus Teater.

Demokraten, 30. juli 1909.

Forfatteren Henri Nathansen har til “Danske Dramatikeres Forbund” indgivet en Besværing over Aarhus Teater, som han beskylder for at have forlangt Honorar af et Skuespilselskab for at opføre “Daniel Hertz”, som Teatret slet ikke endnu har købt.

Sagens Forhistorie er følgende:
Efter at Nathansen havde faaet Afslag fra Aarhus Teater solgte han Opførelsesretten for Aarhus til det kgl. Teaters Skuespillere for 400 Kr. Skønt Aarhus Teater forløbig havde nægtet at købe Stykket, optraadte dets Ledelse imidlertid overfor Tourneens Medlemmer som Ejere af Stykket og krævede Honoraret udbetalt til sig, en Fordring som det kgl. Teaters Kunstnere i god Tro forpligtede sig til at efterkomme.

Bestyrelsen for “Danske Dramatikeres Forbund”, for hvem Nathansen har dokumenteret sine Klagepunkter, har i den Anledning vedtaget en Udtalelse til Aarhus Teater, der munder ud i, at Bestyrelsen maa anse den Adfærd, der fra Teatrets Side her er vist overfor et Medlem af Forbundet, for saa graverende, at Forbundet, indtil der er ydet Nathansen fyldestgørende Oprejsning, herunder Udlevering af det Pegebeløb som Teatret paa ulovlig Vis har bemægtiget sig, maa afbryde enhver Forbindelse med Aarhus Teater. Dette vil saaledes, saalænge dette ikke er sket, ikke kunne erhverve noget Arbejde af de Forfattere, der er Medlemmer af Forbundet, eller af de udenlandske Foreninger, hvormed Forbundet staar i Forbindelse.

Da Sagen synes at kunne faa ret alvorlige Følger for Aarhus Teater, saafremt den ikke snart bliver bilagt, henvendte vi os i Formiddags til Direktør Jacob Jacobsen for at høre hans Mening.

– Sagen er klar nok, siger Hr. Jacobsen… Hvad der er sket er dette. Skuespiller Hoffmann fra det kgl. Teater henvendte sig i Forsommeren til mig og ønskede Teatret overladt nogle Aftener for en Række Gæstespil. Da det var en Betingelse for at Gæstespillet kunde komme i Stand, at Selskabet fik Lov til at opføre “Daniel Hertz”, som jeg selv eventuelt paatænkte at opføre til Efteraaret, svarede jeg Hr. Hoffmann: Well, det er der ikke noget i Vejen for. Men da jeg herved risikerer, at de ødelægger denne Forestilling for mig, forlanger jeg en Skadeserstatning af 100 Kr. pr. Aften.

Det gik Hoffmann ind paa, og der var aldeles ikke nogen Tale om, at jeg gav det Udseende af at have købt Stykket. Det samme Krav vilde jeg have stillet, hvis Selskabet havde ønsket f. Ex. at spille “Elverhøj” eller et hvilket som helst andet Stykke, jeg paatænker at opføre i Vinterens Løb. Paa det givne Tidspunkt kunde jeg ikke se, om jeg til Efteraaret var i Stand til at spille “Daniel Hertz”, og altsaa kunde jeg heller ikke købe det, da det blev mig tilbudt af Dramatikernes Forbund.

Vil jeg nu eventuelt tage Stykket op, saa har det ikke den Værdi længere, som før det overhovedet blev spillet i Aarhus, og de 400 Kr., Hr. Hoffmann har betalt, anser jeg da som en rimelig Erstatning for den Værdiforringelse, Stykket har faaet.

Og jeg mener ikke, at det kan betale sig at sætte i Scene; Well, saa er det betalte Beløb en Erstatning for at maatte undvære Stykket. Den Sag forekommer mig at være klar som Dagen. Jeg har intet med Dramatikerne og Hr, Nathansen at bestille i dette Tilfælde, men kun med Hr. Hoffmann. Og jeg har – som sagt – aldrig paastaaet, at Aarhus Teater var Ejer af “Daniel Herz”.

Naar nu Sagen er bleven til et stort Nummer, saa skyldes det sikkert den Omstændighed, at baade Teatrets Formand og jeg har været bortrejst og ikke har kunnet give Hr. Nathansen den Fremstilling af Sagen, jeg her har givet.

– Og De mener, at Striden hermed vil blive bilagt?
– Uden al Tvivl-. Jeg staar i min soleklare Ret. Og jeg vil nok se den Teaterdirektør, der ikke vilde have handlet ligesom jeg.

Saavidt Hr. Jacob Jacobsen. Nu skal det vise sig, om Hr. Nathansen er tilfreds med den Forklaring, eller om Dramatikerne – der synes at være godt organiserede – stadig agter at blokere Teatret, til Mellemværendet er ordnet efter Hr. Nathansens Ønske.

Berlingske, 7. september 1909.

Paa den 3die ds. afholdtes Generalforsamling i Danske Dramatikeres Forbund blev følgende Resolution vedtaget med alle afgivne Stemmer:

“Idet Generalforsamlingen udtaler sin Billigelse af Bestyrelsens Optræden og bemyndiger Bestyrelsen til at fastholde Boykottingen overfor Aarhus Teater, indtil dette til rette Vedkommende har tilbagebetalt de for “Retten til Opførelse af Hr. Nathansens Stykke i Kontrakten betingede 400 Kr. – og gjort fyldestgørende Undskyldning – gaar den over til næste Punkt paa Dagsordenen.”

Social Demokraten, 9. oktober 1909.

Danske Dramatikeres Forbund og Aarhus Teater.
Dansk Dramatikeres Forbund meddeler:
“Den af “Danske Dramatikeres Forbund” overfor Aathus Teater iværksatte Boykotting er nu sluttet paa følgende Maade:

Aarhus Teater beklager i Kontrakten med det kgl. Teaters Tournée at have indført en uheldig og misvisende Passus. Da der herved er bleven tilføret Hr. Nathansen et Tab, tilbyder Teatret at skadesløsholde Hr. Nathansen ved til ham at tilbagebetale de af det kgl. Teaters Tournée for “Retten til Opførelse” af “Daniel Hertz” i Følge Kontrakten erlagte 400 Kr.

Da Generalforsamlingens Beslutning saaledes er sket Fyldest, erklærer Bestyrelsen for Danske Dramatikeres Forbund Boykottingen for ophævet.

1913 – Intern konflikt der løb ud i sandet.

Nationaltidende, 17. januar 1913.

Formanden for “Danske Dramatikeres Forbund”, Overretssagfører Fr. Ricard har i Gaar sendt Direktør Adam Poulsen et brev, hvori han rejser en Række Beskyldninger mod Forbundets tidligere Forretningsfører, Hr. Philip Sørensen, og af Hensyn til, at Dagmarteatret ikke vil tillade, at den planlagte Midnatsforestilling afholdes paa Theatret, har Hr. Ricard nedlagt sit Mandat som Forbundets Formand.
Næstformanden, Fru Emma Gad har derefter taget Affære og har indvarslet til en extraordinær Generalforsamling.

Interview med Direktør Adam Poulsen.
Vi har anmodet Theaterdirrektør Adam Poulsen om at oplyse, hvad der staar i Overretssagfører Ricards Brev.
“Det skal jeg gerne”, svarer Direktøren. “Hr. Ricard gør nærmere Rede for sine Sigtelser mod Philip Sørensen og beskylder Philip Sørensen for at have havt Kassemangel og for at have besveget Forbundet, medens han var dettes Forretningsfører. Det er da rene Ord, og jeg har nu overleveret Philip Sørensen Brevet til videre Benyttelse. Det er jo lige til Sagsanlæg.
Hvad Hr. Philip Sørensen har foretaget sig i Forbundet, er altsammen sket med den tidligere Formand, Albert Gnudtzmanns Vidende og Billigelse; der er intet skjult, og Hr. Ricard har selv været med til at give Decharge for det meget omtalte Regnskab.

Midnatsforestillingen vil foreløbig ikke finde Sted. Ganske vist har Hr. Ricard i Dag nedlagt sit Formandserhverv, men jeg mener, at Hr. Philip Sørensen skal have havt Lejlighed til at retfærdiggøre sig, inden Forbundets Forestilling finder Sted paa vort Theater. Det vil han faa Lejlighed til paa Generalforsamlingen i næste Uge.”

Hos Fru Emma Gad.

“Danske Dramatikere”s Næstformand, Admiralinde Emma Gad, der pludselig er rykket op paa Formandspladsen, er travlt beskæftiget med Generalforsamlingsindkaldelsen og andre Forbundsanliggender.

“Helt overraskende kom Hr. Ricards Mandatsnedlæggelse naturligvis ikke”, siger Fru Gad, “men jeg havde dog troet, at han ventede, til Generalforsamlingen. Imidlertid fik jeg i Dag et Brev fra Hr. Ricard, hvori der staar, at da han mener, at hans Forbliven som Formand synes at være til Hinder for Forbundets Trivsel, nedlægger han sit Mandat og beder mig fungere indtil videre. Det gør jeg altsaa, og paa Onsdag holdes Generalforsamlingen i Lokalerne paa Kongens Nytorv.
Paa Dagsordenen staar Valg af to Bestyrelsesmedlemmer i Stedet for d’Hrr. Ricard og Julius Magnussen, og ved Mødet vil Hr. Ricard som menigt Medlem gøre Rede for sit Standpunkt og sine Angreb paa Hr. Philip Sørensen, der faar Indbydelse til at komme til Stede for at svare paa Angrebet.”

“Hvad er det da, Hr. Philip Sørensen har gjort?”

“Som Forbundets Forretningsfører var han ikke fastlønnet, men fik Procenter. Forbundets Indtægfter indkommer jo imidlertid ikke regelmæssigt, og da Philip Sørensen skulde leve, maatte han af og til tage Forskud. En Gang tog han et Forskud paa 800 Kr. Det blev saa ordnet paa den Maade, at Philip Sørensen tilbagebetalte de 400 Kr., medens Bestyrelsen besluttede at give ham de andre 400 Kr. som Gratiale. Til Hr. Ricards Retfærdiggørelse maa jeg dog sige, at han var meget imod at give dette Gratiale; han fraraadede det endog meget kraftigt, men blev overstemt.”

“Hvem troer De nu bliver Formand? De selv?”

“Jeg ved det ikke. Jeg tænker at de fleste af os ønsker, at der skal gaa en lille Tid, inden den nye Formand vælges, og i dette Interregnum nøjes med et “Forretningsministerium”. Det er ikke heldigt under en Kamp som denne at vælge en ny Formand, det kan give Anledning til ny Strid. Men efter Stormen kommer der jo Stille, og vi haaber paa en rolig Tid. Først da vælger vi saa en Formand, tænker jeg mig.
Generalforsamliongen bliver ganske sikkeret livlig. Til de almindelige Møder kommer der sjældent mange, men her, hvor der er skabt stor Røre, vil utvivlsomt de fleste Medlemmer indfinde sig.”
Alf.

Nationaltidende, 23. januar 1913.

Den extraordinære Generalforsamling i Aftes i “Danske Dramatikeres Forbund” blev knap saa bevæget som det var ventet. Opgøret mellem den afgaaende Formand, Overretssagfører Fr. Ricard og Forbundets tidligere Forretningsfører, Hr. Philip Sørensen fik et forholdsvis fredeligt Forløb, hvad der navnlig skyldtes den Omstændighed, at Hr. Ricard foretog et Tilbagetog, for saa vidt som han erklærede, at han ikke havde villet sigte Hr. Philip Sørensen for Uhæderlighed.

Ny Formand og nye Bestyrelsesmedlemmer.
Mødet, der talte godt 30 Deltagere, begyndte Kl. 8 og dirigeredes af Overretssagfører Erik Rode.
Det indlededes af den fungerende Formand, Fru Emma Gad, som omtalte Hr. Ricards Mandatnedlæggelse og meddelte, at den afgaaende Formand havde faaet sluttet en for de danske Dramatikere meget fordelagtig Kontrakt med de franske Dramatikeres Forbund.

Derpaa foretoges Valget af de to nye Bestyrelsesmedlemmer og en Formand. Hr. Hjalmar Bergstrøm var fra flere Sider opfordret til at overtage Formandsposten, og skønt han strax meddelte, at han vilde indlede et eventuelt Formandsskab med at forlade Landet for 3-4 Maaneder, blev han enstemmigt valgt.
Hr. Julius Magnussen, der i Anledning af Affæren Ricard-Philip Sørensen var udtraadt af Bestyrelsen, blev atter indvalgt og som nyt Medlem i Stedet for Hr. Ricard valgtes Redaktionssekretær P. C. P. Hansen.

Opgøret mellem d’Hrr. Ricard og Philip Sørensen.
Saa tog man fat paa Dagsordenens interessanteste og med Spænding imødesete Del: d’Hrr. Ricar og Philip Sørensens Redegørelser.

Ordføreren for de Medlemmer, der havde begæret den extraordinære Generalforsamling indvarslet, Hr. Palle Rosenkrantz gjorde udførlig Rede for de Grunde, som havde foranlediget deres Begæring. Han mente, at Hr. Philip Sørensen var bleven uretfærdig behandlet og mistænkeliggjort paa en saadan Maade, at han have Krav paa eklatant Oprejsning.
Hr. Rosenkrantz bevægede sig gennemgaaende i meget moderate Vendinger, og sluttede med at sige, at Mødet jo egentlig vat overflødigt, efter at Hr. Ricard var traadt tilbage. Man havde kun ønsket Mødet for at fremtvinge Hr. Ricards Mandatnedlæggelse, og da Hr. Ricard havde foregrebet Begivenhedernes Gang, stod kun tilbage at give Hr. Philip Sørensen Oprejsning.

Næste Taler var Overretssagfører Ricards. Han omtalte de ingenlunde lette Forhold, under hvilke han havde overtaget Formandsposten, og gjorde nærmere Rede for sin Omtale af og sine Sigtelser mod Hr. Philip Sørensen, hvis Forretningsførelse efter hans Mening havde ladet overordentlig meget tilbage at ønske. Hr. Ricard nævnede de forskellige, tidligere omtalte Forhold, der havde givet ham Grund til Klage, Hr. Philip Sørensens Forskud, som maatte tilbagebetales, den skødesløse Bogføring o. s. v., og han fastholdt i Hovedtrækkene sine Beskyldninger og Sigtelser.

Den tidligere Forretningsfører, Inspektør Philip Sørensen, der efter Indbydelse var kommen til Stede, fik derpaa Ordet. Han talte klart og tydeligt, hans Tale var aabenbart godt forberedt. Han lagde Kortene paa Bordet, imødegik Hr. Ricards forskellige Klager og sluttede med at sige, at havde han begaaet Fejl, hvad han ikke benægtede, skyldtes det i hvert Fald ikke uredelige Motiver.

Der fulgte nu en langvarig Forhandling, i hvilken en halv Snes Medlemmer deltog. Overretssagfører Edgar Hoyer belyste Sagens juridiske Side, Hr. Fristrup søgte at dele Sol og Vind lige, Hr. Rosenkrantz foreslog een Resolution og Hr. Julius Magnussen en anden.
Diskussionen der varede et Par Timer, og som til Tider var meget skarp, endte med, at Hr. Ricard paany forlangte Ordet. Han erklærede at han ikke bevidst havde villet sigte Hr. Philip Sørensen for Uhæderlighed og beklagede, hvis han mod sin Villie var kommen til det.

Efter denne Erklæring, der naturligvis vakte ikke ringe Opsigt, trak Hr. Rosenkrantz sin Resolution tilbage og Hr. Julius Magnussens Forslag blev omredigeret saaledes, at
Resolutionen
fik følgende Ordlyd:
“Efter hvad der er fremkommet i d’Hrr. Fr. Ricard og Philip Sørensens Redegørelser og efter at Hr. Ricard har erklæret ikke at have havt til Hensigt at sigte Hr. Philip Sørensen for noget uhæderligt, mener Generalforsamlingen at burde udtale, at den finder de Ytringer, der er fremkomne i Pressen mod Hr. Philip Sørensen, meget uheldige. Ligesom Generalforsamlingen mener, at der ikke er Anledning til yderligere at beskæftige sig med Regnskaber, for hvilke en tidligere Generalforsamling har giver Decharge, og som Revisorerne har godkendt”.

Denne Resolution blev enstemmig vedtaget, kun Bestyrelsens Medlemmer undlod at give deres Stemmer. Striden var dermed endt, og Medlemmerne samledes om Smørrebrødsbordene for at drøfte den afsluttede Kamp og den kommende, rolige Tid, de haaber “Danske Dramatikeres Forbund” nu gaar ind til.

1914 – Protester, fogedforbud, begravelse og Emma Gad ny formand.

Social Demokraten, 21. januar 1914.

Danske Dramatikeres Forbund holdt i Aftes en ekstraordinær Generalforsamling paa Paladshotellet.

Anledningen var den Skrivelse der er indløbet til Forbundet fra Kulturministeriet som Svar paa et Andragende om et nyt Forfatter-Regulativ for det kgl. Teater.

Det gældende Forfatter-Regulativ er nemlig saa enestaaende urimeligt, at en Forfatter tjener mindre og mindre paa et Skuespil, jo oftere dette spilles. Fra den 1. til den 10. Opførelse faar han 8 pCt. af Bruttoindtægten, fra den 11. til den 30. ganske vist 10 pCt., men derefter fra den 31. til den 50. kun 6 pCt. og efter den 50. Opførsel – 2 pCt.
Med andre Ord: jo større Indtægt en Forfatter ved sit Arbejde skaffer Teatret, des mindre tjener han selv!

Uanset de vanskelige økonomiske Forhold, som særlig i denne Sæson har gjort sig gældende ved det kgl. Teater, skulde man synes, at dette har en simpel Forpligtelse til at betale sine Forfattere efter samme Maalestok, som alle andre Scener baade herhjemme og i Udlandet anvender.

I Tillid til denne Betragtning indsendte Dramatikernes Forbund i September f. A. en Skrivelse til Kulturministeriet med Ønsket om, at der maatte fastsættes et nyt Forfatter-Regulativ, hvorefter der udbetales Forfatterne 10 pCt. af samtlige Forestillinger. Som Svar paa denne Henvendelse modtog Forbundet den 17 December – ca. 3 Maaneder efter! – det Svar fra Ministeriet,, at man “forbeholdt sig sin Stillin”, indtil en Revision af Loven om det kgl. Teaters Stilling havde fundet Sted inden Udgangen af 1914.

Ministeriets Holdning i dette Spørgsmaal er saa meget mærkeligere, som to af dets Medlemmer – Finansminister Edv. Brandes og Indenrigsminister Ove Rode – er optraadst som dramatiske Forfattere.

Paa Generalforsamlingen i Aftes blev der da ogsaa protesteret kraftigt mod den ministerielle Afvisning af Forfatterne Hjalmar Bergstrøm, Henry Nathansen, Fru Emma Gad, P. C. V. Hansen, Palle Rosenkrantz, Julius Magnussen o. fl. Generalforsamlingen sluttede med enstemmig Vedtagelse af følgende Resolution:
Generalforsamlingen bemyndiger Bestyrelsen til overfor det kongelige Teater at foretage saadanne Skridt, som den maatte finde tjenlige til Fremme af Forbundets berettigede Krav paa et nyt Forfatterregulativ.

Man tager næppe fejl, naar man ved Ordene “Saadanna Skridt, som den (d. e. Bestyrelsen) maatte finde tjenlige”, underforstaar en Trussel om at boykotte det danske Nationalteater for Indlevering af danske Forfatteres Skuespil, indtil Forholdene er ordnede.

Randets Amtsavis, 28. februar 1914.

Komedie paa Hofteatret.
En Aften i April.

I Eftermiddags havde Fru Emma Gad, Slotsarkitekt Thorvald Jørgensen og Konsul Nørgaard indbudt Pressen til Møde i “Danske Dramatikeres Forbund”. Det var angaaende den tidligere omtalte Mindeforestilling, som under Skuespiller Rooses Ledelse skal afholdes paa Hofteatret, før dette af Hensyn til det fremtidige Christiansborg nedlægges.

Fru Emma Gad meddelte, at Hs. Maj. Kongens Tilladelse til at benytte Hofteatret og til at foretage den fornødne midlertidige Restaurering nu foreligger.

Forestillingen vilde finde Sted en Aften i April Maaned.

Berlingske, 27. marts 1914.

“Danske Dramatikeres Forbund” har som Befuldmægtiget for Dr. Sigurd Ibsen i Eftermiddag nedlagt Fogedforbud overfor “Den jydske Folkescene”s Leder, Dir. Herman Jensen, mod Opførelsen af Henrik Ibsens: “Et Dukkehjem”.

Den jydske Folkescene, som spillede Stykket i Aalborg iaftes, havde paatænkt 15 Opførelser i Jylland, og maatte nu efter telegrafisk Forbud aflyse Forestillingen, som var berammet til at gentages iaften paa Aalborg Teater.

Berlingske, 1. april 1914.

Forfatteren Hjalmar Bergstrøm blev i Eftermiddag Kl. 2 begravet fra Nordre Kapel paa Vestre Kirkegaard under meget stor Deltagelse fra Skuespiller- og Forfatterverdenen.

Der var sendt signerede Kranse fra Gyldendal, Folketeatret, Aarhus Teater, Skuespillerforeningen, Danske Dramatikeres Forbund og Dansk Forfatterforening. I Følget saas bl. a. Admiralinde Emma Gad, Professor K. Larsen, Forfatterne Sven Lange, Sophus Michaëlis, Julius Clausen, Teaterdirektørerne Johs. Nielsen og Adam Poulsen og mange flere.

Højtideligheden indlededes med Salmen:”I Sne staar Urt og Busk i Skjul”, hvorefter Pastor Falk Rønne talte.

Efter Talen fremsagde Johs. Nielsen et Digt af Henrik Pontoppidan, skrevet til Hjalmar Bergstrøms Baare; derpaa spillede en Kvartet, bestaaende af Dhrr. Kapelmusici Borup, Gade, Ernst Høeberg og Schørring, en Adagio af Beethoven.

Medens Kirsten blev baaren ud, sang Operasanger Albert Høeberg “Lær mig o Skov at visne glad”.

Berlingske, 6. oktober 1914.

De danske Dramatikeres nye Formand, Fru Emma Gad, rejste imorges ud til Humlebæk for at plante i sin Have. Det eneste, der forstyrrede Fru Gad i denne landlige Idyl, var en Interviewer, der ringede hende op for at ønske hende til Lykke.

– Det er egentlig ikke noget at ønske til Lykke med, svarer Admiralinden, det er jo ikke noget nyt for mig at være Formand. Jeg har fungeret som Formand i lang Tid, ikke alene efter Bergstrøms Død, men ogsaa før den Tid; han var saa meget borte i Udlandet…Det var jo mig selv, som stiftede Danske Dramatikeres Forbund og jeg tror, det er den af alle de Foreninger, jeg har lavet, som gør mest Nytte. Forbundet gør nemlig ikke saa lidt Gavn. Lad mig blot nævne et lille Eksempel: Arvingen efter Forfatteren til “Store Bededags Aften” faar nu Penge fra alle de Dilettantforestillinger, hvor Stykket bliver opført, mens der tidligere ikke kom en Øre. Men Forbundet kunde gøre meget mere Gavn endnu, hvis man kunde faa alle danske dramatiske Forfattere til at indlevere deres Stykker derigennem. Saaledes er det i Frankrig, men her i Danmark er det jo svært at faa alle Hoveder samlede under een Hat.

– Ja, men nu skal Damehattene jo være store igen…
– Ja, vi maa haabe, at det gaar. For Resten er det jo sørgelige Forhold i Øjeblikket for Dramatikerne med denne Krig, og hvis den skal vare i 2 Aar, som Lord Kitchener siger, ser det virkelig galt ud for os.

– Hvorledes gaar det med Forhandlingerne med Det kongelige Teater om Regulativet?
– Det ligger foreløbig stille. Teatret er i Princippet gaaet ind paa Dramatikernes Ønsker, men foreløbig er Sagen henlagt paa Grund af den ekstraordinære Situation.

– Under disse Forhold har De vel heller ikke noget egentligt Program, De vil føre igennem.
– Nej, vi maa foreløbig blot se Tiden an og vente paa, at det skal blive bedre.
Meis.

Politiken, 6. oktober 1914.

Portræt.
Fru Emma Gad blev i Aftes paa en Generalforsamling valgt til Formand for Danske Dramatikeres Forbund.

Dette er en stor Triumf for Kvinderne. Thi det kan jo ikke skjules, at naar en stor Forening, der hovedsagelig bestaar af Mandfolk, vælger en Dame til Formand, saa er det ikke af Galanteri. Nej, det er simpelthen, fordi Foreningen mener, at denne Dame er mere handlekraftig og mere energisk og smart end de Mandfolk, man raader over.

Om ikke Sindene var optaget af saa mange andre Ting, vilde det sikkert vække Opsigt i vide Kvindekrese. Suffragetterne i England vilde kaste deres Blik over til dette lille Land, hvor en skare Forfattere vælger en Kvinde til Formand for deres Forening. Hvis de ikke havde andet at tænke paa i Tyskland – Dramatikernes store og rige Marked – saa vilde Fru Gads Valg dernede vække særlig Opsigt. Teatrene i Tyskland vilde sikker med forøget Interesse kaste sig over de danske dramatiske Forfattere, som har valgt en Admiralinde til Formand. Vel er Tyskland en Militærstat, men noget lignende er vist aldrig hændt dernede.

Forhaabentlig vil det ikke nogetsteds blive betragtet som et Brud paa vor nevtralitet, at den Dame, der er gift med selve Udskrivningschefen i Kjøbenhavn, paa det nuværende Tidspunkt sættes i Spidsen for en vigtig Del af den danske Kulturverden.

Lad os da ile med at sige: Admiralinden er absolut det mest fredselskende Menneske paa denne Klode. Mere fredselskende kvinde er aldrig set. Og dog har Fru Emma Gad jo bestandig været med i et og andet. Antallet af de Komitéer, hvori Fru Gad har haft Sæde, er svimlende.

Enhver, der kender Fru Gad og hendes Virksomhed, véd at hun kun ønsker Fred. Kommer nogen op at nappes i en Komité eller i en Forsamling, optræder Fru Gad og dæmper Gemytterne. Selv om hun skal give begge Parter Ret, vil hun have Fred. Og naar Fru Emma Gad rejser sig og breder Kærlighedens Kaabe ud over en stridbar Forsamling, kan ingen staa imod. De smiler saa nydeligt og saa sødt, og de gaar allesammen hen og drikker Te sanneb. Og Fru Gad hoverer ikke. Mildt og venligt nikker hun til dem alle.

Fru Emma Gad vil næppe som Formand for Dramatikerne faa Lejlighed til at udfolde sine store diplomatiske Evner. Thi det er en fredelig Forening. Og skulde det ske Mytteri, saa vil Fru Gad faa let Spil. Digterne lader sig saa let lokke. Og de er jo fra Naturens Haand saa tilbøjelige til at inspireres af kvindelige Ræsonnementer.
Jules.

1915 – Ublu honorar og avisdrillerier.

Berlingske, 8. juli 1915.

Vi bragte igaar Direktør Adam Poulsens Opfattelse af Bladforetagenet “Ekstrabladet-Politiken”s Angreb og vor egne reelle Oplysninger om Værdiern af Bladets Insinuationer. “Politiken”s Redaktør forsømte denne fortrinlige Lejlighed til at paany at gøre Undskyldning eller udtrykke sin Beklagelse. I stedet for dette gentages Sigtelserne om at visse ublu Krav til Friluftsteatret om “Der var en Gang -“. Vi har i den Anledning modtaget følgende

Erklæring fra “Danske Dramatikeres Forbund”.
Hr. Redaktør!
I Anledning af “Politiken”s gentagne Meddelelser om, at Holger Drachmanns Arvinger og disses Repræsentanter skulde have forlangt “ublu” eller “ubilligt” Honorar af Friluftsteatret for dettes paatænkte Opførelser af “Der var en Gang -“, ønske Danske Dramatikeres Forbund oplyst, at Honoraret er vedtaget af dette Forbunds Bestyrelse, samt at det for Drachmanns Tekst og Lange-Müllers Musik ansatte til 8 pCt. af Kasseindtægten uden nogen Fordring om Garantisum, hvilket er under de gængse Betingelser.
P. B. V.
Emma Gad

“Politiken”s Redaktør er herved kommet i det kuriøse Tilfælde at maatte diskutere Spørgsmaalet om det ublu Honorar med sin egen Medarbejder, Formanden for Danske Dramatikeres Forbund, Fru Emma Gad.

Dette er “Politiken”s nye Nederlag i denne Sag, der er Bladet saa pinlig, at det end ikke drister sig til at gengive andet af Direktør Poulsens tilstrækkelig tydelige Erklæring, end at “han ikke agter at beskæftige sig med Sagen før i Friluftsteatrets Bestyrelsesmøde til Efteraaret”. “Politiken” begyndte med at udskælde den ene af “Berlingske Tidende”s Redaktører for Nar. Det fortsatte med at skildre Bladet som “en slagtet Gris”. Dets Argumenter har været “Løgn”, “løgnagtig Journalistik” og kulminere idag med “grove Løgne”. Dette er altsaa Regeringsblads-Journalistik, som end ikke gør Forsøg paa at rokke ved vore Kendsgerninger.

Man kan naturligvis sige, at den Slags Udtalelser i “Politiken” ikke betyder stort. Imidlertid kan ideligt gentagne Paastande, fremsatte paa Tryk, altid forvirre Folk, der ikke selv formaar at danne sig en Dom.
– – –
Dagbladet, 12. oktober 1915.

Danske Dramatikeres Forbund holdt i Aftes sin aarlige Generalforsamling. Den bragte ikke Overraskelser af noget Art.
Forretningsfører Hr. Lemkow oplæste Regnskabet, og der foretoges derefter Bestyrelsesvalg. De afgaaende Bestyrelsesmedlemmer genvalgtes, og Fru Emma Gad blev atter valgt til i det kommende Aar at være Formand for Forbundet med Hr. Otto Rung som Næstformand.

1916 – 10 år – Klage over skuespilleres improvisering – Skuespilkatalog.

Folkets Avis, 20. januar 1916.

I anledning af en indsent Artikel i “Berlingske Tidende”s Aftennummer for den 18. ds., betitlet “Skuespilkunst eller Klovnløjer”, som ankede over nogle smaa “Letsindigheder” i Det ny Teaters “Nitouche”-Forestilling, har Forretningsføreren for “Danske Dramatikeres Forbund”, Hr. Victor Lemkow i en, vi synes lidt for alvorlig formet Artikel fremsat en Række Klager over det Spil, som “Folketeatret”s Skuespillere har præsteret i Emma Gads “Hectors Afsked”.
Man bør maaske i denne Sammenhæng bemærke, at Fru Emma Gad er Formand i Dramatikernes Forbund; det kunde se ud som en Tanke.

I den omtalte Artikel skriver Hr. Lemkow følgende:
Der er endnu ikke til “Danske Dramatikeres Forbund” indgaaet Klage over Det ny Teaters Opførelse af “Nitouche” – maaske fordi det ikke er et originalt dansk Arbejde – derimod har vi foreløbig fra tre navngivne Personer modtaget Medelelser om ganske vilkaarlige Repliker, som forskellige af Folketeatrets Skuespillere under Opførelserne af “Hectors Afsked” har tilladt sig fra Scenen at improvisere og byde Publikum.

Vore Oplysninger, der drejer sig om tre forskellige Opførelser af det nævnte Stykke, gaar ud paa:

at en Skuespiller efter en Scene, der ikke lykkes for ham, sagde til den Skuespillerinde, med hvem han udførte den paagældende Scene: “Skal vi ikke hellere tage det om igen?”

at Skuespillerinden svarede: “Nej, Gud fri os!”

at en Skuespiller har brugt en selvlavet og utilbørlig Replik, der er af en saadan Art, at den daarlig lader sig gengive i et Dagblad.

at en Skuespiller afbrød en Skuespillerindes Fortælling om hendes Søns Plagen hende for Penge med Udraabet: “Deres Søn? – Det er jo Deres Kæreste!”

at en Skuespiller bad en af sine Medspillende til “at spise Svinehoved, naar vi er færdige her.” Hun titulerede ham gentagne Gange “Søde Habakuk”, og da han forlod Scenen, raabte hun efter ham. “Du husker nok, søde Habakuk, at komme til Svinehoved, naar vi er færdige her!”

at en ældre Skuespiller, der nyder Tillidshverv indenfor sin Stand, til en Replik om Dannelsen af et Aktieselskab føjede Ordene: “Vi kan faa X. og Y. med.”
X. og Y. var navngivne Personer der den Aften sad i Folketeatrets Parket.

Vore Forfatterorganisationer maa være sindet til at skride ind imod den Art Forvanskninger af utilbørlig Tildigtninger til Forfatterens skrevne Ord, og den Haan imod Publikum, saadanne Taabeligheder indeholder.

Victor Lemkow.
Forretningsfører for
“Danske Dramatikeres Forbund”.

Lolland-Falsters Stiftstidende, 20. januar 1916.

Naar der spilles Hundekomedie.
I københavnske Teaterkredse har man i de sidste Dage beskæftiget sig med en ret egenartet Konflikt mellem Folketateret og “Danske Dramatikeres Forbund”, hvis Formand er Emma Gad. Og det er i Anledning af dennes sidste Skuespil “Hectors Afsked” at Konflikten truer, idet Fru Gad er vred over den Maade, hvorpaa Skuespillerne har behandlet hendes Komedie.
– – –
Vor Medarbejder har endvidere spurgt den ene af Folketeatrets Direktører, Hr. Viggo Friedrichsen, hvad man i Direktionen kendte til den sag.

-Jeg kender intet som helst til dette. Jeg har tre Aftener overværet Opførelsen, og disse Aftener er der i hvert Fald intet sket.
Jeg ved meget vel, at der af og til er anvendt Repliker, som ikke findes i Stykket. Men det har jo ofte været nødvendigt at skyde saadanne ind for at berolige Hunden.
De ved, at Hector er en Puddelhund, der spillede en Hovedrolle. Hunden var nemlig ofte urolig. Den bjæffede og gav Hals og vilde løbe ud. Men andet har jeg ikke hørt, og der har ikke paa Teatret været drøftet nogen saadan Optræden, som Skuespillerne her beskyldes for.

Berlingske, 22. januar 1916.

Her gælder i alt Fald, om noget Steds, den gamle Sætning: “Quod licet Iovi non licet bovi”, hvilket paa Dansk betyder, at den, der er ovenover Skyerne, kan tillade sig Ting, som ethvert Asen ikke kan faa Lov til. [hvad, der er tilladt Jupiter, er ikke tilladt en okse, red.]

Da gamle Rosenkilde havde spillet Trop i “Recensenten og Dyret” over 100 Gange og hvor Gang lagt lidt til, sagde Heiberg en Gang til ham: “Tror De nu ikke, Hr. Rosenkilde, det vilde more Publikum at høre Replikerne snaaledes, som de oprindelig er skrevne?”
Da saa den gamle Komiker paa ham med sit mest forhavsede Udtryk og sagde: “Nej, nej, Hr. Etatsraad, det, ved Gud, jeg da ikke tror.”
Og Heiberg lo, for Rosenkilde var nu morsom; men Gud ved, om det alligevel morede Heiberg.
Jeg mødte en Gang gamle Peter Schram pa Gaden og takkede ham for den fornøjelse, jeg havde haft ved at se ham spille Prokurator Barding i “Soldaterløjer” den foregaaende Aften. “Tak” — sagde han. “Var jeg morsom — hvad? Hvad sagde jeg igaar Aftes?”
Det faldt ham ikke ind, at han skulde have sagt det, der staar i Rollen. Det vilde ogsaa have været urimeligt, hvis han havde tænkt det, thi det var længe siden, han havde holdt sig Teksten efterrettelig. Hvad han og Olaf Poulsen fandt paa, naar de spillede i Hostrups gamle Stykke, var utroligt, og der var mange, det morede.

Men der var en, det ikke morede, det var Hostrup. Han protesterede offentligt og erklærede, at han aldrig mere vilde gaa i Teatret, naar det Stykke blev spillet, hvis disse Improvisationer ikke blev forbudte.
Men se, Hostrup havde jo Fribillet, medens de, der morede sig, betalte deres Billetter, og Improvisationerne blev i alt Fald ikke strøgne i Schrams Tid.

Selvfølgelig er det utilbørligt, hvad de to (eller tre) udmærkede Skuespillere her gjorde, selv om det maaske ikke gjorde de to Stykker saa megen Skade, men det utilbørlige ligger i, at de gav andre, mindre fremragende Kavalerer et yderst slet Eksempel.
Og Gud skal vide, at de har dannet Skole, og hvis det er sandt, at man paa den yderste Dag skal staa inde for hvert utilbørligt — in casu, improviseret — Ord, man haver talet, er der ikke ret mange Skuespillere, som kommer godt fra det.

Paa denne syndige Jord slipper de lettere. En Gang saa det for resten lidt slemt ud for samme Peter Schram, da han spillede Jacob von Thybo. Han havde en Scene sammen med Olaf Poulsen som Jesper Oldfux, en Scene, der altid bragte ham en bragende Applaus, og mens Publikum larmede, sagde han altid et og andet, kun bestemt til at høres af Olaf Poulsen. En Aften kom der intet Bifald efter denne Scene, men Schram havde allerede sin Replik (den Intime) færdig, og under lydløs Tavshed klang det gennem Salen: “Det gik jo godt, din gamle” — og saa kom der et Ord, der absolut ikke egnede sig til at siges fra Scenen.
Det var med andre Ord en Skandale af Rang, og Chefen, Kammerherre Fallesen maatte gøre noget. Der fortælles, at Kammersangeren blev tilsagt til Audiens hos Kammerherren, der ganske kort sagde disse diplomatiske Ord: “Det er fortalt mig, at De fra Scenen har sagt et Ord, som jeg ikke kan gentage. Selvfølgelig er Historien opdigtet. Hvis den var sand, maatte jeg idømme Dem en betydelig Mulkt eller maaske indstille Dem til Afsked. Det har jeg blot villet meddele Dem.” Hvorpaa Kammerherren bukkede og Kammersangeren bukkede. Audiensen var forbi.
Men Morsomheden blev, efter Forlydende, ikke gentaget.
*
Nu er Spørgsmålet om improvisation fra Scenen blevet aktuelt i Anledning at nogle “indlagte” Repliker, der skal være sagt i “Hectors Afsked” paa Folketeatret og har vakt Forargelse. “Danske Dramatikeres Forbund” har taget Sagen op — og det skal Forbundet have Tak for. Direktør Friderichsen skriver iaften i “Berlingske Tidende”, at Forbundet burde have henvendt sig med sine Klager til Teatret, før Offentligheden blev indblandet i Sagen.
Hertil er at sige, at den, der kender Direktør Frideriehsen, vil føle sig overbevist om, at en sandan Henvendelse til ham vilde have haft en udmærket Virkning, hvad denne Sag og det Teater, han dirigerer, angaar.
Men Sagen har en meget større Rækkevidde, og det, der skulde opnaas, er jo ikke, at de arme Syndere fra “Hectors Afsked”, der maaske I Kaadhed og uden at tænke over det har sagt de slemme Ord, skal bøde for alle de andre.
Næ, det, der skal opnaas, er, at denne Utilbørlighed, som Størstedelen af vore Skuespillere er stolte af at være med til, skal slaas ned, at det fremtidigt skal blive anset for unfair at gøre andre (Forfatterne eller Oversætterne) ansvarlige for Dhrr.s Dumheder eller Uartigheder. Denne Desinfektion af usunde Teaterforhold er noget, Forbundet kan være stolt af, hvis den lykkes.
*
Af de Hundrede af Tilfælde, der falder mig, ind, skal jeg til Slutning fortælle et Par, som jeg kan indestaa for: “Dagbladet” skrev om en Forestilling paa Folketeatret, at Oversættelsen var smagløs og nævnede forskellige Repliker og Udtryk, der skulde være under det Lavmaal af Anstændighed, man kunde forlange.
Oversætteren sendte Bladet Oversættelsen og lovede — jeg ved nu ikke hvad — hvis der kunde findes eet Udtryk, der blot lignede noget at de omtalte, og han opnaaede selvfølgelig derved, at vedkommende Anmelder indsaa, at Fejlen var Skuespillerens, men Anmelderen tav med det, og Skuespilleren vedblev at forsjofle Oversættelsen.
Et Stykke af en verdensberømt Digter blev spillet. Man havde vist Oversætteren den Ære at indbyde ham til Generalprøven. Her mødte han en Skuespiller, der havde en af Stykkets vigtigste Roller; han kom styrtende hen til Oversætteren og sagde: “Goddag, nu skal De høre, hvad jeg har fundet paa at sige i den store Scene, hvor — — —”.
Den unge, naive Mand svarede: „De har da vel ikke i Sinde at sige andet, end hvad der staar i Stykket?”
“Jo, det ved Gud jeg har – – -“.

Den unge Mand blev ældre med Aarene, da han sidste Gang overværede en Generalprøve, hørte han til sin Rædsel en Skuespiller sige en svinsk Replik, der aldeles ikke hørte hjemme I Stykket, Det var ham for meget! (De 100 andre Forandringer, der var foretaget for at gøre Stykket daarllgere, fandt han sig i.)
I Mellemakten henvendte han sig til Skuespilleren, der meget ulykkelig forklarede, at det var Instruktøren, der havde sagt, at han skulde sige denne Replik, men han lovede, den skulde ikke blive sagt, og den blev heller ikke sagt ved Premieren. Hvad senere skete, maa instruktøren, Skuespilleren og Guderne vide.
*
Før den enkelte Forfatter har det hidtil været haabløst at bevare sine Repliker fra at blive befamlede, forkortede, forlængede og fordærvede af mere eller mindre gode Skuespillere, der foruden at spille herlig Komedie, tillige vidste, hvorledes Replikerne burde være skrevet, og hvad der burde føjes til for at faa de talentløse Forfatteres Værker til at glide ned.

Hvis „Danske Dramatikeres Forbund” nu vil tage Kampen op, saa er sandelig “Hectors Afsked” ikke skrevet forgæves.
Den 20de Januar 1915. [naturligvis 1916, red.] Sganarel.

Berlingske, 9. marts 1916.

Danske Dramatikeres Forbund fejrer idag sin 10-Aars Stiftelsesfest og udsender i den Anledning paa eget Forlag et Katalog, kaldet: “Danske Dramatikere”, en Fortegnelse, udgivet at Danske Dramatikeres Forbund over Medlemmers Arbejder.

Af Bogen fremgaar det, at Forbundet nu tæller over hundrede Medlemmer, dels nulevende danske Dramatikere, dels Repræsentanter for de afdødes Arvinger, tillige al norske Forfattere Henrik Ibsens og Bjørnstjerne Bjørnsons Arvinger samt Peter Egge og af svenske Selma Lagerlöf.

Kataloget er meget overskueligt ordnet alfabetisk efter Forfatternavne og opgiver den nøjagtige Titel paa ethvert af Medlemmernes dramatiske Værker, Dato og Aarstal for dets første Opførelse samt, hvor denne fandt Sted. Tillige noteres, om Værket er opført i danske Provinser, Sverige Norge og det øvrige Udland. Desværre savner man Opgivelse af, hvor mange Gange ethvert Skuespil er opført.

Ved Gennemgang af Værket gør man flere interessante litterære Opdagelser. Det viser sig, at Bogen omfatter ca. 800 Originalarbejder og ca. 350 Oversættelser. Den mest produktive Forfatter er Hr. Charles Kjerulf med 96 Scenearbejder, hvoraf Størstedelen dog er Oversættelser, medens Hr. Aage Madelung som dramatiker kun har ét Arbejde paa Samvittigheden, og det er endda en Oversættelse af et russisk Skuespil, som aldrig er blevet opført.

Fortegnelsen, der er blevet til i Samarbejde med Forbundets Medlemmer, fastslaar, at Fr. Leth Hansen er Forfatter til de to anonyme Skuespil “Ungdomsleg” og “Afkom”, der i sin Tid blev opført paa Dagmarteatret, samt at Peter Fristrup under Pseudonymet Berndtz Fredgren er Forfatter til en Række svenske Sukces-Stykker. Og det røbes tillige, at en Del Forfattere har nye Stykker færdige, som vi vel altsaa kan glæde os til at se i de kommende Sæsoner. Saaledes har Fru Karen Bramson skrevet et 2 Akts Skuespil”Fæstningen Laras Fald”, Olaf Hansen en En-Akter “Den fraværende”. Edgard Hoyer et 3 Akts Skuespil “Professor Hans Magnus”, Otto Rung et 3 Akts Skuespil “Fanevagt”. Ja Sophus Michaëlis har endog tre Værker liggende i sin Bordskufle, en Eventyrkomedie, et Skuespil og et Lystspil. Desuden viser det sig, at vore Teatre ligger inde med en stor Række antagne Værker af alle Arter.

Forbundets Formand, Fru Emma Gad, her i et let causerende Forord trukket Linierne op for Forbundets Start og dets Virksomhed. Fru Gad oplyser, at Forbundet fra en Honoraromsætning det første Aar paa ca. 17,000 Kr. nu er naaet til en aarlig Omsætning paa 100,000 Kr., og at man ialt har faaet ca. ½ Million ind i Forfatterhonorar i de 10 Aar, hvilket vel omtrent vil svare til, at Stykkerne har haft en Billetindtægt af ca. 10 Millioner Kroner. Fruen slutter Bogens Forord med at sige: “Dette er en Haandbog som fremtidig vil blive raadspurgt af alle Teaterdirektører, Provins-Selskaber og Skuespiller-Amatører, ligesom den vil blive et Kildeskrift for Fremtidens Teaterhistorikere og Litteraturforskere”. Hvis Fru Gads Spaadom gaar i Opfyldelse, vil “Danske Dramatikere” have gjort sin Nytte.

Teatret, 15. aarg, 1916.

DEN 9. Marts er det ti Aar siden Danske Dramatikeres Forbund stiftedes. Selv om dette ikke berettiger til at tale om et Jubilæum, saa har Forbundet dog i denne Aarrække oparbejdet sig en saadan Stilling, at det staar som vore dramatiske Forfatteres faglige Organisation, og det er derfor vel værd paa denne Dag nærmere at gøre Rede for dette Forbunds Arbejde og dets Betydning.

De første Spor af Forbundet finder man i en Optegnelse: «Ved et i Marts 1905 i Dansk Forfatterforening afholdt Bestyrelsesmøde fremkom Fru Emma Gad med det Forslag at samle de dramatiske Forfattere til en Underafdeling indenfor Foreningen». Paa Grundlag af dette Forslag afholdtes der af de interesserede Forfattere forskellige Møder, hvor mange Planer drøftedes. I Løbet af Aaret enedes man om at samle de dramatiske Forfattere i et Forbund uafhængigt af Dansk Forfatterforening, og den 9. Marts 1906 stiftedes Danske Dramatikeres Forbund af en konstituerende Generalforsamling, der valgte Hr. Albert Gnudtzmann til Formand, Fru Emma Gad til Næstformand samt Herrerne Hjalmar Bergstrom, Henri Nathansen, Walter Christmas, Peter Fristrup og Alfred Tofft til Bestyrelsesmedlemmer.

Saavidt det kan ses, havde Forbundet ved sin Start 14 Medlemmer, medens det nu ti Aar efter har 102, hvilket er saa godt som alle vore nulevende Dramatikere og Repræsentanter for de afdødes Arvinger.

Forbundet satte sig straks to Opgaver: at varetage Medlemmernes kunstneriske Interesser og bestyre deres dramatiske Forfatterrettigheder. Den ulønnede Bestyrelse leder Forbundets samtlige Anliggender, men den daglige forretningsmæssige Drift er overdraget en lønnet Forretningsfører, der leder Forbundets Bureau.

Bestyrelsen tog meget energisk fat paa Arbejdet; Forbundets Bureau blev oprettet og den daglige
Forretningsgang grundlagdes. Gennem Forhandling med Teaterdirektørerne indførtes straks Normalkontrakter. Bestyrelsen, der stedse har afholdt talrige Møder om Aaret, har aldrig savnet Arbejdsstof; man knyttede Forbindelse med andre Landes Forfatterorganisationer, og dels har der ogsaa været Forbundets indre Anliggender at ordne, dels har der været at tage Bestemmelser om Forbundets Optræden udadtil.
Og i Spørgsmaal af den sidste Art er Forbundet i talrige Tilfælde gaaet i Breschen for Standens Interesser. Saaledes f. Eks. angaaende Det kgl. Teaters Regulativ, Censurens Afskaffelse, Teaterbevillinger, uretmæssige Opførelser, Talescenespørgsmaal o.l. Nogle Gange er man skredet til at nedlægge Fogedforbud mod ulovlige Opførelser, en enkelt Gang saa man sig endogsaa nødsaget til at boycotte et dansk Teater.

Overfor Landets vekslende Regeringer og Myndigheder har Forbundet haft svært ved at trænge igennem med sine Forslag og Krav. Der toges oftest kun lidet Hensyn til Forbundets Mening i flere af de ovennævnte Spørgsmaal. Selv da Forbundet, med absolut Berettigelse, i Bevillingsspørgsmaal forklarede: Ingen kan blive Teaterdirektør uden justitsministeriel Bevilling; men da vi dramatiske Forfattere ved Udførelsen af vore Skuespil er afhængig af, hvem der er Teaterdirektør, vil det saa ikke være rimeligt, at man ved Bortgivelsen af Bevillinger raadfører sig med Forbundet? — fik det pure Afslag. Det er først i Aar, nu da Forbundet er en fast sammentømret Enhed, at vore Myndigheder er begyndt at anerkende Forbundet og tage sig af dets Medlemmers Krav. Dette gælder saaledes den meget vigtige Sag angaaende et nyt Forfatterregulativ for Det kgl. Teater.

Allerede straks det første Aar, Forbundet eksisterede, begyndte der at rejse sig Røster mod dette ganske forældede Regulativ, der bl. a. bestemmer, at Forfatterhonoraret for et Helaftensstykke for 1.-10. Opførelse skal være 8% af Kasseindtægten, for 11.-30. Opførelse 10%, for 31.-50. Opførelse 6%, for de følgende Opførelser, dog kun saalænge Forfatteren eller hans Enke lever, 2%. Eller med andre Ord: Jo bedre Stykket gaar, jo mindre skal Forfatteren have, og hans Arvinger skal slet ingen Ting have, naar Stykket gaar over 50 Gange. For Stykker, der ikke fylder en hel Time, faar Forfatteren et mindre fast Honorar fra 100 til 400 Kroner en Gang for alle. Der gives et pudsigt Eksempel paa den sidste Bestemmelses skrigende Uretfærdighed: Gustav Wieds lille En-Akter Skærmydsler er opført over 60 Gange paa Det kgl. Teater. Forfatteren har faaet sine faa Hundrede Kroner, medens en Skuespiller, der har 50 Kroner pr. Aften i Spillepræmie, for at optræde i en enkelt Scene i dette lille Skuespil har oppebaaret — c. 3000 Kr.

Imidlertid gennem Forhandlinger naaede man for to Aar siden til at Kultusministeriet nedsatte en Komission til Behandling af Spørgsmaalet angaaende et nyt Forfatterregulativ. Komissionen bestaar af Departementchef A. P. Weis, Direktør Johannes Nielsen, Censor, Professor Otto Borchsenius og to Medlemmer af Forbundets Bestyrelse, Forfatterne Henri Nathansen og P. C. V. Hansen; Sekretær er Bibliothekar Edvard Agerholm. Kommissionens Arbejde kan ventes afsluttet i indeværende Sæson, og dens Resultat: det nye Forfatterregulativ, vil, takket være de to Forfatteres Arbejde i Kommissionen, blive tilfredsstillende for de dramatiske Forfattere.

Medens Kultusministeriet saaledes langt om længe anerkendte Forbundet som faglig Organisation, kom samtidig den justitsministerielle Anerkendelse. Som nævnt kan ingen give offentlige Forestillinger her i Landet uden at have justitsministeriel Bevilling, og i en saadan staar udtrykkelig, at Bevillingshaveren skal sørge for at have lovlig Opførelsesret til de Skuespil, han agter at opføre. Men ved Siden af Justitsministeriets Bevillinger har der i Praksis udviklet sig saakaldte Politibevillinger, der gaves til Folk, Foreninger, Selskaber o. desl., der et Par Aftener vil give Forestillinger. Disse stedlige Politibevillinger gives til hvem som helst, der kommer og erklærer, at de vil give Forestillinger til Indtægt for en Fattig, et Asyl, en Enke, faderløse Børn osv., og i Læ af dem er der Landet over i aarevis drevet Dilettantopførelser, der har været til Skade for de bevillingshavende Teaterdirektører, som mister Publikum derved, og til Forbitrelse for Forfatterne, hvem man af et ærligt Hjerte meget ofte ikke betalte Honorar. Forbundet skrev, truede med Forbud, indledte i flere Tilfælde Retsforfølgning, men Forestillingens Ledere unddrog sig i rigeligt Antal deres Forpligtelser. Saa gik Forbundets Bestyrelse til Justitsministeriet og den 6. December 1915 udsendte Ministeriet følgende:

Cirkulære til Amtmændene, Politidirektøren i København og samtlige Politimestre udenfor København.
I Anledning af en af Bestyrelsen for Danske Dramatikeres Forbund til Justitsministeriet rettet Henvendelse, skal man anmode d’Herrer Amtmænd og Politimestre om at paase, at der ikke gives Tilladelse til offentligt at opføre danske eller udenlandske dramatiske Arbejder, med mindre vedkommende Ansøger forinden godtgør, af Forfatteren selv eller dennes lovlige Repræsentant at have erhvervet Ret til at opføre det paagældende Arbejde.

Med ét Slag standsedes Ulovligheden, og de dramatiske Forfattere faar fremtidig de Honorarer, de har Krav paa, foruden at Forbundet gennem Landets Retsbetjente har Haand i Hanke med alt dette Dilettantvæsen.

Selve den forretningsmæssige Afdeling af Forbundet har i de forløbne Aar været i rivende Udvikling. Enhver Forfatter, der indmelder sig i Forbundet, overdrager obligatorisk sine dramatiske Forfatterrettigheder for Skandinavien til Forbundets Bureau, der derefter er eneberettiget til at overdrage dem videre til Trediemand – Teaterdirektørerne. Ved saaledes paa ét Sted at samle alle Rettighederne undgaar man ukollegial Konkurrence og har derved muliggjort betydelige Forbedringer i Honorarbetingelser og de øvrige Forpligtelser, Teaterdirektører maa paatage sig, naar de ønsker at opføre en Kunstners Arbejde. Samtidig opnaar man, at Teaterdirektørerne kun har dette ene Sted at henvende sig angaaende danske Stykker.

Forbundets Bureau er Bindeledet mellem Forfatterne og Direktørerne, og det arbejder saa at sige i begges Tjeneste; det varetager Forfatterens Tarv, men er i hvert enkelt Tilfælde i Stand til at yde Teaterdirektørerne mangen Haandsrækning, bl. a. med at sørge for, at Stykkerne kommer til de Teatre og de Provinsteaterdirektører, for hvem de passer. Det kan da ogsaa siges, at Forbundet lige fra sin Start har arbejdet i fuld Forstaaelse med alle Skandinaviens Teaterdirektører, og der synes i Samarbejdet at være indført en venskabelig modus, behagelig for begge Parter.

Foruden den obligatoriske Overdragelse af Opførelsesretten til de skandinaviske Scener, varetager Forbundet, om Forfatterne ønsker det, ogsaa deres dramatiske Forfatterrettigheder i samtlige andre Lande. Og netop i de senere Aar – før og under Europakrigen — har Forbundet knyttet Forbindelser med en Række udenlandske Scener og Teaterforlag og derved indvundet betydelige udenlandske Honorarer til vore Forfattere. Bureauets voksende Betydning ses bedst af dets stedse stigende Omsætning: I det første Forretningsaar indgik i Honorarer c. 17,000 Kr., i indeværende Aar vil Honorarerne blive c. 100,000 Kr., ialt vil Forbundet da i Løbet af de ti Aar til danske Forfattere have indvundet c. ½ Million Kroner i Honorarer. Dette svarer til en Billetindtægt af c. 10 Millioner Kroner, som altsaa er indspillet paa danske Værker. Gennem Teatrenes Afregninger har Bureauet nøje Kendskab til samtlige indenlandske og en Række udenlandske Scener. Et Forhold, der er af uhyre Betydning.

Lige som selve Forbundet saaledes nu er den anerkendte Organisation, er dets Bureau det Centralsted for dramatiske Forfatterrettigheder, som ingen Teaterdirektør kommer uden om. I disse to Fakta ligger Forbundets Styrke og dets Betydning.

Forbundets nuværende Bestyrelse bestaar af Formanden Fru Emma Gad, Næstformanden Hr. Otto Rung samt Herrerne Henri Nathansen, P. C. V. Hansen, Julius Magnussen, Anker Larsen og Alfred Tofft. Det var Fru Emma Gad, der fik Ideen til den oprindelige Plan til Dannelse af Forbundet, og det skyldes hendes Energi i det første Aar før Starten, at Planen overhovedet kom til Udførelse.

I de Aar, Fru Emma Gad har virket som Næstformand og Formand, var hun Drivfjederen i Foretagendet. Forfatterstandens Rettigheder har hun, der selv er uafhængig, altid kæmpet for med Iver. Hvad Forbundet har naaet indadtil i ubrydeligt kollegialt Sammenhold og udadtil i Værdsættelse og Anseelse, det skyldes ikke mindst hendes mange uvurderlige Egenskaber og bonsens. Gennem ti Aars Arbejde staar Danske Dramatikeres Forbund nu som en Hæder for Fru Emma Gad.
Victor Lemkow

Berlingske, 1. oktober 1916.
– – –
Fru Emma Gad.
Formanden for Danske Dramatikeres Forbund, sender os følgende Linier:

“Jeg tør vistnok udtale mig paa danske Dramatikeres Vegne, at der ikke findes een iblandt dem, som ikke med Tilfredshed og Haab for nogle Dage siden læste de manende og flammende Ord om Betimeligheden, nej, Nødvendigheden af nu omsider at faa en Talescene, hvis Fremkomst utvivlsomt vilde give dem bedre Kaar. I hvert Fald slap de da dér for Konkurrencen med “Carmen” og “Faust”.

Naar man i Det kgl. Teaters lige udkomne Aarsberetning ser, at af de 106 indleverede Skuespil er kun 11 antagne til Opførelse, og efter Sæd og Skik er det kun Halvdelen af disse, der naar frem til Rampens Lys, saa kan man jo ikke paastaa, at Statsscenen under de nuværende Forhold gør meget for de nulevende danske dramatiske Forfattere. Fortiden er man jo lidt mere rundhaandet imod.

Naturligvis maa man tage Øjeblikkets Vanskeligheder i Betragtning. Byggeforholdene er vist ikke nemme, og at bygge Teater, just som Verden udenom os staar i Flammer, vil maaske ikke tage sig klædeligt ud, men lad os saa vise, at vi forstaar Forberedelsens vanskelige Kunst og lægge alt tilrette, saa at man kan tage fat paa den lyksalige Dag, hvor Fredens Solskin bryder frem.

Maatte saa blot ikke Vrøvlet tage fat for Alvor, thi saadanne smaa Vindpust i sejlene som det nuværende har ofte nok omsvævet os, men hidtil er det altid hurtigt blevet til Dødvande.”
– – –
Vi føjer disse Udtalelser til dem, vi tidligere har bragt fra Undervisningsministeren, Teaterdirektionen og Skuespillerinder – Udtalelser, der alle er til Gunst for Talescenen.

Avertissement-Tidende, 12. december 1916.

“Danske Dramatikeres Forbund” afholdt iaftes paa Hotel d’Angleterre sin aarlige Generalforsamling. Der vedtoges en Række Lovændringer, som særlig gik ud paa at ophæve Adskillelsen mellem ordinære og ekstraordinære Medlemmer, og den nye Vedtægt affatedes da saaledes: Som Medlem kan optages Enhver, der har Ejendomsret til et af et offentligt dansk Teater antaget eller paa dansk Forlag udgivet dramatisk Arbejde. Saafremt Ejendomsretten ved Arv, Køb eller paa anden Maade er overgaaet til flere Personer, kan kun en af disse som Repræsentant for Ejerne optages som Medlem.

Formanden, Forfatteren Alb. Gnudtzmann bemærkede i sin Beretning, at Foreningen i enhver Henseende var i glædelig Fremgang og allerede i sin korte Levetid havde smukke Resultater at henvise til.

Efterat Regnskabet var godkendt, genvalgtes Bestyrelsen, nemlig: Albert Gnudtzmann (Formand), Admiralinde Emma Gad (Næstformand), Forfatterne Hjalmar Bergstrøm, Walter Christmas, Fristrup, Henri Nathansen og Komponisten Alfred Tofft. Endvidere genvalgtes Kassereren, Kontorchef Fr. Ricard.

1917 – Forbundet i dag.

Nationaltidende, 26. august 1917.
– Hvad jeg mener om den Teatersæson, der er begyndt i disse Dage? siger Fru Emma Gad, Formanden for “De danske Dramatikeres Forbund”. – Ja, hvem kan vel paa Forhaand danne sig nogen bestemt Mening om den? Men et glædeligt Tegn synes jeg dog det er, at vore Forfattere har genoptaget deres Arbejde, der i Krigens første Tid var helt lammet, og som senere gik – skal vi sige meget trægt.
Der er, hører jeg, antaget ikke færre end tolv nye danske Skuespil paa de københavnske Teatre.

– Er det ikke lige ved at være en Rekord ved en Sæsons Begyndelse?
-Jeg tror det – skønt for nogle Aar siden steg den dramatiske Produktion herhjemme jo til en hidtil ukendt Højde; og det er vel ikke utænkeligt, at Forbundet kan have haft nogen indflydelse paa det.

– Mener De, fordi Dramatikernes Kaar blev gode – fordi det betalte sig saa meget bedre, at skrive for Scenen end før?
– Nej, siger Fruen smilende – de bedre Honorarer har næppe virket saa direkte stimulerende. Men det, at de dramatiske Forfattere fik Lejlighed til at komme sammen, til at tale sammen om de Emner, der optager dem, til at lære af hverandre og hjælpe hverandre, det tror jeg virkede befrugtende.

-Et af Verdens berømteste og oftest opførte Skuespil, Gogols “Revisoren” skal være blevet til efter en Idé, dets Digter fik forærende af en Kolega.
– Ja, og selv om en del nu sjældent slet saa bogstaveligt gavner en Forfatter at træffe andre, der skriver for Scenen, saa ved jeg dog, fra jeg selv begyndte, hvor vigtigt det er at kunne raadføre sig med en mere erfaren. Edvard Brandes gennemsaa det første lille Stykke, jeg fik spillet paa Det kgl. Teater, og gav mig Mod til overhovedet at indlevere det; og det er jo ikke enhver Begynder, der har Forbindelse med en kyndig Dramatiker, som kan vejlede ham med det rent tekniske. Det paatager vi os i Forbundet, naar vi synes, der er Evner til Stede, og at Forsøget kun er strandet paa Ubehjælpsomhed.

– Men oprindelig blev Forbundet dog stiftet for at værne Dramatikernes økonomiske Interesser og for at ophjælpe dem, ikke sandt?
– Ja, det blev det, indrømmer Fruen – men ikke af Pengegriskhed, hvad en og anden Teaterdirektør maaske syntes den Gang. Det var ved en lille Sammenkomst hjemme hos mig, vi besluttede at lave Forbundet; og jeg vandt straks Tilslutning, da jeg sagde, at det maatte have et praktisk Formaal, selv om de kammeratlige Sammenkomster skulde staa øverst paa Programmet. For det har jeg da set Hundrede Gange, at Menneskene ingen Steder bliver saa uenige som der, hvor de kommer sammen blot for at more sig. Kender De en Forening, hvor de skændes i den Grad som i Yachtklubben? Det er blot fordi, Sammenkomsterne er rent selskabeklige. Og de dramatiske Foreninger, hvor de slaas om Rollerne og bliver Dødsfjender! Nej, skal man samles kammeratligt, maa det være om noget praktisk, og saa tager man Selskabeligheden, hvis Betydning jeg slet ikke underkender, med paa Købet.
Men for Resten trænges der i høj Grad til en Reform af de dramatiske Forfatteres Arbejdsvilkaar. Tænk Dem, at en Direktør gladeligt rejste rundt og spillede Hostrups “Eventyr paa Fodrejsen” i hele Skandinavien, uden at betale Forfatteren en Øre for det – han kaldte bare Stykket “De stjaalne Stikkelsbær” paa Plakaten. Og naar Direktørerne ærligt og redeligt købte Opførselsretten, havde Forfatterne saa lidt Forretningssans, at de heller ingen Ting tjente. Jeg solgte i sin Tid Retten til at spille mig Lystspil “Et Sølvbryllup” til gamle Direktør Cortes for fem Hundrede Kroner en Gang for alle. Jeg var himmelglad, at jeg fik saa meget – det er, hvad man nu kan tage ind paa en eneste heldig Aften – og da jeg underskrev Kvitteringen, lagde jeg ikke en Gang Mærke til, at der stod, han kunde sælge det videre, til hvem han vilde. Det er ganske fremmede og uvedkommende Folk, der sidder og hæver Indtægterne af det – og saadan gik det de fleste Forfattere. Man købte et Skuespil af dem “med Ret til Videreforhandling”, ligesom man køber en Ko.

– Er alle de danske Dramatikere nu Medlemmer af Forbundet?
– Vi er i hvert Fald et Hundrede og femten Medlemmer – men en Del er Nordmænd, skønt der findes en lignende Fagforening i Norge. Undertiden melder en Forfatter sig ud – de er urolige Hoveder, vore Medlemmer, og det skal de ogsaa være. Ellers er de ikke Digtere. Men de vender som oftest hurtigt tilbage. Nyligt meldte en af vore allerførste Forfattere sig ud. Han syntes ikke, vi virkede nok til at faa hans Stykker afsat herhjemme og i Udlandet, og han skrev til mig, at han paa egen Haand kunde opnaa lige saa gode Betingelser, som naar vi solgte dem for ham. Dertil svarede jeg i et Brev, at det kunde han ganske vist, men kun fordi, vi forinden gennem elleve Aar have opdyrket Jorden og lært Teaterdirektørerne, at de maa betale Forfatterne ligesaa vel som de betaler Skuespillerne, Dekorationsmalerne, Electricitetsværket, som leverer Belysningen, og hvem der ellers medvirker til, at Forestillingen kommer i Stand. Næste Dag meldte han sig ind igen og skrev til mig, at han fremtidig vilde staa Last og Brast med sine Kammerater. Vi har udryddet den Anskuelse, at en Digter skriver bedst, naar han skriver gratis, haaber jeg – for jeg kan ikke se, at Kvaliteten af Skuespillene er blevet ringere, efter at Forfatterne er holdt op med at halvsulte og med at fryse om Vinteren.

– Men der er Tilfælde, hvor Forbundet tillader en Forfatter at frafalde sit Honorar?
– Det er der. Men vi er paa vor Post, naar nogen, f. Eks. Dilettanter, søger at franarre ham det ved at hævde, at Forestillingen er privat, selv om der han været et indbringende Billetsalg. Stykket leveres kun gratis, hvis alt det øvrige ogsaa har været gratis – og det har det aldrig, siger Fru Gad leende, for Salen lejer man ikke for ingen Ting. Og ved denne Paapasselighed, der kan have sine Mangler som alt andet menneskeligt, har vi dog faaet Omsætningen drevet op til Hundrede Tusinde Kroner aarlig, der fra Indland og Udland gaar i de danske Forfatteres Lommer.
Haagen.

1919 – Scenen til unge dramatikere; for alle eller ej – Den første Million.

Social Demokraten, 13. august 1919.

Vi hører Direktør Ivar Schmidts Stemme i Telefonen:
– Vil De høre min sidste idé og lade “Social-Demokraten” optage en Meddelelse af følgende Form: “Det ny Teater paatænker i Sæsonens Løb at give nogle Matinéer, hvor det er Tanken at give unge danske Dramatikere Lejlighed til at se deres Arbejder paa Scenen. Direktør Ivar Schmidt har i den Anledning forhandlet med Bestyrelsen for Danske Dramatikeres Forbund, der omfatter Sagen med megen Interesse.

– Ih jo, den Meddelelse vil vi gærne lade gaa videre. Den vil vist vække Jubel blandt de unge Forfattere.
– Ja, ikke sandt, det er en glimrende Idé? Den er affødt af Ønsket om at komme saavel de unge Forfattere som mit Teaters unge Skuespillere til Hjælp. Sagen er den, at som Teatrene gaar for Øjeblikket, kan de nøjes med Sæsonen igennem at køre paa 5-6 Succes’er. I disse Stykker faar jo kun en begrænset Antal Skuespillere Beskæftigelse. Resten gaar omkring med opsparet Energi. Der er ikke Opgaver nok at tage fat paa. Nu havde jeg tænkt mig følgende: Lad mig sige, at vi faar en Succes, som giver os god Tid til Eksperimenter. Saa vælger vi et eller andet af de mange dramatiske Arbejder, hvoraf der mellem Aar og Dag sendes os Dynger. De fleste er umulige. Men et og andet er der dog noget i. I Ly af den løbende Succes faar vi ro til at sætte det i Scene, og saa opfører vi det ved en Matiné for en snevrere Kreds, men literært interesserede. Den unge Forfatter ser sit Værk faa Liv, og Teatrets Skuespillere faar nye Roller at prøve Kræfter med. Gør Stykket sig ikke, saa er der ikke mere at sige til den Ting, men saa har vi dog gjort vort for den unge Kunst, vi kan vaske vore Hænder. Vinder Stykket Bifald, kan vi optage det paa Repertoiret, og Forfatteren faar sine Procenter som alle andre Forfattere.

– Det bliver altsaa en Række literære Prøvebailoner, der skal sendes til Vejrs i Sæsonens Løb?
-Ja, og jeg haaber, at der melder sig mange. Jeg synes, at det er en enestaaende Chance, der her aabnes for de Unge. Aftaler er, som sagt truffet med Dramatikernes Forbund, og med Fru Emma Gad er der vekslet Breve derom. Jeg glæder mig til at se, hvad vi faar ud af det Eksperiment.

– Det gør vi ogsaa.

Lidt efter er vi i Forbindelse med Espergærde, hvorfra Formanden for Dramatikernes Forbund, Fru Emma Gad, stærkt interesseret lytter til Udviklingen af Direktør Ivan Schmidts Idé. Da hun har hørt os til Ende, er hun øjensynlig en Smule skuffet.
– Direktør Schmidt og jeg maa have misforstaaet hinanden. Vi har jo nok korresponderet om Tingen sammen. Men jeg har ment, at disse literære Matinéer skulde være en Slags Fortsættelse af “De Unges Teater” som jeg startede sidste Sæson. “De Unges Teater” er en Art Prøve-Scene for Skuespiller-Elever, unge Kunstnere, der enten endnu ikke har Engagement ved noget Teater eller arbejder i Baggrunden.
– Opgaverne skulde altsaa ikke specielt gived til Det nye Teaters Folk?
– Nej, til unge Skuespillere i Almindelighed.

– Og de unge danske Forfattere?

– Det skulde glæde mig, om der fandtes unge, endnu ikke opdagede danske Forfatter-Genier. Men det tror jeg ikke. Og at lade uprøvede Kræfter optræde i Stykker af uprøvede Forfattere, det tror jeg heller ikke vil gaa. Derfor har min Tanke været den, at fremføre saadan fin udenlandsk Kunst, som intet af vore Teatre har vovet at binde an med. Lad mig nævne f. Eks. det kinesiske Skuespil “Den gule Jakke”, der er af stor literær Værdi, eller Ting som “Sekundala”, Maschiavelli, Rostands “De to Pjerrots” osv. – altsammen Opgaver til at anspore de unge Skuespilleres kunstneriske Interesse, og som ikke har Muligheder for at komme frem paa anden Maade end ved saadanne literære Matinéer.

– De holder altsaa paa at hjælpe de unge Skuespillere fremfor de unge Forfattere?
– Det Eksperiment tror jeg som sagt, ikke paa. Og de unge danske Forfattere – hvor er de henne?

Ja, hvor er de henne, og hvad siger de? Antagelig vil de lade høre fra sig i denne nye Anledning.
Vi efterlyser dem herved. Frem med en af dem og lad os høre, hvad han har at sige.

B.T., 5. september 1919.

Med faa Aars Mellemrum blusser der en voldsom Strid op mellem Danskere og Nordmænd om salig Holberg. Med rigelig Anvendelse af det grove Skyts fra begge Sider kævles man om, hvorvidt den Gamle var dansk eller norsk. Hidtil er man ikke naaet til Enighed, og det gør man formodentlig heller ikke i Fremtiden. For vort Vedkommende vilde vi gerne gaa med til at stoppe Holberg – og Tordenskjold i Tilgift – i Gabet paa Norsmændene hvis vi saa var sikre paa, at de vilde tie stille.

Bl. a. er i disse Dage Forfatteren Niels Kjær, rykket i Leding.
Niels Kjær er bange for at Ibsen og Bjørnson bliver de næster Ofre for den danske litterære “Anneksionisme” som han udtrykker sig i en Artikel i “Aftenposten”. Som Motivering for denne Frygt nævner han at “Danske Dramatikeres Forbund” er i Besiddelse af Opførelsesretten for Norge til Ibsens, Bjørnsons og flere andre norske Dramatikeres Værker, og han spørger nu, hvorledes det kan gaa til. “For at faa Lov til at opføre et Skuespil af Ibsen eller Bjørnson maa et norsk Teater henvende sig til en dansk Fagforening”, siger Hr. Kjær. “Jeg har tidligere søgt Oplysning om, hvorledes denne mærkelige og usunde Ordning er kommet i Stand, men fik intet Svar”, slutter den krænkede norske Forfatter.

Han kan faa Svaret her.
Hvis Hr. Kjær – som B.T. gjorde efter at have læst hans Artikel – havde henvendt sig direkte til Formanden for “Danske Dramatikeres Forbund”, Fru Emma Gad, i Stedet for at spørge ud i Luften, kunde han straks have faaet Svar paa sit Spørgsmaal.
Fru Emma Gad svarer os:
– Det hele er ganske simpelt. Naar de norske Teaterdirektører maa henvende sig til os for at opføre Ibsen eller Bjørnson – og for Resten ogsaa Bojer – er det af den simple Grund, at saavel Bjørnsons som Ibsens Arvinger og Bojer er Medlemmer af “Danske Dramatikeres Forbund”. Og det er vel ikke saa underligt, at man maa henvende sig til de paagældende Forfatteres Foreninger om at opføre deres Stykker.
– Hvorfor er de norske Dramatikere og deres Arvinger Medlemmer af den danske Forening?
– Naturligvis fordi de ser deres Fordel ved det. Specielt ved jeg, at Fru Bjørnson er henrykt for den Maade, hvorpaa vor dygtige Foreningsfører, Hr. Lemkov ordner Sagerne for hende.

Dansk som Scenesprog i Norge.
Hr. Kjær gør endvidere “det norske Publikum opmærksom paa at det staar i “Danske Dramatikeres Forbund”s Magt at priviligere Dansk som Scenesprog i Norge. Deres Forening behøver kun at forbeholde Opførelsesretten af norske Stykker for omrejsende danske Selskaber. At naturligvis vor Nationalscene er undtaget de paatrængende danske Mellemmænd, gør ikke Forholdet mere tiltalende”, slutter den vrede Nordmand.

Dette forfærdelige Skræmmebillede behøver antagelig ingen Imødegaaelse.

B.T., 6. oktober 1919.

I disse Dage har Danske Dramatikeres Forbund passeret den første Million Kroner i Honorar til sine Medlemmer. Det lyder jo ganske imponerende, selv om en Million jo ikke er noget rent eventyrlig Sum i et Aar, hvor Skatteyderne skal betale 19 Millioner alene i Ekstraskat, for at de kommunale Funktionærer kan faa mere i Løn. Men alligevel – en Million er en Million, og man er nær ved at misunde de lykkelige Forfattere, der har deres paa det Tørre.

Men naar man ser Millionen lidt efter i Sømmene, opdager man snart, at hvis Dramatikerne skal leve af den, bliver der i hvert Fald ikke noget at betale Ekstraskat af. For det første er der 100 Medlemmer i forbundet, og for det andet har de været 13 Aar om at tjene en Million paa deres Digterværker. Ved Hjælp af den lille Tabel kommer man ved et simpelt Regnestykke til det Facit, at naar 100 Forfattere i 13 Aar har tjent 1 Million, saa har f. Eks. Fru Emma Gad tjent nøjagtigt 769 Kr. 7 Øre om Aaret paa sin dramatiske Virksomhed.

769,7 Kroner – det er altsaa en dansk Skuespilsforfatters Gennemsnitsindtægt om Aaret. Og da baade Jens Locher og Edgard Høyer ubetinget har tjent mere, maa der altsaa være nogle, der ikke engang har tjent saa meget. Nu véd jeg meget vel, at Forbunddets energiske Inkassator og Forretningsfører, Hr. Lemkow, vil komme og sige, at det er noget forbandet Sludder, og saadan kan man dog ikke stille et Regnestykke op. Men det er Deres egne Tal, Hr. Lemkow, bearbejdet efter Chr. Hansens Regnebog for Almueskolen – kan De komme udenom det.

Imidlertid – lad os ikke tage Glansen af Millionen, hvis Slutsten – en grøn Enkroneseddel – er sat i Glas og Ramme og hængt op paa Væggen i Forbundets Kontor. Naar Forfatterne selv er tilfredse, har vi andre jo heller ikke noget at græde over. Det skulde da lige være et Par af Fru Formandens Lystspil.
Boy

Dagbladet, 21. oktober 1919.

Paa Danske Dramatikeres Generalforsamling forleden Dag, oplæster Formandinden Fru Emma Gad, at Foreningens Medlemmer sidste Aar havde faaet godt 4000 Kroner ind ved Dilettantforestillinger.

Dette for vore Dramatikere saa behagelige Faktum er noget ganske nyt, thi før i Tiden fik Dramatikerne ikke en Øre. naar Lemvigs selskabelige Teaterforening opførte et eller andet Stykke. Paa den Maade gik det i mange Aar, men saa tog Dramatikernes Forbund fat og fik Justitsministeriet til at udsende en Skrivelse til alle Landets Politimestre om ikke at give Tilladelse til offentlige Teaterforestillinger, før de paagældende kunde godtgøre, at de havde ordnet sig med Forfatteren.

Denne gode Idé var altsaa 4000 Kroner værd om Aaret og man faar heraf et godt indblik i, hvor meget der spilles Dilettantkomedie her i Landet, thi de Forfatterhonnorarer, der kan blive Tale om ved en saadan Lejlighed er ikke videre store.

Fordums ærgrede en Forfatter sig altid gul og grøn, naar han hørte, at nu havde hans stykke gaaet baade her og der, og detr eneste Lyspunkt var, at der dog altid solgtes saa mange exemplarer af de trykte Stykker, som der var Rollehavende i det, men nu smiler han glad naar han hører om en saadan Begivbenhed og ringer senere til Forbundet for at høre, hvor meget det gav.

1920 – Protester mod Dagmarteatret under det kgl.

Social Demokraten, 21. marts 1920.

“Danske Dramatikeres Forbund” har i Aftes udsendt en Henvendelse til Regering og Rigsdag, hvori man meget bestemt protesterer mod den paatænkte Ordning med Dagmarteatret som Scene for den kgl. Skuespilkunst.

Det hedder heri bl. a.:
“Da det forlyder, at det kongelige Teaters Skuespilvirksomhed tænkes overflyttet til Dagmarteatret, tillader vi undertegnede som Bestyrelse for “Danske Dramatikeres Forbund” os paa det bestemteste at betone, at Gennemførelsen af denne Plan efter vor Mening som Sagkyndige paa Teateromraadet vil være til største Skade saavel kunstnerisk som økonomisk for den danske dramatiske Kunst og dets Udøvere, baade Skuespillere og Forfattere, da den vil berøve vor Hovedstad et selvstændigt Teater af kunstnerisk Betydning.

Vi tillader os samtidig at rette den ærbødige Anmodning til den høje Regering og Rigsdag, at der, naar der forberedes, eller i det mindste, inden man vedtager Lovforslag eller tager Beslutning om Administrative Forhold, der er af indgribende Betydning for Teaterverdenen og vor Virksomhed, saasom Ændringer i det kgl. eller andre Teatres Drift og Ledelse, Bestemmelse om Forfatterrettigheder eller Udstedelse af Teaterbevillinger, maa gives “Danske Dramatikeres Forbund” som de dramatiske Forfatteres Organisation Lejlighed til at fremsætte sine Bemærkninger til de paagældende Forslag, inden endelig Afgørelse træffes.”
Henvendelsen er underskrevet af Forbundets Bestyrelse.

– De dramatiske Forfattere stiller sig altsaa Side om Side med Skuespillerne? spurgte vi i Gaar Dramatikerforbundets Formand, Fru Emma Gad.
-Ja. Vi har ment, at det var rimeligt, at ogsaa Forfatterne tog Stilling til denne Sag, der betyder saa uhyre meget for dem. Og jeg tror nok, jeg tør sige, at der er almindelig Enighed blandt Dramatikerne om, at det paatænkte Projekt er daarligt. Sagen har været drøftet allerede i 1913, da en lignende Mulighed forelaa, og der var den Gang saa langt overvejende Stemning imod Planen.

– Fordi der bliver er Teater mindre?
– Ja. Dette vil skabe overordentlig vanskelige Forhold for Forfatterne. Og den fri Teaternæring vil jo sikkert ikke hjælpe, da der jo alligevel nu er store Vanskeligheder ved at drive Teatrene. Vi har ved denne Henvendelse blot villet præcisere vor Stilling, og saa maa man jo vente og se, hvad der sker, naar Sagen udvikler sig. Men jeg er sikker paa, at der blandt uhyre mange Teaterinteresserede vil være den samme stærke Modstand mod Planen som blandt Skuespillere og Dramatikere. Den kan umuligt blive til nogen som helst Gavn for nogen som helst. København kan ikke undvære det literære Teater, vi for Tiden har i Dagmarteatret.

1921 – Emma Gads død – Henri Nathansen ny formand.

Berlingske, 11. januar 1921.

Bestyrelsen af “Danske Dramatikeres Forbund” samledes i Anledning af Fru Emma Gads Død til Møde den 8de ds. Forbundets Næstformand, Hr. Otto Rung, udtalte:
Vort Forbund har lidt et stort og smerteligt Tab. Vi har ved Fru Emma Gads Død mistet ikke alene vor mangeaarige Formand, men ogsaa vort Forbunds bedste og mest trofaste Ven.
Fru Gad skabte dette Forbund for femten Aar siden, og af alle de store og frugtbare Sager, hun tog op og viede sin utrættelige Arbejdskraft, var vort Forbund altid det, hun omfattede med størst Ømhed og med en Kærlighed som næsten var moderlig. Under hendes Indsigt og trofaste Støtte voksede det sig stort og blev, hvad det nu er, og vi ved, med hvilken Stolthed og Glæde hun fulgte dets Vækst. Vort Savn vil blive dybt. Mindet om Emma Gads elskelige Personlighed vil leve hos de Tusinder, hvis Sag hun tog op. Vi vil mindes hende i vor Kreds som vor trofaste Arbejdsfælle, vor gode Kammerat, vor bedste Ven. Som saadan vil hendes Minde staa, saalænge det Forbund, hun skabte og gav al sin Ømhed, er til.
Bestyrelsen sluttede sig til disse Udtalelser, der overbragtes Fru Gads Sønner af Forretningsføreren, Hr. Victor Lemkow, som nedlagde Blomster paa Fru Gads Dødsleje.
– – –
Kondolencetelegrammer er indløbet til Forbundet fra Teaterchef Gustav Collijn, Stockholm, Teaterchef Halfdan Christensen, Christiania, Teaterchef Ludvig Bergh, Bergen, Teaterdirektørerne Svend Aggerholm, Aage Garde og Eyvind Kornbech samt Familien Bjørnsen.
– – –
Bestyrelsen har anmodet Næstformanden, Hr. Otto Rung om indtil videre at fungere som Formand og Hr. Svend Rindom om at fungere som Næstformand.

Folkets avis, 13. oktober 1921.

Danske Dramatikeres Forbund holdt i Aftes Generalforsamling. Det vigtigste Punkt paa Dagsordenen var Valget af Formand.

Næstformanden, Otto Rung holdt en smuk Mindetale for Forbundets Stifter og mangeaarige Formand, Fru Emma Gad.

Efter Aarsberetningen og Regnskabet var godkendt, valgtes Forfatteren Henri Nathansen til Formand. Otto Rung blev atter Næstformand og til Bestyrelsen valgtes Fru Olga Ott.

1922 – Emma Gad Fonden.

Nationaltidende, 15. juni 1922.

Paa et Møde, som “Danske Dramatikere” i Gaar afholdt, besluttedes det at oprette et “Emma Gad Fond” til Minde om den afdøde Forfatterinde, der altid viste saa stor og uegennyttig Interesse for sine Kolleger. Fondet har til Formaal foreløbig at yde Understøttelse og senere, naar det er blevet tilstrækkelig pengestærk, at overgaa til et Pensionsfond.
Bestyrelsen kommer til at bestaa af Departementschef Schrøder, Peter Urban Gad, Forretningsfører Victor Lemkow, Protokolsekretær i Højesteret Otto Rung, Overretssagfører Gunnar Sally og Teaterdirektør Ivar Schmidt.

Man har store Planer for med Hensyn til at skaffe Fondet Midler, eventuelt gennem Procenter af Forfatterhonnorarer og Stykker, der paa Grund af Forfatterrettens Forældelse staar til Direktørernes gratis Disposition.
Disse Forhold er dog ikke endelig ordnede, men vil først finde deres nærmere Afgørelse paa Forbundets Generalforsamling.

Man haaber, at Sagen allerede i Løbet af et Par Maaneder vil kunne træde ud i Livet.

Politiken, 15. juni 1922.

Paa et Møde i Gaar i Dramatikernes Lokaler i Lille Kongensgade besluttedes det at oprette en Emma Gad-Fond, der paa forskellig Maade tilsigter økonomisk at betrygge de dramatiske Forfattere og deres Enker. Emma Gad var Dramatiker-Forbundets Stifter og i en Række Aar indtil sin Død dets Formand. Ved at give Fonden hendes Navn har man ønsket at hædre Mindet om hendes kloge og iderige Ledelse.

Beslutningen om Oprettelsen af den nye Fond er taget efter Initiativ af Dramatiker-Forbundets Bestyrelse og Forretningsfører i Forbindelse med en Del Fru Gad nærstaaende Personligheder, men Fonden bliver i øvrigt en selvstændig og selvejende Institution med egen Bestyrelse. Imidlertid er dens Formaal udelukkende at virke i Tilknytning til Danske Dramatikeres Forbund, dels ved at yde dettes Medlemmer Understøttelse af forskellig Art (deriblandt ogsaa Laan og dels ved senere tillige at virke som Pensionsfond for Forbundet). Lige siden Forbundets Stiftelse har et af de væsentligste Formaal for dets Virksomhed været at søge dannet en saadan Understøttelses- og Pensionsfond for Medlemmerne og Tidernes Strenghed har nu gjort Løsningen af Spørgsmaalet paatrængende nødvendig.

Fondens Bestyrelse vil komme til at bestaa af Departementchef Schrøder i Justitsministeriet som Formand, Fru Gads søn, Forfatteren Peter Urban Gad, Næstformand i Danske Dramatikeres Forbund, Protokolsekretær i Højestreret Otto Rung, Forretningsfører Forbundet, Redaktør Victor Lemkow, der bliver Fondens Kasserer, Forbundets juridiske Konsulent Overretssagfører Gunnar Sally, og Teaterdirektør Ivar Schmidt.

I Forfatterkredse vil Oprettelsen af denne Fond, hvortil man saa naturligt har knyttet Emma Gads Navn, sikkert vække baade Opmærksomhed og Glæde.

1923 – Emma Gad Fonden uddeler Legat.

Politiken, 28. januar 1923.

For nogle Maaneder siden stiftedes, som vi den Gand meddelte, en Fond, der under Navnet Emma Gad-Fonden skulde have til Opgave at understøtte danske dramatiske Forfattere eller disses Enker. Tanken er udgaaet fra Krese, der stod Emma Gad nær, og Danske Dramatikeres Forbund, for hvilket hun i en Aarrække var Formand, var medvirkende ved Stiftelsen, men i øvrigt fik Fonden sin egen særlige Bestyrelse, i hvilken ogsaa Mænd uden for Forfatternes Lejr skulde have Sæde. Fundatsen er nu i Orden, og i Henhold til dens Bestemmelser er Direktør Benny Dessau og Teaterdirektør Ivar Schmidt indvalgt i Bestyrelsen, hvorefter denne har valgt Forfatteren Otto Rung til Formand.
Til at revidere Fondens Regnskaber har Undervisningsministeriet beskikket Revisor, cand. polit. C.I. Berg.

Fonden har allerede modtaget flere betydelige Gaver, saaledes fra Fru Karoline Bjørnson 1000 Kr., fra Selma Lagerlöf 1000 Kr. og fra Direktør Ivar Schmidt 1500 Kr.

Medens de to førstnævnte Beløb indgaar i Fondens almindelige Kapital, har Direktør Schmidt ønsket, at det af ham skænkede Beløb skulde uddeles med det samme uden Ansøgning til en Studie- eller Rekrerationsrejse for en eller flere dramatiske Forfattere eller Forfatterinder. Bestyrelsen har derefter tildelt Forfatteren Henri Nathansen Beløbet.

1931 – 25 Aars Jubilæum.

Berlingske, 7. marts 1931.

I Gaar kunde Direktør Victor Lemkow fortælle om det nøjagtige Program for Festlighederne i Anledning af Danske Dramatikeres Forbunds 25 Aars Jubilæum paa Mandag. Derektør Lekmow siger:

– Om Eftermiddagen Kl. 4 har Forbundet indbudt til en Sammenkomst i Restaurant Nimbs Lokaler. Til Stede kommer samtlige Forbundets Medlemmer med deres Fruer, Statsministeren, Undervisningsministeren og Justitsministeren samt Ministeriernes højeste Embedsmænd. Endvidere kommer Det kgl. Teaters Direktion og Embedsmænd og de Skuespillere, som medvirker i Aftenens Forestilling, ligeledes er indbudt de københavnske Teatres Direktører og Skuespillere. Fra Norge kommer Bjørn Bjørnson som Repræsentant for sin Moder. I alt er ca. 200 Menneske indbudt.

– Hvad vil der ske ved Sammenkomsten?
– Skuespiller Thorkild Roose fremsiger en Prolog, forfattet af Forbundets Formand Otto Rung; derefter taler Undervisningsminister Borgbjerg, og saa kommer Radio-Hilsnerne fra Island, Norge og Sverige, hvorefter Bjørn Bjørnson og Direktør Poul Gregaard taler. Skuespiller Carlo Wieth holder ligeledes Tale og til Slut takker Forfatterinden Herdis Bergstrøm paa Bestyrelsens Vegne.

– Hvordan med Festforestillingen?
– Den finder Sted om Aftenen paa Det kgl. Teater. Der opføres “Den Stundeløse”, og forinden dirigerer Komponisten Carl Nielsen et Udtog af Operaen “Maskarade”. Til Festforestillingen er indbudt Forbundets Medlemmer, som vil faa Plads i Parkettet paa 2., 3. og 4. Række, og paa 1. Række vil man finde Fru Emma Gads to Sønner, Kommandør Henry Gad og Direktør Peter Urban Gad, begge med Fruer. Deres Majestæter Kongen og Dronningen og Hs. kgl. Højhed Kronprinsen vil overvære Forestillingen.

– Vil der ellers blive holdt nogen Festlighed?
– Nej, saa er Programmet udtømt, slutter Direktør Lemkow, men det er jo ogsaa en hel Del,
– Skal De ikke selv fejres?
– Nej, det er Dramatikernes Fest og ikke min, jeg skal nok sørge for at gemme mig.

Politiken, 9. marts 1931.

Maaske lever der endnu en og anden, der erindrer en stor Forfatterkongres, der afholdtes her i Byen for en Menneskealder siden. Ved den uundgaaelige Fest paa Skydebanen, der glansfuldt afsluttede Kongressen, præsiderede Emma Gad med denne naturlige Værdighed, bag hvilken den opmærksomme Iagttager skimtede ligesom et Blink af Ironi, og hun holdt paa let og elegant Fransk en Tale, hvis første linier var hentet fra en – maaske af hende selv opfundet – Novelle. De lød saaledes: “Han var Forfatter, og hun ejede heller ingenting.” I disse spøgefuldt formede Ord, med hvilke Stemningen ved Dineren straks ansloges, laa i Virkeligheden et alvorligt Program. Det var en af de Opgaver, som Emma Gad, den evig virksomme og aldrig trættede, satte sig: at arbejde hen imod en Tilstand, hvor en Forfatter ikke naturnødvendigt er en Mand, der ikke ejer en Øre. Hvad hun har naaet, derom er De danske Dramatikeres Forbund, som i Dag fejrer sit Jubilæum, et levende Vidnesbyrd. Det skyldes i ganske overvejende Grad hendes rige Initiativ.

Emma Gad døde i 1921 paa Grænsen af de 70 Aar. Det er ti Aar siden, men endnu staar hendes Billede vidunderlig frisk og levende for dem, der har kendt hende. Hun hørte til dem, der skaber. Man maatte beundre hendes fænomentale Arbejdskraft. Nu og da, naar hun med sin ubetvingelige Energi omfattede alt for mange og alt for forskellige Ting paa en Gang, og tumlede baade med Foreninger og Udstillinger, Basarer og Velgørenhedsforestillinger, og samtidig skrev Stykker og Bøger, kunde man maaske fristes til at smile, men hun kunde meget vel selv holde inde i en veltalende Udvikling og smile med sit fine og kloge Smil, der viste, at inderst inde forstod hun meget godt at skelne mellem det, der laa hende paa Sinde, og alt det andet, som nu engang hørte til. Ja, hun kendte det danske Samfund som faa: utrolig var hendes Opfindsomhed og hendes Kombinationsevne. Ingen har som hun forstaaet at trykke paa de rigtige Knapper, naar det gjalt at sætte noget i Gang, at faa noget til at glide. Det groede og voksede under hendes Hænder, og naar man tænker paa, hvad denne ene Kvinde formaaede at udrette i Kraft af sit kloge Hoved og sin ubestridelige Position i det københavnske Selskab, fyldes man med Beundring. Hvor stor en Sindets Trofasthed hun var i Besiddelse af, derom kan Politiken vidne, der endnu mindes og altid vil mindes, hvilket Arbejde hun har gjort i dette Blads Tjeneste, og hvorledes hun hørte til dem, der usvigelig stod fast og blev, da andre løb deres vej.

Emma Gad var skabt af den gamle og udsøgte Kultur, der prægede det solide københavnske Borgerskab i Slutningen af forrige Aarhundrede. Hun var som dens fineste Blomst.
Jubilæumsfesten i Dag bør først og fremmest være en Fest til hendes Ære.

Danske Dramatikere kan i dag findes på .

En aktiv forening, der har overstået sit 100 års jubilæum, og i jubilæumsskriftet (Repliken 13) mindes stifteren Emma Gad i både ord som blomsterlægning på Holmens Kirkegård, samt nydelse af et glas champagne.

Emma Gad

Bannerføreren for anstændig adfærd