Dagens Emma Gad Citat:

Lad Solen gaa ned over Deres Vrede, før De tager Pen i Haand.

Brugernes bedømmelser

Enhver form for ris eller ros om
EmmaGad.dk modtages gerne


Annoncer fra dengang..

Danske Dramatikere 1906

VN:F [1.9.22_1171]
Anmeld gerne denne artikel med stjernedrys
Rating: 4.0/5 (2 stemmer)

Danske Dramatikeres Forbund
Faste retningslinier til Dramatikernes Værker



DANSKE DRAMATIKERE


Efter Albert Gnutzmann fra stiftelsen (1906) var formand, og Hjalmar Bergstrøm efterfulgte fra 1912-1914, blev Emma Gad valgt til formand for den forening hun havde været en del af, siden det var en tanke som Albert Gnudtzmann fremførte i Dansk Forfatterforening i begyndelsen af 1900.
*
Danske Dramatikeres Forbund, nu kaldet Danske Dramatikere, blev dannet 9. marts 1906 af Emma Gad og forfatterne omkring hende, der som dramatikere mente der burde fastlægges nogle regler i det gensidige afhængighedsforhold mellem dramatikeren og forbrugeren (teatret/teaterdirektøren).
Ikke kun skulle der fastlægges spilleregler, men forbundet kunne også repræsentere dramatikeren i forhandlingerne, hvilket kombinerede forening/agentur til et bæredygtigt projekt, under Emma Gads ledelse.
*
Det der var den bærende kraft ved stiftelsen var Emma Gads følelse af et misforhold i vederlaget for sit eget teaterstykke “Et sølvbryllup”, som hun havde ladet gå for et engangsbeløb på kr. 500. Emma Gad syntes, på grund af stykkets indbringende succes, at der skulle være lidt sikrere rammer for uerfarne dramatikere når de skulle sælge deres stykker til teatrene.
*
Der manglede regler og retningslinier med hensyn til ophavsret Forbundet skulle virke som kunstnernes forhandler, så forfatteren fik sin løn og royalty efter de regler der internationalt var nedfældet i Bernerkonventionen i 1886, og som var blevet tiltrådt af Danmark i 1903. Konventionen forlanger at udenlandske værker skal mindst behandles (det vil først og fremmest siges betales) på samme måde som nationale. Den fulde tekst kan læses her i Retsinformation .
*
Først og fremmest var Emma Gads interesse indenfor eget felt, hvor dramatikerne leverede til den tids formidlere; teaterverdenen. Senere har udviklingen med film, radio og fjernsyn medførst flere foreninger på specialområderne, og senest hele den store it-relaterede virkelighed vi lever med i dag, bragt ophavsretsreglerne på dagsordenen gang på gang og øget den værdi der ligger i royaltibegrabet – som i bund og grund er fortsat betaling af en gammel nyhed. Ganske rimeligt naturligvis; det eneste spørgsmål må vel være hvor længe der skal betales efter premieren, opførelsen eller udgivelsen.
T.H.


1900 – De første tanker mod Dramatikernes eget Forbund.

Berlingske, 20. maj 1905.


Nationaltidende, 28. januar 1900.

Dansk Forfatterforening afholdt iaftes et Møde, ved hvilket Forfatteren A. Gnudzmann indledede en Diskussion om Forfatterne og Teatret. Han skildrede udførlig Forholdene saavel ved de kjøbenhavnske Theatre som ved Provinsscenerne og fremhævede stærkt Manglen af faste Regler. For at fremkalde en større Betryggelse for Forfatterne foreslog han Oprettelsen af et Bureau, der under Forfatterforeningens Tilsyn skulde kunne optræde paa Forfatternes Vegne overfor Theatrene og sørge for Indførelsen af et fast Reglement. Tillige skulde det kunne være Mellemmand mellem udenlandske Forfattere og danske Teatre.

I den efterfølgende Diskussion deltog bl. a. Fru Emma Gad og Forfatterne Edgar Høyer, Axel Stenbuk, L. C. Nielsen og Professorerne Vilh. Østergaard og Wiltens samt Formanden Professor Torp, der paa Bestyrelsens Vegne lovede at tage Sagen under velvillig Overvejelse.


1906 – Danske Dramatikeres Forbund stiftes.

dramatiker
Adresseavisen, 12. marts 1906.

Pokkers! Nu finder ogsaa de specielle dramatiske Forfattere og Komponister paa at slutte sig sammen. Selvfølgelig for at skrue Priserne i Vejret?
De stakkels Teaterdirektører, som denne Gang rammes at Fagforeningsbevægelsen!
Den nye Sammensværgelse mellem dramatiske Forfattere og Komponister hedder “Danske Dramatikeres Forbund”. Den kom til Verden i Gaar ved en Generalforsamling i Buriis’ Lokaler, og Ritzau fortæller om, hvad Meningen er:

Berlingske, 2. maj 1906.


“I Lovene bestemmes det, at Forbundet sætter sig til Opgave at oprette og drive et Salgs- og Kontrolbureau, som Medlemmerne forpligter sig at benytte ved Salg af deres Arbejder til Teatre i Provinserne samt i Sverig og Norge. Fremdeles søger Foreningen at faa vedtaget Normalkontrakter med Teaterdirektørerne, hvorved der blandt andet fastsættes faste Minimumstakster for Honorering af dramatiske Arbejder. Intet Medlem maa for Fremtiden give Samtykke til, al hans Arbejder gratis benyttes ved Dilettant- og Privatforestillinger, men de, der ønsker Tilladelse til Opførelsen, maa henvende sig til Bureauet, der fastsætter Honoraret.”

Adresseavisen, 2. maj 1906.


Generalforsamlingen endte med, at saa at sige alle de dramatiske Forfattere og komponister, Danmark ejer, indsattes i Bestyrelsen. Denne kom altsaa til at bestaa af: Albert Gnudtzmann, som Formand. Fru Emma Gad, Hjalmar Bergstrøm, Walter Christmas, P. Fristrup, Henri Nathansen og Alfred Tofft.

Naar Teaterdirektørerne læser dette, vil de ryste, og alle Dilletenter vil straks begaa Selvmord, fordi deres Liv herefter er forgæves.
Og saa er Sammensværgelsen slet ikke rettet mod disse Mennesker paa den Maade, at de dramatiske vil pine den sidste Blods- og Sveddraabe ud at dem. De dramatiske har kun villet danne Fagforening af Hensyn til den nye Arbejdsløshedslov, der udelukkende regner med Foreninger. Bevæggrunden er altsaa rent menneskelig.
Der er slet ikke noget dramatisk ved det hele.
Undtagen Dilettanternes Selvmord!
Pax.



Fyens Stiftstidende, 3. maj 1906.

Da Forfatteren Viggo Stuckenberg for nylig afgik ved Døden, vakte et Par “Tilskuer”-Artikler, der skildrede de ulykkelige økonomiske Kaar, under hvilke denne talentfulde Lyriker havd existeret, ikke ringe Opmærksomhed om danske Forfatterkaar i al Almindelighed.

Af de danske Digtere gjennem de svundne Aarhundreder har vundet mere Ære end Guld, er en Kjendsgerning om hvilken vor Literaturhistorie ofte taler højt om. Vi minde en passant om Johannes Ewalds ulykkelige Digterskjæbne, om Jens Baggesens Gjesteri hos literært interesserede Adelmænd og om H. C. Andersens tornefulde Vej frem mod Verdensberømmelsen. Navnlig denne sidste Forfatter vilde sikkert vende sig i sin Grav af Forfærdelse, hvis han kunde gjøre sig nogen Anelse om hvad der efter hans Død er tjent paa hans “Eventyr”.

Imidlertid – ogsaa Pennens Mænd ere med i den moderne Organisationsbevægelse. De havde indset, at saa længe de staa hver for sig, magte de Intet overfor fremmede Udbyttere. Uden faglig Sammenslutning gaar det ikke fremad mod bedre Kaar.

Allerede længe har “Dansk Forfatterforening”, hvis Formand er Prof. Karl Larsen, staaet som Udtryk for Sammenslutningens Idee. Vore Lyrikere have sluttet sig sammen i et særligt Fagforbund, der har til Opgave at varetage de lyriske Digteres specielle Interesse. Og just idag have vi modtaget en Meddelelse om “Danske Dramatikeres Forbund”, der stiftedes i Marts Maaned og har til Formaal at varetage danske Dramatikeres faglige og økonomiske Interesser.

For at erfare noget Nærmere om de Principper, efter hvilke denne nye faglige Forfattersammenslutning vil virke, have vi søgt Forbundets Formand, Forfatteren Albert Gnudtzmann, der beredvillig udtaler sig.
– Vi danske Dramatikere have, siger Hr. Gnudtzmann, hidtil arbejdet under særdeles vanskelige Forhold og løbet alt for stor Risiko, idet vore Stykker gjennemsnitlig have indbragt alt for Lidt.

Hvad der tjenes paa et Skuespil.
-En virkelig Sukces kan jo nok i det enkelte gunstige Tilfælde indbringe en halv Snes Tusinde Kroner herhjemme. Saaledes tjente Hr. Hjalmar Bergstrøm nok sine 7-8000 Kr. paa “Lynggaard & Co.” alene her i Kjøbenhavn. Men til Gjengeld kan Udbyttet i de mindre gunstige Tilfælde gaa ned til nogle faa Hundrede Kroner. I Øjeblikket er Forholdet som oftest det, at et scenisk Arbejde honoreres med et Antagelseshonorar af 300 Kr. Men desom det saa enten slet ikke bliver spillet af det Theater, som har antaget det, eller maaske gjør Fiasko, hvad Forfatteren kan være ret uskyldig i, – ja, saa er det, at han ofte faar et særdeles ringe Vederlag for et meget betydeligt Arbejde. Selv naar en dramatisk Forfatter er allerheldigst, maa det ikke glemmes, at hans Fortjeneste paa Grund af vore smaa Forhold, det lille Publikum osv. ikke staar i nogetsomhelst Forhold til, hvad udenlandske Forfattere, specielt engelske og amerikanske, ofte oppebære som Honorar for et enkelt Stykke!

Navnlig i Provinsen.
og vore skandinaviske Nabolande udnyttes vore Arbejder hyppigt, udenat det hidtil har været os muligt at udøve nogen effektiv Kontrol. Jeg skal nævne Dem et meget illustrerende Exempel. Fru Emma Gad, der forøvrigt har interesseret sig stærkt for det nye Forbunds Stiftelse, afhændede i sin Tid det populære Skuespil “Et Sølvbryllup” til gamle Theaterdirektør Cortes, der tjente store Penge ved at sælge det videre til Andre. Og da saa Fru Gad en Gang havde givet et Selskab Tilladelse til at opføre Stykket, modtog hun Truselsbreve, fordi hun havde givet Tilladelse til Opførelsen af et Arbejde, der tilhørte Cortes!

– Ikke mindst tage vi Sigte paa Dilletanterne, som herefter kun mod Honorar faae Lov at opføre Arbejder, der tilhøre Medlemmer af vort Forbund. Vi mene, at vi paa denne Maade kunne skaffe mange Enker efter afdøde Forfattere en velkommen Indtægt. Og lad mig i denne Sammenhæng anføre, at som extraordinære Medlemmer af Forbundet, der i Øjeblikket tæller ca. 30 Medlemmer, kan optages den, der, uden selv at være dramatisk Forfatter, har Ejendomsret til et eller flere sceniske Arbejder.

Det nordiske Nationaltheater.
holder meget af at “kjøbe” danske Skuespil uden at give Noget for dem. Der loves Procenter af Indtægten, naar Stykket opføres. Men hvad kan det nytte, hvis vedkommende Arbejde saa aldeles ikke bliver spillet – medens Theatret samtidig, ved at have “erhvervet” Skuespillet, forhindrer dets Opførelse andetsteds!
– Foreløbig oprette vi nu et Salgsbureau for Medlemmernes Arbejder til skandinaviske Theatre udenfor Kjøbenhavn. Sidenhen ville vi ogsaa udvide Virksomheden til at omfatte Udlandet i videre Forstand. At der ligger et Arbejde at tage op, fremgaar af den Omstændighed, at de danske Forfattere, der hidtil have faaet Arbejder opførte f. Ex. i Tydskland, alle klage over, at Pengene blive væk undervejs!-

Til Slutning falder der nogle Bemærkninger om danske Forfatterkaar i al Almindelighed.

De ere ganske fortvivlede!
siger Hr. Gnudzmann, – det vil sige for Flertallet af Forfatterne, dem, der ikke kan siges at være slaaede igennem.

– Udretter Forfatterforeningen da Ingenting?
– Jo, det kan ikke negtes, at den, baade da Bernekonventionen blev tiltraadt og siden ved Oprettelsen af et Salgsbureau for danske Arbejder (dog ikke dramatiske), har virket en Del til Bedring af de usle Forhold. Og Lyrikernes Forbund, der arbejder med Pastor Blaumüller som Formand, har, som De maaske veed, fastsat en bestemt Tarif for Lejlighedsdigte, Kantater osv. Det er jo den Slags Ting, danske Lyrikere skulle leve af. Deres Digtsamlinger ere Forlagene ikke slikne efter. Forfatterne maa være glade til, naar de bare bliver “taget”.
– Nej, i det Store og Hele er det saamænd ikke indbringende at være Forfatter her til Lands. Men de kan jo være rart som Bibeskæftigelse!


1907 – Massive protester mod Censur.


Middelfart Venstreblad, 13. september 1907.

Censors sidste Forbud.
I Anledning af Censor Levins Forbud mod Opførelsen af Hjalmar Bergstrøms Skuespil “Karen Bornemann” har den fungerende Formand for “Danske Dramatikeres Forbund” Fru Emma Gad sammenkaldt Forbundets Bestyrelse til Møde i Dag, og sandsynligvis vil alle Forbundets Medlemmer blive sammenkaldt til Møde i Morgen Aften.


Randers Dagblad, 13. september 1907.

Hjalmar Bergstrøm.
I København er der en Mand, der kaldes Censor. I Øjeblikket belæder den tidligere Overretssagfører Levin den udsatte Post. Ofte har hans Navn været fremme i Anledning af et eller andet Forbud, som han har nedlagt imod en Recy, mod en Konferencier eller mod et Varieténummer. I den sidste Tid har det atter været galt, idet Censor ikke har ment at kunne give Folketeatret Lov til at opføre et Skuespil af den berømte Forfatter Hjalmar Bergstrøm. Censor har forøvrigt indanket Sagen for Justitsministeriet, og det har givet Censor Medhold. Vi bringer i Dag et Billede af Forfatteren. Mange Provinsboere, som besøgte København forrige Vinter, vil erindre, at den samme Forfatter havde en mægtig Sukces paa sit Stykke, “Lynggaard & Co.”. Det stykke, som nu er forbudt, hedder “Karen Bornemann”.

I Anledning af Censors Forbud har den fungerende Formand for “Danske Dramatikeres Forbund”, Fru Emma Gad, if. “B. L.”, sammenkaldt Forbundets Bestyrelse til et Møde i Dag, og sandsynligvis vil alle Forbundets Medlemmer blive sammenkaldte til et Møde i Morgen Aften.

Folkets Avis, 14. september 1907.

Karen Bornemann-Affæren affødte som bekendt en Protestresolution fra Danske Dramatikeres Forbund, som tæller Landets bedste Navne indenfor Litteraturens og Musikkens Verden.

Nu bagefter har imidlertid et af Medlemmerne, Komponisten Sixtus Miskov meldt sig ud af Forbundet, da han ikke kan indse, at Censor har begaaet en skæbnesvanger Fejl ved sit Forbud.

Miskov er mest bekendt for en Komposition betitlet “Totalisator-Polka”, som er tilegnet Travselskabet. Fra den Tid har han faaet sig et Frikort til Travbanen, for at han der kan blive inspireret til nye Toneværker.

Efter forlydende komponerer han for Tiden er Censor-Vals, som han haaber at blive “Professor” paa.

Berlingske, 17. september 1907.



Folkebladet Sydjylland, 18. september 1907.

Danske Dramatikeres Forbund afholdt i Gaar Aftes et talrigt besøgt Møde, hvor der i F. R. B. vedtoges en Resolution, hvori protesteres mod Censors Virksomhed er erklæres, at efter at have hørt Oplæsningen af Hjalmar Bergstrøms Skuespil “Karen Bornemann”, anser Forbundet Censors og Justitsministerens Forbud for ganske uberettiget. Forbundet vil virke for paa Rigsdagen at faa indbragt et Forslag om en Lovordning af dansk Teatervæsen, hvorved det vilkaarlige Privilegie- og Censursystem afskaffes.


Politiken, 19. september 1907.

Det er aabenbart paa Tide, at et alvorligt Felttog mod Censuren indledes. Dens Anmasselser har aldrig været saa dristig som iaar, da den boltrer sig i Forbud, Beskæringer, Indblandinger, og da den øverste Mester har forkyndt, at han (ganske uden Hensyn til bestaaende Love) agter at benytte sin uindskrænkede Magt til at udrydde en bestemt Art af dramatisk Literatur, der har vakt hans Mishag.

Det er aabenbart ogsaa paa Tide, naar man ser Censurmyndighedernes fremtræde med et Forsvar som det, Hr. Departementschef Friis iaftes har afleveret i Berlingske Tidende, og som synes at modbevise den Forestilling, at Verden overhovedet skrider frem. Hvad Hr. Friis iaftes skriver i Berlingske, skrev Berlinske ogsaa i 1830-erne. Hvorvidt Berlingske selv skriver det samme nu, er selvfølgelig ikke afgjort med Optagelsen af Hr. Friis’ Bemærkninger. Det skulde glæde os, hvis det ærværdige Blad overfor Hr. Albertis Departementschef kom til at afgive et uforkastet Vidnesbyrd om, at Verden alligevel bevæger sig, ved at lade Departementschefen nogle Aartier bag sig.

Hr. Friis fortsætter iøvrigt med sine utrolige Angreb paa en Forfatter, der hidtil ikke er tiltalt for andet end at have skrevet og faaet antaget til Opførelse et Skuespil, som Hr. Friss har forbudt. Men paa Grundlag heraf tillader Hr. Friis sig ogsaa at overfalde Hr. Bergstrøms sidste Forfatterskab paa en ligefrem injurierende Maade. Departementschefen synes ganske vist stadig at have en dunkel Forestilling om, at han ikke har handlet helt korrekt ved at udgive sin Fremstilling og fordømmende Kritik af et endnu ikke udkommet Arbejde. Men hvad! “Jeg betragter ikke et paa Grund af fordærvelig Tendens tilbagevist Teaterstykke som hørende til Nationens hellige Skatte, der har Krav paa det allersarteste Hensyn!” Man mærke sig denne Tankegang. Stykket er først tilbagevist af Hr. Friis, og til et saadant tilbagevist Stykke behøver Hr. Friis derefter ikke at tage de allersarteste Hensyn. Hr. Friis’ opfattelse af, hvorledes man let kommer udover almindelige Begrebet baade om Sømmelighed og om Andenmands Ejendomsret, lider unægtelig ikke af Sarthed.

Men Hr. Friis beskæftiger sig ogsaa med Censuren i Almindelighed. Han “vedkender sig den Opfattelse, at det vil være en Forbrydelse af Teatertilsynet at tillade, at den offentlige Scene stilles til Raadighed for en ensidig Propaganda for den saakaldte frie Kærligheds Anskuelser, som, omsatte til Handling af den unge Slægt, vil forspilde Menneskeliv og bringe Sorg og Ulykke ind i hæderlige Familier”. Censuren maa lukke det offentlige Teaters Døre for “ødelæggende Paavirkninger” fra “den Literatur, der henter sine Emner fra det slette i Livet og vel at mærke fremstiller dem paa en Maade, der er egnet til at gøre Menneskenes Liv slettere” og derfor “salv er slet”.

Hvorvidt nu Hr. Bergstrøms Skuespil er en ensidig Propaganda for den “frie Kærlighed” eller nogetsomhelst andet, vil vi erfare, naar Skuespillet imorgen udkommer. Vi stoler ikke paa Hr. Friis’ Opfattelsesevne efter den dræbende Protest mod hans Karakteristik af en af Hovedpersonerne, som Forfatteren har nedlagt. Men hvis det nu var Tilfældet. Sæt, en Skribent, hvis Forfatter-Personlighed Censor og Departementschef samtidig med deres Tilsmudsning af hans sidste Værk omtaler med Respekt, havde den Opfattelse, at den nuværende Statsordning af Forholdet mellem Mand og Kvinde er forkert, ja, saa forkert, at den “forspilder Menneskeliv”, saa skulde det altsaa være ham forbudt at udvikle denne Anskuelse fra Scenen, blot fordi Departementschef Friis er af en anden Opfattelse. Hr. Friis vil ikke tillade, “at den offentlige Scene stilles til Raadighed” for en saadan Forfatter. Man huske, at den offentlige Scene i dette Tilfælde ikke er Hr. Friis’, men en anden Mands Virksomhed. Men Hr. Friis forlanger Raadighed over den, han kræver at kunne lukke og aabne Dørene. Han kræver endvidere Ret til at umyndiggøre hele den kjøbenhavnske Befolkning, der besøger Teatrene. Hvad han anser for skadeligt for denne Befolkning, maa den ikke faa Lov at se.

Det er i Sandhed beklageligt for Hr. Friis, at hans Magtomraade indskrænker sig til Teatret, Thi de Anskuelser, som han vil lukke Teatret for, kan uhindret fremstilles paa anden Vis. I Bøger f. Eks.! Hvorfor skal Publikum “ikke have den Hjælp til at holde ødelæggende Paavirkninger borte, som et fast og forstandigt” Bogtilsyn vilde give. De samme Anskuelser kan fremsættes paa alle Landets Talerstole og derved “bringe Sorg og Ulykke ind i hæderlige Familier”. Hvorfor er der dog ikke giver Hr. Friis Myndighed til at forbyde, “at den offentlige Talerstol stilles til Raadighed” for saadanne Vildfarelser.
Ud af hele Departementschefens Artikel staar der et hungrigt Raab om Censur, mere Censur! Censur over det frie Ord i Tale og Skrift, i Bogen, fra Talerstolen og Teatret. Tilsyn og Umyndiggørelse, det er den Lære, der i Øjeblikket forkyndes af en Departementschef paa et “Venstre”-ministeriums Vegne.

Ak, om endogsaa Berlingske Tidende vilde rødme over disse Anskuelser!


1909 – Boykot magten anvendes overfor Aarhus Teater.


Demokraten, 30. juli 1909.

Forfatteren Henri Nathansen har til “Danske Dramatikeres Forbund” indgivet en Besværing over Aarhus Teater, som han beskylder for at have forlangt Honorar af et Skuespilselskab for at opføre “Daniel Hertz”, som Teatret slet ikke endnu har købt.

Sagens Forhistorie er følgende:
Efter at Nathansen havde faaet Afslag fra Aarhus Teater solgte han Opførelsesretten for Aarhus til det kgl. Teaters Skuespillere for 400 Kr. Skønt Aarhus Teater forløbig havde nægtet at købe Stykket, optraadte dets Ledelse imidlertid overfor Tourneens Medlemmer som Ejere af Stykket og krævede Honoraret udbetalt til sig, en Fordring som det kgl. Teaters Kunstnere i god Tro forpligtede sig til at efterkomme.

Bestyrelsen for “Danske Dramatikeres Forbund”, for hvem Nathansen har dokumenteret sine Klagepunkter, har i den Anledning vedtaget en Udtalelse til Aarhus Teater, der munder ud i, at Bestyrelsen maa anse den Adfærd, der fra Teatrets Side her er vist overfor et Medlem af Forbundet, for saa graverende, at Forbundet, indtil der er ydet Nathansen fyldestgørende Oprejsning, herunder Udlevering af det Pegebeløb som Teatret paa ulovlig Vis har bemægtiget sig, maa afbryde enhver Forbindelse med Aarhus Teater. Dette vil saaledes, saalænge dette ikke er sket, ikke kunne erhverve noget Arbejde af de Forfattere, der er Medlemmer af Forbundet, eller af de udenlandske Foreninger, hvormed Forbundet staar i Forbindelse.

Da Sagen synes at kunne faa ret alvorlige Følger for Aarhus Teater, saafremt den ikke snart bliver bilagt, henvendte vi os i Formiddags til Direktør Jacob Jacobsen for at høre hans Mening.

– Sagen er klar nok, siger Hr. Jacobsen… Hvad der er sket er dette. Skuespiller Hoffmann fra det kgl. Teater henvendte sig i Forsommeren til mig og ønskede Teatret overladt nogle Aftener for en Række Gæstespil. Da det var en Betingelse for at Gæstespillet kunde komme i Stand, at Selskabet fik Lov til at opføre “Daniel Hertz”, som jeg selv eventuelt paatænkte at opføre til Efteraaret, svarede jeg Hr. Hoffmann: Well, det er der ikke noget i Vejen for. Men da jeg herved risikerer, at de ødelægger denne Forestilling for mig, forlanger jeg en Skadeserstatning af 100 Kr. pr. Aften.

Det gik Hoffmann ind paa, og der var aldeles ikke nogen Tale om, at jeg gav det Udseende af at have købt Stykket. Det samme Krav vilde jeg have stillet, hvis Selskabet havde ønsket f. Ex. at spille “Elverhøj” eller et hvilket som helst andet Stykke, jeg paatænker at opføre i Vinterens Løb. Paa det givne Tidspunkt kunde jeg ikke se, om jeg til Efteraaret var i Stand til at spille “Daniel Hertz”, og altsaa kunde jeg heller ikke købe det, da det blev mig tilbudt af Dramatikernes Forbund.

Vil jeg nu eventuelt tage Stykket op, saa har det ikke den Værdi længere, som før det overhovedet blev spillet i Aarhus, og de 400 Kr., Hr. Hoffmann har betalt, anser jeg da som en rimelig Erstatning for den Værdiforringelse, Stykket har faaet.

Og jeg mener ikke, at det kan betale sig at sætte i Scene; Well, saa er det betalte Beløb en Erstatning for at maatte undvære Stykket. Den Sag forekommer mig at være klar som Dagen. Jeg har intet med Dramatikerne og Hr, Nathansen at bestille i dette Tilfælde, men kun med Hr. Hoffmann. Og jeg har – som sagt – aldrig paastaaet, at Aarhus Teater var Ejer af “Daniel Herz”.

Naar nu Sagen er bleven til et stort Nummer, saa skyldes det sikkert den Omstændighed, at baade Teatrets Formand og jeg har været bortrejst og ikke har kunnet give Hr. Nathansen den Fremstilling af Sagen, jeg her har givet.

– Og De mener, at Striden hermed vil blive bilagt?
– Uden al Tvivl-. Jeg staar i min soleklare Ret. Og jeg vil nok se den Teaterdirektør, der ikke vilde have handlet ligesom jeg.

Saavidt Hr. Jacob Jacobsen. Nu skal det vise sig, om Hr. Nathansen er tilfreds med den Forklaring, eller om Dramatikerne – der synes at være godt organiserede – stadig agter at blokere Teatret, til Mellemværendet er ordnet efter Hr. Nathansens Ønske.


Berlingske, 7. september 1909.

Paa den 3die ds. afholdtes Generalforsamling i Danske Dramatikeres Forbund blev følgende Resolution vedtaget med alle afgivne Stemmer:

“Idet Generalforsamlingen udtaler sin Billigelse af Bestyrelsens Optræden og bemyndiger Bestyrelsen til at fastholde Boykottingen overfor Aarhus Teater, indtil dette til rette Vedkommende har tilbagebetalt de for “Retten til Opførelse af Hr. Nathansens Stykke i Kontrakten betingede 400 Kr. – og gjort fyldestgørende Undskyldning – gaar den over til næste Punkt paa Dagsordenen.”


Social Demokraten, 9. oktober 1909.

Danske Dramatikeres Forbund og Aarhus Teater.
Dansk Dramatikeres Forbund meddeler:
“Den af “Danske Dramatikeres Forbund” overfor Aathus Teater iværksatte Boykotting er nu sluttet paa følgende Maade:

Aarhus Teater beklager i Kontrakten med det kgl. Teaters Tournée at have indført en uheldig og misvisende Passus. Da der herved er bleven tilføret Hr. Nathansen et Tab, tilbyder Teatret at skadesløsholde Hr. Nathansen ved til ham at tilbagebetale de af det kgl. Teaters Tournée for “Retten til Opførelse” af “Daniel Hertz” i Følge Kontrakten erlagte 400 Kr.

Da Generalforsamlingens Beslutning saaledes er sket Fyldest, erklærer Bestyrelsen for Danske Dramatikeres Forbund Boykottingen for ophævet.


Albert Gnutzmann og Emma Gad m. fl. - Verden og Vi 1912 nr.(?)

Albert Gnutzmann og Emma Gad m. fl. – Udateret fra Verden og Vi 1912


1913 – Intern konflikt der løb ud i sandet.


Nationaltidende, 17. januar 1913.

Formanden for “Danske Dramatikeres Forbund”, Overretssagfører Fr. Ricard har i Gaar sendt Direktør Adam Poulsen et brev, hvori han rejser en Række Beskyldninger mod Forbundets tidligere Forretningsfører, Hr. Philip Sørensen, og af Hensyn til, at Dagmarteatret ikke vil tillade, at den planlagte Midnatsforestilling afholdes paa Theatret, har Hr. Riocard nedlagt sit Mandat som Forbundets Formand.
Næstformanden, Fru Emma Gad har derefter taget Affære og har indvarslet til en extraordinær Generalforsamling.

Berlingske, 14. januar 1913.


Interview med Direktør Adam Poulsen.
Vi har anmodet Theaterdirrektør Adam Poulsen om at oplyse, hvad der staar i Overretssagfører Ricards Brev.
“Det skal jeg gerne”, svarer Direktøren. “Hr. Ricard gør nærmere Rede for sine Sigtelser mod Philip Sørensen og beskylder Philip Sørensen for at have havt Kassemangel og for at have besveget Forbundet, medens han var dettes Forretningsfører. Det er da rene Ord, og jeg har nu overleveret Philip Sørensen Brevet til videre Benyttelse. Det er jo lige til Sagsanlæg.
Hvad Hr. Philip Sørensen har foretaget sig i Forbundet, er altsammen sket med den tidligere Formand, Albert Gnudtzmanns Vidende og Billigelse; der er intet skjult, og Hr. Ricard har selv været med til at give Decharge for det meget omtalte Regnskab.

Midnatsforestillingen vil foreløbig ikke finde Sted. Ganske vist har Hr. Ricard i Dag nedlagt sit Formandserhverv, men jeg mener, at Hr. Philip Sørensen skal have havt Lejlighed til at retfærdiggøre sig, inden Forbundets Forestilling finder Sted paa vort Theater. Det vil han faa Lejlighed til paa Generalforsamlingen i næste Uge.”

Hos Fru Emma Gad.
“Danske Dramatikere”s Næstformand, Admiralinde Emma Gad, der pludselig er rykket op paa Formandspladsen, er travlt beskæftiget med Generalforsamlingsindkaldelsen og andre Forbundsanliggender.

“Helt overraskende kom Hr. Ricards Mandatsnedlæggelse naturligvis ikke”, siger Fru Gad, “men jeg havde dog troet, at han ventede, til Generalforsamlingen. Imidlertid fik jeg i Dag et Brev fra Hr. Ricard, hvori der staar, at da han mener, at hans Forbliven som Formand synes at være til Hinder for Forbundets Trivsel, nedlægger han sit Mandat og beder mig fungere indtil videre. Det gør jeg altsaa, og paa Onsdag holdes Generalforsamlingen i Lokalerne paa Kongens Nytorv.
Paa Dagsordenen staar Valg af to Bestyrelsesmedlemmer i Stedet for d’Hrr. Ricard og Julius Magnussen, og ved Mødet vil Hr. Ricard som menigt Medlem gøre Rede for sit Standpunkt og sine Angreb paa Hr. Philip Sørensen, der faar Indbydelse til at komme til Stede for at svare paa Angrebet.”

“Hvad er det da, Hr. Philip Sørensen har gjort?”

“Som Forbundets Forretningsfører var han ikke fastlønnet, men fik Procenter. Forbundets Indtægfter indkommer jo imidlertid ikke regelmæssigt, og da Philip Sørensen skulde leve, maatte han af og til tage Forskud. En Gang tog han et Forskud paa 800 Kr. Det blev saa ordnet paa den Maade, at Philip Sørensen tilbagebetalte de 400 Kr., medens Bestyrelsen besluttede at give ham de andre 400 Kr. som Gratiale. Til Hr. Ricards Retfærdiggørelse maa jeg dog sige, at han var meget imod at give dette Gratiale; han fraraadede det endog meget kraftigt, men blev overstemt.”

“Hvem troer De nu bliver Formand? De selv?”

“Jeg ved det ikke. Jeg tænker at de fleste af os ønsker, at der skal gaa en lille Tid, inden den nye Formand vælges, og i dette Interregnum nøjes med et “Forretningsministerium”. Det er ikke heldigt under en Kamp som denne at vælge en ny Formand, det kan give Anledning til ny Strid. Men efter Stormen kommer der jo Stille, og vi haaber paa en rolig Tid. Først da vælger vi saa en Formand, tænker jeg mig.
Generalforsamliongen bliver ganske sikkeret livlig. Til de almindelige Møder kommer der sjældent mange, men her, hvor der er skabt stor Røre, vil utvivlsomt de fleste Medlemmer indfinde sig.”
Alf.


Nationaltidende, 23. januar 1913.

Den extraordinære Generalforsamling i Aftes i “Danske Dramatikeres Forbund” blev knap saa bevæget som det var ventet. Opgøret mellem den afgaaende Formand, Overretssagfører Fr. Ricard og Forbundets tidligere Forretningsfører, Hr. Philip Sørensen fik et forholdsvis fredeligt Forløb, hvad der navnlig skyldtes den Omstændighed, at Hr. Ricard foretog et Tilbagetog, for saa vidt som han erklærede, at han ikke havde villet sigte Hr. Philip Sørensen for Uhæderlighed.

Ny Formand og nye Bestyrelsesmedlemmer.
Mødet, der talte godt 30 Deltagere, begyndte Kl. 8 og dirigeredes af Overretssagfører Erik Rode.
Det indlededes af den fungerende Formand, Fru Emma Gad, som omtalte Hr. Ricards Mandatnedlæggelse og meddelte, at den afgaaende Formand havde faaet sluttet en for de danske Dramatikere meget fordelagtig Kontrakt med de franske Dramatikeres Forbund.
Derpaa foretoges Valget af de to nye Bestyrelsesmedlemmer og en Formand. Hr. Hjalmar Bergstrøm var fra flere Sider opfordret til at overtage Formandsposten, og skønt han strax meddelte, at han vilde indlede et eventuelt Formandsskab med at forlade Landet for 3-4 Maaneder, blev han enstemmigt valgt.
Hr. Julius Magnussen, der i Anledning af Affæren Ricard-Philip Sørensen var udtraadt af Bestyrelsen, blev atter indvalgt og som nyt Medlem i Stedet for Hr. Ricard valgtes Redaktionssekretær P. C. P. Hansen.

Opgøret mellem d’Hrr. Ricard og Philip Sørensen.
Saa tog man fat paa Dagsordenens interessanteste og med Spænding imødesete Del: d’Hrr. Ricar og Philip Sørensens Redegørelser.

Ordføreren for de Medlemmer, der havde begæret den extraordinære Generalforsamling indvarslet, Hr. Palle Rosenkrantz gjorde udførlig Rede for de Grunde, som havde foranlediget deres Begæring. Han mente, at Hr. Philip Sørensen var bleven uretfærdig behandlet og mistænkeliggjort paa en saadan Maade, at han have Krav paa eklatant Oprejsning.
Hr. Rosenkrantz bevægede sig gennemgaaende i meget moderate Vendinger, og sluttede med at sige, at Mødet jo egentlig vat overflødigt, efter at Hr. Ricard var traadt tilbage. Man havde kun ønsket Mødet for at fremtvinge Hr. Ricards Mandatnedlæggelse, og da Hr. Ricard havde foregrebet Begivenhedernes Gang, stod kun tilbage at give Hr. Philip Sørensen Oprejsning.

Næste Taler var Overretssagfører Ricards. Han omtalte de ingenlunde lette Forhold, under hvilke han havde overtaget Formandsposten, og gjorde nærmere Rede for sin Omtale af og sine Sigtelser mod Hr. Philip Sørensen, hvis Forretningsførelse efter hans Mening havde ladet overordentlig meget tilbage at ønske. Hr. Ricard nævnede de forskellige, tidligere omtalte Forhold, der havde givet ham Grund til Klage, Hr. Philip Sørensens Forskud, som maatte tilbagebetales, den skødesløse Bogføring o. s. v., og han fastholdt i Hovedtrækkene sine Beskyldninger og Sigtelser.

Den tidligere Forretningsfører, Inspektør Philip Sørensen, der efter Indbydelse var kommen til Stede, fik derpaa Ordet. Han talte klart og tydeligt, hans Tale var aabenbart godt forberedt. Han lagde Kortene paa Bordet, imødegik Hr. Ricards forskellige Klager og sluttede med at sige, at havde han begaaet Fejl, hvad han ikke benægtede, skyldtes det i hvert Fald ikke uredelige Motiver.

Der fulgte nu en langvarig Forhandling, i hvilken en halv Snes Medlemmer deltog. Overretssagfører Edgar Hoyer belyste Sagens juridiske Side, Hr. Fristrup søgte at dele Sol og Vind lige, Hr. Rosenkrantz foreslog een Resolution og Hr. Julius Magnussen en anden.
Diskussionen der varede et Par Timer, og som til Tider var meget skarp, endte med, at Hr. Ricard paany forlangte Ordet. Han erklærede at han ikke bevidst havde villet sigte Hr. Philip Sørensen for Uhæderlighed og beklagede, hvis han mod sin Villie var kommen til det.

Berlingske, 24. april 1913.


Efter denne Erklæring, der naturligvis vakte ikke ringe Opsigt, trak Hr. Rosenkrantz sin Resolution tilbage og Hr. Julius Magnussens Forslag blev omredigeret saaledes, at
Resolutionen
fik følgende Ordlyd:
“Efter hvad der er fremkommet i d’Hrr. Fr. Ricard og Philip Sørensens Redegørelser og efter at Hr. Ricard har erklæret ikke at have havt til Hensigt at sigte Hr. Philip Sørensen for noget uhæderligt, mener Generalforsamlingen at burde udtale, at den finder de Ytringer, der er fremkomne i Pressen mod Hr. Philip Sørensen, meget uheldige. Ligesom Generalforsamlingen mener, at der ikke er Anledning til yderligere at beskæftige sig med Regnskaber, for hvilke en tidligere Generalforsamling har giver Decharge, og som Revisorerne har godkendt”.

Denne Resolution blev enstemmig vedtaget, kun Bestyrelsens Medlemmer undlod at give deres Stemmer. Striden var dermed endt, og Medlemmerne samledes om Smørrebrødsbordene for at drøfte den afsluttede Kamp og den kommende, rolige Tid, de haaber “Danske Dramatikeres Forbund” nu gaar ind til.


1914 – Protester, fogedforbud, begravelse og Emma Gad ny formand.


Social Demokraten, 21. januar 1914.

Danske Dramatikeres Forbund holdt i Aftes en ekstraordinær Generalforsamling paa Paladshotellet.

Anledningen var den Skrivelse der er indløbet til Forbundet fra Kulturministeriet som Svar paa et Andragende om et nyt Forfatter-Regulativ for det kgl. Teater.

Det gældende Forfatter-Regulativ er nemlig saa enestaaende urimeligt, at en Forfatter tjener mindre og mindre paa et Skuespil, jo oftere dette spilles. Fra den 1. til den 10. Opførelse faar han 8 pCt. af Bruttoindtægten, fra den 11. til den 30. ganske vist 10 pCt., men derefter fra den 31. til den 50. kun 6 pCt. og efter den 50. Opførsel – 2 pCt.
Med andre Ord: jo større Indtægt en Forfatter ved sit Arbejde skaffer Teatret, des mindre tjener han selv!

Uanset de vanskelige økonomiske Forhold, som særlig i denne Sæson har gjort sig gældende ved det kgl. Teater, skulde man synes, at dette har en simpel Forpligtelse til at betale sine Forfattere efter samme Maalestok, som alle andre Scener baade herhjemme og i Udlandet anvender.

I Tillid til denne Betragtning indsendte Dramatikernes Forbund i September f. A. en Skrivelse til Kulturministeriet med Ønsket om, at der maatte fastsættes et nyt Forfatter-Regulativ, hvorefter der udbetales Forfatterne 10 pCt. af samtlige Forestillinger. Som Svar paa denne Henvendelse modtog Forbundet den 17 December – ca. 3 Maaneder efter! – det Svar fra Ministeriet,, at man “forbeholdt sig sin Stillin”, indtil en Revision af Loven om det kgl. Teaters Stilling havde fundet Sted inden Udgangen af 1914.

Ministeriets Holdning i dette Spørgsmaal er saa meget mærkeligere, som to af dets Medlemmer – Finansminister Edv. Brandes og Indenrigsminister Ove Rode – er optraadst som dramatiske Forfattere.

Paa Generalforsamlingen i Aftes blev der da ogsaa protesteret kraftigt mod den ministerielle Afvisning af Forfatterne Hjalmar Bergstrøm, Henry Nathansen, Fru Emma Gad, P. C. V. Hansen, Palle Rosenkrantz, Julius Magnussen o. fl. Generalforsamlingen sluttede med enstemmig Vedtagelse af følgende Resolution:
Generalforsamlingen bemyndiger Bestyrelsen til overfor det kongelige Teater at foretage saadanne Skridt, som den maatte finde tjenlige til Fremme af Forbundets berettigede Krav paa et nyt Forfatterregulativ.

Man tager næppe fejl, naar man ved Ordene “Saadanna Skridt, som den (d. e. Bestyrelsen) maatte finde tjenlige”, underforstaar en Trussel om at boykotte det danske Nationalteater for Indlevering af danske Forfatteres Skuespil, indtil Forholdene er ordnede.


Randets Amtsavis, 28. februar 1914.

Komedie paa Hofteatret.
En Aften i April.

I Eftermiddags havde Fru Emma Gad, Slotsarkitekt Thorvald Jørgensen og Konsul Nørgaard indbudt Pressen til Møde i “Danske Dramatikeres Forbund”. Det var angaaende den tidligere omtalte Mindeforestilling, som under Skuespiller Rooses Ledelse skal afholdes paa Hofteatret, før dette af Hensyn til det fremtidige Christiansborg nedlægges.

Fru Emma Gad meddelte, at Hs. Maj. Kongens Tilladelse til at benytte Hofteatret og til at foretage den fornødne midlertidige Restaurering nu foreligger.

Forestillingen vilde finde Sted en Aften i April Maaned.


Berlingske, 27. marts 1914.

“Danske Dramatikeres Forbund” har som Befuldmægtiget for Dr. Sigurd Ibsen i Eftermiddag nedlagt Fogedforbud overfor “Den jydske Folkescene”s Leder, Dir. Herman Jensen, mod Opførelsen af Henrik Ibsens: “Et Dukkehjem”.

Den jydske Folkescene, som spillede Stykket i Aalborg iaftes, havde paatænkt 15 Opførelser i Jylland, og maatte nu efter telegrafisk Forbud aflyse Forestillingen, som var berammet til at gentages iaften paa Aalborg Teater.


Berlingske, 1. april 1914.

Forfatteren Hjalmar Bergstrøm blev i Eftermiddag Kl. 2 begravet fra Nordre Kapel paa Vestre Kirkegaard under meget stor Deltagelse fra Skuespiller- og Forfatterverdenen.

Der var sendt signerede Kranse fra Gyldendal, Folketeatret, Aarhus Teater, Skuespillerforeningen, Danske Dramatikeres Forbund og Dansk Forfatterforening. I Følget saas bl. a. Admiralinde Emma Gad, Professor K. Larsen, Forfatterne Sven Lange, Sophus Michaëlis, Julius Clausen, Teaterdirektørerne Johs. Nielsen og Adam Poulsen og mange flere.

Højtideligheden indlededes med Salmen:”I Sne staar Urt og Busk i Skjul”, hvorefter Pastor Falk Rønne talte.

Nationaltidende, 28. september 1914.


Efter Talen fremsagde Johs. Nielsen et Digt af Henrik Pontoppidan, skrevet til Hjalmar Bergstrøms Baare; derpaa spillede en Kvartet, bestaaende af Dhrr. Kapelmusici Borup, Gade, Ernst Høeberg og Schørring, en Adagio af Beethoven.

Medens Kirsten blev baaren ud, sang Operasanger Albert Høeberg “Lær mig o Skov at visne glad”.


Berlingske, 6. oktober 1914.

De danske Dramatikeres nye Formand, Fru Emma Gad, rejste imorges ud til Humlebæk for at plante i sin Have. Det eneste, der forstyrrede Fru Gad i denne landlige Idyl, var en Interviewer, der ringede hende op for at ønske hende til Lykke.

– Det er egentlig ikke noget at ønske til Lykke med, svarer Admiralinden, det er jo ikke noget nyt for mig at være Formand. Jeg har fungeret som Formand i lang Tid, ikke alene efter Bergstrøms Død, men ogsaa før den Tid; han var saa meget borte i Udlandet…Det var jo mig selv, som stiftede Danske Dramatikeres Forbund og jeg tror, det er den af alle de Foreninger, jeg har lavet, som gør mest Nytte. Forbundet gør nemlig ikke saa lidt Gavn. Lad mig blot nævne et lille Eksempel: Arvingen efter Forfatteren til “Store Bededags Aften” faar nu Penge fra alle de Dilettantforestillinger, hvor Stykket bliver opført, mens der tidligere ikke kom en Øre. Men Forbundet kunde gøre meget mere Gavn endnu, hvis man kunde faa alle danske dramatiske Forfattere til at indlevere deres Stykker derigennem. Saaledes er det i Frankrig, men her i Danmark er det jo svært at faa alle Hoveder samlede under een Hat.

– Ja, men nu skal Damehattene jo være store igen…
– Ja, vi maa haabe, at det gaar. For Resten er det jo sørgelige Forhold i Øjeblikket for Dramatikerne med denne Krig, og hvis den skal vare i 2 Aar, som Lord Kitchener siger, ser det virkelig galt ud for os.

– Hvorledes gaar det med Forhandlingerne med Det kongelige Teater om Regulativet?
– Det ligger foreløbig stille. Teatret er i Princippet gaaet ind paa Dramatikernes Ønsker, men foreløbig er Sagen henlagt paa Grund af den ekstraordinære Situation.

– Under disse Forhold har De vel heller ikke noget egentligt Program, De vil føre igennem.
– Nej, vi maa foreløbig blot se Tiden an og vente paa, at det skal blive bedre.
Meis.


Politiken, 6. oktober 1914.

Portræt.
Fru Emma Gad blev i Aftes paa en Generalforsamling valgt til Formand for Danske Dramatikeres Forbund.

Dette er en stor Triumf for Kvinderne. Thi det kan jo ikke skjules, at naar en stor Forening, der hovedsagelig bestaar af Mandfolk, vælger en Dame til Formand, saa er det ikke af Galanteri. Nej, det er simpelthen, fordi Foreningen mener, at denne Dame er mere handlekraftig og mere energisk og smart end de Mandfolk, man raader over.

Om ikke Sindene var optaget af saa mange andre Ting, vilde det sikkert vække Opsigt i vide Kvindekrese. Suffragetterne i England vilde kaste deres Blik over til dette lille Land, hvor en skare Forfattere vælger en Kvinde til Formand for deres Forening. Hvis de ikke havde andet at tænke paa i Tyskland – Dramatikernes store og rige Marked – saa vilde Fru Gads Valg dernede vække særlig Opsigt. Teatrene i Tyskland vilde sikker med forøget Interesse kaste sig over de danske dramatiske Forfattere, som har valgt en Admiralinde til Formand. Vel er Tyskland en Militærstat, men noget lignende er vist aldrig hændt dernede.

Forhaabentlig vil det ikke nogetsteds blive betragtet som et Brud paa vor nevtralitet, at den Dame, der er gift med selve Udskrivningschefen i Kjøbenhavn, paa det nuværende Tidspunkt sættes i Spidsen for en vigtig Del af den danske Kulturverden.

Lad os da ile med at sige: Admiralinden er absolut det mest fredselskende Menneske paa denne Klode. Mere fredselskende kvinde er aldrig set. Og dog har Fru Emma Gad jo bestandig været med i et og andet. Antallet af de Komitéer, hvori Fru Gad har haft Sæde, er svimlende.

Berlingske, 12. december 1914.


Enhver, der kender Fru Gad og hendes Virksomhed, véd at hun kun ønsker Fred. Kommer nogen op at nappes i en Komité eller i en Forsamling, optræder Fru Gad og dæmper Gemytterne. Selv om hun skal give begge Parter Ret, vil hun have Fred. Og naar Fru Emma Gad rejser sig og breder Kærlighedens Kaabe ud over en stridbar Forsamling, kan ingen staa imod. De smiler saa nydeligt og saa sødt, og de gaar allesammen hen og drikker Te sanneb. Og Fru Gad hoverer ikke. Mildt og venligt nikker hun til dem alle.

Fru Emma Gad vil næppe som Formand for Dramatikerne faa Lejlighed til at udfolde sine store diplomatiske Evner. Thi det er en fredelig Forening. Og skulde det ske Mytteri, saa vil Fru Gad faa let Spil. Digterne lader sig saa let lokke. Og de er jo fra Naturens Haand saa tilbøjelige til at inspireres af kvindelige Ræsonnementer.
Jules.


1915 – Ublu honorar og avisdrillerier.


Berlingske, 8. juli 1915.

Vi bragte igaar Direktør Adam Poulsens Opfattelse af Bladforetagenet “Ekstrabladet-Politiken”s Angreb og vor egne reelle Oplysninger om Værdiern af Bladets Insinuationer. “Politiken”s Redaktør forsømte denne fortrinlige Lejlighed til at paany at gøre Undskyldning eller udtrykke sin Beklagelse. I stedet for dette gentages Sigtelserne om at visse ublu Krav til Friluftsteatret om “Der var en Gang -“. Vi har i den Anledning modtaget følgende

Erklæring fra “Danske Dramatikeres Forbund”.
Hr. Redaktør!
I Anledning af “Politiken”s gentagne Meddelelser om, at Holger Drachmanns Arvinger og disses Repræsentanter skulde have forlangt “ublu” eller “ubilligt” Honorar af Friluftsteatret for dettes paatænkte Opførelser af “Der var en Gang -“, ønske Danske Dramatikeres Forbund oplyst, at Honoraret er vedtaget af dette Forbunds Bestyrelse, samt at det for Drachmanns Tekst og Lange-Müllers Musik ansatte til 8 pCt. af Kasseindtægten uden nogen Fordring om Garantisum, hvilket er under de gængse Betingelser.
P. B. V.
Emma Gad

“Politiken”s Redaktør er herved kommet i det kuriøse Tilfælde at maatte diskutere Spørgsmaalet om det ublu Honorar med sin egen Medarbejder, Formanden for Danske Dramatikeres Forbund, Fru Emma Gad.

Dette er “Politiken”s nye Nederlag i denne Sag, der er Bladet saa pinlig, at det end ikke drister sig til at gengive andet af Direktør Poulsens tilstrækkelig tydelige Erklæring, end at “han ikke agter at beskæftige sig med Sagen før i Friluftsteatrets Bestyrelsesmøde til Efteraaret”. “Politiken” begyndte med at udskælde den ene af “Berlingske Tidende”s Redaktører for Nar. Det fortsatte med at skildre Bladet som “en slagtet Gris”. Dets Argumenter har været “Løgn”, “løgnagtig Journalistik” og kulminere idag med “grove Løgne”. Dette er altsaa Regeringsblads-Journalistik, som end ikke gør Forsøg paa at rokke ved vore Kendsgerninger.

Man kan naturligvis sige, at den Slags Udtalelser i “Politiken” ikke betyder stort. Imidlertid kan ideligt gentagne Paastande, fremsatte paa Tryk, altid forvirre Folk, der ikke selv formaar at danne sig en Dom.
– – –


1916 – 10 år – Klage over skuespilleres improvisering – Skuespilkatalog.


Folkets Avis, 20. januar 1916.

I anledning af en indsent Artikel i “Berlingske Tidende”s Aftennummer for den 18. ds., betitlet “Skuespilkunst eller Klovnløjer”, som ankede over nogle smaa “Letsindigheder” i Det ny Teaters “Nitouche”-Forestilling, har Forretningsføreren for “Danske Dramatikeres Forbund”, Hr. Victor Lemkow i en, vi synes lidt for alvorlig formet Artikel fremsat en Række Klager over det Spil, som “Folketeatret”s Skuespillere har præsteret i Emma Gads “Hectors Afsked”.
Man bør maaske i denne Sammenhæng bemærke, at Fru Emma Gad er Formand i Dramatikernes Forbund; det kunde se ud som en Tanke.

I den omtalte Artikel skriver Hr. Lemkow følgende:
Der er endnu ikke til “Danske Dramatikeres Forbund” indgaaet Klage over Det ny Teaters Opførelse af “Nitouche” – maaske fordi det ikke er et originalt dansk Arbejde – derimod har vi foreløbig fra tre navngivne Personer modtaget Medelelser om ganske vilkaarlige Repliker, som forskellige af Folketeatrets Skuespillere under Opførelserne af “Hectors Afsked” har tilladt sig fra Scenen at improvisere og byde Publikum.

Vore Oplysninger, der drejer sig om tre forskellige Opførelser af det nævnte Stykke, gaar ud paa:

at en Skuespiller efter en Scene, der ikke lykkes for ham, sagde til den Skuespillerinde, med hvem han udførte den paagældende Scene: “Skal vi ikke hellere tage det om igen?”

at Skuespillerinden svarede: “Nej, Gud fri os!”

at en Skuespiller har brugt en selvlavet og utilbørlig Replik, der er af en saadan Art, at den daarlig lader sig gengive i et Dagblad.

at en Skuespiller afbrød en Skuespillerindes Fortælling om hendes Søns Plagen hende for Penge med Udraabet: “Deres Søn? – Det er jo Deres Kæreste!”

at en Skuespiller bad en af sine Medspillende til “at spise Svinehoved, naar vi er færdige her.” Hun titulerede ham gentagne Gange “Søde Habakuk”, og da han forlod Scenen, raabte hun efter ham. “Du husker nok, søde Habakuk, at komme til Svinehoved, naar vi er færdige her!”

at en ældre Skuespiller, der nyder Tillidshverv indenfor sin Stand, til en Replik om Dannelsen af et Aktieselskab føjede Ordene: “Vi kan faa X. og Y. med.”
X. og Y. var navngivne Personer der den Aften sad i Folketeatrets Parket.

Vore Forfatterorganisationer maa være sindet til at skride ind imod den Art Forvanskninger af utilbørlig Tildigtninger til Forfatterens skrevne Ord, og den Haan imod Publikum, saadanne Taabeligheder indeholder.

Victor Lemkow.
Forretningsfører for
“Danske Dramatikeres Forbund”.


Lolland-Falsters Stiftstidende, 20. januar 1916.

Naar der spilles Hundekomedie.
I københavnske Teaterkredse har man i de sidste Dage beskæftiget sig med en ret egenartet Konflikt mellem Folketateret og “Danske Dramatikeres Forbund”, hvis Formand er Emma Gad. Og det er i Anledning af dennes sidste Skuespil “Hectors Afsked” at Konflikten truer, idet Fru Gad er vred over den Maade, hvorpaa Skuespillerne har behandlet hendes Komedie.
– – –
Vor Medarbejder har endvidere spurgt den ene af Folketeatrets Direktører, Hr. Viggo Friedrichsen, hvad man i Direktionen kendte til den sag.

-Jeg kender intet som helst til dette. Jeg har tre Aftener overværet Opførelsen, og disse Aftener er der i hvert Fald intet sket.
Jeg ved meget vel, at der af og til er anvendt Repliker, som ikke findes i Stykket. Men det har jo ofte været nødvendigt at skyde saadanne ind for at berolige Hunden.
De ved, at Hector er en Puddelhund, der spillede en Hovedrolle. Hunden var nemlig ofte urolig. Den bjæffede og gav Hals og vilde løbe ud. Men andet har jeg ikke hørt, og der har ikke paa Teatret været drøftet nogen saadan Optræden, som Skuespillerne her beskyldes for.



Berlingske, 9. marts 1916.

Danske Dramatikeres Forbund fejrer idag sin 10-Aars Stiftelsesfest og udsender i den Anledning paa eget Forlag et Katalog, kaldet: “Danske Dramatikere”, en Fortegnelse, udgivet at Danske Dramatikeres Forbund over Medlemmers Arbejder.

Af Bogen fremgaar det, at Forbundet nu tæller over hundrede Medlemmer, dels nulevende danske Dramatikere, dels Repræsentanter for de afdødes Arvinger, tillige al norske Forfattere Henrik Ibsens og Bjørnstjerne Bjørnsons Arvinger samt Peter Egge og af svenske Selma Lagerlöf.
Danske Dramatikere cover
Kataloget er meget overskueligt ordnet alfabetisk efter Forfatternavne og opgiver den nøjagtige Titel paa ethvert af Medlemmernes dramatiske Værker, Dato og Aarstal for dets første Opførelse samt, hvor denne fandt Sted. Tillige noteres, om Værket er opført i danske Provinser, Sverige Norge og det øvrige Udland. Desværre savner man Opgivelse af, hvor mange Gange ethvert Skuespil er opført.

Ved Gennemgang af Værket gør man flere interessante litterære Opdagelser. Det viser sig, at Bogen omfatter ca. 800 Originalarbejder og ca. 350 Oversættelser. Den mest produktive Forfatter er Hr. Charles Kjerulf med 96 Scenearbejder, hvoraf Størstedelen dog er Oversættelser, medens Hr. Aage Madelung som dramatiker kun har ét Arbejde paa Samvittigheden, og det er endda en Oversættelse af et russisk Skuespil, som aldrig er blevet opført.

Fortegnelsen, der er blevet til i Samarbejde med Forbundets Medlemmer, fastslaar, at Fr. Leth Hansen er Forfatter til de to anonyme Skuespil “Ungdomsleg” og “Afkom”, der i sin Tid blev opført paa Dagmarteatret, samt at Peter Fristrup under Pseudonymet Berndtz Fredgren er Forfatter til en Række svenske Sukces-Stykker. Og det røbes tillige, at en Del Forfattere har nye Stykker færdige, som vi vel altsaa kan glæde os til at se i de kommende Sæsoner. Saaledes har Fru Karen Bramson skrevet et 2 Akts Skuespil”Fæstningen Laras Fald”, Olaf Hansen en En-Akter “Den fraværende”. Edgard Hoyer et 3 Akts Skuespil “Professor Hans Magnus”, Otto Rung et 3 Akts Skuespil “Fanevagt”. Ja Sophus Michaëlis har endog tre Værker liggende i sin Bordskufle, en Eventyrkomedie, et Skuespil og et Lystspil. Desuden viser det sig, at vore Teatre ligger inde med en stor Række antagne Værker af alle Arter.

Forbundets Formand, Fru Emma Gad, her i et let causerende Forord trukket Linierne op for Forbundets Start og dets Virksomhed. Fru Gad oplyser, at Forbundet fra en Honoraromsætning det første Aar paa ca. 17,000 Kr. nu er naaet til en aarlig Omsætning paa 100,000 Kr., og at man ialt har faaet ca. ½ Million ind i Forfatterhonorar i de 10 Aar, hvilket vel omtrent vil svare til, at Stykkerne har haft en Billetindtægt af ca. 10 Millioner Kroner. Fruen slutter Bogens Forord med at sige: “Dette er en Haandbog som fremtidig vil blive raadspurgt af alle Teaterdirektører, Provins-Selskaber og Skuespiller-Amatører, ligesom den vil blive et Kildeskrift for Fremtidens Teaterhistorikere og Litteraturforskere”. Hvis Fru Gads Spaadom gaar i Opfyldelse, vil “Danske Dramatikere” have gjort sin Nytte.


Victor Lemkows artikkel fra ‘Teatret’ i 1916, beskriver de første 10 år i Danske Dramatikeres Forbund.



Berlingske, 1. oktober 1916.
– – –
Fru Emma Gad.
Formanden for Danske Dramatikeres Forbund, sender os følgende Linier:

“Jeg tør vistnok udtale mig paa danske Dramatikeres Vegne, at der ikke findes een iblandt dem, som ikke med Tilfredshed og Haab for nogle Dage siden læste de manende og flammende Ord om Betimeligheden, nej, Nødvendigheden af nu omsider at faa en Talescene, hvis Fremkomst utvivlsomt vilde give dem bedre Kaar. I hvert Fald slap de da dér for Konkurrencen med “Carmen” og “Faust”.

Naar man i Det kgl. Teaters lige udkomne Aarsberetning ser, at af de 106 indleverede Skuespil er kun 11 antagne til Opførelse, og efter Sæd og Skik er det kun Halvdelen af disse, der naar frem til Rampens Lys, saa kan man jo ikke paastaa, at Statsscenen under de nuværende Forhold gør meget for de nulevende danske dramatiske Forfattere. Fortiden er man jo lidt mere rundhaandet imod.

Naturligvis maa man tage Øjeblikkets Vanskeligheder i Betragtning. Byggeforholdene er vist ikke nemme, og at bygge Teater, just som Verden udenom os staar i Flammer, vil maaske ikke tage sig klædeligt ud, men lad os saa vise, at vi forstaar Forberedelsens vanskelige Kunst og lægge alt tilrette, saa at man kan tage fat paa den lyksalige Dag, hvor Fredens Solskin bryder frem.

Maatte saa blot ikke Vrøvlet tage fat for Alvor, thi saadanne smaa Vindpust i sejlene som det nuværende har ofte nok omsvævet os, men hidtil er det altid hurtigt blevet til Dødvande.”
– – –
Vi føjer disse Udtalelser til dem, vi tidligere har bragt fra Undervisningsministeren, Teaterdirektionen og Skuespillerinder – Udtalelser, der alle er til Gunst for Talescenen.


1919 – Scenen til unge dramatikere; for alle eller ej.


Social Demokraten, 13. august 1919.

Vi hører Direktør Ivar Schmidts Stemme i Telefonen:
– Vil De høre min sidste idé og lade “Social-Demokraten” optage en Meddelelse af følgende Form: “Det ny Teater paatænker i Sæsonens Løb at give nogle Matinéer, hvor det er Tanken at give unge danske Dramatikere Lejlighed til at se deres Arbejder paa Scenen. Direktør Ivar Schmidt har i den Anledning forhandlet med Bestyrelsen for Danske Dramatikeres Forbund, der omfatter Sagen med megen Interesse.

– Ih jo, den Meddelelse vil vi gærne lade gaa videre. Den vil vist vække Jubel blandt de unge Forfattere.
– Ja, ikke sandt, det er en glimrende Idé? Den er affødt af Ønsket om at komme saavel de unge Forfattere som mit Teaters unge Skuespillere til Hjælp. Sagen er den, at som Teatrene gaar for Øjeblikket, kan de nøjes med Sæsonen igennem at køre paa 5-6 Succes’er. I disse Stykker faar jo kun en begrænset Antal Skuespillere Beskæftigelse. Resten gaar omkring med opsparet Energi. Der er ikke Opgaver nok at tage fat paa. Nu havde jeg tænkt mig følgende: Lad mig sige, at vi faar en Succes, som giver os god Tid til Eksperimenter. Saa vælger vi et eller andet af de mange dramatiske Arbejder, hvoraf der mellem Aar og Dag sendes os Dynger. De fleste er umulige. Men et og andet er der dog noget i. I Ly af den løbende Succes faar vi ro til at sætte det i Scene, og saa opfører vi det ved en Matiné for en snevrere Kreds, men literært interesserede. Den unge Forfatter ser sit Værk faa Liv, og Teatrets Skuespillere faar nye Roller at prøve Kræfter med. Gør Stykket sig ikke, saa er der ikke mere at sige til den Ting, men saa har vi dog gjort vort for den unge Kunst, vi kan vaske vore Hænder. Vinder Stykket Bifald, kan vi optage det paa Repertoiret, og Forfatteren faar sine Procenter som alle andre Forfattere.

– Det bliver altsaa en Række literære Prøvebailoner, der skal sendes til Vejrs i Sæsonens Løb?
-Ja, og jeg haaber, at der melder sig mange. Jeg synes, at det er en enestaaende Chance, der her aabnes for de Unge. Aftaler er, som sagt truffet med Dramatikernes Forbund, og med Fru Emma Gad er der vekslet Breve derom. Jeg glæder mig til at se, hvad vi faar ud af det Eksperiment.

– Det gør vi ogsaa.

Lidt efter er vi i Forbindelse med Espergærde, hvorfra Formanden for Dramatikernes Forbund, Fru Emma Gad, stærkt interesseret lytter til Udviklingen af Direktør Ivan Schmidts Idé. Da hun har hørt os til Ende, er hun øjensynlig en Smule skuffet.
– Direktør Schmidt og jeg maa have misforstaaet hinanden. Vi har jo nok korresponderet om Tingen sammen. Men jeg har ment, at disse literære Matinéer skulde være en Slags Fortsættelse af “De Unges Teater” som jeg startede sidste Sæson. “De Unges Teater” er en Art Prøve-Scene for Skuespiller-Elever, unge Kunstnere, der enten endnu ikke har Engagement ved noget Teater eller arbejder i Baggrunden.
– Opgaverne skulde altsaa ikke specielt gived til Det nye Teaters Folk?
– Nej, til unge Skuespillere i Almindelighed.

– Og de unge danske Forfattere?

– Det skulde glæde mig, om der fandtes unge, endnu ikke opdagede danske Forfatter-Genier. Men det tror jeg ikke. Og at lade uprøvede Kræfter optræde i Stykker af uprøvede Forfattere, det tror jeg heller ikke vil gaa. Derfor har min Tanke været den, at fremføre saadan fin udenlandsk Kunst, som intet af vore Teatre har vovet at binde an med. Lad mig nævne f. Eks. det kinesiske Skuespil “Den gule Jakke”, der er af stor literær Værdi, eller Ting som “Sekundala”, Maschiavelli, Rostands “De to Pjerrots” osv. – altsammen Opgaver til at anspore de unge Skuespilleres kunstneriske Interesse, og som ikke har Muligheder for at komme frem paa anden Maade end ved saadanne literære Matinéer.

– De holder altsaa paa at hjælpe de unge Skuespillere fremfor de unge Forfattere?
– Det Eksperiment tror jeg som sagt, ikke paa. Og de unge danske Forfattere – hvor er de henne?

Ja, hvor er de henne, og hvad siger de? Antagelig vil de lade høre fra sig i denne nye Anledning.
Vi efterlyser dem herved. Frem med en af dem og lad os høre, hvad han har at sige.



Dagbladet, 21. oktober 1919.

Paa Danske Dramatikeres Generalforsamling forleden Dag, oplæster Formandinden Fru Emma Gad, at Foreningens Medlemmer sidste Aar havde faaet godt 4000 Kroner ind ved Dilettantforestillinger.

Dette for vore Dramatikere saa behagelige Faktum er noget ganske nyt, thi før i Tiden fik Dramatikerne ikke en Øre. naar Lemvigs selskabelige Teaterforening opførte et eller andet Stykke. Paa den Maade gik det i mange Aar, men saa tog Dramatikernes Forbund fat og fik Justitsministeriet til at udsende en Skrivelse til alle Landets Politimestre om ikke at give Tilladelse til offentlige Teaterforestillinger, før de paagældende kunde godtgøre, at de havde ordnet sig med Forfatteren.

Denne gode Idé var altsaa 4000 Kroner værd om Aaret og man faar heraf et godt indblik i, hvor meget der spilles Dilettantkomedie her i Landet, thi de Forfatterhonnorarer, der kan blive Tale om ved en saadan Lejlighed er ikke videre store.

Fordums ærgrede en Forfatter sig altid gul og grøn, naar han hørte, at nu havde hans stykke gaaet baade her og der, og detr eneste Lyspunkt var, at der dog altid solgtes saa mange exemplarer af de trykte Stykker, som der var Rollehavende i det, men nu smiler han glad naar han hører om en saadan Begivbenhed og ringer senere til Forbundet for at høre, hvor meget det gav.



1920 – Protester mod Dagmarteatret under det kgl.


Social Demokraten, 21. marts 1920.

“Danske Dramatikeres Forbund” har i Aftes udsendt en Henvendelse til Regering og Rigsdag, hvori man meget bestemt protesterer mod den paatænkte Ordning med Dagmarteatret som Scene for den kgl. Skuespilkunst.

Det hedder heri bl. a.:
“Da det forlyder, at det kongelige Teaters Skuespilvirksomhed tænkes overflyttet til Dagmarteatret, tillader vi undertegnede som Bestyrelse for “Danske Dramatikeres Forbund” os paa det bestemteste at betone, at Gennemførelsen af denne Plan efter vor Mening som Sagkyndige paa Teateromraadet vil være til største Skade saavel kunstnerisk som økonomisk for den danske dramatiske Kunst og dets Udøvere, baade Skuespillere og Forfattere, da den vil berøve vor Hovedstad et selvstændigt Teater af kunstnerisk Betydning.

Vi tillader os samtidig at rette den ærbødige Anmodning til den høje Regering og Rigsdag, at der, naar der forberedes, eller i det mindste, inden man vedtager Lovforslag eller tager Beslutning om Administrative Forhold, der er af indgribende Betydning for Teaterverdenen og vor Virksomhed, saasom Ændringer i det kgl. eller andre Teatres Drift og Ledelse, Bestemmelse om Forfatterrettigheder eller Udstedelse af Teaterbevillinger, maa gives “Danske Dramatikeres Forbund” som de dramatiske Forfatteres Organisation Lejlighed til at fremsætte sine Bemærkninger til de paagældende Forslag, inden endelig Afgørelse træffes.”
Henvendelsen er underskrevet af Forbundets Bestyrelse.

– De dramatiske Forfattere stiller sig altsaa Side om Side med Skuespillerne? spurgte vi i Gaar Dramatikerforbundets Formand, Fru Emma Gad.
-Ja. Vi har ment, at det var rimeligt, at ogsaa Forfatterne tog Stilling til denne Sag, der betyder saa uhyre meget for dem. Og jeg tror nok, jeg tør sige, at der er almindelig Enighed blandt Dramatikerne om, at det paatænkte Projekt er daarligt. Sagen har været drøftet allerede i 1913, da en lignende Mulighed forelaa, og der var den Gang saa langt overvejende Stemning imod Planen.

– Fordi der bliver er Teater mindre?
– Ja. Dette vil skabe overordentlig vanskelige Forhold for Forfatterne. Og den fri Teaternæring vil jo sikkert ikke hjælpe, da der jo alligevel nu er store Vanskeligheder ved at drive Teatrene. Vi har ved denne Henvendelse blot villet præcisere vor Stilling, og saa maa man jo vente og se, hvad der sker, naar Sagen udvikler sig. Men jeg er sikker paa, at der blandt uhyre mange Teaterinteresserede vil være den samme stærke Modstand mod Planen som blandt Skuespillere og Dramatikere. Den kan umuligt blive til nogen som helst Gavn for nogen som helst. København kan ikke undvære det literære Teater, vi for Tiden har i Dagmarteatret.


1921 – Henri Nathansen ny formand efter Emma Gad.


Folkets avis, 13. oktober 1921.

Danske Dramatikeres Forbunf holdt i Aftes Generalforsamling. Det vigtigste Punkt paa Dagsordenen var Valget af Formand.

Næstformanden, Otto Rung holdt en smuk Mindetale for Forbundets Stifter og mangeaarige Formand, Fru Emma Gad.

Efter Aarsberetningen og Regnskabet var godkendt, valgtes Forfatteren Henri Nathansen til Formand. Otto Rung blev atter Næstformand og til Bestyrelsen valgtes Fru Olga Ott.



Danske Dramatikere kan i dag findes på danskedramatikere.

En aktiv forening, der har overstået sit 100 års jubilæum, som i jubilæumsskriftet Repliken 13 mindes stifteren Emma Gad i både ord som handling.

Danske Dramatikere 1906, 4.0 out of 5 based on 2 ratings