Heiberg Udstilling 1909

Heiberg Udstilling
2. november 1909 – 28. november 1909


UDSTILLINGENS KATALOG OG INDSIGELSER DERTIL – UDSTILLINGEN BESKREVET I ILLUSTRERET TIDENDE – DAGSPRESSEN FØR OG GENNEM UDSTILLINGSPERIODEN

Fru Heiberg.
Fru Heiberg – 22. november 1812 – 21. december 1890.

Fru Heiberg var tidens største skuespillerinde. Det vil være omsonst at påstå andet. Nogle mener endog at hun stadig er den største vi har haft. Vi må retfærdigvis sige, at det er der ingen der helt reelt kan udtale sig om; der er hverken tilgængelig lyd eller levende billeder af hendes præstationer!

Når man læser nedenstående tekst fra Heiberg-Udstillingens katalog, og kritikernes komentarer efterfølgende (man kan næsten mærke fråden i mundvigene), så viser det fortidens kampe om meninger, på helt samme måde som meningskrige i dag; fronten er blot nu flyttet til Facebook eller avisers læserkommentarer.

Det handler om forelskelse, begær og intriger. Oftest med gamle mænd og unge piger som omdrejningspunkt.

Udstillingen beskæftigede sig med arkivalier fra Fru Heibergs succesforestillinger samt flere Heibergs produktioner, hvoraf alle selv i dag kender Elverhøj – fra Det kgl. Teater (eller i det mindste musikken fra Olsen Banden).


Udstillingskatalog til Heiberg-Udstillingen November 1909.

DET hændte for et Par Aar siden, at en ung Student kom ind paa Læsesalen i et af vore store Bibliotheker, og det viste sig da ved Arten af den unge Mands Spørgsmaal, at han var ganske uvidende om den Kendsgerning, at der i det forløbne Aarhundrede i Danmark havde levet og virket en Skuespillerinde, som hed Fru Heiberg.

Udstillingskatalog Heiberg-Udstillingen - November 1909
Udstillingskatalog Heiberg-Udstillingen – November 1909

Studenten stammede naturligvis fra Bønder, og de faa Aars Latinskoleundervisning havde antagelig ikke gjort noget dybt Indhug i de landlige Horizonter. Men alligevel kan Tilfældet nok give Stof til Eftertanke og kan baade begrunde og forsvare en Heiberg-Udstilling.

Men hvad betyder en Heiberg-Udstilling, og hvad Anledning turde der være til at foranstalte en saadan? Ser vi ikke ligesom Johan Ludvigs satiriske Blik skue ned fra Elysium og hører vi ham ikke kritisk spørge om det fortjenstlige i at sammensanke hans og Families Møbler og andre gamle Sager og udstille dem for et højstæret Publikum? Og var end hans Frue mere vænnet til Offentlighedens begeistrede Hyldest, saa vilde derimod ganske sikkert »den gamle Frue« (hans Moder) være mindre tilfreds med at give Stof til en Udstilling.

Lad det da med det samme blive forstaaet, at det ikke er en Museums-Udstilling i sædvanlig Forstand, her er forsøgt — ikke en Udstilling tynget af det døde Stof. Fordi nogle Møbler har været i en berømt Persons Eje, er der jo liden Grund til at beundre Møblerne, hvis de ikke er smukke og tiltrækkende. Og en saa aandløs Maade at genkalde Mindet om det Heiberg’ske Hjem vilde ganske være mod Aanden i dette Hjem.

Naar en Kres af Mænd og Kvinder da nu har søgt at samle sig om det Formaal gennem en Samling af vidtforskellige Genstande og gennem en Række smaa dramatiske Scener, vexlende med Musik og Sang, at bringe Mindet til at blomstre om J. L. Heiberg og hans Hus, vække det tillive hos de snart faa, der har været dets Samtidige, og bringe en yngre Slægt til at forstaa, hvad det var, saa er det i Følelsen af, at dette Hjem har gjort en Indsats i dansk Kultur og i dansk Aandsliv, som aldrig bør glemmes.

Først og fremmest gennem dette Hjems Hoved; Husets Herre Johan Ludvig Heiberg. Hvad denne Mand til Trods for sin store Begrænsning — thi en begrænset Aand var han — har betydet for Smagens og Kritikens Udvikling i Danmark, vurderes maaske næppe nu tilfulde. De muntre og elskværdige Vaudeviller kender vel alle, »Elverhøj« skattes endnu som det ideelle nationale Festspil, »En Sjæl efter Døden«s bidende Brod og vittige Vemod er antagelig i de Læsendes Lejr heller ikke ukendt. Men Heibergs prosaiske Skrifter er nu at erhverve for godt Køb. De filosofiske Studier efter Hegel, de, hvis Sandhed for Heiberg var lige saa constituerende for Verdensordenen som de ti Guds Bud, ja de tør visselig overspringes nu, fordi netop de viser Heibergs Begrænsning. Men den Heiberg’ske Kritik! Selv om den med Hovedfordringen om Harmoni mellem Form og Indhold ogsaa var bunden af Heibergs filosofiske Opfattelse, saa betød dog dens Klarhed, dens Viden, dens Takt, dens Methode noget ganske nyt her hjemme, hvor hidtil Rahbeks Venneros havde været raadende og iøvrigt Kritikere en hel personlig Følelsessag. Og i »Den flyvende Post«, hvor Heiberg først gjorde den literære Kritik til en Kunst, der kom ogsaa hans Smagskritik frem, den, der ganske sikkert bidrog til at reformere Forholdene i mangt et Borgerhjem, den, som vilde lære Borgerfolk det daglige Livs Æsthetik: at det var godt og sundt at have en Forstue i sin Leilighed i Stedet for, som Sædvane var, at gaa lige ind i den fælles Daglig- og Spisestue og hænge sine Klæder her; at mindre Børns Tilstedeværelse ved de fælles Maaltider ganske maatte ødelægge Freden og Hyggen; at det var urimeligt at holde en Stadsestue, »Salen«, som til daglig Brug var aflaaset, m. m.

Fru Heiberg - ("Viola").
Fru Heiberg – (“Viola”).

Heiberg realiserede paa sin Vis dette ideelle Hjem — først i det gamle Hus i Brogade Nr. 3, senere i Søkvæsthuset paa Hjørnet af Overgaden og Baadsmandsstræde —, efter at han i 1831 havde indgaaet Ægteskab med den knap tyveaarige smukke og feterede Skuespillerinde Jomfrue Pätges. Allerede i 1826 havde hans Øjne været rettet mod den unge Pige, da han skrev Trine Rar i »Aprilsnarrene« for hende. Snart efter fik han hende anbragt i Moderens, Fru Gyllembourgs Hus, for at lære Dyd og gode Sæder, og her kom nu den kloge, omtrent dobbelt saa gamle Mand daglig og ventede saa at sige paa Frugtens Modning. Forsigtigt stimulerede han hendes unge Sjæl med de smaa Billetter, han gemte i Bordets Skuffe (det findes paa Udstillingen), indtil han var ganske sikker paa at have hende under sin Vilje. Og paa denne Maade formede sig da deres Samliv: han blev hendes kloge Raadgiver, hendes trofaste Ven. Gennem Fru Heibergs Erindringer øjner vi stadig Mandens aarvaagne og paapasselige Kritik: Det er ham, der vil unddrage hende den altfor stærke Berøring med Offentligheden, han vil økonomisere med hendes Berøm-metse. Til Gengæld vil han udvikle hendes Aand ved at . drage hende ind i Kresen af de kloge og forstandige Mænd — deres Tal var ikke stort — som var Heibergs Omgangsvenner: Tscherning, Andræ, Martensen — for at nævne de betydeligste. Og i Kraft af hendes Perfektibilitet, som var en af Fru Heibergs fornemste Evner, lykkes dette. Trolig nok har hun ikke forstaaet synderlig meget af Heibergs og Martensens filosofiske Samtaler; men hendes glimrende Overfladiskhed har bragt hende til aldrig at give sig Blottelser. Det Heibergske Hjem blev et Smagens og Aandens fine og noble Asyl, hvortil Klogskab, Vid, et frit og belevent Væsen samt fremfor alt en ubetinget Beundring af Husets Beboere, især af Husfruen, gav Adgang. Men exklusivt, meget exklusivt, var det altid; thi Heiberg fandt højst fornuftigt kun Glæden i Samvær med Faa, men da sparedes heller intet, der kunde højne Feststemningen og sætte Glans paa det udsøgte lille Selskab.

Men ogsaa dette Hjem var under Begrænsningens Lov. Thi det var under Aandens og Urbanitetens Lov, men næppe under Kærlighedens. En nu gammel Kvinde, der som ung gik til Haande i dette Hus, sagde engang i sin Troskyldighed, at »Ægteskabet mellem Etatsraaden og Fruen nok ikke var saadan, hvad man kalder lykkeligt«. Hvor bekræfter ikke ogsaa Fru Heibergs Udtalelse, at hun og Heiberg aldrig nogensinde viste sig for hinanden hverken i aandeligt eller legemligt Neglig, dette. Baade Fru Heibergs egne Erindringer og Iagttagelser af Fru Eckardt viser, at hendes Hjærte var hos den jævnaarige Arbejdsfælle og Kammerat Michael Wiehe — derfra ogsaa hendes Had til Høedt, fordi hun frygtede, han skulde tage Wiehe fra hende.

Ovenpaa tidligere Dages ovenud Begejstring for Fru Heiberg som Skuespillerinde hører man oftere Nutidens Ungdom rejse en beskeden Tvivl om, hvorvidt Fru Heiberg nu ogsaa vilde gøre samme Indtryk, hvis hun kunde tænkes at optræde paa Scenen. Kyndige Folk, der baade har kendt hendes og vor Tids Spillemaade, vil se den væsentligste Forskel i Formen: hvis Fru Heiberg optraadte i et Hertz’sk Lystspil, vilde hun ganske utvivlsomt ogsaa nu gøre det største Indtryk ved sin Ynde, sin legende og indsmigrende Behandling af Repliken, sin Skønhed, sine sjælfulde Øjne. Men i Tragedien vilde hun næppe behage vor Tid med en deklamatorisk Faocn og en Replik, der nu vilde synes unaturlig (Fru Heiberg sagde saaledes endnu »Hauge« for »Have«). Men mange gamle Mennesker er dog enige i, at hendes Kunst er den største, de har set — og for saa stor Enighed er det dog værdt at bøje sig.

Fru Gyllembourg
Fru Gyllembourg

Og nu »den gamle Frue«. Som vi ser hende paa Marstrands Billede sidde mellem Søn og Svigerdatter ved Bordet, læsende en af de »Hverdagshistorier«, hvis Anonymitet hun var saa ræd for skulde blive afdækket, ligner hun en gammel kroget Morlil; og der skal Fantasi til for at tænke sig, at det er samme Menneske, som Juel har fremstillet som en dejlig ung Kvinde i Thomasine Bunizen’s Person. Som hun der sidder saa rolig og læser sin stilfærdige Fortælling, glemmer man, at der er gaaet Lidenskabens Storme hen over dette lille, fine, sølvgraa Hoved, at hun kæmpede for at blive sin lille Drengs Fader, den alvorsfulde, bidske P. A. Heiberg, kvit, og i Stedet for skænkede sit Hjærte til den elskværdige, muntre og elegante Svensker Baron Gyllembourg. I deres Hjem, ude paa Hjørnet af Amalie- og Blanco-Gaden, var det Johan Ludvig tilbragte sine første Ungdomsaar, og her fik han Sansen vakt baade for et Hjems Hygge og for en fri, aaben og elegant Omgangstone, dog altid præget af Aand og Skønhed. Her gjorde han Væbnertjeneste til Æstetikens Riddertogt.

Til Trods for det Præg af Konservatisme, som for en Efterslægt synes at hvile over det Heiberg’ske Hjem, bør man ikke glemme, at var der noget, der laa Heiberg-Slægten fjærnt, var det Bestandig-Borgerlighed og Spidsborgeri. Den gamle Heiberg, Ludvigs Fader, var maaske i ydre Væsen noget af en Bedsteborger, en Klubbernes haandgangne Mand; men i Kærnen var han jo en Oprører, født Oppositionsmand. Og at Sønnen havde det sociale Mod at ægte et lille Teaterbarn af jødisk Afstamning til Trods for adskillig Forargelse paa højere Steder, tyder jo ogsaa paa et personligt Frisind og paa en Personlighedens Hævdelse. Ikke mindre falsk er det kun at tænke sig hans Moder, som den pertentlige og strænge Frue. Zirlig var hun og dygtig og ferm i sit Hus. Men alle Familiens Medlemmer skildrer hende, endnu omkring de firti Aar, som en Kvinde fuld af Behagelyst og Koketteri. Hendes Breve til P. A. Heiberg viser, hvor stærkt hun har følt. Og endelig Svigerdatteren Johanne Louise Pätges — hun var jo det fødte Kunstnerbarn af den fremmede Afstamning. Hvor hurtig det lykkedes hende at tilpasse sig efter Forholdene.

Mærkeligt er da dette det Heiberg’ske Hjem i sin Opstaaen og i sin Sammensætning til Trods for dets tilsyneladende Lovbundethed. Et Hjem for Aand og for Kunst, konservativt og frisindet paa samme Gang — en Kulturfaktor i det nittende Aarhundredes Kjøbenhavn. Mindet om det skal længe holdes i Agt.
Julius Clausen.

Hele Udstillingskataloget i sin helhed kan ses på Danmarks Kunstbibliotek hvor det også kan hentes som pdf.


heiberg31Nationaltidende, 11. november 1909.

Naar man læser Hr. Julius Clausens Indledning til Kataloget over den interessante og smukke Heiberg-Udstilling, som i denne Maaned afholdes i Industribygningen, er det med en Blanding af Forbavselse og Harme – Forbavselse over, at Komitéen ikke har kunnet finde en Mand, der med mere Forstaaelse og Veneration kunde behandle det foreliggende Emne, og Harme over, at denne Udstilling skal give Anledning til, at der nu paany hvirvles en Sky af Smuds, Misforstaaelse og Sladder op om det noble og fine Heibergske Navn. Den Maade, hvorpaa Hr. C. omtaler den afdøde, store Digter, hans Hustru og hans Moder, er af den Art, at enhver, der ikke har gjort den Heibergske Kreds til Genstand for et nøjere Studium, maa faa et ganske forkert Indtryk – ja, hvad værre er, man har Fornemmelsen af at Forfatteren har sat sig til Opgave at tage ligesom lidt af “Forgyldningen” bort og at trække de Personer, der skal mindes, lidt lavere ned mod Jorden, for at de besøgende, der kommer for med Respekt og Pietet at betragte disse Minder om en svunden Guldaldertid, for Himlens Skyld kan blive mindede om, at den Heibergske Kreds ikke, bestod af særlig fremragende Personligheder, men af ganske almindelige – for ikke at sige ordinære – Mennesker.
blank
Først Johan Ludvig Heiberg selv. Man faar at vide af Hr. C., at Heiberg vel var en klog og vittig Mand, men at han inmidlertid havde sin “store Begrænsning”. Ja, hvem af Fortidens store Personligheder har ikke havt sin Begrænsning; men hvorfor ved denne Lejlighed fremhæve dette saa stærkt for Heibergs Vedkommende, saa Hæsblæsende endog, at der næppe bliver Tid til at nævne noget af det, der dog virkelig maa have ligget indenfor hans Begrænsning? Ret skal være Ret, og Hr. C. kan være forviset om, at naar de Værker vore nuværende Skønaander frembringer, forlængst er glemte, saa vil endnu Johan Ludvig Heiberg mindes som en af de største Æstetikere og Kritikere, det 19. Aarhundrede har frembragt – ikke fordi han “reformerede Borgerhjemmene” (afskaffede Stadsestuer, indførte Forstuer osv.), hvilket Hr. C. synes at lægge saa meget Vægt paa, at han endog anvender næsten lige saa mange Linier derpaa som paa hele Heibergs øvrige Livsgerning – men fordi han i Litteraturens Verden har været en af Danmarks største.

Hr. C. ser dernæst paa det Baand, som knyttes mellem Digteren og Johanne Louise Pätges, gennem nogle underlige, røgfarvede Briller, der forhindrer ham i at se det smukke og gode i deres Forhold og tværtimod faar ham til at fremstille det paa en mildest talt meget grim Maade. Først inden Giftermaalet. Hr. C. skriver: “Han (Heiberg) fik hende (Frk. Pätges) anbragt i Moderens, Fru Gyllembourgs Hus, for at lære Dyd og gode Sæder(!) og her kom nu den kloge, omtrent dobbelt saa gamle Mand daglig og ventede saa at sige paa Frugtens Modning. Forsigtigt stimulerede han hendes unge Sjæl med de smaa Billetter, han gemte i Bordskuffen, indtil han var ganske sikker paa at have hende under sin Villie.” – Hvor fjern er ikke denne med et mildt Udtryk, platte Skildring fra den, man faar i Fru Gyllembourgs Breve og Fru Heibergs egne Optegnelser! De fine og noble Stemninger, som her kommer frem, er forsvundne i Hr. C.’s Referat; tilbage bliver kun en ret gemen og tarvelig Forførelseshistorie. Har nu mon dette virkelig været Hr. C.s Mening, eller er han maaske kun kommen ganske utilladelig kluntet fra sin Fremstilling. Lad os for Hr. C.’s Skyld haabe det sidste.

Endelig er der Ægteskabet, som Hr. C. har opdaget ikke var lykkeligt. Her er han saa heldig at have hele tre Beviser; først en “troskyldig” Bemærkning af et gammelt Tyende, som vi vist kan lade ligge; dernæst en – sikkert misforstaaet – Ytring af selve Fru Heiberg, og endelig en grim Insinuation om, at Fru H. i Virkeligheden var forelsket i Michael Wiehe, fra hvilken Omstændighed saa hendes Had til Høedt, som hun frygtede vilde tage Wiehe fra hende, skulde stame. Hr. C. synes ikke at kunne forstaa, at Fru H. kunde se op til og beundre en Kunstfælle uden derfor at “give ham sit Hjerte” paa Ægtefællens Bekostning; og hvad Hadet til Høedt angaar, saa var dette virkelig tilstrækkelig motiveret ved Høeds skamløse Opførsel overfor hendes Mand. Fru Heiberg stod i den her omhandlende Periode helt og fuldt paa sin Mands Side, – ham, hvem hun til sin Død ærede og saa op til som det ædleste Menneske hun havde kendt, – og brød derfor med Wiehe, der havde været svag nok til at følge Mandens Fjende. – Naar Hr. C. finder en anden Motivering nødvendig, er dette atter et Bevis paa hans Lyst til at drage den Heibergske Kreds nedad.

Men dette skal han ikke have lov til at gøre uimodsagt. Han skal vide, at den, der søger at tilsmudse dem, som Nationen ser op til, han tilsmudser sig selv, og at Johan Ludvig Heibergs Navn staar lige saa rent og lige saa ophøjet nu, som før Hr. Julius Clausen satte Pennen til Papiret for at begynde paa sit smukke Nedbrydningsarbejde.
J.P. Engholm.


Jyllands-Posten, 27. november 1909.
Kjøbenhavn, 23. November.

Mens Alle er enige om, at Heiberg-Udstillingen med dens fem-sex Hundrede Minder om Peter Andreas Heiberg og Johan Ludvig Heiberg og deres Hustruer, den elskværdige Forfatterinde og den store Skuespillerinde, er særdeles fornøjelig, er der meget delte Meninger om, hvorvidt den Redegjørelse for Familien Heibergs Betydning for dansk Aandsliv, som indeleder Udstillingens Katalog, kan betegnes som smagfuld. Der er fra kompetent Side fremkommen en Mængde Indsigelser imod den, medens den kun er blevet forsvaret af Folk, som har Interesse af, at Alt Udstillingen vedrørende kan staa for Kritik. Enhver Uhildet maa indrømme, at det kan Redegjørelsen ikke. Den er lige utiltalende i sin Form og i sit Indhold, blottet for virkelig Kultur og Finhed, fra først til sidst præget af en Perfiditet, som fuldkommen forklarer, at Mennesker, der have kjendt Fru Heiberg og mindes, hvad der blev sagt om hende, mens hun levede, og har hørt hvorledes der nu, saa længe efter hendes Død, sladres om hende, at de harmes og tager til Gjenmæle. I Forbindelse med Udstillingen, der som næsten alle tidligere af samme eller lignende Art er arrangeret i Industriforeningens store Sal, gives der hver Aften smaa Forestillinger. Der synges Heibergske Sange og spilles Scener af hans Vaudeviller. Det maa have været ret ubehageligt, at Hr. Emil Poulsen, da han i Aftes fortalte om sin Opfattelse af Fru Heiberg, kritiserede Katalogens Omtale af den geniale Kunstnerindes Privatliv stærkt. Han lod ikke Forfatteren af Artiklen dø i Synden. Det er sikkert ogsaa kun de Allerfærreste, der har kunnet læse Hr. Julius Clausens Opsats igjennem uden at føle Ubehag. Paa otte Sider er det lykkedes ham at faa med Alt, hvad der kunde tænkes at tilfredsstille Nutidens Skandaletrang. Man kommer unægtelig til at foretrække Bonde-Studenten, om hvem Hr. Clausen fortæller, at han ikke vidste, hvem Fru Heiberg var, for Literaturhistorikeren, der i anledning af en Udstilling, som gaar ud paa at fastslaa Fru Heibergs og hendes Paarørendes Betydning, bringer løs Sladder til Torvs. Hvilket Billede faar man ikke af Johan Ludvig, naar hans Interesse for den Kvinde, der blev hans Hustru, forklares som følger:

“Allerede i 1826 havde hans Øjne været rettet mod den unge Pige, da han skrev Trine Rar i “Aprilsnarrerne” for hende. Snart efter fik han hende anbragt i Moderen, Fru Gyllembourgs Hus, for at lære Dyd og gode Sæder, og her kom nu den kloge, omtrent dobbelt saa gamle Mand daglig og ventede saa at sige paa Frugtens Modning. Forsigtigt stimulerede han hendes unge Sjæl med de smaa Billetter, han gjemte i Bordets Skuffe (det findes paa Udstillingen), indtil han var ganske sikker paa at have hende under sin Villie”.

Plumpere kan der vel næppe tages paa dette Forhold. Og større Overfladiskhed end den, der karakteriserer Hr. Julius Clausens Bedømmelse af Fru Heiberg som Menneske, træffer man kun sjælden i literære Essays. Det betragtes med den usvigelige Sikkerhed, hvormed man nu til Dags udtaler sig om fuldkommen fremmede Menneskers Affæer, som afgjort, at Fru Heiberg var forelsket i Michael Wiehe, og at hun derfor hadede Høedt, som havde stor Indflydelse paa Vennen.

Det er da sikkert en Bjørnetjeneste, Hr. Clausen har gjort Heiberg-Udstillingen ved at skrive denne “Vejledning”. Men Besøget har sikkert været godt, navnlig til de smaa Forestillinger om Aftenen, som Enhver kan nyde uden Forudsætninger i Form af Dannelse eller literære Interesser.
Fru Heiberg, der selv aldrig fik Børn, tog, da hun blev ældre, tre Smaapiger til sig. Næsten Halvdelen af, hvad Udstillingen rummer, tilhører Fru Heibergs Plejedøtre og Svigersøn. Det maa have berørt dem mærkeligt at se disse Ting, som de aabenbart selv have vaaget over med den allerdybeste Pietet, blive ledsaget af Kommentarer som de foran nævnte. Navnlig Fru Heibergs Daglistue har det ved hendes Efterladtes Hjælp været mulig at rekonstruere overenstemmende med Virkeligheden. Nogen udpræget Smag gjør sig ikke gjældende, men Interiøret virker ret behageligt og roligt trods de mange Nipsting. Men man huske, at Tiden jo er den, hvor det stod allerdaarligst til med Smagen, hvad Møbelstil og Smaating angaar. Hvorledes Fru Heiberg kunde lide at have en udstoppet Ræv ligge sammenrullet som en Hund foran Sofaen, er ikke godt at forstaa. De Interiører, der giver et Indblik i Fru Gyllembourgs og Johan Ludvigs Værelser, er betydelig stilfulde og eje en Duft, som fuldstændig forsvandt omkring Aarhundredets Midte. Der er mange troskyldige Ting iblandt, men ogsaa enkelte, som røber, at Smagen nok kunde vove sig udenfor det pertentlige ind paa den forlorne Elegances Omraade. Man staar f. Ex. fuldstændig uforstaaende overfor en Lampeskjærm af grønt Silkepapir med paaklistrede Valmuer og Margueriter. Den tager sig forunderlig parvenueagtig ud i Fru Gyllembourgs fornemt jævne Stue.

Rundt om i Montrer ligger de Hundreder af Smaating, som er gaaet gjennem Hænder, der forlængst er faldt til Ro for bestandig. En Mængde Billeder viser os Fru Heiberg i Glansroller, men saaledes at vi egentlig ikke forstaar, hun kunde virke som en Aabenbaring af Dejlighed og Ynde. Ikke et eneste af dem fortæller noget om det vidunderlige Smil, der selv da hun var en ældre Dame gjorde hendes Ansigt bedaarende yndigt. Breve til og fra den store Skuespillerinde røber, hvilken Rolle hun spillede i de Kredse, der betød noget. Og Dragter, som hun bar paa Scenen, hænger nystrøgne og velholdte i store Montrer. Udkast til nye Spillekort viser, at Fru Heiberg ikke var noget Hexemester i Tegnekunsten. Der ligger det lille Kors med Amethyster, som var lille Johanne Pätges’ eneste Konfirmationssmykke, en Gave fra den Mand, der en Gang skulde blive hendes Ægteherre. Der staar Mahognibordet, som Fru Heiberg benyttede sammen med Bispinde Martensen til Borddans og som ved Hjælp af en Blyantstift under det ene Ben skal have forudsagt mærkelige Ting. Om det saa er Bordet, i hvilket Johanne Pätges hver Morgen fandt et lille Brev fra sin ridderlige Tilbeder, saa findes det ogsaa paa Udstillingen.

Og mens man gaar fra Ting til Ting er det, som om længst forsvundne Tider vende tilbage for at vise os, hvor stærkt Alt – Alt har forandret sig.
Th.F.


Illustreret Tidende, 14. november 1909.

Illustreret Tidende, 14. november 1909.

DET var Johanne Luise, der skabte Salonen, den eneste, der efter beskeden dansk Maalestok taaler Sammenligning med det andet franske Kejserdømmes Samlingssteder for Aand og Kultur.

Fru Heibergs Paaklædningsværelse
Fru Heibergs Paaklædningsværelse

Underlig er den Forskel i Værdsættelse, som findes imellem Samtidens og Nutidens Opfattelse af denne Teatrets glimrende Stjerne. Vor Tid har gennem „Et Liv gjenoplevet i Erindringen Indtrykket af en snarest kølig, beregnende Kvindetype, noget intrigant og kunstlet, egentlig ikke helt sympatisk, medens Datidens ypperste Videnskabsdyrkere og Skønaander kappedes om at hylde hende som Adelsmennesket; Digterne priste den ildfulde Energi, der flammede fra de sælsomme øjne, og Kunstnerne berømmede hendes sommerfugls-uberørte Ynde.

Dronning Marguerithes Noveller. Tv. Michael Wiehe, th. Fru Heiberg.
Dronning Marguerithes Noveller. Tv. Michael Wiehe, th. Fru Heiberg.
Ungdomsbillede af Johanne Luise Heiberg.
Ungdomsbillede af Johanne Luise Heiberg.

Selv de strængeste Kritikere nedlagde Vaabnene overfor hendes vittige Replikbehandling eller den sjælfulde Inderlighed, hvormed hun særtegnede og højnede Tragediens skæbneforfulgte Skikkelser.

Hemmeligheden laa i, at de alle var dødelig forelskede i hende.

To Tilbedere, Assistent Harboe og Dr. Møhl, begik Selvmord. Skuespiller Hvid’s Lykke varede kun en stakket Forlovelsestid. Johan Ludvig Heiberg kunde de Aar, der gik forud for Forbindelsen, næppe skrive af Kærlighedskvaler, hvorimod Hertz i Amors Genistreger, Svend Dyring, Ninon o. s. v. nærmest skrev sig fra sin Længsel, formende sine Digtninge som en bevæget tydelig — Hyldest til den Elskede.

Endog to saa gennemreflecterede, staalhærdede Naturer som Kierkegaard og Ibsen strøede Sproggets zarteste og sjældneste Blomster for hendes Fod. Og var det galt fat med Digterne, – der har saa let til Forelskelse, blev det ikke bedre med de mere nøgterne Statsmænd eller Videnskabens Alvorsfolk.

Den lærde Krieger kaldte hende: “min Fortrolige,” og følte sig som hjemme i de sirlige Stuer, det kan man forstaa, fordi Krieger var jo Pebersvend og grumme upraktisk; formodentlig har han ment, Fruen morede sig over engelsk Retsfilosofi eller slesvigske Noter; mærkeligere er det, at den iskolde Andræ, ganske tøede op under Øjnenes Straaleild, – han har sagtens drøftet Geodæsi eller Gradmaaling med hende, ligesom Martensen forklarede hende Etikens Problem og Kunstens Berettigelse overfor den mest nøjeregnende Morallære, indtil Teatervognen hentede Primadonna’en til det Scribe’ske Galanteri eller Drama’ets højspændte Patos.

Skinsyg paa sin i alle Livets Facetter funklende Fru Iris var Johan Ludvig næppe nogensinde; med et fint, skeptisk Smil har han hørt paa hendes Theoretisering og vidst at vejlede og skatte hende, hvor hun rakte videst og helt gav sig hen, i Kunsten.
De ældre af Aar og de gamle af Dage vil vidne, at her var hun uforlignelig. Man kan nogenlunde fornemme, hvad de mener med deres evige: “Det er ingenting imod Fru Heiberg i Kong Renés Datter eller i Dronning Marguerithes Noveller”, naar man sidder en Aften i Teatret og griber sig selv i at længes efter Emil Poulsens skønne Røst og den Glans, han kunde sprede over sit Spil. De fyldte begge Scenen.
Og til Helhedsindtrykket svarede den nænsomme Sans for Udpenslingen af Rollens Detailler. Fru Phister vil kunne fortælle, med hvilke højst overraskende, geniale Smaatræk hendes Medspillerske udstyrede den stumme Engelche Hattemagers eller den vægelsindede Lucretia.

Den Vægelsindede. Pernille: Fru Phister. Lucretia: Fru Heiberg.
Den Vægelsindede. Pernille: Fru Phister. Lucretin: Fru Heiberg.
Kong Renés Datter. Tristan: M. Wiehe. Jolanthe: Fru Heiberg.
Kong Renés Datter. Tristan: M. Wiehe. Jolanthe: Fru Heiberg.

I et af Søkvæsthusets Værelser ved Astrallampens rolige, lidt gullige Lys sad den lille, fine Dame med den for Datiden højest romantiske Livsskæbne, Fru Gyllembourg, og nedskrev sine Iagttagelser og Erfaringer i de dog endnu nogenlunde læselige Hverdagshistorier. Det er om disse tre. Moderen, den kloge Digter og Kritiker og den aandfulde Kunstnerinde, Minderne hvisker og tisker ud fra Krogene i Industribygningens smagfulde Udstilling. Billeder og Autografer fra Tidens bærende Personligheder genskaber for et øjeblik som et Skyggeliv i de enkle Stuer, medens vore Scenens Børn kvidrer Hertz eller Heibergs sentimentale, rørende og blide Viser.

Men Interessen søger nu som i de fjærne Dage til Midtpunkt, Johanne Luise, Gratiernes Yndling, Skønhedens fejrede Præstinde:

I en skønheds-fattig tid
har det kvæget mig at følge
Deres færd paa kunstens bølge
under sol og medbør blid,-
kvæget mig at stirre did,
hvor i skær at svale nætter
sagnet sig om færden fletter,
Tag, som tak for synets trøst,
raabet af en seers røst:
underfuldt til Danmark bundet
skal De staa for slægters øje, –
bundet til en nat ved Sundet,
under mindets stjerner høje.
(Ibsen)

E. S.


Heiberg 01


heiberg15Jyllands-Posten, 16. september 1909.

En Heiberg-Udstilling.
En Kreds af kjendte, kjøbenhavnske Damer og Herrer, hvoriblandt Grev Raben-Levetzau, Admiralinde Emma Gad, Fru Emma Thomsen, Hofjuveier Dragsted og Professor Dorph-Petersen, samledes i dags til Møde i Industriforeningen og fastslog Arrangementet af en Heiberg-Udstilling, som det er Meningen at aabne i Industriforeningens Lokaler.

Det vedtoges at udnævne Grev Raben-Levetzau til Præsident for Udstiliingen, mens Theaterchef Weiss blev Vicepræsident og Admiralinde Gad sekretær.

Udstillingen vil i Følge “Kbhn” først og fremmest omfatte Ting, der har tilhørt J. L. og P. A. Heiberg eller den Kreds, der sluttede sig om de Heibergske Hjem. Man har paa forhaand Tilsagn om Laan af en Mængde Portrætter og andre Billeder, og Dr. Mantzius har paa det kgl. Theaters Vegne lovet at stille en Række Kostumer til Disposition.

I den Maaneds Tid, Udstillingen varer, vil der i Festsalen blive opført smaa Heibergske Stykker, Heiberg Tableauer o. Lign.; hver Formiddag er der Spinet- og Harpekoncert i Forhallen.

En af Udstillingssalene monteres som Spisestue og Dagligstue i et Heiberg-Hjem.

Som en særlig Attraktion vil Tombolaen virke. Der er det gode ved den at den giver Gevinst hver Gang, og saa godt som alle kjøbenhavnske Forlag har med Velvillighed stillet en Mængde Bøger til Raadighed.

Det eventuelle Overskud skal deles mellem Forfatterforeningen, Dramatikernes Forbund og Industriforeningen.


heiberg16Berlingske, 24. september 1909.

Heiberg-Udstillingen.
Det er endnu over en Maaned til Aabningen af Heiberg-Udstillingen i Industriforeningen — Dagen er endnu ikke endelig fastsat —, men Komitéen har allerede fuldt op at gøre, da det gælder om at samle saa mange Erindringer fra de Heibergske Hjem som muligt, saa Udstillingen kan blive et lille Spejlbillede ikke blot af disse, men af Tiden og Tidsaanden i det Hele.

Ikke saa faa Bidrag vil Fru Heibergs to Plejedøtre ret naturligt kunne yde, og en betydelig Garanti for Udstillingen bliver det da, at de I udstrakt Grad har givet Tilsagn om deres Assistance, men I talrige andre Hjem gemmes der sikkert Heiberg-Erindringer, som det er af Interesse at efterspore og fremdrage.

Komitéen anmoder derfor alle, der raader over slige Souvenirs og er villige til at udlaaane dem, at give Meddelelse herom til Medlem af Komiteen, Hofbogtrykker Bagge.

Til de smaa Forestillinger, der tænkes givne med Fremførelsen af Heibergske Smaastykket har man tænkt i Industriforeningens Foredragssal at rejse en lille, primitiv Tribune. Det kgl. Teater har stillet sig særdeles vel og antageligt vil flere af dets Kunstnere komme til at medvirke.

Foruden disse Forestillinger paatænkes det at give smaa musikalske Matinéer, hvor navnlig Datidens Musik vil komme til at lyde. Man har allerede sikret sig en Kuriositet som Christian VIII’s Piano, I den rigtige Tanke, at Datidens Melodier først faar deres rette, ejendommelige Klang gennem Datidens Instrumenter.

Foruden en stor Bog-Tombola, I hvilken hvert Numer giver Gevinst, paatænkes det at oprette en mindre Tombola, hvor Gevinster udelukkende bestaar at Børnebøger. Den skal forestaas af smaa Piger i Datidens Dragt.

Bag den store Udstilling skal installeres Restauranten, der kommer til at bestaa af Dagligstue og Spisestue. Man haaber at kunne faa begge Værelser møblerede med Møbler fra den Tid. I Baggrunden vil, fremstillet i Transparent, aabne sig en Udsigt til Kvæsthuset, hvor Fru Heiberg som bekendt havde sin Bolig. Unge Piger i Datidens Dragter vil her opvarte Gæsterne.


heiberg17Dagens Nyheder, 24. september 1909.

I Begyndelsen af November aabnes Heiberg-Udstillingen i Industriforeningen.
Udstillingens Præsident er Lehnsgreve Raben-Levetzau, og dens Vicepræsident er kgl. Theaterchef Weis. Forretningsudvalget bestaar af Hof-Bogtrykker Bagge, der er Udstillingens Kasfører, Forfatteren Walter Christmas, Prof. Dorph-Petersen og Udstillingens Sekretær Admiralinde Emma Gad.

Saa er der et stort “Udstillingsudvalg”, for hvilket Direktør Dr. Karl Mantzius er Formand, og som iøvrigt udgør en fyldig Repræsentation for Litteratur, Videnskab og Kunst. Fru Johanne Louise Heibergs to Adoptivdøtre, Frk. Lelia Heiberg og Fru Sarah Kaas og hendes Svigersøn Rentier Regnar Westenholz er, som tidligere meddelt, indtraadt i Udstillingsudvalget.
Selve Komitéapparatet er saaledes i den skønneste Orden. Navnene borger for, at det vil lykkes af fremskaffe en smuk Samling af Minder om Johan Ludvid Heiberg, han Hustru og hans Moder. Man haaber saaledes i alt væsentligt at kunne rekonstruere baade Heibergs Arbejdsværelse og Fru Gyllembourgs Stue. De forskellige Interiører arrangeres i Udstillingshalens Køjer. og i en Række Montrer vil man samle Portrætter, Manuskripter, Fru Heibergs og hendes Medspillendes Theaterdragter etc. Hertil vil der slutte sig en større Samling af Billeder fra Datidens København. Dr. Louis Bobé affatter Katalogen.

Der bliver fuldt op af Kuriosa. Det mest kuriøse bliver maaske nok Fru Gyllebourgs “Stoppekone”. Der er gaaet 53 Aar, siden Fru Gyllembourg døde, men endnu lever i Bartov en gammel Kvinde, der i det Heibergske Hus røgtede en Stoppekones beskedne Hverv. Hende tænker Komiteen sig anbragt paa Udstillingen, syslende med lidt Haandarbejde. Naar man lever tilstrækkelig længe, kan man godt en skønne Dag blive berømt, selv om man ikke har anden Adkomst end den, at man har stoppet og syet lidt i “bedre Huse”.

Udstillingen faar sin egen Restaurant. Den skal fremtræde som en københavnsk Dagligstue og Spisestue fra Midten af det 18. Aarhundrede. Professorinde Matzen staar i Spidsen for det særlige Udvalg, som ordner Restauranten, og Serveringen vil blive besørget af unge Damer, der skal være klædt som Datidens Opvartningspiger.

Man venter sig meget af den store Bog-Tombola, til hvilken vore Forlag leverer en Mængde Bøger. Desuden bliver der en særlig Børnebogs-Tombola, som betjenes af en lille Trine Rar.

Der er løseligt planlagt en Række Matinéer i Industriforeningens Foredragssal. Her vil der blive opført smaa dramatiske Arbejder af Heiberg – man haaber paa Assistance fra det kgl. Theaters Stab af Kunstnere – , og for den musikalske Underholdning sørger Prof. Dr. Angul Hammerich, Fru Ina Lauge og Operarepetitør Levysohn. Ved Koncerterne benyttes nogle gamle Instrumenter, som Grosserer Claudius laaner Udstillingen – bl. a. et Piano, der har tilhørt Christian den Ottende. Man tænker ogsa paa saadan noget som Ida Brunske Attituder.

Paa den Vis sørger man for det underholdende Moment. Og man glemmer ikke det belærende. Der er i alt Fald en Mulighed for, at der vil blive arrangeret en Række Foredrag i Tilknytning til Udstillingen.

“Fortræffeligt! Det er lærerigt! Utiledulci kalder man sligt”, – som Heiberg lader Koret sige i “Nøddeknækkerne”.
Cac.


heiberg18Dagens Nyheder, 23. oktober 1909.

Heiberg-Udstillingen.
Lidt om Programmet.
Heiberg-Udstillingens Aabning er udsat et Par Dage. Man kan ikke naa at blive færdig til Torsdag, og Udstillingen vil da først blive aabnet Lørdagen den 30. Oktober.

Det er Meningen, at der omtrent daglig skal arrangeres en lille Matiné i Tilknytning til Udstillingen, og ved denne Lejlighed vil man bl. a. præsentere Scener af de fleste af de Heibergske Vaudeviller. Efter Indbydelse fra det dramatiske Udvalgs Formand Hr. Walther Christmas, samledes forleden en Kreds af vore mest kendte sceniske Kunstnere til Fem-The paa d’Angleterre, hvor Admiralinde Gad, Professorinde Matzen og Fru Emma Thomsen fungerede som Værtinder. Her lagde man en foreløbig Plan for Matinéerne.

Den lille Sal i Industriforeningen omdannes til Restaurant i Datidens Stil. Og for at intet skal mangle, har man nedsat et særligt Restaurationsudvalg: Fru Gad, Fru Emma Thomsen, Fru Matzen og Frk. Bagge med d’Hrr. Christmas og Louis Bobé som opvartende Kavallerer.

Men lad os ikke glemme Tombolaen…
Cac.


heiberg19Middelfart Avis, 26. oktober 1909.

En Heiberg-Udstilling
Minder fra de gode, gamle Dage.
Fru Emma Gad og Forfatteren Kai Holberg fortæller.

Kbhvn., Lørdag
Lørdag den 30. Oktober aabnes en Heiberg-Udstilling i Industriforeningen. Blandt de mange kendte Navne…
– og da Admiralinde Gad er Sekretær, beder vi Fruen fortælle lidt om den forestaaende Udstilling:
“Den kommer til at omfatte alt, hvad der paa nogen Maade berører Johan Ludvig Heiberg og Johanne Louise Heibergs Liv. Det væsentligste er overladt os af Heibergs Døtre, hvoraf den ene er gift med Partikulier Mestenholz, gl. Marienlyst ved Helsingør, medens den anden, Fru Ritmester Kaas, bor paa Nedergaard – det er vistnok paa Langeland, ikke sandt Kai Holberg,” siger Fruen og tilføjer: “Det var i et heldigt Øjeblik, De henvendte Dem til mig, for den unge Forfatter er meget bedre inde i Sagerne end jeg.”

En Protest fra Kai Holbergs Side mødes med et: “Ja, ja, da, saa kan vi maaske supplere hinandens Oplysninger”, og saa fortsætter Hr. Holberg:
“Endvidere har en norsk Godsejer Heiberg overladt Udstillingen en hel Mængde Ting, der har tilhørt det Heiberg’ske Hjem. Det kgl. Bibliotek har velvilligt udlaant os Originaludgaverne af Heibergs Arbejder, det kgl. Teater forskelligt fra Heibergs Virksomhed ved Teatret – og saa har en Række private stillet til vor Raadighed de Heibergiana, der var i deres Besiddelse.”

“De maa ikke glemme at skrive, at Billedhugger Brissen har overladt os Gipsmodellen til Fru Heibergs Statue, der findes i det kgl. Teaters Foyer,” siger Fru Gad.
“Eller Udstillingens forskellige store Trækplastre,” siger Hr. Holberg.

“Er der oven i Købet flere saadanne?” indskyder vi.
“Det kan De stole paa,” udbryder Forfatterinden og Forfatteren samtidig. “Der bliver i Industriforeningens Foredragssal afholdt smaa Oplæsninger og Forestillinger – f. Eks. “Emilies Hjertebanken” og “Supplikanten”: det sidste skal antagelig Skuespiller Frederik Jensen fremsige, og Fru Betty Hennings og Prof. Vilh. Andersen vil læse “De nygifte” op – medens Fru Ina Lange har lovet af og til i den Maaneds Tid, Udstillingen varer, at koncertere paa Datidens Instrumenter.”

“Har vi faaet det hele med?” spørger Fru Gad sin Kompagnon.
“Jeg tror det – – nej, vi mangler skam Tombolaen.”
“Bliver der ogsaa en Tombola?” spørger vi forbavset.
“Ja, – – det er dog intet af det udstillede, der bortloddes, men derimod gode Bøger – ja, et helt fyldt Bogskab kan De vinde.”

“Hvem tilfalder Overskuddet – for der kan jo næppe være Tvivl om, at Udstillingen vil give et saadant, efter alt hvad De har berettet.”
“Det gaar til Forfatterforeningen og Danske Dramatikeres Forbund…….”
Omega


heiberg20Dagens Nyheder, 2. november 1909.

Heiberg-Udstillingen i Industriforeningen.
Ved en lille Højtidelighed, der er fastsat til Kl. 2½, aabnes i Dag Heiberg-Udstillingen i Industriforeningen.
De forskellige Interiører er allerede i Gaar saa nogenlunde bragt i Orden. Vi har havt Lejlighed til en hastig Gennemgang af Udstillingen med Rentier Westenholz som Cicerone.

Fru Heibergs Stue er fremstillet saa nøjagtigt som muligt. Der findes i dette Interiør intet, som ikke har havt Plads i hendes Værelse, men Rumforholdene tillader naturligvis ikke en Gruppering, der fuldt ud svarer til den oprindelige. En Hædersplads indtager Fru Jerichau Baumanns Billede af den berømte Kunstnerinde, det Portrætmaleri, som Heiberg satte særlig Pris paa. Paa Væggene hænger desuden elfenbens-udskaarne Portræter af Heiberg og gamle Brygger Jacobsen, der var en nær Ven af Huset, og et Par smaa Malerier, som Fru Heiberg selv har udført.

I Fru Gyllenbourgs Stue med de hyggelige gamle Møbler, der er særdeles velbevarede lige til det originale Betræk, hænger Billedet af den kendte Familiescene: Fru Gyllebourg og Ægteparret Heiberg i Hjemmet. I Heibergs Værelse finder man hans Skrivebord, hans Blækhus, han Lommekniv og flere andre større og mindre Rariteter. Paa Væggen hænger Billeder af den Slangerup Provst, der viede Heiberg…

Saa er der – taget i Flæng – Heibergs Marionettheater, Fru Heibergs Theaterservante (et smukt gammelt Mahognimøbel), en Mahogniskærm, der er en Gave fra hendes Konfirmation, den fra det Hertz-Heibergske Samliv i Hørsholm bekendte Themaskine af Sølv og en Karaffel, som Phister har foræret Fru Heiberg.
Paa Galleriet er der samlet en stor Mængde Heibergina: Portrætter, Autografer, Piecer etc.

Aabningshøjtideligheden overværes af Kongefamiliens kvindelige Medlemmer. Kongen og Prinserne er forhindrede ved Jagten. Aabningsprogrammet er i korthed følgende: Festpolonæsen af Elverhøj, udført af Fru Ina Lange og Operarepetitør Levysohn, Prolog ved Fru Emma Thomsen, Heibergske Gadeviser ved Frkn. Bodil Ipsen og Bangenberg og Hr. Reenberg, og andre Heibergske Sange, foredragne af Fru Lendrop. Endelig udfører Fru Bloch og Hr. Jerndorff Danse-Scenen af “Aprilsnarren”.

Paa Torsdag arrangeres en Matiné, ved hvilken Fru Betty Hennings og Prof. Vilh. Andersen oplæser “De nygifte”. Fru Emma Gad holder et lille Foredrag, som Indledning til Frk. Grethe Ditlevsens Fremstilling af Ida Brun’ske Attituderne paa Spinet.
Da den nye Sal ikke er blevet færdig, henlægges Forestillingerne til Industriforeningens gamle Foredragssal.

Den mindre Udstillingssal indrettes som en Restaurant fra den Heibergske Tid. Gennem Altanvinduerne har man herfra Udsigt til det gamle kongelige Theater.
Behøver vi at tilføje, at det gamle Theater skyldes Carl Lunds Pensel?
Cac.


heiberg21Berlingske, 2. november 1909.

Heiberg-Udstillingen.
Udstillingens Aabning.
I Eftermiddags Kl. 2½ fandt Aabningen af den smukke og sjeldne Heiberg-Udstilling i Industriforeningen Sted.
Hen mod denne Tid samledes i den store Udstillingssal en Kreds af særligt indbudne Damer og Herrer.

Saaledes bemærkedes af Komitéens Medlemmer Lensgreve Raben-Levetzau, Teaterchef Weiss, Hofbogtrykkern Bagge, Forfatteren Walter Christmas, Professor Dorph-Petersen, Admiralinde Emma Gad, Frøken Oluffa Bagge, Professor Borchsenius, Fabrikant Carl Claudius, Forfatteren Jul. Clausen, Professor Angul Hammerich, Forfatteren Kai Holberg, Fru Ina Lange og Professorinde Matzen.
Desuden var tilstede Fru Heibergs to Plejedøtre, Frk. Lelia Heiberg og Fru Sarah Kaas, og Svigersønnen, Proprietær Westenholz.
Endvidere….

Kl. 2½ ankom Hds. Maj. Dronningen og Ds. kgl. H. Prinsesse Thyra, Prins Gustav og Prinsesse Dagmar med Følge.
Herskaberne modtoges ved Indgangen af Komiteens Medlemmer og begav sig derpaa ind i Udstillingen, hvor Præsidenten, Grev Raben-Levetzau, traadte frem for at aabne Udstillingen.

Naar man tog Udstillingen i Øjesyn, fik man et Indtryk af streng Tarvelighed, men tillige af et sikkert Særpræg, en Erindring om Mennesker, der havde staaet højt i aandelig Henseende. Og de havde vist deres Indflydelse langt ud over deres egen Tid. Mange af Heibergs Arbejder levede jo endnu paa Scenen, og mange Kunstnere havde faaet deres første Uddannelse i det Heibergske Hjem.

Idet jeg hermed erklærer Udstillingen for aabnet, sluttede Præsidenten, er det med Haabet om, at den vil genkalde Erindringen om, hvad Heiberg og hans rigt begavede Hustru havde været for Nationen.
Han opfordrede derefter Hds. Maj. Dronningen og de andre kongelige Herskaber til at tage Udstillingen i øjesyn.
Efter al have beset Udstillingen begav Herskaberne sig op i Foredragssalen, hvor et Teater var rejst.

Fru Ina Lange og Operarepetitør Levysohn aabnede her Forestillingen med en Polonaise, hvorefter Fru Emma Thomsen fremsagde Prologen.

Derefter optraadte saavel Hr. Reenberg som Fru Margrethe Lendrop, Frk. Zangenberg og Frk. Bidil Ipsen med Foredrag af Heibergske Sange i Datidens Kostumer.
Foredragene vakte stærkt Bifald.

Kl. 3½, forlod Hds. Maj. Dronningen og de andre kongelige Herskaber atter Udstillingen.


heiberg22Dagens Nyheder, 3. november 1909.

I Gaar Kl 2½ aabnedes Heiberg-Udstillingen i Industriforeningen.
Aabningshøjtideligheden overværedes af Hds. Maj. Dronningen og Drs. kgl. Højheder Prinsesse Thyra, Prinsesse Dagmar og Prins Gustav.
Saa godt som samtlige Medlemmer af den talrige Komite var til Stede:

Det Heibergske Hus var repræsenteret ved Fru Heibergs Plejedøtre [som ogsaa er medlemmer af Komiteen].

Af de tilstedeværende udenfor Komitéen nævner vi først med fyldig Honnør gamle Fru Phister. Her er andre Navne i Flæng: Den norske Gesant Dr. Hagerup, den amerikanske Gesant Dr. Egan, fhv. kgl. Skuespiller Vald. Kolling, Grevinde Polly Ahlefeldt, Kammersanger Cornelius, Kammersangerinde Ida Møller, Forfatteren Pastor Blaumülleer med Frue, Snedkermester Rostrup, Etatsraadinde Louise Hansen, Direktør Benny Dessau, Arkitekt Tvede med Frue, Overpostmester Mørch, Overretssagfører Hvass med Frue, Maleren Prof. Blache, Fru Charlotte Hauch, Skuespiller Emanuel Larsen, Professorinde Anna Poulsen, Snedkermester Victor Henriksen, Forfatteren Otto Benzon, Skuespillerinde Frk. Ingeborg Larsen og Forlagsboghandlerne Ernst Bojesen, Salmonsen, Ernst Bierberg, Michael H. Jensen og Eiler Hagerup.

Præsidenten Lehnsgreve Raben-Levetzau aabnede Udstillingen med nogle Ord om, at man her vilde fremkalde i Erindringen, hvad Heiberg og hans højtbegavede Hustru havde været for dansk Aandsliv.
Derefter besaa de kongelige Herskaber og de øvrige indbudne Udstillingen.
Da Udstillingen var beset, samledes man i Foredragssalen, hvor der er indrettet en fix lille Scene. Fru Emma Thomsen fremsagde her en Prolog. Iøvrigt var Programmet som bebudet – blot med den Forandring, at Dansescenen af “Aprilsnarrerne” erstattedes med Scener af “Nej”. Hr. Helsengreen var Klokker Link, og Elskerparret udførtes af Fru Schyberg og Operasanger Poul Hansen.
De kongelige Gæster overværrede en Del af Forestillingen.
heiberg23
Det er jo nok muligt, at den kritiske Johan Ludvig, hvis man kunde tage ham med paa Raad, ikke vilde afholde sig fra et Par satiriske Bemærkninger overfor de Damer og Herrer, der har samlet hans og Familiens Møbler sammen og lavet Udstilling paa dem. Hr. Julius Clausen, som har skrevet den lille Indledning til Udstillingens Katalog, og som selv er Medlem af Komitéen, antyder i alt Fald noget saadan, og man maa altsaa formode, at han i et enkelt Øjeblik paa egne og Komitéfællers Vegne ligesom har havt en Smule daarlig Samvittighed. Men det Heibergske Hjem har jo – hvad Hr. Clausen meget rigtigt udvikler – havt saa stor en Betydning for dansk Kultur og Aandsliv, at det er pietetsfuld Gerning at bringe Minder om dette Hjem til at blomstre for en yngre Slægt.

Der vil vel altid være dem, som kun har et Skuldertræk tilovers for saadan en Udstilling og som vil tale om Sentimentalitet eller daarlig Nysgerrighed. Men Baggesen har utvivlsomt Ret i de Betragtninger, som han anstiller et Sted i “Labyrinten” angaaende Menneskers Lyst til – især naar man ikke har set Personerne selv – at se “udmærkede Personer”s Værelser, deres Haandskrifter eller blot Ting som de har havt i Hænderne. Han kommer til det Resultat, at denne Lyst en “en af de naturligske i den menneskelige Natur”, og maaske vilde selveste Johan Ludvig ved nærmere Eftertanke komme til samme Resultat, – rent bortset fra, at det dog ogsaa maatte tiltale ham af denne Udstilling afholtes til Fordel for Forfatterforeningen og Danske Dramatikeres Forbund.
19091103 Dagens Nyheder dobbeltpotræt

Hovedinteressen samler sig vel nok om Interiørerne fra det Heibergske Hjem. Her er det Fru Heibergs Stue – hvoraf vi i Morgen skal bringe et Billede, idet den saa vidt muligt præsenterer sig saaledes, som den berømte Kunstnerindes Stue virkelig saa ud. Møbler, Tæpper og Nips, – alt er fra Fru Heibergs eget Værelse. Paa Sofaen ligger henkastet det hæklede Slumretæppe, som var hendes sidste Arbejde, og de Malerier, Tegninger og Medailloner, der smykker Væggene, fortæller adskilligt om Husets fejrede Frue Saavel her som i “Heibergs Værelse” finder man talrige Gengivelser af hendes Træk, baade Ungdomsbilleder, der er prægede af “blaa Længsler”, og Portrætter fra de senere Aar. Af en egen gammeldags Ynde er de tre smaa Malerier, som viser os den gamle Præst, der viede Heibergs, og Præstekonen og Slangerup Kirke, hvor Vielsen foregik. Den gamle Præstemand ser netop saa bevæget og forvirret ud, som om han var malet i det Øjeblik, da de forlod Kirken efter Vielsen – han i sin Befippelse med Bruden under Armen, medens Brudgommen beskedent fulgte bagefter.

I “Fru Gyllembourgs Værelse”, hvis velbevarede Møbler viser om en saare pietetsfuld Behandling gennem de mange Aar, staar der et gammelt, forgyldt Taffeluhr med en Fremstilling af Tordenskjold og af Symboler paa hans Færd. Det skal oprindelig være en Gave til Tordenskjold fra Frederik den Fjerde.

I en Række af Montrer findeds adskillige mere eller mindre interessante Genstande. Der er den grønne Karaffe, som Ægteparret Heiberg og Fru Gyllembourg kun benyttede, naar de fejrede Hustruens Førsteoptræden i et nyt Stykke af Heiberg, og der er et Safir Pande-Smykke med Brillanter, som oprindelig havde tilhørt Napoleons Søster Pouline, og som Adelaide, Grevinde af Bombellis Efterladte skænkede Heiberg til Tak for hans Digt ved Ungdomsvenindens Død:
De samle sig, lig underfulde Drømme.
De rige Minder fra en svunden Vaar—

Johan Ludvig Heibergs Arbejdsværelse.
Johan Ludvig Heibergs Arbejdsværelse.

Paa Udstillingens Galleri, der rummer en interessant Samling af Billeder og Manuskripter, finder man det originale Manuskript til dette i “Adresseavisen” offentliggjorte Digt, der ligesom den skønne Mindedigt over Weyie hører til Perlerne i Heibergs lyriske Produktion.

Endnu skal vi af Montrenes Indhold nævne den Dragt, hvori Rosenkilde spillede sin berømte Trop – øverst den høje, sorte Plydses Hat -, Phisters “Mannegrim”-klæder fra “Afterne” og forskellige af Fru Heibergs Theaterkostumer.

Musikhistorisk Musæum, Fabrikant Claudius og Etatsraad Jacob Hegel har til Udstillingen udlaant en Samling af gamle Musikinstrumenter, væsentlig fra den heibergske Tid. De udgør samlede et lille Interiør for sig, nær ved en store Bog-Tombola, som betjenes af unge Damer i Datidens klædelige Kostumer og af en lilleTrine Rar.

I den mindre Sal findes Udstillingens Restaurant. Den er udstyret saaledes, at man skal kunne tænke sig hensat til Minis Kafé, – hvis Loftets elektriske Glødelamper da ikke slaar Illusionen itu.

De smaa Forestillinger paa Theatret i Foredragssalen tør vel – trods den særlige “Entré”, som maa erlægges – være sikre paa deres Publikum. Her sang Fru Lendrup i Gaar Romancer som “Lette Bølge, naar Du blaaner”; Frøknerne Bodil Ipsen og Bingenberg med samt Hr. Reenberg foredrog flere af Heibergs Gadeviser fra anno 49, og der var over det altsammen den søde, fine Duft af gamle Minders Poppourri.
Cac.


Dagens Nyheder, 4. november 1909

Dagens Nyheder, 4. november 1909. Interiør fra Heiberg-Udstillingen.
Interiør fra Heiberg-Udstillingen.

Vi gengiver ovenfor et af Interiørerne fra det Heibergske Hjem: Fru Heibergs Stue, der præsenterer sig saaledes, som den berømte Kunstnerindes Stue virkelig saa ud. Møbler, Tæpper og Nips, – alt er fra Fru Heibergs eget Værelse.


Kallundborg Avis, 3. november 1909.
Kallundborg Avis, 3. november 1909.
I Industriforeningen aabnedes igaar Eftermiddag en Udstilling til Erindring om Familien Heiberg, vel en af de Familier, der har sat de dybeste Spor i det svundne Aarhundredes Kultur her i Danmark.
Udstillingen, der er arrangeret af en Komité, hvori den utrættelige Admiralinde Emma Gad er Sjælen, slutter sig paa en vis Maade til Bakkehusudstillingen, som afholdtes for nogle Aar siden, og danner et Supplement til denne.

Det har været Arrangørernes hensigt at trylle det berømte gamle Heiberg’ske Hjem, hvor saa mange Storaander samledes, frem for Beskueren, og det er lykkedes dem ganske udmærket. Straks, naar man træder ind i Salen, føler man sig sat godt et halvt Aarhundrede tilbage i Tiden. Her staar man nemlig saa at sige midt i Fru Heibergs Dagligstue. Det er de samme Møbler, de samme Billeder paa Væggene, de samme Nipsgenstande osv., som fandtes i den Heiberg’ske Lejlighed i Søkvæsthuset. Paa Gulvet ligger et Tæppe, der i sin Tid blev foræret Fru Heiberg af hendes gode Veninde Magdalene Thoresen.

Fra denne Dagligstuer kommer man til andre Interiører, der ogsaa hører en svunden Tid til, og som paa en sælsom Maade maner Fortidens Minder frem.
Her ser man Heibergs Arbejdsværelse med det Skrivebord, ved hvilket hans berømte Vaudeviller og Digte blev til. Skrivetøjet staar endnu paa sin Plads, og ved Siden af det ligger hans Penneskaft og hans Lommekniv. Et Skakspil og nogle astronomiske Instrumenter vidner om hans Yndlingsbeskæftigelse i ledige Timer.

Længere fremme støder man paa en Rekonstruktion af Fru Heibergs Paaklædningsværelse paa det kgl. Teater og paa hendes Svigermoder Thomasine Gyllembourgs Sybord og Lænestol.

Saaledes kunde vi blive ved, men det vilde føre for vidt at omtale alt, hvad Udstillingen rummer. Vi skal blot endnu nævne, at den Restauration, der synes at være bleven et uundværligt Led i alle Udstillinger, ogsaa her er holdt i Stilen. Den giver et naturtro Billede af Heibergs Stamcafé “Minni” paa Kongens Nytorv (det nuværende a Porta), og der serveres udelukkende Varer efter Fortidens Smag.
Paa Galleriet er der udstillet en Mængde Bøger og Manuskripter…

Aabningshøjtideligheden i Dag overværedes af Dronningen…

Alt i alt maa det siges, at København her har faaet en Udstilling, som ingen, der gæster Hovedstaden, maa undlade at gøre sig bekendt med.

Paa vort første Billede ses Peter Andreas Heiberg, der for sin skarpe, vittige Pen maatte gaa i Landflygtighed, og ved hans side Hustruern, Hverdagshistoriernes Forfatterinde, der senere blev Fru Gyllembourg.
Vort andet Billede viser den af Henrik Ibsen beundrede yngre Generation, den gudbenaaede Skuespillerinde, Johanne Louise Heiberg, hvis Livserindringer er et sandt Æresminde over den danske Guldalder og hendes Ægtefælle, “Elverhøjs” Forfatter, Johan Ludvig Heiberg.


Nationaltidende, 7. november 1909.
Nationaltidende, 7. november 1909.

Nationaltidende, 9. november 1909.

Heibergudstillingen.
Fru Betty Hennings og Prof. Wilhelm Andersen gentager i Dag Kl. 4 deres Oplæsning af J. L. Heibergs “De nygifte”. Fru Ina Lange indleder med et Par smaa Musikstykker fra den Heibergske Tidsalder, og Balletbørn afslutter Forestillingen med Menuetten af “Elverhøj”.

Torsdag Aften Kl. 8 illustrerer Frk. Grethe Ditlevsen ved Ida Bruunske Attituder et Foredrag af Fru Emma Gad, hvorefter Fru Bloch og Hr. Jerndorff udfører Dansescanen af “Aprilsnarrene”.

Ledelsen af den lille Scene har sikret sig endnu et nyt Nummer. To Døtre af Syngemester Grandjean vil i Heibergske Kostumer spille nogle af Datidens Melodier paa en Guitar, der har tilhørt Fru Heiberg.


heiberg25Berlingske, 15. november 1909.

Ved Matinéen iforgaars var Hovednummeret en Fremstilling af Attituder ved den unge Danserinde, Frk. Grethe Ditlevsen. Som det vil mindes, udførte ved Udstillingen “Fra gamle Hjem” forrige Efteraar Fru Olivia Norrie en Række Attituder i Smag med dem Ida Brun i det 19de Aarhundredes første Decennier vakte Opsigt med det kjøbenhavnske Selskabsliv. Frk. Ditlevsens Fremstilling faldt i det Hele og Store sammen med Fru Norries. Først viste hun en Vestalinde, derpaa en Bacchantinde og Eurydike der søger efter Orpheus, og gav tilsidst med Lune og Elskværdighed en Dansetime fra et kjøbenhavnsk Borgerhjem fra Midten af det svundne Aarhundrede.

Den unge Danserinde forfægtede med Talent den kvindelige Graties Sag imod al taabelig Stepning. Hvis Hovedstadens unge Damer næste gang Frk. Ditlevsen udfører sine Attituder, vilde begive sig ud paa Heiberg-Udstillingen, vilde de faa at se, hvilken lavtliggende Smag deres egne Nigger-Spjæt med Benene betegner, naar de sammenlignes med den plastiske Skønhedssans i disse Fremstillinger.

Fru Emma Gad ledsagede Frk. Ditlevsens Attituder med korte, orienterende Bemærkninger om Genrens Oprindelse og Udvikling. Auditoriet fremkaldte den talentfulde Danserinde efter hver enkelt Fremstilling og lønnede hende med stærkt Bifald.
B.


heiberg26Berlingske, 20. november 1909.

Der er ude paa Heiberg-Udstillingen en Montre, der rummer en Del af Fru Heibergs
Teaterkjoler…, og af alle de interessante Ting paa den Udstilling, synes jeg intet er saa naivt rørende som de.

Tænk paa vor Tids Teaterprinsesser, hvis Toiletter beskrives i Alverdens Blade, og læg saa Mærke til de fordringsløse Kjoler, som ligger her under Glasset:

Et Skørt af hvidt Moll, hvor Kunstnerindens behændige Fingre af hvidt Papir har klippet Tulipaner ud, klistret dem paa Skørtet og malet dem, mørkerøde med grønne Blade ved.

Sikkert har det taget sig udmærket ud fra Scenen, nærmest som et Broderi, strøt over det lette Stof, og hun selv har baade fundet paa det og udført det.

….Og et andet Sted et stort, hvidt Slør — paa Afstand tror man, det er indisk Guldbroderi, nej, det er kun Blomster eller Ornamenter af Bladguld, der er klæbede paa Blondestoffet, men det gør en ypperlig Virkning, og hvem maa ikke smile ved at se den tarvelige Straahat med et Par Blomster paa, eller den lille Knækparasol fra „En Kone, der springer ud ad Vinduet”?

Kunde mon ikke denne, om man saa tør sige, aandfulde Tarvelighed være et manende Ord til vore Skuespillerinder om deres undertiden ganske meningsløse Pynten sig paa Scenen saavel i Dragter som i det øvrige Toilette.

Mon det kunstneriske Resultat vilde blive ringere, ved at der lagdes mere Vægt paa Spillet, mindre paa Toiletterne.
A. G.


heiberg27Dagens Nyheder, 27. november 1909.

I de sidste Dage har Besøget paa Heiberg-Udstillingen i Industriforeningen været stigende. Særlig om Aftenen er der mange Besøgende, og en stor Del af disse gæster besøger ogsaa den gammeldags indrettede Restaurant, hvor man kan hygge sig til Musikkens Toner.
Der var udsolgt til Forestillingen i Aftes.

I Dag Kl. 3 er der i Udstillingssalen en musikalsk Matiné, ved hvilken bl.a. Koncertsangerinden Frk. Nanna Ortmann medvirker.
Om Aftenen Kl. 8½ synger Operasanger Magnus Lemche. Desuden vil der blive beredt de Besøgende en sjælden musikalsk Nydelse af særlig Art. To Amatører, som ikke ønsker deres Navne nævnede, vil spille forskellige Numre sammensatte for Luth og et gammelt historisk Instrument, “Filomele”. Dette Instrument, der bærer Nattergalens Navn, er beslægtet med Viola d’amore.
Kl. 7 er der Forestilling paa Theatret med følgende Program: Scener af “Recensenten og Dyret”, Sangforedrag af Hr. Ernst Schønberg og Dansescenen af “Aprilsnarrerne” (Hr. Jerndorff og Fru Anna Bloch).

I Morgen – Udstillingens sidste Dag – gives der to Forestillinger med særlig udsøgt Program: Kl. 4 Attituder ved Frk. Grethe Ditlevsen med Foredrag af Fru Emma Gad, Sangforedrag af Dr. Ruhn og Hr. Jensen som “Supplikanten”: Kl. 8 Oplæsning af Professorinde Anna Poulsen (“Alferne”) – Fru Børge-Jansseen indleder og slutter med Musik – og Menuetten af “Elverhøj”, udført af Balletbørn.