
I VELDÆDIGT ØJEMEDLYSTSPIL I 4 AKTER AF EMMA GAD. FORLAGET AF I.H. SCHUBOTHES BOGHANDEL. GRÆBES BOGTRYKKERI 1891. |
![]() ![]() ***
Læs anmeldelser/omtaler efter skuespillet: NATIONALTIDENDE – 27. december 1891 NESTVED TIDENDE – 29. december 1891 JYLLANDS POSTEN – 29. december 1891 THISTED AMTS TIDENDE – 30. december 1891 ILLUSTRERET TIDENDE – 3. januar 1892 |
PERSONERNE:
OBERSTINDE ROSENHJELM | VIBEKE ROSENHJELM, hendes Datter |
DIREKTØR HEIDE | ANNINA (HEIDE), hans fraseparerede Hustru |
FABRIKANT KVIST | FRU KVIST |
FANNY KVIST, deres Datter | FULDMÆGTIG LØWENER |
KANDIDAT TAGE HØST | KOMTESSE SPARRE |
FESTDEKORATØR WULFF | MADAM SØRENSEN |
JUSTITSRAAD ENGBØLLE | LØJTNANT FRIIS |
DAMER & HERRER | EN PIGE – EN OPVARTER |
Handlingen foregaar i Kjøbenhavn. Første og anden Akt hos Oberstinde Rosenhjelm, tredje Akt hos Direktør Heide, fjerde Akt i en offentlig Festsal. | |
1. AKT | En temmelig tarvelig, men net Dagligstue hos Oberstinde Rosenhjelm. I Baggrunden Dør ud til Entreen, paa Siderne Døre ud til den øvrige Lejlighed. |
1. SCENE | Fru Rosenhjelm. En Pige. Senere Vibeke. |
FRU ROSENHJELM |
(ser paa et Regnskab) Kaffe 86 Øre — men det er jo ikke mere end et Par Dage siden, der var Kaffe paa Regnskabet. |
PIGEN | Oberstinden har jo selv Nøglen til Bønnerne. |
FRU ROSENHJELM |
(ser videre) Gryn, Brød — og nu igen Brænde! Det er dog for galt, hvor De ødsler med alting. Jeg maa have et Øje paa hver Finger med Dem. |
PIGEN | (fornærmet) Da synes jeg dog, at de to Øjne, Oberstinden har i Forvejen, de forslaar ganske godt. |
FRU ROSENHJELM |
Vil De behage at holde Deres Bemærkninger for Dem selv. Altsaa, De beregner ogsaa Middagsmad til min Datter; jeg venter hende hjem i Dag. |
PIGEN | Der er vist Frøkenen — jeg kender hendes Ringen. |
Hun gaar ud i Entreen og kommer straks efter tilbage med Vibeke, der har noget Rejsetøj i Haanden. | |
VIBEKE | Goddag, Mama, se her har Du mig. |
FRU ROSENHJELM |
Jeg ventede Dig føst senere. |
VIBEKE | Er Du maaske ikke glad for at se mig? |
FRU ROSENHJELM |
Jo, naturligvis, kæreste Vibeke. Hansine, tag Frøkenens Rejsetøj. |
VIBEKE | Hansine maa gaa ned og betale Drosehekusken. Jeg har kun 35 øre. |
FRU ROSENHJELM |
Hvad For noget — er dine Penge slupne op? |
VIBEKE | Du ved, at mine Penge har den slemme Vane. |
FRU ROSENHJELM |
Du kunde ogsaa godt have spaseret hjem ad Smaagaderne. |
VIBEKE | Ja, med Rejsetøjet paa Nakken! |
FRU ROSENHJELM |
(tager sin Pung frem) Naa ja, Hansine, der er en Krone, gaa saa ned og betal Kusken, men pas paa, han ikke forlanger for meget. |
Pigen gaar ud i Entreen. | |
VIBEKE | Naa, Mama, hvordan har Du levet saa længe? |
FRU ROSENHJELM |
Som jeg plejer. |
VIBEKE | Lidt smalt altsaa! Ak ja, her ser noget afdanket ud, naar man kommer fra en stor, flot Herregaard. |
FRU ROSENHJELM |
Jeg haaber ikke, Du har faaet Nykker der ude. |
VIBEKE | Jo, mæn har jeg saa! Men hvad kan det hjælpe. |
FRU ROSENHJELM |
Du har altsaa moret Dig godt? |
VIBEKE | Om jeg har — glimrende. Alt var saa stort og herskabeligt derude, ligefra de gamle Lindealleer til de stive Tjenere. Det var ligesom det faldt af sig selv, at alting var smukt og rigt — ingenting nusset og smaaligt som her. At være saadant et Sted, det kalder jeg at leve. |
FRU ROSENHJELM |
Der var vel mange Gæster? |
VIBEKE | Ja, det var jo Jagttid. Vi dansede flere Gange, og jeg gjorde saadan Lykke, Mama, trods min bedagede hvide Kjole, der er fikset op tre Gange. |
FRU ROSENHJELM |
Der ser Du — Kjolen gør ikke Udslaget. |
VIBEKE | Jeg gjorde ogsaa Erobringer derude — mindst to. |
FRU ROSENHJELM |
(med Interesse) Saa — hvem var det? |
VIBEKE | Hør, har Du set noget til Tage Høst, mens jeg har været borte? |
FRU ROSENHJELM |
Han var her en Dag, lige da Du var rejst. |
VIBEKE | Siden ikke? |
FRU ROSENHJELM |
Nej. Du ved, at jeg synes ikke om den Tage Høst og holder slet ikke af den fortrolige Tone imellem jer. |
VIBEKE | Han er saa morsom at skændes med. |
FRU ROSENHJELM |
Var han ikke en Søn af min Ungdomsveninde, vilde jeg slet ikke vide af hans Besøg. Der er noget ubehagelig spottende ved ham. |
VIBEKE | Det kan jeg netop lide. Han forstaar at sætte Fingeren paa mine svage Punkter, saa jeg bliver nødt til at se nøjere paa dem og skamme mig over dem. Han er som en Slags Samvittighed for mig, jeg ved ikke selv hvorfor. |
FRU ROSENHJELM |
Naa, men Du talte om flere Erobringer. |
VIBEKE | Trøst Dig, Mama, Du bliver ikke derfor straks af med mig. Den ene var Huslæreren, en forlegen Student — |
FRU ROSENHJELM |
Aa, en Huslærer! Og den anden? |
VIBEKE | Det var Hr. Heide. |
FRU ROSENHJELM |
Den rigtige — rige Heide? |
VIBEKE | Ja, Direktøren! Hvad er han i Grunden Direktør for? |
FRU ROSENHJELM |
Aa, for adskillige Aktieselskaber. løvrigt er han jo saa rig, at han snart faar en anden Titel. Gjorde han virkelig Kur til Dig — For Alvor? |
VIBEKE | For Alvor — naa, han er jo gift. |
FRU ROSENHJELM |
Vist er han ej. |
VIBEKE | Hvad for noget! Er han ikke gift med min Kusine Annina? |
FRU ROSENHJELM |
Han er jo skilt fra hende. |
VIBEKE | De er da endnu ikke rigtig skilte. |
FRU ROSENHJELM |
Nej, kun separerede, men nu er Tiden nok netop forhaanden, at de kan blive lovformelig skilte. |
VIBEKE | Kan Du lide Hr. Heide? |
FRU ROSENHJELM |
Jeg finder, at det er en meget beleven og behagelig Mand og dertil saa overordentlig godgørende. |
VIBEKE | Ja, han er jo yderst forekommende, men er han ikke lidt komisk med sit korrekte Væsen og sine mange Penge; som han altid minder En om. |
FRU ROSENHJELM |
Penge er ikke at foragte, mit Barn! Jeg har lidt saa slemt af Næringssorger mit Liv igennem, at jeg nødig vilde se Dig begynde forfra paa dem. |
VIBEKE | Som om jeg ikke kendte dem! |
FRU ROSENHJELM |
Aa, Du er saa ung, saa gaar alting let, og jeg tager jo Stødet af, hvor jeg kan. Men vor lille Kapital begynder at smælte, og sker der ikke snart noget, saa — |
VIBEKE | Det gjør der vist ikke. |
FRU ROSENHJELM |
Saa maa Du se at blive Lærerinde eller sligt. Det er haardt for en Frøken Rosenhjelm, men hvad skal vi gøre! |
VIBEKE | Lad os ikke snakke om det, Mama — ikke nu! Gud ved hvad Hr. Heide vil tænke, naar han ser sig om i disse tarvelige Stuer. |
FRU ROSENHJELM |
(livlig) Tror Du, han kommer her? |
VIBEKE | Ja, han spurgte, om han maatte tillade sig at hilse paa min Fru Moder. |
FRU ROSENHJELM |
Og hvad svarede Du? |
VIBEKE | At han skulde være min Fru Moder velkommen. |
FRU ROSENHJELM |
Det var meget rigtigt. |
Annina kommer ind fra Entreen. |
1. AKT 2. SCENE |
Fru Rosenhjelm. Vibeke. Annina. |
ANNINA | Goddag, Tante Amalie. |
FRU ROSENHJELM |
(lidt kølig) Ah, Annina, det er længe siden, vi har set Dig her. |
ANNINA | Ja, naar man bor i Helsingør og har sin Dag optagen af Musiktimer, saa ser man jo ikke meget til Slægt og Venner her i Byen. |
VIBEKE | Nej, naturligvis. |
ANNINA | Men det var da fornøjeligt at se Dig, Vibeke. Jeg havde hørt, Du Var paa Landet. |
VIBEKE | Jeg er lige kommen hjem. Og ved Du, hvem jeg traf derude? |
ANNINA | Naa? |
VIBEKE | Din Mand. |
ANNINA | Saa —! |
FRU ROSENHJELM |
Kære Vibeke, Du kan da begribe, det Emne er ikke behageligt for Annina. |
ANNINA | Det gør virkelig ikke noget, jeg kan saa godt tale om Direktør Heide. Man behøver da ikke at være Dødsfjender, fordi man ikke vil være gift sammen. |
FRU ROSENHJELM |
Aa nej. |
VIBEKE | Jeg har aldrig rigtig forstaaet, at Du besluttede Dig til at tage bort fra ham — et saa stort og rigt Liv, som Du førte. |
ANNINA | Det er, som man tager det. Ideelt set var mit Liv just ikke rigt. |
VIBEKE | Men tænk at kunne faa alt, hvad man peger paa, og det kunde Du, ikkesandt? |
ANNINA | Ja, vist saa. Min Mand, syntes, det kastede Glans over ham selv at have en elegant Hustru. Jeg havde alt, hvad Penge kan give og ikke meget andet. |
VIBEKE | Men alligevel, at tage bort fra sit Hjem og sin Mand, blot fordi Du var uenig med ham om nogle Penge, noget, som slet ikke kom Dig ved. |
ANNINA | Det var heller ikke Grunden, det Var blot Anledningen; det er jo som bekendt, en Draabe, som faar Bægeret til at flyde over. Jeg havde længe været grundig ulykkelig; ja, jeg gjorde ogsaa ham ulykkelig, jeg var trættekjær, vanskelig, urimelig. Vi saa altfor forskelligt paa Livet, vi To, til at kunne leve det sammen. Naa, saa var det, at vi en skjøn Dag blev saa uenige, at jeg tog det overtvært og rejste min Vej. |
FRU ROSENHJELM |
Og var det straks med den tanke at blive borte for bestandig? |
ANNINA | Det tror jeg egentlig ikke. Jeg var vred, og saa tanker man jo overhovedet ikke. Men saa gik det op for mig, lidt efter lidt, da jeg kom til Ro, at er der noget, som gør En uelskværdig, saa er det Livet igennem at være hægtet fast til et Menneske, hvis inderste Væsen er En imod. Enten bliver man sløvet eller bitter. |
FRU ROSENHJELM |
Jeg finder, at har man først giftet sig med en Mand, saa maa man tage ham, som han er. |
ANNINA | Du dømmer altid saa kategorisk om de mest sammensatte Forhold, tante Amalie. |
VIBEKE | Er Du da lykkelig nu, Annina? |
ANNINA | Lykkelig! Nej, Du kan tro, det er ikke morsomt Dag ud og Dag ind at spille Skalaer med dumme smaa Skolepiger, men jeg lever i Fred med mig selv, og jeg tror, at jeg nu er et fornuftigere og bedre Menneske, end jeg kunde være bleven det i Samliv med Heide. Og alligevel — ja, til jer kan jeg jo nok sige det — jeg lider ved at være kommen paa Kant med Samfundet, for en fraskilt Kone er nu engang pas Kant med mange gængse Anskuelser. |
FRU ROSENHJELM |
Ja, de Fleste synes jo ikke om det. |
ANNINA | Jeg ved naturligvis, at det er dumt at blive ilde berørt af en kold Hilsen eller et lidt saarende Ord, men jeg er meget pirrelig paa det Punkt. Jeg er af dem, der gaar to skridt tilbage, naar jeg ser, Andre gaar eet. Jeg føler mig tidt saa underlig ene og uforstaaet — naa, men her sidder jeg og snakker om mig selv. Det var ikke Meningen med mit Besøg. |
VIBEKE | Det sætter vi netop Pris paa. |
ANNINA | Det var noget andet, jeg kom for – – men jeg opholder jer maaske? |
FRU ROSENHJELM |
Aldeles ikke. Jeg venter netop Besøg af Fru Kvist og Komtesse Sparre. |
VIBEKE | I hvad Anledning? |
FRU ROSENHJELM |
Det ved jeg ikke. De har begge ladet mig vide, at de vilde komme. |
ANNINA | Naa ja — mit Ærinde skal ikke tage lang Tid op. Jeg vilde kun tale lidt med jer om Madam Sørensen. |
FRU ROSENHJELM |
(misfornøjet) Herregudl Er det nu igen galt fat med hende? |
ANNINA | Ja, hun gaar jo ud og vasker og gør rent, men det forslaar saa lidt, og derfor vil jeg bede Dig, om Du ikke vil tage Dig lidt af dem, Tante Amalie. Hun har, jo dog i sin Tid tjent saa trofast i vor Familie. |
FRU ROSENHJELM |
Men fortjener de ogsaa Hjælp? Tror Du ikke, at det for en hel Del er gaaet dem skævt paa Grund af egen Uduelighed og Letsindighed? |
ANNINA | Maaske, men Du ved, Fattigdom sløver, og den Ulykke, at de mistede de Penge, de havde arvet, dengang ved Falliten, det tog helt Modet fra dem. |
FRU ROSENHJELM |
Ja, det var jo meget beklageligt. |
ANNINA | Jeg føler mig selv lidt ansvarlig for det og hjælper dem saa godt, jeg kan, men jeg har jo ikke saa meget. |
FRU ROSENHJELM |
Jeg ikke heller. |
ANNINA | Nej, det ved jeg, men da Du jo alligevel har gjort det til din Opgave at gøre vel — med Andres Penge, kunde det saa ikke komme Madam Sørensen lidt til Gode? Du virker jo i saa mange velgørende Foreninger — |
FRU ROSENHJELM |
Ja ganske vist, men det er altsammen efter System — i bestemte Rubriker. |
VIBEKE | Ja, saadant noget som Søndagshjem for Soldater og — og Hjem for forvildede Piger. |
FRU ROSENHJELM |
Og Børnehjem for spæde Børn. |
ANNINA | (smiler) I den Følgerække er der unægtelig System. |
FRU ROSENHJELM |
(fornærmet) Jeg beder Dig — |
ANNINA | Men er der nu slet ikke nogen Rubrik for saadan en stakkels nødlidende Familie? |
FRU ROSENHJELM |
For mit Vedkommende ikke, men der er jo andre Foreninger — |
VIBEKE | Mama, vi kan idetmindste give hende Kort til de opbyggelige Foredrag om Lørdagen. |
ANNINA | Ja Tak, men kunde I ikke først skaffe hende lidt gammelt Tøj? |
VIBEKE | Vi har vist ikke i øjeblikket andet end et Par aflagte Balkjoler. |
FRU ROSENHJELM |
Dem har hun næppe Brug for. |
ANNINA | Nej, men vi kan jo spørge hende ad. |
FRU ROSENHJELM |
Hvordan, er hun her? |
ANNINA | Ja, hun sidder i Entreen med to Børn. |
VIBEKE | Har Du fulgtes paa Gaden med hende? |
ANNINA | Ja, hvorfor ikke? |
FRU ROSENHJELM |
Annina, har jo altid holdt af at være original. |
ANNINA | Det er sandelig bedrøveligt, hvis der er noget originalt ved at tage sig lidt af en stakkels fattig Kone. Ja, undskyld, at jeg tog hende med, Tante Amalie; ganske vist har Du stor Interesse for de Fattige, men jeg ved, Du vil helst have dem paa Frastand — i Rubriker. |
FRU ROSENHJELM |
(med Værdighed) Vibeke, lad Madam Sørensen komme ind. |
Vibeke gaar hen i Dørem og kalder paa Madam Sørensen. |
1. AKT 3. SCENE |
Annina. Fru Rosenhjelm. Vibeke. Madam Sørensen (fattigt klædt med to lurvede Børn). |
ANNINA | Kom kun nærmere, Madam Sørensen! |
MADAM SØRENSEN |
(nærmer sig med Børnene) Jeg siger saa mange Tak. |
ANNINA | Nu har jeg talt med min Tante, og hun har lovet at se, om hun kan gøre noget for Dem. |
MADAM SØRENSEN |
Jeg siger saa mange Tak. (Ser paa Vibeke) Nej Jøsses, hvor Frøkenen er bleven stor og pæn. |
VIBEKE | Synes De! |
FRU ROSENHJELM |
Det er jo bedrøveligt, at det er gaaet saadan tilagters for Dem, Madam Sørensen. |
MADAM SØRENSEN |
Aa Gud ja, Oberstinden kan tro, at det er en slem Redelighed der hjemme, siden at jeg ikke kan tage rigtig fat, ved det at det er saa galt med mine Ben efter Barselsengen. De er saa slemme til at hovne op og sætte sig i Knuder, naar jeg staar hele Dagen og vasker, og derfor er jo mestendels alt det, vi havde, det er sat ud, ved det at Sørensen, han kom paa Hospitalet, da han var falden ned ad Trappen i Mørke. |
VIBEKE | Herregud. |
MADAM SØRENSEN |
Ja, og saa fik han jo to Fingre satte af, ved det at der gik Benedder i dem, saa at han ikke mere kan arbejde i Haandteringen, ved det at han var Skræeder. |
VIBEKE | Det var da slemt, at han skulde komme saadan til Skade. |
MADAM SØRENSEN |
Aa Gud, jøsses ja, Frøken, det var heller aldrig gaaen saa uheldigt, hvis at ikke just han havde været svirendes. |
FRU ROSENHJELM |
Fy, drikker Deres Mand? |
MADAM SØRENSEN |
Drikker — naa det er nu saa meget sagt, men det er jo ikke saadan for den fattige Mand at holde sig nøgtern, ved det at Snapsen, den strammer jo op, saa længe det varer. |
FRU ROSENHJELM |
Det kan sandelig ikke hjælpe at give de ydre Forhold Skylden, gode Madam Sørensen. |
MADAM SØRENSEN |
Nej naturligvis, det forstaar sig; hvad Drik anbelanger, saa er det ikke saadan med eet Ord at sige, hvor som at Skylden ligger. |
VIBEKE | Men Deres Mand er da ikke slem ved Dem? |
MADAM SØRENSEN |
Nej Jøsses nej, han lægger aldrig i Verden Haanden paa os, naar ikke det engang imellem er, at han har fanet lidt for meget, og saa ved han jo knapt selv af det at sige. |
FRU ROSENHJELM |
Den Undskyldning kender vi. |
MADAM SØRENSEN |
Det er saamænd ingen Undskyldning, saadan er Sørensen. Før jeg kom i Barselseng, var han saa magesløs pæn imod mig, mens at jeg var saa daarlig ved Kræfter, ved det at det ikke er saadan at stag i Vaskerballien, mens man gaar for faldendes Fode. |
FRU ROSENHJELM |
Hvor mange Børn har De, Madam Sørensen? |
MADAM SØRENSEN |
Vi har kuns otte levendes, og een er jo pukkelrygget, det lille Skind. Jeg har haft to Gange Tvillinger, ja, jeg har saamænd saa. |
FRU ROSENHJELM |
Otte Børn, det er dog for galt. |
MADAM SØRENSEN |
Hvad skal man sige, man maa jo tage det, Vorherre sender En. |
FRU ROSENHJELM |
(strengt) Nej hør, min gode Kone — |
MADAM SØRENSEN |
Oberstinden kan tro, at ikke en eneste af de smaa liv vilde jeg have undvaaren, og hvem ved, om ikke det er Vorherres Mening, at de skal være En til Trøst og Hjælp paa de gamle Dage. Amanda, snyd Næsen i dit Forklæde og staa ikke der og snøft i den fine Stue, hører Du! |
VIBEKE | Er det Deres ældste? |
MADAM SØRENSEN |
Ja, hende der, det er den ældste, hun er lidt tunghørig af sig og daarlig i Ørnene. Hun hedder Sigvaldine, for jeg er nu af dem, der siger, at et pænt Navn, det kan man da immer give sine Børn; det er jo lige dyrt. Men Amanda der, det er ikke vores egen, det er blot en, vi har taget til os i Sommers. |
FRU ROSENHJELM |
Taget til Dem — De, i Deres Kaar? |
MADAM SØRENSEN |
Herregud, Frue, det kan jo ikke gøre synderlig Forskel, om man er En mere eller mindre, naar man dog ingenting har. |
FRU ROSENHJELM |
Men — |
MADAM SØRENSEN |
(Klapper Barnet paa Hovedet) Det kom sig al, at Moderen, hun boede inde i Kammeret ved Siden af og raabte med Fisk paa Gaden, og saa en Morgen tidlig kommer Amanda skrigendes ud paa Gangen, fordi hun havde hængt sig om Natten, jeg mener Moderen, og saa kom hun ind til os med det samme, jeg mener Amanda. Og der var Sørensen rigtignok magesløs honnet, for saadan er han, naar det kommer an paa noget. Han sagde ikke andet, end: Ja ja, Mutter, naar Tøsen Ingen har at gaa til, saa faar vi jo beholde hende. Og det har jeg saamæend heller aldrig fortrudt paa, for hun er jo saa sjælden udspekuleret, det Barn, men man siger jo ogsaa, at Faderen, han var Krigsassessor. |
FRU ROSENHJELM |
Det er alligevel en utilgivelig Letsindighed. |
MADAM SØRENSEN |
Ja kanske, men jeg ved med mig selv, at hun skulde have faaet en pæn Opdragelse sammen med de andre, naar at ikke det havde vieret, at det var gaaen saa sørgeligt med Arven, vi fik, de fire tusinde Kroner. |
FRU ROSENHJELM |
Dem kunde De -maaske have passet bedre paa, Madam Sørensen, men saadan gaar det, naar man lader Begærlighed og Letsindighed raade. |
MADAM SØRENSEN |
Men det kunde vi da ikke gøre for, at det Dampskibsstads, det spillede Fallit. (Peger paa Annina) Det ved da Fruen der selv — |
ANNINA | (afværgende) Ja vist, Madam Sørensen. |
MADAM SØRENSEN |
Men ved det, at det er ganen saadan tilbages for os, og vores Tøj, mestendels det meste af det, er sat ud, saa vilde jeg gærne spørge, om at ikke Oberstinden kunde skaffe os lidt Hjælp i en Forening til en Lirekasse til Sørensen. |
FRU ROSENHJELM |
Vi faar at se. |
Fru Kvist og Fanny komme ind fra Entreen og se lidt forbavsede paa Madam Sørensen. | |
FRU KVIST | (hilser) Goddag! |
FRU ROSENHJELM |
Velkommen, Fru Kvist! Ja, Madam Sørensen, De ser, jeg har faaet Gæster. — De maa vente eller komme igen. |
ANNINA | Gaa heller, Madam Sørensen. |
MADAM SØRENSEN |
Jeg vilde blot sige, at ved det at Sørensen er bleven af med sine Fingre — |
FRU ROSENHJELM |
Ja — ja — |
MADAM SØRENSEN |
Og ved det at han ikke mere kan sy saa meget som et Knaphul — |
FRU ROSENHJELM |
Det maa vi tale om senere. |
MADAM SØRENSEN |
Jeg siger saa mange Tak, saa kommer jeg igen en anden Gang. Sigvaldine og Amanda, sig saa pænt Adjøs og kom. |
Hun gaar ud i Entreen med Børnene. |