I veldædigt Øjemed 1891

*

Godgjørenhedsarbejde, der ret beset kun er en fornøjelig Underholdning for dem selv. Her er en ypperlig Lejlighed for en Mængde Mennesker til paa en billig Maade at tilfredsstille deres Forfængelighed og Lyst til at glimre eller more sig, og der fremføres da ogsaa en Række fortræffelige Typer paa saadanne Mennesker.

I VELDÆDIGT ØJEMED

LYSTSPIL I 4 AKTER AF EMMA GAD.
PREMIERE PAA FOLKETEATRET DEN 26. DECEMBER 1891.

FORLAGET AF I.H. SCHUBOTHES BOGHANDEL. GRÆBES BOGTRYKKERI 1891.

Find bøger her

Annonce fra Adresseavisen 15. januar 1892

Notits fra Thisted Amts Tidende 28. december 1891

Det er Forarbejderne til en Bazar til Fordel for en Anstalt for “Drenge i Overgangsalderen paa Nørrebro”, som Fru Gad frenstiller i dette Stykke. Man gjør Bekjentskab med en Del fine Folk, som er stærkt optagen af dette Godgjørenhedsarbejde, der ret beset kun er en fornøjelig Underholdning for dem selv. Her er en ypperlig Lejlighed for en Mængde Mennesker til paa en billig Maade at tilfredsstille deres Forfængelighed og Lyst til at glimre eller more sig, og der fremføres da ogsaa en Række fortræffelige Typer paa saadanne Mennesker. Forfatterinden viser atter her sit Talent til at vise en Del af Hovedstadens Bourgeoist frem i den rette Belysning; man mærker, at hun kjender det paa en Prik og har Ævne til at tegne dem af, som de gaar og staar. Maaske er her hist og her lidt Overdrivelse, ikke just i Karaktertegningen, men i de Talemaader, der lægges de optrædende Personer i Munden; men en Lystspilforfatter er utvivlsomt fuldt berettiget til ikke blot at lade sine Personer tale, som deres Forbilleder taler, men ogsaa at lade dem tale, som deres Forbilleder Tænker.

***
Læs anmeldelser/omtaler efter skuespillet:
NATIONALTIDENDE – 27. december 1891
NESTVED TIDENDE – 29. december 1891
JYLLANDS POSTEN – 29. december 1891
THISTED AMTS TIDENDE – 30. december 1891
ILLUSTRERET TIDENDE – 3. januar 1892

PERSONERNE:

OBERSTINDE ROSENHJELM	VIBEKE ROSENHJELM, hendes Datter
DIREKTØR HEIDE	ANNINA (HEIDE), hans fraseparerede Hustru
FABRIKANT KVIST	FRU KVIST
FANNY KVIST, deres Datter	FULDMÆGTIG LØWENER
KANDIDAT TAGE HØST	KOMTESSE SPARRE
FESTDEKORATØR WULFF	MADAM SØRENSEN
JUSTITSRAAD ENGBØLLE	LØJTNANT FRIIS
DAMER & HERRER	EN PIGE – EN OPVARTER

Akt-Scene: [1.1] [1.4] [1.6] [2.1] [2.2] [2.4] [3.1] [3.5] [3.8] [4.1] [4.2] [4.6] [Anmeldelse]

	Handlingen foregaar i Kjøbenhavn. Første og anden Akt hos Oberstinde Rosenhjelm, tredje Akt hos Direktør Heide, fjerde Akt i en offentlig Festsal.
1. AKT	En temmelig tarvelig, men net Dagligstue hos Oberstinde Rosenhjelm. I Baggrunden Dør ud til Entreen, paa Siderne Døre ud til den øvrige Lejlighed.
1. SCENE	Fru Rosenhjelm. En Pige. Senere Vibeke.
FRU ROSENHJELM	(ser paa et Regnskab) Kaffe 86 Øre — men det er jo ikke mere end et Par Dage siden, der var Kaffe paa Regnskabet.
PIGEN	Oberstinden har jo selv Nøglen til Bønnerne.
FRU ROSENHJELM	(ser videre) Gryn, Brød — og nu igen Brænde! Det er dog for galt, hvor De ødsler med alting. Jeg maa have et Øje paa hver Finger med Dem.
PIGEN	(fornærmet) Da synes jeg dog, at de to Øjne, Oberstinden har i Forvejen, de forslaar ganske godt.
FRU ROSENHJELM	Vil De behage at holde Deres Bemærkninger for Dem selv. Altsaa, De beregner ogsaa Middagsmad til min Datter; jeg venter hende hjem i Dag.
PIGEN	Der er vist Frøkenen — jeg kender hendes Ringen.
	Hun gaar ud i Entreen og kommer straks efter tilbage med Vibeke, der har noget Rejsetøj i Haanden.
VIBEKE	Goddag, Mama, se her har Du mig.
FRU ROSENHJELM	Jeg ventede Dig føst senere.
VIBEKE	Er Du maaske ikke glad for at se mig?
FRU ROSENHJELM	Jo, naturligvis, kæreste Vibeke. Hansine, tag Frøkenens Rejsetøj.
VIBEKE	Hansine maa gaa ned og betale Drosehekusken. Jeg har kun 35 øre.
FRU ROSENHJELM	Hvad For noget — er dine Penge slupne op?
VIBEKE	Du ved, at mine Penge har den slemme Vane.
FRU ROSENHJELM	Du kunde ogsaa godt have spaseret hjem ad Smaagaderne.
VIBEKE	Ja, med Rejsetøjet paa Nakken!
FRU ROSENHJELM	(tager sin Pung frem) Naa ja, Hansine, der er en Krone, gaa saa ned og betal Kusken, men pas paa, han ikke forlanger for meget.
	Pigen gaar ud i Entreen.
VIBEKE	Naa, Mama, hvordan har Du levet saa længe?
FRU ROSENHJELM	Som jeg plejer.
VIBEKE	Lidt smalt altsaa! Ak ja, her ser noget afdanket ud, naar man kommer fra en stor, flot Herregaard.
FRU ROSENHJELM	Jeg haaber ikke, Du har faaet Nykker der ude.
VIBEKE	Jo, mæn har jeg saa! Men hvad kan det hjælpe.
FRU ROSENHJELM	Du har altsaa moret Dig godt?
VIBEKE	Om jeg har — glimrende. Alt var saa stort og herskabeligt derude, ligefra de gamle Lindealleer til de stive Tjenere. Det var ligesom det faldt af sig selv, at alting var smukt og rigt — ingenting nusset og smaaligt som her. At være saadant et Sted, det kalder jeg at leve.
FRU ROSENHJELM	Der var vel mange Gæster?
VIBEKE	Ja, det var jo Jagttid. Vi dansede flere Gange, og jeg gjorde saadan Lykke, Mama, trods min bedagede hvide Kjole, der er fikset op tre Gange.
FRU ROSENHJELM	Der ser Du — Kjolen gør ikke Udslaget.
VIBEKE	Jeg gjorde ogsaa Erobringer derude — mindst to.
FRU ROSENHJELM	(med Interesse) Saa — hvem var det?
VIBEKE	Hør, har Du set noget til Tage Høst, mens jeg har været borte?
FRU ROSENHJELM	Han var her en Dag, lige da Du var rejst.
VIBEKE	Siden ikke?
FRU ROSENHJELM	Nej. Du ved, at jeg synes ikke om den Tage Høst og holder slet ikke af den fortrolige Tone imellem jer.
VIBEKE	Han er saa morsom at skændes med.
FRU ROSENHJELM	Var han ikke en Søn af min Ungdomsveninde, vilde jeg slet ikke vide af hans Besøg. Der er noget ubehagelig spottende ved ham.
VIBEKE	Det kan jeg netop lide. Han forstaar at sætte Fingeren paa mine svage Punkter, saa jeg bliver nødt til at se nøjere paa dem og skamme mig over dem. Han er som en Slags Samvittighed for mig, jeg ved ikke selv hvorfor.
FRU ROSENHJELM	Naa, men Du talte om flere Erobringer.
VIBEKE	Trøst Dig, Mama, Du bliver ikke derfor straks af med mig. Den ene var Huslæreren, en forlegen Student —
FRU ROSENHJELM	Aa, en Huslærer! Og den anden?
VIBEKE	Det var Hr. Heide.
FRU ROSENHJELM	Den rigtige — rige Heide?
VIBEKE	Ja, Direktøren! Hvad er han i Grunden Direktør for?
FRU ROSENHJELM	Aa, for adskillige Aktieselskaber. løvrigt er han jo saa rig, at han snart faar en anden Titel. Gjorde han virkelig Kur til Dig — For Alvor?
VIBEKE	For Alvor — naa, han er jo gift.
FRU ROSENHJELM	Vist er han ej.
VIBEKE	Hvad for noget! Er han ikke gift med min Kusine Annina?
FRU ROSENHJELM	Han er jo skilt fra hende.
VIBEKE	De er da endnu ikke rigtig skilte.
FRU ROSENHJELM	Nej, kun separerede, men nu er Tiden nok netop forhaanden, at de kan blive lovformelig skilte.
VIBEKE	Kan Du lide Hr. Heide?
FRU ROSENHJELM	Jeg finder, at det er en meget beleven og behagelig Mand og dertil saa overordentlig godgørende.
VIBEKE	Ja, han er jo yderst forekommende, men er han ikke lidt komisk med sit korrekte Væsen og sine mange Penge; som han altid minder En om.
FRU ROSENHJELM	Penge er ikke at foragte, mit Barn! Jeg har lidt saa slemt af Næringssorger mit Liv igennem, at jeg nødig vilde se Dig begynde forfra paa dem.
VIBEKE	Som om jeg ikke kendte dem!
FRU ROSENHJELM	Aa, Du er saa ung, saa gaar alting let, og jeg tager jo Stødet af, hvor jeg kan. Men vor lille Kapital begynder at smælte, og sker der ikke snart noget, saa —
VIBEKE	Det gjør der vist ikke.
FRU ROSENHJELM	Saa maa Du se at blive Lærerinde eller sligt. Det er haardt for en Frøken Rosenhjelm, men hvad skal vi gøre!
VIBEKE	Lad os ikke snakke om det, Mama — ikke nu! Gud ved hvad Hr. Heide vil tænke, naar han ser sig om i disse tarvelige Stuer.
FRU ROSENHJELM	(livlig) Tror Du, han kommer her?
VIBEKE	Ja, han spurgte, om han maatte tillade sig at hilse paa min Fru Moder.
FRU ROSENHJELM	Og hvad svarede Du?
VIBEKE	At han skulde være min Fru Moder velkommen.
FRU ROSENHJELM	Det var meget rigtigt.
	Annina kommer ind fra Entreen.

1. AKT 2. SCENE	Fru Rosenhjelm. Vibeke. Annina.
ANNINA	Goddag, Tante Amalie.
FRU ROSENHJELM	(lidt kølig) Ah, Annina, det er længe siden, vi har set Dig her.
ANNINA	Ja, naar man bor i Helsingør og har sin Dag optagen af Musiktimer, saa ser man jo ikke meget til Slægt og Venner her i Byen.
VIBEKE	Nej, naturligvis.
ANNINA	Men det var da fornøjeligt at se Dig, Vibeke. Jeg havde hørt, Du Var paa Landet.
VIBEKE	Jeg er lige kommen hjem. Og ved Du, hvem jeg traf derude?
ANNINA	Naa?
VIBEKE	Din Mand.
ANNINA	Saa —!
FRU ROSENHJELM	Kære Vibeke, Du kan da begribe, det Emne er ikke behageligt for Annina.
ANNINA	Det gør virkelig ikke noget, jeg kan saa godt tale om Direktør Heide. Man behøver da ikke at være Dødsfjender, fordi man ikke vil være gift sammen.
FRU ROSENHJELM	Aa nej.
VIBEKE	Jeg har aldrig rigtig forstaaet, at Du besluttede Dig til at tage bort fra ham — et saa stort og rigt Liv, som Du førte.
ANNINA	Det er, som man tager det. Ideelt set var mit Liv just ikke rigt.
VIBEKE	Men tænk at kunne faa alt, hvad man peger paa, og det kunde Du, ikkesandt?
ANNINA	Ja, vist saa. Min Mand, syntes, det kastede Glans over ham selv at have en elegant Hustru. Jeg havde alt, hvad Penge kan give og ikke meget andet.
VIBEKE	Men alligevel, at tage bort fra sit Hjem og sin Mand, blot fordi Du var uenig med ham om nogle Penge, noget, som slet ikke kom Dig ved.
ANNINA	Det var heller ikke Grunden, det Var blot Anledningen; det er jo som bekendt, en Draabe, som faar Bægeret til at flyde over. Jeg havde længe været grundig ulykkelig; ja, jeg gjorde ogsaa ham ulykkelig, jeg var trættekjær, vanskelig, urimelig. Vi saa altfor forskelligt paa Livet, vi To, til at kunne leve det sammen. Naa, saa var det, at vi en skjøn Dag blev saa uenige, at jeg tog det overtvært og rejste min Vej.
FRU ROSENHJELM	Og var det straks med den tanke at blive borte for bestandig?
ANNINA	Det tror jeg egentlig ikke. Jeg var vred, og saa tanker man jo overhovedet ikke. Men saa gik det op for mig, lidt efter lidt, da jeg kom til Ro, at er der noget, som gør En uelskværdig, saa er det Livet igennem at være hægtet fast til et Menneske, hvis inderste Væsen er En imod. Enten bliver man sløvet eller bitter.
FRU ROSENHJELM	Jeg finder, at har man først giftet sig med en Mand, saa maa man tage ham, som han er.
ANNINA	Du dømmer altid saa kategorisk om de mest sammensatte Forhold, tante Amalie.
VIBEKE	Er Du da lykkelig nu, Annina?
ANNINA	Lykkelig! Nej, Du kan tro, det er ikke morsomt Dag ud og Dag ind at spille Skalaer med dumme smaa Skolepiger, men jeg lever i Fred med mig selv, og jeg tror, at jeg nu er et fornuftigere og bedre Menneske, end jeg kunde være bleven det i Samliv med Heide. Og alligevel — ja, til jer kan jeg jo nok sige det — jeg lider ved at være kommen paa Kant med Samfundet, for en fraskilt Kone er nu engang pas Kant med mange gængse Anskuelser.
FRU ROSENHJELM	Ja, de Fleste synes jo ikke om det.
ANNINA	Jeg ved naturligvis, at det er dumt at blive ilde berørt af en kold Hilsen eller et lidt saarende Ord, men jeg er meget pirrelig paa det Punkt. Jeg er af dem, der gaar to skridt tilbage, naar jeg ser, Andre gaar eet. Jeg føler mig tidt saa underlig ene og uforstaaet — naa, men her sidder jeg og snakker om mig selv. Det var ikke Meningen med mit Besøg.
VIBEKE	Det sætter vi netop Pris paa.
ANNINA	Det var noget andet, jeg kom for – – men jeg opholder jer maaske?
FRU ROSENHJELM	Aldeles ikke. Jeg venter netop Besøg af Fru Kvist og Komtesse Sparre.
VIBEKE	I hvad Anledning?
FRU ROSENHJELM	Det ved jeg ikke. De har begge ladet mig vide, at de vilde komme.
ANNINA	Naa ja — mit Ærinde skal ikke tage lang Tid op. Jeg vilde kun tale lidt med jer om Madam Sørensen.
FRU ROSENHJELM	(misfornøjet) Herregudl Er det nu igen galt fat med hende?
ANNINA	Ja, hun gaar jo ud og vasker og gør rent, men det forslaar saa lidt, og derfor vil jeg bede Dig, om Du ikke vil tage Dig lidt af dem, Tante Amalie. Hun har, jo dog i sin Tid tjent saa trofast i vor Familie.
FRU ROSENHJELM	Men fortjener de ogsaa Hjælp? Tror Du ikke, at det for en hel Del er gaaet dem skævt paa Grund af egen Uduelighed og Letsindighed?
ANNINA	Maaske, men Du ved, Fattigdom sløver, og den Ulykke, at de mistede de Penge, de havde arvet, dengang ved Falliten, det tog helt Modet fra dem.
FRU ROSENHJELM	Ja, det var jo meget beklageligt.
ANNINA	Jeg føler mig selv lidt ansvarlig for det og hjælper dem saa godt, jeg kan, men jeg har jo ikke saa meget.
FRU ROSENHJELM	Jeg ikke heller.
ANNINA	Nej, det ved jeg, men da Du jo alligevel har gjort det til din Opgave at gøre vel — med Andres Penge, kunde det saa ikke komme Madam Sørensen lidt til Gode? Du virker jo i saa mange velgørende Foreninger —
FRU ROSENHJELM	Ja ganske vist, men det er altsammen efter System — i bestemte Rubriker.
VIBEKE	Ja, saadant noget som Søndagshjem for Soldater og — og Hjem for forvildede Piger.
FRU ROSENHJELM	Og Børnehjem for spæde Børn.
ANNINA	(smiler) I den Følgerække er der unægtelig System.
FRU ROSENHJELM	(fornærmet) Jeg beder Dig —
ANNINA	Men er der nu slet ikke nogen Rubrik for saadan en stakkels nødlidende Familie?
FRU ROSENHJELM	For mit Vedkommende ikke, men der er jo andre Foreninger —
VIBEKE	Mama, vi kan idetmindste give hende Kort til de opbyggelige Foredrag om Lørdagen.
ANNINA	Ja Tak, men kunde I ikke først skaffe hende lidt gammelt Tøj?
VIBEKE	Vi har vist ikke i øjeblikket andet end et Par aflagte Balkjoler.
FRU ROSENHJELM	Dem har hun næppe Brug for.
ANNINA	Nej, men vi kan jo spørge hende ad.
FRU ROSENHJELM	Hvordan, er hun her?
ANNINA	Ja, hun sidder i Entreen med to Børn.
VIBEKE	Har Du fulgtes paa Gaden med hende?
ANNINA	Ja, hvorfor ikke?
FRU ROSENHJELM	Annina, har jo altid holdt af at være original.
ANNINA	Det er sandelig bedrøveligt, hvis der er noget originalt ved at tage sig lidt af en stakkels fattig Kone. Ja, undskyld, at jeg tog hende med, Tante Amalie; ganske vist har Du stor Interesse for de Fattige, men jeg ved, Du vil helst have dem paa Frastand — i Rubriker.
FRU ROSENHJELM	(med Værdighed) Vibeke, lad Madam Sørensen komme ind.
	Vibeke gaar hen i Dørem og kalder paa Madam Sørensen.

1. AKT 3. SCENE	Annina. Fru Rosenhjelm. Vibeke. Madam Sørensen (fattigt klædt med to lurvede Børn).
ANNINA	Kom kun nærmere, Madam Sørensen!
MADAM SØRENSEN	(nærmer sig med Børnene) Jeg siger saa mange Tak.
ANNINA	Nu har jeg talt med min Tante, og hun har lovet at se, om hun kan gøre noget for Dem.
MADAM SØRENSEN	Jeg siger saa mange Tak. (Ser paa Vibeke) Nej Jøsses, hvor Frøkenen er bleven stor og pæn.
VIBEKE	Synes De!
FRU ROSENHJELM	Det er jo bedrøveligt, at det er gaaet saadan tilagters for Dem, Madam Sørensen.
MADAM SØRENSEN	Aa Gud ja, Oberstinden kan tro, at det er en slem Redelighed der hjemme, siden at jeg ikke kan tage rigtig fat, ved det at det er saa galt med mine Ben efter Barselsengen. De er saa slemme til at hovne op og sætte sig i Knuder, naar jeg staar hele Dagen og vasker, og derfor er jo mestendels alt det, vi havde, det er sat ud, ved det at Sørensen, han kom paa Hospitalet, da han var falden ned ad Trappen i Mørke.
VIBEKE	Herregud.
MADAM SØRENSEN	Ja, og saa fik han jo to Fingre satte af, ved det at der gik Benedder i dem, saa at han ikke mere kan arbejde i Haandteringen, ved det at han var Skræeder.
VIBEKE	Det var da slemt, at han skulde komme saadan til Skade.
MADAM SØRENSEN	Aa Gud, jøsses ja, Frøken, det var heller aldrig gaaen saa uheldigt, hvis at ikke just han havde været svirendes.
FRU ROSENHJELM	Fy, drikker Deres Mand?
MADAM SØRENSEN	Drikker — naa det er nu saa meget sagt, men det er jo ikke saadan for den fattige Mand at holde sig nøgtern, ved det at Snapsen, den strammer jo op, saa længe det varer.
FRU ROSENHJELM	Det kan sandelig ikke hjælpe at give de ydre Forhold Skylden, gode Madam Sørensen.
MADAM SØRENSEN	Nej naturligvis, det forstaar sig; hvad Drik anbelanger, saa er det ikke saadan med eet Ord at sige, hvor som at Skylden ligger.
VIBEKE	Men Deres Mand er da ikke slem ved Dem?
MADAM SØRENSEN	Nej Jøsses nej, han lægger aldrig i Verden Haanden paa os, naar ikke det engang imellem er, at han har fanet lidt for meget, og saa ved han jo knapt selv af det at sige.
FRU ROSENHJELM	Den Undskyldning kender vi.
MADAM SØRENSEN	Det er saamænd ingen Undskyldning, saadan er Sørensen. Før jeg kom i Barselseng, var han saa magesløs pæn imod mig, mens at jeg var saa daarlig ved Kræfter, ved det at det ikke er saadan at stag i Vaskerballien, mens man gaar for faldendes Fode.
FRU ROSENHJELM	Hvor mange Børn har De, Madam Sørensen?
MADAM SØRENSEN	Vi har kuns otte levendes, og een er jo pukkelrygget, det lille Skind. Jeg har haft to Gange Tvillinger, ja, jeg har saamænd saa.
FRU ROSENHJELM	Otte Børn, det er dog for galt.
MADAM SØRENSEN	Hvad skal man sige, man maa jo tage det, Vorherre sender En.
FRU ROSENHJELM	(strengt) Nej hør, min gode Kone —
MADAM SØRENSEN	Oberstinden kan tro, at ikke en eneste af de smaa liv vilde jeg have undvaaren, og hvem ved, om ikke det er Vorherres Mening, at de skal være En til Trøst og Hjælp paa de gamle Dage. Amanda, snyd Næsen i dit Forklæde og staa ikke der og snøft i den fine Stue, hører Du!
VIBEKE	Er det Deres ældste?
MADAM SØRENSEN	Ja, hende der, det er den ældste, hun er lidt tunghørig af sig og daarlig i Ørnene. Hun hedder Sigvaldine, for jeg er nu af dem, der siger, at et pænt Navn, det kan man da immer give sine Børn; det er jo lige dyrt. Men Amanda der, det er ikke vores egen, det er blot en, vi har taget til os i Sommers.
FRU ROSENHJELM	Taget til Dem — De, i Deres Kaar?
MADAM SØRENSEN	Herregud, Frue, det kan jo ikke gøre synderlig Forskel, om man er En mere eller mindre, naar man dog ingenting har.
FRU ROSENHJELM	Men —
MADAM SØRENSEN	(Klapper Barnet paa Hovedet) Det kom sig al, at Moderen, hun boede inde i Kammeret ved Siden af og raabte med Fisk paa Gaden, og saa en Morgen tidlig kommer Amanda skrigendes ud paa Gangen, fordi hun havde hængt sig om Natten, jeg mener Moderen, og saa kom hun ind til os med det samme, jeg mener Amanda. Og der var Sørensen rigtignok magesløs honnet, for saadan er han, naar det kommer an paa noget. Han sagde ikke andet, end: Ja ja, Mutter, naar Tøsen Ingen har at gaa til, saa faar vi jo beholde hende. Og det har jeg saamæend heller aldrig fortrudt paa, for hun er jo saa sjælden udspekuleret, det Barn, men man siger jo ogsaa, at Faderen, han var Krigsassessor.
FRU ROSENHJELM	Det er alligevel en utilgivelig Letsindighed.
MADAM SØRENSEN	Ja kanske, men jeg ved med mig selv, at hun skulde have faaet en pæn Opdragelse sammen med de andre, naar at ikke det havde vieret, at det var gaaen saa sørgeligt med Arven, vi fik, de fire tusinde Kroner.
FRU ROSENHJELM	Dem kunde De -maaske have passet bedre paa, Madam Sørensen, men saadan gaar det, naar man lader Begærlighed og Letsindighed raade.
MADAM SØRENSEN	Men det kunde vi da ikke gøre for, at det Dampskibsstads, det spillede Fallit. (Peger paa Annina) Det ved da Fruen der selv —
ANNINA	(afværgende) Ja vist, Madam Sørensen.
MADAM SØRENSEN	Men ved det, at det er ganen saadan tilbages for os, og vores Tøj, mestendels det meste af det, er sat ud, saa vilde jeg gærne spørge, om at ikke Oberstinden kunde skaffe os lidt Hjælp i en Forening til en Lirekasse til Sørensen.
FRU ROSENHJELM	Vi faar at se.
	Fru Kvist og Fanny komme ind fra Entreen og se lidt forbavsede paa Madam Sørensen.
FRU KVIST	(hilser) Goddag!
FRU ROSENHJELM	Velkommen, Fru Kvist! Ja, Madam Sørensen, De ser, jeg har faaet Gæster. — De maa vente eller komme igen.
ANNINA	Gaa heller, Madam Sørensen.
MADAM SØRENSEN	Jeg vilde blot sige, at ved det at Sørensen er bleven af med sine Fingre —
FRU ROSENHJELM	Ja — ja —
MADAM SØRENSEN	Og ved det at han ikke mere kan sy saa meget som et Knaphul —
FRU ROSENHJELM	Det maa vi tale om senere.
MADAM SØRENSEN	Jeg siger saa mange Tak, saa kommer jeg igen en anden Gang. Sigvaldine og Amanda, sig saa pænt Adjøs og kom.
	Hun gaar ud i Entreen med Børnene.