I veldædigt Øjemed 1891



Folketeatret Illustreret Tidende 1882
Folketeatret 1882

ANMELDELSE

EMMA GAD: I VÆLDÆDIGT ØJEMED.

Premiere paa Folketeatret, 26. december 1891.

*
NATIONALTIDENDE – 27. december 1891
NESTVED TIDENDE – 29. december 1891
JYLLANDS POSTEN – 29. december 1891
THISTED AMTS TIDENDE – 30. december 1891
ILLUSTRERET TIDENDE – 3. januar 1892

PERSONERNE:

OBERSTINDE ROSENHJELM VIBEKE ROSENHJELM, hendes Datter
DIREKTØR HEIDE ANNINA (HEIDE), hans fraseparerede Hustru
FABRIKANT KVIST FRU KVIST
FANNY KVIST, deres Datter FULDMÆGTIG LØWENER
KANDIDAT TAGE HØST KOMTESSE SPARRE
FESTDEKORATØR WULFF MADAM SØRENSEN
JUSTITSRAAD ENGBØLLE LØJTNANT FRIIS
DAMER & HERRER EN PIGE – EN OPVARTER


Anmeldelse: Nationaltidende, 27. december 1891

“I veldædigt Øiemed”, Lystspil i fire Akter af Fru Emma Gad.
Ikke uden Grund har Forfatterinden denne Gang flyttet fra Jernbanegade til Nørregade, hvor hendes nye Lystspil – paa hvilken hun for Resten har arbeidet paa i flere Aar – i visse Henseender slutter sig saa nær til “Sportsmænd” som en Søster til sin Broder. Hr. O. Bentzon vilde tage Sigte paa falsk eller tom Tale om Fædrelandskjærlighed, men angreb ved sit Skuespils Anlæg og Tone meget Mere. Fru Gad gjør Løier med den officielle Veldædighed, som særligt er knyttet til Festiviteter og saa vidt omkring retter hun sine satiriske Pile, at der næppe bliver Rum tilbage for andet end Hulhed og Snobberi i hele den Kreds der samles om Basar eller Marked for at oprette “et Hjem for Drenge i Overgangsalderen paa Nørrebro”, hvor det formenes at den opvoksende Ungdom, ogsaa kaldet Gadedrenge, skal have en dybfølt Trang til Hjem og Tilflugtssteder i Stedet for at løbe om paa Gaden og spille Top eller Klint.

Herom dreier altsaa Stykkets Handling sig for en væsentlig Part, og her finder man det egentlige Lystspil, der imidlertid nærmer sig stærkt til Farce ved sine groteske, ofte morsomme Overdrivelser. Fru Gad er ikke bange for at smøre tykt paa og viger ikke for Sandsynligheden, naar hun kan opnaae Virkning. Men Virkning gjør hun, og det er i sig selv ikke som Anke, at den grelle Tegning, de saftige Farver her fremhæves. Med komisk Kraft fremstilles det ganske Selskab, der mødes hos Oberstinde Rosenhjelm (Fru Theodora Petersen), deriblandt den rige Fabriksdirektør Heide ( Hr. Orlamundt), det ligeledes velhavende, men mindre fine Ægtepar, Fabrikant Kvist og Frue (H. Hellemann og Fru Wilhelmi), den fromme Komtesse Sparre (Fru Wandahl), den fløjtespillende Justitsraad Engbølle (Hr. Zinck) og den barytonsyngende Fuldmægtig Løvener (Hr. Dorph-Petersen) samt den altid travle Festdekoratør Wulff (Hr. Kolling). Disse Figurer ere alle til stede med Liv og Lyst i Spot over den selskabelige Verdens Daarlighed og er denne end sat paa Spidsen, er det dog gjort med ikke mindre muntert Lune end bidst Vittighed. Allerede i saa Henseende skiller “I vældædigt Øiemed” sig da fordelagtigt fra “Sportsmænd”, ligesom Basar-Sporten overhovedet egner sig bedre til [Raikkeri?], end hvad Hr. Bentzon spyede sin Gift og Galde over. De burleske Optrin, under hvilke Veldædigheds-Forehavendets Arrangement afmales saavelsom Begyndelsen af den store Fest, der slutter med Stormløb hen mod de forventede høie Herskaber, ere dog ikke blot rige paa lattervækkende Løier, men omfattende tillige træffende Træk, afleverede i vel tilspidsede Repliker, hvorved der ubestridelig rammes godt, uden at Ironi og Satire alligevel gjør sig altfor ætsende, ondskabsfuldt gjældende.

Fru Gad lader sig imidlertid ikke nøje med denne, i sin Grund gamle vist ret billige kjøbe-Salen Radikalisme. Allerede i de Ovennævntes Række har man i Fuldmægtig Løvener en Personlighed, der rigtignok med sin altid tjenesteivrige Baryton synger og spiller sig saaledes gjennem Livet og dets Selskaber, at han er paa Veie til at blive aandelig og moralsk ødelagt derved, men som tillige har Følelse heraf eller faaer følelsen levendegjort, da han nu paany møder den Kvinde, han altid har havt mest kjær, uden han dog i rette Tid forstod at gribe hende. Saa blev han skræmmet ved Løveners Holdning, uagtet hun ligeledes holdt af ham og af Trods gav hun sit Ja til en Anden. Denne er da Direktør Heide, og Annina, som hun hedder, optræder altsaa i Stykket som hans Hustru, nu separeret fra ham (Fru M. Møller). Hun repræsenterer nemlig en mere ideal Kvinde-Type. For hende er Velgjørehed ligesom Livet overhovedet en personlig Sag, ikke blot Skinvæsen eller Middel til indre Maals Opnaaelse. Og hun er bleven led ved sin Mand – – -, og saa har hun uden videre forladt ham, hvilket særlig skal vise hendes Idealitet. Ganske vist er hun intet absolut Ideal. Forfatterinden kommer ind paa ret alvorlige Spørgsmaal, idet hun afslører Annines Heides temmelig blandede Motiver der langtfra alle ere ædle, til baade det Ene og det Andet, i Livet og i Slutspillet. Fru Gad nøies dog med at streife disse Tanker og antyder kun det finede dybere Drama, der foregaar i hendes Annines Sind. Hun spillet ganske vist en ikke ubetydelig Rolle i Stykkets Handling; men de alvorlige pineligste og moralske Problemer, som ligger bag, faae alligevel ikke rigtig Vægt ved Siden af den lystige Skjemt over hin falske Veldædighed. Og gaaer det saaledes med Annina og Løvener, stiller det sig ikke anderledes med det andet Par af Ælskende, Obertinde Rosenhjelms Datter Vibeke (Frøken Olga Meyer) og Kandidat Tage Høst (Hr. Ring). Medens Vibeke længe vakler mellem Verdslighed og et ædlere, mere aandeligt Liv, viser Hr. Høst sig fra Først til Sidst som en, tilmed temmelig [rigorøs] og prædikende Forkynder af Alvor og Sandhed. At Kampen mellem disse To ender til Fordel for er der intet at indvende mod for Tankens Vedkommende; men Fru Gad synes snarere med let Behændighed og nemhændet Arrangements-Talent at have bundet Handlingens forskjellige Traade sammen, end egentlig at være naaet saa dybt, at den Side af “I veldædigt Øjemed”, der ikke blot skulle være et finere Lystspil, men noget i Retning ad et alvorligere Drama, kommer rigtig til sin Ret. Her skorter det Forfatterinden paa selve det, der skulde hæve Forfatterskabet over dets sekundære Niveau. “I veldædigt Øjemed” er lystigt og morsomt, endogsaa vittigt baade med Ironi og med Lune, og det har alvorligere Elementer af smukke Tanker og kjærlige Følelser. Disse forskellige Elementer slynges sammen med stor Behændighed, men ogsaa med adskillig Overfladiskhed, med stærke Urimeligheder i de ydre Begivenhedes Sammenhæng og med lovlig let Hengliden over de Sjælsbevægelser og moralske Betragtninger, der alligevel føres i den Grad gjældende, at “I veldædigt Øjemed” ingenlunde vil være blot til Lyst. Vistnok endnu mere end i tidligere Arbeider lægger Fru Gad et ualmindeligt Talent for Dagen, ikke mindst i at sammenvikle og udvikle en kombineret Handling – atter her staar dette Arbejde højt over baade “Sportsmænd” og meget Andet – hvad ganske vist vil sikre Stykkets Sukces; men de groteske Farce-Motiver og de finere Lystspil-Elementer passe ikke helt harmonisk sammen, og i begge Retninger gjør snarere en flot og let Behændighed end en fuldt paalidelig poetisk og dramatisk Bygningskunst sig gjældende. Vi vilde betegne “I vældædigt Øjemed” som en særdeles fin Bindingsværks-Villa, hvor det er saare fornøieligt at være, og som derhos kan tage sig virkelig kjønt ud; men et solidt grundmuret Hus er det ikke, og naar vi snart le hjertelig ad de komiske Figurer, snart røres lidt ved de alvorlige, savne vi dog rigtig menneskelig, naturlig Kjærn; i dem, om end blot fordi Forfatterinden har villet medtage baade det Ene og det Andet i Stedet for at koncentrere sin Kraft enten paa Dette eller Hint.

Enkelte af Personerne, er endnu ikke omtalte, nemlig Madam Sørensen, en fattig, stakkels Kone (Fru Rosenbaum). Denne Skikkelse er dog en af de bedste i Galeriet, et sidestykke til Jomfru Ludvigsen i “Et Sølvbryllup”, skjønt i en anden Genre. Atter her har Fru Gad forstaaet at tage en Type ud af Livet, af Kjøbenhavns Smaafolks-Liv, med Saadannes særegne Jargon, som vistnok er ikke mindre end sandt end kuriøst gjengivet i Madammens Tale, ved Sider heraf ogsaa med Forestillinger, som sikkert ere ægte. Denne Madam Sørensen er et nyt, selvstændigt Fund fra Forfatterindens Side, og rent praktisk set er hun saa sørgelig-komisk, saa humoristisk sand og hjemlig, at hun, hvis Optræden ogsaa særdeles snildt, er presset ind i Handlingen, vistnok vil bidrage til at skaffe langvarigt Held til Opførelsen af “I veldædigt Øjemed”.

Angaaende Udførelsen ved Folketheatret skulle vi kun bemærke, at Premieren igaar gaves for godt Hus – den røde Lygte var ude – og under stadig Bifald saavelsom megen Latter. Om end ikke nogen Enkelt af de Rollehavende udmærkede sig paa ny, overraskende Maade, blev Stykket dog gjennemgaaende livlig spillet, og selv om dets Svagheder i Komposition og Karaktertegning traadte ret klart frem, syntes “I veldædigt Øjemed” dog at more og vil sikkert vedblivende gjøre saa.


Anmeldelse: Nestved Tidende, 29. december 1891

Julen i Hovedstaden.
(Fra vor Meddeler.) Kjøbenhavn, den 27 Decbr.

Det eneste Teater, som mødte med nyt Repertoire i Aftes, var Folketeatret, der opførte Fru Emma Gads ny Lystspil “I veldædigt Øjemed”. Efter “Et Sølvbryllup”s Sukces paa Dagmarteatret i Fjor er Fru Gad næsten bleven en Berømthed i den lille Verden, der her hjemme producerer dramatiske Arbejder, og hendes sidste Arbejde – der for øvrigt siges at være hendes først skrevne, men senere omarbejdede Stykke – vil yderligere fastslaa hendes Ry. Ganske vist er der tidligere satiriseret over den forlorne Godgjørenhed, men næppe paa en saa morsom og træffende Maade som her.

Det er Forarbejderne til en Bazar til Fordel for en Anstalt for “Drenge i Overgangsalderen paa Nørrebro”, som Fru Gad frenstiller i dette Stykke. Man gjør Bekjentskab med en Del fine Folk, som er stærkt optagen af dette Godgjørenhedsarbejde, der ret beset kun er en fornøjelig Underholdning for dem selv. Her er en ypperlig Lejlighed for en Mængde Mennesker til paa en billig Maade at tilfredsstille deres Forfængelighed og Lyst til at glimre eller more sig, og der fremføres da ogsaa en Række fortræffelige Typer paa saadanne Mennesker. Forfatterinden viser atter her sit Talent til at vise en Del af Hovedstadens Bourgeoist frem i den rette Belysning; man mærker, at hun kjender det paa en Prik og har Ævne til at tegne dem af, som de gaar og staar. Maaske er her hist og her lidt Overdrivelse, ikke just i Karaktertegningen, men i de Talemaader, der lægges de optrædende Personer i Munden; men en Lystspilforfatter er utvivlsomt fuldt berettiget til ikke blot at lade sine Personer tale, som deres Forbilleder taler, men ogsaa at lade dem tale, som deres Forbilleder Tænker.

I Erkjendelsen af, at lutter Satire ikke er tilstrækkelig til at vedholde Publikums Interesse for et Stykke, har Fru Gad krydret Handlingen med en dobbelt Kærlighedsintrige, der saa langt fra bevæger sig paa Overfladen, at den tværtimod er særdeles fængslende og interessant, navnlig fordi den virkelig rummer noget af en Konflikt. Millionæren, Direktør Heide og hans Hustru, er for tre Aar siden bleven separeret, fordi Manden optraadte paa en haardhjærtet og mindre hæderlig Maade overfor en fattig Familie, som det paa en Maade var hans Pligt at tage sig af. Nu tænker han paa at gifte sig igjen, og det ser ud, som om hans forrige Hustrus Kusine skal blive den “lykkelige”. Da kommer Hustruen, som i Mellemtiden har faaet et fattigt Livs Ubehageligheder at føle, tilbage og gjør sin Ret gjældende. Manden ønsker intet hellere end at knytte det tidligere Ægteskab paany. Da mindes Hustruen pludselig om hans bornerte Haardhjærtethed og giver Afkald; men ogsaa Kusinen vrager af ideelle Grunde Millionæren og forlover sig med en ung Mand, som elsker hende, og hvem hun ogsaa har Tilbøjelighed for. – Maaske er denne Løsning paa Konflikten lidt uvirkelig, men Publikum fordrer jo Søndagsstemning paa Scenen; det fik hvad det ønskede, og Glæden gav sig Udslag i stærkt Bifald og talrige Fremkaldelser.

Folketeatrets bedste Kræfter var i Ilden for at give Fru Gads Lystspil den bedst mulige Udførelse. I første Række kom Hr. Dorph-Petersen, der ligesom i Sportsmænd havde faaet den Opgave at repræsentere den sunde Fornuft gjennem vittige og bidende Repliker, samt Hr. Kolding, der var en morsom, vims og geskæftig Festdekoratør. Paa Udstyret var der ofret betydeligt; navnlig var Bazaren sat flot og livligt i Scene.
Der er al Udsigt til, at Folketeatret vil faa megen Fornøjelse af sit ny Stykke.


Anmeldelse: Jyllands Posten, 29. december 1891

Folketheatret – “I veldædigt Øjemed”
Lystspil i fire Akter af Fru Emma Gad.
2. Juledag er efter alle Theaterkyndiges Udsagn den Aften, hvor Theatrene kunne være sikre paa udsolgt Hus og velvilligt Publikum. Det er sagtens i Tillid hertil, at alle Theatrene, undtagen Folketheatret, have ladet sig nøje med at opføre de Stykker, der allerede gik før Jul, og vente med Nyhederne til efter Nytaar. Til Afløser for den famøse “Sportsmænd”, havde Folketheatret sat “I veldædigt Øjemed”, Lystspil i 4 akter af Fru Emma Gad, paa Plakaten, og Direktør Abrahams kunde næppe have valgt et bedre Navn, naar han vilde have et, som kunde være vis paa Publikums Interesse.
“Et Sølvbryllup” og “Fælles Sag”, der endnu til Stadighed opføres paa Dagmartheatret, have skaffet Fru Gad et vist, ikke ubegrundet Ry for at have et aabent Øje for sine Byesbørns svage Sider – maaske lidt for meget de svage Sider – og med Liv og Lune kunne fremstille det kjøbenhavnske Bourgeoisi, som det staar og gaar. Hvis man kan tro et udbredt Rygte, er det ogsaa kun de to nævnte Stykkers Succes, der har givet Direktør Abrahams Mod paa at opføre “I veldædigt Øjemed”. Stykket skal allerede for flere Aar siden været indleveret til og antaget af Direktør Abrahams, der imidlertid lagde det hen og først, da Fruen forlangte sit Stykke tilbage, bekvemmede sig til at opføre det. At Stykket er af en ældre Dato, derpaa tyder ogsaa flere smaa tekniske Ubehændsigheder, som dette Stykke lider af, men som f. Ex. “Et Sølvbryllup” er fri for, f. Ex. den noget umotiverede Maade, paa hvilken Personerne rende ud og ind hos hinanden. Som Stykkets Titel antyder, er det den Velgjørenhed, der ofte kun er et Paaskud til at komme sammen og more sig, den hyppige Dansen, Spillen Komedie og Staaen i Basaren “i vældædigt Øjemed”, det, der i Stykket ret træffende kaldes “at gjøre godt med Andres Penge”, som Fruen har villet til Livs. Emnet er ikke nyt. Fru Edgren har haft det under Behandling i “Hvor man gjør godt”, og ogsaa Carl Møller har behandlet denne aparte Art af Selskabelighed, men Fru Gad har sin egen Maade at gjøre det paa. Med morsomme, om Opfindsomhed vidnende, men af og til vel fordægtige Situationer, gjennem et livligt, dog ikke hele Tiden lige vittigt Replikskifte og ved Hjælp af flere godt tegnede Figurer, saaledes f. Ex. en meget morsom Festarrangør og Dekoratør, giber hun et Billede af denne Maade at være godgjørende paa, af de unyttige Komitemøder med deres Snakken ud og ind om rene Bagateller og af selve Basaren med det til forargelige Prelleri og Optrækkeri, der finder sted, og de Assisterendes Forvirring og Skænderi Indbyrdes.

Det har øjensynlig først og fremmest været Forfatterinden om at gjøre at skildre dette, Handlingen i Stykket har været det Underordnede og er derfor dets svage Side. Direktør Heide, en meget rig og meget indbildsk Herre, lever frasepareret fra sin Hunstru, Anine, der i sin Tid har forladt ham i Anledning af, at han nægter at erstatte en fattig Kone en større Sum, som han har sat over styr for hende i et Aktieforetagende, men paa Grund af, at hun ikke var tilfreds med den Opgave i Livet, han stillede hende, der bestod i kun at “repræsentere”; at klæde sig elegant, gaa med ham i Selskaber og for Resten bestille Ingenting. Direktør Heide, der er utilfreds med den “selskabelige” Position, han som separeret indtager, ønsker Skilsmisse, for at kunne gifte sig med en ung Dame, Datter af en Oberstinde; hun er en forfængelig, men i Grunden god Pige, som elskes af en Kandidat Høst, der imidlertis ikke har Udsigt til foreløbig at byde hende saa betrygget Stilling, som hun ønsker. Men da Anine hører om Heides paatænkte Ægteskab, vægrer hun sig ved at lade sig skille, og flytter endogsaa paa Trods hjem til Heide, skjønt hun har faaet at vide, at en Fuldmægtig Løvener, som hun elskede, og som elskede hende, inden hun blev gift, kun ønsker, at hun skal blive skilt fra Heide, for at han kan tilbyde hende sin Hannd.

Imidlertid viser Heide paa Basaren sig igrem fra sin simpleste Side netop overfor den samme fattige Kone, der gav Anledning til det første Brud mellem ham og Anine; hun indvilliger i Skilsmissen, men den unge Pige, som Heide vilde gifte sig med, faar ved samme Lejlighed Øjet op for, hvad han er for en Karakter, og giver Kandidaten sin Haand, hvorefter Heide tage til Takke med en gammel grim Komtesse. Forholdet mellem Anine og Fuldmægtig Løvener er altfor usikkert, og man kan ikke forstaa, hvorledes Anine overhovedet nogen Sinde har kunnet tage en Mand som Heide.

Stykket fik en gjennemgaaende god Udførelse. Hr. Orlamundt havde et godt Greb paa den indbildske, snobbede Direktør Heide, Hr. Kolling spillede meget morsomt som Dekorant Wulff, og Hr. Ring var en symphatisk Kandidat; blandt Damerne maa særlig fremhæves Fru Rosenbaum som Md. Sørensen, der altid kommer til Ulejlighed, Fru Maria Müller som Anine, Frk. Olga Meyer, der fik meget ud af den unge Piges Rolle, og Frk. Olivia Jørgensen, der meget morsomt spillede en lille Gaas, der stadig kommer til at sige og gjøre, hvad der ikke skulde gjøres eller siges.

Efter hvert Akts Slutning var der stigende Bifald; efter sidste Aks – ubetinget den morsomste – lød der, da Tæppet faldt, en højst umotiveret Hyssen, der da ogsaa overdøvedes af Bifald.
Selvfølgelig var der udsolgt Hus.
J.B.


Anmeldelse: Thisted Amts Tidende, 28. december 1891
Teaterbrev
Teaterrbrev. Kjøbenhavn, 28de Decbr. 1891

Folketeatrets ny 2den Juledagsforestilling består af “I veldædigt Øjemed”, Lystspil i 4 Akter af Fru Emma Gad. Det ny Stykke vil yderligere befæste den Popularitet, Fruen i Fjord opnaaede ved “Et Sølvbryllup”, en Popularitet, der dog ikke saa meget skyldes Værdien af hendes Produktioner som Tidens Fattigdom paa dramatiske Forfattere, navnlig i Lystspil-Genren. Ret meget af en Digter er der ikke i Fru Gad; men til Gjengæld har hun et udmærket Blik for Scenens Krav, hun kjender Kjøbenhavn og Kjøbenhavnerne nøje og formaar, uden dog som Regel at naa videre end til selve Overfladen, gjennem et livligt Replikskifte at give muntre Scener fra Hovedstadslivet. Og den Moral, hun præker i sine Stykker, er saa lidet stridende mod, hvad Folk i hvert Fald i Teorien villig anerkjender, at Stykkerne heller ikke fra den Side set kan nægtes fuld Anerkjendelse.

“I veldædigt Øjemed” har Fruen valgt et meget taknemligt Emne for sin Satire, Bazarvelgjørenhed. Hun mener med god Grund, at denne Form for Velgjørenhed er højst uheldig, fordi den er uærlig; den fremtræder paa en ostentativ Maade for Offentligheden, den sætter er stort Apparat i Scene uden oftest at give noget nævneværdigt Udbytte for de fattige, den gaar Omveje i Stedet for, at man stilfærdigt direkte burde hjælpe de nødlidende, og den er endelig for mange af de velhavende et Skalkeskjul for behagelige Sammenkomster med Aftenunderholdning og Dans.

Denne meget sunde Moral indprenter Fru Gad i 4 Akter, og hun gjør det gjennemgaaende paa en elskværdig Maade, at ikke alene de, der er enig med hende, men ogsaa de, der selv arrangerer Bazarer, kun kunne more sig derover. Men samtidig kan man ikke undgaa at se, at hun for rigtigt at gjøre Folk klart, hvad hun mener, bruger vel krasse Midler og stiller dem, hun vil til Livs, i en alt for grel Belysning. Det er en fattig Madam, fru Gad lader repræsentere “den fundne Moral”, og hende lader hun komme til Syne stadig paa den for de bazarvelgjørende Damer mest ubelejligede Maade, hvorved opnaas ret billig Effekt. Og tillige stødes man jævnlig ved at høre gamle Aandrigheder serverede som ny og ny Vittigheder, der nok kan tage deres Publikum, men langtfra alle er fine, endsige gode. Og der er Scener i Stykket, som synes alt for direkte laante andet Steds fra – selve Ideen er jo i øvrigt tidligere benyttet af Fru Leffler i “Hvor man gjør godt”.

Men trods Manglerne morede Publikum sig fortræffelig, og naar nogle enkelte efter sidste Akt, hvor Tæppet gaar ned ligesom Bazararrangørerne har stillet sig op for at modtage Kongefamilien, gav sig til at hysse, skyldes dette sikkert ikke Stykket, men kun en højt udviklet Dumhed, baseret paa en ganske misforstaaet Loyalitetsfølelse.

Udførelsen var gjennemgaaende god, ikke mindst Fru Rosenbaums kjøbenhavnske Madam Sørensen og Hr. Kollings Festdekoratør.
Bazaraften var sat udmærket i Scene og var meget illuderende.


Anmeldelse: Illustreret Tidende 3. januar 1892

For at være retfærdig i sin Bedømmelse af Fru Emma Gads ny Stykke “I veldædigt Øjemed”, der i Juledagene blev bragt frem paa Folketeatret, er det nødvendigt at vide, at Stykket ikke er nyt. Det har ligget i adskillige Aar i “Teatrets rummelige Magasin for henlagte Sager og har ved den nu stedfundne Opførelse, saa vidt vides, kun vært underkastet en ikke meget indgribende Gennemarbejdelse. Husker eller ved man ikke dette, vil man undres over, alt Forfatterindens Pen, der er saa munter pg fri i sine Bevægelser i “Et Sølvbryllup”, og i “Fælles Sag”, her er slaaet ind i en forholdsvis saa adstadig Pasgang. Sagen er, at da Fru Gad skrev “I veldædigt Øjemed”, var hun i langt mindre Grad end nu Herre over sit Talent. Dette. Lystspils Plads i Rækken af Forfatterindens arbejder forklarer ogsaa Tankernes Mangel paa Oprindelighed. Fru Gad har her endnu ikke vovet sig ud paa egen Haand. Stykkets Ide tinder man i Fru Edgrens “Hvordan man gør godt”, og i Replikernes Slag og Tone kender man for en stor Del igen de for nogle Aar siden endnu til Dels som nyt virkende norske Skuespil og anden god og mindre god Læsning.

Stykket spotter i Almindelighed over de velstaaende Klassers forløjede Goddædighed med Basarer og Velgørenhedsfester og forfølger saa tillige et mere umiddelbart poetisk Øjested med Fremstilling af en kalket Ægteskabsgrav, son drager en af Stykkets unge Kvinder til sig, medens den har udspyet en anden, der dog mærkeligvis midt i Komedien pludselig viser Tilbøjelighed til paa ny at springe ned i den.

Den første Opgaves Løsning, Samfundssatiren, gaar det – for Fru Gad at være – lidt slæbende med. De optrædende Damer er ikke rigtig morsomme. Heller ikke Festdekoratør Wulff eller Justitsraaden med sin Fløjte, endsige Løjtnant Friis eller Fabrikant Kvist kan for Alvor faa Latteren frem i Teatret. Der er en særegen Ulivlighed over de mange Ord, som bruges, en vis Mangel paa springende Punkter, en Morskab uden Stil; Tingen vil ikke glide. Imidlertid er det vel netop denne Del af Stykket, som vil sikre dets Lykke. Der indføres en fattig Kone, som virker ret tilforladeligt imellem de forskabede Mennesker, og selve disses Naragtighed har gennemgaaende et paalideligt Præg. Der er for Københavnere en Del Billeder at se, som angaar dem selv og deres Bekendte, Satiren er godlidende, og Stykket ender i et udmærket Tableau: de kongelige Personers Ankomst meldes paa Basaren, som er i fuld Gang, alle stiller sig op for at bukke og neje, der gøres Plads, man bøjer sig dybt imod Jorden, og – Tæppet falder. Under megen Latter fremkaldes saa de spillende.

Som Gæren i det store Brød er brugt en Kamp, der foregaar imellem og rundt om de to Damer, Frøken Vibeke Rosenhjelm og Fru Annina Heide. Denne sidste har en Mand, fra hvem hun for henved tre Aar siden med god Vilje er gaaet en Dag, da hun blev særlig vred paa ham. Han er overmaade rig, og nu, da han efter Separationens snarlige Udløb kan optræde som Frier paa ny, spidser den lille luksusbegærlige Frøken Vibeke sin Næse stærkt i Retning af hans Penge. Hun modarbejdes imidlertid i denne sin Lyst af sin Godhed for den ædelt stræbende men fattige Kandidat Høst, der ogsaa umiddelbart med spidige Ord angriber hendes verdslige Tilbøjeligheder. Fru Heide præsenteres for os som en helstøbt Kvinde, der efter Bruddet med Manden ikke har villet modtage en øre af ham, skønt hun er fattig. Selve Bruddet har ogsaa et ret stort Præg. Hun blev oprørt en Aften, hun klædte sig til Bal, over, at hendes Mand gav hende et kostbart Smykke samtidig med, at han nægtede at gøre en ufrivillig Uret Paa 4000 Kr., han havde begaaet mod en fattig Familie, god igen. (Hvorfor den skikkelige Mand ikke vil betalt disse 4000 Kroner, er absolut ufatteligt). Det virker derfor i Komedien højst besynderligt, da denne samme Fru Heide med den staalsatte Karakter pludselig; bliver lille og ondskabsfuld. I det Nu nemlig, hun erfarer Giftermaalsplanerne mellem Vibeke og hendes endnu ikke fraskilte Mand, sent hurt foragter, beslutter hun at forpurre Sagen ved at nægte at gaa ind paa Skilsmisse, og da hun bliver yderligere irriteret, paatvinger hun dig endog som Frue i det Hus, hun med saa megen Bram har forladt.

Dette Motiv kunde i en anden Forbindelse have været fortræffeligt, og der har øjensynlig foresvævet Fru Gad et Karakterbillede af en interessant sammensat Beskaffenhed. Men det er gaaet fuldstændig i Stykker for hende. Til den højt stemte Begyndelse med Fru Heide passer intet af det følgende, Figuren bliver simpelt hen uforstaaelig.

Paa lignende Maade er Frøken Vibeke gaaet itu under Støbningeb. Hun er god, saa længe man har Lov til at tro, at hun skal opfattes som en ung, nok saa kvik Frøken, der har modtaget et blivende Præg af den rene Fattigdom, hvori hun lever. Et lille kønt Pigebarn, der vil giftes rigt, naar Lejligheden dertil gives, hvor meget hun end for sig selv maa indrømme, at hun vil tabe ved ikke at kunne blive elsket af den fængslede Poet, der i Kraft af sin Kærlighed holder Straffetaler til hende. Men naar Vibeke i sidste Akt siger den Rigdom Farvel, hun har i Haanden, for efter en lang Ventetid at vinde de ti aandelige Skatte, som sidder paa Taget, og vi ikkee samtidig føler, at Forfatterinden stempler denne Beslutning fra hendes Side som et umuligt Forsøg paa at finde blivende Sted, saa ligger Figuren sønderbrudt for vore Øjne. Frøken Vibeke vil i sin Skuffelse blive en slem Madam for Hr. Høst at trækkes med, men det melder Komedien intet om.

Hendes forsvar for sin Lyst til at blive gift med den rige Direktør Heide ag hendes Angreb paa Annina, der foregiver ædle Motiver til sin forstyrrende Mellemkomst, turde værre det bedste i Stykket. Disse Optrins Ord virkede i alt Fald ved Frøken Olga Meyers gode Spil som det mest ægte, der blev sagt.

Der kan næppe være Tvivl om, at Direktør Heide fra Forfatterindens Side er et overmaade svagt arbejde. Han skal være en haard og tom Pengemand med snobbede Gentemanstilbøjeligheder, som ingen god Kvinde kan leve med. Men i Stykket virker han sam en skikkelig Fyr, der er saa langt fra at køre Uret mod de Damer, han kommer i Forbindelse med, at det tværtimod er dem, der behandler ham paa den mest hensynsløse Maade endog i de Øjeblikke, hvor han optræder imødekommende og næsten fint. Figuren har intet personligt Præg og intet Artsmærke, og det maa næsten udelukkende tilskrives Hr. Orlamundts koldblodig morsomme Spil, at der kom Liv i Personen. Det var et Par af hans Replikker, der skabte dan største Munterhed i Teatret.

Fru Marie MülIer spillede Fru Heide, og der kan ikke med Billighed bebrejdes Skuespillerinden, at hun ikke formaaede at samle denne splittede Figur til et hele. Det maa snarere undre, at hun saa længe, som tilfældet var, kunde holde Publikums Sympati fangen. Hr. Dorph Petersen havde en af de Roller, som hans Talent kun vanskelig magter, og som den altid haarde stemme lægger betydelige Hindringer i Vejen for: en Salonsanger, som med et vist Galgenhumør ser paa den temmelig flove Rolle, han spiller i Selskabet. Det er en Figur, som under en rummeligere Behandling kunde værre bleven god. Fru Rosenbaum var en heldig, men lidt for selvtilfreds Madam Sørensen. Under den megen Snakkesalighed kunde der have værret mere Bund. Figuren virkede tommere end den burde. Hr. Kolling gjorde fortjent Lykke som Festdekoratør Wulf. Opfattelsen at Figuren var dog vel traditionel. Hr. Ring havde som Kandidat Høst den sørgelige Opgave at skulle gaa ind og højne Stemningen ved sin livlige Ædelhed, hver Gang Direktør Heide kunde antages at have faaet Samfundsidealerne sænkede under et passende Niveau. Hr. Rings Stemme gyngede usikkert som sædvanlig, og Holdningen var unødig beskeden. Det var for saa vidt mærkeligt, som Hr. Ring i en tilsvarende (men morsommere) Rolle i “Sportsmænd” netop har vist, hvor let det falder ham at optræde paa en Gang seskabssikker og tilbageholdende. I Oberstinde Rosenhjelms Rolle tog Fru Theodora Petersen sig godt ud ved sin kølige Damelighed.

Som Helhed manglede Forestillingen Glans. Men Stykket gør Lykke.
E. Skram.