Guldfuglen. Anmeldelse

Det kongelige teater (1890-1900)

*

Vexelvirkningen opnaas ved at sammenføre den adelig fornemme forgældede Herregaards Familie med den borgerlig elegante Milionærfrue med Datteren, Guldfuglen, og den fælles Interesse er Foreningen af Fornemhed og Kapital saaledes som det bekvemt kan ske ved den unge Baron Prebens Ægteskab med den sympatetisk skildrede Guldfugl.

GULDFUGLEN

2 AKTER AF EMMA GAD.
PREMIERE PAA DET KGL. THEATER DEN 29. NOVEMBER 1908.

SCHUBOTHES BOGHANDEL – KØBENHAVN 1895.


Skuespillet forventes indskrevet i løbet af 2023.


Anmeldelse: Illustreret Tidende, 6. december 1908.

DET ER vanskeligt at blive klog paa hvad det egenlig er Fru Gad har villet med sit nye Stykke.
De to første Akter henglide under en vis hyggelig Femthe-Stemning. En munter og let Dialog, som spøgende – af og til noget pjattende – underholder Tilskueren med alle de Livets dagligdags Smaapudsigheder, som Konversationen i den ‘finere’ Verden kan frembyde. Vexelvirkningen opnaas ved at sammenføre den adelig fornemme forgældede Herregaards Familie med den borgerlig elegante Milionærfrue med Datteren, Guldfuglen, og den fælles Interesse er Foreningen af Fornemhed og Kapital saaledes som det bekvemt kan ske ved den unge Baron Prebens Ægteskab med den sympatetisk skildrede Guldfugl.
Der er begaaet den taktiske Fejl, at alle Morskabens Patroner affyres i de første Akter, medens Problemerne har Eneretten over de sidste, og Sympatien bliver saa uheldig fordelt paa Personerne, at Slutningen virker fornærmelig.

Illustreret Tidende 16. januar 1910
Fru Emma Thomsen som Milionærfruen

Vil hun kæmpe for Ægteskabet bygget paa Kærlighed, hvorfor saa i al Verden baade berøve Frk. Friis Hansen, den lille Spillefrøken og den unge Baron med ‘Luxusnavnet’ Preben, Publikums Sympati.
Vil hun argumentere med Direktør Morton, født Mortensen, for at Erotiken aldeles bør udelukkes, og for at gøre Ægteskabet til et Interessefællesskab med to Viljer og en Kapital, hvorfor saa gøre ham til en Art brutal Svindler og samtidig vise, at Guldfuglen har et Hjærte af Guld, der selv om det skuffes i sin Kærlighed til Preben, dog aldrig kan tænkes at ville nøjes med det kolde Staal, som Mortons Vilje tilbyder hende.

Og saa det vanskelige fra de to Akters muntre Stemning at dumpe ned i en Række alvorlige Opgørsscener, hvoraf navnlig den, at en ung Mand med Æresbegreber beder den Kvinde, han skuffer saa haardt som Baron Preben skuffer Guldfuglen, hjælpe ham til at faa sin Forlovelse i Stand – eventuelt ved at redde den forgældede Fader fra Faliten – ligefrem falder En for Brystet ved sin Smagløshed. En anden Slutning havde vel ogsaa været mulig. Eller hele Stykket kunde vendes om, Kampen om Guldfuglen først, og saa Afslutning gennem et Par fornøjelige Herregaardsakter, hvor den fintfølende lille Guldfugl vinder sin Baron og frier ham fra en hjemme- lummer Forlibelse, som næppe vil bringe ham Lykke. Det havde været langt lettere at faa ned.

Udførelsen var aldeles uovertræffelig. Det kongelige Teaters Kunstnere har en farlig Evne til at spille bedst i de daarlige Stykker. Herr Mantzius Baron var en Type, der stod med Improvisationens hele Friskhed. Fru Blochs Guldfugl ypperlig i de store og vanskelige Opgørsscener. Fru Neiendams Baronesse, Fru Thomsens Milionærfrue, alle gjorde de deres bedste. Men da man just havde faaet dem kære, saa blev de holdt i Baggrunden i de to Akter, hvor man allermest trængte til dem.