Fru Emma Gad har aabenbart villet male et socialt Billede i sit nye Stykke “Guldfuglen”, som i Aftes havde Premiere paa det kongelige Teater.

Hun kender jo Interiøret, fordi hun selv lever i de Kredse, hvor “Guldfuglene”, de rige Piger flagrer om, og hun har jo før vist, at hun kan bruge den dramatiske Pensel, og fordele Lys og Skygge saa at Virkningen ikke udebliver.Det skulde være en Salgs hvid Slavehanden – eller rettere Slavindehandel. De rige Piger blev jo i Virkeligheden solgt til deres Bejlere – for deres egne Penge.

Men det sociale kommer unægtelig i Baggrunden. Fru Gad lægger mere an paa at “komme Folk til at le”.
Hendes Replikskifte er særlig i de første Akter vittigt og let.
Udførelsen var aldeles uovertræffelig. Det kongelige Teaters Kunstnere har en farlig Evne til at spille bedst i de daarlige Stykker. Herr Mantzius Baron var en Type, der stod med Improvisationens hele Friskhed. Fru Blochs Guldfugl ypperlig i de store og vanskelige Opgørsscener. Fru Neiendams Baronesse, Fru Thomsens Milionærfrue, alle gjorde de deres bedste.