Berlingske, 23. november 1908.
Fru Emma Gad afslaar med Rette at referere Indholdet af sit nye Skuespil “Guldfuglen”, der paa Søndag skal opføres første Gang paa det kgl. Teater. Vi dramatiske Forfattere har under Forhandlingen med Teaterdirektørerne om de nye Kontrakter, maattet love ikke at røbe Indholdet af de nye Stykker, vi skal have oprørt. Saa meget kan jeg dog uden at være indiskret fortælle Dem, at jeg i “Guldfuglen” fremstiller Vrangsiden af det saakaldte gode Parti, Mistilliden hos de rige unge Piger, der er ombejlede lige fra deres 15de Aar. Min unge Pige er i delte Tilfælde en kjøbenhavnsk Bankdirektørdatter, der er i Besøg paa en Herregaard. Vi har i den senere Tid faaet saa mange Herregaardsstykker, at mit kommer lidt bagefter, det har nemlig været under Udarbejdelse i et længere Tidsrum, men denne Gentagelse af Milieuet vil forhaabentlig ikke skade det i Publikums Omdømme.
Som ung havde jeg skrevet Masser af store Stykker, men Fallesen vilde ikke spille noget af dem. Han sagde: Forsøg at skrive et mindre Stykke, saa skal det nok blive spillet, og i April 1886 gik mit første Arbejde, den dramatiske Situation “Et Aftenbesøg”, over det kgl. Teaters Scene. Det gjorde megen Lykke, blev spillet netop en Snes Gange og kom saa hurtigt frem, fordi jeg indviiiigHle i at lade de Unge: Fru Bloch, som endnu hed Frk. Lindemann og lige havde debuteret, Karl Mantzius og Poul Nielsen spille de tre Roller. Nu sætter Poul Nielsen mit nye Stykke i Scene, Fru Bloch spiller Titelrollen, og Mantzius er ogsaa med.
Mit næste Arbejde var 2-Akteren “Et Stridspunkt”, som det kgl. Teater ligeledes spillede; derpaa fulgte „Fælles Sag” paa Dagmarteatret og „En Advarsel” paa det kgl. Teater. Mit nye Stykke er det 15de. i Rækken, saa jeg har en anselig Produktion at se tilbage paa. Min største Succes, „Et Sølvbryllup” der vist er gaaet op imod 150 Gange paa Dagmarteatret, havde jeg først indleveret til det kgl. Teater. Men her blev det forkastet. Fallesen læste selv Censuren op for mig — hvad han slet ikke havde Lov til. Erik Bøgh erklærede mit Stykke for smaatskaarent og sagde det var saa daarligt skrevet, at det savnede enhver Berettigelse til at blive antaget. Saa kom Riis Knudsen en Dag ud til mig. Dagmarteatret trængte til et nyt dansk Stykke, og skønt “Et Sølvbryllup” var blevet forkastet paa Nationalscenen antog Riis-Knudsen det straks ubeset med den storstilede Ridderlighed, der er ejendommelig for ham. Det blev jo fortræffeligt spillet — især da Sophus Neumann havde afløst Cetti som Selby. Morsomt nok naar nu Fru Walléen, der som Sypigen i saa høj Grad bidrog til SucccSen, en lignende folkelig Rolle i mit nye Stykke.
Det bedste. jeg har skrevet, er dog vistnok “Et Forspil”, der er lidt i den Edv. Brandes’ske Genre. Men for “Rørt Vande” maatte jeg høre i høj Grad ilde fra alle Kunstinteresseredes Side, og fru Bloch blev beskyldt for at kopien Fru Hennings som Skuespillerinden Fru Milly Kruse. Siden “Aabent Visir” spilledes paa det kgl. Teater i Foraaret 1898, har jeg intet Arbejde faaet opført derovre. Heri fil Emil Poulsen, der selv satte det i Scene, sin sidste nye Rolle. Stykket Emne: Den ugifte Moders Pligt og Ret til at ved kende sig sit Barn, optager mig stadig.
Jeg har aldrig søgt udenfor det Milieu, hvor jeg er kendt. Jeg har aldrig hentet mine Emner fra andre Lande eller fra Eventyrets Verden. Jeg har altid lagt Vægt paa det nøje Sammenspil mellem Forfatter Skuespiller og Publikum. Jeg kunde tidt have Lyst til at skrive om sociale Forhold og skildre Kvindens liv i Underklassen. Der er sikkert her vidunderlige Emner at finde. Men man maa have levet blandt disse Folk for helt at forslaa dem. Jeg har kun gjort et lille forsøg i den Retning med en enkelt Akt i “Gadens Børn” paa Folketeatret. Men deraf lærte jeg hvor vanskeligt det er ikke at tage sine Emner fra den indre Verden, fra Familielivet. Den ydre Verden er nemlig Stadig under Forvandlingens Lov.
I hvor høj Grad end socialt Arbejde opfylder mig, er dog mit Forhold til Teatrene det væsentlige for mig. Og det er en stor Glæde for mig, at min Søn nu er slaaet ind paa denne Vej. Jeg føler til Tider ogsaa Lyst til Romanen, gennem den kan man henvende sig til en bestemt Del af Publikum – Hjemmenes gode Publikum. I Teatret skal man derimod i lige Grad tale til Parket og Galeri og søge, at bygge Bro mellem disse to forskellige Verdener. C. B-s.
Det er snart mange Aar siden, at Fru Emma Gads Navn sidst stod at læse paa det kongelige Teaters Program. I de senere Aar har Fruens Produktion væsentlig været helliget de private Scener. Folketeatret opførte i Fjor “Den mystiske Arv”, et meget let og ret ujævnt Arbejde, som ikke i nævneværdig Grad var præget af det Lune og den skarpe Iagttagelsessans, der gjorde “Et Sølvbryllup” til en saa underholdende og munter Forestilling.
Der er Grund til at tro, at Fru Gad denne Gang har spændt sin Ævne til det Yderste. Man vil vide, at Forfatterinden havde betegnet sit Arbejde som et Skuespil, men at Teatret har opfattet det som et Lystspil. Denne Uenighed om Karakteren af et Digterværk behøver jo intet at betyde. Mulig er det lykkedes Fru Gad at skrive en Komedie, der rummer baade Humor og Alvor, et Skuespil, der viser hendes Evner i ny Belysning og som ikke udelukkende er baseret paa at fremkalde Smil og Latter ved alr for billige Løjer. “Den mystiske Arv” tog jo hyppigt sin Tilflugt til ret tarvelige Farcemotiver og var ofte noget for langt paa den anden Side af den gode Smag.
Naar det kongelige Teater, der har alvorlige Forpligtelser overfor dansk Digtning, gar ønsket at spille “Guldfuglen”, saa tør man deri se en Garanti for Stykkets kunstneriske Lødighed. Paa et Tidspunkt, hvor flere antagne Digterværker endnu henligger uopførte, vil Teatret selvfølgelig ikke spilde Tid og Kræfter paa et Skuespil, der ikke fuldt ud kan tilfredsstille de Fordringer, man har Lov til at stille til vor første Scene. Med megen Forventning vil Fru Gads Publikum, der er at ligne ved en stor Vennekreds, i Aften give Møde i Det kgl. Teater. Smilet ligge løst paa Læberne i samme Sekund man betræder Vestibulen og ser alle de kendte Familier, hele det udmærkede Selskab der uggør F>orfatterindens Publikum og Admiralindens Vennekreds. Maatte nu “Guldfuglen” vise sig som et Arbejde, der forener Skuespillets Dybde med Lystspillets elegante Vid. Maatte vi i Aften opleve, at Fru Gad havde ofret den let vundne Overflade-Sejr for at skænke sine Tilskuere, ikke en Række elskværdige pjankende Teaterfigurer, men et Skuespil, der viste os Mennesker og Menneskers Liv.
Fru Gad har vist, at hun ejer det sikre dramatiske Instinkt. Hun har i de senere Arbejder nøjedes med at gentage sig selv, med at lefle for Københavnernes Svaghed, for Strøg-Slagfærdighed og Fem-The’s Jargon. Hendes sidste Arbejde var at ligne ved en af de Udstillinger, hvor Admiralindens paa Præsentatioinsdagen elskværdigt undskylder sig med at som sædvanlig mangler Pointen, men den kommer i Morgen med et af Melchiors Skibe.
I Aften kræver Publikum at baade Arrangement og Pointe r som det bør være – naar vor første Scene opfører et Lystspil, der egentlig var tænkt som et Skuespil. C.H.
Politiken, 29. november 1908.
En Uge, der paa en passende Maade minder os om, at vi er stærkt i Færd med at løbe i Julens Arme.
Thi det er vi jo; om et Par Dage skrider vi over Decembers Tærskel, og som for straks at anslaa den rette Stemning bruser i Ugens Løb Orgeltonerne os i Møde. De bæres ud i Aftenens Møre fra Vor Frue Kirke og St. Paul, men de naar ganske vist ikke frem til Strøget, hvor Menneskemassen standser foran Vinduerne som pyntes, og igennem Vinterudstillingen erindres om, at vi er nær det Tidspunkt, hvor Granen tændes.
Aj ja, der er Tegn nok i Luften. St. Josefs Søstrenes Basar aabnes, og intet er sikrere paa Tilslutning end Basarer hvor man kan købe ind til Julen og oven i Købet gaa bort med Indtrykket af at have vist Kristenkærlighed og med Samvittigheden i Orden. Den Samvittighed som i adskillige af Aarets andre Maaneder saa nogenlunde faar Lov til at passe sig selv, men i December altid bliver taget frem til Eftersyn oh omhyggeligt besigtiget, og som gennemgaar en lille moralsk Renselsesproces, inden den efter Nytaar atter puttes til Side som noget strengt taget uvedkommende.
Teatrene bliver forsigtige, thi de véd at Maaneden er vanskelig. Folk har Tid til at gaa paa Gaden og i Forretningerne, men de har ikke Tid til at gaa paa Komedie. Alene de Kongelige og Folketeatret risikerer en virkelig Premiére; men Dagmarteatret og Casino nøjes klogt med Repriser, indtil de den anden Juledag slaar det afgørende Slag, og Sønderbros Teater holder forsøgsvis en god gammel Folkekomedie frem, som andre Teatre har spillet før det.
Ugens Forfattere – det vil sige sceniske, af de andre er der Bunker – er da kun Fru Emma Gad med Hr. Rostrup under den ene Arm og Hr. Ancher Larsen under den anden.
Men Ugens Navn er Fru Gnudtzmanns, der paa Tirsdag i Scala begynder at synge de mange Tusinder Maaltider ind til fattige Børn og fattige Mødre.
Ugens Kalender.
Søndag.
Kl. 2 afholdes i Jagtvejens Forsamlingsbygning et nyt Møde om “Billig Fisk”.
Kl. 4 taler Dr. phil. Starcke i “Frisindet UUngdom” om Ludvig Feuerbach.
Kl. 4 er der i Odd-Fellow Palæet Palæ-Koncert og i Prins Wilhelms Palæ Konvert til Indtægt for Friskolebørns Bespisning.
Kl. 8 taler Kaptajn Trolle i Odd-Fellow Palæet om Danmarks-Ekspeditionen.
Desuden har det kgl. Teater Premiére paa Guldfuglen, og oppe i Helsingør prædiker Pastor Levinsen paany i sin genaabnede Kirke.
Fru Emma Gad har aabenbart villet male et socialt Billede i sit nye Stykke “Guldfuglen”, som i Aftes havde Premiere paa det kongelige Teater. Hun kender jo Interiøret, fordi hun selv lever i de Kredse, hvor “Guldfuglene”, de rige Piger flagrer om, og hun har jo før vist, at hun kan bruge den dramatiske Pensel, og fordele Lys og Skygge saa at Virkningen ikke udebliver. Det skulde være en Salgs hvid Slavehanden – eller rettere Slavindehandel. De rige Piger blev jo i Virkeligheden solgt til deres Bejlere – for deres egne Penge.
Men det sociale kommer unægtelig i Baggrunden. Fru Gad lægger mere an paa at “komme Folk til at le”. Hendes Replikskifte er særlig i de første Akter vittigt og let. Og Tegningen af “Guldfuglen” Frk. Rosalie Primon er ikke daarlig gennemført. Men Udviklingen af hendes Skæbne er unægtelig til at faa i den gale Hals. Naar hun tilsidst efter at hun forgæves har søgt at faa den unge Baron Preben, som hun virkelig elsker, renoncerer og kaster sig i Armene paa en Mand, der netop har foreslaaet hende Kompagniskab, fordi hun er rig, saa skurer det i Ørene. Thi nu har hun ingen Illusioner mere! Aa hvor det lyder.
De snallende Papegøjer med de straalende Fjer er saamænd ikke belemmet af Illusioner.
Men naar man altsaa sigter Fru Gads sidste dramatiske Dynger og faar Guld for sig og Sand for sig, saa bliver der ud af det hele en behagelig underholdende Aften hvor man faar Lattermusklerne rørt. Og det kongelige Teaters Skuespillere kan ikke beklage sig. Rollerne giver dem Anledning nok til at spille for Publikum. Hr. Mantzius morede navnlig som den gamle forgældede, men uhyre glade Baron, og Fru Neiiendam spillede med fuld Honnør Baronessens Rolle. Fru Bloch vandt en ny Sejr som Guldfuglen og Frk. Houlberg var overordentlig sympatisk som den unge Spillelærerinde.
Tæppet faldt under en Stemning, som vi nærmest vil kalde tilfredsstillende. Man var glad over at det hele var saa “nydeligt” som det var.
Den lette Haand og det elskværdige Sind, som i Forbindelse med et udpræget dramatisk Haandelag har gjort Fru Emma Gad til en skattet Lystspilskribent, fornægtede sig heller ikke helt i hendes sidste Arbejde. Selv om hendes Øre ikke altid er kritisk nok overfor Repliker, der ofte tager til Takke med det kvikke paa det Sandes Bekostning, og selv om hun er for lidt kræsen og lader lidt for mange Godtkøbs-Vittigheder løbe med, er hun dog saa „god-humoured”, saa munter og saa slagfærdig, at man maa smile over de mange Paalund, særlig naar de tourneres saa flot som f. Eks. af Hr. Mantzius iaftes.
Men Fru Gad har øjensynlig villet noget mere med “Guldfuglcn” end blot at skrive et harmløst og muntert Lystspil. Hun har villet skildre en Type: den rige, unge Pige, som ved Frieriernes stadige Paahæng er kommen paa sin Post, er bleven baade selvsikker og mistanksom. Og hun har villet fortælle, hvorledes alt det, der saa ud som et Lykkebarns glimrende Kort paa Haanden, kan blive til hendes tragiske Skæbne. Denne Idé er god nok, men Ernnets Alvor taaler enten ikke den muntre Blanding, eller ogsaa har Fru Gad ikke taget tilstrækkelig sikkert paa Opgaven, har nøjedes med Antydninger istedetfor at gaa tilbunds i Sagerne. Samtidig har hun rørt ved en anden Idé, idet hun har antydet — men ligeledes kun antydet Konflikten: Stands- og Familiehensyn kontra den personlige Følelse, idet hun lader en fattig, ung Adelsmand til en Begyndelse opgive sin Elskede, fordi Forældrenes økononliske Fremtid afhænger af, at han gør et godt Parti.
Det er saaledes ingenlunde Inventionerne, det har skortet Forfatterinden paa, men hun er saa at sige løbet fra dem paa Halvvejen. Men dette har hævnet sig, idet hendes Komedie er bleven overfladisk. Fru Gad har saa megen Teaterføling, at hun præcis ved, hvordan Repliken skal skæres, for at faa sit Publikum til at le; og derfor er alt, hvad der har Berøring med Lystspillet i Komedien, ogsaa ganske muntert. Men her er meget mere end Lystspil – her er baade Folkekomedie, borgerligt Sørgespil, og en Masse traditionelle Teaterscener, og denne Blanding har ikke været heldig, den ødelægger Stemningen og Totalindtrykket, og den medfører, at Forfatterinden slet ikke har faaet det frem, hun cgentiig vilde.
Det lader sig jo nok gøre al skrive et behændigt Lystspil uden stærk poetisk Ballast. Men vil en Forfatter virkelig gaa tilbunds i en Karakterskildring, maa der mere til end den rationelle Sceneberegning, der er ofret paa dette Stykke. For at tage et Eksetnpel paa, hvor helt ved Siden af Fru Gad her har grebet, kan man anføre den Scene, hvor den unge Pige selv aabenbarer sin Kærlighed til sin Ungdomskammerat. Scenen er smukt skreven, og Fru Bloch fandt henrivende Udtryk for den unge Kvindes utilfredsstillede Længsel; men dens skæbnesvangre psykologiske Fejl ligger deri, at den unge Pige tror sig genelsket, medens han kun er optagen af den Kvinde, han kort forud har forlovet sig med. Selv om Fru Gad ikke tror paa “sympatetisk Blæk”, saa er det dog rent umuligt her ganske at overspringe den Sjælenes Sympati, der uden Ord øjeblikkelig siger Mennesker, om de tiltrækker hinanden, end sige, om de bliver genelskede. Derfor blev denne Scene kun teatralsk Konflikt, men ikke levende Mennesketegning. “Teater” kan være godt for sig. Men vil en Forfatter, som Fru Gad øjensynlig her har villet det, ogsaa give en sjælelig Studie, er “Teater” ikke nok.
Selvfølgelig spiller det kongelige Teaters forfarne og dygtige Skuespillere et Arbejde, der som dette er baseret paa de ydre Virkemidler, med Glans. Naar de første Akter saa tydelig morede, kan Forfatterinden i høj Grad takke Dr. Mantzius herfor, der som den forgældede Landadelsmand lige fik det Præg af nonchalant Elskværdighed og naturlig Ligegladhed, som var tilstræbt. Ogsaa Fru Neiiendam som Baronessen var sikker nok, om end maaske en Smule for stramtandet. En sørgelig Opgave som Ridder af den bedrøvelige Skikkelse var derimod tilfalden Hr. Liebman; han maatte nøjes med at figurere og gøre en flov Figur, men havde ikke et eneste Ord af iVærdi at sige. Og ikke meget morsommere var Hr. Neiiendams Opgave at fremstille den moderne, smarte Automobilmand med Nerver af Staal m. m. Fru Bloch er allerede nævnt som “Guldfuglen”, der ved sit virkelig poesifulde og adelige Spil saa nogenlunde reddede de sidste Akter, hvor Guldfuglen ribbes for sine sidste Illusioner, og som hendes Mama klarede naturligvis Fru Thomsen med Lethed at være Repræsentant for “de Mødre, der næsten ser yngre ud end deres Døtre”. Et udmærket Stykke Folkekomedie gav Fru WaIlesen som den borgerlige Sæbekældermadam, der pludselig dukker op paa den højfornemme Herregaard og læser Herskaberne Teksten ganske som Kobbersmeden i Frk. Houkberg var den Rolle tilfalden at forestille den unge Junkers borgerlige Elskede. Det kneb lidt med at faa Replikken til at falde mundret, og en vis Krampagtighed mindede om Begynderen. Men de Unge ovre paa Nationalscenen skal jo naturligvis ogsaa i Ilden og øve sig. J.C.
Efter de to første Akter af Emma Gads nye fireakts Lystspil “GuldtugIen” tegnede det i Aftes til en stor Sukces. Men da Tæppet faldt for fjerde Akt, var Bifaldet ret behersket, til Trods for at man ogsaa i disse Akter jævnlig havde moret sig fortræffelig. Sagen er, i de førte Akter holder Forfatterinden sig udelukkende til det, hun magtet saa godt, den elskværdige, lette Satire, den glade, vittige Spøg med de ærede samtidige, men i de sidste Akter vil hun tillige røre og gribe os, og dér slaar Kræfterne ikke rigtig til. Og dog er der i tredje Akt en Scene, der er en betydelig Digter værdig; men den gjorde ikke den tilsigtede Virkning, fordi den ikke passede tit Stykkets Tone og Stemning.
Handlingen i det nye Stykke er ikke meget kompliceret. Den kvindelige Hovedperson er den 25-aarige Rosalie Primon, af en af vor Hovedstads Pengematadorer. Allerede fra sit fjortende Aar har den unge, opvakte Pige følt dyb Mistillid til de mange Mænd, der sværmede on hende – Matadorers eneste Barn og Øjesten – som Fluer om en Krukke Honning. Hun véd, at hun hverken er smuk eller besnærende og ser i alle disse forelskede Kavalerer kun Pengejægere. Hendes Hjerte banker kun for én, og den brave, men ellers ret ubetydelige Baron Preben Egede, hendes Barndomsven. Hun tror, at det er af Undselighed, han ikke erklærer sig, og da han saa endelig en Dag forlanger en Enesanmtale med hende, lader hun ham ikke komme til Orde, men fortæller ham, hvor usigelig lykkelig hun er ved at knytte sin Skæbne til den eneste Mand, hun elsker. Men allerede samme Dag faar hun at vide, at hun ganske har taget fejl. Naar Preben vil ægte hende, er det, fordi hans og hendes Forrældre ønsker det. Hans Hjærte er ikke frit, men han har ikke Mod til mod Forældrenes Vilje at ægte den uformuende, jævne unge Pige, han elsker. Men saa hjælper “Guldfuglen” sin Barndomsven til at faa den, som han holder af. Og selv rækker hun sin Haand til den kloge, energiske Finansmand, Direktør Morton, der har friet til hende paa ganske ejendommelig Vis. Han har nemlig ærlig fortalt hende, at Forelskelse er ham et ukendt Begreb, menhan har tilbudt hende, den overlegne, dygtige Kvinde, et Kompagniskab af to Hjerner, to Viljer.
I de to første Akter tumler fatterinden sig paa sin rigtige Boldgade. Hun kender ud og ind disse Figurer, der her er i første Plan, og morer sig med at stille dem i komisk Belysning. Hun kender til Gavns Prebens Forældre, den altid kurmagende, ikke synderlig kløgtige, evig glade Baron Rasmus og Hendes Naade Juliane, der er dette ægteskabs virkelige Rasmus. Hun kender den evig unge, evig smukke kjøbenhavnske Modedame Fru Primon, og hun kender den zünftige, solide Indehaverske af Sæbe- og Parfumeforretningen i Kjøbenhavn, der lige med ét dratter ned paa Visit paa Herregaarden for at se til sin Datter, der har taget Plads her som en Slags Selskabsdame. Men hvis Fru Gad kender “Guldfuglen” selv, saa fomaar hun alligevel ikke at faa os grebne af hendes Skæbne. Og dog har Fru Gad fundet de rette Ord i den ovenfor nævnte, meget smukke Scene i tredje Akt. Det var virkelig Livets Ironi, der her saa skærende tonede frem. Den unge Kvinde, der tror sig elsket og bryder ud i Jubel, den unge, tilbageholdne Kvinde, der her unden Undseelse siger den elskede Mand, hvor højt hun elsker ham, og i sin Henrykkel slet ikke lægger Mærke til Bejlerens triste, forgæmmede Ansigt. Men, som sagt, Scenen faldt ikke i Traaad med det foregaaende. Og man forstaar ikke, at “Guldfuglen” saa hurtig opgiver Preben. Er Forfatterinden ogsaa sikker paa, at den unge Mand finder Lykken hos den unge, søde Spillelærerinde, der tilhører helt andre Samfundskredse? Er det hele ikke en Smnmerferieforelskelse? Og hvorfor skal “Guldfugle” absolut i sidste Scene skænke den smarte Forretningsmand sin Haand” Hvorfor skal hun, der selv har saa meget Hjærte, straks forenes med en Mand, der slet ikke kender Begrebet Hjærte? Herregud! Hun er kun 25 Aar. Hun har da Tid til at vente, inden hun binder sig for Livet.
Lystspillet fik gennemgaaende en fortræffelig Udførelse, specielt for de komiske Rollers Vedkommende. Navnlig morede Mantzius meget ved sin vittige Gengivette af Baron Rasmus, den arme Baron, der hvert Øjeblik gør en Fadæse. Men Fru Neiiendams myndige Baronese, Fru Thomsens elskværdige, flagrende Modedame og Fru Walleens trivelige, støtte, brave Fru Friis Hansen en Slags Variation af Madam Mortensen-Typen fra “Tordenvejr” var meget fornøjelige. Titelrollen udførtes nf Fru Bloch, der gennemgaaende i Gaar havde en heldig Aften. Fruen tog sig godt ud i de elegante Toiletter, og hendes Spil var i Aftes heldig frit for den Manér, der saa tidt skæmmer det. Kun Haandbevægelserne var af og til ret uskønne. Den unge, jævne Pige, der løber at med Preben udførtes vakkert af Frk. Houlberg. Med sine store, udtryksfulde øjne og sit kønne, lyse Smil gør den unge dame et meget vakkert Indtryk. Mindst lykkedes hendes Scene i sidste Akt, hvor hun ikke tog sig rigtig godt ud.
Interiørerne var stilfulde og kønne, og Fruerne Thomsen og Blochs skønne Toiletter var hele straalende Digtninge. Huset var udsolgt, og Publikum meget repræsentativt. I Kongelogen sad Hds. Maj. Dronningen og flere Medlenmer af Kongehuset. N.J.B.
Det kgl. Teater: Guldfuglen, Lystspil i 4 Akter at Emma Gad.
Stykker som dette sidste af Fru Emma Gad, der er skrevne udelukkende med det kgl. Teaters specielle Bourgeoisipublikum for Øje ikke har nogen anden Hensigt end paa deu behageligste Maade at underholde det en Aften igennem, har naturligvis alle mulige Betingelser for at blive store Sukces’er, men kan ogsaa bringes til Fald af Grunde, der er saa flygtige og tilsyneladende saa ubetydelige, at de knap nok kan paavises.
Det ligger i, at de er knyttede til Parkettets Stemninger med alskens usynlige og meget intime Traade — at de vurderes af Publikum efter Hensyn, der kun har grumme lidt med den egentlige æstetiske Betragtning at gøre.
Thi i Virkeligheden er det sig selv, Publikum hører tale deroppe fra Scenen — og hvor svært er det ikke at stille sig kritisk vurderende overfor sig selv: Den Menneskebetragtning, de meder deroppe, er ganske den samme som den, hvormed de ekspederer himanden fra Dag til Dag: med et Par Anekdoter fra det ægteskabelige eller mondæne Liv, med et Par dygtige Karaktertræk, sat paa udvendig fra — og Figuren er færdig her som dér. Og Moralen og Satiren, Vitserne og den nemme Alvor, hele den rolige, skeptiske, elskværdigt overlegne og i Grunden usnobbede Tonart, som lyder fra Scenen naar Tæppet er oppe – ganske den samme summer o Parkettet i Mellemakterne.
Og saaledes gik det ogsaa iaftes til henimod Slutningen af Forestillingem.
Saa skete der pludselig noget uventet deroppe paa Scenen — og med ét brast de intime Traade, der forbandt den med Parkettet.
Hvad var der egentlig sket? Maaske en lille fejl Manøvre fra Forfatterindens Side? Maaske havde man ventet, at Stykkets ligegyldige unge Mand tog den ene af Stykkets ligegyldige unge Piger, men saa tog han den anden, skønt dog ogsaa det kunde forsvares! Maaake syntes man, at den Dame der spillede den ene ligegyldige unge Pige, gjorde hende mindre attraaværdig end den Dame, der spillede den anden, gjorde sin?
Nok er det: man kom ud af humøret. I de Timer, man havde siddet i Teatret med hinanden, havde man levet sig saa behageligt ind i sine personlige Stemninger, at nu, da Stykket deroppe pludselig rørte paa sig og vilde give et lille Ord med i Laget, det ogsaa – blev fornærmet over en saadan utidig Indblanding. Man kastede da køligt, et kritisk vurderende Blik tilbage over hele Stykket og gik surmulende hjem,
Man mindedes dog med Taknemelighed Hr. Mantzius, der mestrede sin Rolle, en jovial Landbaronmed en saadan Overlegeuhed, at han i de Optrin, han var paa Scenen, holdt Salen i sin Haand. De øvrige Rollehavende overraskede ikke, men Sammenspillet var upaaklageligt.
S.L.
I Parkettet.
Eu Forfatter der nylig fik en københavnsk Komedie opført, fortalte om dens Tilblivelse, at hver Morgen gik han paa Grønttorvet ved Rømersgade, og naar han kom hjem derfra med Favnen fuld af Grene og foraarsblomster, formede Replikerne sig.
Ingen tør vel tænke, at Fra Emma Gad selv paa Poesiens Vegne færdes i aarle Morgener omkring Rømersgade. Snarere har vel Byens kronede Butikker før Femteen Æren af Admiralindens Besøg. Men Buketten, hvorfra de kjøbenhavnske Repliker folder sig frem, er dog den samme. Ingen sælsomt og dristigt skønne Orkidéer, ingen dunkelt flammende Liljer, men lidt blaa Forglemmigej og hvide Margeritter, maaske et Par vemodigt smilende Violer og over dem alle Konvallernes lette svagt syrlige Duft, hvori Guldfuglen løfter sig kvidrende.
Just som den svævede frem over Scenen kort efter Tæppet var gaaet op, og just som alle Blikke skulde kaste sig over Fru Blochs virkelig yndige hvide Lilje og Fru Thomsens ganske henrivende grønne Hat med de mageløse Fjer, kom den lille Fugl i Fare. Thi Kongelogens Dør gled op, og Prins Valdemar rejste sig, mens Prins Hans smuttede ind i Gitterlogen, og Dronningen traadte nu ind i graa Brokade med Brillantaigrette i Haaret og med Perlekollier med Diamantmedaillon, fulgt af Prinsesserne Thyra og Dagmar. Det glimtede og lynede i Lyset, der pludselig skinnede frem fra Døren i Logens Baggrund, og Parkettets Opmærksomhed syntes et tyst stille Øjeblik at være splittet. Saa lukkedes Døren, og Guldfuglen slog et lille Bask med Pailetterne imod Rampen. Primadonne-Dragterne fangede igen Parkettet og gled forbi Etatsraadinde Bloch i hvid Silke, Etatsraadinderne Næser og Ruben, den sidstnævnte sammen med sin engelskfødte Svigerdatter, og Fru Nina Grieg og Svigerinde, Frøken Grieg, endvidere Professor Georg Brandes, Etatsraad Schnackenburg og Frue fra Odense, Fru Konsulinde Hansen fra Aarhus, Fru Mimi Carstensen, pansret i staalgraa Silke, Hr. Enevold Sørensen, absolut uden Panser, Dr. Gamél med Frue i Grønt, Fru Kaptajn Christmus med lysende Roser, Frk. Gerd Christophersen med en Kamelia, Fruerne Overretssagfører Lemvig-Møller, Hillerup og Levy iet fuldstændig sort Kostume med en blændende rød Blomst ved Bæltet, Frk. de Fine Skibsted, Fru Anna Jacob, Grosserer Moses Melchior, Fabrikejer Hasselbalch, Dr. Bull, Fru Bogtrykker Hertz, f. Rée, Assessor Winther og paa første Række, foruden Chefen cand. theol. A. E. Christiansen, Professor Henning Matzen og Apoteker H. P. Madsen, begge med Fruer, samt endelig den skønne uforglemmelige Ubekendte og en Chefssekretær.
I skinnende Prydelser trillede og pippede Fru Bloch som en væver Guldspurv, og et heftigt Guldfuglekvidder rejste sig skingrende hver Gang, Bifaldets Krummer faldt over Scenen fra det glimrende Parket. Den lille Frøken Houlberg, nydelig i blaa Silke, var særlig flink til at snappe – men Frøkenen bør ikke smitte sin Forlovedes blaa Jakkesæt med slet paa meget Pudder. Hr. Liebmann saa efter hede Omfavnelser ud, som han kom fra Snevejr, hvilket kun forvirrer den deltagende Beskuer. Frøkenen er sikkert ogsaa køn nok uden.
Velbehageligt nød Parkettet Synet af det prunkende forgyldte Bur paa Scenen, og i en salig harmløs Familieaften-Hygge fodredes ivrigt de skønne Fugle, der kvidrede saa sødt og net. Kun de Unøjsomme mente, at Guldfuglen maaske hellere maatte været fremført i Frihed med en smule Salt paa Halen. En
Kjøbenhavn. 29. November.
Det er meget betegnende, at Fru Emma Gad havde kaldt sit nye Stykke »Guldfuglen«, som i Aften opførtes første Gang pae det kgl. Theater for et Skuespii, og et det paa Plakaten benævnedes Lystspil. Det var i Virkeligheden ganske umuligt at vide, om mon skulde le eller græde. Derimod var der ingen Tvivl om, at man havde Ret til at kjede sig. Desværre forlyder det, at Fru Emma Gad herefter vil koncentrere sin Arbejdskraft paa dramatisk Produktion. Hun vil da sandsynligvis trække betydelige Veksler paa Hovedstadstheatrenes Taalmodighed. Man tør næppe haabe, at de vil vise sig mindre imødekommende end hidtil. Naar det kgl. Theater har Raad til at lade de gode Stykker, som man ved det forlængst har erhvervet, træde i Skyggen for saa haabløst et Sammensurium som
»Guldfuglen« kan Sekondtheatrene jo sagtens vise sig villige. Det kgl. Theater har i denne Sæson af nye Skuespil kun opført et eneste, nemlig »Frie Hænder« foruden »Guldfuglen«, og man har Lov til forbauset et spørge, hvad dets Kunstnere faar Tiden til at gaa med. Operaen har en eneste Nyhed, »Bohême«, at opvise. Balletten slet ingen, og der kan nok heller ingen ventes for det Første.
Man skulde under disse Omstændigheder vente, at Publikum vilde have vist sig taknemligt for »Guldfuglen«. Der er ingen Tvivl om, at dersom det kgl. Theater havde kjendt den meningsløse Skik at lade Aftenens Helt eller Heltinde modtage Publikums Hyldest efter sidste Akt, saa vilde Aftenen have faaet en nogenlunde festlig Afslutning. Nu faldt Tæppel tungt og trægt, og Ingen gad klappe, fordi man vidste, der intet Nachspiel vilde følge.
»Guldfuglen« er den unge hovedrige Frk. Rosalie Primon, som sammen med sin endnu yngre Moder, Fru Amalie Primon, opholder sig som Gjæst hos Baron og Baronesse Staffeldt paa Herregaarden Egede. Rosalie er – hedder det – en fornuftig lille Pige, der veed, at den Lykke, hun gør, skyldes hendes uhyre Pengepose, og hun er derfor paa sin Post overfor den Hær af Friere, som altid føolger i hendes Kjølvand. Sønnen paa Egede, Baron Preben, er hendes Ven fra Barndommen, og hun sætter sin Lid til, at han skal tage hende for hendes egen Skyld. Hun skildres som overmaade velbegavet, og alligevel gaar det ikke op for hende, at Preben slet ikke bryder sig om hende og allerede har bestemt sig for en Anden, nemlig en ung Pige af beskeden Herkomst, Susanne Friis Hansen, der er Spillefrøken paa Egede. Første Akt slutter med, at Prebens Forældre ser deres Fohaabninger at »Guldfuglen« skal blive det forarmede Herresædes frelsende Engel, kuldkastede – foreløbig. Baronessen har en Plan, som hun Hun sikkert mener vil bringe et godt Resultat. Rosalie faar derfor Intet at vide og vedbliver at være starblind, indtil det Øjeblik er kommet, da Forfatterinden tillader hende at blivd seende. Imidlertid foregaar der de mærkeligste Ting paa Gaarden. I anden Akt kommer den nye Svigerdatters Moder, en agtværdig, fornuftig og pudsig Parfumehandlerske, i Besøg hos Datteren. Og Baronessen faar nu arrangeret en Scene, der ender med, at Baron Preben synes lidt betænkelig ved Udsigten til at optage Kampen for Tilværelsen sammen med den fattige unge Pige. Hvorpaa Moder og Datter krænkede forlader Valpladsen. I tredie Akt tilstaar Rosalie Primon Preben sin Kærlighed og sin Lykke, skønt hun ikke har den ringeste Grund til at tro, han interesserer sig for nogen af Delene, og saa forhippet har Forfatterinden gjort hende, at hun slet ikke mærker den unge Mands Skamfuldhed. Endelig i Sidste Akt gaar det op for Guldfuglen, at Preben var hendes sidste Illusion. Hun har en Samtale med Susanne, som heldigvis er kommen for sent til Toget, forsoner de stridende Parter og rækker en mystisk Direktør Morton, der indtil for nylig hed Mortensen og hyppig er bleven betegnet som en Svindler, Haanden for sammen med ham at drage ind i en Art Kompagniskab, der har til Hensigt at »skabe Værdier«.
Det er haebløst at ville paavise Fejlene ved dette Lystspil, hvor intet af det, der maa ske, sker, hvor ikke et eneste øf Menneskene gjør eller siger det, man skulde vente. De fleste at de Agerende var da ogsaa helt konfunderede. Bedst stillet var Fru Walleen, der kun havde en eneste Scene og derfor ikke havde Lejlighed til at komme i Strid med sig selv. God var ogsaa Hr. Mantzius som Baronen, der har opgivet at tale fornuftigt og dog har bevaret sin bon sens. Fru Neiiendam var den stramme Baronesse, Liebmann den usigelig flove unge Baron, Fru Thomsen den ungdommelige Fru Pritnon, Fru Bloch den forvirrede Guldfugl, Hr. Neiiendam den mystiske Direktør og Frk. Houlberg den lykkelige og fortumlede Brud. Th. F.
Kolding Folkeblad, 1. december 1908.
København 30. Novbr.
Naturligvid var den røde Lygte ude i Aftes til Førsteopførelsen af Emma Gads ny Skuespil. Admiralinden har jo mange Venner i det københavnske Publikum, og de havde selvfølgelig indfunden sig allesammen, elv om ingen havde ventet sig noget stort.
Nogen Sukces blev “Guldfuglen” da heller ikke, skønt der i de to første Akter var et smukt Tilløb til et moderne Samfundsskuespil af den lettere Art. Fru Gad kender jo det højeste Borgerskab og den paa samme Samfundstrin staaende Del af Adelen ud og ind, og det futtede og knaldede med smaa velturnerede Morsomheder og Vitser, saa Tilskuerne lo og lo; men saa slog Komedien ret pludselig over i det alvorligt rørende, og saa glippede det for Forfatterinden; Publikum mærkede det og forvirredes, og Stykket sluttede under svært behersket Bifald.
—
Randers amtsavis, 3. december 1908
Alt det sidste løb ud i den bare Urimelighed og Usandsynlighed, og M
fortræffelige Spil som Gogsejeren og Fru Blochs nydelige Udførelse af den kvindelige Hovedrolle kunde ikke redde de to sidste Akter fra at falde til Jorden. -n
Illustreret Tidende, 6. december 1908.
DET ER vanskeligt at blive klog paa hvad det egenlig er Fru Gad har villet med sit nye Stykke.
De to første Akter henglide under en vis hyggelig Femthe-Stemning. En munter og let Dialog, som spøgende – af og til noget pjattende – underholder Tilskueren med alle de Livets dagligdags Smaapudsigheder, som Konversationen i den ‘finere’ Verden kan frembyde. Vexelvirkningen opnaas ved at sammenføre den adelig fornemme forgældede Herregaards Familie med den borgerlig elegante Milionærfrue med Datteren, Guldfuglen, og den fælles Interesse er Foreningen af Fornemhed og Kapital saaledes som det bekvemt kan ske ved den unge Baron Prebens Ægteskab med den sympatetisk skildrede Guldfugl.
Der er begaaet den taktiske Fejl, at alle Morskabens Patroner affyres i de første Akter, medens Problemerne har Eneretten over de sidste, og Sympatien bliver saa uheldig fordelt paa Personerne, at Slutningen virker fornærmelig.
Fru Emma Thomsen som Milionærfruen
Vil hun kæmpe for Ægteskabet bygget paa Kærlighed, hvorfor saa i al Verden baade berøve Frk. Friis Hansen, den lille Spillefrøken og den unge Baron med ‘Luxusnavnet’ Preben, Publikums Sympati.
Vil hun argumentere med Direktør Morton, født Mortensen, for at Erotiken aldeles bør udelukkes, og for at gøre Ægteskabet til et Interessefællesskab med to Viljer og en Kapital, hvorfor saa gøre ham til en Art brutal Svindler og samtidig vise, at Guldfuglen har et Hjærte af Guld, der selv om det skuffes i sin Kærlighed til Preben, dog aldrig kan tænkes at ville nøjes med det kolde Staal, som Mortons Vilje tilbyder hende.
Og saa det vanskelige fra de to Akters muntre Stemning at dumpe ned i en Række alvorlige Opgørsscener, hvoraf navnlig den, at en ung Mand med Æresbegreber beder den Kvinde, han skuffer saa haardt som Baron Preben skuffer Guldfuglen, hjælpe ham til at faa sin Forlovelse i Stand – eventuelt ved at redde den forgældede Fader fra Faliten – ligefrem falder En for Brystet ved sin Smagløshed. En anden Slutning havde vel ogsaa været mulig. Eller hele Stykket kunde vendes om, Kampen om Guldfuglen først, og saa Afslutning gennem et Par fornøjelige Herregaardsakter, hvor den fintfølende lille Guldfugl vinder sin Baron og frier ham fra en hjemme- lummer Forlibelse, som næppe vil bringe ham Lykke. Det havde været langt lettere at faa ned.
Udførelsen var aldeles uovertræffelig. Det kongelige Teaters Kunstnere har en farlig Evne til at spille bedst i de daarlige Stykker. Herr Mantzius Baron var en Type, der stod med Improvisationens hele Friskhed. Fru Blochs Guldfugl ypperlig i de store og vanskelige Opgørsscener. Fru Neiendams Baronesse, Fru Thomsens Milionærfrue, alle gjorde de deres bedste. Men da man just havde faaet dem kære, saa blev de holdt i Baggrunden i de to Akter, hvor man allermest trængte til dem.
Jyllands Posten, 8. december 1908.
–
At der er en Del “Theater” i “Pigernes Alfred” og at det Virkningsfulde undertiden triumfere paa Sandsynlighedens Bekostning, kan man ikke undre sig over. Egentlig er det højst tilgiveligt, at et par saa drevne Theatermennesker som Rostrup og Anker Larsen sikrer Sukcessen paa Forhaand. Det er i hvert Tilfælde baade klogere og mere tiltalende end den Fremgangsmaade, man sidst har set anvendt af Fru Emma Gad, der har givet “Guldfuglen” paa det kgl.Theater en anden Afslutning end den, der den første Aften ikke behagede Publikum i tilstræklkelig høj Grad.
Morgenbladet / Adresseavisen, 10. december 1908
Fru Emma Gad, den utrættelige, har igen faaet et Skuespil opført paa det kongeltge Teater og har ikke netop fejret nogen Triumf. For hende bliver det i hvert Fald ikke nogen Guldfugl; den vil antagelig flagre Repertoiret en Gang eller to rundt og vil saa lægge sig til Hvile med trætte Vinger.
Der er jo næppe Grund til at beklage det. Fru Admiralinden har saa mange andre Gøremaal at falde tilbage paa, at den lille Skuffelse, det muligvis kan være, ikke vil betyde stort for hende. Hurtigere og nemmere end mange andre vil hun kunne gaa over til næste Sag paa Dagsordenen, og hendes Dagsorden er lang.
Skulde man beklage noget, skulde det være, at denne flittige Dame er altfor flittig, til at hendes uomtvistelige Evner for Skuespillet har kunnet udvikles, som de fortjente det. Hun har selv en Fornemmelse af det eller har i hvert Fald haft, har i hvert Fald sagt det. Det er snart en Del Aar siden, da hun i Anledning af et Skuespils Opførelse beklagede sig over, at saa mange forskellige Pligter tog Tiden og Kræfterne fra hende. Det var ikke saadan, naar man havde Hus og Hjem at passe, alle mulige Samfundsformaal at virke for, Møder at gaa til og Bestyrelser at sidde i og meget mere. Der blev da for Litteraturen kun de Timer tilovers, der kunde stjæles fra det andet, som først skulde passes.
Nej, vist er det ikke saadan! Den sære Fugl, der hedder Poesien, slaar sig ikke ned der, hvor der bydes den saa ugunstige Vilkaar. Den vanskelige Kunst lader sig ikke spise af med de Smuler, der bliver tilovers nu og da fra andre Sysselsættelser. Den forlanger af sine Dyrkere, at de ikke har andre Guder at ofre til, og det maa jo siges om Fru Emma Gad, at hun har erlagt sin rigelige Tribut til adskilligt, der har saa lidt som mulig med Litteratur og Kunst at gøre.
Hun synes da for alle Tider at have givet Afkald paa at blive andet end sit Bourgeoisies Fornøjelsesraad — og endda var Fornøjelsen lidt tynd denne Gang — og der var dog en Tid, da det saa ud, som om hun havde sat sig større Maal. Det var, da hun skrev sit meget alvorlige og bittre Skuespil, der hed “Et Forspil”, og med det satte Kursen ind paa andre Vande, end hvor hendes elegante Lystbaad plejer at færdes. Her troede vi at finde en Forfatterinde, der virkelig havde noget alvorligt paa Hjærte og Mod til at sige det.
Men ak! Det blev ved Forspillet; det eller de Efterspil, der skulde have fulgt, naaede aldrig frem. Var hun blevet bange overfor sin altfor store Dristighed, saa hun Konsekvenserne og frygtede dem? Eller var det kun en almindelig Stuefugl, fra hvis Hals der for en eneste Gangs Skyld havde lydt en Tone fra det store frie Fugletræk.
Teatret, 1908-1909, s. 42.
Den bringer Scenen Held, som kender dens Love! Kun faa danske dramatiske Forfattere kender som Fru Emma Gad Lovens Ord og Lovens Aand; derfor har hun ogsaa en brav Række Scenetriumfer at se tilbage paa. Dog ikke alene derfor. Som i ingen anden Kunstart afspejlér den dramatiske sin Udøvers inderste Væsen og Natur. Heri bunder saa overmaade meget af scenisk Held og Uheld. — Publikums. Sympati og Interesse vækkes eller svækkes af Forfatterens Personlighed. Naar Ibsen, det nordiske Dramas Geni, saa sjældent har fejret en «Publikumsucces», ligger det saa ikke mest af alt deri, at han var, om ikke Publikums Fjende, saa dets Foragter, der ubarmhjertig og hjertekold svang Svøben over Retfærdige og Uretfærdige dernede paa den mørke Tilskuerplads?
Holder denne Betragtning Stik overfor Geni som overfor Talent, saa har Fru Emma Gad faaet en Dramatikers Naadegave: Kærlighed, Medfølelse, Overbærenhed overfor den Slægt, hvis Liv hun skildrer og revser; og derfor hører hun ogsaa til Slægtens Yndlinge.
Et Lystspil kalder Fru Gad sin «Guldfugl». Betegnelsen er vildledende. Et Skuespil er det, saa vist som en tragisk Figur, en tragisk Skæbne kaster sin Skygge tværs over den lysflimrende Scene. En Skygge, der breder sig stedse mørkere, eftersom Handlingen skrider gennem Akterne. Og hvorfor vildlede? Er vi kommet dertil, at et Skuespil skræmmer fra det kgl. Teaters Plakat?
Rosalie Primon (Anna Bloch)
Rosalie: Skulde jeg gifte mig med en Mand, saa skulde det være, fordi jeg hos ham fandt Fred og Hvile, og fordi jeg vidste, at hvordan han saa før havde levet, hvor meget han end tænktebog følte anderledes end jeg – ja, trods alt, saa vilde han sætte sit Liv ind paa at være min bedste Ven, min Støtte, mit Værn – kun for mig og kun for min egen Skyld. Det er det, jeg forstaar ved Tillid.
«Guldfuglen» opruller et Billede af et stærkt belastet Godsejerhjem. Saa dansk og ægte er dette Billede, saa naturligt og hjemmekendt virker Repliker og Instruktion, at Hver og En fra Tilskuerpladsen kunde have flyttet sin Stol op paa Scenen og ageret med – den fuldkomne Illusion!
I dette lille Agrarrige, hvis aristokratiske Træk i betænkelig Grad trues med Udviskning af saare plebejisk Pengetrang, regerer Baronesse Juliane over Familie, Hus og Fæ, Sommergæster og alt, hvad levende er, d. v. s. hun tror at regere, for i Virkeligheden har nok enhver af Undersaatterne sit private Svinkeærinde, sine personlige Forhaabninger at virke for, og af disse Intrigers fine Spind evner Hds. Majestæt Juliane ikke at spinde den tiltrængte Guldtraad. Da hun saa vil klippe Vævet igennem, slaar hendes kluntede Gemal Saksen ud af hendes stærke Haand.
Fru Friis-Hansen: Det er heller ikke sagt, at den Guldfugl, som De sagtens nu vil klappe ham sammen med, vil gøre ham rigere – jeg mener i bedste Forstand rig – nej, det kan De forlade Dem paa, Deres Naade Fru Baronesse.
Kronprins Preben skal giftes rigt, og ingen er nærmere til at indtage Hæderspladsen som Rigets Forgylder end hans Veninde gennem Ungdomsaarene, Rosalie Primon. Dog, denne solide Plan krydses af Preben selv og en allerkæreste lille Spillelærerinde, der har fundet hinanden i den farlige Periode, hvor Syrenen blomstrer, og hvor Gøgen afleverer sine Æg efter fejle Adresser. Dog, «Guldfuglen» kunde let have sejret over den beskedne Sisken og pippet omkap med sin Mage indenfor et banalt Ægteskabs forgyldte Tremmer — om hun havde villet. Men Millionærdatteren er af en anden Støbning. I det Øjeblik, hun tror at have vundet Preben med sin Kærligheds Magt alene, kogler Elskov hende blind, dristig, erobringsstærk. Hun jubler af Sejerslykke — men kun for en stakket Stund. Saa flimrer den brutale Virkelighed for hendes Øjne, indtil den fæstner sig til urokkelig Vished. Dermed opgiver hun Lykkedrømmen og degraderer sig selv til Stræberens ægteskabelige Kompagnon.
Baronen (Dr. Mantzius) og Fru Primon (Emma Thomsen),
Det blev Fru Blochs Opgave at skildre den tragiske Skikkelse, og hun gjorde det paa en Maade, der aabnede et vidt Perspektiv for denne talentfulde Kunstnerindes fremtidige Virksomhed, en Virksomhed, der peger bort fra Ingenuegenren og ind paa de Baner, hvor stærke, modne, skæbnetvingende Kvinder færdes. Fru Bloch skabte et Helhedsindtryk, fuldt af blændende, fint udmejslede Enkeltheder, der sent vil glemmes.
Fru Primon: Sig mig Baron, er den lille Friis-Hansen rejst?
Baronen: Ja, hun er afsted. Hun tog væk med Moderen.
Fru Primon: Naa! Jeg fik ikke sagt hende Farvel. Det er jeg ked af. Hun var sød.
Baronen: Ja, Gu’ var hun saa. En dejlig lille Pige. Jeg syntes vældig godt om hende.
Fortrinligt sekunderedes hun af Fru Emma Thomsen, som gav en pragtfuld Fremstilling af den fejrede, letlevende og inderlig godhjertede Moderskønhed, der ejer Nøglen til alle Livets Gaader, men som ikke har Begreb om, hvad hendes egen Datter indeholder.
Med et noget for maskeagtigt Ansigt, et lidt for nuancefattigt Spil svang Fru Neiiendam sit Tøffelscepter over Baron Rasmus, dette Easy-Chair Mandfolk, som har sin Rod saa dybt i den smørfede danske Muld. Dr. Mantzius gav denne Type med overlegen Kunst. Næppe havde han sat sin Fod paa Scenens Gulv og afleveret sin første Replik, før man var Ven og aargammel Bekendt med Manden. Og saadan, som Rollens første Anslag var, saaledes gennemførtes Spillet stilsikkert til Tæppets sidste Fald.
Hr. Liebman og Hr. Neiiendam rivaliserede om «Guldfuglen»s Gunst. Hr. Liebman maatte nøjes med Publikums, men den blev ham ogsaa tildelt i fuldt Maal for hans ærlige, sympatetiske Spil i en vanskelig og lidet taknemmelig Rolle.
Frk. Houlbergs Muligheder som scenisk Kunstnerinde hylles endnu i vage Skygger, hvorigennem skimtes en højst tiltalende, graciøs Person og en vis Sikkerhed i Bevægelser og Optræden.
Og maa jeg slutte med en Henstilling til den ellers saa heldige Instruktør: gem den Silkehat, Hr. Neiiendam smykker sit Hoved med i sidste Akts Frierscene. Ikke engang den mest dollarraslende Yankee vilde erklære sin Kærlighed med Top-hat paa i en Herregaardshave; og berøv ved samme Lejlighed Preben sin Chapeau-bas. Gamle Rasmus med den jordslaaede Panama var i bedre Stil.
W.C.
Teatret, 1918-1918, s. 46.
Redaktionen har anmodet mig om en Udtalelse angaaende et Par smaa Ændringer, som efter Premiéren er foretagne ved Opførelsen af «Guldfuglen». Ja, hvad skal jeg sige —?
Direktør Morton (Nikolaj Neiiendam)
Dagene før og efter en Opførelse af et Helaftenstykke er, især ved Det kgl. Teater, en Sejlads, som er besværlig nok at komme igennem. — Der er Sus af Ængstelse i Farvandet, Understrømme omkring skjulte Skær — Taager af Uvished. Især det sidste. Det mærkeligste ved det er nemlig, at Forfatteren, naar Tæppet ruller op, ved omtrent ligesaa meget eller ligesaa lidt om, hvordan det vil gaa, og hvad der vil slaa an, som de Tilskuere, der kommer ind fra Gaden.
Rosalie Primon (Anna Bloch)
Som nu ved den Premiére forleden. Naturligvis vidste jeg, at det altid er et farligt Eksperiment at lade Tonen fra Direktør Morton spøgefuld gaa over til alvorlig. Men (Nikolaj Neiiendam) — heller ikke mere. Foruden denne Fare viste der sig saa ved Opførelsen at være to Ting, der virkede umiddelbart stødende paa Tilskuerne, for det første, at det er Preben, der beder Rosalie hjælpe sig med at klare Vanskelighederne for sig og sit Hjertes Udkaarne, og for det andet, at det gennem Scenearrangementet virkede paa Tilskuerne, som om hun ved Tæppets Fald forlover sig med Direktør Morton. Begge disse Ting er altsaa nu, blot ved at stryge et Par Repliker og gøre lidt om ved Arrangementet, blevne lempede, hvilket siges at have gavnet Opførelsen.
Men hvad der har slaaet mig, det er, at vi ikke kunde se det forinden. At jeg selv paa dette Punkt var blind, er jo ikke saa underligt, fordi jeg havde arbejdet ud fra, at der mellem de to, Preben og Rosalie, i mange Aar havde bestaaet et varmt Venskab, som skaber Tillid, men foruden mig sad der ved Rosalie Primon Prøver og Generalprøve saa mange, Direktør, Sceneinstruktør, Skuespillere og andre, der er særlig kyndige, og ikke en af dem var det faldet ind, at f. Eks. denne Replik fra den unge Mands Side kunde virke stødende — som det siden viste sig — for mange; ingen af de kyndige sagde det med et Ord. Ingen af os saa det. Først Publikum, de utallige Øjne og Øren, der samlede bliver til en Enhed, en Højesteret, saa det straks. Altsaa, det er en Kendsgerning, at ingen i et Manuskript, paa en Prøve — eller engang paa en Generalprøve kan se helt, hvordan et Stykke virker, og det nytter ikke, at der idelig tales om Haandelag og Rutine, for alle staar altid — hver Gang — lige uvidende. Dette burde gøre Pressen lidt mere skaansom i Tonen ved Bedømmelsen af et Arbejde, end det nu ofte finder Sted, og særlig skulde man tro, at Forstaaelsen deraf vilde være mere følelig hos de Anmeldere, der selv har faaet Stykker opførte og ofte — til- visse i rigt Maal — har faaet at vide, hvor vanskelig Scenens Kunst kan være. Især undres man tidt over den forekommende Mangel paa Respekt for det udførte Arbejde. Hvad enten det er godt eller daarligt, det skyldes dog Forfatteren, Instruktøren og Skuespillerne i Forening. Kritikens Opgave er jo vel at give Bladets Læsere Oplysning om dette tredobbelte Arbejde, og dog har jeg ved denne Lejlighed lagt Mærke til, at der var Kritikere, idetmindste en enkelt, som end ikke nævnede Fremstillerinden af Titelrollen Fru Anna Bloch med et eneste Ord, hvorved det journalistiske Hverv dog vel egentlig maa siges at være bleven tilsidesat. Og alligevel har Fru Bloch i denne Rolle udført et stort og gennemtænkt Arbejde, hvad enhver kan se, der nogensinde har haft med scenisk Kunst at gøre. Hun har skabt en smuk og nobel ung Kvindeskikkelse, hvis fine Hjertelighed vil straale ud til andre Kvindeskikkelser, som vi endnu har tilgode. Dog — min Tak behøves ikke; Publikum har set det, har følt det og vil huske det.
EMMA GAD
Teatret, 1908-1909, s. 42.
