Guldfuglen anmeldelser

Det er snart mange Aar siden, at Fru Emma Gads Navn sidst stod at læse paa det kongelige Teaters Program. I de senere Aar har Fruens Produktion væsentlig været helliget de private Scener. Folketeatret opførte i Fjor “Den mystiske Arv”, et meget let og ret ujævnt Arbejde, som ikke i nævneværdig Grad var præget af det Lune og den skarpe Iagttagelsessans, der gjorde “Et Sølvbryllup” til en saa underholdende og munter Forestilling.

Der er Grund til at tro, at Fru Gad denne Gang har spændt sin Ævne til det Yderste. Man vil vide, at Forfatterinden havde betegnet sit Arbejde som et Skuespil, men at Teatret har opfattet det som et Lystspil. Denne Uenighed om Karakteren af et Digterværk behøver jo intet at betyde. Mulig er det lykkedes Fru Gad at skrive en Komedie, der rummer baade Humor og Alvor, et Skuespil, der viser hendes Evner i ny Belysning og som ikke udelukkende er baseret paa at fremkalde Smil og Latter ved alr for billige Løjer. “Den mystiske Arv” tog jo hyppigt sin Tilflugt til ret tarvelige Farcemotiver og var ofte noget for langt paa den anden Side af den gode Smag.
Naar det kongelige Teater, der har alvorlige Forpligtelser overfor dansk Digtning, gar ønsket at spille “Guldfuglen”, saa tør man deri se en Garanti for Stykkets kunstneriske Lødighed. Paa et Tidspunkt, hvor flere antagne Digterværker endnu henligger uopførte, vil Teatret selvfølgelig ikke spilde Tid og Kræfter paa et Skuespil, der ikke fuldt ud kan tilfredsstille de Fordringer, man har Lov til at stille til vor første Scene. Med megen Forventning vil Fru Gads Publikum, der er at ligne ved en stor Vennekreds, i Aften give Møde i Det kgl. Teater. Smilet ligge løst paa Læberne i samme Sekund man betræder Vestibulen og ser alle de kendte Familier, hele det udmærkede Selskab der uggør F>orfatterindens Publikum og Admiralindens Vennekreds. Maatte nu “Guldfuglen” vise sig som et Arbejde, der forener Skuespillets Dybde med Lystspillets elegante Vid. Maatte vi i Aften opleve, at Fru Gad havde ofret den let vundne Overflade-Sejr for at skænke sine Tilskuere, ikke en Række elskværdige pjankende Teaterfigurer, men et Skuespil, der viste os Mennesker og Menneskers Liv.
Fru Gad har vist, at hun ejer det sikre dramatiske Instinkt. Hun har i de senere Arbejder nøjedes med at gentage sig selv, med at lefle for Københavnernes Svaghed, for Strøg-Slagfærdighed og Fem-The’s Jargon. Hendes sidste Arbejde var at ligne ved en af de Udstillinger, hvor Admiralindens paa Præsentatioinsdagen elskværdigt undskylder sig med at som sædvanlig mangler Pointen, men den kommer i Morgen med et af Melchiors Skibe.
I Aften kræver Publikum at baade Arrangement og Pointe r som det bør være – naar vor første Scene opfører et Lystspil, der egentlig var tænkt som et Skuespil. C.H.

Fru Emma Gad har aabenbart villet male et socialt Billede i sit nye Stykke “Guldfuglen”, som i Aftes havde Premiere paa det kongelige Teater. Hun kender jo Interiøret, fordi hun selv lever i de Kredse, hvor “Guldfuglene”, de rige Piger flagrer om, og hun har jo før vist, at hun kan bruge den dramatiske Pensel, og fordele Lys og Skygge saa at Virkningen ikke udebliver. Det skulde være en Salgs hvid Slavehanden – eller rettere Slavindehandel. De rige Piger blev jo i Virkeligheden solgt til deres Bejlere – for deres egne Penge.
Men det sociale kommer unægtelig i Baggrunden. Fru Gad lægger mere an paa at “komme Folk til at le”. Hendes Replikskifte er særlig i de første Akter vittigt og let. Og Tegningen af “Guldfuglen” Frk. Rosalie Primon er ikke daarlig gennemført. Men Udviklingen af hendes Skæbne er unægtelig til at faa i den gale Hals. Naar hun tilsidst efter at hun forgæves har søgt at faa den unge Baron Preben, som hun virkelig elsker, renoncerer og kaster sig i Armene paa en Mand, der netop har foreslaaet hende Kompagniskab, fordi hun er rig, saa skurer det i Ørene. Thi nu har hun ingen Illusioner mere! Aa hvor det lyder.
De snallende Papegøjer med de straalende Fjer er saamænd ikke belemmet af Illusioner.
Men naar man altsaa sigter Fru Gads sidste dramatiske Dynger og faar Guld for sig og Sand for sig, saa bliver der ud af det hele en behagelig underholdende Aften hvor man faar Lattermusklerne rørt. Og det kongelige Teaters Skuespillere kan ikke beklage sig. Rollerne giver dem Anledning nok til at spille for Publikum. Hr. Mantzius morede navnlig som den gamle forgældede, men uhyre glade Baron, og Fru Neiiendam spillede med fuld Honnør Baronessens Rolle. Fru Bloch vandt en ny Sejr som Guldfuglen og Frk. Houlberg var overordentlig sympatisk som den unge Spillelærerinde.
Tæppet faldt under en Stemning, som vi nærmest vil kalde tilfredsstillende. Man var glad over at det hele var saa “nydeligt” som det var.

Den lette Haand og det elskværdige Sind, som i Forbindelse med et udpræget dramatisk Haandelag har gjort Fru Emma Gad til en skattet Lystspilskribent, fornægtede sig heller ikke helt i hendes sidste Arbejde. Selv om hendes Øre ikke altid er kritisk nok overfor Repliker, der ofte tager til Takke med det kvikke paa det Sandes Bekostning, og selv om hun er for lidt kræsen og lader lidt for mange Godtkøbs-Vittigheder løbe med, er hun dog saa „god-humoured”, saa munter og saa slagfærdig, at man maa smile over de mange Paalund, særlig naar de tourneres saa flot som f. Eks. af Hr. Mantzius iaftes.

Men Fru Gad har øjensynlig villet noget mere med “Guldfuglcn” end blot at skrive et harmløst og muntert Lystspil. Hun har villet skildre en Type: den rige, unge Pige, som ved Frieriernes stadige Paahæng er kommen paa sin Post, er bleven baade selvsikker og mistanksom. Og hun har villet fortælle, hvorledes alt det, der saa ud som et Lykkebarns glimrende Kort paa Haanden, kan blive til hendes tragiske Skæbne. Denne Idé er god nok, men Ernnets Alvor taaler enten ikke den muntre Blanding, eller ogsaa har Fru Gad ikke taget tilstrækkelig sikkert paa Opgaven, har nøjedes med Antydninger istedetfor at gaa tilbunds i Sagerne. Samtidig har hun rørt ved en anden Idé, idet hun har antydet — men ligeledes kun antydet Konflikten: Stands- og Familiehensyn kontra den personlige Følelse, idet hun lader en fattig, ung Adelsmand til en Begyndelse opgive sin Elskede, fordi Forældrenes økononliske Fremtid afhænger af, at han gør et godt Parti.

Det er saaledes ingenlunde Inventionerne, det har skortet Forfatterinden paa, men hun er saa at sige løbet fra dem paa Halvvejen. Men dette har hævnet sig, idet hendes Komedie er bleven overfladisk. Fru Gad har saa megen Teaterføling, at hun præcis ved, hvordan Repliken skal skæres, for at faa sit Publikum til at le; og derfor er alt, hvad der har Berøring med Lystspillet i Komedien, ogsaa ganske muntert. Men her er meget mere end Lystspil – her er baade Folkekomedie, borgerligt Sørgespil, og en Masse traditionelle Teaterscener, og denne Blanding har ikke været heldig, den ødelægger Stemningen og Totalindtrykket, og den medfører, at Forfatterinden slet ikke har faaet det frem, hun cgentiig vilde.

Det lader sig jo nok gøre al skrive et behændigt Lystspil uden stærk poetisk Ballast. Men vil en Forfatter virkelig gaa tilbunds i en Karakterskildring, maa der mere til end den rationelle Sceneberegning, der er ofret paa dette Stykke. For at tage et Eksetnpel paa, hvor helt ved Siden af Fru Gad her har grebet, kan man anføre den Scene, hvor den unge Pige selv aabenbarer sin Kærlighed til sin Ungdomskammerat. Scenen er smukt skreven, og Fru Bloch fandt henrivende Udtryk for den unge Kvindes utilfredsstillede Længsel; men dens skæbnesvangre psykologiske Fejl ligger deri, at den unge Pige tror sig genelsket, medens han kun er optagen af den Kvinde, han kort forud har forlovet sig med. Selv om Fru Gad ikke tror paa “sympatetisk Blæk”, saa er det dog rent umuligt her ganske at overspringe den Sjælenes Sympati, der uden Ord øjeblikkelig siger Mennesker, om de tiltrækker hinanden, end sige, om de bliver genelskede. Derfor blev denne Scene kun teatralsk Konflikt, men ikke levende Mennesketegning. “Teater” kan være godt for sig. Men vil en Forfatter, som Fru Gad øjensynlig her har villet det, ogsaa give en sjælelig Studie, er “Teater” ikke nok.
Selvfølgelig spiller det kongelige Teaters forfarne og dygtige Skuespillere et Arbejde, der som dette er baseret paa de ydre Virkemidler, med Glans. Naar de første Akter saa tydelig morede, kan Forfatterinden i høj Grad takke Dr. Mantzius herfor, der som den forgældede Landadelsmand lige fik det Præg af nonchalant Elskværdighed og naturlig Ligegladhed, som var tilstræbt. Ogsaa Fru Neiiendam som Baronessen var sikker nok, om end maaske en Smule for stramtandet. En sørgelig Opgave som Ridder af den bedrøvelige Skikkelse var derimod tilfalden Hr. Liebman; han maatte nøjes med at figurere og gøre en flov Figur, men havde ikke et eneste Ord af iVærdi at sige. Og ikke meget morsommere var Hr. Neiiendams Opgave at fremstille den moderne, smarte Automobilmand med Nerver af Staal m. m. Fru Bloch er allerede nævnt som “Guldfuglen”, der ved sit virkelig poesifulde og adelige Spil saa nogenlunde reddede de sidste Akter, hvor Guldfuglen ribbes for sine sidste Illusioner, og som hendes Mama klarede naturligvis Fru Thomsen med Lethed at være Repræsentant for “de Mødre, der næsten ser yngre ud end deres Døtre”. Et udmærket Stykke Folkekomedie gav Fru WaIlesen som den borgerlige Sæbekældermadam, der pludselig dukker op paa den højfornemme Herregaard og læser Herskaberne Teksten ganske som Kobbersmeden i Frk. Houkberg var den Rolle tilfalden at forestille den unge Junkers borgerlige Elskede. Det kneb lidt med at faa Replikken til at falde mundret, og en vis Krampagtighed mindede om Begynderen. Men de Unge ovre paa Nationalscenen skal jo naturligvis ogsaa i Ilden og øve sig. J.C.

Efter de to første Akter af Emma Gads nye fireakts Lystspil “GuldtugIen” tegnede det i Aftes til en stor Sukces. Men da Tæppet faldt for fjerde Akt, var Bifaldet ret behersket, til Trods for at man ogsaa i disse Akter jævnlig havde moret sig fortræffelig. Sagen er, i de førte Akter holder Forfatterinden sig udelukkende til det, hun magtet saa godt, den elskværdige, lette Satire, den glade, vittige Spøg med de ærede samtidige, men i de sidste Akter vil hun tillige røre og gribe os, og dér slaar Kræfterne ikke rigtig til. Og dog er der i tredje Akt en Scene, der er en betydelig Digter værdig; men den gjorde ikke den tilsigtede Virkning, fordi den ikke passede tit Stykkets Tone og Stemning.

Handlingen i det nye Stykke er ikke meget kompliceret. Den kvindelige Hovedperson er den 25-aarige Rosalie Primon, af en af vor Hovedstads Pengematadorer. Allerede fra sit fjortende Aar har den unge, opvakte Pige følt dyb Mistillid til de mange Mænd, der sværmede on hende – Matadorers eneste Barn og Øjesten – som Fluer om en Krukke Honning. Hun véd, at hun hverken er smuk eller besnærende og ser i alle disse forelskede Kavalerer kun Pengejægere. Hendes Hjerte banker kun for én, og den brave, men ellers ret ubetydelige Baron Preben Egede, hendes Barndomsven. Hun tror, at det er af Undselighed, han ikke erklærer sig, og da han saa endelig en Dag forlanger en Enesanmtale med hende, lader hun ham ikke komme til Orde, men fortæller ham, hvor usigelig lykkelig hun er ved at knytte sin Skæbne til den eneste Mand, hun elsker. Men allerede samme Dag faar hun at vide, at hun ganske har taget fejl. Naar Preben vil ægte hende, er det, fordi hans og hendes Forrældre ønsker det. Hans Hjærte er ikke frit, men han har ikke Mod til mod Forældrenes Vilje at ægte den uformuende, jævne unge Pige, han elsker. Men saa hjælper “Guldfuglen” sin Barndomsven til at faa den, som han holder af. Og selv rækker hun sin Haand til den kloge, energiske Finansmand, Direktør Morton, der har friet til hende paa ganske ejendommelig Vis. Han har nemlig ærlig fortalt hende, at Forelskelse er ham et ukendt Begreb, menhan har tilbudt hende, den overlegne, dygtige Kvinde, et Kompagniskab af to Hjerner, to Viljer.

I de to første Akter tumler fatterinden sig paa sin rigtige Boldgade. Hun kender ud og ind disse Figurer, der her er i første Plan, og morer sig med at stille dem i komisk Belysning. Hun kender til Gavns Prebens Forældre, den altid kurmagende, ikke synderlig kløgtige, evig glade Baron Rasmus og Hendes Naade Juliane, der er dette ægteskabs virkelige Rasmus. Hun kender den evig unge, evig smukke kjøbenhavnske Modedame Fru Primon, og hun kender den zünftige, solide Indehaverske af Sæbe- og Parfumeforretningen i Kjøbenhavn, der lige med ét dratter ned paa Visit paa Herregaarden for at se til sin Datter, der har taget Plads her som en Slags Selskabsdame. Men hvis Fru Gad kender “Guldfuglen” selv, saa fomaar hun alligevel ikke at faa os grebne af hendes Skæbne. Og dog har Fru Gad fundet de rette Ord i den ovenfor nævnte, meget smukke Scene i tredje Akt. Det var virkelig Livets Ironi, der her saa skærende tonede frem. Den unge Kvinde, der tror sig elsket og bryder ud i Jubel, den unge, tilbageholdne Kvinde, der her unden Undseelse siger den elskede Mand, hvor højt hun elsker ham, og i sin Henrykkel slet ikke lægger Mærke til Bejlerens triste, forgæmmede Ansigt. Men, som sagt, Scenen faldt ikke i Traaad med det foregaaende. Og man forstaar ikke, at “Guldfuglen” saa hurtig opgiver Preben. Er Forfatterinden ogsaa sikker paa, at den unge Mand finder Lykken hos den unge, søde Spillelærerinde, der tilhører helt andre Samfundskredse? Er det hele ikke en Smnmerferieforelskelse? Og hvorfor skal “Guldfugle” absolut i sidste Scene skænke den smarte Forretningsmand sin Haand” Hvorfor skal hun, der selv har saa meget Hjærte, straks forenes med en Mand, der slet ikke kender Begrebet Hjærte? Herregud! Hun er kun 25 Aar. Hun har da Tid til at vente, inden hun binder sig for Livet.
Lystspillet fik gennemgaaende en fortræffelig Udførelse, specielt for de komiske Rollers Vedkommende. Navnlig morede Mantzius meget ved sin vittige Gengivette af Baron Rasmus, den arme Baron, der hvert Øjeblik gør en Fadæse. Men Fru Neiiendams myndige Baronese, Fru Thomsens elskværdige, flagrende Modedame og Fru Walleens trivelige, støtte, brave Fru Friis Hansen en Slags Variation af Madam Mortensen-Typen fra “Tordenvejr” var meget fornøjelige. Titelrollen udførtes nf Fru Bloch, der gennemgaaende i Gaar havde en heldig Aften. Fruen tog sig godt ud i de elegante Toiletter, og hendes Spil var i Aftes heldig frit for den Manér, der saa tidt skæmmer det. Kun Haandbevægelserne var af og til ret uskønne. Den unge, jævne Pige, der løber at med Preben udførtes vakkert af Frk. Houlberg. Med sine store, udtryksfulde øjne og sit kønne, lyse Smil gør den unge dame et meget vakkert Indtryk. Mindst lykkedes hendes Scene i sidste Akt, hvor hun ikke tog sig rigtig godt ud.

Interiørerne var stilfulde og kønne, og Fruerne Thomsen og Blochs skønne Toiletter var hele straalende Digtninge. Huset var udsolgt, og Publikum meget repræsentativt. I Kongelogen sad Hds. Maj. Dronningen og flere Medlenmer af Kongehuset. N.J.B.

Det kgl. Teater: Guldfuglen, Lystspil i 4 Akter at Emma Gad.

Stykker som dette sidste af Fru Emma Gad, der er skrevne udelukkende med det kgl. Teaters specielle Bourgeoisipublikum for Øje ikke har nogen anden Hensigt end paa deu behageligste Maade at underholde det en Aften igennem, har naturligvis alle mulige Betingelser for at blive store Sukces’er, men kan ogsaa bringes til Fald af Grunde, der er saa flygtige og tilsyneladende saa ubetydelige, at de knap nok kan paavises.

Det ligger i, at de er knyttede til Parkettets Stemninger med alskens usynlige og meget intime Traade — at de vurderes af Publikum efter Hensyn, der kun har grumme lidt med den egentlige æstetiske Betragtning at gøre.

Thi i Virkeligheden er det sig selv, Publikum hører tale deroppe fra Scenen — og hvor svært er det ikke at stille sig kritisk vurderende overfor sig selv: Den Menneskebetragtning, de meder deroppe, er ganske den samme som den, hvormed de ekspederer himanden fra Dag til Dag: med et Par Anekdoter fra det ægteskabelige eller mondæne Liv, med et Par dygtige Karaktertræk, sat paa udvendig fra — og Figuren er færdig her som dér. Og Moralen og Satiren, Vitserne og den nemme Alvor, hele den rolige, skeptiske, elskværdigt overlegne og i Grunden usnobbede Tonart, som lyder fra Scenen naar Tæppet er oppe – ganske den samme summer o Parkettet i Mellemakterne.

Og saaledes gik det ogsaa iaftes til henimod Slutningen af Forestillingem.

Saa skete der pludselig noget uventet deroppe paa Scenen — og med ét brast de intime Traade, der forbandt den med Parkettet.

Hvad var der egentlig sket? Maaske en lille fejl Manøvre fra Forfatterindens Side? Maaske havde man ventet, at Stykkets ligegyldige unge Mand tog den ene af Stykkets ligegyldige unge Piger, men saa tog han den anden, skønt dog ogsaa det kunde forsvares! Maaake syntes man, at den Dame der spillede den ene ligegyldige unge Pige, gjorde hende mindre attraaværdig end den Dame, der spillede den anden, gjorde sin?

Nok er det: man kom ud af humøret. I de Timer, man havde siddet i Teatret med hinanden, havde man levet sig saa behageligt ind i sine personlige Stemninger, at nu, da Stykket deroppe pludselig rørte paa sig og vilde give et lille Ord med i Laget, det ogsaa – blev fornærmet over en saadan utidig Indblanding. Man kastede da køligt, et kritisk vurderende Blik tilbage over hele Stykket og gik surmulende hjem,

Man mindedes dog med Taknemelighed Hr. Mantzius, der mestrede sin Rolle, en jovial Landbaronmed en saadan Overlegeuhed, at han i de Optrin, han var paa Scenen, holdt Salen i sin Haand. De øvrige Rollehavende overraskede ikke, men Sammenspillet var upaaklageligt.
S.L.

I Parkettet.
Eu Forfatter der nylig fik en københavnsk Komedie opført, fortalte om dens Tilblivelse, at hver Morgen gik han paa Grønttorvet ved Rømersgade, og naar han kom hjem derfra med Favnen fuld af Grene og foraarsblomster, formede Replikerne sig.
Ingen tør vel tænke, at Fra Emma Gad selv paa Poesiens Vegne færdes i aarle Morgener omkring Rømersgade. Snarere har vel Byens kronede Butikker før Femteen Æren af Admiralindens Besøg. Men Buketten, hvorfra de kjøbenhavnske Repliker folder sig frem, er dog den samme. Ingen sælsomt og dristigt skønne Orkidéer, ingen dunkelt flammende Liljer, men lidt blaa Forglemmigej og hvide Margeritter, maaske et Par vemodigt smilende Violer og over dem alle Konvallernes lette svagt syrlige Duft, hvori Guldfuglen løfter sig kvidrende.

Just som den svævede frem over Scenen kort efter Tæppet var gaaet op, og just som alle Blikke skulde kaste sig over Fru Blochs virkelig yndige hvide Lilje og Fru Thomsens ganske henrivende grønne Hat med de mageløse Fjer, kom den lille Fugl i Fare. Thi Kongelogens Dør gled op, og Prins Valdemar rejste sig, mens Prins Hans smuttede ind i Gitterlogen, og Dronningen traadte nu ind i graa Brokade med Brillantaigrette i Haaret og med Perlekollier med Diamantmedaillon, fulgt af Prinsesserne Thyra og Dagmar. Det glimtede og lynede i Lyset, der pludselig skinnede frem fra Døren i Logens Baggrund, og Parkettets Opmærksomhed syntes et tyst stille Øjeblik at være splittet. Saa lukkedes Døren, og Guldfuglen slog et lille Bask med Pailetterne imod Rampen. Primadonne-Dragterne fangede igen Parkettet og gled forbi Etatsraadinde Bloch i hvid Silke, Etatsraadinderne Næser og Ruben, den sidstnævnte sammen med sin engelskfødte Svigerdatter, og Fru Nina Grieg og Svigerinde, Frøken Grieg, endvidere Professor Georg Brandes, Etatsraad Schnackenburg og Frue fra Odense, Fru Konsulinde Hansen fra Aarhus, Fru Mimi Carstensen, pansret i staalgraa Silke, Hr. Enevold Sørensen, absolut uden Panser, Dr. Gamél med Frue i Grønt, Fru Kaptajn Christmus med lysende Roser, Frk. Gerd Christophersen med en Kamelia, Fruerne Overretssagfører Lemvig-Møller, Hillerup og Levy iet fuldstændig sort Kostume med en blændende rød Blomst ved Bæltet, Frk. de Fine Skibsted, Fru Anna Jacob, Grosserer Moses Melchior, Fabrikejer Hasselbalch, Dr. Bull, Fru Bogtrykker Hertz, f. Rée, Assessor Winther og paa første Række, foruden Chefen cand. theol. A. E. Christiansen, Professor Henning Matzen og Apoteker H. P. Madsen, begge med Fruer, samt endelig den skønne uforglemmelige Ubekendte og en Chefssekretær.

I skinnende Prydelser trillede og pippede Fru Bloch som en væver Guldspurv, og et heftigt Guldfuglekvidder rejste sig skingrende hver Gang, Bifaldets Krummer faldt over Scenen fra det glimrende Parket. Den lille Frøken Houlberg, nydelig i blaa Silke, var særlig flink til at snappe – men Frøkenen bør ikke smitte sin Forlovedes blaa Jakkesæt med slet paa meget Pudder. Hr. Liebmann saa efter hede Omfavnelser ud, som han kom fra Snevejr, hvilket kun forvirrer den deltagende Beskuer. Frøkenen er sikkert ogsaa køn nok uden.

Velbehageligt nød Parkettet Synet af det prunkende forgyldte Bur paa Scenen, og i en salig harmløs Familieaften-Hygge fodredes ivrigt de skønne Fugle, der kvidrede saa sødt og net. Kun de Unøjsomme mente, at Guldfuglen maaske hellere maatte været fremført i Frihed med en smule Salt paa Halen. En

Kjøbenhavn. 29. November.
Det er meget betegnende, at Fru Emma Gad havde kaldt sit nye Stykke »Guldfuglen«, som i Aften opførtes første Gang pae det kgl. Theater for et Skuespii, og et det paa Plakaten benævnedes Lystspil. Det var i Virkeligheden ganske umuligt at vide, om mon skulde le eller græde. Derimod var der ingen Tvivl om, at man havde Ret til at kjede sig. Desværre forlyder det, at Fru Emma Gad herefter vil koncentrere sin Arbejdskraft paa dramatisk Produktion. Hun vil da sandsynligvis trække betydelige Veksler paa Hovedstadstheatrenes Taalmodighed. Man tør næppe haabe, at de vil vise sig mindre imødekommende end hidtil. Naar det kgl. Theater har Raad til at lade de gode Stykker, som man ved det forlængst har erhvervet, træde i Skyggen for saa haabløst et Sammensurium som
»Guldfuglen« kan Sekondtheatrene jo sagtens vise sig villige. Det kgl. Theater har i denne Sæson af nye Skuespil kun opført et eneste, nemlig »Frie Hænder« foruden »Guldfuglen«, og man har Lov til forbauset et spørge, hvad dets Kunstnere faar Tiden til at gaa med. Operaen har en eneste Nyhed, »Bohême«, at opvise. Balletten slet ingen, og der kan nok heller ingen ventes for det Første.

Man skulde under disse Omstændigheder vente, at Publikum vilde have vist sig taknemligt for »Guldfuglen«. Der er ingen Tvivl om, at dersom det kgl. Theater havde kjendt den meningsløse Skik at lade Aftenens Helt eller Heltinde modtage Publikums Hyldest efter sidste Akt, saa vilde Aftenen have faaet en nogenlunde festlig Afslutning. Nu faldt Tæppel tungt og trægt, og Ingen gad klappe, fordi man vidste, der intet Nachspiel vilde følge.

»Guldfuglen« er den unge hovedrige Frk. Rosalie Primon, som sammen med sin endnu yngre Moder, Fru Amalie Primon, opholder sig som Gjæst hos Baron og Baronesse Staffeldt paa Herregaarden Egede. Rosalie er – hedder det – en fornuftig lille Pige, der veed, at den Lykke, hun gør, skyldes hendes uhyre Pengepose, og hun er derfor paa sin Post overfor den Hær af Friere, som altid føolger i hendes Kjølvand. Sønnen paa Egede, Baron Preben, er hendes Ven fra Barndommen, og hun sætter sin Lid til, at han skal tage hende for hendes egen Skyld. Hun skildres som overmaade velbegavet, og alligevel gaar det ikke op for hende, at Preben slet ikke bryder sig om hende og allerede har bestemt sig for en Anden, nemlig en ung Pige af beskeden Herkomst, Susanne Friis Hansen, der er Spillefrøken paa Egede. Første Akt slutter med, at Prebens Forældre ser deres Fohaabninger at »Guldfuglen« skal blive det forarmede Herresædes frelsende Engel, kuldkastede – foreløbig. Baronessen har en Plan, som hun Hun sikkert mener vil bringe et godt Resultat. Rosalie faar derfor Intet at vide og vedbliver at være starblind, indtil det Øjeblik er kommet, da Forfatterinden tillader hende at blivd seende. Imidlertid foregaar der de mærkeligste Ting paa Gaarden. I anden Akt kommer den nye Svigerdatters Moder, en agtværdig, fornuftig og pudsig Parfumehandlerske, i Besøg hos Datteren. Og Baronessen faar nu arrangeret en Scene, der ender med, at Baron Preben synes lidt betænkelig ved Udsigten til at optage Kampen for Tilværelsen sammen med den fattige unge Pige. Hvorpaa Moder og Datter krænkede forlader Valpladsen. I tredie Akt tilstaar Rosalie Primon Preben sin Kærlighed og sin Lykke, skønt hun ikke har den ringeste Grund til at tro, han interesserer sig for nogen af Delene, og saa forhippet har Forfatterinden gjort hende, at hun slet ikke mærker den unge Mands Skamfuldhed. Endelig i Sidste Akt gaar det op for Guldfuglen, at Preben var hendes sidste Illusion. Hun har en Samtale med Susanne, som heldigvis er kommen for sent til Toget, forsoner de stridende Parter og rækker en mystisk Direktør Morton, der indtil for nylig hed Mortensen og hyppig er bleven betegnet som en Svindler, Haanden for sammen med ham at drage ind i en Art Kompagniskab, der har til Hensigt at »skabe Værdier«.

Det er haebløst at ville paavise Fejlene ved dette Lystspil, hvor intet af det, der maa ske, sker, hvor ikke et eneste øf Menneskene gjør eller siger det, man skulde vente. De fleste at de Agerende var da ogsaa helt konfunderede. Bedst stillet var Fru Walleen, der kun havde en eneste Scene og derfor ikke havde Lejlighed til at komme i Strid med sig selv. God var ogsaa Hr. Mantzius som Baronen, der har opgivet at tale fornuftigt og dog har bevaret sin bon sens. Fru Neiiendam var den stramme Baronesse, Liebmann den usigelig flove unge Baron, Fru Thomsen den ungdommelige Fru Pritnon, Fru Bloch den forvirrede Guldfugl, Hr. Neiiendam den mystiske Direktør og Frk. Houlberg den lykkelige og fortumlede Brud. Th. F.