Takt og Tone i 100 aar

7. december 1918 kom Takt og Tone på disken hos boghandelen - og der er den forblevet 100 år i mange nye udgaver.



Takt og Tone. Hvordan vi omgås.
Gyldendals Forlag har i dag udsendt Emma Gads nye bog: Takt og Tone – Hvordan vi omgås. Det er en moderne Knigge, som giver gode råd om, hvorledes man skal opføre sig i denne verden på den ganske vej fra vuggen til grave, både når man er til barnedåb, når man telefonerer, når man går i vandet om sommeren, og når man bliver skilt. Som ledebånd er brugt den ene hovedregel for alt menneskeligt samkvem der aldrig bliver forældet: At handle mod sine medmennesker ud fra et godt hjerte.


Her følger flere anmeldelser af Takt og Tone fra samtidens aviser og tidsskrifter.

Takt og tone

Politiken, 15. december 1918.

I denne bog, der er skrevet med den fineste kvindelige ynde, gennemgår fru Emma Gad formerne for det menneskelige liv i fest og i sorg, på landet og i vandet, som gæst på gårde og ved små intime familiesammenkomster. Hun klarlægger vigtigheden af de vanskelige og ofte lidt irriterende husholdningsregnskaber, hun giver erfarne råd med hensyn til børneopdragelse, skolegang, damers og herrers påklædning, hun meddeler nyttige vink om så delikat et emne som skilsmisser og de adskilte og vennernes indbyrdes forhold, hun arrangerer med fuldkommen korrekthed et selskabs plads ved bordet, hun taler om frokoster og af de af mændene frygtede og af damerne elskede eftermiddagsteer, hun skriver belærende om samtale og konversation – kort sagt, det vilde være umuligt at påvise det punkt inden for dagens og aftenens mange forskellige livsformer, som den kloge dame ikke kender og giver god og klar besked om. Takt og Tone er en mangfoldig bog, skrevet i et henrivende let og muntert sprog, som gør det, at den, samtidig med at virke belærende, virker i høj grad oplivende og underholdende. Som den udmærkede stilist forfatterinden er, undgår hun med Lethed at blive tør og docerende. Hun er en mester i den kauserende form, og ethvert af bogens afsnit kan nydes af læseren som en elegant og vittig konference om det vanskelige emne, hvordan vi skal opføre os for at vinde vore medmenneskers godhed og agtelse, for at aftvinge dem beundring for vor altid korrekte væren og levemåde. Alt dette kan man lære af fru Emma Gad, der med “Takt og Tone” har skænket os en smuk og tiltrængt julegave, en julegave, der vil bevare sin værdi lige så længe, som dens ejermand kan trække vejret.

Sorø Amts Dagblad, 7. december 1918.

Det vilde være en bitter misforståelse, om man opfattede denne bog som en ledetråd kun for damer. Den henvender sig selvfølgelig til de to køn, der betinger livet og styrer samfundet. Den har ærinde til de gamle så vel som til de unge, og læst og tilegnet rigtigt, vil den få god og afgørende betydning for omgangstonen mellem menneskene, hvad enten de så er iført festdragt med diamanter eller dekorationer, eller kun den beskedne hverdagsdragt der, som fru Gad skriver, altid i sin enkelthed bør virke venlig og pynteligt.

Fru Gads Bog har bud til alle. Den taler i et smukt og venligt sprog, også om de mange små ting, hvoraf livet er sammensat, de små ting der, som hun så nydeligt viser, ofte kan skabe disharmoni og gnavenhed, fordi man tror, man kan negligere dem. “Takt og Tone” bør blive en stående gavebog. Dens betydning er uimodsigelig, og læst og anvendt på rette måde, vil den bringe lykke, skønhed og harmoni til læsere og læserinder, til unge og gamle. Og det kan vi alle trænge hårdt til.
Den Generte.



Aalborg Amtstidende, 11. december 1918.

Admiralinde fru Emma Gad har skrevet en bog om hvordan man opfører sig.

Vi går og tror, at Danmark det er et oplyst land,
og at i ånd og viden vi ej besejres kan.
I den tro var jeg hidtil så lykkelig og glad.
Nu er jeg bleven omvendt brat af fru Emma Gad.

Hvad nytter al slags lærdom og viden – ikke spor,
hvis ikke man kan sidde med anstand ved et bord.
Hvad hjælper alt mit kendskab til Nietzsche og til Kant,
kan ej jeg konversere Grevinde Rosensjant.

Jeg tror, at jeg er dannet, Gud bedre det – ak nej!
Jeg aner ej, hvorledes jeg skal gerere mig,
hver gang, jeg skal til hoffet, til taffel og til bal.
Det er no no’et de fleste en gang imellem skal.

Og derfor har det gjort mig så lykkelig og glad
at se en kvinde virke (som nu fru Emma Gad),
at ofre glad og villigt -forhåbentligt med held –
tilmålte fritid til folkets sande vel.

Man véd, udskrivningschefen er fruens ægtemand,
i tusindvis soldater hvert år udskriver han.
Når fruens bog man læser, så må man nærmest tro,
at fruen blev udskrevet i 1902.
Ærb.



Middelfart Avis, 11. december 1918.

Vel næppe nogen her i landet er så kvalificeret til at skrive en sådan bog som netop fru Emma Gad. Gennem sin egen fremskudte selskabelige stilling er hun jo en autoritet på dette område. Samtidig med at fru Emma Gad er i besiddelse af den overlegne visdom, som er nødvendig for at være en vejleder for andre i så at sige alle livets anliggender, må forfatteren af en slig lærebog være i besiddelse af megen kærlighed til sine medmennesker for at tage alle disse utallige små ting op, som hører ind under dette emne. Heller ikke den side af sagen har fru Emma Gad ladet ligge, idet “Takt og Tone” er bleven et meget alsidigt og meget omfangsrigt værk, der giver råd og anvisning for alle forteelser indenfor et menneskeliv – lige fra vuggen til graven.
Fru Gad indleder med et par store grundregler for livet, som i sig indeholder love for alle de små:

Vær ikke snobbet – Vær ikke vigtig – Vær ikke underdanig.
Vær fordringsfuld overfor Dem selv, men ikke overfor andre.

Som man ser gyldne regler for ethvert menneske at gå ud i livet med.
Vor tid trænger i høj grad til – og ønsker en sådan bog.

For en lille menneskealder siden, da den første frihedsbølge kom til vort folk, blev mange ligesom berusede af frihedsbegejstring og blandt det meget dårlige, der da lastedes over bord, var da også adskillige af de gode gammeldags principper for opdragelsen. Børnene skulde nu opdrages i fuld frihed, og man lo hånt om så elementære begreber som almindelig høflighed og hensyn.

(Red.: Tegningen fra Bjarne Kiledgaards fortrinlige bog om Fru Emma Gad, har desværre denne misvisende undertekst. Billedet findes ikke i Politiken for anførte dag og udgivelsesdagen dateres til 7. december i andre aviser.)

Men efter enhver bevægelse kommer altid dens reaktion – og den er nu indtrådt. Mange af de unge, som blev opdraget i fuld frihed, reagerer nu over for den og det hænder, at de nu bebrejder forældrene, at de ikke holdt dem under strammere tøjler – fordi livet da vilde have været lettere at leve for dem. Og de kaster sig nu begærligt over al form og ønsker at leve livet stilfuldt og smukt.

En hel ny klasse er også kommen til, som med begærlighed vil gribe efter en sådan bog og høste nytte og belærelse for den. Det er vore unge rigmænd, der i kraft af deres hurtig erhvervede rigdom er vokset op til at tilhøre de øverste samfundslag, og om kortere eller længere tid vil de tilhøre det toneangivende selskab.

Hvad er da rimeligere, end at de gennem en grundig og overlegen vejledning søger at indhente det, som andre har haft generationer til at erhverve.

Naturligvis kan man sige – og det siger forfatterinden jo også gang på gang – at et godt og kærligt menneske altid gennem sit hjertes godhed har så megen naturlig takt, at det aldrig støder an. Men for det første er verden jo ikke befolket med lutter kærlige mennesker – og for det andet er det jo en behagelighed at omgås mennesker, der opfører sig korrekt og taktfuldt. Og vil man tage del i større selskabelighed, er det jo næsten en nødvendighed at være godt inde i alle former.

“Takt og Tone” vil være en god og vigtig håndbog at slå op i i alle tvivlsomme tilfælde og turde være lige så nødvendig i et hjem som et godt leksikon.
C.E.


Klokken 5, 18. december 1918.

“Saft suse mig, om det ikke er Sørensen”.

Med dette ganske almindelige hjertensudtryk hilste jeg min gamle ven Sørensen, da jeg efter års forløb tilfældig rendte på ham i Larslejstræde.

Min glæde var i den grad overvældende, at jeg halvt omfavnende fortalte ham “at han var en gevaldig gammel svinger med skæg og gummi i, den gang vi som uhyggelig unge smadrede den sammen, og at det vilde være mig en massende fornøjelse i al gemytlighed at mindes gamle dage ved et par almindelige stivbenede sjusser med sus i, til tegn på uopslideligt venskab og trofasthed”.

Længere kom jeg ikke, for så begyndte min ven Sørensen i al stilhed at tale alvorligt – og det forbavsede mig kendeligt.

I få ord gjorde han klart for mig det udannede ved midt på gade at tiltale et menneske på den måde, at omfavne, bande, brøle højt, kort sagt optræde på en sådan for en virkelig gentleman upassende måde.

Og for overhovedet at drikke den før omtalte sjus med mig, måtte jeg højtidelig love i al skyndsomhed at rekvirere Emma Gads nye bog “Takt og Tone”, for aldrig mere i fremtiden at begå slige konventionelle forteelser.

Og det har jeg gjort – og til min dødsdag vil jeg takke Emma Gad for den altoplysende livsvisdom, hun har indpodet mig gennem denne sin Bog.

At fortælle om bogen vilde være ugørligt; alle de gode råd, de høflige tilrettevisninger, den venskabelige vink, de yndefulde tankeeksperimenter – alt sammen vilde det være fantastisk umuligt at gengive i en lille omtale.

Hvor elskelig er det fx ikke at få konstateret nødvendigheden af ikke at måtte tale med en fraskilt mand om hans forhenværende kones forhenværende mand, hvor nødvendigt er det ikke at vide, at man, hvis man ved sin månedlige fodvask vil rense sine overliggende tæer, da at gøre dette med den højre pegefingers yderste neglespids, og bag efter afskylle denne i en kumme med varmt vand, hvis temperatur ikke må overstige 53½ gr. Reamur (ikke Celsius) og hurtigt aftørre denne i en renvaske, damptørret damaskes (ikke drejls) håndklæde, som let afvaskes i et halvt vandfadfuldt skummende sæbevand, svagt tilsat med soda; – og hvor glædes man ikke ved at lære elskværdighedstræningens vanskelige kunst (Side 113):

“Når man ved en middag eller souper får sin dragt plettet ved bordfællers uagtsomhed, må man beherske sin ærgrelse og forsikre, at det ikke gør det mindste. Selv om den opvartende hælder indholdet af en sauceskål ned over ryggen at en kjole til flere hundrede kroner, må man smilende bevare sin fatning”.

– Tvivl er ikke mulig; Bogen vil blive berømt og oversat på alle sprog, ligesom H. C. Andersens eventyr i Nick Carter.

*
Forfatterinden kan være sikker på, at blive bevaret i folkets minde; en gang om 10 eller 20 år vil hun, ligesom Søren Kirkegaard få sit monument med sokkel og gitter omkring, og selve vorherres fugle vil sætte sig til hvile på hendes næse eller hår, og i al venskabelighed hviske deres livlige og ligefremme
pip – pip!
Prikken.


19181219-nationaltidendeNationaltidende, 19. december 1918.

Der er vist ikke mange håndbøger, mennesker har sagt så talrige vittigheder om, som Knigges “Omgang med mennesker”; og måske er der alligevel så bøger, der har gjort så stor nytte, og som er bleven rådspurgt så flittigt – naturligvis i smug -, før den blev forældet og helt komisk. Den fik en lille efterfølger, der hed “Man skal aldrig”; men den indeholdt kun sådanne selvfølgeligheder som: “Man skal aldrig, når man har pudset sin næse, kigge i lommetørklædet, som om man ventede at finde perler og diamanter i det”, og den ganske tåbelig.

Nu har fru Emma Gad påtaget sig at afhjælpe savnet, der har været, siden Knigge blev for gammeldags og kun havde Interesse som kuriositet, idet hun på Gyldendals forlag har udsendt et lille værk om, hvorledes vi omgås, og hvorledes vi burde omgås: “Takt og Tone”.

Det er vistnok kommet i et lykkeligt øjeblik. Der er, som bekendt, opstået en ny, velhavende klasse under krigen både her og i andre lande, og i kraft af sine penge kommer den mange steder til at optræde i forgrunden og derved let til at angive tone, som den jo ganske naturligt ikke altid er lige sikker i. Ikke alle dens repræsentanter har en “Kulturinstruks” ved hånden, som det hed i en nørrebrosk Revue, eller en “Selskabsherre”, som den lille Millionær-Spækhøker kaldte det i “500 pct.” på Dagmarteatret; og der er dog sikkert mange af dem, som gerne vil optræde pænt, og som kun af uvidenhed forsynder sig mod takt og god tone.

Fremtidig behøver de ikke at gøre det så ofte. De vil kunne rådspørge deres Emma Gad, som man før slog op i sin Knigge – og der er, når vi skal være ærlige, såmænd også mange af “det gamle selskab”, der kan trænge til at læse den nogen gange igennem. Takt er et talent, sagde fru Heiberg; og det er aldeles ikke afgjort, man får det i arv, fordi man tilhører en gammel familie, som muligvis har været bekendt for at have det-

Bogen er morsom, trods sin alvorlige hensigt. Fru Emma Gad, der jo selv har en beundringsværdig evne til at omgås alle slags mennesker, har iagttaget sine nærmere og fjernere omgivelsen med et blik, der, skønt uden ondskab har været ganske lunt, medens hun gjorde forstudierne til denne håndbog; og hun har utvilsomt ret, når hun således har taget opgaven lidt fra den komiske side. Det gør, at man ikke en gang behøver at have denne vejledning skjult i kommodeskuffens hemmeligste krog, som vore forfædre havde deres Knigge, men kan have den liggende fremme. Man har kun læst den for at more sig over den – og har man lært af den, så er det ubevidst.

Den omtaler alle livets forhold, og hvordan man skal forholde sig i dem, idet den begynder med forlovelser og ender med begravelser. Særlig lærerig er det afsnit, der vedrøre det daglige liv i hjemmet, og som har gode anvisninger til alle familiemedlemmerne, både med hensyn til deres opførsel overfor hverandre og til den, de viser overfor deres tjenestefolk, som omhyggeligt – og uden smil – kaldes husassistenter. Men der er også et udmærket kapitel om livet udendørs, særlig på restauranter, som vi alle kan have godt af at indprente os, således som de københavnske restaurantforhold nu en gang er. Hvor sandt er det ikke, når fru Gad siger: “Har man nogen grund til at beklage sig over en tjeners adfærd, bør man henholde sig til etablissementets ledelse, helst under fire øjne, for ikke at have vidner til den ydmygelse det er, at værten altid giver sin tjener medhold. Det synes, som om det altid er en restaurantvært mere magtpåliggende at stå sig godt med sit personale end med sine gæster, der derfor helst bør tie og finde sig i hvad som helst”.

Det er ikke alene de forlovede og uforlovede, de gifte og pebersvendene og de gamle jomfruer, der kan høste kundskaber af bogen. Den har også et aktuelt kapitel til de skilte, som i den nyere tid er blevet så talrige, at enhver familie er nødt til at tage stilling til dem og indrette sin omgang derefter. Fru Gad stiller sig på det liberale Punkt, at hun siger, en skilsmisse bør ordnes så lidt stormfuldt som muligt, men de skilte bør dog heller ikke være altfor gode venner, efter at de er gået fra hinanden. Der kommer, hvordan de end bærer sig ad, et vist latterligt skær og et lidt mormonagtigt sving over for stærkt familaritet mellem dem – når fx en mand ses stadig at optræde mellem to koner, eller en meget skilt frue bliver ved at komme sammen med flere af sine mænd.

Der er både humør og sund fornuft i bogen; og den slutter med at give en anvisning på intet mindre end, hvordan man finder lykken. At man kan opnå så meget igennem den, er måske tvivlsomt – men det er sikkert, at man ved at følge dens forskrifter så omhyggeligt som muligt vil kunne gøre livet nogle grader behageligere, end det i almindelighed er, for sig selv og sine nærmeste.
F-th.



Klods Hans, december 1918.

Takt og Tone

Som det gode københavnske publikums hævdvundne anstandstante har admiralinde Emma Gad grebet det rette øjeblik til at udgive en katekismus for anstændig optræden i alle livsforhold — en erstatning for baron Knigges nu noget forældede vejledning, der jo ikke kunde forudse en tid, da advarsler imod ikke at spise sauce med kniven eller møde til middagsselskab i smoking og gule sko kunne anses for nødvendige.

Af fru Gads Bog, der hedder “Takt og Tone”, skal vi anføre nogle få typiske eksempler:
Badning sker ved badesteder om sommeren. Man bader sig som oftest kun i solskin og i smiger, vil man endelig bade sig i vandet, bør det kun ske ved 30. Celsius i skyggen og i selskab med det andet køn, der ikke er så kritisk overfor små legemsfejl som ens eget. Badedragten bør mere tvangfri. Efter endt badning lader unge damer sig amatørfotografere. Selv om amatørfotografen ikke selv finder anledning til at sikre sig originalen, vil han ikke undlade at tilstille sine bekendte fotografiet der således virker som billig og praktisk reklame.
Ægtefæller og forlovede opholder sig som regel ikke samtidig ved samme badested. Det er upraktisk og generende.

Lån. Lånte bøger leveres ikke tilbage.
Er der skrevet navn i, udrives det blad, hvor navnet står. En lånt paraply beholder man. Dog er det ikke ganske fint at tage den med ved besøg i det hjem, hvor man har lånt den. Ejeren kunne måske endda være uhøflig nok til at forlange den tilbage.

Bordkonversation. Når man har en dame til bords, som man ikke har set i fjorten dage, er det upassende at spørge til hendes mand, selv om man kender ham. Det er jo nemlig ikke sagt, at fruen nu er gift med den mand, man kender. I hvert fald bør man i forvejen sikre sig fx ved at spørge: “Hvem er fruen gift med i øjeblikket?”

Kunstgenstande, man har fået foræret ved festlige lejligheder, bør man så diskret som muligt skille sig af med. Majolika og porcelæn slår husassistenten jo heldigvis hurtigt i stykker. Mere holdbare genstande, fx blomstermalerier eller sofapuder, kan man nemmest forære bort, dog ikke gerne til den, man har fået dem af. Hellere til et tyende, der bliver gift, eller andre, hvor man ikke risikerer, at tingene kommer den oprindelige giver for øje.

Hilsner. Går en herre med en dame og møder en anden dame med en anden herre, da skal den anden dame hilse først på den ene herre. Går derimod en dame med en herre, som hilser på to andre herrer, der går med tre damer, da skal den ene herre hilse sidst på den første dame, derefter hilser den første dame sidst på den anden herre. derefter hilser den sidste herre først på den sidste dame og således videre, til de alle har hilst på hinanden. Hvis ingen af dem kender hinanden, må man selvfølgelig vente, til der kommer en tredje herre eller en fjerde dame, som kender dem allesammen og kan præsentere selskabet for hinanden.

Afsked. Er man i selskab og ønsker at gå tidlig, må man ikke sige, at man keder sig eller er søvnig. Man finder let en mindre stødende undskyldning, for eksempel, at man skal ind i Bræddehytten før lukketid og have sig en rigtig stor bøf med spejlæg.

Visitter. Skal man på visit, bør man i forvejen gå ind på en Café og lade opvarteren i telefonen under et eller andet påskud spørge, om herskabet er hjemme. Er dette tilfældet, kan man jo altid opsætte visitten til en anden dag.

Gør man barselsvisit, er der jo desværre en vis sandsynlighed for, at i hvert fald fruen (eventuelt en af frøknerne) er hjemme. Sker barselvisitten hos en sognepræst, gør det et godt indtryk, når man lader et ord falde om, at den lille har en påfaldende lighed med pastoren. Kan man ikke med sandhed sige dette, bør man i hvert fald være så høflig at holde på, at barnet ligner kappellanen.
Det lille ?


1919


Lolland-Falsters Social Demokrat, 10. januar 1919.

Klods-Hans, 17. januar 1919.

Vestjyllands Socialdemokrat, 22. februar 1919.

Verden og Vi: Fru Emma Gad.
1919.

Forfatterinden fru Emma Gad har hos Gyldendal udgivet en længe tiltrængt tip-top-moderne bog om Takt og Tone. Admiralinden har alle betingelser for netop at skrive denne bog, både Livserfaring og den intime forståelse af de gode selskabs former samt ikke mindst en usnobbet hjertelighed og det rette tag på at skrive kvikt. – Lad os fx høre, hvad fruen siger om det evigt aktuelle spørgsmål: Forlovelse.
[Herefter fulgte hele kapitlet om Forlovelse fra “Takt og Tone”.]


Hejmdal, 15. april 1919.

“Takt og Tone”.
Emma Gads “Takt og Tone” fortsætter med usvækket kraft sin sejrsgang.
Gyldendal udsender om kort tid 11. tusinde.


Aalborg Amtstidende, 31. maj 1919.

Takt og Tone.
Fru Ella Taube er for tiden beskæftiget med at oversætte fru Emma Gads “Takt og Tone” til Svensk; samtidig oversættes den til Tysk af Fr. Ida Anders.


Klods Hans, 30. januar 1919.

Klokken 5, 18. marts 1919.

Emma Gads bog “Takt og Tone”
er udkommet i 7. oplag.

Hvordan du skal klæde og føre dig,
hvis en dag du alene vil jone,
kan du læse om på side hundred’ og ti
i Emma Gads bog om “Takt og Tone”.

Hvordan du skal smykke dine stuer,
og hvordan du skal kæle for din kone,
står beskrevet i kapitlet “Nødvendige ting”
I Emma Gads bog om “Takt og Tone”.

Hvordan du skal stramme korsettet
på denne dit livs Cicerone,
bør du læse i afsnittet “Altid diskret”
I Emma Gads bog om “Takt og Tone”.

Hvordan du skal sige omforladelse,
hvis du støder til en gammel, fed matrone,
står forklaret i rubrikken “Pinlige ting”
I Emma Gads bog om “Takt og Tone”.

Rense tæ’r, pille næse, børste støvler
er nødvendigt selv for kongen på hans trone,
og de sindrigste opskrifter får man derpå
I Emma Gads bog om “Takt og Tone”.

Kort sagt, hvis du vil føre dig ærbart,
så spar sammen, læg krone til krone,
og køb dig den højeste livsvisdom til
I Emma Gads bog om “Takt og Tone”.
Prik


Illustreret Tidende, 2. marts 1919.

Emma Gad: TAKT OG TONE. Gyldendals Forlag.

Det er en forfærdelig Bog! —
Og det er dog så god en ide at skaffe de mennesker, der føler trang til at få besked om, hvordan de skal bære sig ad, hvis de vil handle efter vedtægterne, en bog at slå op i. Men en sådan håndbog skulle gerne være skrevet på en sådan måde, at der var Takt og Tone også inden i den, og ikke blot på omslaget.

I en bog, der handler om det korrekte, ville man være glad for at møde en korrekt og ulastelig form for det sproglige udtryk. Men man kan roligt sige, at en sådan skændsel som admiralindens Takt og Tone er der ikke i mange år overgået vort gamle modersmål. Man tror det ikke, før man ser det, at en dansk forfatterinde, oven i købet med en vis anseelse eller dog et navn, kan skrive som følger:

»Julen er en ting, som folk i de elleve måneder af året ikke skænker en tanke eller højst er enige om er en meget besværlig ting, men som den tolvte rejser sig som en kæmpe, som det er umuligt at diskutere med eller om.«

Julen er en ting, som er en besværlig ting, som rejser sig som en kæmpe, som man ikke kan diskutere med!

Man skammer sig på forfatterindens vegne.

Man må ikke tro, at det er en enkelt, tilfældig mislykket periode, jeg har draget frem, i stedel for med takt at lade den forblive i mørket. Der er et rigeligt antal prøver af samme art al vælge imellem;

»Det må tilrådes som brudegave enten at rådføre sig med de nærmeste…» — »Et rundt zinkbadekar og deri en overskylning fra et vandfad er overkommelig for de fleste.» — »Når et spædbarns søvn aldrig må forstyrres, så er det ikke blot, fordi det kan være usundt, men også fordi en alt for pludselig opvågnen kan vække skræk og blive en spire til karaktersvaghed.» – »Lykønskning er et stort besvær og en betydelig bekostning.»

Men der er ikke årsag til at opholde sig længere ved denne triste bog, der har ødelagt et godt emne — thi den sælges i tusindvis af eksemplarer, og mange forældre nærer store forhåbninger om dens gavnlige indvirkning på deres afkom.
– –
Vort livs førelse er gennemflettet med vedtægter og sædvaner. Når vi gennem opvæksten er bleven opøvet til sikkerhed i brugen af dem, er de indenfor vor naturlige kreds som et panser for os, bag hvilket vi kan beskærme vore ædle og private dele.

Den, der bliver indenfor den kreds, i hvilken han er sat fra fødselen, behøver ikke nogen håndbog i »Takt og Tone« at lære af. Han ved i de pågældende tilfælde, hvad der er sted og brug og kan ellers få det at vide hos de gamle. Indenfor vor almue findes der uskrevne, men strenge love, for livets ordnede førelse, og disse love overleveres som en arv ned gennem slægterne. Det vil være mange byfolk ejendommeligt at se den overlegne værdighed, hvormed en bonde på sin gård, kan modtage gæster og gennemføre en højtidelig fest på den sikreste måde.

Det er først, når den enkelte føres udenfor disse grænser, at han bliver usikker og spejder om sig efter en hjælpende hånd. Kommer en hovedstadsbo ud i gammeldags kredse i en provinsby eller på landet, gør han ofte et mærkværdigt sprællende indtryk, alting bliver overflade hos ham:, hans smidighed forekommer leddeløs; på den anden side vil de, der udefra kommer ind til København, se deres massive ro forvandlet til en ubehjælpsom uflyttelighed; det er som om Himmelbjerget blev anbragt på Rådhuspladsen.

Imidlertid løses sådanne Menneske-disharmonier gerne af sig selv, idet de, som ikke skal sammen være, af forholdenes magt atter fjernes fra hinanden.
Noget andet er det, når en ung mand eller en ung kvinde på afgørende måde og for livet forlader sin egen kreds for at indtræde i en ny verden. Det kan ske ved, at vedkommende flyttes fra land til by eller omvendt. Det kan ske ved, at hovedstaden ombyttes med provinsen eller det modsatte. Det kan endelig ske ved en overførelse fra eet samfundslag til et andet. Mangen moder har med ængstelse set sit barn forsvinde sig af syne, bort mellem et mylder af fremmede mennesker, og har følt en bekymret angst ved tanken om, hvorledes det skulde begå sig. Mangen yngling og ung pige har med spænding og under stor usikkerhed følt sig stillet overfor en ukendt verden, hvis ansigt var som en maske, der ikke forrådte det indtryk, som den ængsteligt fremtrædende gjorde på dem.

Der er dem, der med frejdighed tager det ny land i besiddelse. Der er også dem, der aldrig helt får gjort sig til herre derover, fordi der ingen vejledning beredes for dem.

Fru Gads bog vil blive grebet som et halmstrå af adskillige uøvede svømmere, hvem livets hvirvel truer med, at gå over hovedet. De vil kunne finde besked om adskilligt af, hvad de ønsker oplyst, i denne bog, men man må inderligt håbe, at de vil undgå at tage ved lære af den snævre og i ordets bedste forstand takt- og toneløse beregning der besjæler alt for mange af dens Anvisninger.

Jeg erindrer, at der for mange år siden udkom en nem lille håndbog, der hed »Man skal aldrig«; formodentlig var ideen lånt fra et andet land. En sådan række korte anvisninger på, hvorledes man skal te sig i det ydre, for at man ikke skal vække mishag, vil altid være til nytte og glæde for en del. Vil man derimod skrive en stor håndbog i den kunst at omgås mennesker, bør man, som eksemplet viser, være i besiddelse af en virkelig stor og udsøgt overlegenhed og en udpræget satirisk evne for at kunne slå til.

Det var i slutningen af det 17. århundrede, at de første træk af rationel fransk livlighed i omgang nåede til os. Den gamle præst Peder Syv omtaler således lejlighedsvis, at det nu er blevet sædvane, at man lader den fremmede gæst gå først ind ad døren og selv følger bagefter.

Da fader Holberg kom hjem fra Paris, vidste han adskilligt om moderne levemåde og gav i sine komedier vink derom. Det var ikke længere passende at nøde sine gæster til at spise og drikke. Man skulle ikke være altfor højtidelig og snerpet i sit væsen, men sætte honnettiteten noget til side. Og man skulde ikke holde hånden for munden, når man gabede, men forvandle gabet til et suk.

Skikken med at holde hånden for munden har dog sejrrigt hævdet sig gennem to århundreder efter Holbergs tid. Derimod følges opfordringen til at sætte honettiteten til side i stadig højere grad.
Hans Brix.


SCALA-REVYEN 1919 mv.

“Jorden rundt i 30 minutter” var arbejdstitlen på årets revy – hvilket plakaten tydeligt bærer præg af. Imidlertid var Takt og Tones store succes lige noget der simpelthen skulle udnyttes. (Statbibliotekets småtryk.)

*

Dagbladet, 12. juni 1919.

Social Demokraten, 2. maj 1919.

Scala bød i aftes på Revy-Premiere. Og for at sige det straks: Mage til pragtudfoldelse i dekorationer og dragter har hr. Skårups teater aldrig udfoldet, hvad der vil sige ikke så lidt.

Men «Revy» var der til gengæld yderst lidt af. Revyerne skal først og sidst præges af visens satire. Men der var kun en eneste første klasses vise, som foredroges af Alstrup. Den har omkvædet «Sikke han kan og så så længe». Den er om få dage kendt over hele byen.

Carl Alstrup med revyens populære vise. (Postkort)

Alstrup var overhovedet aftenens helt lige fra sin entré, da han, modtaget af et trofast publikums larmende bifald, kiggede i bogen «Takt og Tone», der hang ved hans bæltested, og sagde: «Lad os se, hvad min gode veninde, Emma Gad, siger i en sådan situation». Hans mandlige kolleger have absolut ingen opgaver, der svarede til deres evner som revyskuespillere. Stribolt var heldigst som Tamburmajor, og Laurits Olsen sled tappert for at få noget ud af et par viser, som dog savnede det rette slag.

Danske Film; revyoversigt.

Blandt damerne gjorde Stella Kjerulff sig bedst i en danseduet med Bruno Türen. Den var pudsig i al sin fjollethed. Og Liva Olsen havde flere gange lejlighed til at yde smuk sang.

Men det var pragten, der bedårede Scalas publikum, akkurat ligesom «Aladdin» Det kgl. Teater. Man kan nævne for hver akt med underafdelinger en sådan rigdom i dekorations- og kostumeoverflod, at det kunne se ud, som om Skårup har villet slå Johannes Poulsens rekord.

Sidst og ikke mindst gjorde de i revyen indlagte danse stor lykke. «Scalas engelske kompagni» med Solveig Oderwald-Lander indledede her, og der fortsattes med den henrivende Madame Karina, som til slut sammen med Frkn. Oderwald-Lander og Kiss Andersen præsenterede en meget yndefuld trio.

Der var enkelte svage punkter og banaliteter i revyen, men folk glemte alt over den Skaarupske overdådighed. Der ofredes masser af blomster, og en lang række fremkaldelser fulgte, da tæppet faldt.
K.


Sorø Amts Dagblad, 3. maj 1919.

Det Arctander-Kjerulffiske Værk med titlen “Takt og Tone”, som hele København og det halve land havde ventet på, blev lidt af en skuffelse, ganske vist er der vist aldrig set et så vanvittigt overdådigt udstyr før på “Scala”, men man manglede nogle smældende viser, og de viser, som hele Danmark skulle have nynnet på til næste Scalarevy; kun een vise med refrainet “Sikke han kan -” slog ved Carl Alstrups hjælp igennem.
Den engelske Bellarina Mile Carina med sin dusin engelske danserinder blev også en skuffelse. Publikum syntes i det mindste bedre om fru Solveig Oderwalde-Lander. Revyen begynder i øvrigt med en morsom Amalienborg akt, hvor hr. Stribolt er en trivelig Tambourmajor, og derefter går det pr. rundrejse hele Jorden over.

Fru Emma Gad sad i parkettet og morede sig over den halløj, der blev lavet med hendes navn og berømte bog, “Takt og Tone”.

En anden plakat til Scala revyen 1919, der fulgte titlen lidt mere præcis. (Statbibliotekets småtryk.)

Tivoli VarieteKøbenhavn, 12. juli 1919.

– – –
En velfortjent succes.
Det er altid mere forbløffende. Men det er sandt. Og man konstaterede det straks, skønt temperaturen i lokalet var over 41 grader i Skyggen. Der var dekorationer – morsomme og kønne – der var idéer – der var uartigheder – nogle lovlig stramme – der var brandere – der var et grinagtigt vers om Hansen-Nørremølle u. P. – et endnu grinagtigere om Emma Gad – der var flotte damer i flotte dragter – der var refræner, der slog – og viser, der lå langt, langt over middelhøst.
– – –

StudenterrevyenB.T., 5. september.

– – –
Hvad revyen handler om?
Nu må De heller ikke forlange for meget. “Handler” er nu så meget sagt.
Vil det overraske, at den for titusinde gang gør sig morsom over Betty Nansen og Emma Gad og Emma Gad og Betty Nansen og Borgbjerg – og tyve andre navne, som jeg virkelig ikke gider nævne oftere.
– – –


Kallundborg Avis, 11. juni 1919.
Storm P Takt og tone
Læs uddrag her.

Aalborg Stiftstidende, 13. november 1919.
Storm Petersen synes at ville gå fru Emma Gad i Bedene. Den muntre Mand har i hvert Fald udsendt en Række nye Historier med Fællestitlen “Takt og Tone”.




Svikmøllen 1919: Hvordan Emma Gad fik ideen til Takt og Tone.

Uddrag fra Blæksprutten 1919.

1920


Aarhus Amtstidende, 7. februar 1920.

Mange forskellige udgivelser siden 1918.
Hver med sit cover – men med samme indhold!