Takt og Tone. Hvordan vi omgås.
Gyldendals Forlag har i dag udsendt Emma Gads nye bog: Takt og Tone – Hvordan vi omgås. Det er en moderne Knigge, som giver gode råd om, hvorledes man skal opføre sig i denne verden på den ganske vej fra vuggen til grave, både når man er til barnedåb, når man telefonerer, når man går i vandet om sommeren, og når man bliver skilt. Som ledebånd er brugt den ene hovedregel for alt menneskeligt samkvem der aldrig bliver forældet: At handle mod sine medmennesker ud fra et godt hjerte.
Politiken, 15. december 1918.
I denne bog, der er skrevet med den fineste kvindelige ynde, gennemgår fru Emma Gad formerne for det menneskelige liv i fest og i sorg, på landet og i vandet, som gæst på gårde og ved små intime familiesammenkomster. Hun klarlægger vigtigheden af de vanskelige og ofte lidt irriterende husholdningsregnskaber, hun giver erfarne råd med hensyn til børneopdragelse, skolegang, damers og herrers påklædning, hun meddeler nyttige vink om så delikat et emne som skilsmisser og de adskilte og vennernes indbyrdes forhold, hun arrangerer med fuldkommen korrekthed et selskabs plads ved bordet, hun taler om frokoster og af de af mændene frygtede og af damerne elskede eftermiddagsteer, hun skriver belærende om samtale og konversation – kort sagt, det vilde være umuligt at påvise det punkt inden for dagens og aftenens mange forskellige livsformer, som den kloge dame ikke kender og giver god og klar besked om. Takt og Tone er en mangfoldig bog, skrevet i et henrivende let og muntert sprog, som gør det, at den, samtidig med at virke belærende, virker i høj grad oplivende og underholdende. Som den udmærkede stilist forfatterinden er, undgår hun med Lethed at blive tør og docerende. Hun er en mester i den kauserende form, og ethvert af bogens afsnit kan nydes af læseren som en elegant og vittig konference om det vanskelige emne, hvordan vi skal opføre os for at vinde vore medmenneskers godhed og agtelse, for at aftvinge dem beundring for vor altid korrekte væren og levemåde. Alt dette kan man lære af fru Emma Gad, der med “Takt og Tone” har skænket os en smuk og tiltrængt julegave, en julegave, der vil bevare sin værdi lige så længe, som dens ejermand kan trække vejret.
LÆS HELE ARTIKLEN
Aalborg Amtstidende, 11. december 1918.
Admiralinde fru Emma Gad har skrevet en bog om hvordan man opfører sig.
Vi går og tror, at Danmark det er et oplyst land,
og at i ånd og viden vi ej besejres kan.
I den tro var jeg hidtil så lykkelig og glad.
Nu er jeg bleven omvendt brat af fru Emma Gad.
LÆS HELE ARTIKLEN
Middelfart Avis, 11. december 1918.
Vel næppe nogen her i landet er så kvalificeret til at skrive en sådan bog som netop fru Emma Gad. Gennem sin egen fremskudte selskabelige stilling er hun jo en autoritet på dette område. Samtidig med at fru Emma Gad er i besiddelse af den overlegne visdom, som er nødvendig for at være en vejleder for andre i så at sige alle livets anliggender, må forfatteren af en slig lærebog være i besiddelse af megen kærlighed til sine medmennesker for at tage alle disse utallige små ting op, som hører ind under dette emne. Heller ikke den side af sagen har fru Emma Gad ladet ligge, idet “Takt og Tone” er bleven et meget alsidigt og meget omfangsrigt værk, der giver råd og anvisning for alle forteelser indenfor et menneskeliv – lige fra vuggen til graven.
Fru Gad indleder med et par store grundregler for livet, som i sig indeholder love for alle de små:
Vær fordringsfuld overfor Dem selv, men ikke overfor andre.
Storm P.s kommentar til “Takt og Tone” i Politiken på udgivelsesdagen d. 10.12.1918. Storm P. museet.
– – –
OBS. Ovenstående tegning og tekst fra Bjarne Kildegaards: “Fru Emma Gad”, er desværre ikke som skrevet fra Politiken, men fra B.T.
Det var ganske vist den 10. dec. 1918 det blev bragt i avisen, men udgivelsesdagen var 3 dage før.
Denne fejltagelse medførte et par hundredårsfejringer blev fejret 3 dage efter den rigtige jubilæumsdag som var den 7. december 2018.
Som man ser gyldne regler for ethvert menneske at gå ud i livet med.
Vor tid trænger i høj grad til – og ønsker en sådan bog.
For en lille menneskealder siden, da den første frihedsbølge kom til vort folk, blev mange ligesom berusede af frihedsbegejstring og blandt det meget dårlige, der da lastedes over bord, var da også adskillige af de gode gammeldags principper for opdragelsen. Børnene skulde nu opdrages i fuld frihed, og man lo hånt om så elementære begreber som almindelig høflighed og hensyn.
Men efter enhver bevægelse kommer altid dens reaktion – og den er nu indtrådt. Mange af de unge, som blev opdraget i fuld frihed, reagerer nu over for den og det hænder, at de nu bebrejder forældrene, at de ikke holdt dem under strammere tøjler – fordi livet da vilde have været lettere at leve for dem. Og de kaster sig nu begærligt over al form og ønsker at leve livet stilfuldt og smukt.
LÆS HELE ARTIKLEN
“Takt og Tone” vil være en god og vigtig håndbog at slå op i i alle tvivlsomme tilfælde og turde være lige så nødvendig i et hjem som et godt leksikon.
C.E.
Klokken 5, 18. december 1918.
“Saft suse mig, om det ikke er Sørensen”.
Med dette ganske almindelige hjertensudtryk hilste jeg min gamle ven Sørensen, da jeg efter års forløb tilfældig rendte på ham i Larslejstræde.
Min glæde var i den grad overvældende, at jeg halvt omfavnende fortalte ham “at han var en gevaldig gammel svinger med skæg og gummi i, den gang vi som uhyggelig unge smadrede den sammen, og at det vilde være mig en massende fornøjelse i al gemytlighed at mindes gamle dage ved et par almindelige stivbenede sjusser med sus i, til tegn på uopslideligt venskab og trofasthed”.
Længere kom jeg ikke, for så begyndte min ven Sørensen i al stilhed at tale alvorligt – og det forbavsede mig kendeligt.
I få ord gjorde han klart for mig det udannede ved midt på gade at tiltale et menneske på den måde, at omfavne, bande, brøle højt, kort sagt optræde på en sådan for en virkelig gentleman upassende måde.
LÆS HELE ARTIKLEN
*
Forfatterinden kan være sikker på, at blive bevaret i folkets minde; en gang om 10 eller 20 år vil hun, ligesom Søren Kirkegaard få sit monument med sokkel og gitter omkring, og selve vorherres fugle vil sætte sig til hvile på hendes næse eller hår, og i al venskabelighed hviske deres livlige og ligefremme
pip – pip!
Prikken.
Nationaltidende, 19. december 1918.
Der er vist ikke mange håndbøger, mennesker har sagt så talrige vittigheder om, som Knigges “Omgang med mennesker”; og måske er der alligevel så bøger, der har gjort så stor nytte, og som er bleven rådspurgt så flittigt – naturligvis i smug -, før den blev forældet og helt komisk. Den fik en lille efterfølger, der hed “Man skal aldrig”; men den indeholdt kun sådanne selvfølgeligheder som: “Man skal aldrig, når man har pudset sin næse, kigge i lommetørklædet, som om man ventede at finde perler og diamanter i det”, og den ganske tåbelig.
Nu har fru Emma Gad påtaget sig at afhjælpe savnet, der har været, siden Knigge blev for gammeldags og kun havde Interesse som kuriositet, idet hun på Gyldendals forlag har udsendt et lille værk om, hvorledes vi omgås, og hvorledes vi burde omgås: “Takt og Tone”.
Det er vistnok kommet i et lykkeligt øjeblik. Der er, som bekendt, opstået en ny, velhavende klasse under krigen både her og i andre lande, og i kraft af sine penge kommer den mange steder til at optræde i forgrunden og derved let til at angive tone, som den jo ganske naturligt ikke altid er lige sikker i. Ikke alle dens repræsentanter har en “Kulturinstruks” ved hånden, som det hed i en nørrebrosk Revue, eller en “Selskabsherre”, som den lille Millionær-Spækhøker kaldte det i “500 pct.” på Dagmarteatret; og der er dog sikkert mange af dem, som gerne vil optræde pænt, og som kun af uvidenhed forsynder sig mod takt og god tone.
LÆS HELE ARTIKLEN
F-th.
Klods Hans, december 1918.
Takt og Tone
Som det gode københavnske publikums hævdvundne anstandstante har admiralinde Emma Gad grebet det rette øjeblik til at udgive en katekismus for anstændig optræden i alle livsforhold — en erstatning for baron Knigges nu noget forældede vejledning, der jo ikke kunde forudse en tid, da advarsler imod ikke at spise sauce med kniven eller møde til middagsselskab i smoking og gule sko kunne anses for nødvendige.
Af fru Gads Bog, der hedder “Takt og Tone”, skal vi anføre nogle få typiske eksempler:
Badning sker ved badesteder om sommeren. Man bader sig som oftest kun i solskin og i smiger, vil man endelig bade sig i vandet, bør det kun ske ved 30. Celsius i skyggen og i selskab med det andet køn, der ikke er så kritisk overfor små legemsfejl som ens eget. Badedragten bør mere tvangfri. Efter endt badning lader unge damer sig amatørfotografere. Selv om amatørfotografen ikke selv finder anledning til at sikre sig originalen, vil han ikke undlade at tilstille sine bekendte fotografiet der således virker som billig og praktisk reklame.
Ægtefæller og forlovede opholder sig som regel ikke samtidig ved samme badested. Det er upraktisk og generende.
Lån. Lånte bøger leveres ikke tilbage.
Er der skrevet navn i, udrives det blad, hvor navnet står. En lånt paraply beholder man. Dog er det ikke ganske fint at tage den med ved besøg i det hjem, hvor man har lånt den. Ejeren kunne måske endda være uhøflig nok til at forlange den tilbage.
Bordkonversation. Når man har en dame til bords, som man ikke har set i fjorten dage, er det upassende at spørge til hendes mand, selv om man kender ham. Det er jo nemlig ikke sagt, at fruen nu er gift med den mand, man kender. I hvert fald bør man i forvejen sikre sig fx ved at spørge: “Hvem er fruen gift med i øjeblikket?”
Kunstgenstande, man har fået foræret ved festlige lejligheder, bør man så diskret som muligt skille sig af med. Majolika og porcelæn slår husassistenten jo heldigvis hurtigt i stykker. Mere holdbare genstande, fx blomstermalerier eller sofapuder, kan man nemmest forære bort, dog ikke gerne til den, man har fået dem af. Hellere til et tyende, der bliver gift, eller andre, hvor man ikke risikerer, at tingene kommer den oprindelige giver for øje.
Hilsner. Går en herre med en dame og møder en anden dame med en anden herre, da skal den anden dame hilse først på den ene herre. Går derimod en dame med en herre, som hilser på to andre herrer, der går med tre damer, da skal den ene herre hilse sidst på den første dame, derefter hilser den første dame sidst på den anden herre. derefter hilser den sidste herre først på den sidste dame og således videre, til de alle har hilst på hinanden. Hvis ingen af dem kender hinanden, må man selvfølgelig vente, til der kommer en tredje herre eller en fjerde dame, som kender dem allesammen og kan præsentere selskabet for hinanden.
Afsked. Er man i selskab og ønsker at gå tidlig, må man ikke sige, at man keder sig eller er søvnig. Man finder let en mindre stødende undskyldning, for eksempel, at man skal ind i Bræddehytten før lukketid og have sig en rigtig stor bøf med spejlæg.
Visitter. Skal man på visit, bør man i forvejen gå ind på en Café og lade opvarteren i telefonen under et eller andet påskud spørge, om herskabet er hjemme. Er dette tilfældet, kan man jo altid opsætte visitten til en anden dag.
Gør man barselsvisit, er der jo desværre en vis sandsynlighed for, at i hvert fald fruen (eventuelt en af frøknerne) er hjemme. Sker barselvisitten hos en sognepræst, gør det et godt indtryk, når man lader et ord falde om, at den lille har en påfaldende lighed med pastoren. Kan man ikke med sandhed sige dette, bør man i hvert fald være så høflig at holde på, at barnet ligner kappellanen.
Det lille ?
1919
Forfatterinden fru Emma Gad har hos Gyldendal udgivet en længe tiltrængt tip-top-moderne bog om Takt og Tone. Admiralinden har alle betingelser for netop at skrive denne bog, både Livserfaring og den intime forståelse af de gode selskabs former samt ikke mindst en usnobbet hjertelighed og det rette tag på at skrive kvikt. – Lad os fx høre, hvad fruen siger om det evigt aktuelle spørgsmål: Forlovelse.
[Herefter fulgte hele kapitlet om Forlovelse fra “Takt og Tone”.]
Hejmdal, 15. april 1919.
“Takt og Tone”.
Emma Gads “Takt og Tone” fortsætter med usvækket kraft sin sejrsgang.
Gyldendal udsender om kort tid 11. tusinde.
Aalborg Amtstidende, 31. maj 1919.
Takt og Tone.
Fru Ella Taube er for tiden beskæftiget med at oversætte fru Emma Gads “Takt og Tone” til Svensk; samtidig oversættes den til Tysk af Fr. Ida Anders.
Klokken 5, 18. marts 1919.
Emma Gads bog “Takt og Tone”
er udkommet i 7. oplag.
Hvordan du skal klæde og føre dig,
hvis en dag du alene vil jone,
kan du læse om på side hundred’ og ti
i Emma Gads bog om “Takt og Tone”.
Hvordan du skal smykke dine stuer,
og hvordan du skal kæle for din kone,
står beskrevet i kapitlet “Nødvendige ting”
I Emma Gads bog om “Takt og Tone”.
Hvordan du skal stramme korsettet
på denne dit livs Cicerone,
bør du læse i afsnittet “Altid diskret”
I Emma Gads bog om “Takt og Tone”.
Hvordan du skal sige omforladelse,
hvis du støder til en gammel, fed matrone,
står forklaret i rubrikken “Pinlige ting”
I Emma Gads bog om “Takt og Tone”.
Rense tæ’r, pille næse, børste støvler
er nødvendigt selv for kongen på hans trone,
og de sindrigste opskrifter får man derpå
I Emma Gads bog om “Takt og Tone”.
Kort sagt, hvis du vil føre dig ærbart,
så spar sammen, læg krone til krone,
og køb dig den højeste livsvisdom til
I Emma Gads bog om “Takt og Tone”.
Prik
Illustreret Tidende, 2. marts 1919.
Emma Gad: TAKT OG TONE. Gyldendals Forlag.
Det er en forfærdelig Bog! —
Og det er dog så god en ide at skaffe de mennesker, der føler trang til at få besked om, hvordan de skal bære sig ad, hvis de vil handle efter vedtægterne, en bog at slå op i. Men en sådan håndbog skulle gerne være skrevet på en sådan måde, at der var Takt og Tone også inden i den, og ikke blot på omslaget.
I en bog, der handler om det korrekte, ville man være glad for at møde en korrekt og ulastelig form for det sproglige udtryk. Men man kan roligt sige, at en sådan skændsel som admiralindens Takt og Tone er der ikke i mange år overgået vort gamle modersmål. Man tror det ikke, før man ser det, at en dansk forfatterinde, oven i købet med en vis anseelse eller dog et navn, kan skrive som følger:
»Julen er en ting, som folk i de elleve måneder af året ikke skænker en tanke eller højst er enige om er en meget besværlig ting, men som den tolvte rejser sig som en kæmpe, som det er umuligt at diskutere med eller om.«
Julen er en ting, som er en besværlig ting, som rejser sig som en kæmpe, som man ikke kan diskutere med!
Man skammer sig på forfatterindens vegne.
Man må ikke tro, at det er en enkelt, tilfældig mislykket periode, jeg har draget frem, i stedel for med takt at lade den forblive i mørket. Der er et rigeligt antal prøver af samme art al vælge imellem;
»Det må tilrådes som brudegave enten at rådføre sig med de nærmeste…» — »Et rundt zinkbadekar og deri en overskylning fra et vandfad er overkommelig for de fleste.» — »Når et spædbarns søvn aldrig må forstyrres, så er det ikke blot, fordi det kan være usundt, men også fordi en alt for pludselig opvågnen kan vække skræk og blive en spire til karaktersvaghed.» – »Lykønskning er et stort besvær og en betydelig bekostning.»
Men der er ikke årsag til at opholde sig længere ved denne triste bog, der har ødelagt et godt emne — thi den sælges i tusindvis af eksemplarer, og mange forældre nærer store forhåbninger om dens gavnlige indvirkning på deres afkom.
– –
LÆS HELE ARTIKLEN
Skikken med at holde hånden for munden har dog sejrrigt hævdet sig gennem to århundreder efter Holbergs tid. Derimod følges opfordringen til at sætte honettiteten til side i stadig højere grad.
Hans Brix.
*
Social Demokraten, 2. maj 1919.
Scala bød i aftes på Revy-Premiere. Og for at sige det straks: Mage til pragtudfoldelse i dekorationer og dragter har hr. Skårups teater aldrig udfoldet, hvad der vil sige ikke så lidt.
Men «Revy» var der til gengæld yderst lidt af. Revyerne skal først og sidst præges af visens satire. Men der var kun en eneste første klasses vise, som foredroges af Alstrup. Den har omkvædet «Sikke han kan og så så længe». Den er om få dage kendt over hele byen.
Alstrup var overhovedet aftenens helt lige fra sin entré, da han, modtaget af et trofast publikums larmende bifald, kiggede i bogen «Takt og Tone», der hang ved hans bæltested, og sagde: «Lad os se, hvad min gode veninde, Emma Gad, siger i en sådan situation». Hans mandlige kolleger have absolut ingen opgaver, der svarede til deres evner som revyskuespillere. Stribolt var heldigst som Tamburmajor, og Laurits Olsen sled tappert for at få noget ud af et par viser, som dog savnede det rette slag.
Blandt damerne gjorde Stella Kjerulff sig bedst i en danseduet med Bruno Türen. Den var pudsig i al sin fjollethed. Og Liva Olsen havde flere gange lejlighed til at yde smuk sang.
Men det var pragten, der bedårede Scalas publikum, akkurat ligesom «Aladdin» Det kgl. Teater. Man kan nævne for hver akt med underafdelinger en sådan rigdom i dekorations- og kostumeoverflod, at det kunne se ud, som om Skårup har villet slå Johannes Poulsens rekord.
Sidst og ikke mindst gjorde de i revyen indlagte danse stor lykke. «Scalas engelske kompagni» med Solveig Oderwald-Lander indledede her, og der fortsattes med den henrivende Madame Karina, som til slut sammen med Frkn. Oderwald-Lander og Kiss Andersen præsenterede en meget yndefuld trio.
Der var enkelte svage punkter og banaliteter i revyen, men folk glemte alt over den Skaarupske overdådighed. Der ofredes masser af blomster, og en lang række fremkaldelser fulgte, da tæppet faldt.
K.
Sorø Amts Dagblad, 3. maj 1919.
Det Arctander-Kjerulffiske Værk med titlen “Takt og Tone”, som hele København og det halve land havde ventet på, blev lidt af en skuffelse, ganske vist er der vist aldrig set et så vanvittigt overdådigt udstyr før på “Scala”, men man manglede nogle smældende viser, og de viser, som hele Danmark skulle have nynnet på til næste Scalarevy; kun een vise med refrainet “Sikke han kan -” slog ved Carl Alstrups hjælp igennem.
Den engelske Bellarina Mile Carina med sin dusin engelske danserinder blev også en skuffelse. Publikum syntes i det mindste bedre om fru Solveig Oderwalde-Lander. Revyen begynder i øvrigt med en morsom Amalienborg akt, hvor hr. Stribolt er en trivelig Tambourmajor, og derefter går det pr. rundrejse hele Jorden over.
Fru Emma Gad sad i parkettet og morede sig over den halløj, der blev lavet med hendes navn og berømte bog, “Takt og Tone”.
København, 12. juli 1919.
– – –
En velfortjent succes.
Det er altid mere forbløffende. Men det er sandt. Og man konstaterede det straks, skønt temperaturen i lokalet var over 41 grader i Skyggen. Der var dekorationer – morsomme og kønne – der var idéer – der var uartigheder – nogle lovlig stramme – der var brandere – der var et grinagtigt vers om Hansen-Nørremølle u. P. – et endnu grinagtigere om Emma Gad – der var flotte damer i flotte dragter – der var refræner, der slog – og viser, der lå langt, langt over middelhøst.
– – –
B.T., 5. september.
– – –
Hvad revyen handler om?
Nu må De heller ikke forlange for meget. “Handler” er nu så meget sagt.
Vil det overraske, at den for titusinde gang gør sig morsom over Betty Nansen og Emma Gad og Emma Gad og Betty Nansen og Borgbjerg – og tyve andre navne, som jeg virkelig ikke gider nævne oftere.
– – –
Aalborg Stiftstidende, 13. november 1919.
Storm Petersen synes at ville gå fru Emma Gad i Bedene. Den muntre Mand har i hvert Fald udsendt en Række nye Historier med Fællestitlen “Takt og Tone”.
1920
Hver med sit cover – men med samme indhold!