*
Dialogen er levende og hæver sig højt over den Balkonversation, som Fru Gad ellers ynder at servere, og der er en saa vel beregnet Stigning i Scenerne, at Publikum uafbrudt holdes i Aande. Naar Stykket spilles godt, vil det afgjort kunne fængsle.
ET FORSPILSKUESPIL I 2 AKTER AF EMMA GAD. |
 BEDST som man sad i Dagmarteatret og saa paa Et Forspil, forekom det alt sammen, skønt nyt, en saa gammel kendt. Først Milieuet: den højfine Selskabskres , hvori en revolutionært filosoferende borgerlig Lærer bryder ind med sin Elskovslidenskab og tænder lld. Og saa Figurerne: den bedaarende, stort og uroligt higende unge Dame, – med en Veninde ved Siden, som er lutter spøgefuld Ligevægt, sat og dog ung, myndig og dog tolerant. Herren i Huset en snæverhjernet Militær, der betragter den ham undergivne Kvinde omtrent som sin Hund: vil Hunden paa egen Haand slutte sig til en ny Herre, saa sparker man kort og godt denne Herre ned ad Trapperne og spærrer Hunden inde med et Livfuld Hug. Endelig Læreren: forlegen af Betagethed, nervøst opspændt, saa at, hvis den elskede gav sig hen, brast maaske hans Hjerte derved, fyldt i den Grad af Attraa, at han kunde give Ejendom og Liv for at eje den attraaede blot en eneste Time. ***
Læs alle anmeldelser/omtaler efter skuespillet: JYLLANDS POSTEN – 24. november 1896 ILLUSTRERET TIDENDE – 13. december 1896 TILSKUEREN – 1897 |
PERSONERNE:
| HELMUTH RABEN, Ritmester | CHARLOT, hans Hustru |
| ANNE SOFIE HJELM, hans Søster | LEMMING, Professor |
| KASBERG, Løjtnant | Besøgende Damer |
| Handlingen foregaar i Kjøbenhavn. | |
| 1. AKT | En elegant og hyggelig Dagligstue hos Rabens. I Baggrunden Udgang til Entreen. Til højre Dør til Råbens Værelser, til venstre Dør til den øvrige Lejlighed. Paa et lille Bord i Forgrunden staar et Theservice. |
| 1. SCENE | Charlot. Løjtnant Kasberg. En besøgende Dame. Senere Raben og Professor Lemming. |
| CHARLOT | (ved Døren, tager Afsked med en Dame). Tak for Besøget, kære Baronesse! |
| EN DAME | Jeg beder! Farvel og paa Gensyn! |
| CHARLOT | Hils hjemme. |
| EN DAME | Tak. |
| (Hun gaar ud i Baggrunden. Man ser en Tjener aabne Yderdøren for hende. Charlot kommer tilbage.) | |
| CHARLOT | (sætter sig). En Kop The endnu, Løjtnant Kasberg? |
| LØJTNANT KASBERG | (ligeledes). Nej, jeg takker, jeg har kun drukket den ene Kop, fordi Ritmesterinden havde skænket mig den. |
| CHARLOT | Tænk et saadant Offer for min Skyld. |
| LØJTNANT KASBERG | (ser paa hende). For Ritmesterinden vil jeg gøre alt. |
| CHARLOT | (smiler). Dog ikke drikke to Kopper The. Naa, der var altsaa kedeligt hos Grevinden i Gaar? |
| LØJTNANT KASBERG | Det siger jeg ikke. Der var vist overordentlig livligt for Andre, Arrangementet var meget smagfuldt og Souper’en særdeles righoldig. |
| CHARLOT | Naa — |
| LØJTNANT KASBERG | Der var kun kedeligt for mig, fordi Ritmesterinden ikke var der. |
| CHARLOT | Hør, jeg har Dem mistænkt for, at De øver Dem paa mig i at gøre Kur. |
| LØJTNANT KASBERG | Det er ved Gud sandt, hvad jeg siger. Ritmesterinden er for mig den Sol, der lyser op i enhver Salon. |
| CHARLOT | Ja, jeg ved nok, at jeg i Dem har en trofast og varm Beundrer. |
| LØJTNANT KASBERG | Mer end varm! Glødende! |
| CHARLOT | Især til Hest. |
| LØJTNANT KASBERG | Nej, Ritmesterinden maa virkelig ikke tro — ja, det vil sige — naturligvis beundrer jeg ogsaa Ritmesterinden i Ridedragt, især i den brune engelske, den sidder bedst, men det er dog her, i Deres egne Omgivelser, at Ritmesterinden har gjort et saa — overordentligt Indtryk paa mig, og just derfor har jeg en lille Anmodning paa Hjertet. |
| CHARLOT | Naa — sig frem! |
| LØJTNANT KASBERG | Hvis jeg turde have Lov at haabe, at jeg engang turde bede om Tilladelse til at fotografere Ritmesterinden her i Deres Hjem — |
| CHARLOT | Med stor Fornøjelse. |
| LØJTNANT KASBERG | Tusind Tak. Det Billede skal være mit kæreste Klenodie, som jeg skal betragte i mine mørke Timer. |
| CHARLOT | Herregud, hvorfor netop i dem? |
| LØJTNANT KASBERG | (sukker). Jo, naar jeg trænger til at tænke paa, at der dog findes noget, som er lyst og straalende i dette triste Liv. Mit Apparat er ganske storartet, af de bedste franske — jeg har nyligt anskaffet det. |
| CHARLOT | Det er Skade, at De ikke kan fotografere Dem selv. |
| LØJTNANT KASBERG | Ja, jeg fristes næsten til at sige det samme. Forleden blev jeg taget af i Gaia, iøvrigt ganske vellykket, men saa lægger Klodrianen ikke Mærke til, at den ene Side af mit Overskæg er drejet opad og den anden nedad — jeg anede det jo ikke. |
| CHARLOT | Det ser vist pikant ud — det Billede maa De give mig. |
| LØJTNANT KASBERG | Det vil naturligvis være mig en stor Ære, hvis Ritmesterinden vil give mig en lille Plads i Deres Album — (ser paa hende) ja, forstaar sig — jeg vilde heller have den i Ritmesterindens Hjerte — |
| CHARLOT | Der er lidt mere optaget. |
| (Raben kommer ind fra Baggrunden). | |
| LØJTNANT KASBERG | (rejser sig hurtigt). Ah, Ritmesteren! |
| RABEN | Goddag, Kasberg, sæt Dem dog ned. Det er ikke min Mening at ville forstyrre Deres téte-å-téte med min Kone. De ved, jeg er klog nok til sjældent at vise mig paa hendes Modtagelsesdage. |
| LØJTNANT KASBERG | De er jo heller ikke saa morsomme — jeg mener — de Besøgende. |
| CHARLOT | (sukker). Ikke altid. |
| RABEN | (ler). Da synes De dog ikke at kede Dem, bedste Kasberg. Jeg hørte allerede Deres kære Stemme her inde, før jeg gik ud, og i Mellemtiden har jeg købt — lad mig se — en Paraply, to Kasser Cigarer — et Par Hansker og hvad mere — |
| LØJTNANT KASBERG | (forlegen). Sagen er den — her var et Par franske Damer, og da jeg har særlig Interesse for Fransk, saa bad Ritmesterinden mig — |
| RABEN | (slaar ham paa Skulderen). Saa meget desto bedre, siden det giver mig Lejlighed til i Forbigaaende at hilse paa Dem, inden jeg trækker mig ind i min Hule. |
| TJENER | (melder i Døren). Professor Lemming! |
| LEMMING | (Lemming kommer ind fra Baggrunden) (hilser). Goddag! Jeg har tilladt mig at komme, Frue, for at bringe Dem den Bog, De ønskede. |
| CHARLOT | Mange Tak. (forestiller.) Professor Lemming, Løjtnant Kasberg! |
| RABEN | Velkommen, kære Hr. Professor! Tilgiv, at jeg er nødt til straks at forlade Dem, min Tid er desværre optagen. Men da Herrerne, som bekendt, om Formiddagen nærmest kommer for at nyde godt af Damernes Selskab, saa ved jeg, at jeg overlader Dem i de bedste Hænder hos min Hustru. (Han giver ham Haanden og gaar ud til højre). |
| CHARLOT | Vil Herrerne ikke tage Plads? |
| LEMMING | (ser misfornøjet til Løjtnanten). Tak. |
| LØJTNANT KASBERG | Maaske et Øjeblik. |
| CHARLOT | En Kop The, Professor? |
| LEMMING | Nej, jeg takker. |
| LØJTNANT KASBERG | Det tillod jeg mig ogsaa at ytre til Ritmesterinden. The er en lidt flov Drik. |
| CHARLOT | Jeg hørte Deres Foredrag i Aftes, Professor Lemming. |
| LEMMING | Ja, jeg saa Dem. |
| LØJTNANT KASBERG | I Aftes! Ritmesterinden var jo syg, og kom ikke til Grevinden. |
| CHARLOT | (lidt forlegen). Aa, saa tager jeg fejl af Dagen. De ved maaske ikke, Løjtnant Kasberg, at det er Kunsthistorikeren Professor Lemming, De her har for Dem. |
| LØJTNANT KASBERG | (rejser sig og hilser). Overordentlig stor Ære! Jeg maa tilstaa, jeg er naturligvis ikke saadan bevandret i Professorens Fag — endnu ikke, men jeg interesserer mig særligt for Læsning — især lettere Lecture. |
| LEMMING | Saa! |
| LØJTNANT KASBERG | Jeg har overhovedet Interesse for de fleste Ting. |
| LEMMING | Saa maa Løjtnantens Tid være stærkt optagen. |
| LØJTNANT KASBERG | Ja, det er jo vanskeligt at faa Tid til alt midt i den megen Selskabelighed. |
| CHARLOT | Og Løjtnanten er med Rette meget søgt. |
| LØJTNANT KASBERG | Aa, Ritmesterinden er altfor elskværdig. Det kommer kun af, at naar man har mangeartede Interesser, saa passer man jo ind i de forskellige Kredse. Foruden i militære Cirkler, kommer jeg en Del i musikalske Huse; jeg dyrker nemlig selv lidt Musik. |
| LEMMING | Saa —! |
| LØJTNANT KASBERG | Jeg har altid haft megen musikalsk Sans — ja, jeg komponerer endogsaa lidt. Maaske Professoren tilfældigvis har truffet paa et lille Salonstykke, jeg har kaldt «Blide Drømmerier?» |
| LEMMING | (ligegyldig). Ja, maaske — |
| LØJTNANT KASBERG | Ritmesterinden kender det. |
| CHARLOT | Ja, det er nydeligt. |
| LØJTNANT KASBERG | Desværre er jeg ikke rigtig inde i Kompositionslæren — ikke helt. Sagen er, at jeg ogsaa har megen Interesse for Sport. |
| LEMMING | Naa —! |
| LØJTNANT KASBERG | Jeg finder, Legemet har sin store Berettigelse — ja undskyld, Frue! For Eksempel Ridekunst interesserer mig levende. Den betragter jeg næsten som en Livsopgave. |
| CHARLOT | Og i Dansekunst er Løjtnanten en Mester. |
| LØJTNANT KASBERG | Aa, Ritmesterinden spøger. Professoren maa virkelig ikke tro — hi hi — man faar jo en Smule Øvelse i Aarenes Løb. Men jeg maa nok videre, jeg har en Del Visiter endnu — jeg vil tillade mig at trække mig tilbage. |
| CHARLOT | (lettet). Farvel, Løjtnant Kasberg! |
| LØJTNANT KASBERG | Jeg har jo den Ære at se Ritmesterinden i Aften hos Deres Tante, Gehejmeetatsraadinden! Jeg stoler altsaa paa, at Ritmesterinden erindrer at notere mig for Kotillon. Hr. Professor — jeg har den Ære — har glædet mig overordenlig — farvel. (Han hilser og gaar ud i Baggrunden.) |
| 1. AKT 2. SCENE |
Lemming. Charlot |
| LEMMING | Endelig gik han! Vi er alene, og jeg har Dem for mig selv. Men De ser saa alvorlig ud. Er De vred, fordi jeg kom? |
| CHARLOT | Nej. |
| LEMMING | Jeg har skrevet til Dem. |
| CHARLOT | Skrevet — til mig? |
| LEMMING | Ja, kun nogle Ord. Men saa —- da Brevet var vel afsted, saa kunde jeg ikke modstaa at faa Dem at se, og saa brugte jeg det Paaskud med Bogen. Jeg vidste jo, at De var hjemme. |
| CHARLOT | De er bestandig velkommen, som mine andre Venner. |
| LEMMING | Tal ikke saa koldt. Hvis jeg ikke er andet for Dem, end Deres andre Venner, saa bryder jeg mig ikke om at være velkommen. Jeg vil ikke have Dem tilfælles med andre — for mig har De intet tilfælles med andre Kvinder. |
| CHARLOT | Husk vor Overenskomst. Jeg har jo saa ofte sagt Dem, at jeg ikke vil høre Dem tale paa den Maade. De mener det jo ikke. Sæt Dem ned og tal fornuftigt. |
| LEMMING | Mener jeg det ikke! Jeg mener overhovedet kun Dem. Jeg er saa optaget af Deres Væsen og Ynde, at jeg i Deres Nærværelse knapt er mig selv mægtig. |
| CHARLOT | De taler jo vildt og aldeles ikke fornuftigt. |
| LEMMING | Ja, det er Vanvid af mig, naar jeg stræber at vinde Dem. Hvad kan jeg byde Dem, hvad formaar jeg over Dem. Hvor ulige staar vi ikke overfor hinanden! De, saa forfinet, saa vant til Beundring, saa enig med Livet, saa sikker paa dets Lykke, og jeg, grim, kejtet, halvgammel, færdig med saa meget, kun higende efter eet — efter Dem, Deres Kærlighed. Jeg kan ikke klare min egen Sjælstilstand. Egentlig nærer jeg intetsomhelst Haab. Hvorfor skulde De vel forelske Dem i mig, men alligevel er mit Ønske saa brændende, at det er lige ved at være Forventning, og saa meget er De for mig, at jeg kunde nøjes med Lidt, blot jeg vidste, at De brød Dem en Smule om mig. Er jeg intet for Dem? |
| CHARLOT | Jeg ved det ikke. |
| LEMMING | Og dog er De alt for mig. Jeg ser mig blind paa Dem, blind for alt andet. Er det da underligt saa, om jeg ønsker, at Deres Tanke undertiden mødte min. |
| CHARLOT | Bedst var det, om vi aldrig mere saas. |
| LEMMING | Hvorfor — De er altsaa dog bange — |
| CHARLOT | (hurtigt). Nej, vist ej, men jeg vil ikke føre en saadan Samtale igen. Jeg maa leve i Ro, i de Former, jeg er vant til, og De forstyrrer og forvirrer mig. Lad mig i Fred. Vi kunde maaske være Venner, men De vil ikke. |
| LEMMING | De tænker ikke paa, hvordan jeg føler og lever. Jeg er ikke glad og lever ikke i Fred — det gør sjældent Den, der har noget at sige sine Medmennesker, som de ikke vil høre. Jeg bruger min Pen og min Tale som Vaaben, og Andre kriger igen med mig. Og denne Kamp foregaar ligesom i Mørke uden Mandefald, men ogsaa uden Sejr. De er for mig det lyse Element, som Enhver trænger til i sit Liv. Der er som en Glorie om Dem af Finhed, Stolthed — Lystighed, og efter den meget gamle Regel, saa flagrer jeg som en Myg mod Lyset. |
| CHARLOT | Hvor er De kommen paa de Tanker? |
| LEMMING | Jeg har tænkt saaledes fra første Gang, jeg saa Dem. Jeg er ikke saa sentimental, som jeg synes Dem, og som hverken mit Udseende eller min Alder tillader mig. Jeg kan baade forstaa Spøg, og — De vil næppe tro det — tage hverdagslige Ting og Mennesker let. Maaske jeg formaaede mere over Dem, hvis jeg ikke brugte saa stærke Ord, der falder som Granater i Deres fredelige Stue. |
| CHARLOT | Saa forsøg det! |
| LEMMING | Aa, Fru Charlot, De har en Maade at sige sligt paa, som nok kan gøre en gammel Literatus hed i Hovedet. De er saa mangfoldig. |
| CHARLOT | Jeg er ganske enkelt, naar ikke De sønderdeler mig — nej, sig nu, hvad De vilde. |
| LEMMING | Ja altsaa, jeg kunde bære mig helt anderledes ad, naar det ikke var for den Hjertebankens Skyld. |
| CHARLOT | Hjertebanken? |
| LEMMING | Hvor jeg saa Dem, paa Gaden, i Teatret, selv om der var mange Alen imellem os — hvor jeg saa Deres slanke Skikkelse og mødte det underlig æggende, men ogsaa forbeholdne og ligegyldige i Deres Blik — og senere, da jeg lærte Dem at kende — fra det Øjeblik, jeg kom i Deres Nærhed og til længe efter, De var forsvunden, saa bankede mit Hjerte, som det skulde sprænges, og Blodet for mig til Hovedet — jeg saa — ikke rødt, men lyst, Glorien om Dem. Jeg kunde ikke bære mig ad som et fornuftigt Menneske, ikke som Den, jeg er til Hverdagsbrug. Derfor, hvis De engang gav Dem hen til mig, saa vilde jeg føle saa stærk en Lykke, at jeg ikke skulde undres, om mit Hjerte brast derved. Ja, nu er jeg igen højtidelig; jeg kunde misunde Løjtnanten hans Dans og hans Sport og hans sjældne Konversation. Jeg udtrykker mig som en Huspostille. |
| CHARLOT | Jeg har aldrig hørt Nogen, der talte saadan. |
| LEMMING | Hvordan skal jeg forstaa det? |
| CHARLOT | De ved godt, hvad Magt De har. Hvis jeg ikke havde følt Interesse for Dem, sad De da her? |
| LEMMING | Nej, det er sandt, tilgiv mig — jeg er ikke taknemlig. De var god imod mig, da jeg første Gang vovede at tiltale Dem. |
| CHARLOT | Hvor kunde De — uden at kende mig. |
| LEMMING | Hvad skulde jeg gøre! Jeg havde i Aar og Dag næret det Ønske at tale med Dem. De var nu engang for mig det Attraaværdigste, som denne By rummer, og jeg er jo desuden af Fag Skønhedsdyrker, studerer gammel Skulptur og Maleri, men egentlig bryder jeg mig kun i Kunst om det Frygtløse,v det Storladne — naa ja, jeg brændte mine Skibe. Jeg tænkte — støder hun Dig bort, saa er Du ikke værre faren end før, og gør hun det ikke, saa har Du større Held, end Du fortjener. Saa var det, jeg gik hen og sagde noget dumt om, at jeg havde set Dem paa min Forelæsning og gærne vilde hilse paa Dem, og faa Minuter efter sagde jeg meget stærkere Ord. Blev De vred? |
| CHARLOT | Aa nej, det var kun straks. Jeg er ikke vred, kun betaget, ligesom angst for, at en Mand som De, saa fuld af Aand og Tanker, har kunnet blive opfyldt af mig. De tager helt fejl af mig. Jeg er ikke begavet, ikke elskværdig – ikke altid, ikke engang smuk. Det er kun Deres egen Følelse, der kaster en Glans over mig, som slet ikke er der. |
| LEMMING | Hvad gør det mig, om den ikke er der for Andre, naar den er der for mig. Ja, for mig er De smuk som Ingen. Andre kan have ligesaa dybe Øjne, ligesaa ferskenfin Farve, men dette Noget, man ikke har Ord for, det, der lokker og drager, det, der tænder Sind og Sanser i Lue, det har kun De — for mig. |
| CHARLOT | Jeg beder Dem, tal om noget andet. |
| LEMMING | Fru Charlot, Ejendom og Liv kunde jeg give for at eje Dem, om det saa kun var en eneste Time. |
| CHARLOT | Det sker aldrig. Alt, hvad De siger, er omsonst. Husk, jeg har givet et Løfte, og jeg bryder det ikke. Jeg er bleven opdragen til at holde, hvad jeg har lovet, og gøre min Pligt, og det vil jeg — det vil jeg — til det sidste. |
| LEMMING | Er De lykkelig i Deres Ægteskab? |
| CHARLOT | (tøvende). Ja. Ja, det er jeg. Men hvad giver Dem Ret til at gøre det Spørgsmaal? |
| LEMMING | Jeg har ingen Ret. Jeg spørger, fordi jeg er skinsyg, og fordi jeg elsker Dem. |
| CHARLOT | Men jeg elsker ikke Dem, jeg vil det ikke. |
| LEMMING | De maa komme dertil, saa sandt jeg ikke giver tabt. |
| CHARLOT | (farer sammen). Aa min Gud, hvad skal dette blive til! Hvad har jeg gjort for, at De kommer og forstyrrer mit Liv. Gaa heller — lad mig være, lad mig leve i Fred. |
| LEMMING | Jeg lader Dem ikke i Fred, førend Deres Ord spærrer mig alt Haab. |
| CHARLOT | Jeg tror ikke engang, hvad De siger — hvor kan jeg det! Jeg ved jo, De er kvindekær. Hvor Mange har De elsket og attraaet og faaet og glemt, og til Hver har De sagt det samme. |
| LEMMING | De tager fejl. Et Menneske fornyes gennem en ny Følelse, det er, som skiftede vi Hjerte og Sjæl. Hvad jeg føler for Dem, har jeg aldrig før følt. |
| CHARLOT | Kan De da love, at De vil elske mig bestandig? |
| LEMMING | Nej, det kan jeg ikke. Ingen kan svare for sin hele Fremtid i Skæbnens Tumlen om med Mennesker; ikke engang idel Lykke kan jeg love Dem, med Lidelser og Kamp vil den være isprængt for Dem som for mig. Men jeg kan love Dem, at De vil raade over en Kærlighed, som De aldrig finder Magen til, hvor attraaet og beundret De end er. Det vilde De vide, hvis De blot kunde forstaa, hvor jeg elsker Dem. |
| CHARLOT | (afværgende). Jeg beder Dem — ti! |
| TJENEREN | (aabner Døren og melder:) Fru Hofjægermesterinde Hjelm! |
| CHARLOT | Min Svigerinde! |
| Anne Sofie kommer ind fra Entreen. Hun har Overtøj paa. |