Et Forspil anmeldelser

Vi henleder atter Opmærksomheden paa den veldædige Privatforestilling, der i Morgen gives paa Dagmarteatret.
Programmet bestaar af Fru Emma Gads nye to Akts Skuespil “Et Forspil”; Jurabjærgene, der fremsiges af Fru Agnes Nyrup, medens Hartmanns Musik udføres af Fru Orpheline Schram-Olsen. Derefter kommer forskellige Sange af Frk. Dons og Hr. Emil Holm og den af Fru Tardini Hansen arrangerede Balletsituation, Rokoko, der danses til Frk. Thekla Griebels Musik af Fru Olivia Jacobsen og Fru Charlotte Wiehe.
Endelig slutter den righoldige Forestilling med Brands 4de Akt, hvori man med megen Spænding imødeser Fru Didi Heibergs Genoptræden paa en kjøbenhavnsk Scene som Agnes.

Den Privatforestilling der i Aftes gaves paa Dagmarteatret i velgørende, men forøvrigt ubekendt Øjemed, var i mange Maader enteressant. Man fik et broget sammensat Program, mange gode Ting, desværre næsten for meget af det Gode, thi Klokken var bleven over halvtolv, inden Tæppet for sidste Gang faldt.
Aftenens bedste kunstneriske Nydelse var Førsteopførelsen af Fru Emma Gads “Et Forspil”, Frk. Dons’ Sang og Fru Didi Heibergs Genoptræden paa en kjøbenhavnsk Scene som Agnes i Brands fjerde Akt.
Om Programmets første Nummer bliver der Anledning til at tale om senere, thi Et Forspil gaar paa næste Søndag ind i Dagmarteatrets offentlige Repertoire. I Dag er der derfor kun Grund til at nævne, at Fru Gads Skuespil – Forfatterindens interessanteste og betydeligste – blev en Sejr for Teatrets unge Kunstnere, der i et fint beregnet og smukst afstemt Sammenspil hver for sig ydede noget interessant. Til nærmere Motivering og til nogle Indvendinger bliver der som sagt Anledning til senere. O.R.
– – –
Mellemakt
En Velgørenhedsforestilling appelerer til et helt andet Publikum end det, der sædvanligvis møder til Premierer. Rundt om i Parkettet opdager jeg Ansigter, som jeg til min Forundring ikke synes, jeg har set før i Teatret. Reserverede og fornemme Folk, paa hvis Mine jeg tydeligt kan læse, at de er kommet for at gøre noget godt, og aldeles ikke for at more sig. Der staar ogsaa nogle af de allerbedste Pladser tomme, og jeg har en Anelse om, at de Pladser er købte af nogle endnu fornemmere Folk, der ikke har villet eller ikke har gidet benytte dem.
Jeg føler mig i den Anledning noget ængstelig paa Teatrets Vegne; jeg er bange for, at Skuespillerne muligvis skal kompromitere sig. Men jeg beroliges, da Tæppet gaar op, og jeg opfanger omtrent følgende Konversation mellem Fru Riis og Hr. Jacques Wiehe:
– Ritmesterinden var ikke hos Greven i Aftes?
– Nej, jeg befandt mig ikke rigtig vel!
– Men, Ritmesterinden kommer vel til Ballet hos Gehejmeetatsraaden i Morgen?
– Ja, det tænker jeg, hvis min Svigerinde, Hofjægermesterinden –
Mere behøver jeg ikke, jeg drager et lettelsens Suk, Situationen er reddet. Jeg sætter mig trygt til Rette i min (?) med Følelsen af, at jeg i det Hele taget ikke paa nogen Side af Rampen kunde befinde mig i bedre Selskab.

Menuen ved dette fine Selskab var righoldigt og bestod af udsøgte Retter, men den var desværre ikke komponeret af en kyndig Gastronom. Forret serveredes. Fru Emma Gads “Et Forspil”, der var som en veltillavet kraftig (?). Dernæst fik man Oehlenschlägers “Jurabjerge” en noget flov Grøntret. Saa paafulgte et Par lette Mellemretter. Sang af Fru Johanne Brun og Frk. Dons, og derpaa dansede Fru Charlotte Wiehe og Fru Olivia Jacobsen en kælen og yndefuld Rokoko-Dans, der mindede om disse delikate Lagkager med meget Flødeskum og smaa kulørte Sukkerkugler, man undertiden faar serveret i pæne Familier. Her burde Dineren være standset. Til Kød kunde man have gnasket lidt fin Konfekt eller et Par Nødder overpaa; men heller ikke mere. Det er umuligt at begynde en Diner forfra igen; og har man ikke faaet Oksefileten til den Tid og paa det Sted i Menuen, hvor Oksefileten hører hjemme, er det for sent at servere den efter Desserten, naar Folk allerede sidder og længes efter deres Havanacigar.
Med andre Ord og for ikke stadig at tale i poetiske Billeder, vilde 4. Akt af Brand som er en drøj Spise, have gjort sig betydelig bedre, om den var komme tidligere paa Aftenen og ikke efter alle de gode Sager. Men nægtes skal det slet ikke, at der virkelig i Aftes i Teatret var Folk, der havde saa lidt gastronomisk Forstand, at de slugte hele Akten med god Appetit.
Søren

Saalænge Fru Gads Personer konverserede, spøgede og lo, modtog Teaterdirektørerne dem som kære og velkomne Gæster. Men da Forfatterinden en Gang lod dem tale sammen, lod Spøgen dø paa deres Læber, fordi der rykkede dem noget betydningsfuldt og afgørende ind paa Livet, maatte der en ren Tilfældighed til for at føre dem frem paa Scenen. En Velgørenhedsforestilling behøvede en ekstra Tiltrækning: en scenisk Nyhed med ikke altfor mange Personer og uden altfor store Vanskeligheder i Arrangementet. Saaledes fik Dagmarteatret “Et Forspil” veldædigt instuderet, Prøverne viste Stykkets Fortrin i ny Belysning, og Direktionen besluttede at lade det nemt erhværvede Stykke glide ind i Repertoiret. Der ligger heri en Opmuntring til literær Fordybelse og kunstnerisk Alvor, som vore Forfattere forhaabenlig ikke vil lade gaa uænset forbi.

Endelig i Aftes fik Fru Gad alt saa sit betydningsfuldeste Arbejde offentlig opført, Naar Et Forspil maa betegnes saaledes, har dette ikke noget med Stykkets Karaktér som alvorligt Skuespil at gøre. Den alvorlige Komedie har selvfølgelig ikke i og for sig (Præ?) fremfor den lystige. Men Fru Gads Lystspil var Overfladestykker, en munter Brise krusede Vandskorpen, men aldrig rørte nogen virkelig Storm i Vandene. I Et Forspil har Fru Gad sét dybere baade paa Menneskenes Samfund og paa Menneskene selv. Der er i Skildringen af de to kvindelige Hovedfigurer noget meget ægte og indtrængende, og Forholdet mellem Ritmester Raben, hans Frue og hans Søster er skarpt iagttaget og bedømt med kvindelig Finhed.

Et Forspil har længe foreligget trykt og er tidligere anmældt her i Bladet; der er derfor kun Grund til nu at fremhæve, at Stykket faar ny Anskuelighed i Scenens Lys, og at f. Eks. Hofjægermesterindens Figur træder særlig klart frem i noble og enkle Linjer og Farver. Den lykkelige og rolige Dame, der i Løbet af en afgørende Samtale ganske forandrer sin Opfattelse af det Forhold, hun har været en Tilskuer til, og hvis Sundhed og Ærlighed et Øjeblik lader hende tage i Betænkning fra Broderen at rykke over paa Svigerindens Parti, er i Virkeligheden den bedste og nyeste Figur i hele Fru Gads sceniske Galleri.

Og til alt Held for Skuespillets Virkning paa Scenen blev ogsaa denne Rolle den mest vellykkede i Dagmarteatrets Udførelse. Frk. Collin, der i sin Fremstilling af fløsede kjøbenhavnske Damer eller jappede Tjenestepiger i den sidste Tid syntes af mangle Ævne til Selvfornyelse, vandt her nyt Omraade for sin Kunst eller befæstede maaske snarere en enkelt tidligere Sejr (Skrams Ungt Bal).

Frk. Collin var fin og elskværdig i første Alt, bevæget og alvorlig i anden, og saa klædte tilmed det i Tindingen let graanende Haar hendes Ansigt aldeles fortræffeligt.
Ogsaa i Udførelsen af de øvrige Roller var der nedlagt vørdifuldt Arbejde. Vistnok passede hverken Fru Riis eller Hr. Em. Larsen til den skildring, der i Stykket gives af Ægteparret Raben. Men Fru Riis gjorde prisværdige Forsøg paa at stemme sit altfor tydelige Komediespil ind i Stykkets Stil, og Hr. Larsens Ord lød i den afgørende Scene med den rette hvasse Brutalitet. En særlig vanskelig Opgave havde Her Neiiendam. Den Figur, han fremstiller – Professor Lemming – skal virke saa betydeligt, at Skikkelsen, skønt Professoren kun er inde i en Begyndelsesscene, ikke et Øjeblik glemmes. Det er for hans Skyld, at Fru Raben vil bryde sit Ægteskab, og naar Et Forspil er endt, begynder det Skuespil, hvori Professor Lemming er Hovedpersonen. Han mældes, idet Tæppet falder, og for Stykkets Virkning er det da af største Betydning, at Tilskuerne har et stærkt Indtryk af den Mand, der nu træder ind i Fru Rabens Liv.
Dette stærke Indtryk meddeler Hr. Neiiendam. Hans Professor bærer sine graa Haar med Myndighed, og hans Øjne ser hvast og fangende. Men Skikkelsen bliver alligevel noget andet end den, Læsningen former for En. Professor Lemming er næppe saa rolig behersket, og det er afgjort ikke rigtig, naar Tilskueren undertiden faar en lille Mistanke til hans Vedehæftighed.

Slutningsreplikkerne stiler saaledes ved en lidt for søgt Klang henimod Billedet af en Professor Bellac. Den sidste Person i Et Forspil, Løjtnant Kasberg, et ægte Fru Gad’sk Lystspilfæ, fremstilles med Hr. Jacques Wiches rutinerede Færdighed.
Publikum syntes i Aftes delvis noget desorienteret over at se Fru Gad i ganske andre Omgivelser end hendes sædvanlige og forholdt sig derfor køligere, end Stykket og Udførelsen fortjente.

Som Dessert gaves i Aftes en Goldonisk Farce sf den ægte primitive Buffoart. Stykkets Morskab beror væsenlig paa den Hurtighed, hvormed Tjeneren Truffaldini kan manøvrere med to Anretninger Mad melle to forskellige Værelser, og Hr. Lindstrøm viste sig i Aftes Opgaven voksen. Hans Tjener var baade lystig og lettilbens.
Særlig Munterhed vakte foriøvrig Hr. Neumann, der med den paalideligsted Overbevisning docerede et mægtigt pudsigt Stylle Livsfilosofi. O.R.

BEDST som man sad i Dagmarteatret og saa paa Et Forspil, forekom det alt sammen, skønt nyt, en saa gammel kendt. Først Milieuet: den højfine Selskabskres, hvori en revolutionært filosoferende borgerlig Lærer bryder ind med sin Elskovslidenskab og tænder lld. Og saa Figurerne: den bedaarende, stort og uroligt higende unge Dame, – med en Veninde ved Siden, som er lutter spøgefuld Ligevægt, sat og dog ung, myndig og dog tolerant. Herren i Huset en snæverhjernet Militær, der betragter den ham undergivne Kvinde omtrent som sin Hund: vil Hunden paa egen Haand slutte sig til en ny Herre, saa sparker man kort og godt denne Herre ned ad Trapperne og spærrer Hunden inde med et Livfuld Hug. Endelig Læreren: forlegen af Betagethed, nervøst opspændt, saa at, hvis den elskede gav sig hen, brast maaske hans Hjerte derved, fyldt i den Grad af Attraa, at han kunde give Ejendom og Liv for at eje den attraaede blot en eneste Time. — Hvor havde man dog truffet alt det før?

Muligvis i en anden Form, med en anden Jargon, i en anden Tids Kostyme . . . f. Eks. i det 18de Aarhundredes? Rigtigt! i Begyndelsen af Rousseaus Roman om „den ny Heloise”. Rousseaus Julie og Claire, Baron d’Estange og Saint Preux syntes at vende tilbage her i modernt Udstyr. Blot havde Tidernes Omskiftelse forvandlet den aandeligt brutale Militær fra Fader hos Rousseau til Ægtemand hos Fru Gad. I det 18de Aarhundredes Litteratur var Fædrene den erotiske Lidenskabs Bussemænd, i vor Tids Litteratur er Ægtemændene del; nogen skal der jo altid til det værste.

Og saa var Frk. Julies, det vil sige Fru Chariots, mondæne Tilbedere blevne samlede i en halv-idiotisk Selskabs-Amatør af en Løjtnant, som Hr. I. Wiehe fremstillede morsomt og stereotypt. Hr. Wiehe slog i sin Tid igennem i Gjellerups „Herman Vandel” med en let Karikatur af selvtilfreds Forfjamskethed. Siden da har han faaet et stedse sikrere Greb paa at fremføre saadanne befippede selvglade, som i alle Livets Forhold taler og bevæger sig med en Slags automatisk Afsnuppethed. Han spiller helt virtuosmæssigt nu — paa én Streng.

Publikum lod ikke til at bifalde, at Fru Gad aabenlyst brød Staven over Stykkets ukultiverede Ægtemand. Og dog er hans Ægteskab jo virkelig ikke stort mer end et vanemæssigt Konkubinat! Eller havde maaske Publikum paa Følelsen, at den Lidenskab, som saa bryder ind i dette Ægteskab, den søger til syvende og sidst heller intet andet end en Konkubine, saa at Kampen staar ikke mellem Plat og Krone, men mellem gammel Plathed og en ny Plathed? Hvor Elskeren, Professor Lemming, dog taler besynderligt! Der er ikke Gnist af Ømhed, Offervillighed, Andagt overfor den elskede, blot en egensyg Besiddelsestrang. For hendes Lykke vil han give intet, for sin Lykke alt. Fru Charlot spørger saa, om han tør love at elske hende bestandig. „Nej, forsikrer han straks, det kan jeg ikke, ingen kan svare for sin hele Fremtid i Skæbnens Tumlen om med Mennesker”. Undskyld, men det gælder jo hverken i smaat eller stort om at indestaa for „Skæbnen”, det gælder kun om at svare paa, hvad man i Øjeblikket — med det Kendskab, man har til sig selv, — tror fuldt og fast, fordi man nu en Gang ikke kan tænke sig Muligheden af noget andet. Er man gennemsund, saa regner man ikke med Døden, skønt naturligvis en Sygdom eller en Tagsten det næste Nu kan slaa en til Jorden. En alt for samvittighedsfuld Hensynstagen til det uforudselige røber, at det uforudselige er forudset, som noget højst sandsynligt eller uundgaaeligt. Professor Lemming ved paa en Prik, at om et halvt eller et helt Aar vil hans Elskov være dunstet bort, og han vil da lade Fru Chariot sidde, som hun sad, før hun lærte ham at kende, blot at hun da sidder saa meget værre i det. Dette lader ogsaa til at være Forfatterindens Mening. Og et Par Repliker hist og her tyder paa, at naar Fru Charlot alligevel rives hen, maa det forsaaes saaledes, som at hun nærmest drives af en sensuel Nydelsestrang. Men i saa Fald kunde man have ventet Stykkets Problem stillet anderledes. Vægten ligger jo nemlig saa ikke længer paa Ægtemandens Tænkemaade, men alene paa Fru Chariots. Hvor megen Sympati skal vi have for, at hun faar Lyst til at betale en Champagne-Rus med en Formue?
Alle har fremhævet, at Fru Gad intetsteds ellers har haft en saa fast formet og indholdsrig Dialog. Der „staar” noget i mange af Replikerne, de er tankefulde, aandrige. Den Slags Effekt-Ord er nu ganske vist ikke de værdifuldeste Ved en Teater Opførelse. En rent dagligdags lille Sætning kan betyde hundredfold mer end Sider fulde af Dumas fil’ske Aandrigheder, forudsat, at den lille trivielle Sætning røber noget følgesvangert. Der er berømte Skuespil, hvori Udbrud som „Jeg synes, du bliver rød?” eller Spørgsmaal som „Hvor ved du det fra?” har bragt Tilhørernes Hjerter til at banke heftigt, hvilket, alle Dumas’ Aandrigheder tilsammen nok næppe har formaaet. Teatret stiller nu en Gang helt andre Krav end en Bog, og Tilskuere er andre Væsner end Læsere. Men de fleste af vor Tids Skuespil ligner jo det Skuespil, som en Aften fik en naiv Publikumer til at udbryde: „Bare de dog snart vilde holde op at snakke deroppe paa Scenen, saa at Stykket kunde komme til at begynde!” Og skal der endelig snakkes syv lange og syv brede, saa er det unægtelig behageligere at høre paa vittig eller dybsindig Tale end paa Pjat. For Resten frelste de kloge Repliker ikke Et Forspils snaksomme 2den Akt fra at trætte. Det var maaske Iscenesættelsens Skyld. Iscenesætteren havde mange behændige Placeringer og nu og da et nydeligt Paafund: som f. Eks. da den glade Hofjægermesterinde løfter Skærmen lidt op paa Lampen for at se rigtigt Amatør-Løjtnantens Haar. Det lille Træk gjorde straks Optrinet hyggeligt og ægte. Men under Hofjægermesterindens formanende Samtaler med Fru Charlot var der en Rejsen-sig og Sætten-sig og Skiften Stol og Vandren hen over Gulvet, som gjorde Samtalerne rent uendelige. Saa megen Bevægelighed vilde maaske have været udmærket, dersom Fru Charlot var blevet fremstillet af en spinkel, forkælet, spænstigt nervøs Dame, bag hvis Angst for Afgørelsen der hele Tiden tindrede og blinkede en hemmelig Fryd ved at vide sig elsket. Rollen blev imidlertid givet af en Dame, som fører sig (baade i Diktion og Plastik) med en tung Kraft, og som var lutter dyster Rugen. Et og det samme passer ikke for alle, og et Scene-Arrangement maa lægges ikke blot med Tekst-Bogen for Øje, men under Hensyn til de Skuespilleres Ydre og Evner, som skal spille Stykket.

Det var alligevel den bedste blandt Privatteatrenes nye Forestillinger i denne Sæson. Der kom nok nu og da over Frk. Collins Spil en Anelse af noget tillært. Men paa andre Steder forsvandt hun bag Rollen og syntes helt den roligt muntre, roligt kloge, roligt kærlige Veninde, som Stykkets Hofjægermesterinde skal være. Og et Par Gange beredte hun forstandige Teatergængere den sjeldne Nydelse at høre virkelig naturlig Tale. Folk mener, at der tales naturligt paa Scenen, naar blot: Repliken remses op i en dagligdags Tone, uden Anstød mod Meningen og med det hele Sætnings-Kompleks farvet af en enkelt Stemning. Men denne Art Diktion, der tager Repliken en bloc, er jo endnu blot „Deklamation”, saa godt som den svulstige i Tragedier: Deklamation paa Sokker i Stedet for Deklamation paa Stylter! Fuldt naturlig bliver Talen først, naar den Skridt for Skridt afspejler alle Forandringerne i Figurens Tankebevægelse og Stemningsbevægelse. Saa udhæves snart uventet og snart forflygtiges Replikens Smaadele ved skiftende Betoninger og Tempoer, eller Sætningen hakkes i Stykker ved Pauser, medens et Blik, et Smil, en Gestus anskueliggør Usikkerheden, Overgangen, Omslaget i den talendes Sind. Først dette Diktionens og Mimikens Detailmaleri giver den indgaaende Karakteristik af Figuren, og først hvor det forenes med og samstemmer med en god „Maske” (altsaa med den kloge Karakteristik af Figurens Ydre), har man den rette Skuespilkunst.
Ogsaa Hr. Neiendams Fremstilling af Professor Lemming var værd at agte paa. Han havde sikkert grebet Rollen galt an. Professoren skal være Uroen i Stykket, den hede Energi, som voldtager Fru Chariots Indbildningskraft og Drifter, saasnart som de giver sig en Blottelse. Han er Agitatoren .. hvorimod Hr. N. var Videnskabsmanden: det ene Øjeblik myndigt sikker, det næste halvvejs klynkende beskeden. Formodenlig har Hr. N. maattet omlægge Figuren saaledes for overhovedet at kunne spille den. Thi han synes intet Herredømme at have over sit Legeme; hans Krop, hans Ben, hans Arme lystrer ikke smidigt, og hans slørede Stemme har hverken noget stort Register eller er skolet til at udføre hurtige Løb. Men — ogsaa en fejlagtigt opfattet Figur kan være interessant. Han saa ud og førte sig og talte som en Mand, der virkelig har levet et indre Liv, mellem Bøger, med mange alvorlige Tanker og dybe Følelser. Enhver ved, for hvor faa Skuespillere det lykkes at komme til at se ud paa Scenen som andet end aandelige Middelmaadigheder. Hr. N. besidder overhovedet en mærkelig Forvandlingsevne, han har maaske det bedste „Teater-Ansigt” herhjemme. Omtrent samtidigt gav han (i Paul Levins „Antoinette”) med meget faa Midler et lykkeligt Billede af et lidt folkesky, stilfærdigt bravt, jævnt begavet Stuemenneske. Og i „Væverne” havde han saa igen været en slet ikke ueffent fordrukken og fejlt Gendarm. Han er saa ofte nær ved det gode, at han dog vel en Dag maa kunne naa det. Under en kunstforstandig Ledelse vilde han og Hr. Em. Larsen være selvskevne til at staa i baade anden og første Række ved Nationalteatret, hvis Herre-Personale jo trænger saa foruroligende til Udrensning og Forøgelse.