En elegant og hyggelig Dagligstue hos Rabens. I Baggrunden Udgang til Entreen. Til højre Dør til Råbens Værelser, til venstre Dør til den øvrige Lejlighed. Paa et lille Bord i Forgrunden staar et Theservice.
PERSONERNE:
| HELMUTH RABEN, Ritmester | CHARLOT, hans Hustru |
| ANNE SOFIE HJELM, hans Søster | LEMMING, Professor |
| KASBERG, Løjtnant | Besøgende Damer |
| Handlingen foregaar i Kjøbenhavn. | |
| 1. AKT | |
| 1. SCENE | Charlot. Løjtnant Kasberg. En besøgende Dame. Senere Raben og Professor Lemming. |
| CHARLOT | (ved Døren, tager Afsked med en Dame). Tak for Besøget, kære Baronesse! |
| EN DAME | Jeg beder! Farvel og paa Gensyn! |
| CHARLOT | Hils hjemme. |
| EN DAME | Tak. |
| (Hun gaar ud i Baggrunden. Man ser en Tjener aabne Yderdøren for hende. Charlot kommer tilbage.) | |
| CHARLOT | (sætter sig). En Kop The endnu, Løjtnant Kasberg? |
| LØJTNANT KASBERG | (ligeledes). Nej, jeg takker, jeg har kun drukket den ene Kop, fordi Ritmesterinden havde skænket mig den. |
| CHARLOT | Tænk et saadant Offer for min Skyld. |
| LØJTNANT KASBERG | (ser paa hende). For Ritmesterinden vil jeg gøre alt. |
| CHARLOT | (smiler). Dog ikke drikke to Kopper The. Naa, der var altsaa kedeligt hos Grevinden i Gaar? |
| LØJTNANT KASBERG | Det siger jeg ikke. Der var vist overordentlig livligt for Andre, Arrangementet var meget smagfuldt og Souper’en særdeles righoldig. |
| CHARLOT | Naa — |
| LØJTNANT KASBERG | Der var kun kedeligt for mig, fordi Ritmesterinden ikke var der. |
| CHARLOT | Hør, jeg har Dem mistænkt for, at De øver Dem paa mig i at gøre Kur. |
| LØJTNANT KASBERG | Det er ved Gud sandt, hvad jeg siger. Ritmesterinden er for mig den Sol, der lyser op i enhver Salon. |
| CHARLOT | Ja, jeg ved nok, at jeg i Dem har en trofast og varm Beundrer. |
| LØJTNANT KASBERG | Mer end varm! Glødende! |
| CHARLOT | Især til Hest. |
| LØJTNANT KASBERG | Nej, Ritmesterinden maa virkelig ikke tro — ja, det vil sige — naturligvis beundrer jeg ogsaa Ritmesterinden i Ridedragt, især i den brune engelske, den sidder bedst, men det er dog her, i Deres egne Omgivelser, at Ritmesterinden har gjort et saa — overordentligt Indtryk paa mig, og just derfor har jeg en lille Anmodning paa Hjertet. |
| CHARLOT | Naa — sig frem! |
| LØJTNANT KASBERG | Hvis jeg turde have Lov at haabe, at jeg engang turde bede om Tilladelse til at fotografere Ritmesterinden her i Deres Hjem — |
| CHARLOT | Med stor Fornøjelse. |
| LØJTNANT KASBERG | Tusind Tak. Det Billede skal være mit kæreste Klenodie, som jeg skal betragte i mine mørke Timer. |
| CHARLOT | Herregud, hvorfor netop i dem? |
| LØJTNANT KASBERG | (sukker). Jo, naar jeg trænger til at tænke paa, at der dog findes noget, som er lyst og straalende i dette triste Liv. Mit Apparat er ganske storartet, af de bedste franske — jeg har nyligt anskaffet det. |
| CHARLOT | Det er Skade, at De ikke kan fotografere Dem selv. |
| LØJTNANT KASBERG | Ja, jeg fristes næsten til at sige det samme. Forleden blev jeg taget af i Gaia, iøvrigt ganske vellykket, men saa lægger Klodrianen ikke Mærke til, at den ene Side af mit Overskæg er drejet opad og den anden nedad — jeg anede det jo ikke. |
| CHARLOT | Det ser vist pikant ud — det Billede maa De give mig. |
| LØJTNANT KASBERG | Det vil naturligvis være mig en stor Ære, hvis Ritmesterinden vil give mig en lille Plads i Deres Album — (ser paa hende) ja, forstaar sig — jeg vilde heller have den i Ritmesterindens Hjerte — |
| CHARLOT | Der er lidt mere optaget. |
| (Raben kommer ind fra Baggrunden). | |
| LØJTNANT KASBERG | (rejser sig hurtigt). Ah, Ritmesteren! |
| RABEN | Goddag, Kasberg, sæt Dem dog ned. Det er ikke min Mening at ville forstyrre Deres téte-å-téte med min Kone. De ved, jeg er klog nok til sjældent at vise mig paa hendes Modtagelsesdage. |
| LØJTNANT KASBERG | De er jo heller ikke saa morsomme — jeg mener — de Besøgende. |
| CHARLOT | (sukker). Ikke altid. |
| RABEN | (ler). Da synes De dog ikke at kede Dem, bedste Kasberg. Jeg hørte allerede Deres kære Stemme her inde, før jeg gik ud, og i Mellemtiden har jeg købt — lad mig se — en Paraply, to Kasser Cigarer — et Par Hansker og hvad mere — |
| LØJTNANT KASBERG | (forlegen). Sagen er den — her var et Par franske Damer, og da jeg har særlig Interesse for Fransk, saa bad Ritmesterinden mig — |
| RABEN | (slaar ham paa Skulderen). Saa meget desto bedre, siden det giver mig Lejlighed til i Forbigaaende at hilse paa Dem, inden jeg trækker mig ind i min Hule. |
| TJENER | (melder i Døren). Professor Lemming! |
| LEMMING | (Lemming kommer ind fra Baggrunden) (hilser). Goddag! Jeg har tilladt mig at komme, Frue, for at bringe Dem den Bog, De ønskede. |
| CHARLOT | Mange Tak. (forestiller.) Professor Lemming, Løjtnant Kasberg! |
| RABEN | Velkommen, kære Hr. Professor! Tilgiv, at jeg er nødt til straks at forlade Dem, min Tid er desværre optagen. Men da Herrerne, som bekendt, om Formiddagen nærmest kommer for at nyde godt af Damernes Selskab, saa ved jeg, at jeg overlader Dem i de bedste Hænder hos min Hustru. (Han giver ham Haanden og gaar ud til højre). |
| CHARLOT | Vil Herrerne ikke tage Plads? |
| LEMMING | (ser misfornøjet til Løjtnanten). Tak. |
| LØJTNANT KASBERG | Maaske et Øjeblik. |
| CHARLOT | En Kop The, Professor? |
| LEMMING | Nej, jeg takker. |
| LØJTNANT KASBERG | Det tillod jeg mig ogsaa at ytre til Ritmesterinden. The er en lidt flov Drik. |
| CHARLOT | Jeg hørte Deres Foredrag i Aftes, Professor Lemming. |
| LEMMING | Ja, jeg saa Dem. |
| LØJTNANT KASBERG | I Aftes! Ritmesterinden var jo syg, og kom ikke til Grevinden. |
| CHARLOT | (lidt forlegen). Aa, saa tager jeg fejl af Dagen. De ved maaske ikke, Løjtnant Kasberg, at det er Kunsthistorikeren Professor Lemming, De her har for Dem. |
| LØJTNANT KASBERG | (rejser sig og hilser). Overordentlig stor Ære! Jeg maa tilstaa, jeg er naturligvis ikke saadan bevandret i Professorens Fag — endnu ikke, men jeg interesserer mig særligt for Læsning — især lettere Lecture. |
| LEMMING | Saa! |
| LØJTNANT KASBERG | Jeg har overhovedet Interesse for de fleste Ting. |
| LEMMING | Saa maa Løjtnantens Tid være stærkt optagen. |
| LØJTNANT KASBERG | Ja, det er jo vanskeligt at faa Tid til alt midt i den megen Selskabelighed. |
| CHARLOT | Og Løjtnanten er med Rette meget søgt. |
| LØJTNANT KASBERG | Aa, Ritmesterinden er altfor elskværdig. Det kommer kun af, at naar man har mangeartede Interesser, saa passer man jo ind i de forskellige Kredse. Foruden i militære Cirkler, kommer jeg en Del i musikalske Huse; jeg dyrker nemlig selv lidt Musik. |
| LEMMING | Saa —! |
| LØJTNANT KASBERG | Jeg har altid haft megen musikalsk Sans — ja, jeg komponerer endogsaa lidt. Maaske Professoren tilfældigvis har truffet paa et lille Salonstykke, jeg har kaldt «Blide Drømmerier?» |
| LEMMING | (ligegyldig). Ja, maaske — |
| LØJTNANT KASBERG | Ritmesterinden kender det. |
| CHARLOT | Ja, det er nydeligt. |
| LØJTNANT KASBERG | Desværre er jeg ikke rigtig inde i Kompositionslæren — ikke helt. Sagen er, at jeg ogsaa har megen Interesse for Sport. |
| LEMMING | Naa —! |
| LØJTNANT KASBERG | Jeg finder, Legemet har sin store Berettigelse — ja undskyld, Frue! For Eksempel Ridekunst interesserer mig levende. Den betragter jeg næsten som en Livsopgave. |
| CHARLOT | Og i Dansekunst er Løjtnanten en Mester. |
| LØJTNANT KASBERG | Aa, Ritmesterinden spøger. Professoren maa virkelig ikke tro — hi hi — man faar jo en Smule Øvelse i Aarenes Løb. Men jeg maa nok videre, jeg har en Del Visiter endnu — jeg vil tillade mig at trække mig tilbage. |
| CHARLOT | (lettet). Farvel, Løjtnant Kasberg! |
| LØJTNANT KASBERG | Jeg har jo den Ære at se Ritmesterinden i Aften hos Deres Tante, Gehejmeetatsraadinden! Jeg stoler altsaa paa, at Ritmesterinden erindrer at notere mig for Kotillon. Hr. Professor — jeg har den Ære — har glædet mig overordenlig — farvel. (Han hilser og gaar ud i Baggrunden.) |
| 1. AKT 2. SCENE |
Lemming. Charlot |
| LEMMING | Endelig gik han! Vi er alene, og jeg har Dem for mig selv. Men De ser saa alvorlig ud. Er De vred, fordi jeg kom? |
| CHARLOT | Nej. |
| LEMMING | Jeg har skrevet til Dem. |
| CHARLOT | Skrevet — til mig? |
| LEMMING | Ja, kun nogle Ord. Men saa —- da Brevet var vel afsted, saa kunde jeg ikke modstaa at faa Dem at se, og saa brugte jeg det Paaskud med Bogen. Jeg vidste jo, at De var hjemme. |
| CHARLOT | De er bestandig velkommen, som mine andre Venner. |
| LEMMING | Tal ikke saa koldt. Hvis jeg ikke er andet for Dem, end Deres andre Venner, saa bryder jeg mig ikke om at være velkommen. Jeg vil ikke have Dem tilfælles med andre — for mig har De intet tilfælles med andre Kvinder. |
| CHARLOT | Husk vor Overenskomst. Jeg har jo saa ofte sagt Dem, at jeg ikke vil høre Dem tale paa den Maade. De mener det jo ikke. Sæt Dem ned og tal fornuftigt. |
| LEMMING | Mener jeg det ikke! Jeg mener overhovedet kun Dem. Jeg er saa optaget af Deres Væsen og Ynde, at jeg i Deres Nærværelse knapt er mig selv mægtig. |
| CHARLOT | De taler jo vildt og aldeles ikke fornuftigt. |
| LEMMING | Ja, det er Vanvid af mig, naar jeg stræber at vinde Dem. Hvad kan jeg byde Dem, hvad formaar jeg over Dem. Hvor ulige staar vi ikke overfor hinanden! De, saa forfinet, saa vant til Beundring, saa enig med Livet, saa sikker paa dets Lykke, og jeg, grim, kejtet, halvgammel, færdig med saa meget, kun higende efter eet — efter Dem, Deres Kærlighed. Jeg kan ikke klare min egen Sjælstilstand. Egentlig nærer jeg intetsomhelst Haab. Hvorfor skulde De vel forelske Dem i mig, men alligevel er mit Ønske saa brændende, at det er lige ved at være Forventning, og saa meget er De for mig, at jeg kunde nøjes med Lidt, blot jeg vidste, at De brød Dem en Smule om mig. Er jeg intet for Dem? |
| CHARLOT | Jeg ved det ikke. |
| LEMMING | Og dog er De alt for mig. Jeg ser mig blind paa Dem, blind for alt andet. Er det da underligt saa, om jeg ønsker, at Deres Tanke undertiden mødte min. |
| CHARLOT | Bedst var det, om vi aldrig mere saas. |
| LEMMING | Hvorfor — De er altsaa dog bange — |
| CHARLOT | (hurtigt). Nej, vist ej, men jeg vil ikke føre en saadan Samtale igen. Jeg maa leve i Ro, i de Former, jeg er vant til, og De forstyrrer og forvirrer mig. Lad mig i Fred. Vi kunde maaske være Venner, men De vil ikke. |
| LEMMING | De tænker ikke paa, hvordan jeg føler og lever. Jeg er ikke glad og lever ikke i Fred — det gør sjældent Den, der har noget at sige sine Medmennesker, som de ikke vil høre. Jeg bruger min Pen og min Tale som Vaaben, og Andre kriger igen med mig. Og denne Kamp foregaar ligesom i Mørke uden Mandefald, men ogsaa uden Sejr. De er for mig det lyse Element, som Enhver trænger til i sit Liv. Der er som en Glorie om Dem af Finhed, Stolthed — Lystighed, og efter den meget gamle Regel, saa flagrer jeg som en Myg mod Lyset. |
| CHARLOT | Hvor er De kommen paa de Tanker? |
| LEMMING | Jeg har tænkt saaledes fra første Gang, jeg saa Dem. Jeg er ikke saa sentimental, som jeg synes Dem, og som hverken mit Udseende eller min Alder tillader mig. Jeg kan baade forstaa Spøg, og — De vil næppe tro det — tage hverdagslige Ting og Mennesker let. Maaske jeg formaaede mere over Dem, hvis jeg ikke brugte saa stærke Ord, der falder som Granater i Deres fredelige Stue. |
| CHARLOT | Saa forsøg det! |
| LEMMING | Aa, Fru Charlot, De har en Maade at sige sligt paa, som nok kan gøre en gammel Literatus hed i Hovedet. De er saa mangfoldig. |
| CHARLOT | Jeg er ganske enkelt, naar ikke De sønderdeler mig — nej, sig nu, hvad De vilde. |
| LEMMING | Ja altsaa, jeg kunde bære mig helt anderledes ad, naar det ikke var for den Hjertebankens Skyld. |
| CHARLOT | Hjertebanken? |
| LEMMING | Hvor jeg saa Dem, paa Gaden, i Teatret, selv om der var mange Alen imellem os — hvor jeg saa Deres slanke Skikkelse og mødte det underlig æggende, men ogsaa forbeholdne og ligegyldige i Deres Blik — og senere, da jeg lærte Dem at kende — fra det Øjeblik, jeg kom i Deres Nærhed og til længe efter, De var forsvunden, saa bankede mit Hjerte, som det skulde sprænges, og Blodet for mig til Hovedet — jeg saa — ikke rødt, men lyst, Glorien om Dem. Jeg kunde ikke bære mig ad som et fornuftigt Menneske, ikke som Den, jeg er til Hverdagsbrug. Derfor, hvis De engang gav Dem hen til mig, saa vilde jeg føle saa stærk en Lykke, at jeg ikke skulde undres, om mit Hjerte brast derved. Ja, nu er jeg igen højtidelig; jeg kunde misunde Løjtnanten hans Dans og hans Sport og hans sjældne Konversation. Jeg udtrykker mig som en Huspostille. |
| CHARLOT | Jeg har aldrig hørt Nogen, der talte saadan. |
| LEMMING | Hvordan skal jeg forstaa det? |
| CHARLOT | De ved godt, hvad Magt De har. Hvis jeg ikke havde følt Interesse for Dem, sad De da her? |
| LEMMING | Nej, det er sandt, tilgiv mig — jeg er ikke taknemlig. De var god imod mig, da jeg første Gang vovede at tiltale Dem. |
| CHARLOT | Hvor kunde De — uden at kende mig. |
| LEMMING | Hvad skulde jeg gøre! Jeg havde i Aar og Dag næret det Ønske at tale med Dem. De var nu engang for mig det Attraaværdigste, som denne By rummer, og jeg er jo desuden af Fag Skønhedsdyrker, studerer gammel Skulptur og Maleri, men egentlig bryder jeg mig kun i Kunst om det Frygtløse,v det Storladne — naa ja, jeg brændte mine Skibe. Jeg tænkte — støder hun Dig bort, saa er Du ikke værre faren end før, og gør hun det ikke, saa har Du større Held, end Du fortjener. Saa var det, jeg gik hen og sagde noget dumt om, at jeg havde set Dem paa min Forelæsning og gærne vilde hilse paa Dem, og faa Minuter efter sagde jeg meget stærkere Ord. Blev De vred? |
| CHARLOT | Aa nej, det var kun straks. Jeg er ikke vred, kun betaget, ligesom angst for, at en Mand som De, saa fuld af Aand og Tanker, har kunnet blive opfyldt af mig. De tager helt fejl af mig. Jeg er ikke begavet, ikke elskværdig – ikke altid, ikke engang smuk. Det er kun Deres egen Følelse, der kaster en Glans over mig, som slet ikke er der. |
| LEMMING | Hvad gør det mig, om den ikke er der for Andre, naar den er der for mig. Ja, for mig er De smuk som Ingen. Andre kan have ligesaa dybe Øjne, ligesaa ferskenfin Farve, men dette Noget, man ikke har Ord for, det, der lokker og drager, det, der tænder Sind og Sanser i Lue, det har kun De — for mig. |
| CHARLOT | Jeg beder Dem, tal om noget andet. |
| LEMMING | Fru Charlot, Ejendom og Liv kunde jeg give for at eje Dem, om det saa kun var en eneste Time. |
| CHARLOT | Det sker aldrig. Alt, hvad De siger, er omsonst. Husk, jeg har givet et Løfte, og jeg bryder det ikke. Jeg er bleven opdragen til at holde, hvad jeg har lovet, og gøre min Pligt, og det vil jeg — det vil jeg — til det sidste. |
| LEMMING | Er De lykkelig i Deres Ægteskab? |
| CHARLOT | (tøvende). Ja. Ja, det er jeg. Men hvad giver Dem Ret til at gøre det Spørgsmaal? |
| LEMMING | Jeg har ingen Ret. Jeg spørger, fordi jeg er skinsyg, og fordi jeg elsker Dem. |
| CHARLOT | Men jeg elsker ikke Dem, jeg vil det ikke. |
| LEMMING | De maa komme dertil, saa sandt jeg ikke giver tabt. |
| CHARLOT | (farer sammen). Aa min Gud, hvad skal dette blive til! Hvad har jeg gjort for, at De kommer og forstyrrer mit Liv. Gaa heller — lad mig være, lad mig leve i Fred. |
| LEMMING | Jeg lader Dem ikke i Fred, førend Deres Ord spærrer mig alt Haab. |
| CHARLOT | Jeg tror ikke engang, hvad De siger — hvor kan jeg det! Jeg ved jo, De er kvindekær. Hvor Mange har De elsket og attraaet og faaet og glemt, og til Hver har De sagt det samme. |
| LEMMING | De tager fejl. Et Menneske fornyes gennem en ny Følelse, det er, som skiftede vi Hjerte og Sjæl. Hvad jeg føler for Dem, har jeg aldrig før følt. |
| CHARLOT | Kan De da love, at De vil elske mig bestandig? |
| LEMMING | Nej, det kan jeg ikke. Ingen kan svare for sin hele Fremtid i Skæbnens Tumlen om med Mennesker; ikke engang idel Lykke kan jeg love Dem, med Lidelser og Kamp vil den være isprængt for Dem som for mig. Men jeg kan love Dem, at De vil raade over en Kærlighed, som De aldrig finder Magen til, hvor attraaet og beundret De end er. Det vilde De vide, hvis De blot kunde forstaa, hvor jeg elsker Dem. |
| CHARLOT | (afværgende). Jeg beder Dem — ti! |
| TJENEREN | (aabner Døren og melder:) Fru Hofjægermesterinde Hjelm! |
| CHARLOT | Min Svigerinde! |
| Anne Sofie kommer ind fra Entreen. Hun har Overtøj paa. |
| 1. AKT 3. SCENE |
Charlot. Anne Sofie. Lemming. |
| ANNE SOFIE | Goddag Charlot! Se her har Du mig. |
| CHARLOT | (løber imod hende). Anne Sofie — aa, min egen kæreste — er det Dig, aa, Gudskelov, Du kom. |
| ANNE SOFIE | Jeg kan da ikke klage over nogen kølig Modtagelse, hvad Du Kære! Men Du glemmer at forestille mig. |
| CHARLOT | Professor Lemming — min Mands Søster, Fru Hjelm! Min egen, kære, eneste Svigerinde, En, der er noget ved, kan De tro. |
| ANNE SOFIE | Du giver Professoren altfor gode Tanker om mig, Barn, men jeg kan jo heller ikke beklage mig over at blive rost i det Øjeblik, jeg skal gøre Bekendtskab med en berømt Mand. |
| LEMMING | Den, De med Urette kalder berømt, føler sig i dette Øjeblik meget ringe overfor Dem, Frue, der saa godt forstaar den Kunst — den største af alle — at gøre Dem elsket. |
| ANNE SOFIE | Det er en Idé, hun har, min lille Chariot, at holde saa meget af mig. Jeg forsikrer Dem, det er dumt af hende. |
| CHARLOT | Tro hende ikke. |
| ANNE SOFIE | Men lad mig sidde ned og tage Del i Deres Samtale, hvor den slap. |
| LEMMING | Nej, jeg vil tage Afsked, jeg har allerede altfor længe lagt Beslag paa Deres Svigerinde. Men det er sandt, jeg glemmer rent Aarsagen til mit Besøg (tager en Bog op af Lommen) en Bog, Som jeg lovede at bringe Fruen. |
| CHARLOT | (ser paa den). Aa Tak — med mit Navn. |
| ANNE SOFIE | Maa jeg se Haandskriften. «Til Fru Charlot Raben» — det var da et morsomt lille knirket R., Professoren skriver. |
| LEMMING | Ja, det er en slem Skrift, og Indholdet er ikke meget bedre. |
| ANNE SOFIE | Skal vi sige imod, Chariot, eller skal Professoren for en Gangs Skyld narres for en Artighed? |
| LEMMING | Har De, mod Forventning, noget Godt at sige om mig, vil De saa ikke vente, til jeg er gaaet. |
| CHARLOT | (blader i Bogen). Men Deres Foredrag om Renaissancens Skulptur er jo ikke heri. |
| LEMMING | De er ikke trykte, men hvis De har Lyst til at læse dem i Manuskript, vil det være mig en Ære. |
| CHARLOT | Tak, det er næsten for meget. |
| LEMMING | Jeg skal bringe dem i Aften. |
| CHARLOT | I Aften er jeg ikke hjemme — ja, det er i alt Fald tvivlsomt. |
| LEMMING | Hvis jeg ikke er saa heldig at træffe Fruen, skal jeg aflevere Pakken ved Døren. |
| ANNE SOFIE | (giver ham Haanden). Det har glædet mig at gøre Deres Bekendtskab. |
| LEMMING | Saa har jeg altsaa Lov at haabe, at der gives mig Lejlighed til en Fortsættelse. (Han hilser og gaar ud gennem Entreen.) |
| 1. AKT 4. SCENE |
Anne Sofie. Charlot. |
| ANNE SOFIE | Ham har jeg ikke før set i dit Hus. |
| CHARLOT | Nej, jeg — vi har for temmelig nyligt gjort Bekendtskab med ham. Vi har truffet ham hos Doktor Smiths — Du ved, vor Læge. Med dem har jeg fulgtes nogle Gange og hørt hans Forelæsninger. |
| ANNE SOFIE | Og af Beundring for Forelæsningerne har Du saa indbudt ham? |
| CHARLOT | Aa, jeg ved ikke, han interesserer mig. |
| ANNE SOFIE | Saa vidt jeg har hørt, har han mange Modstandere, endog Fjender. |
| CHARLOT | Det er netop det, jeg kan lide. Han har hidsige Fjender og varme Venner; det viser, at han er et Menneske med Karakter, En, det er værd at strides om. |
| ANNE SOFIE | Ja saa! Gør han Kur til Dig’? |
| CHARLOT | (lidt usikker). Vist ikke! Og selv om saa var — Du ved, jeg er skudfri. Kurmageri faar man nok af, men endnu har jeg da ikke ladet mig besnære. |
| ANNE SOFIE | Nej, heldigvis. |
| CHARLOT | Men bevares, der staar Du jo endnu med Hat og Kaabe paa. (kalder paa Tjeneren.) Hans, kom og tag Hofjægermesterindens Tøj! Og Hellmuth, som ikke ved, at Du er kommen, naa, hvor han bliver glad. (kalder ud ad Døren til højre.) Hellmuth, kom, skal Du se, hvem her er. |
| (Raben kommer ind fra højre.) |
| 1. AKT 5. SCENE |
Raben. Charlot. Anne Sofie. |
| RABEN | Nej, hvad ser jeg, Anne Sofie! (tager hende om Hovedet.) Du kære Søster, det var da et velkomment Besøg. |
| ANNE SOFIE | Det glæder mig at høre; Familiebesøg er ikke altid velkomne. |
| RABEN | Hvor kan det være, at Du saa uanmeldt kommer til Byen? |
| ANNE SOFIE | Jo Du, jeg skammer mig næsten ved at sige det, men jeg gamle Kone fik paa engang Lyst til at komme med til Bal hos Tante Karoline i Aften. |
| RABEN | Du bliver min Sandten Ballets Dronning, saa godt som Du ser ud! Stadig lige ung og frisk! |
| ANNE SOFIE | Det er Landluften, Du smigrer, min Ven, ikke mig. Ja, sund er den, men man bliver lidt dum af den, og saa glad jeg end er ved min solbrændte Hofjægermester og mine fire søde Unger og mine Blomster og mine Hons og Grise, saa har man dog godt af at se lidt andet, og derfor pakkede jeg en Selskabskjole i Kufferten og rejste herind sammen med en fed Kalkun til Chariot, for at bede, om I vil tage mig paa Slæbetov i Aften. |
| RABEN | Om vi vil! |
| CHARLOT | Men Du bliver da lidt hos os, ikkesandt? |
| ANNE SOFIE | Ja, til i Morgen tidlig; min Permission varer ikke længer. |
| CHARLOT | Aa, bliv nogle Dage, hører Du! Jeg vil saa gærne beholde Dig. |
| ANNE SOFIE | Ja, Tak skal Du have, men jeg maa afsted igen i Morgen, før Fanden faar Sko paa; jeg skal staa Fadder til Forpagterens lille Pige. |
| CHARLOT | Saa løber jeg ud og siger Besked om dit Værelse — jeg kommer straks igen. Jeg maa jo passe paa Minuterne, siden jeg beholder Dig saa kort. (Hun gaar ud til venstre.) |
| 1. AKT 6. SCENE |
Raben. Anne Sofie. Senere Charlot. |
| RABEN | Og din Mand vilde ikke med? |
| ANNE SOFIE | Nej, han har travlt. Vi bygger jo en Fløj til Gaarden. |
| RABEN | Til de mange Gæster! |
| ANNE SOFIE | Ja, Du ved, det er min eneste Livsfilosofi at stræbe at se saa mange glade og sunde Ansigter omkring mig som muligt (sætter sig ved Siden af ham). Naa, min hjerte Broder, lad mig saa høre lidt om, hvordan I lever herinde. |
| RABEN | Jo saamænd, ved det Gamle. |
| ANNE SOFIE | Jeg synes, Chariot ser lidt sart ud. |
| RABEN | Jeg tror da ikke, hun fejler noget, Gudskelov. Men Du ved, hun har jo altid været nervøs, og det er næsten foruroligende, som det har taget til her i den sidste Tid. Ja, sød og indtagende er hun jo, men saa urolig, saa fuld af Paafund. |
| ANNE SOFIE | (eftertænksom). Saa! |
| RABEN | Snart farer hun rundt til Selskaber og Forlystelser, snart siger hun nej til alt. Saa sværmer hun for Heste og Bulldogger og saa for Æstetik og Kammerkoncerter. Den ene Dag er det sort Kaffe, det staar paa — den næste Benediktinerlikør — lystig og nedslaaet, sværmerisk og pirrelig om hinanden. |
| ANNE SOFIE | Hm! |
| RABEN | Ja Du — ærligt talt — det er lidt trættende. |
| ANNE SOFIE | Det forstaar jeg godt, men husk, hun har hele sit Liv været forkælet og rig, og hun har ingen Børn — savner den Ballance i sin Tilværelse. |
| RABEN | Ja, sandsynligvis var det et naturligere og sundere Liv at være en Vaskerkone med syv Børn, men det er hun nu engang ikke, og hvad Behageligheder angaar, saa ved jeg da ikke de Livets Goder, hun ikke har. |
| ANNE SOFIE | Nej, men hun har altid haft dem, saa virker de ikke. Sig mig, hvad gør Du for at modarbejde den Uro hos hende? |
| RABEN | Hvad skal jeg gøre! Jeg haaber, at jeg er upaaklagelig som Ægtemand — saa vidt muligt opmærksom og føjelig — |
| ANNE SOFIE | Ja, Du er jo saa elskværdig, Helmuth. |
| RABEN | Vist ikke, men idetmindste er jeg altid i jævnt godt Humør. |
| ANNE SOFIE | Men taler Du meget med hende? |
| RABEN | Hvordan? |
| ANNE SOFIE | Er I meget for hinanden — er jert Forhold ungt endnu? |
| RABEN | Ungt. Vi har været gifte i over ti Aar. |
| ANNE SOFIE | Det har ikke noget at sige. Min Hofjægermester er stadig forelsket i mig, og hvad mere er, han fortæller mig det. Ja, nu ler Du, men jeg tror nu, at naar Ægteskabet bliver gammelt og trevent før Personerne, saa er det, at Faren trækker op. |
| RABEN | Faren for hvad? |
| ANNE SOFIE | Aa, ikke noget. Bliver der stadig gjort megen Kur til Charlot? |
| RABEN | Hun gør jo altid megen Lykke, og der er vist som oftest en eller anden Beundrer, der lægger sit Hjerte for hendes Fødder. |
| ANNE SOFIE | Naa — stadig! |
| RABEN | Men det anfægter mig ikke. Jeg spørger aldrig. |
| ANNE SOFIE | Ikke! |
| RABEN | Jeg tror, det er baade det klogeste og det mest ridderlige. Klogt, fordi man dog ikke kan forhindre det, og ridderligt, fordi man maa have fuld Tiltro til sin Hustru — som Dame. |
| ANNE SOFIE | Kan hænde, Du har Ret. |
| RABEN | Og den Slags preller desuden ganske af paa Chariot. I sensuel Henseende er hun nærmest kølig. |
| ANNE SOFIE | Tror Du? Naa ja, Du maa jo vide det. |
| RABEN | Hun morer sig til en Tid ved et eller andet Kurmageri, saa lader hun det falde og slaar sig paa andre Ting — gamle Miniaturportræter eller hvad hun nu kan finde paa. I Øjeblikket er det Kunsthistorie. Idetmindste løber hun til nogle Forelæsninger og faar Anvisning til Selvstudium af den celebre Professor Lemming, som desaarsag er indført her i Huset. |
| ANNE SOFIE | Ja, han var her, da jeg kom. |
| RABEN | Jeg begriber ikke, hvad Tiltrækning han kan have for Damer. Han er jo nærmest en uanselig Fyr at se paa. |
| ANNE SOFIE | Men med en klog Pande og en indtagende Stemme. |
| RABEN | Naa ja, mig tiltaler han ikke videre. Desuden — han er jo i sine Meninger temmelig — fri og passer egentlig daarligt her i Huset. Men Du ser, jeg føjer mig og trøster mig med, at det æstetiske Lune næppe varer længere end de øvrige. Men hvad kommer saa! (sukker.) Maaske en Rejse til Orienten. Hør, Anne Sofie, kan Du ikke se at bringe lidt Ro over hende, Du, der er harmonisk og lever efter saa god og sund Moral. |
| ANNE SOFIE | Nej Du, med den staar det kun daarligt til. Jeg har aldrig kunnet forstaa, at der kan være een Moral for Alle, naar Alle er forskellige. |
| RABEN | Men dine egne fornuftige Principer — |
| ANNE SOFIE | Jeg er lykkelig, Brorlil, saa kommer man let fra Principerne. |
| RABEN | Det er Charlot da ogsaa, skulde jeg mene. |
| ANNE SOFIE | (hurtigt). Ja vist — ja. |
| RABEN | Men jeg beder Dig, du har Indflydelse paa hende. Benyt den lidt! |
| ANNE SOFIE | Meget indgribende kan den næppe virke til i Morgen tidlig Kl. 6, men den Tid, jeg har, skal jeg bruge, saa godt jeg kan. |
| RABEN | Ja, gør det — Tak. |
| Charlot kommer ind fra venstre. | |
| CHARLOT | Se saa. Anne Sofie, nu er din Rede i Stand. Kun Skade, at Du flyver fra den ved Daggry, som de andre Fugle. |
| RABEN | (rejser sig). Derfor vil Du vist gærne have den sjældne Fugl lidt for Dig selv, saa at jeg, uden at blive savnet, kan gaa ind og slutte et Brev. |
| ANNE SOFIE | For os gærne. |
| CHARLOT | Ja, gaa Du kun. |
| RABEN | (ler og nikker til dem). Det er kønt af jer, at I saa nødigt vil af med mig. (Han gaar ud til højre). |
| 1. AKT 7. SCENE |
Charlot. Anne Sofie. |
| CHARLOT | Ja netop, jeg vil have Dig for mig selv; jeg haaber da ikke, her kommer flere Besøg. Se saa, her sidder jeg godt, tæt ved Siden af Dig — jeg fryser saadan i Dag. |
| ANNE SOFIE | (drager hende til sig). Min lille Veninde! |
| CHARLOT | Gid jeg tiere havde Dig hos mig, Du Kære hos Dig har jeg Ro. Jeg synes, jeg kan sige alt til Dig, og jeg trænger saadan til En at tale med. |
| ANNE SOFIE | Saa tal ud i Dag, læg hele dit Hjerte aabent for mig. Jeg skal sige Dig, jeg har en ubestemt Fornemmelse af, at noget her i Huset ikke er, som det skulde være. |
| CHARLOT | Hvori finder Du det? |
| ANNE SOFIE | For Eksempel nu her i dine første Ord. Hvor kan Du trænge til En at tale med, naar Du har Helmuth. |
| CHARLOT | (usikker). Der er jo saa meget, man ikke kan drøfte med Mandfolk. |
| ANNE SOFIE | Med sin Mand kan man da tale om alt. |
| CHARLOT | Men naar man nu ser forskelligt paa saa meget. |
| ANNE SOFIE | Naar Du synes det, saa er det, fordi Du ikke er fornøjet. Charlot, er Du ikke det? |
| CHARLOT | Jeg ved jo ikke, hvor meget et Menneske kan faa ud af sit Liv. (halvt til sig selv.) Eller maaske jeg dog ved det. |
| ANNE SOFIE | Men Helmuth er dog en Mand som faa, saa god og tilforladelig. |
| CHARLOT | Det er han. |
| ANNE SOFIE | Husker Du, Tante Karoline kalder ham den sidste Ridder. |
| CHARLOT | Ja, med Harnisk paa. |
| ANNE SOFIE | Hvad mener Du? |
| CHARLOT | Jeg mener, der er saa langt ind til hans Lidenskab og hans Følelser og hans Nerver. Umuligt at bevæge dem. Han forstaar ikke, ser ikke. |
| ANNE SOFIE | Nej, synderligt skarpt lader han ganske vist ikke til at se. |
| CHARLOT | Og ved du hvad, jeg synes, det er det vigtigste Ord af alle: At forstaa — næst efter det: At elske. |
| ANNE SOFIE | Helmuth er jo en rolig Natur, ligesom jeg. |
| CHARLOT | Ja, det skal Du have Ret i. Han varmer En ikke op, hverken Sjæl eller Legeme; ja, det forstaar Du nu ikke, for han er vist en god Broder. Men jeg skulde dog finde noget andet hos ham. |
| ANNE SOFIE | Du forlanger meget! Han er smuk, rig, og dertil mandig og godhjærtet — Alle maa synes om. |
| CHARLOT | (ivrig). Aa ja, Du, den jævne Gemytlighed, der gør alting fladt og dagligdags. Aldrig noget uventet, aldrig en rask Svingning i Tanken. Ved han ikke paa en Prik, hvad der er rigtigt, og hvad elegant, af dem, der er galt! Og Ret har han i det, ja vist, Ret og Elskværdighed og Hæderlighed og Pligtfølelse i Skuffer — til at trække ud efter Behag. Han gør Livet til en takfast Marsch henad Landevejen, saa man faar Lyst til Sideveje og Spring. |
| ANNE SOFIE | Glem ikke, hvor han holder af Dig. |
| CHARLOT | Ja, som af en behagelig Vane, men den Følelse, der river med, og tænder Ild, den ligger ikke under hans Kommando. |
| ANNE SOFIE | Det synes jeg ikke, Du før har savnet hos ham. Hvorfor gør Du det nu? |
| CHARLOT | (nervøst). Aa, lad os ikke tale om mig. Fortæl mig, hvad Du skal have paa i Aften — har Du dine Diamanter med — vil Du laane mine? |
| ANNE SOFIE | Dem skal Du vel selv have paa. |
| CHARLOT | Jeg — nej! Naa jo — maaske. |
| ANNE SOFIE | Jeg glæder mig virkelig. |
| CHARLOT | Du synes altsaa, at saadant noget — et Bal — er morsomt? |
| ANNE SOFIE | Ja, hvorfor ikke, det morer mig at se mine Venner en enkelt Gang under en festlig Form. |
| CHARLOT | Venner — ja, Du er lykkelig, Du kan have Venner! Mig er de saa slemme til at blive forlibte i — hvorfor — sig mig det! Du skulde have set en russisk Oberst forleden, han lignede en Faun, da han saa paa mig — uf! Aa, hvor her er hedt, er her ikke? |
| ANNE SOFIE | Og for lidt siden frøs Du. Min egen lille Charlot, Du er saa febrilsk; hvad er der i Vejen med Dig? |
| CHARLOT | Ingenting! Hvad skulde være i Vejen — jeg er blot lidt træt; jeg har maaske redet for langt i Morges. Aa ja — ja, Du kan sagtens, Anne Sofie, Du er saa tryg i din rolige Lykke, men den er ikke til for mig Stymper. Vil Du ikke have en Kop The? |
| ANNE SOFIE | Nej Tak. |
| CHARLOT | (skænker). Det vil jeg! Tænk, at jeg tidt kan drikke tre fire Kopper kulsort The i Træk. |
| ANNE SOFIE | Det maa Du ikke. Det hidser. |
| CHARLOT | Ja, det er netop derfor. Det gør En saa underlig lysvaagen. |
| TJENER | (kommer ind med et Brev). Et Brev til Fruen. |
| CHARLOT | (sætter hastigt Koppen fra sig). Et Brev! Kom, giv mig det. (Hun river det op, ser, hvor langt det er, og putter det i Lommen.) |
| Tjeneren gaar ud. | |
| ANNE SOFIE | Læs dog dit Brev, lad dig ikke forstyrre af mig. |
| CHARLOT | (forlegen). Vist ej, det haster ikke. Jeg vilde kun se, fra hvem det var. |
| ANNE SOFIE | Naa, fra hvem da? |
| CHARLOT | Det var fra Tante Karoline. Hun beder mig om at komme tidligt i Aften. |
| ANNE SOFIE | Saa — ! (ser paa hende og tager Konvoluten op fra Gulvet.) Det er løjerligt, Tante Karoline er paa sine gamle Dage kommen til at skrive præcist det samme lille knirkede R, som din Ven Professoren. |
| CHARLOT | Det maa være — det er ved et Tilfælde. |
| ANNE SOFIE | Charlot, hvornaar er Du begyndt at lyve for mig? |
| CHARLOT | (kaster sig i hendes Arme). Aa nej, nej, det kan jeg ikke. Brevet er fra ham. |
| ANNE SOFIE | Jeg beder Dig, giv mig det saa, og lad mig rive det itu. |
| CHARLOT | (trækker sig tilbage). Nej, jeg vil læse det — ingen Magt faar det fra mig. |
| ANNE SOFIE | Du sagde før, at Ingen endnu havde kunnet besnære Dig. Er Du sikker paa, at Du ikke tager fejl? |
| CHARLOT | Aa, Anne Sofie, til Dig, min eneste kære Veninde, til Dig maa jeg sige Sandheden. Jeg er bange for, at han har mig i sin Magt. |
| TJENER | (kommer ind og melder). Fru og Frøken Løwenfeldt! |
| ANNE SOFIE | (sagte). Charlot — jeg maa — jeg vil vide alting. |
| To Damer kommer ind fra Entreen. Charlot søger at fatte sig og gaar dem i Møde. | |
| DAME 1 | Goddag, kære Fru Raben — |
| DAME 2 | Goddag Charlot. |
| TÆPPE |