Blæksprutten, 1905.
Fru Gads velsignelsesrige Virksomhed som Arrangør af Gudmaavidehvadhunikkearrangerer har sat skønne Frugter.
Det er bekendt nok, at vore Kolonier koster os en Masse Penge aarlig. Men Fru Gad traadte frem og sagde: „Lad mig komme til, og de skal give Overskud!” De sagkyndige rystede paa Hovedet, men se! Fru Gad fik Kolonierne anbragt i Tivoli og fik et Par beskidte Unger fra Vestindien anbragt i den grønlandske Afdeling, og tre Maaneder efter var Slaget vundet : Kolonierne gav Overskud!
Naturligvis blev straks hendes Ide hugget. Kjøbenhavns Kommune har nemlig været saa uheldig at indlemme Valby, Hvidovre og nogle andre Territorier, som vi forlængst burde have solgt til Udlandet, eftersom Kjøbenhavn kun har Ulejlighed og Udgift at dem; og nu vil man prøve, om man ikke gennem en Udstilling af alle de snare mærkelige Ting, de rummer, kan skaffe lidt Penge ind.
Foranstaaende Billede giver et Vue over denne Udstilling, der i Gaar aabnedes for Publikum. Den vil have stor kulturhistorisk Interesse, og det skulde slet ikke forbavse os, om Publikum holdt sig fuldstændig borte fra den.
Den kgl. Fortjenstmedalje i guld.
Blæksprutten noterede sig naturligvis også admiralindens modtagelse af Den kgl. Fortjenstmedalje i guld. Ud over den store udstillingssucces, tæller naturligvis også det imponerende resultat der var blevet opnået gennem Kunstflidsforeningen, som majestæterne fulgte nøje.
Klods-Hans
19. februar 1905
Revolutionen kommer! De danske Kvinder ruster sig.
Kære Klods-Hans!
Meget har jeg oplevet, meget har jeg svulmet for, men med dette sidste svulmede Barmen mig over! Jeg har set den underdejlige Fru Drachmann i Spidsen for Roms Arbejdere lede en omtrent Revolution! Aldrig har det rendt mig saa koldt og varmt ned ad Ryggen! Aldrig har en rødmende Bourgogne virket saa voldsomt paa den graanende Skjald, som den rødmende Digterfrue og flammende Frihedsheltinde virkede paa mig.
Og paa alle fra øverst til nederst. Hele Piazza del Popolo skreg i vildeste Begejstring: »Evviva la donna di dragomano!« Man havde misforstaaet Fruens Navn og troede, hendes Mand var Tolk ved det tyrkiske Gesandtskab, men hvad betyder det sammenlignet med de historiske Følger, denne første danske Madame Roland vil afstedkomme? Har afstedkommet !
Thi netop derfor skriver jeg dette Brev, kære Klods-Hans! Jeg kan, Kvinde som jeg er, ikke længer bære paa denne Verdens Hemmelighed. Jeg erfarer fra sikker Kilde, at Danmarks Kvinder, opfyldte af religiøs Begejstring over Profetinden, Deborah Drachmann, forrige Søndag har stiftet en »Revolutionær elfærdskomité«.
Om faa Dage vil Agitationen være i fuld Gang. Rollerne er allerede fordelte, Den radikale Lensbaronesse Reedtz-Thott rejser rundt paa alle Landets Herregaarde og samler den høje Adel til Kamp mod ideikommiser og Adelspatenter. 1 hendes Fodspor følger Grevinde Mogens Frijs, der vil hjemsøge samtlige Frøkenklostre. Frøken Marie Sick vil indsmugle literær Gift i samtlige Landets Læsetasker, medens Professorinde Christoffer Boeck forbereder et anarkistisk Drama i 12 Sprængninger, der nok skal gøre deres Virkning paa alle »Unge Hjerter« Nordens Købstæder samt Ladepladser over.
En kommende Morgen vil skue Admiralinde Emma Gad ved Toldboden uddelende Oprørsproklamationer til Marinens Matroser, og hendes Naade Fru Christensen-Stadil i Kastellet, spredende dito til vore fredelige Jenser. Etatsraadinde Louise Hansen ophidser Børsens Matadorer mod Kapitalismen midt i Børstiden. Fru Oda bereder hele Skuespillerstanden et ubeskriveligt dramatisk Intermedium. Fru Loulou Marcussen-Lassen synger Marseillaisen for Journalisterne, saa selv en Secher faar Frihedsfornemmelser.
Frøken Thit Jensen drager tilbage til Island, hvor hun stikker Ild paa det derværende rigelige prængstof, medens Fru Mylius Erichsen bringer Grønlands Isbjerge til at smelte for Eskimoderlandets
Befrielse. Fru Ivar Berendsen er i en hemmelig Mission rejst til Finland, og Statsraadinde Thor Lange har lovet at tænde Verdensbranden ovre i Moskva.
Nu kan jeg ikke mere for bare Begejstring!
Deres flammende Veninde
Libertine Brodersen,
Borgerinde.
Petersen og jeg sad og saa ud over St. Thomas, medens vi nippede til en Ice Cream Soda. Saa tog Petersen sin Panamahat af, lagde den paa en Stol og sagde:
– Jeg vil bede Dig lægge Mærke til, at jeg blotter mit Hoved. Det er delvis, fordi den Drik, vi i Øjeblikket er i Færd med at indsuge og som afgjort hører til den moderne Kulturs allerskadeligste Nydelsesmidler, faar mig til let at transpirere, men det er tildels ogsaa af Agtelse for denne Kolonis Udstilling.
Hvad Carl Lund og Admiralinde Gad i beroderlig og søsterlig Forening her har udrettet indgyder mig og burde selvfølgelig i endnu langt højere Grad indgyde Dig Respekt. Men jeg véd, at Du har Dine lamme Punkter, og jeg vil ikke gøre Dig ked af det. Det eneste, jeg har at indvende, er, at Carl Lund og Admiralinden nok for en ganske enkelt Detaljes Vedkommende kunde have byttet Roller. Jeg er ikke helt sikker paa, at hun, selv med Assistance af sin Søn, den uvisnelige Kunstner Hr. Arlaud, kunde have faaet mere ud af St. Thomas Havn, men jeg er fuldkommen overtydet om, at Carl Lund kunde have faaet noget betydeligt mere tiltalende ud af Negerinden, hvis han havde faaet Lov til at fikse op paa hende med et Par raske Penselstrøg. Hun er ikke rigtig umiddelbart indtagende, som hun er, og da det formodentlig er hendes Ønske at blive gift med en eller anden Underbefalingsmand i Marinen, subsidiært med en af de laverestaaende Kræfter ved Pantomimeteatret, nu da hun engang er kommen herover, tror jeg, at lidt Rødt paa Kinderne og en større perspektivisk Uddybning af Næssepartiet ikke vilde være nogen Skade til.
– Skulde saa ikke ogsaa de seks smaa Grise males, Petersen? spurgte jeg.
– Det vilde muligvis være en Idé, sagde Petersen, skønt smaa Grise altid klarer sig her i Verden, hvordan de saa ser ud, enten det nu er en Følge af den usædelige Litteratur eller det skyldes endnu dybereliggende Aarsager.
– Der er ogsaa pænt inde paa Færøerne og paa Island og Grønland, Petersen! bemærkede jeg.
– Der er voldsomt pænt! sagde Petersen. Noget med det mest og endda et lillebitte Gran til. Hvad kan man F. Eks. ikke faa ud af at betragte det Stykke Kryolit, som ligger paa et af Bordene? Naar man lukker Øjnene og er i Besiddelse af tilstrækkelig Fantasi og har faaet sine regelmæssige Hviletimer og ikke er altfor søvnig, kan man saamænd godt se baade Mylius Erichsen og Grev Moltke og Hedningen Osafra paany i Færd med at fange Tværhundelopper. Og lidt Fantasi vil man altid have med, naar man gaar i Tivoli. Det støtter saa rart og det er velset af Direktionen. Jeg fortryder ikke, at jeg gik herind. Jeg fortryder i det Hele taget aldrig, naar jeg benytter mine Fribilletter. Herregud, de er jo til det samme, og der er ingen Grund til at skabe sig.
Lup.
– Naar Ferien begynder, vil der komme mange paa Koloniudstillingen.
– Saa bliver det til en Feriekoloniudstilling!
– Klods Hans 2. juni 1905
