Aabent Visir 1898

Det kongelige teater (1890-1900)

AABENT VISIR

SKUESPIL I 3 AKTER AF EMMA GAD.
PREMIERE PAA DET KGL. THEATER DEN 1. MAJ 1898.

DET SCHUBOTHES FORLAG – KØBENHAVN 1898.

Aabent visir
Med “Aabent Visir” gør E.G. et betydeligt Skridt fremad;: hun er fra Lystspillet gaaet over til Slutspillet, har dristigt taget et virkeligt Samfundsemne op til Behandling og lodder i det hele dybere end nogensinde før.

Stykkets Hovedperson er en ung Pige, Eline Malling. Hun har i sin første Ungdom ladet sig bedaare af en gift Mand, konsul Stenberg, der lovede at lade sig skille fra sin Hustru for senere at ægte Eline. Forholdene gør det umuligt for ham at opfylde sit Løfte, og han rejser bort og lader hende sidde tilbage med Frugten af deres Forhold, en lille Pige.

Slutningen faldt lidt mat, men ellers interesserede Stykket stærkt helt igennem. Fru Gad træder meget djærvt i Skanken for den ugifte Kvindes Ret til at føle Moderlykken uden derfor at miste Verdens Agtelse, og hun viser i det hele et Frisind her, som aabenbart overraskede Publikum i høj Grad.


JONNA: Ja, hvad tror Du, at de Mennesker, der lever om hundrede Aar, vilde sige, hvis de hørte, hvordan vi her taler. Ville de le eller græde over vort Standpunkt?
ELINE: De vil sandsynligvis sige det samme som nu. Fordomme er sejglivede!
JONNA: Nej, jeg tror paa Fremgangen — jo, jeg tror, at de Faa med det store Syn ikke forgæves kaster deres Sædekorn. Vi er dog komne bort fra Stejle og Hjul.
ELINE: Ja, legemligt set.
JONNA: Den Tid kan komme, hvor Kvinderne ikke mere vil være de første til at kaste Sten paa den Søster, der snublede og faldt, men hvor de vil slutte sig sammen for at beskytte baade hende og hendes Barn.
ELINE: Hvad hjælper det mig nu! Hvad skal jeg gøre – jeg er jo magtesløs.
JONNA: Hvad Du skal gøre! Bryd over vært, bekend, at Du har en Datter. Tag hende til Dig og ernær Dig selv og hende. Det maa Du kunne.
ELINE: Hvor vil Du hen — nej nej. Tænk Tanken ud — Sæt dig ind i, hvor del er umuligt.
JONNA: Umuligt — ja, fordi Du ikke har Mod.
ELINE: Det er tilmed saa upraktisk — ogsaa for Barnets Skyld.


***
Læs anmeldelser/omtaler efter skuespillet:
AARHUS STIFTSTIDENDE – 2. maj 1898
RINGSTED FOLKETIDENDE – 2. maj 1898
ILLUSTRERET TIDENDE – 8. maj 1898 (Vilhelm Andersen: Kritik – 1914)
AARHUS STIFTSTIDENDE – 5. november 1898
JYLLANDS POSTEN – 5. november 1898

PERSONERNE:

GENERALINDE WALLIN KAPTAJN KARL WALLIN, hendes søn
FRØKEN ELINE MALLING JONNA MALLING, hendes søster
KONSUL STENBERG IDA
KAPTAJN SALVESEN FRØKEN VON SVITZER
FRU MADSEN To FRØKNER LILJENFELDT
En Tjener


1. AKT Handlingen foregaar paa Generalindens Landsted. En elegant og hyggelig Havestue, holdt i en lys, sommerlig Stil. Mange Blomster. Paa Væggene Familieportræter. I Baggrunden en stor, aaben Dør ud til en Veranda, der fører til Haven. Paa Siderne Døre til den øvrige Lejlighed. Tidlig Formiddag.
1. SCENE Generalinden. Eline. Frøken von Svitzer. Straks efter Wallin. Eline læser højt for Generalinden, der broderer. Karl Wallin kommer langsomt, klædt i en lys Sommerdragt, fra Verandaen ind i Stuen og gaar helt hen til Eline. Hun standser Læsningen.
FRK. VON SVITZER (ser op gennem en Lorgnet). Ah — Kaptajnen!
WALLIN Hvorfor holder Du op, Eline, det lød kønt.
ELINE (ser op paa ham). Fordi jeg mærkede, at Du stod og saa paa mig.
GENERALINDEN Gaa kun videre, bedste Eline! Jeg skal nok lade Dig vide, naar jeg er træt.
FRK. VON SVITZER Skulde vi ikke heller slutte her, kære Generalinde. Naar først en poetisk eller literær Stemning er bleven brudt, kommer den vanskelig tilbage.
WALLIN Jeg kom netop ogsaa for at bebrejde Damerne, at De sidder inde og læser paa en saa henrivende Sommermorgen. Der er saa smukt ude.
FRK. VON SVITZER Jeg har ogsaa tænkt paa at gaa ud at fiske. Dammen her er jo ligefrem berømt for sine Karper og Karudser, saa jeg har taget mine Redskaber med.
ELINE Synes De virkelig, det er morsomt at fiske, Frøken von Svitzer?
FRK. VON SVITZER Ja, jeg finder det behageligt under en ligegyldig Beskæftigelse at optage en fredelig Naturstemning i sit Sind. Jeg tror, det er nerveberoligende, naar man, som jeg, i saa høj Grad lever, dels for det Selskabelige, dels for det Intellektuelle.
GENERALINDEN Al Slags Sport og Idræt, antager jeg, skal dyrkes i godt Selskab. Hvordan er det, Karl, Du ynder jo ogsaa at fiske?
WALLIN (lidt undvigonde). Jeg har jo saa sjælden Tid.
GENERALINDEN Ja men nu i din Ferie.
WALLIN Det skulde ellers være mig en Glæde, men just i disse Dage er jeg forhindret ved noget skriftligt Arbejde.
FRK. VON SVITZER Det var Skade! Saa maa jeg altsaa indtil videre nøjes med mit eget og Naturens Selskab.
GENERALINDEN Nu skal jeg følge med Dem og bede Tjeneren bære Deres Sager. (Hun rejser sig med lidt Besvær, tager en Stok, som staar ved hendes Side og gaar med Frøken von Svitzer ud til venstre.)

1. AKT
2. SCENE
Wallin. Eline. Senere Fru Madsen.
ELINE Jeg bør vist gaa med hende.
WALLIN Det behøves ikke.
ELINE Kan det gaa an, at jeg bliver her?
WALLIN Det er ligefrem din Pligt at være noget for mig i den Tid, jeg er herude. Set Dig nu pænt ned. Er jeg først i Kasernen igen, hvor tidt ses vi saa!
ELINE Det er paa en Maade ogsaa lige meget.
WALLIN Hvad for noget — er det lige meget?
ELINE Ja, jeg synes, at dem, man holder rigtigt af, har man ogsaa Glæde af, naar de er borte. Det samler Billedet saa godt i Tanken.
WALLIN Nej Tak Du, maa jeg Bede om noget mere reelt end Tanken. Jeg vil have Dig for Øje og føle Dig i min Nærhed. Hvor kan det være, Eline, at de Stuer, hvor Du gaar og kommer, uvilkaarligt bliver hyggelige og kønne.
ELINE Det kommer kun af Vanen. Jeg har jo nu saa længe færdedes her i din Moders Hus, der for Dig betyder Hjemmet.
WALLIN Nej, Eline, Vanen kan være En kær, men den kan aldrig blive til den stille dybe Glæde, som Du er for mig. (Vender sig.) Der kommer Nogen.
Fru Madsen kommer ind fra Haven. Hun har et udvisket og falmet Ydre.
FRU MADSEN Goddag, Frøken Malling!
ELINE (lidt ubehageligt berørt). Hvordan — er det Dem, Fru Madsen — Goddag!
FRU MADSEN Ja, jeg beder saa meget undskylde, det var ellers ikke min Mening at komme ind, men jeg var ovenpaa ved Frøkenens Værelse og bankede paa, men der kom Ingen.
ELINE (forestiller): Kaptajn Wallin — Fru Madsen.
Wallin hilser ligegyldigt.
FRU MADSEN Det er maaske Fru Generalindens Søn! Tusind Tak, hvis jeg maa tage Plads saa meget som et Øjeblik. Det er jo saa overmaade varmt og støvet, men det er jo ellers saa velsignet at gaa sig en Tur ude paa Landet. Jeg siger — Naturen, den er nu mit Sværmeri.
WALLIN Fruen agter sig maaske paa en længere Udflugt.
FRU MADSEN Aa Gud nej, Hr. Kaptajn, Livet er saamænd ikke saadan for mig, at jeg kan tage i Skoven paa de Søgnedage; Ak nej; og den Slags Ting dem føler man jo dobbelt, naar at man før i Tiden har kendt bedre Dage og nu staar ene i Verden som en knaekket Blomst.
ELINE Fru Madsen har mistet sin Mand.
WALLIN Ah!
FRU MADSEN Ja! Han var Bestyrer ved en Pakkassefabrik, Hr. Kaptajn, ja paa Aktier, men saa var det jo, at han blev af med sin Plads ved onde Menneskers Afskyelighed og fik Tuberkler af Sorg og Græmmelse og kom paa Hospitalet. Men jeg siger – altid, at Nemesisen, den rammer dem saamænd nok. (Sukker.) Ak ja! Og saa var det jo, at jeg proberte at holde Pensionat, men Gud, hvor kan man komme til Ende med det, naar at Folk de er, som de er. Gud — de Fordringer, de har! Og jeg forsikrer Dem, Hr. Kaptajn, at de pæneste Mennesker at se til, med det nydeligste Rejsetøj af ægte Ruslæder, de var ved Gud rene Hallunker og rejste deres Vej uden at betale. Nej, jeg siger, Dannelse og sand Nobletesse, den er rigtignok en Sjældenhed nuomstunder.
ELINE Er De mere tilfreds med Deres Middagsabonnenter?
FRU MADSEN Ja, hvis at de blot ikke var saa grusom urimelige og klagede paa Maden. Jeg hører dem jo ræsonnere i Entreen, naar de tager Tøjet paa, og jeg forsikrer Dem, Frøken Malling, at jeg bruger alletider af de bedste Varer — i Forhold til Prisen. Og det gik ogsaa nok, naar at ikke det var det med Pigerne. Gud — hvor de dog nuomstunder er! Man lever snart i et rent Choas!
ELINE De mener — Chaos!
FRU MADSEN Der er ikke Tanke af Uegennyttighed for Herskabet! Jeg siger Dem, Frøken Malling, jeg kan blive saa ked af Livet, at jeg tidt og ofte tænker paa at begynde paa et Kagebageri istedetfor.
WALLIN Det skulde De gøre.
FRU MADSEN Jeg har allerede Kig paa et dejligt befærdet Hjørne.
ELINE Er der noget, De ønsker at tale med mig om, Fru Madsen?
FRU MADSEN Naa ja, man kan jo immer have en Bagatel paa Hjertet, ifald at det ikke er Frøken Malling ubelejligt.
ELINE Skal vi saa ikke gaa op paa mit Værelse?
WALLIN Vil Damerne ikke heller blive her? Jeg stod netop i Begreb med at gaa ind til mig selv. (Han hilser let og gaar ud til højre.)

1. AKT
3. SCENE
Eline. Fru Madsen. Senere Ida. Tilsidst Generalinden.
ELINE (hurtigt). Hvad er det, hvorfor kommer De herud, Fru Madsen? Ida er da ikke syg?
FRU MADSEN Gud nej — hun er saa frisk som en Fisk; hun er selv med. Hun staar her nedenfor i Haven.
ELINE (studser). Hvad er dog det! Her! Hvorfor tog De hende med — det er højst urigtigt af Dem.
FRU MADSEN Jeg syntes kuns, at Barnet kunde have godt af en Tur i det Grønne, og saa var det jo det, at jeg fandt, det var bedst, Frøken Malling selv talte med hende, for ved det, at jeg fra Fødslen af er godmodig af Karakter, saa har jeg jo noget svært ved saadan at optræde bestemt.
ELINE Hvad er der da i Vejen?
FRU MADSEN (tager et Brev frem). Ja, ser De, Frøken Malling — i Aftes, saa faar jeg jo dette Brev fra Idas Skolefrøken og bliver jo saa perpleks, at jeg knap kan staa paa mine Ben.
ELINE (ser i Brevet). I to Maaneder er der ikke betalt Skolepenge. Og De har givet hende Pengene?
FRU MADSEN (krænket). Ih, Du alforbarmende Skaber, hver en Øre siger og skriver den første i hver Maaned, som Frøken Mailing selv har sagt.
ELINE Saa har Ida altsaa beholdt dem?
FRU MADSEN Gud ja, det tilstaar hun jo uden videre selv. Frøken Malling kan jo allerbedst høre det af hendes egen Mund.
ELINE Det er en meget kedelig og pinagtig Historie.
FRU MADSEN Det kan jeg da ved den godeste Gud ikke gøre for! Naar jeg tænker paa, hvor jeg altid taler for Barnet og præker for hende om det Ondes Afskydelighed her i Livet! For det er jo det, jeg immer siger, at det er saamænd ikke for Pengenes Skyld, at jeg har taget hende i Huset, men kuns for Fornøjelsen ved at have lidt Ungdom puslende om mig, siden at min egen Agnes, hun er taget til Amerika, og Heinrich, han — ak ja, man har saa megen Sorg og Kummer, at man tilsidst bliver led ved bele Universet.
ELINE Bed hellere Ida selv komme.
FRU MADSEN (gaar hen til Havedøren og kalder). Ida, kom herop, mit Barn!
Ida kommer ind. Det er et opløbent Pigebarn paa omtrent tretten Aar med et udtryksfuldt lidt blegt Ansigt.
ELINE (ser kærligt bebrejdende paa hende). Goddag Ida! Hvad er det, jeg hører om Dig. Kom nærmere — kom herhen.
IDA (ser stift paa hende, men svarer ikke).
ELINE (mildt). Har Du ikke tænkt paa, hvor Du maatte bedrøve os, der holder af Dig, ved at bære dig saadan ad?
FRU MADSEN Gud — ja, at Du har kunnet gøre det mod os, der dog er saa mageløs gode imod Dig.
IDA (svarer stadig ikke).
ELINE Har Du slet ikke fortrudt det?
IDA (paa Nippet til at græde). Jo, jeg har, men jeg troede ikke — jeg vidste ikke —
ELINE Saa giv Dig nu ikke til at græde, men lad os tale lidt fornuftigt om det. Hvordan faldt det Dig ind at beholde de Penge, som Du dog vidste, ikke var dine?
IDA (pudser af og til Næsen). Det kom først af, at jeg havde laant en Krone og halvtreds af Franciska Borch den Dag, jeg var buden i Teatret med Lunds til et Par Handsker, fordi Fru Madsen sagde, at de, jeg havde, var pæne nok, men det var de ikke for Fingrene var som Tulipaner paa dem, jo, de var! Og da jeg saa ingen Penge havde at betale hende igen med, og jeg syntes, at det var saa flovt, saa tænkte jeg, at det nok kunde vente nogle Dage med Skolepengene, til jeg saa Dig. Ja, for der er saa Mange, som først betaler langt ind i Maaneden.
ELINE Men det var dog kun en ringe Del af Pengene. Hvortil brugte Du da Resten?
IDA Jo, siden der dog manglede saa mange af Pengene, saa var det, at — at — jeg en Dag trakterede dem i Klassen, der er mine bedste Veninder, med et Fjerdingspund Chokolade Hver — og saa kjøbte jeg en Æske Cigarretter — for Kommers —
ELINE Dine bedste Veninder kan da ikke være saa mange.
IDA Det var elleve.
FRU MADSEN Gud
IDA Og saa købte jeg — lad mig se — en Lommekam og et Svampenet — og saa jo — for en Krone og fyrre Tro, Haab og Kjærlighed — af Sølv.
ELINE Naa, lad gaa med den ene Maaned — Alle kan jo fejle, men at Du blev ved, Ida!
IDA Ja, men det gjorde jeg ikke. Jeg har Pengene (viser hende sin Portemonnaie). Der er de — vil Du se – der mangler blot fem og tredive Øre til en tysk Stilebog med Klatpapir og saa et Fingerbøl til Malvina Lund, som jeg var kommen til at træde i Stykker.
ELINE Naa,–
FRU MADSEN Saa kunde Du jo have betalt din Frøken, denne gang, Lille Ida!
IDA Nej, for saa havde hun jo spurgt om Pengene fra forrige Maaned.
ELINE Hvorfor sagde Du det ikke ærligt? Er Du bange for mig?
IDA Nej, men jeg vidste, Du vilde blive bedrøvet, og saa tænkte jeg, hver Gang jeg saa Dig, at det nok kunde vente til næte Gang, og saa turde jeg heller ikke, og tilsidst var jeg ikke engang glad, naar Du kom. Jeg har været saa forfærdelig ulykkelig, ja — da jeg forleden stod paa Langebro, saa syntes jeg, det var allerbedst, om jeg sprang i Vandet.
ELINE (straks rørt). Stakkels Lille —
FRU MADSEN Det er det, jeg har sagt saa tidt lille Ida hører ikke nok efter sin Samvittighed.
IDA (tørrer Øjnene). De hører jo heller ikke saa meget efter Deres, Fru Madsen, og De er jo dog saa godt tilfreds med Dem selv.
FRU MADSEN Hvordan — hvadbehager?
IDA Naar De nu for Eksempel sætter to Kroner paa Regningen til den svage Hr. Therkelsen for hver Flaske af den Jernlikør, som De selv laver for 65 Øre —
FRU MADSEN Men Ida —
IDA Og naar De siger, at det er nykaænet Smør, og De dog godt ved, at det er Margarine —
FRU MADSEN Gud — hvor kan Du nu tale saadan, Barn — er det nu ikke rædsomt! Det er da noget, som Frøken Malling saa godt ved, at naar man ikke tjente lidt paa Delikatesserne og de andre udenoms Ting, saa var det en Umulighed at komme igennem. Ved Frøken Malling, hvor meget Sukker jeg bruger om Ugen! Her i Syltetiden kan der være Uger, hvor der, saa sandt som jeg her staar for Deres Øjne, kan
GENERALINDEN (fra den anden Stue) Eline
ELINE Undskyld, Fru Madsen, Generalinden kalder! (hurtigt) Vil De ikke gaa op paa mit Værelse med Ida — nej, heller ned til Gartneren. Bed ham fra mig, om De maa blive der, indtil jeg kommer.
FRU MADSEN — saa gaar vi!
Generalinden kommer ind fra venstre
GENERALINDEN Det er vist paa Tide, at Du taler med Jomfruen om Spisesedlen, Lille Eline.
ELINE Ja, nu kommer jeg.
GENERALINDEN (ser lidt forskende paa de Besøgende) Goddag!
ELINE (lidt forlegen). Maa jeg forestille — Fru Madsen!
FRU MADSEN (affabel). Goddag! Fru Generalinden bor rigtignok dejligt herude i det Grønne, nu, hvor der er saa beklumret i Byen! Gud — der er saa lummert.
ELINE (søgende). Fru Madsen skal ned til Gartner Hansen. Hun havde blot en Besked at bringe mig fra Byen.
GENERALINDEN Ja saa! (ser paa Ida) Goddag, min Lille Pige!
IDA (nejer). Goddag!
GENERALINDEN (venlig). Du synes vel ogsaa, at det er rart at komme paa Landet med din Moder?
IDA Fru Madsen er ikke min Moder.
FRU MADSEN Hun er kuns i Huset hos mig, Fru Generalinde!
GENERALINDEN Ah! De har maaske flere Smaapiger i Huset?
FRU MADSEN Nej, der kommer kuns nogle rigtig dannede Mennesker hver Dag hos mig til Middag. For Tiden er det tre Studenter, fire Kontorister og en kvindelig Bogholder.
IDA Og en Kunstberider fra Circus.
GENERALINDEN Det er mærkværdigt, Eline, hvor den lille Pige ligner det Portræt af din Venindes Datter, der i Gaar faldt ud af din Mappe.
ELINE Maaske lidt —
GENERALINDEN (til Ida). Vil Du ikke have lidt Konfekt, mit Barn? (byder hende en Æske).
IDA (tager et ganske lille Stykke). Tak!
GENERALINDEN Har Du ikke Lyst at beholde Æsken?
IDA (fornøjet). Jo, mange Tak!
ELINE Gartner Hansen venter Dem vist, Fru Madsen.
FRU MADSEN Ja, jeg vilde lige til at absentere mig. Jeg siger Fru Generalinden tusind Tak! Kom saa, lille Ida, nej pænt for Generalinden og sig Farvel.
IDA (giver Begge Haanden og nejer). Farvel — Farvel! Og. mange Tak for Konfekten.
Hun gaar med Fru Madsen ud i Baggrunden. Eline ser et Øjeblik ængstelig afventende paa Generalinden, men da denne tier og med ubevægelig Mine blader i en Bog, gaar hun ud til venstre.
GENERALINDEN (ser efter hende). Hm! (gaar hen til højre og kalder:) Karl, er du der?
Karl Wallin kommer ind