Forord

 


Det er alle andre, der ikke ved, hvordan man skal optræde – selv ved man det så udmærket.

God opførsel udspringer et sind der er åben for velvilje, forståelse og empati.
Formløshed er ikke ensbetydende med frisind men kun en tarvelig forfalskning deraf.
En hovedregel for alt menneskeligt samkvem er den at handle ud fra et godt hjerte.


FORORD
Det har været mig så magtpåliggende at få nedskrevet disse grundlæggende råd for vor omgangstone, at de er faldet mig i pennen, før jeg tog fat der, hvor jeg rettelig skulde begynde, nemlig med at sige, at al virkelig god opførsel kommer indefra, udspringer naturligt fra det sind, som er åbent for velvilje, forståelse og medynk med andre.
Jeg håber, at den erfaring der ligger til grund for denne lille bogs fremkomst, må kunne være til nytte for dem, der er mindre erfarne, selv om det står mig klart, at den vil få ligeså mange strenge kritikere, som den vil få læsere. Thi på dette ene punkt er mennesker enige;

Det er alle andre, der ikke ved, hvordan man skal optræde – selv ved man det så udmærket.

Måske der dog altid er en mere, end hvermand tror, der kan begå brud på taktens og hensynets regler, og til denne ene kan måske disse optegnelser i al stilhed give et enkelt vink, om ikke andet for at sætte en tyk streg under den sandhed, at formløshed er ikke ensbetydende med frisind men kun en tarvelig forfalskning deraf.

Kan der måske komme meningsforskel angående de råd, jeg har givet ud fra det, jeg har set i levesættet i min kreds, så er det endnu sikrere, at der vil rejse sig modsigelse angående stoffets begrænsning med henblik på, hvad der er medtaget og hvad der er udeladt.
Dertil kan jeg kun sige, at jeg har gjort mit bedste, men i det øjeblik, hvor man begynder at røre ved dette stof, vælder hele livets brogede mangfoldighed ind over en. Hvor skal man begynde og hvor skal man ende, når reglerne for menneskeligt samkvem spænder fra de største til de mindste ting – fra krav i henseende til liv og død lige ned til hvem man først skal byde en brændende tændstik.
Der har ikke været andet at gøre end så vidt muligt systematisk at gå dagliglivet igennem, hvad enten det møder os i hverdagens opsmøgede ærmer eller i mere festligt skrud, lige fra den stund, hvor det lykkelige unge par fejrer sin forlovelse for siden at ende med at bæres ud på en kirkegård, og så at prøve på at optegne alle de krav, der stilles til den, der vil leve i det menneskelige fællesliv.

Meget af det, her står, kan være pudsigt nok, fordi vi mennesker nu engang altid har en lille kniggende narrebjælde hæftet på os, selv når vi agerer mest ophøjede – den, der med et åbent blik for det komiske kan smile venligt til denne lille klingren, har så meget lettere ved at gå livet igennem.
Eet er sikkert. Den læser, som vil fornøje sig mest over disse forskrifter, er den, der om et par hundrede år finder denne bog på en støvet hylde i et bibliotek. Han vil med fryd kaste sig over den og studere alle disse skikke, der vil forekomme ham ligeså snurrige som de, der til vor moro beherskede menneskene i længst tilbagelagte århundreder.
Og dog – hans tid vil være ligeså fuld af nye former for menneskers naragtighed.

Kun een hovedregel for alt menneskeligt samkvem bliver aldrig forældet. Det er den at handle mod sine medmennesker ud fra et godt hjerte.

Emma Gad, 1918.


De tidligere farvestrålende malerier af Lone Hedegaard, der har illustreret alle afsnit af Takt og Tone, kan sammen med de nyeste malerier findes på kunstnerens hjemmeside og facebook.

blank