Kvindernes udstilling i Fortid og Nutid
22. juni – 15. september 1895
VERDENSPRESSENS BESØG – EFTER UDSTILLINGEN
Forberedelsen
Kvinderne ønske, senere krav, om ligestilling var en process der må siges at følge industrialiseringens fremmarch med store ændring af dagligdagen for de fleste.
De første tendenser på kvindernes selvstændighed kom vel ikke overraskende fra Amerika.
Der havde siden den første verdensudstilling i London i 1851 været stor interesse for udstillinger, og udstillingen i Paris 1889 bærer stadig sit stolte symbol i form af Eifeltårnet. Der var mange andre store udstillinger, bl.a. de nordiske, hvor København var vært 1872 og 1888.
Allerede under deltagelsen under verdensudstillingen i Chicago i 1893, var der forskellige meninger om hvorledes en udstillings form og indhold skulle fremstå.
Striden bestod dengang i en modstand hos delegationen komite (på 12 mænd) over det amerikanske ønske at udstille kvindernes arbejder i “Woman’s Building”.
Denne modstand var udstillingens protektor, dronning Louise, meget utilfreds med, idet det var kvindeafdelingen hun mente at havde givet tilsagn om at støtte.
Sophie Oxholm fik herefter i større hast arrangeret “Den danske Laaneudstilling” til “Woman’s Building”, som blev anmeldt i Kvinde og Samfund 1893 nr. 11 med bl. a. denne tekst:
“Samme Mangel paa Censur skader Indtrykket af den industrielle Del af Udstillingen, som optager hele underste Stokværk. Den høje Hal i Bygningens Midte, “Hall af Honour” er fyldt med lave Montrer med Broderier. Kun den danske Laaneudstilling, som blev bragt i Stand ved Kammerherreinde Oxholms ihærdige Anstrængelse og højtstaaende Damers venlige Imødekommen, har man indrømmet Plads i høje Glasskabe. Som man kunde vente sig af en Laaneudstilling, findes her mange interessante gamle Broderier – foruden enkelte malede og skaarne Sager og en righoldig Samling Lugteæg i Sølv! Kunde mon ikke disse smukke gamle Kammerherrekjoler, fine Dametørklæder og morsomme Børnedragter, saa vel som de solide Bondesyninger i hvidt og kulørt været ordnede historisk, tænker man. Alt hvad man paa en Verdensudstilling kan gøre for at lette Forstaaelsen, lønner sig mere end noget andet. Mindre Virkning gør nogle legemsstore Kvindefigurer i danske Nationaldragter. Kun en sællandsk Fiskerpige er nogenlunde karakteristisk; og der findes paa Udstillingen saa mange langt mere karakterfulde Voksfigurer – ikke at tale om de levende Figurer i brogede og fantasirige Nationaldragter, som man møder ved hvert andet Skridt. Endnu tarveligere tager en Række smaa Dukker i danske Nationaldragter sig ud, som man finder – Gud ved af hvad Grund – i Verdens Temperanceforeningens Udstilling. De ser ud, som om det ikke var første Gang, de gjorde Reklame paa Udstillinger for vore danske Afholdsforeninger. Vi kan kun haabe, at dette maa blive sidste.”
Inspireret af udstillingen i Chicago samlede Sophie Oxholm hurtigt efter hjemkomsten nogle kvinder med det mål at lave en dansk kvindeudstilling. Det store arbejde gik i gang med at nedsætte kommiterer til de forskellige fagområder til udstillingen, samt kommiterer rundt i landet til at gøre reklame for sagen samt indsamle udstillingsgenstande. Et særligt indsamlingsgenstand var penge, som den styrende komite regnede med ville skulle bestå af en ansøgning til staten samt egen indsamling af garantiforpligtelser. Allerede sommeren 1994 blev betragtet som en god udstillingstid, idet kronprins Frederik og kronprinsesse Louise havde sølvbryllup i begyndelsen af august 1894, så det næsten kunne blive inddraget i festlighederne.
Thisted Amtstidende 20. feb. 1894.
Sophie Oxholm var blevet tilbudt at afholde Kvindernes Udstilling som den første udstilling i det nye Kunstindustrimuseum.
Imidlertid kom det frem ved det konstituerende sidst i 1893, at Kunstindustrimuseets bestyrelse ikke bare ville give husrum. De ville også have plads i alle udvalg. Sluttelig blev det besluttet af museets skulle have alle planer til godkendelse og nogle bestyrelsesmedlemmer indsat i udstillingskomiteen. Men hele dette arrangement faldt til jorden, da Kunstindustrimuseet havde regnet med at få støtte til indkøb af inventar.
Selve støtten til Kvindernes Udstilling var også usikker, så der var ikke andet at gøre, end at udsætte udstillingen et år.
Endelig gik der gang i tildelingen af penge fra staten. Meget mindre end ønsket, men da starten var lagt begyndte garanter at melde sig, og i september var der nok penge i kassen til at forberedelserne til et indhold på udstillingen kunne begynde.
Der var i mellemtiden givet tilsagn om kunne benytte Charlottenborgs lokaler så nu kunne det kun gå fremad. Imidlertid blev denne lokalitet også snart fravalgt, og denne gang på grund af forbud mod ild, som var nødvendig for husholdningsarrangementerne.
Industriforeningen lokaler blev den endelige placering. Der havde før været påpeget at lokalerne her var for små, men man skaffede sig lidt ekstra plads så at sige, ved at flytte kunstudstillingen til andre lokaler.
Emma Gad kom ind i arbejdet med Kvindernes Udstilling da hun overtog formandsposten for litteraturudvalget da den tidligere formand skulle på studierejse til England.
Vicepræsidenten skulle også ud at rejse, så der skulle findes en ny. Denne efterfølger gav op overfor den store byrde efter 14 dage, og Emma Gad overtog posten som vicepræsident den 30. oktober 1894.
Alt arbejdet blev fordelt, hvor det blev tildelt præsidenten at indkalde til de møder hun fandt nødvendige.
Aarhus Stiftstidende 13. januar 1895.
Herefter begynder presset at påvirke hovedkomiteen der ikke mente at have overblik over forløbet, og den 4. november forlangte de, at få sikkerhed for garantierne er i hus og udpegning af et forretningsudvalg på 3 personer.
9. november blev et forretningsudvalget valgt.
Dette var dog ikke nok til at få opbygningen af udstillingen til at skifte tempo eller foregå overskuelig.
I december forlangte de derfor at få bemyndigelse til at kunne give diverse godkendelser og træffe endelige beslutninger.
Men Oxholm ikke ville uddelegere.
Et andet problem var nogle foreningspolitiske uoverensstemmelser de forskellige kvinder og kvindeforeninger imellem. De havde hver deres måde at kæmpe på, og Dansk Kvindesamfund ville fx. være totalt upolitisk, og Emma Gad gik ikke så forfærdelig op i kvindekampen som sådan.
Sophie Oxholm ville ikke have at Johanne Meyer, der havde et politisk tilhørsforhold, fik permanent sæde i litteraturudvalget – men det ville Emma Gad! Så meget at hun alternativt ville opløse udvalget og gå som formand.
Der blev indkaldt til komitemøde den 3. januar 1895, men – kort sagt – skrev de københavnske medlemmer af hovedkomiteen den 31. december at de forlangte at præsidenten nedlagde sin post og overlod det til forretningsudvalget og Emma Gad at fuldføre udstillingen – og meddelte samtidig at de alle var forhindrede i at møde til komitemødet den 3.
5. januar trak Oxholm sig som præsident, og Emma Gad overtog ledelsen sammen med forretningsudvalget.
Aarhus Stiftstidende 8. februar 1895
Det var ikke den letteste opgave at finde en afløser som præsident. Der var flere der afslog, men en stor glæde for ledelsen at endelig Geheimeetatsraadinde Buch accepterede at stå i spidsen.
Men der var såmænd stadig rumlen i baggrunden. Nu var det fra kunstnerne. Der var problemer med kendte eller ukendte kunstnere og hvem der skulle styre censurkomiteen.
Problemerne løst, og selv den stædige kunstner der forlangte at få alle sine billeder med, eller ingen! fik sine 30 malerier på vægen.
Aarhus Stiftstidende, 15. juni 1895.
Kvindeudstillingens Aabningshøjtidelighed vil foregaa Lørdag den 22de Juni Kl. 1 i Officersforeningens Festsal i Kjøbenhavn, i Overværelse af Hds. Maj. Dronningen og Hds. kgl. H. Kronprinsessen. Anførte af Festens Overmarskal, Fru Gauguin, ville 12 unge, hvidklædte Piger fungere som Ordensmarskaller og bringe Alt paa rette Plads. Et Kor, ledet af Frk. Fanny Gætje, afsynger første Del af Kantaten, hvis Tert er forfattet af Forfatterinden Fru Blicher Clausen, medens Musiken er komponeret af Fru Elisabeth Meyer i Aarhus. Derefter holder Udstillingens Præsident, Geheimraadsinde Buch, en Indledningstale, Kantatens anden Del afsynges, og Vicepræsidenden, kommandørinde Emma Gad, holder Festtalen, hvorefter Udstillingen erklæres for aaben.
Aabningsfesten
Og så oprandt 22. juni 1895. Kl. 13.00 ankom den kongelige familie og sammen med hovedkomiteen og de særlige andre gæster, satte den samlede adel (kommentar fra Politiken!) sig til rette (- dog uden Sophie Oxholm).
Aabningsceremonien indledtes med afsyngelse af en kantate, hvorefter Udstillingens Præsident, Geheimeraadinde Buch udtalte:
“Idet denne de danske kvinders første Udstilling nu skal aabne, maa jeg først bringe vor allenaadigste Dronning vor dybfølte Tak for den store Naade, hds. Majestæt har vist Udstillingen ved at overtage Protektoratet, og ligeledes en hjærtelig Tak til vor naadigste Kronprinsesse som den Ære hds. kongelige Højhed har vist Udstillingen ved at være dens Ærespræsident. Dernæst skyldes en varm Tak til alle der med Raad og Daad har bidraget til, at Udstillingen er kommen i Stand; en Tak til Rigsdagen og til dem, der som Garanter eller ved anden pekuniær Støtte har gjort det muligt at begynde paa Sagen, en Tak til dem, der med offer og Tid og Kræfter har virket for dens Fremme, og endelig en Tak til dem, hvis Flid og Snilde og velvillige Imødekommen selve Udstillingsgenstandene skyldes. Maatte nu alle de samvirkende Bestræbelser have ført til et nogenlunde Resultat, maatte denne de danske Kvinders første Udstilling blive til Gavn og Glæde og Ære for Udstillerne, for den nordiske Kvinde”
Prædidenten gav herpaa Ordet til Udstillingens Vicepræsident, Fru Commandeurinde Emma Gad, der talte saaledes:
“Naar Præsidenten har overdraget mig at gjøre Rede for denne Udstillings Fremkomst og Gjennemførelse, saa maa jeg tillade mig at fremlægge et Par Data for Deres Majestæter, Deres kgl. Højheder og den højtærede Forsamling. Den første Tanke om at foranstalte en Udstilling af Kvindearbejde, er, efter at den var realiseret i Chicago, opstaaet hos Kunstindustrimuseets Bestyrelse. Derpaa sluttede fru Kammerherreinde Oxholm, sig med den varmeste Interesse til Tanken, til de nødvendige Pengegarantier bragte tilveje baade fra Rigsdagen og fra privat Side og virkede med en saa altbeseirende Energi for Sagens Fremme, at Udstillingen maa yde hende den bedste Tak. Efterat Planen om, som først paatænkt, at afholde Udstillingen paa Charlottenborg, havde maattet opgives paa Grund af mindre praktiske Localitetsforhold, fandt man et Hjem i Industriforeningen, som takket være Bestyrelsens Forekommenhed og ikke mindre Dhrr. Officerers og Bogtrykkerfirmaet Nielsen og Lydiches elskværdige Hjælpsomhed, er bleven udvidet saa meget at alle Afdelinger, om end med lidt Besvær, have kunnet finde Plads.
Med Dhrr. Lehnsgreve Raben-Levetzau, Profesior Nyrup og Etatsraad Claus Smidt som Raadgivere, er Arbejdet under Fru Geheimeraadsinde Buchs Præsidium derefter energisk ført videre ved Ledelse af et af Comiteen valgt Forretningsudvalg, og er nu blevet til et færdigt Resultat, der staar rede til at underkaste sig først denne repræsentative Forsamlings og dernæst hele Publicums Dom. Naar der hist og her kan være Mangler, maa vi, det have været med ved Ordningen, bede Dem Alle erindre, at det har været Hensigten at vise, ikke alene hvad Kvinden paa sit nuværende Standpunkt kan udrette, men ogsaa, hvad hun endnu ikke formaar. Først i det sidste Quart-Aarhundrede eller saa er der jo aabnet hende Virkefelter ud over Hjemmets Grænser, og i Meget mangler der hende derfor Øvelse og Overblik. Hvad det maaske mest skorter paa, som under dette Arbejde ogsaa nu og da er følt, det er den Egenskab, som gjennem mange Slægtsleds Udvikling saa at sige er Manden medfødt, nemlig Samfundsfølelsen, Evnen til at kunne sætte sit personlige Standpunkt tilside for at fremme den Sag, man virker for. I saa henseende haabe vi, at dette Foretagende har været en Lære, og at mangen Erfaring her er gjort om Samarbejdets Nødvendighed og opdragende Virkning. Men mest af alt haabe vi, at det vil hjælpe til at aabne Øjnene for det kvindelige Arbejdes Betydning og Nytte. Kvinders Arbejdsfelt kan paa en Maade sammenfattes i to Ord: det producerende og det sparende.
Ikke at man maa undervurdere Kvindens Dygtighed til klogt og samvittighedsfuldt at forvalte de Midler, som Andre skaffe tilveie, den bærer jo daglig sin Frugt i Hjemmene hele Verden over -, ja, sandt at sige, er ingen Livsstilling saa opslidende og besværlig som den at være Husmoder med mange Børn og faa Penge. Men netop derfor maa det vel regnes for et Gode, at Kvinderne nu ikke helt ere henviste til denne Stilling alene, men have faaet Ret og Lyst til at tage Deel i Livet ogsaa paa andre Omraader. Der vil neppe være Tvivl om, at den, der med sin Person staar inde for en selvstændig Gjerning og derfor maa bevæge sig mellem forskellige Mennesker og Forhold, uvilkaarligt faaer rigere Udvikling og Tankeliv end den, hvis Virksomhed er indskrænket til Hjemmets Gerning alene. Det producerende Arbeide indeholder alene af den Grund store Betingelser for Livslykke, ikke alene for den, der udøver det, men ogsaa for Omgivelserne, idet Selverhverv giver større Blik paa Livet, og – for at bruge et dagligdags Udtryk – det giver godt Hummeur.
Naar det derfor bliver sagt, at Kvindens forøgede Virkefelt vil skabe Concurrencefølelse og Krig mellem de to Kjøn, saa vil man sikkert lettere, end man troer, komme ud over dette Misnøje, da det kvindelige Arbejde vil lette Mændene for mangen Byrde, der nu tynger dem. De Tilfælde ville nemlig blive mindre og mindre hyppige, at en Mand har kvindelige Slægtninge at underholde, fordi Kvinderne efterhaanden nu ville blive opdragne til at ville Noget og kunne Noget, der skaber dem en Livsopgave i økonomisk Uafhængighed, og de Mænd, der ellers skulle forsørge dem, ville af den Grund neppe holde mindre af dem, men tvertimod agte dem højere for dette stoltere og selvstændigere Standpunkt. Vi ere derfor forvistede om, at denne Udstilling vil have havt sin store Betydning, ifald den yderligere kan slaa fast, at Arbejdet er Livets Betingelse og Livets Belønning saavel for Kvinden som for Manden, saa at Begge mødes i den fælles Gjerning for Side om Side at bidrage hver Sit til vort Fædrelands Fremgang og Hæder, der bestandig for os Alle vil staae som det højeste og bedste.”
Efterat Vicepræsidenten under levende Bifald havde sluttet sin Tale, sluttede Festen med Afsyngelse af Kontatens sidste Deel, hvorefter Dronningen rejste sig og udtalte:
“Jeg erklærer hermed Kvindernes Udstilling for aabnet”.
Den kongelige Familie begav sig derpaa, ledsaget af Komiteen, ind i Industriforeningens Localer for at tage Udstillingen i Øjesyn.
Avisartiklen fortsætter med en gennemgang af hele udstillingen. Kun tekst var muligt i datidens aviser og langt den overvejende del af pressen skrev stadig med Gothisk skrift. Dog kan man glæde sig over at Jyllands-Posten og ikke mindst Illustreret Tidende og flere tidsskrifter var gået over til Latinske bogstaver.
[Artiklens afslutning springes over her, idet det er noget af samme beretning som de artikler der følger, fra Illustreret Tidende og Tidsskrift for Kunstindustri.]
Også bogen Kvindernes Udstilling 1895 af Eva Lous er værd at læse med flere konsekvenser efter udstillingen.
Musikken på Kvindernes Udstilling
Der kunne på udstillingen præsenteres meget ny musik. Ovenstående hæfte med kvindelige komponisters værker var tegnet af Susette C. Holten.
Journalisbesøger – Et bonusbesøg med Verdenspressens Repræsentanter
Journalistbesøget – Kjøbenhavn d. 25, Juni.
Saa har Kjøbenhavn da altsaa Verdenspressens Repræsentanter hos dig som fine, eller rettere hele Landets Hjerter. Og den Modtagelse, Kjøbenhavn i Gaar Aftes gav de fremmede var i alle Maader en Hovedstad værdig.
Det blev jo desværre en drøj Tur fra Kiel til Korsør med Damperen “Freja”, som Statsbanerne havde stillet til Journalistforeningens Disposition. En haard Vestenstorm spillede Bolt med den forholdsvis lille Postdamper og anrettede frygtelig Ødelæggelse mellem de mange Pressemennesker, hvoraf der kun en halv Snes holdt Tørnen ud og naaede dansk Grund uden at have ofret til de vrede Guder.
I Korsør var der beredt Presseskibet en glimrende Modtagelse. Korsør Borgere havde af eget Initiativ smykket deres Havn og By med Flag som aldrig før – de gode Borgere var helt forbavsede over dem selv, da de saa deres fuldbragte Værk – og der, hvor “Freja” skulde lægge til, var der rejst en pragtfuld Æresport med Velkomsthilsener paa Fransk. En uhyre Menneskemængde hilste Pressens Folk med jublende Hurraraab, da skibet lagde til Bolværket; der holdtes taler paa Fransk og Dansk – og disse virkelig storstilede Demonstrationer fortsattes paa Banegaarden: ud af alle Salonvognenes Vinduer taltes og takkedes der paa al Verdens Tungemaal til de begeistrede Korsørianere, der har Krav paa oprigtig Tak for det brilliante Førster-Indtryk af dansk Gjæstfrihed, som de beredte de fremmede Journalister.
Kl. 5½ kom Extratoget med en Times Forsinkelse – til Kjøbenhavn. Paa Perronen var til Stede en talrig Forsamling af kjøbenhavnske Journalister med deres Damer og Journalistforeningens Bestyrelse in pleno i Spidsen. Under Hurraraab og Viften med Tørklæder og Blomsterregn standsede Toget foran Perronen. De fremmede havde paa Turen gjennem Sjælland hvilt sig ud efter Østersøturen og saa friske og muntre ud, her som i Korsør henrykte over den Modtagelse, man beredte dem, og som dannede en lysende Kontrast til Dagene i Berlin, Hamborg og Kiel. Udenfor Banegaarden havde der samlet sig en uoverskuelig Menneskemængde, der fortsatte sin tætsluttede Række helt ned over Vesterbros Passage, og som hilste de fremmed med stormende Hurraraab, hver Gang en aaben Ekvipage med fire Pressemænd kjørte gennem Mængden. Ad det flagsmykkede hovedstrøg, stadig mellem tætte Mure af Mennesker, kjørtes der i 30 Landauere til de forskellige Hoteller, hvor et hastigt Toilette maatte gjøres for saa igjen at ile ned til Vognene og komme af Sted til Modtagelsesmiddagen paa den kgl. Skydebane.
Her gik man Kl. 7 til Bords i et Antal af ca. 200 i den store Festsal, der var prægtig smykket med Flag og Grønt, og hvis Borde var rigt dekorerede med Roser. Her bød Journalisforeningens Formand, Redaktør C. Carstensen Velkommen; saa var det maaske nok Meningen, at der – som dansk Skik jo i Reglen er – skulde være holdt nogle officielle Taler først, men de muntre fremmede satte resolut over Etikettens Barriere: den smukke og elegante Adolphe Brisson (Medarbejder ved “Republique Franeaice” i Paris) tager selv Ordet og takker i begejstrede Vendinger for Modtagelsen – han slutter saaledes: “Jeg tømmer en Skaal for vore Kolleger, ja, jeg tør sige: vore Brødre i den dsanske Presse!” Hans Tale vækker stormede Jubel, man klapper, man overøser Brisson med Blomster. Og hans Tale er Signalet for hans Rejsefæller – den ene efter den anden rejse de sig, saa her, saa der ved de lange Borde og taler – paa Tysk, Fransk, Engelsk, Hollandsk, Spansk, Italiensk osv.; aldrig har den ærværdige Skydebanesal hørt en saadan babylonisk Sprogforvirring indenfor sine gamle Mure. Særlig stor Lykke gjør “Kieler-Zeitungs” Redaktør, den frifindende, højtbegavede Dr. Alexander Riepa, der paa et flydende Dansk – han lærte vort Sprog her under Udstillingen i 1888 – skildrer sin Kjærlighed til Danmark og dansk Kultur og slutter med et Leve for broderligt Sammenhold inden for alle Nationers Pressefolk.
Det vil føre for vidt at referere blot nogle af det Utal af Taler, der blev holdt. Kl. 10 brød man op og spadserede ad Vesterbrogade til Industriforeningens Bygning for efter Indbydelse at nyde Kaffen i “Kvindernes Udstilling”. Ude paa Vesterbros Passage havde en Masse Mennesker samlet sit paany for at se Pressemændene og hilse dem Velkommen med Hurraraab; fra Vinduerne paa 1ste Sal lød der Takketaler ned til Mængden paa alle Tungemaal.
I “Kvindernes Udstilling” tog unge Damer, klædte i hvide Dragter med røde Skjærf, imod Journalisternes store Tog og førte dem ad de blomstersmykkede Trapper og Korridorer til Officerforeningens Festsal, der jo er inddraget under Udstillingen. Damerne viste sig her som de mest fortræffelige Værter eller, om man vil, Værtinder. Kaffe, Likører, fine Havanacigarer blev serveret med ødsel Haand; den gamle Præsidentinde, Gehejmeraadinde Buch, bød Verdenspressen Velkommen og takkede den for dens Besøg hos de danske kvinder; en Skaal for den nordiske Kvinde blev udbragt af Eugéne Dester (fra “La Presse” i Paris) og drukken under de fremmedes øredøvende Jubel. Og saa gik det løs igjen med Taler Slag i Slag – man skulde forsværge, at disse Mennesker til dagliv lever af at skrive – Naa, omsider maatte man bryde op her for at bese Udstillingen, men dette alvorlige Arbejde blev de livfulde fremmede hurtigt færdige med. De strømmede alle til “Fremtidskøkkenet”, hvor alle Gourmanders Gudinde, Fru Louise Nimb havde serveret et lækkert Bord med den danske Snaps og Bajer – et Traktement, som efter den store Skydebane-Middag dog hurtigt maatte vige for Jordbær, Is og Champagne. Damerne sparrede ikke paa Krudtet – den skænkede den skummende Vin for deres Gjæster, som man skænker Øl fra Fad.
Naturligvis blev der ogsaa talt hernede, hvor Udstillingens Vicepræsidentinde, den smukke Fru Emma Gad, paa flydende Fransk holdt Velkomsttalen til den internationale Journalistforsamling.
Først over Midnat brød man op og skiltes under jublende Hilsener fra de gjæstfri Damer – – – og allerede i Dag er “Kvindernes Udstilling” nævnt med Hæder gjennem Telegrafens Traade til de store Blade i al Verdens Lande.
———-
Med en Præcision, der er aldeles beundringsværdig efter de mange Dages Strabadser stillede hele Skaren af fremmede og danske Journalister i Formiddagds Kl. 10 ude i Frihavnen. Det er i Dag som i Gaar blæsende og skyet Vejr, men endnu indtil dette skrives, er vi dog blevne forskaanede for Regn. I det aabne og højtliggende Frihavnsterræn var Blæsten dog naturligvis noget generende – men de fremmede tog det ublide Vejr med godt Humør; de vidste jo, som Kommandørinde Gad sagde til dem i sin Tale i Gaar Aftes, at “vil Solen ikke skinne paa Himlen for vore Gjæster, saa skinner den i al Fald for dem i vore, i de danskes Hjerter”.
Hele det udstrakte Frihavnsterræn var ved Gjæsternes Ankomst pyntet med alle Nationers Flag i stor Udstrækning; de mange Skibe, der i disse Dage losser og lader i Frihavnens Bassiner havde smykket sig med Flag paa alle Master og Vanter – det hele tog sig særdeles festlig ud.
Under kyndig ledsagelse af Frihavns-Aktieselskabets Direktører og Bestyrelsesmedlemmer drog man rundt fra Sted til Sted i Pakhuse, Skure, Kontorer osv. og besaa alt – og indskrev i Notebøgerne de Notitser der i de kommende Dage skal forene sig til en Verdensreklame for Kjøbenhavns Frihavn. Mange af de udenlandske Journalister, særlig Franskmænd og Englændere, fører selv Fotografiapparater med sig, og de tog en Mængde Billeder af Frihavnen for at offentliggøre dem i deres Fædrelands illustrerede Blade.
Kl. 12 samledes det store Selskab – derinblandt Chefredaktørerne for Hovedstadsbladene – i Frihavnens Toldbodbygning, hvor der i en med Flag, Vimpler og Bøgeløv prægtig smykket Sal var arrangeret splendid Frokost.
Ved Bordet præsiderede Havnekaptajn, kommandør Lüders i Etatsraad Glüchstads Forfald. Havnekaptajnen bød Frihavnens Gjæster Velkommen og udbragte en Skaal for Kongen af Danmark; efter de obligate 9 Hurra sang man staaende den danske Nationalsang, som de fremmede applauderede med stormende Haandklap.
Bornholms Tidende, 26. juni 1895.
—-
Danmarks-Numre.
Udlandets Presse, der lige siden Journalistbesøget stadig har bragt overordentlig velvillige Artikler om Danmark, har nu sat Kronen paa Værket, ved at udsende hele Numre om Danmark.
Det Blad der er begyndt hermed er det store hollandske Blad ‘Het Nieuwesblad voor Nederland’ (Oplag 52.000 Exemplarer), som har udgivet et helt illustreret kjøbenhavnernummer. Midt paa Bladets Forside ser man et udmærket coloreret Kort af Frihavnen og rundt derom 8 forskellige Billeder af Kjøbenhavn. Indvendigt bringer Bladet en Beskrivelse af Frihavnen og en meget flatterende Fremstilling af Kjøbenhavn og vore Institutioner.
Det andet Blad er ‘Revue Illustrée’. Det udbredte illustrerede Blad bringer 18 fortrinlige Billeder fra Kjøbenhavn, og herimellem Portrætter af Fruerne Emma Gad og Elise Halkier, samt talrige Billeder fra kvindernes Udstilling, Tivoli, Frederiksborg, Frihavnsfrokosten, de forsklellige Modtagelser, Gammel Strand, samt et stort Billede af Frihavnen. Fotografierne er tagne paa Stedet af den franske Fotograf Mairet. Den udførlige Text er skreven af Adolphe Brisson.
Aarhus Stiftstidende 30. juli 1895.
Fortegnelse over udstillingens kvinder og samlede genstande.
Hvor stor udstillingen i grunden var, fremgår tydeligt af denne Fortegnelse over Kvindernes Udstilling fra Fortid og Nutid 1895, der også indeholder indeholder oversigtskort og benævnelse af alle genstandene, samt ikke mindst navnene på den mængde kvinder der arbejdede i diverse selskaber og byforeninger. Disse personer der stod for indsamlingen af kvindelige frembringelser.
Også en liste over Kunstudstillingen.
Festskrift i anledning af Kvindernes Udstilling fra fortid og nutid 1895
Red.: I. Blicher-Clausen, Laura Kieler og Johanne Schjørring. København 1895
Efter Aquarel af Hds. kongl. Højhed Prinsesse Louise
Til en stor begivenhed følger ofte et festskrift og en stor begivenhed var denne udstilling. Forsiden viser tydeligt her, at forberedelserne og gennemførelsen var fra “Oxholm fløjen” der anvendte udstillingens første symbol Valdemarrosen, og ikke det senere vartegn Løvetanden, Mælkebøtten.
Imidlertid fik Festskriftet ikke de bedste anbefalinger med på veje. Bogen blev anmeldt af skolebestyrer Theodora Lang i “Bog og Naal”. Hun indledte – sin iøvrigt ultrakorte – anmeldelse med: “Skulde noget fremhæves som ejendommeligt eller særlig værdifuldt i denne Samling, vilde man komme i en vis Forlegenhed, men som Helhed set er den en ganske net Buket, samlet af beskedne Blomster fra Literaturens Overdrev,..”
Efter Kvindernes Udstilling.
80.000 så udstillingen og et stort overskud på kr. 13.000 gav tankerne frit spil til at tænke flere kvindetanker, og tankerne gik i retning af et hus for kvinder.
Kvinderne Bygning blev undfanget ved denne succes, og der blev arbejdet aktivt med indsamling af penge ved hjælp af flere udstillinger, salg af 25 øre mærker og 10 øres fingerbøl. Men den optimistiske platte med påskriften 1896-1900 forblev et for optimistisk skøn.
Der var en usædvanlig lang drægtighedstid på 40 år og det gav ikke mange der arbejdede ved Kvindernes Udstilling en mulighed for at opleve forløsningen.
Det kan måske betegnes som en ørkenvandring, men ikke en uproduktiv vandring. Der blev undervejs etableret foreninger og mødesteder for kvinder på andre adresser, der således straks fra indvielsen af bygningen var klar til at rykke ind.
Men hele denne historie hører under Kvindernes Bygning!
Senere kommentarer
Hele forløbet set fra Sophie Oxholm sider er beskrevet i Aktmæssig fremstilling af de begivenheder, der foranledigede præsidentskiftet ved Kvindernes udstilling fra fortid og nutid i Kjøbenhavn 1895.
Lidt flere opstød fra den slagne fløj
Kieler, Laura: Kvindernes Udstilling, Kvindernes Bygning og Dansk Kvindesamfund. Udgivet i Anledning af Kammerherreinde Oxholms “Aktmæssig Fremstilling” af Præsidentskiftet og Dansk Kvindesamfunds Fem og Tyve Aars Jubilæum. København 1897.
Laura Kieler, som også var med i redaktionen af Kvindernes Udstillings Festskrift og kraftigt engageret kvinderetsforkæmper, var ikke overraskende temmelig kraftig modstander af Emma Gad og hendes fløj, og udnyttede chancen til at kommentere sin opfattelse af forløbet i forlængelse af Oxholms Aktstykker.
En udstilling med en udvikling
Udstillingen var også med til at præge arrangørerne. “Dygtige Kvinder udvikles af andre Kvinder” erkendte Emma Gad med tanke om sit hidtidige liv henlevet som i en social osteklokke. “Damer der holder Foredrag, kan jeg ikke for min død fordrage”, havde det tidligere lydt derindefra, men som ovenstående introduktion til Kvindernes Udstilling viser, var hun selv midt i en udvikling.
Hun oplevede gennem udstillingen et organisationstalent, som mange efterfølgende høstede stor gavn af i de foreninger hun var medvirkende til at oprette. Til fælles gavn i form af hjælp mod uretfærdigheder, eller hjælp til selvhjælp ved at skabe erhverv eller produktionsmuligheder og -ideer til kvinder der således fik mulighed for at kunne klare sig selv.
Tonny Hald
………………………………………………………………
Beskrivelse af udstillingen i:
Kvindernes Udstilling
Illustreret Tidende 23. juni 1895
Illustreret Tidende 30. juni 1895
Illustreret Tidende 14. juli 1895
Illustreret Tidende 21. juli 1895
Kvindernes Kunstudstilling
Illustreret Tidende 28. juli 1895
Illustreret Tidende 4. august 1895
Dramatiske Forestillinger
Illustreret Tidende 8. september 1895
“Man vil ved at fordybe sig i Udstillingen faa Lejlighed til at konstatere de store Resultater, Kvinderne allerede have vundet paa Omraader, der først nylig ere indvundne for hendes Kraft og Flid. Kunsten og Literaturen har længe været dyrket af Kvinder, der deri have vundet Navn og Anseelse”, stod der bl. a. i Illustreret Tidendes tekster om udstillingen som følger her.
Illustreret Tidende, 23. juni 1895
Kvindernes Udstilling
Kvindeudstillingens Protektor og Ærespræsident.
Naar disse Linier læses, er Kvindernes Udstilling i Fortid og Nutid aabnet, og forhaabentlig er dens Sukces allerede konstateret. Det er at haabe, at det store Arbejde, der er nedlagt i det betydningsfulde Foretagende, maa vinde almindelig Interesse, fordi det har et stort og i høj Grad anerkendelsesværdigt Formaal: at faa Kvinders Arbejde kendt og bedømt og at aabne nye Udsigter for det.
Udstillingen har haft sin kritiske Tid, saaledes som næsten alle Foretagender af denne Art have det. Krisen faldt i Øjnene, fordi de Navne, der vare indblandede i den, havde en mondæn Klang, og fordi det udelukkende var Damer, der ledene Sagen. En Tid lang var da Udstillingen Bytte for de Spydigheder, som laa saa nær for Haanden, og som naturnødvendigt maatte udlade sig over en Komité af Damer, der viste Offentligheden sinde indre Konflikter. Denne daarlige Periode gik forholdsvis hurtigt over. Gehejmeraadinde Buch overtog Præsidiet, og Kommandørinde Gad beholdt Vicepræsidiet. Sagen kom ind i en rolig Gænge, og de vidtløftige Forarbejder fuldendtes med Præcision. Lørdag den 22. Juni kan Kvindernes Udstilling aabne sine Døre og udføre sin Mission.
Thi den har en Mission. Den vil ikke blot vise, hvad Kvinderne gennem Aarhundreder have præsteret af nyttigt og godt, af kunstigt og kunstfærdigt, og ikke blot vise, hvor omfattende Kvindens Arbejdsomraader ere blevne i vor Tid, der har Brug for de mange Hænder og for megen Intelligens – men den vil tillige være en Lære for det store Publikum. Den har til Opgave at fremme Kvindens Arbejde og at give Bidrag til Løsningen af Spørgsmaalet om, hvorledes hendes Arbejde fremtidigt kan bringes ind i det for Samfundet og det kvindelige Individ rigtigste og bedste Spor.
Det maa straks falde i Øjnene, ved denne kvindelige Udstilling i 1895, at den intet som helst har med Emancipation at gøre. Hvor meget rigtigt der end er i, at Emancipationssagen ikke kan defineres i et Par Slagord som politisk Ligeberettigelse med Manden og fri Adgang til alle Erhverv eller personificeres i den kendte, korthaarede, bebrillede og anmassende Skikkelse, saa kan det dog ikke nægtes, at Emancipationen ikke er nogen begejstrende Sag og endnu meget langt fra at være moden. Det er Udstillingens store Styrke og dens Ros, at den ikke sigter ud over det praktiske, nyttige og positive Maal: at vise, hvad Kvinden kan opnaa, og hvad hun i Fremtiden vil kunne opnaa ad Arbejdets Vej.
Man vil ved at fordybe sig i Udstillingen faa Lejlighed til at konstatere de store Resultater Kvinderne allerede have vundet paa Omraader, der først nylig ere indvundne for hendes Kraft og Flid. Kunsten og Literaturen har længe været dyrket af Kvinder, der deri have vundet Navn og Anseelse. Industrien er derimod saa vel som Skolevæsenet forholdsvis nye Felter, hvorpaa Kvinden har vundet Fodfæste og erobret sig en fremtrædende Plads. Hygiejnen har i vore Dage antaget et saadant Omfang, at Kvinden ogsaa der har fundet en stor Mark at dyrke, og de Gaver, hun fra Naturen har medbragt, de Traditioner, der eksistere netop paa dette Omraade, har gjort hende til et vigtigt Element i dens Udvikling.
Der er paa Udstillingen nogle Afdelinger som i ingen Henseende ere overraskende, som intet have med Tiden at gøre, og som for selve Kvindesagen som saadan næppe spille nogen agitatorisk Rolle. Filantropien, Husfliden og Husholdningen – disse tre kvindelige Arbejdsfelter forbavses man ikke over at finde rigt repræsenterede. Men de høre til de interessanteste. Det er paa dem, at Kvindens Udvikling er ældst, det er her, at hun har arbejdet mest selvstændigt og her, at hun smukkest og bedst hører hjemme. Det er en af Udstillingens store Tiltrækninger, at den viser, hvad Kvinden har drevet det til i Godgørenhedens og Hjemmenes Tjeneste.
Det vidtløftige, det besværlige og kostbare Arbejde, der er udført for at stille denne store og almennyttige Udstilling paa Benene, vil ikke være gjort forgæves. Under Dronningens Protektorat og Kronprinsessens Ærespræsidium have de danske Kvinder villet vise, hvad de formaa, hvad de udrette i Samfundet, og hvad deres Arbejde er værd. Udstillingen er derfor ikke blot en forbigaaende Nydelse, en kort Tids Adspredelse. Den er i Ordets egentligste Forstand prisværdigt og patriotisk Foretagende, der vil have Betydning for hele Landet.
Illustreret Tidende, 30. juni og 14. juli 1895.
Kvindernes Udstilling
Kvindernes Udstilling i Fortid og Nutid er bleven en Succes. Allerede nu viser Kassen en smuk Beholdning, og den har Tid til endnu at vokse betydeligt. Succes’en er desuden ikke alene en indenlandsk, men takket være den lille Festivitas Mandagen den 24de Juni, da den evropæiske Presses Repræsentanter drak deres Eftermiddagskaffe i Udstillingen, er den bleven virkelig evropæisk.
Maaske tales der i de udenlandske Blade nok saa meget om Komiteens Damer som om Kvindernes Arbejder. Men i henved 80 Blade – saa mange fremmede Journalister var der i alt Fald her oppe – er det bleven fortalt, at Kjøbenhavn havde en storartet Udstilling, der udelukkende bestod af Kvindearbejde, og at den lededes af udelukkende smukke Damer. Utvivlsomt har dette sin Betydning saavel som sin Berettigelse.
Dette vilde sikkert have været heldigt, om vore fremmede Gæster havde kunnet fordybe sig i noget i selve Udstillingen; deres Artikler vilde da have faaet den samme veltalende Grundighed som M. Roels’ i Le Temps; han har overordentlig træffende og rigtigt gjort opmærksom paa, hvorledes Kvindeudstillingen, der dog indeholder Beviser for Kvindesagens stærke Udvikling og for det kvindelige Fremskridt overhovedet, staar den hædblæsende og usympatetiske Emancipation fjernt i enhver Henseende.
Hensigten med denne store og paa flere Omraader meget vellykkede Demonstration forekommer os da ogsaa at maatte være frem for alt at levere Beviset for Kvindens Dygtighed og dernæst at antyde, hvilke Veje Kvindesagen som saadan fremtidig sundest bør slaa ind paa. Der er jo i og for sig ingen Forskel paa en Stol eller en Laas, der er lavet af en Mand eller af en Kvinde. Det interessante ved Stolen eller Laasen paa Kvindernes Udstilling er egentlig kun det, at den viser, at Kvinderne ogsaa paa Haandværkets Omraader har brudt sig en Erhvervsvej. At kvindelige Arbejder som netop Stole og Laase ikke falde ind under Begrebet Husflid, men at de virkelig ere Erhverv, giver dem deres eneste Brydning.
Udstillingen er broget og righoldig. Der er mange af dens Afdelinger, hvori man gerne dvæler, fordi de ere virkelige Karakteristika for kvindelig Smag, kvindelig Flid og kvindelig Dygtighed. Hist og her kan man imidlertid ikke tilbageholde sin masculine Opposition; hvor mange fænglende og kuriøse Enkeltheder saaledes eksempelvis den kulturhistoriske Afdeling indeholder – lige fra Montren med de udmærkede gamle Kvindedragter til Portrættet af den fortræffelige Madam Mangor og til de faa Eksemplarer af Kvindeordner – saa finder man dog netop her ikke faa Numre, der intet som helst andet have med Kvinder at gøre end netop det, at de tilhøre Kvinder. Hvis dette Princip havde faaet Lov til at gribe om sig, vilde Udstillingen vistnok være bleven lovlig stor.
At Interessen for broderede Puder, Trøstere, Lommetørklæder og Tæpper ikke heller formaar uafbrudt at holde sig lige vaagen, finder vi ingen Anledning til at skjule under galante Vendinger, ligesom vi ikke netop føle os tiltalte af Monstruositeter som et Skørt, lavet af en Mejeskers afredte Haar. Men det skal paa den anden Side siges, at slige saarbare Punkter findes paa alle Udstillinger – selv masculine – og at det til Trods for Materialets Ensformighed er lykkedes at give Kvindeudstillingen en Afveksling, der paany bekræfter, at Kvindens Snille er uden Ende.
Der vil blive Lejlighed til at komme tilbage til Udstillingen, fordi den virkelig fortjener det. Som Helhed betragtet er den saa betydelig og saa nyttig, at det kan lønne sig at gaa den efter i Detaillerne. For i Dag nøjes vi med at bringe nogle faa Interiører. Fru Holten-Skovgaards Møblement hører til de Numre, der frem for alle have Krav paa Interesse; Form og Farve, Arbejde og Udførelse er fortrinlig; det er en Smag, som man kunde ønske opfattet af vide Kredse, og en Kunstfærdighed, der vil fortjene en høj Udmærkelse. Skoleafdelingen er arrangeret med en fremtrædende Dygtighed; dens Formand, Fru Hansen, har stor Ære af den, fordi den baade er instruktiv og smagfuld ordnet; en Frise af legende Børn, tegnet med Kul paa Karton, omgiver Loftet og virker ved sin naturlige Ynde og ukunstlede Friskhed meget indtagende. Materiellet vidner om den høje Udvikling, den kvindelige Undervisningsmetode er naaet til.
Endelig er der Husholdningsafdelingen. Der er ingen Tvivl om, at det gamle og det nye køkken have talløse Beundrere; det gamle er indtagende ved sin store Simpelhed og propre Hygge, det nye pranger med kunstfærdige Indretninger, som synes at maatte kunne frembringe Underværker. Husholdningsafdelingen er bleven en Succes baade paa Grund af sit indtagende Arrangement og af sine udmærkede Præstationer.
-n -n
Illustreret Tidende, 21. juli 1895.
Kvindernes Udstilling
Som allerede omtalt i vor Artikel i sidste Nummer, hører Fru Holten-Skovgaards Interiør til det interssanteste og smukkeste paa Udstillingen. Vort Billede kan desværre ikke medtage de fine, harmoniske Farver, men selv uden dem kan det give et Begreb om Tegningens elegante Linjer og om de enkelte Møblers fortrinlige Form.
Vort andet Billede gengiver en Krog af Literaturværelset; denne Afdeling, der forestaas af Fru Emma Gad er ikke meget rig – vistnok fattigere end de fleste havde ventet – men nydelig ordnet og hyggeligt indrettet. Det lille Biblioteks-Værelse danner et smagfuldt Kabinet, hvor Udstillingens Gæster kan udhvile sig og endda underholde sig med alt, hvad Kvinden har præsteret med Pennen, lige fra Jule- og andre Hæfter, redigerede af Damer, og til tykke Romaner, Dramaer og Lystspil. Rammen om disse Værker er ganske naturligt bleven et Boudoir.
Husholdnings-Afdelingen har sine Nydelser, Litteratur-Afdelingen sine. Fælles for dem begge er det smagfulde Arrangement. Den første er sikke paa sin Succes. Den sidste bør paa ingen Maade overspringes. Den har Krav paa megen Interesse, indeholder meget af Værdi og er i flere Henseender instruktiv.
Illustreret Tidende, 28. juli og 4. august 1895
Kunstudstillingen
Som kloge Diplomater har Kvinderne paa Forhaand forsøgt at tage Brodden af Mændenes Kritik ved at gøre Kritikens Repræsentanter til deres Gæster, da deres Kunstudstilling forrige Lørdag i den frie Udstillings Lokale fik sin lille, festlige Indvielse. Hvis nu vor Tunge ikke især var bunden ved vore Værtinders Elskværdighed, havde vi sikkert ikke undladt at anke over, at nogle Kunstnerinder ere for svagt, andre for rigt repræmsenterede, og at en enkelt, meget betydelig Malerinde desværre glimrer ved sin Fraværelse. Endvidere vilde vi have klaget over, at man vistnok i Udvalget af Arbejder stundom er gaaet længere ned, end det kunstneriske Niveau ret godt kan taale, helt ned til Dilettantismen, og at man endelig ikke stedse har været ganske retfærdig ved Billedernes Ophængning; i den allernederste Række, som kun kan iagttages, naar Beskueren lægger sig plat paa Gulvet, finder man saa smukke og selvstændige Arbejder som en Nature morte af Frk. Anna Petersen og den Suite Akvareller af Frk. 0ttilia Adelborg, der betitles “Prinsarnes Blomsterfest”, og blandt hvis fantasifulde Blomsterpersonifikationer der findes nydelige Ting.
Udstillingen giver en historisk Oversigt over, hvad Kvinder har frembragt af Billedkunst her i Danmark, idet man har samlet Kunstnerinders Arbejder lige fra forrige Aarhundrede indtil Nutiden. Det er dog ligesom de kulturelle Strømninger fra Suveræniteten, Naturlighedsperioden i Slutningen af forrige Aarhundrede, Borgerlighedens Sejr i dette Aarhundredes Begyndelse og vore dages Demokratisme, der klart afspejler sig i Periodernes Mands-Kunst, kun i svage Dønninger, som en sagte Hvisken er naaet ind i de lune Stuer, hvor Damer har syslet med Pensel og Blyant. Midt under den stiveste Absolutisme maler den elskværdige Johanne Fosie, senere Præstefrue (1726-1764) sine smaa Billeder, hyppigt Gouache; snart er det originale Ting, noget tørre, duftløse Blomster eller Veduter, snart er det blot i al Beskedenhed Kopier. Senere hen giver Udstillingen Besøgeren Lejlighed til at iagttage lidt Efterligning af Eckersberg, lidt af gamle Skovgaard, lidt af Blomstermaler Ottesen – ved en usmævanlig talentfuld Malerinde, Karl Madsens i 1856 afdøde Moder, Fru Sophie Madsen, — endelig lidt tysk Sentimentalitet.
Det er den tysk fødte Malerinde Elisabeth Jerichau-Baumann, som repræsenterer denne sidste, i dansk Kunst sjældne, Egenskab. Hendet store Billede en “Strandingsscene” viser, med hvor megen Følsomhed Kunstnerinden har set paa brave, danske Fiskere; fraset Olietøjet, vil vi sikkert ikke ret kendes ved yore egne Landsmænd. Man mene forøvrigt om Kunstnerinden, hvad man vil, et er sikkert: de Billeder af hende, Udstillingen har samlet, svarer hverken til hendes Navn eller store Flid.
Rigest blandt alle nulevende Malerinder er Frk. Bertha Wegmann repræsenteret; ikke mindre end 30 af hendes Arbejder hænger paa Udstillingen. Hvad der mellem dem findes af Blomster- og Landskabs-Billeder er dygtig gjort, men uden umiskendelig kunstnerisk Særpræg. Derimod borer adskillige af Frk. Wegmanns Portrætter til de Kunstværker, der ingensinde vil miste deres Værdi; til den Intelligens, det forstaaende Blik paa Personligheden, der præger Opfattelsen, kommer en egen kvindelig Elskværdighed, der har faaet finest Udtryk i det fortræffelige Portrat af Grosserer Melchior; man synes at kende den Portræterede fra en eller anden at Goldschmidts Fortællinger.
Der er overhovedet ofte et genreagtigt Træk i Frk. Wegmanns Portrætbilleder; de fortæller elskværdigt — som et “Dameportræet. Lille Format”, og Billedet af en gammel Herre i en Lænestol, — om Vedkommendes Manerer og smaa Særheder, men Udstillingen indeholder ogsatt Prøver paa, at Kunstnerindens Fortællemaade kan udarte til det lidt effektfulde, og den Farvegivning, som Frk. Wegmann har lært i München, og som nedstammer mere fra Gallerierne end fra selve Naturen, kan hist og her skmæmme et godt opfattet Portræt.
Ikke saa fyldigt, men i hvert Fald smukt, er Fru Anchers Kunst repræsenteret; hendes Modeller ere i Reglen de samme som hendes Lærer og Ægtefælles, men hendes Omraade er et andet; hun følger ikke sin Mand ud paa Søen med Skagensfiskerne, end ikke ud i fri Luft, men hun søger gerne Almuesfolkene i deres Hjem, ved deres Glæder, Sorger og Beskæftigelser inden dets fire Vægge. Medens Michael Anchers Fiskerbilleder i Henseende til den brede, ramme Gengivelse af selve Virkeligheden endnu her i Danmark ere uovergaaede, er Fru Ancher i sin Gengivelse blødere og dvæler mere ved Enkeltheder. I det smukke Billede af “En Begravelse”, som Galleriet ejer, og hvortil der i Udstillingen findes ophængt et Udkast, vil man mindes de søndagskædte Fiskeres kejtede Manerer inde i den fattige Stue, det snurrige Snit i deres blaa Vadmelsklæder og Maaden, hvorpaa de bære dem, i Billedet af “En Pige i et Køkken” har det moret Fru Ancher at male det karlvoksne Kvindemenneskes brede Kindben, og ganske nydelig er i Billedet “Lille Pige ved Klaveret” gengivet de vrangvillige Smaafingres uvante Anstrengelser paa de hvide Tangenter.
Disse Hverdagsbilleder og andre, som Fru Mimi Larsens trohjertige “Kone Ira Spreewald”, vise overfor Fru Jerichau-Baumanns, hvor langi frem Malerinderne ere naaede i sanddru Gengivelse af Virkeligheden, og det sidstnævnte af Fru Anchers Arbejder, der er et yndigt Billede, udmærker sig ved en overordentlig fin Sammensætning af Farverne, i den Lille Piges lysblonde Haar, de hvide Tangenter og Klaverets Ibentræ.
Frk. Wegmann og Fru Ancher indtager med Ære en fremskudt Stilling blandt danske Kunstnere, og paa Udstillingen ser man dygtige Repræsentanter for Landskabsmaleriet og Naturemortebilledet, endelig for det dekorative Maleri saa gode Kunstnerinder som Fru Holten og Frk. Konstantin-Hansen. Kun Billedhuggerkunsten er forfordelt, men dette er sikkert ingen Tilfældighed, thi medens Kunsthistorien har optegnet Navne paa Malerinder, findes der i den ingen betydelige Billedhuggerinde-Navne; det synes, som om den skarpe Udprægning af Formen, der kræves af Plastiken, ikke ret ligger for Kvindens Evner.
Illustreret Tidende, 8. september 1895.
Kvindernes Udstilling
Dramatiske Forestillinger
Blandt de Virkefelter, som ere fælles for begge Køn, er der faa eller maaske intet, hvor Kvinden saa fuldtud er Manden jævnbyrdige som Skuespilkunsten. Ja, gennemblader man Teaterhistorien, findes vel endogsaa dens største Stjerner paa Spindesiden. Man kunde derfor med Rette forvente, at Kvindeudstillingen, hvis Opgave har været at forøge Offentlighedens Agtelse og Interesse for kvindeligt Arbejdes Værdi, ikke vilde forbigaa Anledningen til at straale, paa et Omraade, hvor det var Kvinden saa let at vinde sin Sejr. Men hertil fordredes rigtignok, at hun optraadte i Skuespil, der bød hende Opgaver af Betydning: og for at dette kunde lade sig praktisere, fordredes atter, at hun hidkaldte mandlig Assistance. Thi uden en saadan vil hun aldrig kunne præstere en Forestilling, der fortjener Navn af Kunst, men kun Legeværk og Kuriositeter, lige saa lidt som Mænd kunne undvære kvindelig Hjælp som Baggrund eller Støtte for deres Skuespildigtning og Skuespilkunst.
Men desværre være Kvinderne ved deres Forestillinger gaaet frem efter det ganske meningsløse Princip: at stænge Scenen for alle Mandsfødder; kun en enkelt Mandsrøst fik en eneste Gang Lov til at lade sig høre i Kulissen. Og Forestillingerne fik da ogsaa det ynkelige Resultat, at de hverken præsenterede god Skuespilkunst eller god Digtekunst, men i alt væsentligt kun Dilettantisme og Lejligheds-Løjer. Og ikke nok hermed, mens de plettede den Prestige, som de skulde hævde, thi de bøde vore allerdygtigste Kræfter – som Fru Rckardt og Fru Oda Nielsen – Roller, hvori der maatte spilles tarvelig Komedie, fordi der hverken var Ben eller Brusk, endsige Kød og Blod i de Figurer, der skulde fremstilles. Kunde Komitéen ikke stille bedre Stykker paa Benene end dem, man fremførte, burde den have opgivet disse Forestillinger.
Kun yderst glimtvis havde man i Løbet af de to Aftener Fornemmelsen af, at man sad i et Tempel for Kunst. I Fru Thoresens for øvrigt svært indviklede Prolog var der dog digterisk Fynd og personlig Aandskraft, og Frk. Lagerløfs middelalderlige Drama, gnistrede af lidenskabelig Fantasi. Nødden i St. Annas Kloster, Striden mellem de fromme Nonner der og St. Brittas verdslige Døtre og den voldsommen Elskovsroman, som finder sin Afslutning indenfor de hellige Mure, alt var stærkt og ægte i Tonen. Der laa over Stykket en tung Himmel af Skyer og Uhygge, hele det sene Efteraars Poesi: al Middelalderens barske Skumring. Men som Drama betragtet var det vaklende og løst i sin Bygning og altfor bredt i sin Arkitektur. Den lyse Afslutning skurrede ogsaa stygt mod den dystre Grundtone, som bar Stykkets Ide. – Men maaske er det uretfærdigt at fælde noget afgørende Dom, om dette Arbejde efter denne ene Opførelse, der led under en saa væsentlig Brist som den, at Elskeren i Stykket, at Vilddyr, en raa Riddersmand, fremstilledes af en ung Dame, der saa ud som en femtenaars Page. Ved denne Fremstilling blev baade Stykkets Forhistorie, det blodige Bryllup i Risterød, og det senere Møde mellem de Elskende, plat og uforstaaelige, for ikke at tale om, at de bleve usmagelige og latterlige.
Endelig fortjener at nævnes med Honnør Frk. Griebels Musik til den lille to-Akts Ballet, som adsluttede den første Forestilling. Frisk og let akkompagnerede den de dansende Damer, hist og her mere end tilladeligt mindede om “Mignon” eller om Musikken til “l’enfant prodigue”, men mange Gange helt fri i sin kvikke Flugt, smukkest maaske i sine pastorale Klange – et ikke synderlig stærkttonende, men fint afstemt Klokkespil. Her er et Talent, der paa alle Maader bør opmuntres og støttes; her præsterede Kvinderne noget virkelig dygtigt og overraskende.
Hvad Afternes Skuespilkunst angaar, er det derimod bedst at tie. Frk. Blad spillede Elskerinden i St. Annas Kloster med Kraft og Forstaaelse, men med et altfor tungt og ensfarvet Mæle, og Fru Julie Møller var som den gamle ydmyge Abbedisse just saa beskeden-from og saa naiv-storslaaet, som Rollen forlangte. Men dette var ogsaa de to eneste Opgaver af Betydning, der bødes de spillende Damer. Thi at Fru Emma Nielsen kan danse Gavotte i Knæbenklæder og Barret, lægger næppe nogen Alen til hendes Vækst som Kunstnerinde. Hvor var Fru Hennings og Fru Bloch og de mange andre danske Skuespillerinder af Rang? Og hvor var Fru Skram og Fru Juel-Hansen, som skulde have givet deres rige Evner?
Ejnar Chr.
……………………………………………………
Beskrivelse af udstillingen i:
Tidsskrift for Kunstindustri
1895 p. 133-140 Camillius Nyrop
1896: Mindre meddelelser
FRA KVINDERNES UDSTILLING
C. Nyrop
OVER Indgangen fra Industriforeningens Vestibule til den store Udstillingssal saas en opgaaende Sol (Fig. 155). Og det var ikke en tilfældig Dekoration. Den kom igjen flere Steder f. Ex. paa Katalogens Titelblad. Og den saas ogsaa paa den Tallerken, som Udstillingen ved en lykkelig Tanke lod træde istedenfor et Diplom som Anerkjendelsestegn ved et Par tempoære Udstillinger; ellers var den — heldigvis — fri for al officiel Medaljetilkjendelse, Noget, der efterhaanden har faaet en saa banal Karakter, at kun en grundig Reform kan give denne Akt sin tabte Betydning tilbage. Det var forøvrigt kun Tanken om et Diplom i Porcelæn, der kan betegnes som lykkelig, selve Tallerkenen (Fig. 156) tilfredsstiller næppe helt.
En opgaaende Sol! Et saadant Symbol leder Tanken hen paa en første glansfuld Begyndelse. Og Udstillingens Begyndelse var fuld af Glans. Dens Aabning, faldt sammen med det internationale Journalistbesøg. Fra dygtige Penne strømmede der beundrende Udtalelser om den ud over en stor Del af den civiliserede Verden, og de kom med Virkning tilbage. Udstillingen fik en glimrende Ramme, der ikke blev uden Betydning for dens lykkelige Forløb. Men en første Begyndelse var den ikke.
Nej, er der nogen Begivenhed, noget Aktstykke i den danske Kvindebevægelse, for hvilken en opgaaende Sol kunde bruges som Symbol, da er det den lille Bog, der for snart 45 Aar siden med en saa stærk Begejstring ringede Kvindesagen hid her i Landet, de »Tolv Breve«, som den nittenaarige Mathilde Fibiger udgav under Klara Rafaels Navn. Den begavede unge Pige, der i dejlige Sommeraftener kunde give sin Livsglæde Luft ved at danse henad Vejen, hun gik paa, ved en opgaaende Sol. Det fik hun Attest for af J. L. Heiberg i Bogens Fortale.
Tidens store æstetiske Dommer »paaskjønnede«, at det faldt i hans Lod at indføre hendes Bog i Læseverdenen. Og dog blev Solen kun en Vinterdags Sol, der for en kort Tid vækker et intensivt Liv; det vældede frem under dens Straaler for strax at svinde.
Og det kunde ikke være anderledes. Mathilde Fibiger siger selv tyve Aar efter i dyb Sørgmodighed: »Da jeg udgav Klara Rafael, kjendte jeg ikke Livet, som det er her paa jorden. Jeg gik til en fejl Dør, kom dér, hvor jeg slet ikke vilde hen«. Livet knuste ubarmhjertigt hendes Drømme. Det blev ikke som den store Forfatterinde, at hun kom til at virke for Kvinden, men som en træt »Arbejderske«. Hun, der lader Klara Rafael sige, at hun snarere kunde »forelske sig i en yndig ung Pige end i en Mand — der er saa meget uskjønt ved Herrerne, der generer mig« – nødtes til at arbejde Side om Side med de uæstetiske Mænd i Lokaler hvor der kunde »hænge Buxer paa Væggen«, Noget, der stærkt afficerede en af hendes Veninders »kvindelige Sans«. Hun blev den første danske officielt ansatte Telegrafistinde, og i »Den Ensommes Hjem« fandt hun Styrke til at holde ud Kampen, som hun aldrig opgav. Syg og mat skrev hun herfra: »Jeg elsker Arbejdet i samme Grad, som jeg elsker Friheden: lidenskabeligt, absolut, som Middel til Selvstændighed«.
Hun levede just længe nok til at se den af hende æstetisk indledede Bevægelse komme igjen i andre, praktiSke Former. Hun blev 1871 Medlem af »Dansk Kvindesamfund«. Skjøndt hun noget tvivlede om, at der kunde vindes Midler til de mange Fortmaal – der nænes Fagskoler og Handelsakademi – fulgte hun gjærne Opfordringen om at indtræde: »Min Virksomhed ligger jo netop indenfor Emancipationens Omraade, og om Forfattterinden end er død, saa lever jo Arbejdersken, hvis tavse Tilslutning i det mindste er Vidnesbyrd om, at hun arbejder i Aandens Tjeneste«.
Hvad hun mistvivlede om, er dog sket, og »Kvindernes Udstilling« staar som et stort Bevis, den Udstilling, hvis Mærke ikke var den opgaaende Sol men — Løvetanden (Fig: 157). Denne Plante saas i Ranker paa begge Sider af Indgangsdøren, og et rigt Slyng af Løvetand var Dekorationen i den store Udstillingssal. — Havde dette Mærke mon en Betydning?
Da Udstillingen arbejdede sig frem, sagdes, ja vedtoges det, at Rosen skulde væere dens Mærke, men denne Vedtagelse blev opgiven. Og i den forandrede Beslutning synes der at kunne ligge en Forklaring. Forandringen er jo den samme som i Mathilde Fibigers Udvikling fra den dansende unge Pige med de lyse Idealer til den »arbejdended Kvinde«. Den fine Rose er jo Ungdommens, Skjønhedens og Kærlighedens Blomst, medens Løvetanden, der har navn af sine høvlformede, skarpkantede Blade, kun er en almindelig Markblomst, hvis Rod gjør Nytte, saaledes som det ogsaa – efter Folketroen — kan siges om dens Stæglers Mælkesaft, der har givet den Navn af Mælkebøtte. Strøgen paa Kar beskytter den disses Indhold mod Forgjørelse.
En saadan Symbolisering var dog ikke tilsigtet, og selv om saa var, havde det ikke været nødvendigt at detronisere Rosen. Da den hellige Elisabet af Thüringen i Udøvelsen af sine mange Kjærlighedsgjerninger overraskedes af sin Husbond, kom Rosen hende til Hjælp. Alle de Brød, hun i det Øjeblik ønskede skjulte, bleve til Roser. Og ganske i modsat Retning spiller den afblomstrede Løvetands store Fnokkrone Rolle i en Række Kjærlighedsspørgsmaal som populært Orakel. Nej, Løvetanden blev simpelhen Udstillingens Blomst, fordi den besidder fremragende dekorative Egenskaber, dekorerer i højere Grad end Rosen. Det var Kvindens Sans for skjøn Hygge uden fremtrædende Prunk, der her gjorde sig gældende.
Og den givne Anvisning blev fulgt. Den kongelige Porcellænsfabrik stillede de ved den arbejdende Damer den Opgave at frembringe en dekorativ Løvetands-Tallerken, og Frisen Fig. 154 viser Resultatet, fem karakteristiske og gode Tallerkener. Den længst til Venstre er af Frk. Anna Schmidth, den næste af Frk. Bertha Nathanaelsen, den midterste og den længst tilhøjre af Frk. Jenny Meyer og den anden fra højre af Frk. Marianne Høst. Ingen af disse Tallerkener blev imidlertid Udstillingens Tallerken. Hertil valgte Fabriken en sjette (Fig. 158). Den blev mangfoldiggjort i 1200 Exemplarer og er nu mange Steder et kjært Minde om Udstillingen, ti hver eneste af dem blev solgt. Alle Frisens Tallerkener synes dog nok saa godt at have kunnet gjøre Fyldest. Som et Fortrin ved dem kan det nemlig nævnes, at de alle have taget Løvetandens karakteristiske Blad med, det staar kraftigt dekorerende, medens kun den afblomstrede Plante i nogle Fnokkroner lige kommer til Syne forneden paa den lidt blege og afdæmpede Flade i Fig. 158.
De her nævnte Tallerkener vare dog kun en ringe Del af den kongelige Porcellænsfabriks Udstilling. Den viste ved denne Lejlighed en Række af sine mange dygtige Damearbejder, og det samme gjorde Bing er Grøndahls Porcelænsfabrik, hvis Udstillings-Tallerken – ti den havde ogsaa en saadan — vil blive nævnt nedenfor. Men forøvrigt var, som naturligt er, Industriafdelingen ikke Udstillingens anseligstc Afdeling. Som et Tidens Tegn, der kan bære Varsel i sig, skal det nævnes, at der mellem de udstillende Darner fandtes to faglærte Snedkere, to faglærte Bogbindere og to Urmagerlørlinge. Men der er kun Grund til som fremtrædende Gjenstande i denne Afdeling endnu at nævne Frk. Dagmar Olriks smukt dekorerede Møbler og Fru Emma Fischers kunstvævede Arbejder. Husflidsafdelingen var selvfølgelig langt større, men snarere mindre interessant. Der var ypperlige Ting f. Ex. Fru Ida Hansens Broderier, men Hovedindtrykket var nu som ved tidligere lignende Lejligheder, at der ikke gives nogen national Husflid i de Landsdele, som Danmark nu bestaar af. Hedebosyningen staar som et svagt Minde imod f. Ex. den skaanske Vævning og de tønderske Kniplinger.
Ved Siden af de nævnte Afdelinger var der endnu Afdelinger for Filantropi, Hygiejne, Husholdning, Undervisning, Litteratur og Kunst samt en stor kulturhistorisk Afdeling, hvis rige Samling Kvindeportrætter, Kvindearbeider, Kvindedragter og Smykker drog mange Besøgende til Udstillingen. Den gjorde Sit til paany at fremdrage mangen dygtig og begavet Kvindes Navn.
For blot at blive ved den nyere Tid var det af Interesse, at se et Portæt (Nr. 2428) af »sin Tids dygtigste Kvinde i Haandarbeide i Aalborg«, Johanne Marie Meyer f. Wulff (f. 1773, d. 1843), gift med den bekjendte Blikkenslager Fr. Vilh. Meyer i Aalborg, og et Portræt (Nr. 116) af hendes Datter Frederikke Ferslew f. Meyer, fra hvis Haand der er udgaaet en Række fortræffeligt skaarne Signeter (Nr. 928). Og hvilken rig Kunstbegavelse har Frederikke Lunn f. Hagen (f. 1817, d. 1869) ikke besiddet. Hun kunde brodere smukt (Nr. 1492), hun kunde flette godt af Haar (Nr. 560), men uden nogensinde at have lært at tegne, kunde hun ogsaa præstere fornøjelige Smaabilleder (Nr. 2116-18) ikke at tale om en Række dygtigt tegnede Portrætter (Nr. 2424). Og særlig interessant er en af hende lavet portrætlignende Dukke (Nr. 366), hvis Hoved, Arme og Ben ere udskaarne i Vox fra et Karetlys. Det er hendes førstefødte Spæde, hun her har fremstillet som Gave til Svigermoderen, Majorinde Lunn til Knabstrup.
Og den kulturhistoriske Afdeling gav Oplysning om en anden lignende Begavelse, Fru Georgia Skovgaard f. Schouw (se Fig. 159), f. 1828, d. 1868. Udstillingen havde en hel lille Køje med Gjenstande, som hun havde tilvirket eller ejet, og herimellem Fig. 160, en hvid, broderet Strimmel (Nr. 392), tegnet og syet af hendes Svigermoder Fru Katrine Skovgaard f. Aggersborg, der var sin Søns, den senere saa bekjendte Landskabsmaler P. Skovgaards første Lærer i Tegning. Den, han 1851 hjemførte som Brud, var den ovenfor nævnte Georgia Schouw, Datter af den som Botaniker og Politiker saa bekjendte Professor J. F. Schouw, og fra 1851 er da det skjønne Slør (Nr. 3S6), som efter hans Tegning udførtes til hans Brud. Fig. 161 viser et af Slørets nederste Hjørner med et Stykke af den frodige Kaprifoliumranke, der slynger sig langs hele Slørets Kant, og fra hvilken de fineste og yndigste Blomster skyde op. Det er et dejligt Arbejde, som sikkert er blevet vurderet af Bruden, der udgik fra et Hjem, hvor Kunsten skattedes, og som fra Ungdommen tegnede con amore. Paa Udstillingen saas en af de Spisesedler (Nr. 39o), hun morede sig med at tegne og male til N. L. Höyen og Hustru, naar de om Søndagen vare Gjæster hos hendes Forældre i botanisk Have.
Hvad hun særlig var oplagt til, var dog at brodere, og hvad hun paa denne Maade frembragte med Naalen, var ikke dagligdags Ting men Broderier af Rang, Kunstbroderier med aandfulde Gjengivelser af Naturen. Allerede i forrige Aarhundredes Slutning var der syende Kunstnerinder her i Landet. Cathrine Marie Müller blev 1790 »agreeret« af Kunstakademiet for to Broderier; to Hoveder efter Rafael »i raderet Maner« raderet Maner. Men hin Tids »broderede Skilderier«, for hvilke en Rigsdalerseddel eller »Dansk Statstidende« vare nok saa gode Emner som Frederik VI’s Hoved eller Frederikberg Slot — Udstillingen viste en Række afskrækkende Exempler — vare mere kunstige Arbejder end Kunst. Fru Skovgaards friske Oprindelighed er noget for dem ukjendt, men hvilken af deres Fremstillerinder har ogsaa haft et saadant Blik for Naturen, som hun aabenbarer i sine Skitsebøger (Nr. 378) fra den Italierejse, som Ægteparrene Skovgaard og Höyen gjorde sammen i Vinteren 1854-55. Men hun havde da ogsaa sin Mand som Vejleder.
Udstillingen viste en Række Prøver paa hendes Broderekunst (Nr. 379-85) og mellem dem den paa hosstaaende Blad afbildede Skjærm, et ypperligt Kanevasarbejde, som hun udførte til N. L. Hoyens Sølvbryllup i 1857. Efter en Tegning af sin Mand fremstillede hun her et Vinterlandskab med en Bondegaard, som Kvæget drives ud fra, og der er virkelig Vinterstemning i det, i de bladløse Træer og deres Fortoning mod den graa Himmel.
Hun syede for sin Fornøjelse, men lidt efter lidt fik hendes syende Virksomhed en større Betydning. Den blev kjendt i videre Kredse, navnlig efter at Studenterfanerne fra Danmarks Kvinder til Nordens fire Universiteter efter Konstantin Hansens og P. Skovgaards Tegninger i 1862 vare blevne udførte under hendes Ledelse. Hun syede personlig de fire Gudeskikkelsers Ansigter. Damer henvendte sig herefter til hende om Vejledning, og ved sin Død i 1868 stod hun som anerkjendt Leder, som Grundlæggeren af det danske Kunstbroderi.
Saavel paa Mands- som paa Kvindesiden er der herefter Kunstneraand i den Skovgaardske Slægt, og af Fru Georgia Skovgaards Børn ere da ikke alene Sønnerne, de bekjendte Brødre Joakim og Niels Skovgaard, blevne Kunstnere men ogsaa Datteren Fru Susette C. Holten f. Skovgaard, og hun stod Udstillingen nær. Som »Formand for Arrangementet« er hun Medlem af den endnu bestaaende Hovedkomite. Det er hende, hvem Vestibulens stemningsfulde Dekoration skyldes, baade Solen og Løvetanden, og det er hende, der dekorerede den store Udstillingssal, i hvilken hun selv var keramisk Udstiller bl. A. med den morsomme Tallerken: den line japaneser og Gaasen. Lige overfor i Fru Emma Fischers Udstilling fandtes imidlertid de Ting fra hendes Haarid, der maaske bleve mest sete. Alle de vævede Arbejder, der saas dér vare ligesom Møblementet udførte efter hendes Tegning. Og kan det end Maaske siges, at de i og for sig originale Møbler kunde have været mere gjennemarbejdede, de ere i flere Enkeltheder noget tunge, stod man fuldt beundrende overfor det skjønne Vævede Tapet (Fig. 162) med de væsentlig efter græske Vasemalerier tagne Figurer. Det vil sikkert glæde mange, at dette Tæppe fremtidig vil kunne ses i Det danske Kunstindustrimuseum.
Som en lille Enkelthed skal Opmærksomheden henledes paa, at Udstillingens Blomst, Løvetanden, er anbragt midt paa Tæppet forneden. Der er her ligesom gjort Prøve paa dens dekorative Evne, og den bestod Prøven. Den gaar fint ind i Omgivelserne, og — dog havde Rosen endnu sine Tilhængere.
Da Kronprinsen og Kronprinsessen i 1894 holdt Sølvbryllup, overrakte den Kreds af Damer, der den Gang udgjorde Komiteen for den paatænkte Udstilling, Sølvbruden en Adresse som Løfte om et vævet Tæppe med Dronning Margrete som Hovedfigur (s. forr. Aarg. S. 18o). Det blev efter Fru A. Slott-Møllers Tegning udført hos Fru Emma Fischer.
Udstillingen omfattede nemlig ikke blot Danmark, og skjøndt Omstændighederne medførte, at hverken den norske eller den svenske Afdeling blev saa stor som oprindelig haabet, vare disse Afdelinger dog fyldige nok til at give Udstillingen Stempel som en nordisk Udstilling. Det er helt naturligt, at den fremtrædende Kvinde, der en Tid forenede Nordens Kroner paa sit hoved, blev afbildet paa Tæppet til den svensk-norske Kongedatter, den danske Kronprinsesse, fra Komiteen for »Kvindernes Udstilling fra Fortid og Nutid«.
Dronning Margrete saas da ogsaa i det ligeledes af Fru Slott-Møller tegnede Segl for Udstillingen (Fig. 164), og Bing og Grøndahls Porcellænsfabrik gik i det samme Spor med sin ovenfor nævnte Udstillings-Tallerken, den efter Frøknerne Fanny Gardes og Effie Hegermann-Linden-crones Tegning udførte Margrete-Tallerken (Fig. 163), der ligesom den kongelige Porcellnsfabriks blev solgt til sidste Exemplar. Og til denne Række Margrete-Minder kom endelig — Udstillingens første Blomst, Rosen. I den Udtalelse, hvormed det ovennævnte Tæppe, der er afbildet paa hosstaaende Blad, faa Dage før Udstillingens Slutning, den 6te September, blev overrakt Kronprinsessen, betonedes det, at paa det Sted, hvor Vordingborg Slotstaarn tidligere havde staaet, det Taarn, der ofte havde huset den store Dronning, der voksede nu en Rosenhæk, hvis Blomster i Egnen kaldes Valdemarroser. Det var Tanken herom, der laa bagved Rosen som Udstillingens Blomst.
Der førtes altsaa en lille Krig paa dette Omraade, men den var og blev – uden Betydning. Skjøndt f. Ex. en »Kvindernes Kalender« i Modsætning til et senere udkommende »Festskrift« viste sig klædt i Roser, vedblev Løvetanden at være lige dekorativ. De Bølger, der rejstes, berørte alene Overfladen, trods nogle Bladnotitser og Smaaartikler. Skulde Noget have været fremhævet, var det sikkert snarere, at Udstillingen trods enkelte personlige Brydninger præcist udførte sit samlede Arbejde. Den store Kvindebevægelse rummer en Række mindre Bevægelser, hver med sine, naturligvis faste Meninger og sikre Overbevisninger, og efter sit Program skulde Udstillingen have dem alle med. Efter den i sin Tid udsendte Indbydelse skulde den give en Udsigt over, »hvad der fra Kvindernes Side hidtil er præsteret”, selvfølgelig indenfor Nordens og Danmarks Grænser, men ellers – ubegrænset paa alle Omraader.
Der er blevet sagt, at dette var en Fejl. Udstillingens Arbejde blev herved et meget spredt Arbejde, og dens Indhold blev forunderlig broget, hvad der paa Grund af det forholdsvis lille Lokale sprang stærkt i Øjnene. Men dog ligger dens Betydning sikkert just deri, at den uagtet Vanskelighederne naaede at give et saa vidt muligt samlet Billede af det betydelige Arbejde, der fra Kvindens Side er udfoldet her i Landet navnlig i den sidste Menneskealder. Og til dens rette Bedømmelse skal det endnu erindres, at den lignende Udstilling – Exposition des arts de la menne – der i 1892 fandt Sted i Paris, kun var en af l’Union centrale des arts decoratifs almindelige Udstillinger, der arrangeredes af dens sædvanlige, selvfø1gelig mandlige Udstillingskræfter. Udstillingen i Aar i Kjobenhavn er den første, der helt er sat i Scene af Kvinder. Ikke ganske uden Forbillede, ti som saadan maa Kvindernes Afdeling paa Udstillingen 1893 i Chicago betegnes, men desuagtet var den opgaaende Sol over Indgangen til Udstillingen, som det heraf vil ses, langt fra helt uden Berettigelse. I een Retning var her virkelig en første Begyndelse, en Begyndelse uden en svunden Tids Drømme, men til Gjengjæld med alvorlige Krav paa praktiske Resultater. Gid de maa komme, gavnlige og gode for Samfundet, ogsaa i kunstindustriel Retning.
Tidsskrift for Kunstindustri 1896.
Mindre Meddelelser.
Komiteen for den ifjor stedfundne Kvindernes Udstilling holdt den 15. September, Aarsdagen for Udstillingens Lukning, et større Møde i Industriforeningens Foredragssal. Fru Emma Gad talte her om den Kvindernes Bygning, hvortil Udstillingens ganske betydelige Overskud har givet Tanken. Den skulde blive »et Centrum for de danske Kvinders Virken baade med Aanden og Haanden«, herunder ogsaa den kvindelige Kunstindustri. »Var det en af Opgaverne«, sagde Fru Gad, »ved den første Kvindernes Udstilling at belyse Manglerne ved det kvindelige Arbejdes nuværende Standpunkt, saa viste det sig uomstødeligt, at man meget tiltrænger kunstnerisk Ledelse i den danske Husflid, der i saa Henseende staar ikke saa lidt tilbage for Produktionen i Søsterlandene, hvor f. Ex. et Selskab som det svenske »Handarbetets vänner« og flere lignende norske Foreninger har bidraget særdeles meget til at hæve Smagen.« Det er sande Ord, som her er talt.